Absalons Brønd - 03

nogenlunde præsentabel før Hjemkomsten og slap for Skjænd, og _det_
paaskjønnede han i høi Grad -- han kunde ikke udstaa at faae Skjænd.
Saa var Poul forresten ogsaa tidlig et "fremmeligt" Barn: han var
forlængst falden ned fra alle Grene i Lindetræet og havde
efterhaanden brækket Alt, hvad brækkes kunde, undtagen Halsen; fem
Aar gammel spillede han til Moderens Forfærdelse Klink paa Gaden, og
paa sin syvaarige Fødselsdag havde han paa egen Haand bedt Melmandens
skeløiede Søn hjem til Middag.
* * * * *
-- Fru _Lund_ sad med Andagt og hørte paa Pouls Udmalinger af sin
maritime Fremtid.
Hun var en lille, mager Kone, altid som et pillet Æg, med Kappe,
hvidt Forklæde og sort Kjole -- altid ens. Hun syede for et
Broderimagazin, vaskede og stoppede paa Maries Tøi og tilbragte en
hel Del af sit Liv med at søge Legater, som hun aldrig fik, og med
som en fjern, uopnaaelig Mulighed at drømme om engang at blive
Klasselotteri-Collectrice. Grossererens og Alt, hvad hans var, saae
hun op til med Ærefrygt og Taknemmelighed, levede af brugt Sol fra
det rige Forhus og var i det Hele taget saa ydmyg, at hun end ikke i
sin egen Stue nogensinde sad paa mere end Kanten af en Stol.
Af og til rystede hun nu betænkeligt paa Hovedet, naar Poul talte om
Hundevagter, Kanonexercits og Olietøi, og i sit stille Sind ønskede
hun af og til at kunne være med ombord forat tage Pletter af hans Tøi
og sy Rifter sammen over Knæene.
Marie fortalte straalende glad Poul, at hun skulde til Theatret; hver
Morgen skulde hun paa Danseskole og om Lørdagen paa Komedie -- Alt
naturligvis under Forudsætning af, at hun blev antagen -- i næste Uge
skulde det afgjøres.
Omsider gik Poul og var heldig nok til at komme over i Forhuset uden
at være bleven savnet.


Der var ordentligt Rykind hos Jomfru Buxbom.
Børnene holdt Frokost, og Jomfruen skar just Karse af til deres
Smørrebrød fra Kassen udenfor Vinduet, da det bankede, og efterat
Oldefaderens Røst havde talt ud af Papegøien og raabt "Kom ind!"
viste Madam Siegler sig.
Hun havde Meget at fortælle: om Middagen hos Grosserer Lange's og om
et femogtyve Aars Jubilæum hos en velhavende Manufacturhandler.
Hos Grossererens havde de faaet Gaaseleverpostei =en croûte= før den
anden Steg -- ikke, som tidligere, bagefter -- det havde _hun_ oplyst
dem om, at man nu brugte -- og Generalen havde ikke blot udbragt en
Skaal for Fruen, men ogsaa for den yngste Søn, der jo nu skulde til
Orlogs, og Generalen havde sagt, at han ved at vælge Havet til
Virkefelt kun fortsatte de fædrene Traditioner, eftersom Huset Lange
jo altid havde havt sin Levevei af Havets Producter. Den Tale havde
Madam Siegler selv hørt Ord til andet ude fra Corridoren.
Jubilæet var der ikke andet Mærkeligt at fortælle om, end at der
blandt Gjæsterne havde været en Vegetarianer, eller, som Madamen
udtrykte sig: en "Gemysemand" -- "men han kunde jo dog faae Rødderne
fra Suppen og Persillen fra Kyllingerne," sagde hun -- hun yndede
ikke Vegetarianere.
De to Menuer var neppe nok drøftede, før der kom en ny Visit: det var
Madam Asters, Portnerske i et høigreveligt Hus i Bredgade.
Hun var et af Jomfru Buxboms allerinteressanteste og paa en vis Maade
allerfineste Bekjendtskaber; hun sagde "vi" om Herskabet, kunde
fortælle om Baller, hvor der kom Prinser og Prinsesser, og vidste paa
en Prik, om Damerne for Tiden brugte rundt eller firkantet Slæb.
Det Første, der skete efter hendes Ankomst, var, at Kaffekanden blev
sat paa Petroleumsapparatet, og at et af Børnene fik Lov til at lægge
Tavlen og blev sendt ned efter Wienerbrød. Kaffekanden blev i det
Hele sjelden kold her i Stuen, for der var næsten altid Besøg, og
Jomfruen selv hørte til de mærkelig construerede Kvinder, der i
Sommermaanederne hovedsagelig ernærer sig af Rødgrød, og Resten af
Aaret af Kaffe med Wienerbrød.
-- "Naa, lille Madam Asters," begyndte Jomfruen, da der var skjænket
i Kopperne, "hvad Nyt ude fra Bredgade af? Har der nylig været
Selskabelighed?"
"Gud, nei, Jomfru, hvor vil De hen!" svarede Portnersken. "Vi har jo
Sorg!"
"Det er ogsaa sandt, det veed jeg jo."
"Det er forresten saa kjønt med Sorg," vedblev Madamen, "især naar
Herskabet kjører ud. Tjeneren -- det er nu et nydeligt Menneske og af
pæn Familie: hans Fader er Skovløber ude paa Grevskabet -- han seer
saa gentil ud i Sort med et blaat og hvidt Silkebaand ned ad
Skuldrene, og Lygterne er ogsaa helt overtrukken med Sort -- det er
saa høitideligt!"
Madam Siegler hørte efter med stum Andagt -- hun selv kom kun til det
velhavende Bourgeoisie.
"Gud veed forresten, om der bliver nogen rigtig Selskabelighed mere
paa Palais'et," vedblev Madam Asters -- "nei, Tak, kun en lille Kop!"
"Men hvorfor dog ikke det?"
"Nei, jeg har nu min egen Tro -- men ikke _mine_ Ord igjen! --
Børnene lytter da ikke efter? -- Jo, jeg skal sige Dem, Herskabet
hører ikke mere Pastor Jespersen, som de før pleiede van."
"Ikke det!" udbrød Jomfru Buxbom. "Det er da ellers den deiligste
Præst i hele Byen -- det er _min_ Præst -- her skal De se hans
Photographi! -- Han skal saamænd ogsaa arve den Stol, De sidder i!"
"Nei, nu er Herskabet begyndt at høre Pastor Knastrup," vedblev
Madamen. "Gudbevares, han præker storartet -- min Mand og jeg er
ogsaa begyndt at høre ham -- men han er jo noget strix."
"Er han _det_?"
"Jo! -- Og det mærkes naturligvis saadan allerede med den megen
Gudfrygtighed paa Palais'et."
"Gjør det _det_?"
"Ja, det gjør, Jomfru -- vi holder 'Kristeligt Dagblad'!"
"Nei, tænk!"
"Ja, det er forresten et rigtig godt Blad. Der staaer baade Brylluper
og Begravelser og Ulykkestilfælde ligesom i 'Berlingske', og hvis man
synes, man faaer for meget af Gudeligheden, saa kan man jo springe
den over."
"Ja, det kan man jo."
"Saa har vi ogsaa faaet en hellig Student, som spiser hos os om
Torsdagen -- det vil sige, han spiser ved Mellembordet med
Husjomfruen og Oldfruen -- naturligvis -- men _han_ kan sagtens, for
er han blot færdig med at læse til Præst, saa faaer han naturligvis
nok Kald ude paa Grevskabet!"
"Gud, tænk, saa er _han_ forsørget!"
"_Det_ er han! -- Forleden Dag havde vi ogsaa en Missionair fra
Bagindien, men _han_ spiste ved Herskabets eget Bord."
"Nei, gjorde han virkelig!"
"Ja, han gjorde saamænd saa -- men Tjeneren sagde ellers, at han
spiste med Kniven!"
"Gud, er det sandt!" udbrød Jomfru Buxbom og Madam Siegler i forarget
Kor og slog Øinene mod Himlen, ret som om de vilde kalde _den_ til
Vidne paa, at _de_ aldrig før havde tænkt sig, at en Kniv overhovedet
kunde bruges paa den Maade.
"Ja, man skal jo ikke kritisere det Herskab, hvis Brød man er i,"
sagde Madam Asters med Værdighed, "men _jeg_ synes nu heller ikke,
Greven saadan skulde byde alle Slags til sit Bord. Det kan være, det
var nødvendigt, dengang han var Politiker og sad i Landsthinget --
det var net Selskab, vi tidt havde den Gang, kan De tro! -- men fordi
man hører Pastor Knastrup, behøver man da ikke at gjøre sig gemeen
med hele Slænget -- vel, Jomfru? -- Ja, Tak for Kaffe!"
-- Da Madam Asters og Madam Siegler vel var ude af Døren, kom
Maskinmanden forat meddele, at Marie var bleven antaget af
Balletmesteren og næste Dag skulde begynde sin Skole i selve det
Kongelige Theater, og _saa_ stærkt virkede Meddelelsen om denne store
Begivenhed, at Jomfruen knap hørte efter, da han fortalte om de ny
Decorationer til "Jægerbruden" og alt det kunstige Spøgeri, der
skulde være i Ulvesvælget.
_Han_ havde forresten ogsaa travlt, for han skulde hen og bringe det
vigtige Budskab til Fru Lund, der sad nede i Store Kongensgade og
anede Ingenting.
_Der_ blev naturligvis Glæde, men samme Dag havde Marie havt sin
første store Sorg: Hanen havde brækket Benet, og Maskinmanden
anmodedes derfor om paa en saa vidt muligt lempelig Maade at tage
Livet af den og begrave den under Lindetræet.
Det lovede han beredvilligt, og om Aftenen græd Marie ved Hanens Grav
samtidig med, at Maskinmandens Familie spiste Hønsefricassée.


Det lider hen paa Eftersommeren.
Anlæggene paa Kongens Nytorv og foran Christiansborg Slotsruiner har
ganske vist endnu en blændende Blomsterpragt at opvise, og Gladiolus,
Asters og Cactusgeorginer kappes i Farveglød med hinanden, men der
ligger dog et enkelt gulnet Blad i de mørknende Plainer. I Skyggen
seer den store Kastanie ved Holmens Kirke endnu hel grøn ud, men naar
Septembersolen lyser igjennem den, faaer man Øie paa det gyldne Løv,
som allerede er begyndt at tyndes ud.
Midt paa Dagen er "Strøget" endnu sommerligt: der er lyse Damedragter
og ingen Overfrakker, men i Butiksvinduer og Aviser læser man om
"Efteraarsudsalg", og forsynlige Folk med god Samvittighed og stor
Credit -- eller med een af Delene -- bestiller allerede nu den ny
Vinterfrakke hos Skrædderen.
Cyclerne falder i Pris -- brugte eller stjaalne er slet ikke til at
sælge -- Fiskesnører og Boldspilrekvisiter maa bag Sportshandlerens
Ruder vige Pladsen for engelske røgfri Patroner, og nu kommer Vildt-
og Frugthandlernes gyldne Tid: Agerhøns, Harer og Fasaner viser sig i
saadanne Mængder, at Fremmede maa faae den Forestilling, at
Kjøbenhavn hovedsagelig lever af Vildt, og Tomater, Ferskener og
Druer fryder Øiet rundt omkring.
Skinnende hvide Theaterplacater er traadt i Stedet for de skidne,
krøllede Laser fra Mai Maaned, der har maattet døie hele Sommerens
Sol og Regn, Tivoli holder Høst- og Fyrværkerifester, og om Søndagen
er der vel endnu stærk Trafik til og fra Dyrehaven, men Folk kommer
tidligt hjem, og det er broget Løv til Kaminvaserne, som de bringer
med fra Skoven.
Nu har Grønttorvet sin Glansperiode -- der kjøbes ligefrem ind
til Vinterforraad -- og Gammelstrand ligger hver Morgen i sin
feireste Pragt: hele Kanalen er stuvende fuld af Sildebaade, der
tørrer de røde Seil, Fiskerne vader i det sølvskinnende Dræt, og
Skjællene blinker i Garnet -- det er som Pailletter i et mægtigt
Kniplingsklæde.
De kridtede Ruder forsvinder, de sidste Efternølere flytter omsider
ind; Landliggerne har længe kjedet sig gudsjammerligt i de mørke
Aftener ude paa Villaerne, men for en Ordens Skyld klager de dog over
at have maattet tage ind.
Husmoderen faaer travlt: Pelsværket hentes fra Bundtmageren, der
syltes Sveskeblommer og Asier -- hele Byen lugter surt --
Efteraarsrengjøringen ligger i Luften, og Ægtemændene gruer.
Om Aftenen, især efterat Lampen er tændt, begynder man at fryse ved
at se paa de hvide Gardiner -- Stemningen er trykket.
Med Vemod stirrer Hotelportier'en efter hver kuffertlastet Droske,
der ruller bort, og en skjønne Dag opdager de unge Spurve i Tivoli,
der endnu ikke kjender Livets Kamp, at Saison'en er sluttet, og at de
fra nu af selv maa sørge for deres Udkomme.
Sommeren er forbi, det er Efteraar.
* * *
-- Terndrup havde Efteraarsfornemmelser, Efteraarsanfægtelser.
Bøgerne var ikke fri for at lugte ham noget muggent -- det gjorde de
aldrig om Sommeren -- Handelen med brugte Frimærker forekom ham endnu
foragteligere, end den pleiede, og saa vidste han oven i Kjøbet, at
det var et særlig godt Aar med Høns.
Hyppigere end ellers og længere ad Gangen end tidligere stod han
derfor ogsaa paa Jageslaget, fulgte sine Duers Flugt og saae "over ad
den Kant til, hvor Jylland ligger", og hvor Brokfuglene flokkedes, og
endte saa med at falde i Staver.
Som han saadan stod en Eftermiddag, og hans Øie forvildede sig over
Gaarden forbi en nøgen, sværtet Brandmur og ind imellem et Par spidse
Gavle, opdagede han pludselig noget Nyt: oppe i en gammel Rønne var
der ud fra Kvisten bygget et lille Glashus, og paa en Stump fladt
Tag, hvortil der var Adgang fra Glashuset, stod en Kasse med
blomstrende Solsikker og store, rødbrune Lerkrukker med Canna og
Nerier.
Hvor vel bevandret Terndrup end var i Fugleperspectivets Geographi,
var det ham dog ikke muligt strax at afgjøre, om det Hus, han saae
paa, vendte ud til Grønnegade eller til Hovedvagtsgade, og det varede
en god Stund, inden han blev paa det Rene med, at det alligevel
maatte være i Grønnegade, i Marskandiserens Sted, at der var bleven
indrettet et photographisk Atelier.
Det kunde jo i og for sig være ham ganske ligegyldigt, men nysgjerrig
var han -- som de fleste Mennesker jo er -- og han vilde dog nok,
blot for en Ordens Skyld, vide, hvem det var, der var flyttet ind
derovre, og som paa en Maade var bleven Nabo paa Afstand til hans
Dueslag.
Da Jomfru Buxbom, hvis Stue jo var en Slags Centralstation for al
Sladder rundt omkring fra, maaske kunde antages at vide Besked om
Photographen, stak han Hovedet ind ad Døren til hende, da han gik
forbi, og spurgte sig for.
Nei, Jomfruen vidste saamænd ikke engang, at der var indrettet noget
photographisk Atelier, men det var jo høist interessant, var det, og
hun skulde nok gjøre sit Bedste forat faae Klarhed i Sagen. -- Om
Terndrup ikke vilde sidde lidt ned? Jo, det maatte han endelig! Og
Terndrup satte sig.
-- "Ja, jeg slider vel i Grunden alt for meget paa Pastor Jespersens
Stol," sagde han. "Pastoren maa da vist koste nyt Betræk paa den,
naar han engang faaer den!"
Jomfruen blev kjendelig nerveus og svarede efterat have rømmet sig et
Par Gange:
"Ja, nyt Betræk maa der -- men jeg har forresten de to sidste Søndage
hørt Pastor Knastrup."
"Naa, det har De -- ja, saa kan Pastor Jespersen nok selv se sig om
efter en Lænestol!"
Uden at udtale sig videre om Arvespørgsmaalet vedblev hun:
"Han er jo noget strix, Pastor Knastrup, som Madam Asters ogsaa
sagde, men deiligt taler han, vækkende og indtrængende, saa man
føler, man er en stor Synder -- hvad man jo ogsaa er, og hvad han,
Gaardmissionairen, ogsaa sagde!"
"Naa, gjør han _det_!"
"Ja, det veed Gud, han gjør! Jeg kjender ogsaa et helt greveligt Hus,
der hører ham til Stadighed, og i Søndags var han bedt til Herskabets
eget Bord, hvor en Tjener i Sort og med blaa og hvide Baand paa
Skuldrene vartede op med Handsker paa."
"Der kan man se," sagde Terndrup, "man skulde have været Præst,
skulde man, og have faaet et Kald i en god, jydsk Egn, hvor Bønderne
ikke selv gjorde Noget af Jagten!"
-- "Marie var her ellers igaar," vedblev Jomfruen. "Aa, hun har saa
Meget at fortælle ovre fra Theatret -- De maa endelig komme op og
høre paa det en Dag!"
"Ja, det skal jeg -- men nu maa jeg gaa!"
"Aa, Terndrup, De kunde gjøre mig en Tjeneste: vil De ikke laane mig
en eller anden god, ny Bog?"
"Jo, men hvad skulde det være for en Bog?"
"En, der ender godt!"
"Dem er der sgu ikke mange af for Tiden!"
"Ja, ellers vil jeg ikke have den -- man læser da forat blive i godt
Humør og forat være i godt Selskab! -- I gamle Dage var det altid saa
beroligende at læse en Bog, for Forfatteren caverede for sine
Personer, og naar Helten eller Heltinden fik et Barn paa sidste Side,
saa vidste man, at det ogsaa gik Barnet godt Resten af Livet -- og
_det_ var saa hyggeligt!"
"Ja, ja, nu skal jeg se at finde en Bog og skikke den op til Dem --
Farvel, Jomfru!"
"Farvel, Terndrup!"


Om Eftermiddagen kom Berner. Han havde "Fjortendags Lov" fra Skolen
og vilde i den Anledning benytte Eftermiddagen til at gjøre sin
tidligere omtalte Excursion ud paa Amager, og paa _den_ maatte
Terndrup være med.
Butiken var aaben, men Terndrup var der ikke.
Saa gik Berner ud i det lille Lukaf bagved, der baade var Sovekammer
og Spisestue, og _der_ saae han Terndrup sidde ubevægelig ved det
aabne Vindue og stirre ud i Gaarden.
Berner sagde Goddag, men Terndrup svarede ikke, dreiede kun Hovedet
halvt om og gjorde Tegn, at Berner skulde være ganske stille.
Der gik et Par Minuter, saa lød der et Smeld, Terndrup vendte sig om
med en Salonbøsse i Haanden og sagde:
"Den blev der sgu!"
"Hvad for En?"
"Rotten, naturligvis -- ja, det var ingen af de sorte, men jeg har
havt Kig paa den en halv Time, før jeg kunde faae Ram paa den."
"Naa, saa De jagter!"
"Nei, jeg gjør sgu ikke! Jeg har lovet mig selv aldrig mere at røre
en Skyder, men saadan en Legetøistingest kan man da ikke kalde en
Bøsse -- og Rotter er da heller ikke Vildt! -- Nei, hvad man har
lovet, det skal man holde! -- Hvad vil De ellers idag?"
Ja, Berner vilde da have ham med ud paa Amager, men Terndrup vidste
ikke, om det gik an at lukke saa tidligt.
"Aa, hvad -- nu er Fugletrækket for Alvor begyndt?" bad Berner.
"Ja, det _er_ jo saa -- lad gaa!"
Mens Terndrup gjorde sig istand, satte Berner sig ude i Butiken paa
en Stabel Bøger, der gyngede frem og tilbage, tændte en Cigar og
grundede.
-- "Hvad sidder De og speculerer paa?" spurgte Terndrup.
"Aa, jeg sad egentlig og tænkte paa den =Trifolium resupinatum= -- om
det virkelig skulde være _den_! Jeg listede mig ind i Grossererens
Gaard imorges ganske tidligt forat se, om jeg kunde finde et Exemplar
til, men der var gravet op omkring Lindetræet og altsaa Ingenting at
finde -- hvor kunde det dog være, at den Grosserer var saa ubehagelig
imod mig?"
Terndrup smaafløitede. "Han har for mange Penge -- og han er kommen
for nemt til dem -- det er det Hele!"
"Er det et gammelt Handelshus, det Lange'ske?" spurgte Berner.
"Nei, det var først Faderen, der begyndte."
"Naa, det tænkte jeg nok!"
"Hvorfor det?"
"Jo, fordi der i et gammelt Handelshus -- ganske som i enhver
anden Slægt, der har en Tradition -- altid som Regel raader en
urban Tone. -- Det er forresten mærkeligt," vedblev han, "saa faa
Handelsdynastier, der overhovedet er ældre end et Par Generationer i
samme Familie. Det maa vel sagtens komme af, at der kræves en særlig
Finhed og Fornemhed i Forretninger og en særlig udviklet
Familiefølelse, forat et Firma kan vedblive at gaa i Arv fra Fader
til Søn."
"Maaske, sgu," svarede Terndrup. "Se, hvad Finheden i Forretninger
angaaer, saa trykker den nu heller ikke Grossereren, og
Familiefølelse troer jeg ikke, den ældste Søn har Synderligt at give
hen af!"
"Men Datteren er en ualmindelig tiltalende Pige," vedblev Berner med
Varme, "saa rank og saa damesikker!"
"Ja, hun er sikker nok! -- Hende skulde _De_ tage, Berner -- hun
kunde føre deres Regnskaber med dobbelt Bogholderi!"
"Nei, virkelig!"
"Ja, hun kunde sgu: det er et grov dygtigt Stykke Fruentimmer! --
Men De vil maaske ikke alligevel?"
"Nei, jeg troer dog ikke -- _hun_ vil vist heller ikke --"
"Aa, nei, det kan være troligt nok!"
"Ja, lad os saa komme afsted!"
Og afsted vandrede de, Berner med Straahat og Botaniseerkasse,
Terndrup med Kaskjet og Knortekjep.
* * * * *
Ad Frederiksholms Kanal og over Langebro gik de, saa standsede de
udenfor den gamle Accisebod, der ligger for Enden af Christianshavns
Vold, Acciseboden med de grønne Skodder og det fremspringende
Halvtag.
-- "Er _det_ nu ikke meget kjønnere end hele det moderne Kjøbenhavn!"
udbrød Berner. "Acciseboden i Forgrunden, de lave 'Holms Huse' paa
den anden Side af Gaden, og nedenfor Volden Reberbanen under
Lindetræerne -- Herregud, det er vel næsten den eneste Reberbane, en
kjøbenhavnsk Dreng nu kan faae at se!"
"Ja, han har ellers godt Øl inde i Siseboden -- det er en rar, kjølig
Kjelder," bemærkede Terndrup, og Berner overhørte ikke det fine Vink,
men gik strax hen og satte sig ved et af de smaa Borde foran og
bestilte to Glas Øl.
-- "Lagde De egentlig Mærke til den gamle Proviantgaard, da vi før
gik forbi den?" spurgte Berner.
"Nei -- er der ellers noget Mærkeligt ved den?"
"Det er da for det Første en af Christian den Fjerdes Bygninger."
"Naa, er det _det_!"
"Ja, kan De ikke ogsaa se, at de vældige Gavle og det vældige Tag
seer anderledes solid og imponerende ud end de nye Bygninger?"
"Aa, jo!"
"Og saa ligger den lige opad Tøihusgaarden med de mange gamle,
udrangerede Kanoner, der har tjent mere end een Konge og været med
baade tillands og tilvands -- jeg bliver formelig høitidelig tilmode,
naar jeg gaaer der forbi!"
"Aa, ja -- ja, saagu -- Skaal!"
-- "Ja, vi skal vel videre," sagde Berner, da Øllet var drukket. "Men
har De noget imod at gaa om ad Volden -- det Stykke, man endnu _kan_
gaa ad? Det er nok lidt længere, men betydelig kjønnere, og jeg vilde
ogsaa gjerne have Frø af =Lathyrus latifolius= -- den findes
deroppe."
* * * * *
-- Kjøn er Christianshavns gamle Vold. Lind og Kastanie, Ahorn og Elm
voxer i lige Rader paa dens Ryg, og ned ad Skraaningerne til Graven
er der en hel tæt Underskov af Tjørn, Hassel og Hyld.
Drengene har lavet hulslidte Stier mellem Krattet, og gaaer man ned
ad en af dem, kan man komme for Skade med at overraske et elskende
Par eller en upriviligeret Fisker, der har faaet anbragt sin Snøre
udenfor den brede Rørbræmme med de mumlende, blaagrønne Spydblade.
Graven selv -- sine Steder bred som en Sø, andre Steder smal som en
Aa -- er saa stille, saa byfjern som Vandene omkring Torneroses Borg,
og naar Smaafisken slaaer, bliver man helt forundret over, at Fladen
virkelig kan sætte Ringe og ikke springer som skjørt Glas.
Oppe paa Bastionerne leger Børnene Tagfat og Enkemand, eller de slaaes
om nedfaldne Kastanier; gamle Folk ryger en Eftermiddagspibe paa
Bænkene, og selv Hammerslagene fra Christianshavns Maskinværksteder
forstyrrer ikke Idyllen men fremhæver den kun end mere gjennem
Modsætningen.
* * * * *
Ude paa det rigtige Amager gik de hen ad Kløvermarksveien, forbi
Colonihaverne.
Det er jo som en hel By af Lysthuse, smaa, grøntmalede Træhuse med
Døre, Vinduer og Flagstang -- de ligner strandede Badehuse. Vild Vin,
Humle og Pralbønner snoer sig op ad Væggene, og som den lille
Haveplet udenom dyrkes, saadan dyrkes ingen Plet i Verden! De
Radiser, her faaes, smager bedre end noget Andet, den Buket, her
skjæres, overgaaer Orchideerne fra Dina Schuldts Vinduer, og har det
lille Æbletræ virkelig omsider bekvemmet sig til at bære et enkelt
Æble, er dets Trivsel og Rødmen Gjenstand for en hel Families udelte
Interesse Sommeren igjennem.
-- "Det er sgu kjønt," sagde Terndrup.
"Ja, det er Trangen til at se Andet end Glas og Jern, der her finder
sit Udtryk," svarede Berner. "Det minder om Sporskifteren paa
Jernbanestationen, der laver sig en tre Alens Have mellem de
krydsende Skinner."
* * * * *
De passerede den store Losseplads, hvor Rotterne løb husvant om
mellem Kjøkkenaffald, Rester af fordums Bohave, Murbrokker og rustne
Blikdaaser, og Berner modstod ikke Fristelsen, men kom strax ind paa
sit Yndlingsemne: den sorte Rotte contra den brune.
"Ja, nu er den sorte snart forsvunden overalt," sagde han, "dens
Mission er vel sagtens endt."
"Hvad for en Mission?" spurgte Terndrup.
"Det veed jeg ikke, men ligesom jeg fuldt og fast troer paa, at hvert
enkelt Menneske har sin Mission, stor eller lille, her i Verden,
saadan troer jeg ogsaa, at de enkelte Folkeslag, Slægter og og Arter
af Dyr og Planter har det, og naar et Individs eller en Races Mission
er endt, saa døer Individet eller Racen. -- Noget af det Tungeste, et
Menneske kan opleve, maa da ellers være, at det Folk, han tilhører,
udslettes af Tilværelsen som saadant, fordi det ikke længere har
nogen Mission -- eller fordi det ikke længere magter den, det har!"
"Aa, ja, saagu -- men saa maa man da ønske, at De aldrig maa faae
Deres Bog skrevet," bemærkede Terndrup, "for _den_ er da vel _Deres_
Mission!"
"Det var et fromt Ønske!" svarede Berner leende. "Men det kunde jo
dog tænkes, at jeg ogsaa havde en anden Mission."
"Hvad skulde det være for en?"
"Aa, f. Ex. at lære mine Drenge at kjende Kjøbenhavn og give min
Skjærv til deres historiske Opdragelse."
"Aa, ja, det kunde jo tænkes. -- Ja, saa kan De jo godt give Bogen ud
og maaske leve lidt alligevel!"
* * * * *
-- Det var Krudttaarnsveien, Veien langs Kysten indenfor Mellemfortet
og Prøvestenen, der var Dagens Maal; Berner havde Tegn, og det, han
nærmest vilde, var gjennem Kikkert at constatere, hvilke Vadefugle
der nu paa Efteraarstrækket gjæstede Stranden og altsaa for saa vidt
kunde siges at tilhøre Kjøbenhavns Fauna i videre Forstand.
Af saadanne Excursioner gjorde Berner flere hvert Aar, og paa dem var
Terndrup ham en værdifuld Støtte, thi med sit ene, høire Øie saae
han glimrende, og selv om han kun havde _hørt_ en Fugls Fløiten, var
han næsten altid Mand for strax at kunne sige, hvad Fugl det var. Af
og til, navnlig naar det var en Bekasin, der lettede, kunde han kaste
Stokken til Kinden, men saa tog han den halv skamfuld ned igjen og
sagde regelmæssigt: "Nei, de Tider er forbi -- hvad man har lovet,
det skal man holde!"
Turen blev ikke uden Udbytte, thi foruden at finde =Onopordon
Acanthium= paa et nyt Voxested -- bagved Strickers Batteri --
lykkedes det Berner at iagttage baade en Flok Islandsryler og en
Kobbersneppe, og da dette var henholdsvis en Uge og ti Dage
tidligere, end disse Trækfugle ellers pleiede at komme her, berigedes
jo hans Optegnelser med to nye Data.
* * * * *
Fyret paa Trekroner var allerede tændt, da de brød op og lagde
Hjemveien om ad den ydre Grav, udenfor Orlogsværftet -- her havde
Berner Aaret iforveien seet Odder.
Som gravet op af Jorden mødte de her ved en Omdreining to Mænd, begge
oppe i Trediverne.
Den Ene var mørk, med opadstrøget Overskjæg, spids Fip og spillende
Øine; hans Halstørklæde var bundet i en flot Sløife, Frakken var af
sort Fløil, og under Armen og i Haanden havde han en Malerkasse, et
sammenslaaet Staffeli og en Feltstol.
Den Anden var der ikke noget Flot ved, men det var en Kjæmpeskikkelse
med blond Fuldskjæg, store, blaa Øine, klædt ganske som almindelige
Dødelige.
-- "Godaften, Høistærede!" sagde _han_ med Fløilsfrakken. "Ja,
undskyld, at jeg spørger saa ligefrem, men hvad i Alverden har De
bestilt ude paa Krudttaarnsveien? Mens jeg sad og malede, har jeg
seet paa Dem i en stiv Klokketime: De pegede udefter, og de satte
Kikkerten for Øiet -- ja, undskyld, men jeg _er_ nysgjerrig!"
Berner forklarede, saa godt det lod sig gjøre i faa Ord, hvad der
havde ført ham herud, og præsenterede sig selv.
"Ja, mit Navn er _Holst_ -- Carl Holst -- jeg er Maler."
"Nei, er _det_ Dem!"
"Ja, det veed Gud, det er! Og min tause Ven der, det er Hans
_Duborg_."
"Hans Duborg! Var det da Dem, som --" begyndte Berner.
"Ja, det var!" afbrød Holst ham. "Det var ham, som for fire Aar siden
gjorde den uhyre Lykke med sit store Billede, som baade fik
Udstillingsmedaillen og blev kjøbt af Galleriet, og det er ham, som
siden ikke har rørt Pensel og Palet!"
"Maa jeg præsentere," sagde Berner: "Boghandler Terndrup."
"Ja, det veed vi," svarede Holst. "Vi har seet Dem oppe paa
Dueslaget."
"Har De _det_!" sagde Terndrup. "Det var sgu da ellers morsomt!"
"Ja, oppe fra Atelier'et!"
"Er De da ogsaa Photograph?" spurgte Terndrup interesseret.
"Hvad for Noget!" raabte Holst. "Kalder De mig Photograph? Nei, hør
nu, det maa jeg dog paa det Bestemteste frabede mig! Vel udmærker
mine Billeder sig ved den mest slaaende Naturtroskab og indgaaende
Redegjørelse for Detaillerne, men med Photographer ønsker jeg dog
ikke at concurrere! Nei, jeg er sgu da Kunstner -- Maler i alt Fald
-- og Duborg og jeg har nu for en forholdsvis billig Penge indrettet
os et fælles Atelier oppe paa Taget af No 67 i Grønnegade, i det
maaske -- og desværre rimeligvis -- forfængelige Haab, at Lykken
_der_ skal tilsmile os."
Man fulgtes nu ad, og Berner spurgte underveis Duborg, hvorfor han
ikke mere malede.
"Aa --", begyndte Duborg, men Holst afbrød ham og svarede:
"Det skal _jeg_ sige Dem: han er bange for, at hans næste Billede