Absalons Brønd - 15

i hele Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande, der kunde gjøre
noget saa Simpelt og Stilfuldt! -- De har en Fremtid for Dem, hvis De
selv vil!"
"Aa, det mener De jo slet ikke!"
"Jo, det veed Gud, jeg gjør! Den _store_ Kunst, den staaer i Stampe
hele Verden over, men den 'lille', den florerer, og i _den_ kan De
ogsaa præstere Noget. -- Maa jeg have Lov at indlevere Teppet til den
kunstindustrielle Udstilling -- det er jo færdigt!"
"Aa, nei, lad hellere være! Det er ikke nær godt nok, og --"
"Jo, det er!"
-- "og Hans vilde slet ikke synes om, hvis det virkelig blev
antaget!"
"Han skal Ingenting vide, før det _er_ paa Udstillingen. -- Nu pakker
jeg det ind og tager det med mig!"
Holst begyndte at rulle Teppet sammen og fik et stort Papir lagt om,
men han var knap færdig, da Ragna ængstelig udbrød:
"Der kommer Duborg! Jeg kan høre ham i Haven -- skynd Dem endelig!"
Teppet var accurat bundet sammen, da Duborg kom ind, men Ragna blev
alligevel rød i Hovedet, da han saae paa hende, og der blev et Par
Øieblikkes Taushed, før Nogen sagde Noget.
Lidt efter lidt tøede man dog saa temmelig op, og Duborg hentede
Drengen ind, saae beundrende paa ham med store Øine og sagde saa til
Holst:
"Er han nu ikke storartet!"
"Jo, det er han vist," svarede Holst, "men det interesserer mig altid
mere at se paa de smaa Børns Mødre end paa Børnene selv!"
Duborg kigede stjaalent op paa ham, saae ogsaa hen paa Ragna men
sagde ikke Noget.
-- "Veed Du, hvad jeg vilde gjøre, hvis jeg var i dit Sted, Duborg?"
spurgte Holst, der Ingenting havde mærket. "Havde jeg _den_ Kone, Du
har, saa gjorde jeg hende for det Første til enevældig Minister --
Gudbevares, jeg er Demokrat, udadtil, men i Hjemmet, det er noget
Andet -- og saa gav jeg hende Ret til Krigserklæringer og Afslutning
af Fred og Tractater -- ved de sidste forstaaer jeg nu nærmest
Overdragelse af Kunstværker for contant Betaling til det velhavende
Bourgeoisi -- og veed Du, hvad jeg saa mere vilde gjøre? Jeg vilde
igjen tage fat paa det Decorative og --"
"Naa, paa Porcelainet!"
"Ja! Du skal naturligvis male Billeder imellem, men der er Ingen
herhjemme, der har viist den Sans for det Decorative som Du --
skjøndt vor moderne Keramik i det Hele jo ubestridt staaer som den
første i Verden -- og naar Du nu oven i Kjøbet har en Kone, som --"
"Som hvad for Noget?"
Ragna saae bønligt hen paa Holst, han dreiede af og svarede blot:
"En Kone, som ogsaa har Interesse for den Gren af Kunsten -- ja, saa
synes jeg, at Du --"
"Og jeg synes, Du skulde lade mig passe mig selv!" afbrød Duborg ham.
"Gjøres umyndig vil jeg ikke!"
Saa vovede Holst sig ikke længere frem, han tog Fru Ragnas Teppe og
gik.


Duborg blev ved med at være i et skrækkeligt Humeur, og det blev ikke
bedre, da Løvenørn-Petersen -- Gud maa vide hvorfor -- aflagde ham et
længere Besøg. Han kom lige fra Cultusministeriet -- der var nemlig
udnævnt en ny Minister, og den lovende Yngling paa de halvhundrede
Aar forsømte ikke ved hvert Personskifte at bringe sig selv og sin
miskjendte Kunst i behagelig Erindring hos Excellencen for om muligt
ad den Vei at opnaa en beskeden Understøttelse paa Finansloven eller
en ydre Anerkjendelse af sine Fortjenester.
Duborg snærrede næsten ad ham, og Løvenørn-Petersen maatte to, tre
Gange bede om at se det sidste Billede, han havde malet, før han
bekvemmede sig til at vise ham det. Saa blev Løvenørn-Petersen
elskværdig og smilende og roste det i høie Toner, og da han omsider
var vel ude af Døren, sagde Duborg til Ragna:
"Det er ikke til at tage feil af: selv _han_ kan se, at det er noget
Skidt!"
Men det blev ikke ved _det_ Besøg: samme Dag kom "Stabstrompeteren",
A. B. Jensen.
Han var for sin Klike ifærd med at arrangere en Salgsudstilling hos
en tysk Kunsthandler, men han vilde gjerne have et Par Navne udenfor
de Sammensvornes Kreds med, og derfor kom han til ham og bad ham
udstille; der var udmærkede Chancer for at sælge, forsikrede han, og
han skulde blot ikke forlange for lave Priser.
Nei, Duborg havde saamænd Ingenting at udstille og Ingenting at sælge
for Tiden, saa det kunde ikke hjælpe.
Jo, han havde da det brillante Billede nede fra Rom, sagde A. B.
Jensen, det af Fruen og Barnet. -- "_Der_ hænger det jo!"
Ja, mente Duborg, men det var jo ikke saadan Noget at udstille og --
"Det er det Bedste, De nogensinde har gjort!" forsikrede den Anden.
"Ja, Billedet er godt nok, men --"
"Jeg vil næsten garantere Dem, at De kan faae det solgt dernede -- De
skal forlange 1500 Mark!"
"Ja--a, det er godt nok, men --"
"Det Billede er hverken bestemt til at udstilles eller til at
sælges," sagde Ragna.
"Ja, det vil da sige --", begyndte Duborg.
"Billedet er min personlige Eiendom," afbrød Ragna ham og reiste sig
op, "og det kommer ikke udenfor denne Stue uden min Villie!"
Duborg havde knap et eneste Øieblik for Alvor tænkt sig Muligheden af
at udstille eller afhænde Billedet, men Ragnas bestemte Optræden
irriterede ham, han vilde ikke "gjøres umyndig", og derfor svarede
han bryskt:
"_Jeg_ har da _malet_ Billedet, veed jeg!"
"Ja, til _mig_," indvendte Ragna.
"Men vil De da virkelig forhindre Deres Mand fra en stor Succes?"
spurgte A. B. Jensen nok saa lumskeligt.
"Ja! Naar Succes'en kun kan kjøbes paa Bekostning af noget Større!"
"Noget Større?"
"Ja, De forstaaer det formodentlig ikke -- men det _er_ noget Andet
og Større, der staaer paa Spil!"
"Og jeg skal virkelig gaa med uforrettet Sag?"
"Ja, tvinge min Kone kan jeg jo ikke," svarede Duborg med indeklemt
Forbitrelse, og A. B. Jensen gik.
* * * * *
Det varede nogle Øieblikke, inden Uveiret brød løs -- hverken Duborg
eller Ragna vilde begynde.
Omsider busede han ud med et rasende:
"Egoist, som Du er! -- Hvad mente Du med den Snak om, at 'noget
Større' stod paa Spil?"
"Dit og mit Samliv!" svarede hun.
"Talemaader!"
"Det er ikke Talemaader! -- Nei, Du _skal_ blive og høre mig! Kunde
Du virkelig ønske, at _det_ Billede blev solgt! Forstaaer Du da ikke,
at det er _mit_ -- paa samme Maade som _jeg_ tilhører Dig, og Dig
alene, med Sjæl og Legeme!"
"Ja, gjør Du da det?"
"Om jeg gjør! Betragter Du mig som en Model, som Capripigen, der --"
"Snerperi!"
"Og _det_ kalder Du Snerperi! -- Du maa være mig taknemmelig, fordi
jeg har forhindret Dig fra at gjøre Noget, som Du bittert vilde have
fortrudt!"
"Glad!" raabte Duborg ude af sig selv. "Glad over, at din utidige
Sentimentalitet forhindrer mig fra at vinde Anerkjendelse som
Kunstner! -- Du glemmer nok, at Du allerede een Gang har spoleret min
Lykke!"
"Jeg!"
"Ja, Du! Var det maaske ikke for din Skyld, jeg ødelagde det bedste
Billede, jeg nogensinde har gjort!"
"Og _det_ fortryder Du! Glemmer Du da, at det var _det_, som --"
"Jeg mener hvert Ord, jeg siger! Havde jeg dengang gjort, som enhver
Anden vilde have gjort, og ikke været dum hensynsfuld, saa havde det
Billede bragt mit Navn Verden over og --"
"Og havde Du saa været lykkeligere?"
"Saa havde jeg nu været en fri Mand, der ikke maatte gaa i
Trædemøllen forat føde Kone og Barn!"
"For Guds Skyld, Hans, sig dog, at Du ikke mener et Ord af, hvad Du
_der_ har sagt!"
"Jeg mener hvert Ord! En Kunstner skal være fri -- uafhængig til alle
Sider -- ellers gaaer han bag af Dansen som Kunstner!"
Ragna var bleven ligbleg. -- "Jeg skal ikke længer staa Dig i Veien!"
sagde hun. "Jeg gaaer og tager mit Barn med mig!"
"Naa, saa Du gaaer! Hvor gaaer Du hen? Til dine Forældre, til
Kontoret? -- Du kommer nok snart igjen!"
"Nei, Hans, jeg kommer ikke igjen!"
"Hvor skulde Du løbe hen, spørger jeg? -- Du tænker da vel ikke paa
-- Pjank!"
* * * * *
Duborg slog en tvungen Latter op, tog sin Hat og gik, men da han en
Timestid efter kom hjem, var baade hans Kone og Barn borte.
Som en Vanvittig styrtede han op til Holst -- han var ikke hjemme.


-- "Hvem er det, der kommer Sine?" udbrød Hanne, der stod paa den
lille Høi i Vennebjergs Have og saae ned ad Veien til Stationen. "Er
det ikke Posten?"
"Ih, nei!" svarede Sine. "Det er jo et Fruentimmer med en Barnevogn!"
"Er det Smedekonen?"
"Nei, _det_ er det ikke -- hun har rund Hat paa! -- Jeg troer, saa
min Sandten, det er Ragna!"
Og _det_ var det.
-- "Velkommen til Vennebjerg!" raabte Tanterne i Kor. "Det er dog et
deiligt Barn, Du har! -- Men hvad er der i Veien! Du seer jo ud, som
om Du havde solgt Smørret og tabt Pengene! -- Og hvor er din Mand?"
Saa let og saa skaansomt som muligt sagde Ragna, at hun havde maattet
forlade ham, fordi hun ikke _kunde_ blive, men bad dem forresten
gjøre hende den Tjeneste ikke at spørge videre.
"Er Du rendt fra ham!" udbrød Søstrene. "Saa Marsch omkring strax, og
hjem igjen -- vi har ingen Fraskilte i vores Familie!"
Ragna brast i Graad -- "den ranke Frue" var som et knækket Rør.
"Jeg har ikke et Sted i Verden at gaa hen uden her," hulkede hun, "og
saa jager I mig bort!"
"Nei, det veed Gud, vi ikke gjør!" sagde Hanne og kyssede hende, og
Sine sagde: "Vel er vi et Par haardhændede gamle Jomfruer, men rene
Umennesker er vi da heller ikke! -- Sikken en Skurk han maa være!"
"Nei, det er han slet ikke, Tante!"
"Jo, vist er han saa! Han skulde kagstryges paa Gammel-Torv, skulde
han, om der ellers var Lov og Ret i Landet, og vi vilde leie Vinduer
hos Conditoren paa Hjørnet og se paa det!"
"Tante Hanne og Tante Sine, jeg beder Jer saa mindeligt om det: sig
ikke noget Ondt om Hans -- det bedrøver mig jo kun!"
"Gud, lille Ragna, det maa da kun opmuntre Dig!" sagde Hanne, og Sine
tilføiede: "Vi siger det jo kun forat vise, at vi er paa dit Parti
overfor det fremmede Mandfolk, der har trængt sig ind i Familien --
men naar Du vil have det, saa tier vi bomstille og nævner ikke
Mennesket! -- Kom nu med indenfor!"
Hvor diplomatisk Tanterne end optraadte, og hvor taus end Ragna var,
kunde det dog ikke undgaaes, at Sommergjæsterne paa Vennebjerg
efterhaanden fik Færten af, at der var noget Aparte ved Ragnas
uventede Besøg uden Mand. Enkefruen og Datteren overbød hinanden i
ufine Spørgsmaal og ufin Hvisken, Frøkenen fra Langeland tabte næsten
Interessen for Spisesedlen, og selv den Døve fik man gjennem
Trompeten bibragt Forestillingen om, at der var Noget paa Færde.
Under disse Forhold blev Marie Ragnas eneste Trøst.
Ragna stod for Marie bestandig som den fine Frøken fra Forhuset, hvem
hun havde seet op til fra ganske Lille, men Ragna var jo tillige
noget Andet: hun var Pouls Søster. Intet Under derfor, at Marie af
hele sin sextenaarige Sjæl kom Ragna imøde og, uden at spørge,
instinctmæssigt forstod hende bedre end Nogen af de Andre. Ragna
_maatte_ aabne sit Hjerte for En, og det var, til Trods for
Aldersforskjellen, Marie, der blev hendes Fortrolige. Time efter Time
kunde de To sidde sammen, Ragna talte som til en Jevnaldrende, og
tilsidst blev hun for Marie som den ældre Søster, hvem man kunde
betro Alt. Ængstelig prøvende sig frem nævnede Marie tilsidst Pouls
Navn efterat have havt det paa Læberne hundrede Gange, og da det
først var nævnet, var det, som alle Sluser sprængtes; hidtil havde
hun kun turdet hviske til Sivene ved Søen, nu kunde hun tale til et
levende Væsen, nævne Navnet høit: Poul, Poul, Poul!
* * * * *
-- Et Par Dage efter Ragnas Ankomst til Vennebjerg kom der Brev til
hende fra Faderen. Heri erklærede han, til Trods for sine nyanlagte
moderne Anskuelser, at han betragtede det Hele som en Skandale, men
at hendes Plads i Hjemmet og paa Kontoret ikke desto mindre stod
hende aaben, naar hun snarest muligt vilde gjøre de fornødne Skridt
til en lovformelig Separation.
Det Brev svarede hun ikke paa.
Dagen efter kom Terndrup paa Besøg fra Morgen til Aften -- han var
ude forat skyde Ænder.
-- "Jeg har ellers en Hilsen til Fruen," sagde han til Ragna, og
Ragna blev blodrød. "Det er fra Holst, han kommer imorgen."
* * * * *
Og Holst kom.
I flere Timer gik han alene rundt med Ragna, i Haven og i Lunden;
Sine saae, at han kyssede hende paa Haanden, baade da han kom, og da
han gik, og Hanne hørte, at han kaldte hende "Kjære Fru Ragna!"
-- "_Ham_ kan vi ikke lide!" sagde Tanterne.
Og Holst kom igjen to Dage efter. Ragna blev hel febrilsk, Enkefruen
og hendes Datter korsede sig, og der blev sagt stygge Ting i
Trompeten til den Døve.
-- "Sine!" sagde Hanne. "Vi har næret en Slange ved vores Barm! Ragna
er rendt væk fra een Mand forat løbe væk med en anden -- saadan gaar
det til nutildags!" Og Sine svarede: "Hanne! Hun løber ingen Steder
uden Barnet -- _saa_ meget Fruentimmer er hun dog! Lad os bare passe
paa Drengen men forresten lade som Ingenting, for _tale_ til hende,
det kan gjøre Ondt værre!"
Med den største Forbauselse mærkede Ragna, at Tanterne var hel
anderledes imod hende end før; de iagttog hende skarpt, benyttede
enhver Leilighed til at omtale Duborg med en vis Anerkjendelse og
skiftedes ligefrem til i Afstand at gaa efter hende, saa snart hun
var udenfor med Barnet.
* * * * *
Tredie Gang kom Holst.
-- "Tør vi spørge, hvem der egentlig har havt Bud efter Dem?" spurgte
Hanne, og Sine tilføiede den ganske overflødige Forsikring: "_Mig_ er
det ikke!" Men Holst var uforknyt og svarede blot, at da han laa paa
Landet kun to Mil fra Vennebjerg, saa var det jo saa rimeligt, at han
besøgte sin Veninde Fru Ragna saa ofte, han kunde.
-- "Han er lige saa fræk som Stratenrøveren i den forrige
Feuilleton!" erklærede Hanne, og da Ragna gik ud i Haven med Holst,
listede de sig begge To efter dem.
"Hvor blev de af?" spurgte Hanne.
"De satte sig paa Bænken nede ved den gamle Eg -- jeg kan se dem
gjennem Buskene!" svarede Sine.
"Kom saa -- men forsigtigt!"
-- "Kan Du høre, hvad de siger?"
"Vist kan jeg saa, men vær blot stille!"
Hvad Hanne hørte og siden meddelte til Sine, opfyldte imidlertid de
Gamle med Forfærdelse -- _saa_ vidt havde dog Ingen af dem troet, det
var kommet!
-- "Tage Afsked forinden med Tanterne vil jeg ikke," havde Ragna sagt
til Holst, "det giver kun Scener, og jeg troer heller ikke engang, de
godvilligt lod mig tage afsted, for i de sidste Dage vogter de paa
hvert af mine Skridt, som om de anede Noget! Skal det ske imorgen,
saa maa det være, efterat hele Gaarden er iseng, ikke før Klokken
Elleve!"
Og Holst havde svaret: "Altsaa imorgen Aften Klokken Elleve med
lukket Vogn paa Landeveien nedenfor Havehøien!"
-- Tanterne holdt Krigsraad.
"Skal vi lukke hende inde?" foreslog Hanne.
"Nei, hun springer ud af Vinduet!" mente Sine.
"Eller ligefrem tage Barnet fra hende?"
"Nei, saa kan hun gjøre en Ulykke paa sig selv!"
"Ja, hvad da?"
-- "Veed Du hvad, Søster," sagde Sine efter nogen Betænkning, "hendes
Mand er da nærmest til at vide det Hele, saa kan _han_ jo gjøre, hvad
han vil. Vi ynder ham ikke, men vi skal dog huske paa, at det ikke er
_ham_, der er løbet fra _hende_, saa _noget_ Hensyn skylder man ham
da!"
"Det har Du Ret i, Søster, vi maa skrive!"
"Nei, det bliver for sent at skrive, og Postvæsenet er ogsaa noget
usikkert Noget: vi maa telegraphere."
Efter længere Raadslagning opsattes da et Telegram til Duborg
saalydende:
"Hun vil løbe væk igjen imorgen Nat Klokken Elleve, men vi veed
det Hele og passer paa. Nu kan De gjøre, hvad De synes."
Hanne og Sine.
Telegrammet blev afsendt -- det var første Gang i deres lange Liv, at
Vennebjergerne havde telegrapheret -- og hele næste Dag ventede de to
Gamle Duborg, men han kom ikke.
"Ja, ja," sagde de til hinanden, "saa har _vi_ i alt Fald vores
Samvittighed fri overfor det fremmede Menneske. Men selv om _han_
ikke vil holde sin Kone fra at løbe bort med Galanen, saa vil _vi_!"
Lidt før Rødgrødstid gik Ragna en Tur i Haven med Barnet; _det_ kunde
der jo ikke være nogen Fare ved, saa Tanterne fritog sig selv for
yderligere Observation. Rødgrøden kom paa Bordet, Enkefruen og
Datteren havde lige øst op til hinanden, saa sprang Bomben: Ragna var
borte.
Hvor var Ragna! Hele Huset kom i Forhør, og Gaasepigen kunde da
tilsidst melde, at der for lidt siden havde holdt en lukket Vogn paa
Veien nedenfor Havehøien; af den var der steget en Mandsperson ud,
han havde omfavnet og kysset den unge Frue, og hun havde sat sig ind
i Vognen med ham og Barnet og var kjørt bort -- i Retning af
Hovedlandeveien.
Hele Gaarden i Oprør: Ordrer og Contraordrer, Lamenteren og Skrigen
op! Den Eneste, der var rolig, var Marie. Hun gik oven i Kjøbet rundt
med et stille Smil, og det var ikke langt fra, at Tanterne et Øieblik
endogsaa næsten tænkte sig Muligheden af at kunne blive ganske lidt
vrede paa hende for hendes Mangel paa Medfølelse, eftersom hun
bestemt raadede dem til at forholde sig rolige og endelig ikke
foretage sig noget uoverlagt Skridt, før de næste Dag havde faaet
paalidelige Efterretninger.
"Næste Dag!" udbrød de. "Imorgen kan Ragna jo være i Hamborg, og
iovermorgen i Polen eller Tyrkiet! Nei, enten har man Familie, eller
ogsaa har man det ikke -- nu kjører vi ind til hendes Forældre og
derfra til hendes Mand, saa maa _de_ tage Affaire!"
Andrees fik til sin utrolige Forbauselse Ordre til strax at spænde
for, de Gamle satte sig i Caleschen, kjørte hele Natten og holdt hen
paa Morgenstunden i Store Kongensgade udenfor Generalconsulens
Gaard.


Der var naturligvis Ingen oppe hos Generalconsulens paa den Tid --
Julius var jo den eneste Morgenmand i Huset, og han var i Jylland --
men Portneren lukkede dem omsider ind, og de fik da banket Familien
op.
-- "Hvad er der paa Færde!" raabte Generalconsulen.
"Er Ragna død?" udbrød hans Kone forfærdet.
"Gid det var saa vel!" svarede Tanterne. "Veed I virkelig Ingenting?"
Nei, Forældrene vidste af gode Grunde ikke det Mindste, og saa
fortalte Vennebjergerne dem, at deres Datter den foregaaende Aften,
mir nichts dir nichts, var løben væk med en anden Mand. De havde, saa
snart de var kommen under Veir med, hvad hun tænkte paa, telegraphisk
meddelt Manden det, men han var formodentlig lige glad, for han havde
slet ikke ladet høre fra sig.
"Men det er din egen Skyld, Jesper!" sagde Hanne. "Det er Straffen,
fordi Du hjerteløst har lukket din Dør for dit eget Barn og smidt
Blodets Røst ned ad Trapperne!"
"Ja, og Du har sagt din Stol af i Garnisons Kirke," supplerede Sine,
"og Du vil brændes og kommes paa Krukke -- den Slags Ting taaler
Vorherre ikke i Længden!"
"Vaas!" raabte Generalconsulen men var dog aabenbart selv en Del
rystet ved, hvad han hørte. -- "Skulde det virkelig være Ragna, der
har Skylden -- vi maa ud til min Svigersøn, hvor ubehageligt det end
er mig -- men han maa vel kunne give Besked!"
"Ja, _vi_ tager med!" erklærede Vennebjergerne. "Det er _vores_ Hjem,
hun senest er løben fra, saa vi har dog vel en vis Ret til at faae
nogen Redelighed paa Tingene! -- Skynd Jer lidt -- nei, Tak, vi skal
ikke have Kaffe!"
Og saa kjørte de alle Fire afsted i den gamle Calesche --
Generalconsulen sagde altid siden, at var der Noget, han var
taknemmelig for, saa var det, at han ikke havde mødt nogen af sine
Bekjendte i _den_ Ekvipage! Ud ad Jagtveien kjørte de, langs
Østerfælled -- og de saae da ogsaa ud, som om de skulde til
Henrettelse Allesammen.
Endelig holdt de ved det gamle Landsted; Døren stod aaben -- Duborg
var altsaa hjemme -- og de gik lige ind i Havestuen.
_Der_ sad Ragna og Duborg med Drengen imellem sig og drak
Morgenkaffe, og det Hele saae høist tiltalende og høist fredeligt ud.
* * * * *
Ægteparret foer noget hurtigt op, da de uventede Morgengjæster
traadte ind, og en eneste lille Brøkdel af et Secund var det
tydeligt, at Ingen vidste, hvad der skulde siges eller gjøres; men
saa faldt Moder og Datter i Armene paa hinanden, og Vennebjergerne
snøftede og tørrede Øinene.
-- "Ja, I maa ikke være vrede paa mig, fordi jeg ikke fik sagt Farvel
iaftes," sagde Ragna med et Smil til Tanterne, "men jeg kom lidt
hovedkulds afsted."
"Det kan man jo godt kalde det," svarede Hanne spidst, "men maa vi
saa alligevel bede om en Forklaring!"
Ja, Ragna gav den Forklaring, hun kunde. Hun havde længtes saa
umaadeligt efter Duborg, og Duborg efter hende -- tilsidst havde
egentlig Ingen af dem kunnet holde det ud, men Ingen af dem vilde dog
gjøre det første Skridt. Men saa var Holst traadt til og havde
afvexlende læst begge Parter Texten og foreslaaet Duborg, at han
simpelthen skulde tage ud til Vennebjerg, hilse paa Tanterne og hente
sin Kone og sit Barn. Det vilde Duborg ogsaa hellere end gjerne have
gjort, men Ragna vilde for enhver Pris undgaa Scener ude paa Gaarden
i Gjæsternes Overværelse og havde derfor bestemt at gaa alene ned til
Stationen og _der_ møde sin Mand og tage hjem med ham. Men saa kom
Tanternes uafbrudte Observation, der gjorde det umuligt for hende at
forlade Gaarden sammen med Barnet, og saa maatte hun forat komme
ubemærket bort lade Holst bede Duborg om at hente hende med Vogn
Klokken Elleve om Aftenen.
-- "Ham, Holst, ham kan vi godt lide!" erklærede Tanterne, men de var
dog endnu ikke rigtig klare over Forholdene, og Sine spurgte
tvivlende: "Var det virkelig din egen Mand, Du løb væk med?"
"Ja, det veed Gud, det var!"
"Men vi telegrapherede jo!" sagde Hanne.
"Ja, det er sandt," svarede Duborg, "Tak for _det_! Derfor kom jeg
ogsaa med Vognen to Timer før, end jeg ellers var kommen, og saa var
Marie Lund saa god at kalde paa Ragna, og saa gik det Hele!"
-- "Maa vi _saa_ faae Kaffe!" sagde Tanterne og satte sig ned.
Alt aandede Fred og Forsoning over hele Linien -- selv
Generalconsulen kyssede sin Datter paa Panden og trykkede sin
Svigersøn i Haanden.
-- Da Morgengjæsterne omsider var taget bort, gik Ragna hen til sin
Mand, lagde begge Hænder paa hans Skuldre og sagde:
"Veed Du, hvad _min_ store Feil har været, Hans! Jeg vilde have, at
Du skulde være som alle de Andre -- og saa er _det_, jeg er lykkelig
over og stolt af, jo netop det, at Du _ikke_ er det!"
"Er Du virkelig!" brummede Duborg. "Vilde Du da ikke alligevel
hellere sidde hjemme hos dine Forældre -- med Drengen, naturligvis --
og ønske, at Du aldrig havde seet mig?"
"Men Hans dog!" sagde Ragna og lo. "Hvor skulde saa Drengen være
kommen fra!"
"Naa, ja, det er jo sandt nok, men jeg mener bare, om Du ikke havde
været lykkeligere, hvis Alt var bleven ved at gaa i den gamle Gjænge,
og Du endnu havde siddet paa Kontoret -- saa havde Du dog været
sparet for mange Sorger!"
"Men saa havde jeg jo heller ikke været Den, jeg nu er! -- Troer Du
da ikke, jeg veed, at jeg er en Anden nu end før -- og at det er Dig,
der er Skyld i det!"
"Jo, det er Du vel ogsaa. -- Du havde da i alt Fald ikke faaet
Sølvmedaille for dit Teppe, hvis Du endnu havde siddet over
Klipfisken," tilføiede han med et lunt Smil.
"Har _jeg_! Er det sandt!"
"Ja, vist er det sandt, og Teppet er godt nok, jeg _har_ seet det!"
"Og Du er ikke vred over, at jeg --"
"Vred! Nei, det manglede kun! Jeg er skam ikke helt fri for at være
vigtig af min Kone! -- Men nu skal jeg fortælle Dig Noget: mens Du
var borte, har jeg naturligvis tænkt over mange Ting, og jeg er ogsaa
bleven klar over, at Holst havde Ret, da han sagde Noget om, at vor
Tid ikke er den store, men den _lille_ Kunsts. Jeg interesserer mig
ganske vist mest for Gallerierne, det gjør jeg -- men Dagligstuerne
har vel alligevel ogsaa deres Ret. Naa, saa bestemte jeg mig til
igjen at slaa mig paa Porcelainet -- det er dog saadan noget temmelig
fornemt Noget -- og _det_ duer jeg til. -- Nu _har_ jeg været ude paa
Fabriken, og _der_ tog man imod mig med Kyshaand."
"Ja, det troer jeg nok! -- Men Du skal da ogsaa male rigtige
Malerier, Hans?"
"Ja -- naar jeg _har_ Noget at male! Men seer Du, det er mere og mere
gaaet op for mig: jeg er jo af dem, der kun en sjelden Gang saadan
bliver inspireret -- og jeg kan ogsaa kun en Gang imellem lade være
med at være Egoist -- men holde af Dig, det gjør jeg alligevel
altid!"
Ragna faldt ham rent ud om Halsen og græd og lo, og lo og græd -- det
var længe siden, hun havde gjort det!
"Men _Du_ skal hjælpe mig med at hitte paa decorative Motiver,"
vedblev Duborg, "for _det_ har Holst ogsaa Ret i: Du seer brillant,
og havde Du i Tide lært det, _jeg_ har, saa var Du ti Gange mere
værd, end _jeg_ er -- jo, Du var!"
-- Efter en Pause sagde Duborg: "Og veed Du, hvad jeg egentlig troer,
der har været min største Feil: jeg har ikke saadan altid kunnet
finde mig i, at _Du_ var den Overlegne -- men det _er_ Du! -- og saa
har jeg været jaloux -- paa Alt, hvad Du rørte ved, og Alt, hvad Du
saae til -- men det skal jeg ikke være mere!"
"Aldrig?"
"Jo, jeg bliver det vel nok alligevel -- en Gang imellem. Men det,
som jeg især ikke har kunnet udstaa ved Dig, det var, at Du altid --
næsten altid -- havde Ret -- det maa en Kone aldrig have!"
* * * * *
-- Fra den Dag af var Duborgs Hjem, som Holst udtrykte sig, en
constitutionel Stat, i hvilken den hidtil enevældige Souverain af fri
Villie havde delt sin Magt baade m. H. t. Lovgivning, Administration
i Almindelighed og Finansvæsen i Særdeleshed med en ansvarlig
Eneminister, og samtidig havde Duborg indført en ny Tidsregning, idet
det senere altid hed: "Det var saa og saa længe før eller efter, at
jeg hentede min Kone paa Vennebjerg!"


Poul blev da Officeer og skulde med Vintercorvetten til Vestindien.
Uniformen havde været prøvet Uger iforveien, og den Dag, han fik sin
Udnævnelse, gjorde han i fuld Gala Visit hos Fru Lund og Marie.
Marie havde ganske naivt troet, at naar han først var Officeer, saa
vilde han med Sabelen ved Siden komme over og fri, og hans Besøg var
hende derfor en uhyre Skuffelse. Han sagde rigtignok, at _hun_ var
hans eneste rigtige Ven, den Eneste, hvem han kunde betro alle sine
Sorger og alle sine Glæder, men forresten var han overgiven, næsten
ellevild, og talte mest om den forestaaende Vestindietur, som han
glædede sig umaneerligt til -- hvor _kunde_ han dog glæde sig til at
være en hel Vinter borte!
* * * * *
Marie græd, da han var gaaet, og mistede rent Humeuret, og det var
saa meget desto uheldigere, som hun netop nu skulde have sin
egentlige Debut: Titelrollen i "Søvngjængersken".
Maaneder igjennem havde hun arbeidet, været til Gud veed hvor mange
Prøver i Dansesalen og siden paa Scenen, og Alle, baade Balletmester
og Kamerater, ventede sig en Succes.
Og saa kom den store Aften. Fru Lund havde fra Morgenstunden af været
ude forat kaste stjaalne Blikke til alle Gadehjørner og i
Forbigaaende læse Datterens Navn paa Placaterne; Marie syntes, at den
Dag aldrig fik Ende, og saa blev det dog omsider Aften.
Alle hendes Venner var i Theatret. Poul sad med Vennebjergerne i
første Parket, Duborg med Holst og Berner i andet, og Terndrup i
Galleriet -- han var mødt, skjøndt Hønsejagten gik ind den Dag.
Oppe paa sit Paaklædningsværelse fandt Marie en Buket med et Par
Linier fra Ragna -- Alle paa Theatret var saa venlige imod hende, og
da hun i god Tid stod fuldt færdig i Foyeren, syntes hun, at
Bournonvilles Billede saae opmuntrende ned paa hende.
Og Debut'en blev en Succes, i Grunden en stor Succes. Det var ikke
alene hendes Skjønhed, og hendes sikre, fuldt beherskede Dans, der
tog Publicum med Storm: det var først og fremmest den kvindelige
Ynde, der prægede hver af hendes Bevægelser, den Følelse, hun lagde