Absalons Brønd - 16

Total number of words is 4831
Total number of unique words is 1187
53.1 of words are in the 2000 most common words
67.3 of words are in the 5000 most common words
74.4 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
for Dagen i de alvorlige Scener, og den kyske Frihed, hvormed hun
helt igjennem førte sig.
Hun vidste, at Poul sad i Parkettet -- men hun vidste ikke, om hun
var glad eller bedrøvet over det.
Publicum var begeistret, og Aviserne var næste Morgen dog for en
Gangs Skyld enige om Noget, nemlig om, at Balletten havde faaet en
ny, vordende Primadonna; det morede Marie at læse, men hun læste det
egentlig som Noget, der handlede om en Anden, en ganske Anden end den
Marie, der sad i Baghuset i Store Kongensgade.
-- "Du var storartet iaftes!" sagde Poul, der lige kigede over til
hende. "Jeg er hel stolt over, at vi To er voxet op i samme Gaard!"
* * * * *
-- Terndrup kom efter Løfte op til Mille Buxbom og gav Referat --
Mille var bleven meget gammel.
Hun havde virkelig for et Par Maaneder siden faaet sat igjennem, at
hun var kommen til at bo i et Slags Gjæstehjem, der styredes af St:
Apollonia Søstrene, og i Begyndelsen havde dette selvfølgelig været
det eneste Sted paa Jorden, hvor hun overhovedet kunde tænke sig at
existere. Men lige saa selvfølgeligt havde Bladet vendt sig. -- "Nei,
jeg vil ikke dø hos Katholikerne," havde hun erklæret. "Katholiklig,
dem ryger de over og læser over og gjør Stads af, men almindelige
Lig, som jeg og andre Lutheranere, de bliver puttet i en umalet
Fyrretræs Kiste og baaret ned ad Kjøkkentrappen -- det har jeg selv
seet! Nei, nu har jeg igjen gjort ordentlig Aftale om min Begravelse,
og Be'emanden veed Besked!"
Og saa sad hun da nu i Nyhavn hos en Skræderfamilie og var foreløbig
henrykt baade over Værelset, Udsigten og Skræderfamilien; det var jo
nok lidt høit oppe -- fjerde Sal -- "men saa er man saa rart nær ved
Pulterkammeret," mente hun, "og det er en vigtig Post!"
Løvfrøen havde hun skilt sig af med og i Steden faaet en Skildpadde,
som var meget oplivende, sagde hun: det var et roligt Dyr, rigtig
passende for ældre, enlige Folk, og grumme billigt at holde, for
Vinteren igjennem spiste den slet Ingenting, men for Øieblikket var
Padden laant ud til Nabokonen, der sommetider var noget tungsindig af
sig og derfor trængte til Opmuntring.
Terndrup blev anbragt i Lænestolen, og Terndrup maatte fortælle.
-- "Herregud, at lille Marie nu er naaet _saa_ vidt!" sagde Jomfruen
rørt. "Kan De huske, da hun sad paa Skammelen under Vinduet og skrev
paa sin Tavle! -- Poppe kunde saa godt lide hende -- ja, nu er der
gaaet Møl i ham, det gamle Skind, og Gud veed, hvad Bombebøssen gjør
med de tyve Kroner -- og hun var et fromt Barn: hun skal ogsaa have
mit Ravhjerte, naar jeg er død og borte og er kommen honnet i
Jorden! -- Ak, ja, man bliver gammel, og man har det ensomt.
Gudbevares, Skræderens er flinke Folk, det var Synd at klage paa dem,
men fine er de jo ikke, og han er da egentlig ogsaa kun Buxeskræder
-- ja, det vil sige, han vender en bedre Frakke imellem og syer en
Vest om, men alligevel -- nei! Frøken Hansen synger ikke mere i
Garnisons -- hun har rent mistet Stemmen, og nu gaaer hun rundt og
seer paa Leiligheder -- ikke fordi hun flytter -- hun har jo sine to
Værelser i 'Trøstens Bolig' -- men forat faae Tiden til at gaa med
Noget -- og Madam Siegler tager ikke mere ud til Middag, og Madam
Asters er bleven værkelig. -- Lirekasserne er heller ikke mere, hvad
de _har_ været -- det er altid saadan gesvindte Melodier, de nu
spiller, saa man faaer hel ondt i Hovedet, naar man vil nikke Tacten
med. -- Nei, det var andre Tider, Terndrup, da vi boede i Hus sammen
i Gothersgade -- har Duerne det godt? -- Ja, jeg vilde gjerne give
Dem en lille Ting med til Marie, der kunde glæde hende, men jeg veed
saamænd ikke, hvad det skulde være -- jo, bi lidt! Jeg maa have dem i
Commoden!"
Og Jomfruen ledte og ledte i tre Commodeskuffer, og tilsidst fandt
hun mellem havarerede Papirsdanserinder og Stumper af brogede
Silkebaand en gulnet Convolut.
"Giv lille Marie dem," sagde hun, "det vil fornøie hende at se, at
jeg har gjemt dem!"
"Hvad for nogen?" spurgte Terndrup og vendte og dreiede Convoluten.
"Aa, det er saamænd ikke Andet end et Par Blomster, hun engang gav
mig for mange Aar siden -- jeg troer, hun havde faaet dem af den
lille Poul Lange -- ja, nu er _han_ vel ogsaa bleven stor, for
Officeer _er_ han da -- men det kunde jo være, det vilde more hende
at faae dem igjen saa længe efter. -- Husk nu at give hende dem, og
sig, at hun snart skal se op til sin gamle Læremo'er!"
"Det skal jeg!
"Ak, ja, Herregud, man er skrøbelig, Terndrup. Og saa har Doctoren
her i Gaden ikke mindste Begreb om, hvad jeg feiler!"
"Ikke det?"
"Nei! Han siger, at det er Alderdom -- men Alderdom er da ingen
Sygdom, vel?"
"Nei, det er det jo ikke."
"Bare jeg kunde dø, Terndrup -- men jeg troer, Sjælen er groet fast i
Ryggen paa mig!"
"Aa, hvad, saa slemt er det vel heller ikke! -- Men nu maa jeg afsted
-- Farvel, Jomfru!"
Terndrup var allerede ude af Døren, da han blev kaldt tilbage:
"Der var blot een Ting, jeg endnu vilde sige Dem -- De skal have
Lænestolen efter mig -- jo De skal!"
"Skal _jeg_! -- Er der da ikke en eneste Præst eller Doctor, som
De --"
"Nei, der er ikke. -- Men De maa selv koste nyt Betræk til den!"
* * * * *
Og efter dette var Terndrup sikker paa, at Mille Buxbom ikke kunde
have ret langt tilbage.


Der var Bal hos Generalconsulens, Bal for Poul inden hans Afreise.
Poul vilde havt Marie bedt med, men det vilde Faderen ikke paa nogen
Maade vide af. -- "Vi gjør ikke Fester for Balletdronninger," sagde
han, "og Du har allerede havt Maskepi nok med Baghuset -- mere end
nok!"
Saa fandt Poul sig ogsaa i det og trøstede sig med, at Marie egentlig
var alt for god til at tages om Livet af Alle og Enhver -- "og hun
vilde saamænd heller ikke engang have moret sig," mente han.
Men more sig, det gjorde Poul. Marie sad Balaftenen i Mørke i aabent
Vindue, og saae over mod den oplyste Etage. Musiken lød ned til
hende, Par for Par bevægede sig forbi Ruderne -- _der_ var Poul med
en ung, smuk Dame. De standsede i Vinduesfordybningen, han lo og saae
straalende fornøiet ud -- nu bøiede han sig ind bag Gardinet og
hviskede Noget til hende -- _hun_ saae ned -- Parret forsvandt.
Og Marie græd. Hvad hjalp det hende, at Aviserne sagde, hun havde
lagt hele Kjøbenhavn for sine Fødder, naar _han_, han, den Eneste --
aa, det var til at fortvivle over! Illusion efter Illusion var tabt,
fløiet som Trækfuglene i den kolde Efteraarsnat -- forbi, forbi!
Og hun aabnede den gulnede Convolut, som hun samme Dag havde faaet af
Terndrup -- et Barndomsminde dæmrede frem for hende: hun huskede saa
tydeligt, da Poul gav hende den lille Buket, han selv havde plukket i
Grønsværen om Lindetræet -- nu stod ogsaa _det_ afbladet, sort og
nøgent mod den stjerneklare Himmel. Tidligere vilde de tørre Blade
have været hende en Relikvie -- nu var de kun Symbolet paa en tabt
Illusion.
-- "Far hen for Vinden, forsvind i Rummet -- den visne Blomst grønnes
aldrig mere!"
Og ud i Septembernatten flyver Convoluten med de skjørnede Stilke og
det smulrede Løv, et Vindpust løfter den opad, op over Lindetræet --
saa bliver den borte i Mørket.


-- I Februar fik Marie et underligt Brev fra Poul, fra Vestindien.
Hun maatte læse det baade to og tre Gange, før hun rigtig forstod
det.
* * * * *
Det lød saadan:
Min egen, kjære Marie!
Jeg veed slet ikke, hvordan jeg skal faae begyndt, og endnu
mindre, hvordan jeg skal faae sagt, hvad jeg vil.
Jeg skammer mig som en Hund over mig selv, det er sikkert, men
det er forresten alt for lidt sagt. Naar jeg blot i fem Minuter
nu kunde se Dig ind i Øinene -- eller maaske slaa mine Øine ned
for Dig! -- Men det er jo umuligt -- og komme hjem uden at have
skrevet Dig til, som det er, det vil jeg heller ikke.
Marie, jeg er en Æsel! Jeg veed jo godt, at _Du_ holder af mig --
hvis Du da ikke har skiftet Sind, mens jeg har været borte -- og
_jeg_ holder mere af Dig end af noget andet Menneske paa Jorden
-- det har jeg altid gjort. Men jeg er en letsindig Hund. Og det
er saa underligt, at jeg egentlig først, efterat vi havde staaet
Skagen ud, blev rigtig klar over, at Du var den Eneste i hele
Verden, jeg vilde have til Kone -- hvis Du da ellers vilde have
mig. Det tænkte jeg saa paa at ville skrive til Dig fra Madeira,
men det blev ikke til Noget, for Du veed jo, at Skriveri aldrig
har været min Sag, og jeg syntes ogsaa, det var naturligst at
sige saadan Noget mundtligt, naar jeg kom hjem, i Steden for at
skrive det -- og Du vidste det vel ogsaa iforveien.
Det var der jo alligevel ingen Ulykke i Altsammen, men nu kommer
det.
Der var Bal igaar ude paa en af Plantagerne, og _jeg_ var med.
Jeg veed godt, at Du ikke kan forstaa det, men jeg vil alligevel
have Lov at skrive det, for sandt er det: jeg tænkte paa _Dig_,
og ikke paa noget Andet end Dig hele Veien ud, baade da vi roede
ind til Quaien, og da vi red ud til den forbandede Plantage, og
jeg var saa glad, som jeg ikke længe har været. Men netop fordi
jeg tænkte paa Dig hele Tiden, var jeg munter, overstadig, og
gjorde Kur til Damerne over en lav Sko.
Damerne i Troperne er nu anderledes end Damerne hjemme -- Du
kjender Spanierinden i "Fjernt fra Danmark"! Der var En af dem,
som jeg dansede meget med. Hun var kjøn -- det vil sige, det
syntes jeg igaar -- og hun var venlig og indladende og alt
Muligt. Jeg maatte tale _om Dig_ med et Menneske -- netop fordi
Du er saa forskjellig fra alle dem, jeg var sammen med -- og saa
fortalte jeg hende Løst og Fast: at vi var voxet op sammen og
havde holdt af hinanden som Børn, at Du allerede var en berømt
Danserinde, og at jeg vilde fri høitideligt til Dig, saa snart
jeg kom hjem -- det var ligefrem en Lettelse at faae talt ud. Og
hun var saa deltagende, spurgte, hvad Du hed -- kun Fornavn
naturligvis -- og jeg sagde hende det, og hun gjentog: "Marie,
Marie, Marie" -- og _det_ lød meget kjønnere end hele Balmusiken.
Ja, kan Du saa gjætte Dig til Resten? Nei, det er Ulykken, det
kan Du ikke, for det er Du alt for god og honnet til, og der er
naturligvis heller ikke et Menneske, der vil forstaa, at man kan
bære sig saadan ad.
Kjære, lille Marie, jeg vil ikke gjøre mig bedre, end jeg er, men
det _var_ hende, som ude i den mørke Palmeallee pludselig slog
sine Arme om Halsen paa mig og sagde noget Sludder, som jeg i
Øieblikket tog for gode Varer -- jeg havde jo ogsaa drukket en
hel Del iskold Champagne, og varmt var det -- noget Sludder om,
at her i Vestindien var _hun_ min Marie, og at hun skulde
erstatte mig Savnet af den rigtige Marie o. s. v. i den Dur. Men
det var nu alligevel voldsomt durkdrevent af hende, for det var
den eneste Maade, hun kunde fange mig paa.
Jeg tænkte paa _Dig_, men jeg tog _hende_ i mine Arme.
Og nu er jeg saa voldsom ulykkelig og skamfuld, og jeg veed slet
ikke, om Du kan tilgive mig. Men det troer jeg nu alligevel, Du
kan, for Du er saa god, og jeg er egentlig saa umaadelig glad
over at have faaet Dig sagt alt det, jeg vilde. Men Anledningen
skulde jo rigtignok helst have været en anden.
Holder Du af mig endnu, saa skriv to Ord til mig, til Havre --
saa veed jeg dog, om jeg er kjøbt eller solgt, inden jeg kommer
hjem. Men Du skal ikke sige Noget til Nogen -- for med Fader maa
man varpe sig frem, og det vil jeg selv gjøre.
Gud velsigne Dig, og hold af mig trods Alt!
Din
Poul.
Marie skrev til Havre, og Ragna var den Eneste, hun betroede sin
Lykke til.


Sidst i Marts kom Poul hjem med Corvetten, brunet af Vestindiens Sol
og straalende af Glæde. _Naar_ han kunde, stjal han sig over til
Marie i hendes Hjem, ellers mødtes de kun hos Duborgs.
* * * * *
I Begyndelsen af Juni var det Ragnas Fødselsdag. Hendes Forældre
havde været paa officiel Visit om Formiddagen, men til om Aftenen var
der bedt større Selskab: Holst, Berner og Terndrup, Poul og Marie.
-- "Jomfru Buxbom er død imorges," sagde Terndrup, "og det er godt
for _hende_, men jeg vil ligegodt savne at komme op og høre paa
hendes Kjørileis en Gang om Maaneden, det veed Gud, jeg vil!"
"Herregud, er _hun_ borte!" udbrød Berner. "Den Slags Existenser døer
ud og erstattes ikke af lignende ny."
"Ja, kan De huske, jeg kaldte hende den sidste sorte Rotte?" vedblev
Terndrup. "Nu, da hun er død, kan _det_ saa ikke give Dem det 'Puf',
De trænger til for at lade Bogen komme ud?"
"Nei, det troer jeg dog ikke," svarede Berner med et Smil. "Min Bog
skulde jo ikke beskjæftige sig med Symboler men med Realiteter!"
Saa kom Holst.
-- "Det er da en Evighed, siden man har seet noget til Dig!" brummede
Duborg. "Man skulde tro, Du havde været udenlands!"
"Udenlands!" gjentog Holst. "Nei! Jeg forlader ikke uden bydende
Nødvendighed mit kjære Kjøbenhavn, men jeg har havt forfærdelig
travlt!"
"Hvormed?"
"Med de forberedende Arbeider og Forsøg, der har været nødvendige for
at kunne bringe Fru Ragna en Fødselsdagsgave -- værsaagod!"
Ragna aabnede en Mappe, han rakte hende, og fandt en Radering: et
Billede af Gaarden i hendes gamle Hjem, hvor Lindetræet løftede sin
Krone op over Taget.
"Nei, hvor det er kjønt!" udbrød Ragna. "Og endnu kjønnere af Dem at
tænke paa _mig_ -- Tusind Tak!"
"Ja, det er jo det 'historiske Vindue'," sagde Holst. "Havde Duborg
ikke hin Morgen seet en hvid, uforlovet Arm lukke det op, saa Gud
veed, hvordan Alting var gaaet!"
"Saa havde Du formodentlig endnu været en fri Mand," sagde Ragna til
Duborg, "som en Kunstner jo bør være!"
"Det er nok muligt," svarede Duborg, "men saa havde jeg heller ikke
havt en enevældig Minister, der styrede mine Affairer -- og styrede
dem godt! -- Men hvad er _det_, Holst, er Du begyndt at radere?"
"Ja, jeg er! Jeg havde en temmelig bestemt Fornemmelse af, at
Kjøbelysten hos det velhavende Bourgeoisi begyndte at tabe sig -- i
alt Fald overfor _mine_ Mesterværker -- og saa tog jeg fat paa
Radeernaalen og prøvede mig frem -- ja, det er det første rigtige
Forsøg, din Kone har faaet."
"Det er sgu godt!" erklærede Duborg.
"Ja, Løvenørn-Petersen fik ogsaa hel ondt af det igaar -- men det
skal nok blive bedre," forsikrede Holst, "og gjennem det Utal af
fortrinlige Blade, der efterhaanden vil udkomme fra min agtede Haand,
skal Efterverdenen faae et Begreb om, hvordan _det_ gamle Kjøbenhavn
saae ud, der var tilbage ved Aarhundredets Begyndelse."
"Det kan jeg lide!" sagde Berner. "Det er historisk Opdragelse
gjennem Kunsten, og det er historisk Opdragelse, det kommer an paa!"
-- "Men jeg glemmer jo rent, at jeg har en Present endnu!" sagde
Holst og tog en lille Convolut frem af Lommen, lukkede den op og gav
Ragna en Firkløver. -- "Den fandt jeg under Deres Faders Lindetræ
forleden, da jeg var inde i Gaarden og gjøre en Skizze til
Raderingen -- den bringer nok Lykke, skal De se!"
"Tillader De!" sagde Berner, reiste sig hurtigt og saae interesseret
paa Firkløveren. "Og _den_ har De virkelig plukket i Generalconsulens
Gaard?"
"Ja, det veed Gud, jeg har! Der stod et Par Kløverplanter under
Lindetræet, og saa --"
"Det er =Trifolium resupinatum=!" sagde Berner næsten høitideligt.
"Den fra Pladsen om Thorvaldsens Musæum -- 'Planten funden og
forsvunden'!"
"Ja, den italienske Kløverart, som i sin Tid kom hertil med det Hø,
som var brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne."
"Men De har jo een Gang tidligere funden den i Generalconsulens Gaard
-- har De ikke?" spurgte Holst.
"Nej, _jeg_ har ikke fundet den," svarede Berner, "men jeg har for en
Del Aar siden havt et Exemplar i min Haand, som jeg tog ud af Beltet
paa Frøken Marie, og hun sagde dengang, at nuværende Lieutenant Lange
havde plukket det hjemme i sin Faders Gaard."
"Det er sgu rigtigt!" udbrød Terndrup. "Nu kan jeg huske det!"
"Men jeg har i Grunden lige til nu troet, at der dengang forelaa en
Feiltagelse," vedblev Berner, "for jeg har siden flere Aar i Træk om
Sommeren, naar Generalconsulen laa paa Landet, listet mig ind i
Gaarden og ledt og ledt men aldrig fundet hverken =Trifolium
resupinatum= eller nogen anden Kløver. -- Og hvordan kan den nu
pludselig efter saa lang Tids Forløb dukke op?"
Berner satte sig ned og saae og saae paa Firkløveren, med og uden
Lupe, saae og grundede, og grundede og saae, og var temmelig taus
Resten af Aftenen.
Saa kom Poul og Marie -- de kom "ganske tilfældigt" sammen.
-- "Maa jeg se min Neveu!" sagde Poul, da Gratulationen og
Haandtrykningen var endt. "Det er saa flot at være Onkel!"
Og Poul og Marie saae paa Drengen sammen og snakkede med Drengen
sammen, og Marie kom pludselig til at tænke sig selv som Tante til
ham og blev rød i Hovedet ved sine egne Tanker.
-- "Aa, maatte jeg have talt to Ord med Dem i Enrum," sagde Terndrup
efter Aftensbordet til Marie ude i Haven, og saa gik de ind i
"Urskoven", mens Poul saae langt efter dem.
"Sig mig, bitte Frøken," begyndte han, "det Papir med nogle tørrede
Blomster i, som jeg gav Dem engang fra gamle Jomfru Buxbom -- har De
det endnu?"
"Nei, det har jeg ikke," svarede Marie og blev hel ulykkelig.
"Ja, det gjør Ingenting," sagde Terndrup, "slet Ingenting. -- Men
skulde De kunne huske, hvor Papiret blev af, for det kunde saadan
more mig at vide?"
"Ja -- jo, jeg troer nok, det fløi fra mig en Aften," svarede Marie.
"Se, se! -- Og _hvor_ var det, med Forlov at spørge?"
"Det var hjemme i Gaarden -- jeg ledte efter det næste Dag, men det
var ikke til at finde, og jeg er saa voldsom bedrøvet over det netop
nu, da gamle Jomfru Buxbom er død -- det havde dog været et Minde om
hende."
"Aa, De faaer jo hendes Ravhjerte," trøstede Terndrup, "og hvad de
her Blomster angaaer, saa skal De ikke sørge -- det var maaske
allerbedst, det gik, som det gik. -- Ja, Tak, Andet var det ikke, jeg
vilde!"
* * * * *
Man brød sent op og _gik_ hjem i den lune, lyse Midsommernat.
-- "Hvor er det dog et kjønt Par!" sagde Holst til Berner og Terndrup
om Poul og Marie, der Arm i Arm gik foran.
"Gu, er det saa!" indrømmede Terndrup.
"Ja, og veed De, hvad der er saa velgjørende ved de To?" spurgte
Berner. "Det er, at de har Tro paa Livet, Mod paa Fremtiden -- der er
vist ikke den Ting i hele Verden, Nogen af dem er bange for!"
"Naa -- aa," sagde Terndrup, "jeg troer sgu ikke, Lieutenanten vil
være synderlig kaalhøgen, naar han skal til at tale med sin Fader!"
"Det skulde da ogsaa være det Eneste!" indrømmede Berner.
* * * * *
Det allersidste Stykke af Hjemveien fulgtes Terndrup og Berner alene
ad.
-- "Naa," sagde Terndrup, "nu har De da Deres Trifolium. -- Er _det_
heller ingen 'Puf' til Bogen?"
"Jo -- umuligt var det jo ikke!"
"Naa, det var da godt! Klem saa bare paa, og smed, mens Jernet er
varmt! -- Jeg vil dog ogsaa nok se den Bog trykt, før jeg tager fra
Byen!"
"Fra Byen?"
"Ja -- jeg reiser til Efteraaret -- til Hønsetiden," svarede Terndrup
og saae ned.
"Men hvorhen dog?"
"Til Jylland, begribeligvis! Først tager jeg over ad Skjern til, og
saa seer jeg, hvor jeg vil slaa mig ned for Resten af min Levetid."
"Men jeg troede dog, at De --"
"Naa, at jeg havde lovet mig selv o. s. v. -- Ja, det har jeg jo paa
en Maade ogsaa. -- Men saadan Noget skal man ikke love -- for i
Længden kan man ikke holde det!"
"Herregud, skal man nu miste _Dem_! -- Men har De da Raad til at
opgive Forretningen?"
"Gu', har jeg saa! -- Man er da ikke for Ingenting Jyde, og jeg har
lagt Skilling paa Skilling."
"Og det skal virkelig være allerede til Efteraaret?"
"Ja, det er da paa høie Tid!"
"Hvad vil det sige?"
"Jo, seer De, Vorherre har nu bestemt et vist Antal Patroner for
enhver Jæger, og jeg har jo sparet svært paa mine i over tyve Aar;
skydes op _skal_ de, og saa vil jeg dog helst knalde dem af, mens jeg
endnu kan se lige ud ad en Bøssepibe. -- Godnat, Berner!"


Vel var Poul, som Terndrup rigtigt havde bemærket, ikke synderlig
"kaalhøgen" overfor sin Fader, men der maa jo en Ende paa Alting, og
en skjønne Dag i Eftersommeren, ude paa Landet, opgav han -- efter
Poussecaféen -- at "varpe sig frem" og fortalte rent ud, at han og
Marie holdt af hinanden.
Det blev en artig Scene!
Generalconsulen saae saa forfærdet ud, som om Saluten fra mindst ti
mellemamerikanske Orlogsmænd var gaaet lige over Hovedet paa ham; han
kylede Cigaren i Ansigtet paa den nærmeste og mest menneskevenlige af
Familieløverne, begyndte med at spørge, om Poul var bleven gal, sagde
derefter, at han kun havde Sorg af sine Børn, og erklærede saa,
aldrig, aldrig at ville finde sig i en saadan Forbindelse. --
"Heldigvis," sluttede han, "veed jeg dog, at Du som Lieutenant skal
have en vis Indtægt for at faae Giftermaalstilladelse, og den Indtægt
kan Du -- heldigvis! -- ikke skaffe, for din Danserinde har vist
ikke nogen større Formue, vel?"
Poul fandt det klogest ikke at spænde mere i den Gang og trak sig
tilbage, men Generalconsulen lod det ikke være nok med at have sagt
Poul Besked: han gik næste Dag til Fru Lund.
* * * * *
-- "Det er nydelige Historier," begyndte han, "med min Søn og Deres
Datter! Men det har man for sin Godhed! Skjøndt jeg ikke havde
mindste Forpligtelse overfor Dem -- hører De: ikke den mindste! --
saa har jeg dog ladet Dem bo gratis her i Huset, jeg har støttet Dem
med et fast contant Beløb, og saa har De alligevel systematisk søgt
at lokke min uerfarne Søn -- jo, De har! Da Deres Mand kom i
Fedtefadet --"
"Han var uskyldig, Hr. Generalconsul," indvendte Fru Lund ydmygt,
"det blev han ved med at sige til det Sidste!"
"Lad os ikke tale om _det_! Jeg anklager Ingen, men at der ikke kan
være Tale om Giftermaal, haaber jeg, De som en fornuftig Kone
indseer. Vel er jeg en fordomsfri og afgjort liberal Mand -- en god
Demokrat -- men Fordomsfriheden har ogsaa sine Grænser, og i dette
Tilfælde betegner Begrebet Balletdanserinde som Svigerdatter for mig
Grænsen, den absolute Grænse. Gudbevares, jeg siger ikke Noget om
Deres Datter i og for sig, men min Søns Hustru -- nei! -- De maa
flytte til October, Understøttelsen beholder De!"
* * * * *
Fru Lund græd, og Marie græd, da hun i skaansomme Udtryk fik
Meddelelsen om det Forefaldne; Generalconsulinden sørgede, Duborg
brummede, og Poul saae ikke til sin Fader.


-- "Jeg kommer nok ikke til Jylland iaar før efter Hønsetiden," sagde
Terndrup. "Ja, jeg _har_ nok tænkt det!"
* * * * *
Terndrup havde forresten allerede "hævet" sin Forretning og
realiseret Bøger, Frimærker, Conchylier og "Spirituosa". Han havde
imidlertid travlt alligevel, var stærkt interesseret i Trykningen af
Berners Bog og gjorde flere Afstikkere fra Byen uden at have Bøsse
med.
* * * * *
En skjønne Dag stillede han paa Generalconsulens Kontor.
"Hvad er til Tjeneste?" spurgte Denne og stillede sig i
Audienspositur.
"Aa, det er skam egentlig kun et godt Raad, jeg vilde bede om,"
svarede Terndrup, "men det kan jo nok være, det trækker lidt ud, saa
jeg troer, vi gjør bedst i at sætte os ned."
Dermed tog han ugeneert en Stol, og da _han_ satte sig, gjorde
Generalconsulen fornærmet det Samme.
"Det er saamænd angaaende Fru Lund," vedblev Terndrup. "Hvad skal vi
stille op med hende: hun vil flytte!"
"Vil flytte!" raabte Generalconsulen. "Hun _skal_!"
"Naa, hun _skal_, se, se! -- Ja, det kommer jo strengt taget ikke mig
ved, men --"
"Nei!"
-- "men jeg synes sgu, det er urimeligt! Saa faaer jo for det Første
Deres Søn længere at gaa, naar han vil besøge sin Kjæreste -- naa,
han har naturligvis unge Ben, saa --"
"Kjæreste! Er De gal, Menneske! Hvem taler De om?"
"Om Deres Søn og Fru Lunds Datter, begribeligvis!"
"De faaer aldrig i Evighed hinanden!"
"Naa, ikke det? -- Gjør Fru Lund maaske Vanskeligheder, fordi Deres
Søn kun er Secondlieutenant?"
"Nei, _det_ troer jeg dog ikke, hun gjør!"
"Ja, men hvad kan det da være for? -- Er det monstro, fordi hun veed
Noget?"
"Om hvem?"
"Ja, det maatte vel være om Dem!"
"Om mig!"
"Ja, men det kan Deres Søn jo ikke gjøre ved!"
"Maa jeg bede Dem øieblikkelig --"
"Ja, jeg skal strax være der! -- Saa maa Fru Lund alligevel have
faaet Noget at vide -- men det er ikke af _mig_!"
"Aa, De er jo forrykt -- hvad mener De?"
"Det var ellers en Skam, for _jeg_ har holdt ren Mund -- men hun maa
jo have faaet Rede paa de her Appelsiner!"
Generalconsulen var bleven høirød i Hovedet, og hans Stemme rystede,
da han sagde:
"Jeg indseer virkelig ikke, hvad det vedkommer _mig_, at hendes Mand
smuglede og blev overbevist om Toldsvig!"
"Naa, ikke?"
"Nei!"
"Ja, saa maa jeg nok forklare mig tydeligere. -- Det var sgu _Dem_,
der smuglede!"
"Mig!"
"Ja, vist var det saa!"
"De lyver! -- Og om det saa var sandt tusende Gange og tusende Gange
til, saa veed _De_ Ingenting -- Ingenting!"
"Ja, det er nu ellers, ligesom man tager det! -- Jeg har altid havt
saadan hvad man kalder Misfidus til Dem, og saa var det for en hel
Del Aar siden, at Deres yngste Søn en Dag solgte mig nogle gamle
Frimærker, som sad paa Brevene."
"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen.
"Og eet af dem var skam fra Fru Lunds Mand!"
"Naa, og det Brev, det læste De?"
"Ja, jeg gjorde saamænd! -- Det skulde jeg maaske ikke have gjort,
men --"
"En Gentleman læser ikke andre Folks Breve!"
"Det har De sgu vist egentlig Ret i! Jeg har ogsaa fortrudt det, men
gjort er gjort!"
"Naa, og Brevet, Brevet!"
"Ja, man maatte jo stave og lægge sammen, men saa blev Meningen ogsaa
grumme tydelig."
"Naa, det blev den!"
"Ja, grumme tydelig! -- De har jo nu altid holdt af saadan smaa,
mindre propre Nebengeschäfter -- ogsaa _før_ De blev Generalconsul --
og saa havde De hittet paa -- bare som en Adspredelse, begribeligvis
-- at smugle Silketøi ind paa Bunden af Appelsinkasser, og Kasserne
blev slaaet op om Natten i Deres Gaard -- jo, de gjorde! -- og De
brugte Deres Agent, Lund, som Straamand -- det var _hans_ Navn, der
blev klareret paa, og det var da ogsaa _ham_, der blev snuppet!"
"Tilstod han maaske ikke selv?"
"Jo, han gjorde!"
"Og det vil De bilde voxne Folk ind, at han havde gjort godvilligt,
hvis han havde havt rent Mel i Posen!"
"Nei, aa, nei! Han gjorde det heller ikke godvilligt, og han havde
heller ikke rent Mel i Posen, det var Synd at sige, for han havde
brugt af de Penge, han havde incasseret som Deres Reisende, og han
kunde ikke erstatte Beløbet. Saa gjorde _De_ ham klar paa, at
Straffen for Bedrageri var meget større end for den Smule Toldsvig,
og De lovede ham at holde ren Mund med det Første, naar han alene
vilde tage sig Skylden paa for det Andet!"
"Hvor meget koster det Brev?"
"Ja, jeg har nu aldrig saadan handlet med Breve," svarede Terndrup,
stadig lige irriterende rolig, "kun med Frimærker, og _det_ er jeg
ogsaa hørt op med nu -- men forresten er det Brev ikke til at faae."
"Hvad skal det sige?"
"Nei, for jeg har brændt det."
"Har De brændt det?"
"Ja, jeg har sgu. Det skulde jeg maaske ikke have gjort -- jeg har
ogsaa fortrudt det bagefter!"
Generalconsulen trak lettet Veiret og reiste sig igjen.
"Vil De uopholdeligt forlade mit Kontor!" sagde han.
"Ja, jeg kan snart være færdig," svarede Terndrup. -- "Men jeg er
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Absalons Brønd - 17
  • Parts
  • Absalons Brønd - 01
    Total number of words is 4721
    Total number of unique words is 1463
    45.0 of words are in the 2000 most common words
    59.3 of words are in the 5000 most common words
    67.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 02
    Total number of words is 4746
    Total number of unique words is 1346
    47.3 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    70.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 03
    Total number of words is 4633
    Total number of unique words is 1512
    43.4 of words are in the 2000 most common words
    58.1 of words are in the 5000 most common words
    65.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 04
    Total number of words is 4655
    Total number of unique words is 1478
    42.5 of words are in the 2000 most common words
    56.8 of words are in the 5000 most common words
    63.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 05
    Total number of words is 4568
    Total number of unique words is 1637
    41.8 of words are in the 2000 most common words
    56.7 of words are in the 5000 most common words
    64.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 06
    Total number of words is 4623
    Total number of unique words is 1445
    43.2 of words are in the 2000 most common words
    58.1 of words are in the 5000 most common words
    64.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 07
    Total number of words is 4697
    Total number of unique words is 1348
    47.8 of words are in the 2000 most common words
    62.9 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 08
    Total number of words is 4614
    Total number of unique words is 1516
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 09
    Total number of words is 4568
    Total number of unique words is 1565
    41.2 of words are in the 2000 most common words
    56.3 of words are in the 5000 most common words
    64.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 10
    Total number of words is 4793
    Total number of unique words is 1398
    47.3 of words are in the 2000 most common words
    62.2 of words are in the 5000 most common words
    70.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 11
    Total number of words is 4719
    Total number of unique words is 1388
    47.1 of words are in the 2000 most common words
    61.9 of words are in the 5000 most common words
    69.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 12
    Total number of words is 4686
    Total number of unique words is 1373
    48.1 of words are in the 2000 most common words
    63.0 of words are in the 5000 most common words
    70.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 13
    Total number of words is 4693
    Total number of unique words is 1341
    48.1 of words are in the 2000 most common words
    63.1 of words are in the 5000 most common words
    72.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 14
    Total number of words is 4731
    Total number of unique words is 1387
    45.7 of words are in the 2000 most common words
    60.2 of words are in the 5000 most common words
    66.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 15
    Total number of words is 4814
    Total number of unique words is 1194
    52.9 of words are in the 2000 most common words
    67.6 of words are in the 5000 most common words
    75.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 16
    Total number of words is 4831
    Total number of unique words is 1187
    53.1 of words are in the 2000 most common words
    67.3 of words are in the 5000 most common words
    74.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Absalons Brønd - 17
    Total number of words is 2936
    Total number of unique words is 830
    55.6 of words are in the 2000 most common words
    69.6 of words are in the 5000 most common words
    76.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.