Absalons Brønd - 11

Ragna smilte fornøiet -- men hun begyndte alligevel saa smaat at
længes efter at have en lille Smule at tage sig for, _lidt_ Andet at
bestille end blot at se paa ham, og _det_ sagde hun ogsaa en Dag til
ham, forsigtigt og følende sig for.
"Naa, Noget at bestille," svarede han, "det er saamænd ikke faldet
mig ind, for jeg synes i Grunden, det er allerrarest Ingenting at
have for. Men vent kun, til vi kommer til Rom, saa skal vi føre egen
Husholdning!"
-- Ragna tænkte imidlertid alligevel paa at skaffe sig Noget, der
baade kunde udfylde en Del af hendes mange ledige Timer, og, som hun
haabede, tillige glæde Duborg, og uden at han anede det, gik hun en
Dag ned til Signora Morgana, der i sin Café tæt ved Pagano jo
handlede med alt Muligt. Her kjøbte hun for sine private Lommepenge
en stor, oval Gjenstand, bar den selv, omhyggeligt indpakket, op til
Anacapri og havde hver Dag siden hemmelige Sammenkomster med Datteren
i "=Paradiso=", som hun efterhaanden saa nogenlunde havde lært at
gjøre sig forstaaelig for.
-- Den sidste Aften, de var paa Capri, faldt Duborg ligefrem i
Begeistring over en Agave, som stod yderst ude paa en brat Skrænt.
"Er den ikke deilig i Linierne!" udbrød _han_. "Og saa den dæmpede,
discrete Tone, den har -- lige til at bruge i Underglasurfarver! Den
er ti Gange mere værd end den brutalt grønne Bøgeskov derhjemme!"
Ragna sagde ikke Noget, men den Aften følte hun med sig selv, at hun
alligevel med Tiden kunde komme til at længes efter Bøgeskoven.
* * * * *
Saa tog de til _Rom_.
Hvor mange Forudsætninger Ragna end manglede, saa var det dog med en
naturlig Andagt, hun betraadte den evige Stad, og da hun første Gang
saae Solen gaa ned oppe fra Monte Pincio, saae de gyldne Toner vige
for de violette, og Peterskirkens Kuppel indrammet af Forgrundens
Løvværk, da var det Hele som Slutningen paa en Kirkegang, hvor
Velsignelsen lyses, og man bøier sit Hoved.
De leiede sig en Bolig med Atelier i Via Sistina, og Ragna begyndte
at føre Hus: gjorde selv Indkjøb om Morgenen og lavede Maden. Hun
havde egentlig tænkt sig, at man maatte kunne leve i Rom omtrent som
i Kjøbenhavn, men det gik aabenbart ikke, for man maatte jo tage,
hvad man kunde faae, og prøvede hun en enkelt Gang paa at lave en
hjemlig Ret som Grød, frabad Duborg sig paa det Bestemteste
Gjentagelser.
"Du længes da vel ikke efter Klipfisken?" kunde han saa sige, og det
holdt Ragna ikke af at høre.
Flittig var han, og hurtigt arbeidede han, men han talte mindre og
mindre med hende, mens han malede. Kom imidlertid en Fremmed til,
kunde han blive livlig og forholdsvis talende, endog lægge Penselen
og tænde en Cigaret, og det krænkede i Grunden Ragna lidt, at han
aldrig kunde tænke sig at gjøre en Pause for hendes Skyld -- hun
sagde det ogsaa en Gang til ham, men han slog det hen.
Om Aftenen vilde _hun_ helst sidde hjemme; hun indrettede ogsaa deres
Opholdsstue saa hyggeligt som muligt, fik anskaffet en Lampe og et
Spritapparat, lavede The og sad med sit Sytøi eller Hæklearbeide,
men saa gabede Duborg, det kunde han ikke holde ud.
"Du er da ikke kommen til Rom forat drikke Thevand og sidde og gnirke
med et Hækletøi," sagde han en Dag. "Nei, om Aftenen vil vi ud, ud at
drikke Vin og faae Musik -- det hører sig til!"
"Du kunde nu ogsaa faae baade Vin og Musik herhjemme," svarede Ragna
smilende men rød i Hovedet, gik ind i Soveværelset og kom et Øieblik
efter tilbage med en Mandolin, som hun til Duborgs store Forbauselse
spillede et Par italienske Folkemelodier paa, correct og musikalsk,
men uhyre angst. Det var Mandolinen, hun havde kjøbt hos Signora
Morgana, og den unge Pige i "=Paradiso=" havde lært hende
Begyndelsesgrundene af Kunsten.
"Naa, Du spiller!" sagde Duborg. "Naar har Du lært det?"
"Jeg har øvet mig, naar jeg var alene," svarede Ragna, "men Du skulde
egentlig slet ikke have hørt mig, før jeg var dygtigere."
"Aa, det er saamænd meget pænt -- synger Du ogsaa?"
Ragna var ligefrem bange for at høre sin egen Stemme -- men hun sang
alligevel, lidt vibrerende men rent og kjønt.
"Ja, det er jo meget rart, Du har _det_ at more Dig med, naar jeg er
ude," sagde Duborg anerkjendende, -- "skal vi saa gaa!"
Og de gik hen i "Thunfisken" ved Trevi og drak Frascati; _han_ indlod
sig med hvem han traf, _hun_ blev søvnig og træt -- hun kunde jo
endnu ikke følge en Samtale paa Italiensk.
En Aften traf de en fransk Familie, unge, livlige Folk, der var paa
Bryllupsreise, og det morede Ragna at tale med dem; men Duborg talte
ikke Fransk og var halv stødt, da de gik hjem, over at have maattet
sidde saa længe udenfor Samtalen.
* * * * *
-- Landsmænd omgikkes de i Begyndelsen slet ikke, og da Ragna en Dag
paa Gaden hørte to Danske tale sammen og glad overrasket vendte sig
om, skyndte Duborg sig at sige: "Giv Dig bare ikke til Kjende som
Dansk -- Landsmænd har vi saamænd nok af hjemme!", men efterhaanden
kunde det dog ikke undgaaes, at de traf Danske, og i "Skandinavisk
Forening" kom de af og til.
Her blev Ragna strax taget under beskyttende Vinger af
Kunstnercoloniens kvindelige Nestor, Billedhuggerinden _Asta Hansen_,
der uden Afbrydelse havde tilbragt en halv Snes Aar i Rom. Hun var om
ved Halvtreds, meget lidt kjøn men umaadelig hjælpsom, havde et lille
Talent men stor Forretningssans, var som et Forsyn for alle
tilreisende Skandinaver og tilbragte en stor Del af sin Tid med at
være ulønnet Cicerone og ulønnet Commissionair.
-- "Men Gud forbarme sig, lille Frue," udbrød Frøken Hansen næsten
forfærdet en af de første Gange, de var sammen, "De har været to
Maaneder i Rom og har ikke seet Peterskirken! -- Skammer De Dem ikke,
Duborg!"
"Nei, jeg gjør ikke," svarede Duborg gnavent. "Peterskirken morer mig
ikke, derfor har jeg ikke viist min Kone den -- men jeg har havt
hende to Gange henne i =San Clemente=, _den_ morer mig, og den er der
saa Faa, der har seet ordentligt! -- Forresten kan hun jo gaa i
Peterskirken, _naar_ hun vil!"
Følgen af denne Samtale var, at Ragna saa smaat begyndte at gaa paa
egen Haand og at gaa paa Opdagelse, og hver Dag fandt hun noget Nyt,
som hun, i alt Fald i Begyndelsen, absolut maatte vise Duborg næste
Gang, de kom forbi. Snart var det et antikt Capitæl, der var muret
ind i Sokkelen paa et moderne Hus, snart en Klynge frodiggrønne,
spydbladede Bregner, der voxede frem mellem Fugerne paa en Brøndkarm,
snart et særlig decorativt Motiv i Mosaikgulvene i Caracallas
Thermer.
"Ja, aa, ja," sagde Duborg saa i Reglen, "det kan være meget kjønt,
men Du skal nu ikke gaa og se paa alt det Smaatteri: Du skal se
stort paa Rom!"
Og Duborg var egentlig ikke fri for at være fornærmet paa Asta
Hansen, der var Skyld i, at hans Kone gik paa egen Haand, men Ragna
tænkte i sit stille Sind, at det alligevel var svært nok at vide,
_naar_ man skulde se paa Detaillerne og _naar_ paa Helheden.
* * * * *
Med Asta Hansen og Duborg gik det dog. Værre var det, naar han i
Foreningen traf Maleren og Kunstkritikeren _A. B. Jensen_ --
undertiden kaldet "A. B. C. Jensen".
Han havde i sin Tid malet lidt, men da det ikke blev til videre,
slog han sig paa Kritik, og gik nu i Reglen under Navnet
"Stabstrompeteren", fordi han i det lille Blad, der stod til hans
Raadighed, ved enhver Leilighed var frivillig Trompeter for den
faatallige Flok af miskjendte Blænkere, der altid var formeret som
helt Compagni og egentlig helst omtalte sig selv som Bataillon. Ham
kunde Duborg ikke udstaa, og det skjøndt der havde været en Tid, da
A. B. Jensen ogsaa trompetede for _ham_.
* * * * *
Saa var der endnu En, som Duborg havde seet sig gal paa -- egentlig
ganske uden Grund -- det var Maleren _Løvenørn-Petersen_, hvem han
forresten havde kjendt i mange Aar.
Løvenørn-Petersen var halvhundrede Aar og nu, som for tredive Aar
siden, stadig "lovende". Han var velhavende gift uden Børn, havde en
ganske lille Kone, der beundrede ham og kun levede for ham og hans
Kunst, og et Par skikkelige Svigerforældre, af hvilke _han_ levede.
I sine unge Dage havde han oprindelig tænkt paa først at erhverve sig
europæisk Berømmelse og derefter at anlægge et genialt Ydre med
tætklippet Haar, blød Skjorte o. s. v., men da det trak noget ud med
den europæiske Berømmelse, bestemte han sig til at begynde med det
geniale Ydre i Haab om, at Resten saa nok vilde komme af sig selv.
Men skjøndt han, som Duborg sagde, i flere Aar egentlig ikke havde
turdet gaa hjemmefra, af Frygt for, at Berømmelsen imens skulde komme
og banke paa Døren, og skjøndt han gjorde alt Muligt -- og lidt til
-- forat blive bemærket, lykkedes det dog ikke. Forgjæves søgte han
at arrangere Succes'er ved af og til at sætte sine Smaabilleder ind
til Salg hos Kunsthandlere og paa Auctioner og saa lade Familiens
Medlemmer skiftes til at opkjøbe dem; forgjæves sled han alle
Redactionskontorers Bagtrapper forat tigge sig en Smule trykt
Anerkjendelse til -- det hjalp Altsammen ikke, Berømmelsen udeblev,
og saa blev Løvenørn-Petersen bitter, bitter mod Alle og misundelig
paa Enhver, det gik godt. Hørte han om en Kamerat, der havde gjort et
Billede, var han hel nerveus, inden han havde seet det; var han da
saa heldig strax at kunne skjønne, at det ikke var noget Betydeligt,
gik han beroliget bort, men saae han, at det var godt og vilde gjøre
sig, blev han næsten syg.
Hvert tredie, fjerde Aar fik han en Gyldenlak eller en Buket Aurikler
paa Udstillingen, og da Blomsterne jo dog maatte have en Anvendelse,
pleiede _han_ at forære Svigerfaderen to Billeder om Aaret, og
Svigermoderen at kjøbe fire Billeder af ham, saaledes at
Svigerforældrenes Hus efterhaanden, som Duborg ogsaa sagde, var
blevet et helt "Petersens Musæum", hvor der ikke manglede Andet end
Petersens egen Grav i Gaarden. -- _Ham_ kunde Duborg ikke taale.
* * * * *
-- Julen kom. Ragna var fra Hjemmet ikke synderlig religieust
udviklet men kunde dog ikke tænke sig en Juleaften uden Kirkegang og
spurgte derfor Juleaftens Formiddag Duborg, _hvor_ de skulde gaa i
Kirke.
"Ja," svarede han, "der er jo saa mange Kirker. -- Belysningen er
naturligvis mest storartet i Peterskirken, men Musiken er vel
egentlig bedst i =Maria Maggiore=."
"Men Hans dog!" udbrød hun. "Du kan da vel nok begribe, at jeg mener
protestantisk Gudstjeneste!"
"Naa, ja, det kan vi jo ogsaa gaa til," svarede han, "men det
Katholske er forresten slet ikke saa galt. -- Kunde _Du_ ikke tænke
Dig at blive Katholik?"
"Nei!"
"Da kunde _jeg_ godt tænke mig at være Munk!"
"Munk!"
"Ja, hvis jeg ikke var gift, naturligvis, og kun naar Klostrene endnu
var, hvad de var i den gode, gamle Pavetid. -- Tænk blot, hvor det
maatte være storartet altid at sidde oppe i =Bonaventura= paa
Palatinerbjerget, ligesom Küchler gjorde, og se ud over Rom og kun
male, naar man havde Lyst! Og saa aldrig at skulle tænke paa at
skaffe Penge eller give Penge ud! -- Jo, Katholicismen er saamænd
meget god i mange Dele, men vi kan jo gjerne gaa til protestantisk
Gudstjeneste alligevel!"
Og saa var de først til tysk Prædiken og siden til Julefest i
"Skandinavisk Forening". _Der_ forærede han hende en udmærket smuk
antik Gemme -- en Hermesfigur -- som han en Morgen havde kjøbt paa
=Campo de' fiori= og siden ladet fatte i en svær Guldring. Hun blev
umaadelig glad for den men syntes blot, at Gaven var alt for kostbar.
-- "Aa, hvad," svarede han, "saa suger vi paa Labben siden, om det
bliver nødvendigt. Hellere for meget den ene Dag og for lidt den
anden end evig og altid den samme nøgterne Indtægt -- men _Du_
tænker naturligvis bestandig paa din Hovedbog, der skulde stemme hver
Aften!"
Bestandig tænkte Ragna ganske vist ikke paa Hovedbogen, men jevnlig,
efterhaanden hyppigere og hyppigere, gik hendes Tanker til Hjemmet.
Ikke at hun just savnede Kontoret, og ikke at hun vilde bytte sit
nuværende Liv med det forrige, men Overgangen havde alligevel været
for stærk og for brat, hun trængte ligefrem til Arbeide, og hun
længtes -- af og til i alt Fald -- efter Hjemmet. Brevene fra
Familien -- faa og temmelig indholdsløse -- var et saa tarveligt
Surrogat, syntes hun, og dog blev hun glad, hvergang der kom et --
men det kunde Duborg ikke lide, at hun blev: han var næsten skinsyg
paa Hjemmet og kunde undertiden rent ud krænke hende ved saarende
Ytringer.
* * * * *
-- I Begyndelsen af April, romersk Foraar, arrangerede Asta Hansen en
Tur til Tivoli, og Duborg lod sig overtale til for Ragnas Skyld at
tage med, skjøndt baade A. B. Jensen og Løvenørn-Petersen var
Deltagere.
Man forsmaaede Dampsporvognen og havde eget Kjøretøi. Hen over den
vaargrønne, fint nuancerede Campagne kjørte de, mødte tungtlæssede
Æselskærrer med mægtige Hjul, langhornede Oxer og maleriske
Campagnuoler med Gedeflokke -- her var nok at se. Aniofloden
passerede de, bedede ved =Acque Albule= med det dampende, svovlede
Vand, og havnede endelig i Tivoli.
Anemoner, røde og blaa, stod i fuldt Flor, Venushaarenes fine, sorte
Stilke bar allerede det grønne Kniplingsslør, og nede i Grotterne
buldrede Vandmasserne, som vilde de sprænge Klippefanget. Det var
deiligt Veir, næsten dansk Sommervarme, og man spiste naturligvis i
det Fri, ved Siden af Sibylletemplet.
Duborg var paa Forhaand gnaven. Løvenørn-Petersen havde bestemt sig
til at ville skabe et nyt, udødeligt Mesterværk til næste
Foraarsudstilling, forestillende italienske Anemoner, og klistrede
sig i den Anledning uafbrudt opad A. B. Jensen, medens den lille Frue
hagede sig fast ved den anden Side for gjennem orienterende
Bemærkninger at stille ham paa det rette Standpunct overfor al den
Miskjendelse, Manden bestandig havde været Gjenstand for. _Det_
irriterede yderligere Duborg, og lige efter Maaltidet reiste han sig
og gik hen til Skrænten. Ragna fulgte efter, lagde en Haand paa hans
Skulder og sagde, idet hun saae ud over Faldene:
"Hvor er det dog en deilig Natur her -- Tak, fordi Du tog mig med,
Hans!"
Duborg vendte ikke Hovedet om men brummede:
"Natur! Det er ikke Natur, det er Kunst -- daarlig Kunst,
Panoramaopstilling!"
"Ja, _jeg_ finder det nu smukt alligevel," sagde Ragna, "og det vil
jeg med din Tilladelse blive ved med!"
"Se, se! Du begynder nok at lægge Dig en selvstændig Opfattelse til!
Det klæder Dig godt -- næsten lige saa godt som at ryge Cigaret!"
"Om det klæder mig, veed jeg ikke," svarede Ragna, "og det er mig
ogsaa ligegyldigt, men vær Du glad ved at have en Kone, der ikke som
Løvenørn-Petersens talende Automat kun har lært at sige: 'Allah er
stor!' -- Aa, jeg holdt det ikke ud!" udbrød hun heftigt. "Og jeg
holder det heller ikke ud, Hans, hører Du! Jeg maa have Noget, der
kan fylde mig, Noget at tænke paa og tage fat i -- giv mig en Opgave,
ellers ender det med, jeg gaaer til Grunde!"
Duborg havde vendt sig om og saae næsten forskrækket paa hende.
"Men Herregud, lille Ragna," sagde han hjælpeløst som til et Barn,
"hvad er der dog i Veien! Og hvor skulde _jeg_ faae en Opgave fra?
Det kan jeg virkelig ikke skaffe Dig!"
"Du skal ikke bryde Dig om, at jeg blev heftig," sagde Ragna nu
roligt. "Jeg er lidt træt og lidt nerveus i den sidste Tid, men det
gaaer nok over -- tænk blot ikke paa, hvad jeg sagde før -- hører
Du!"
Det gjorde Duborg nu alligevel et Par Gange i de nærmest følgende
Dage efter Tivoli Turen, men hvor meget han end tænkte -- undertiden
et helt Kvarteer ad Gangen -- var og blev det ham dog umuligt at
skaffe Ragna en Opgave.
* * * * *
Saa kom den imidlertid af sig selv -- hun følte, at hun skulde være
Moder.


Hjemme i Kjøbenhavn blev det ogsaa Foraar, men først senere.
Vinteren igjennem havde den nye Generalconsul savnet Ragna paa
Kontoret, og nu endte det med, at han maatte tage en Bogholder, saa
meget mere som Cyclisten Julius, til Faderens Forbitrelse, for Alvor
tænkte paa at gaa over fra "Amateur" til "Professional".
Generalconsulen nød forresten sin Værdighed, nød hvert Brev med
Titlen udenpaa, og blev for saa vidt en stadig Kirkens Mand, som han
nu, langt hyppigere end tidligere, mødte ved Begravelser og luftede
Uniformen. _Den_ Tilfredsstillelse havde han ogsaa, at han fik sin
Kone ind i en meget fin Damecomitée til Opklædning af ubemidlede
Negerconfirmander i Dahomey; Møderne holdtes i selve det grevelige
Palais, hvor Madam Asters var Portnerske, og Madamen gav Referat til
Mille Buxbom af Generalconsulindens Ankomst.
Den største Begivenhed i det generalconsulige Hus var imidlertid, at
Poul i April skulde op til Adgangsexamen til Søofficeersskolen.
Aftenen før den første "mundtlige Examensdag" sad han ovre hos Fru
Lund og Marie, som den Aften ikke var "med". Han var i Gravstemning
og var ganske sikker paa at falde; "men saa gaaer jeg til Koffardis,"
forsikrede han, "for til Søs _vil_ jeg!"
Fru Lund rystede bekymret paa Hovedet og tænkte, at det vist næsten
maatte være lige saa svært at komme ind paa Søofficeersskolen som at
blive Klasselotteri-Collectrice, men Marie sagde:
"Aa, Pyt! Hvorfor skulde _Du_ falde! Du har jo været flittig!"
"Ja--a, de sidste to Maaneder!"
"Naa, ja, saa gaaer det nok, Du skal bare have Courage!"
-- Da det høitidelige Øieblik kom, da Poul næste Morgen gik ind ad
Søofficeersskolens Port og passerede den maritime Skildvagt i
Gaarden, var det med et Udtryk af overlegen Freidighed, som om det
ikke kom ham ved, men Hjertet sad ham i Halsen, og da han traadte ind
ad Døren og stod i Vestibulen, bankede hans Hjerte stærkere, end da
han som Lærling første Gang stod til Rors.
Med Huen i Haanden traadte han ind i den store, eiendommelig
stilfulde Gymnastiksal, der indtager hele Bygningens Midte, og
hvorfra der er Indgang til alle Rummene i Stueetagen; foroven løber
et Galleri af udskaaret Træværk, og derfra er Indgang til første Sals
Rum.
Han og en anden Adgangsgast havde foreløbig god Tid til at se sig om.
Gallionsfiguren af gamle "Heimdal", der var med ved Helgoland,
kneiste i Baggrunden af Salen, og oppe paa Galleriet, hvor i
Øieblikket den vagthavende Kvarteerchef, som sad og skrev en Rapport,
var det eneste Levende, straalede i Guld og Farver danske Søheltes
Vaabenskjolde lige fra Absalon til Suenson.
Saa trak Adgangsgasterne deres Nummer -- Poul trak Nummer Tre.
Nummer Et kom ind i et af Klasseværelserne nedenunder, Døren lukkede
sig efter ham -- nu var _han_ i Ilden!
Saa kom Nummer To -- det var dog en syndig Tid, han var oppe, syntes
Poul! Men Alt faaer en Ende, og det fik da Examinationen af Nummer To
ogsaa -- nu var det Pouls Tur!
Hvor betagen han end var af Situationen, saae han dog i et eneste Nu
hver Enkelthed i Værelset for sig: Skabet med Modeller og
Projectilprøver, Rammerne paa Væggen med artilleristiske Tegninger og
-- først og sidst -- Examinator og de to Censorer ved det grønne
Bord.
Alt løb rundt for ham, da han satte sig ned, men lige saa snart han
hørte sin egen Stemme, var al Benouelse som blæst væk, og han
klarede sig meget anstændigt.
Og som det gik den første Dag, gik det de følgende. _Meget_ stiv i
Papirerne var Poul ikke noget Sted, men han dummede sig ikke mere end
nødvendigt, og da han hørte til de Lykkelige, hvis blotte Fremtræden
uvilkaarlig virker behageligt, hjalp det vel ogsaa: han blev virkelig
en af de tolv Aspiranter, der skulde gjøre Sommertogtet med
Cadetcorvetten. Nu gjaldt det altsaa blot om at være blandt de
Flinkeste ombord, "og det skal jeg nok blive," sagde han til Fru Lund
og Marie, "saa til Efteraaret er jeg Cadet og har Dolken ved Siden!"


Marie skrantede.
Ikke at hun feilede noget Bestemt, men hun blev spinklere og
spinklere, blegere og blegere. Hun var efterhaanden bleven Alles
Yndling oppe paa Theatret, og snart kom den Ene og snart den Anden
derovre og spurgte deltagende til hende og gav gode Raad i Retning af
Maltextract og Hæmatogeen. Balletmesteren talte til Theaterlægen, og
Theaterlægen erklærede, at hun led af Blodmangel -- hun skulde blot,
naar Theaterferien kom, ud paa Landet og have frisk Luft og kraftig
Føde.
Det blev sagt som en Beroligelse til Moderen, men det var ingen
Beroligelse, for Fru Lund vidste ikke sine levende Raad for, hvordan
og hvor hun skulde faae Marie paa Landet; hun havde ingen Bekjendte
udenfor Byen -- hvor skulde man sende et halvvoxent Pigebarn hen paa
egen Haand, og hvor skulde Pengene komme fra?
I sin Nød henvendte hun sig da til Maries gamle Læremo'er, til Mille
Buxbom. Og Mille Buxbom, der nu var reduceret til fem Børn, sendte
midt i Skoletiden Bud ned til Terndrup, som hun altid pleiede, og bad
ham komme op strax.
Terndrup var imidlertid ikke hjemme, og paa hans Dør stod ikke den
sædvanlige Placat med Paaskriften "Kommer strax!" men en ny, hvorpaa
læstes: "Forretningen lukket paa Grund af Begravelse." Det var første
Gang, Mille Buxbom oplevede _det_ -- Terndrup gik jo ellers aldrig
til Begravelse! Hvem kunde det være, der blev begravet!
Havde hun spurgt Terndrup selv, var hun neppe bleven synderlig
klogere, men havde hun spurgt Berner, kunde han nok have givet visse
Oplysninger. Han havde nemlig i Løbet af Efteraaret og Vinteren
oftere seet den samme Begravelsesplacat paa Terndrups Dør, og da han
ikke kunde forstaa, hvorfor just hele hans gamle Vens meget
indskrænkede Bekjendtskabskreds skulde gaa hen og dø paa omtrent
samme Tid -- der var jo dog ikke Pest i Byen -- havde han lirket og
frittet saa længe, til Terndrup omsider, meget tøvende, var gaaet til
Bekjendelse og havde maattet tilstaa, at Begravelsen kun betød, at
han var "ude med sin Bøsse", som han kaldte det.
"Seer De," sagde han, "jeg lovede mig selv ovre i Jylland aldrig mere
at røre en Bøsse -- men her er vi jo paa Sjælland, og her gjælder
Jydske Lov ikke. -- Jeg kan sgu ikke længer lade det Skyderi helt
fare," lagde han til, "det er Jægerblodet -- enten har man det, eller
ogsaa har man det ikke -- men jeg gaaer begribeligvis kun, hvor jeg
har Lov til det -- det kan De stole paa!"
-- Den Maidag, Mille Buxbom sendte Bud efter Terndrup, var han ude i
Sundet efter Knortegjæs sammen med fire Andre -- Jægere finder jo
altid hinanden, hvor stor saa Byen er -- men næste Dag var der ingen
"Begravelse", og han stillede derfor efter Anmodning oppe paa
Kvisten.
Først converserede Jomfruen ham om Familiepapegøien, af hvilken
Oldefaderens Røst endnu talte, men svagere og hæsere. -- "Poppe
bliver gammel," sagde hun, "jeg beholder ham vist ikke længe, og det
er lige saa meget som et Tab af tyve Kroner om Aaret, naar han gaaer
bort. -- Troer De, der er Noget at gjøre ved ham, Terndrup?"
Terndrup foreslog ti Draaber amerikansk Olie, og det bedst begavede
og flittigste af de fem Børn blev strax sendt hen paa Hjorteapotheket
efter det foreskrevne Medicament.
"Skriv nu flinkt paa Tavlen imens, I smaa Guds Unger," sagde hun
opmuntrende til de resterende fire Børn, "og sæt De Dem i Lænestolen,
lille Terndrup, jeg har noget meget Vigtigt at tale med Dem om!"
"Hvis Lænestol er det for Tiden, jeg sidder i?" spurgte Terndrup. "Er
det nu Pastor Knastrups eller Pastor Jespersens, eller er de i
Compagni om den?"
"Aa, Passiar!" svarede hun vrippent. "Pastor Jespersen er jo
forflyttet til Jylland -- han er dem forresten vel undt derovre! --
og Pastor Knastrup har jeg ikke hørt det sidste Aar. -- Nei, om Gud
vil, er det jo rigtignok min Mening, at Præsten ved tysk Kirke skal
have Lænestolen -- men han bliver nødt til at koste nyt Betræk til
den!"
"Det gjør han vist! -- Men gaaer De nu i tysk Kirke, Jomfru?"
"Ja, jeg gjør saamænd -- sommetider i alt Fald. Man forstaaer dog
næsten altid Noget af, hvad Præsten siger -- han har en deilig stærk
Stemme -- og saa er det saa nemt at faae en god Plads i tysk Kirke --
det er en vigtig Post! -- Men hvad jeg vilde sige, har De hørt _det_
med lille Marie?"
Nei, Terndrup vidste Ingenting, og saa fortalte Jomfruen, at Marie
maatte paa Landet og have mere Blod, sagde Doctoren, men Fru Lund
vidste ikke, hvor hun skulde faae hende anbragt, og saa havde hun,
Mille Buxbom, tænkt sig, om ikke Frøkenerne paa Vennebjerg vilde tage
hende i Ferien, og vilde nu spørge, om det ikke kunde gaa an at bede
dem om det.
Jo, det mente Terndrup godt det kunde, Mille skrev til Vennebjerg, og
Søstrene svarede, at Pigebarnet skulde være velkomment.


Marie var naturligvis henrykt over at skulle ud i den vide Verden,
Fru Lund var taknemmelig men høitidelig -- Moder og Datter havde jo
hidtil aldrig været en Dag borte fra hinanden.
Mille Buxbom og Terndrup fulgte sammen med Fru Lund Marie paa
Stationen, Terndrup tog Perronbilletter, og alle Tre saae de hende
vel anbragt i en Coupée i det rigtige Tog -- saa gik det.
* * * * *
Søstrene paa Vennebjerg havde to Dage forinden havt Sengen til hende
opredt, og ti Gange om Dagen saae de paa den, vendte og dreiede paa
Hovedpuden og pillede ved Teppet.
-- "Det er et stort Ansvar for Gud og Mennesker," sagde de til
hinanden, "saadan at tage et fremmed Barn til sig, men et Pigebarn,
det kan dog gaa, og proper og velopdragen skriver Mille jo, hun er."
Det havde Mille Buxbom ogsaa ganske rigtigt skrevet men derimod
klogeligt fortiet, at hun var ved Balletten, vel vidende, at de
Gamle i saa Fald aldrig havde indladt sig paa at huse et efter deres
Mening moralsk fordærvet Pigebarn, der snarere hørte hjemme paa
Flakkebjerg end paa Vennebjerg.
* * * * *
-- "Nu maa Andrees kunne være her med hende," sagde Hanne, der jo
altid var lidt forud.
"Nei," svarede Sine, "før om fem Minuter kan Vognen ikke komme."
"Jo, den skulde have været her nu, men der er formodentlig skeet en
Ulykke -- ikke med Andrees, men med Jernbanen!"
Det troede Hanne nu altid, der var, men heldigvis spaaede hun ved
denne som ved alle andre tidligere Leiligheder feil, for et Øieblik
efter svingede Andrees ind i Gaarden og holdt nedenfor Stentrappen.
-- "Hun er jo sød!" udbrød Søstrene ganske ugeneert, ligesom hun var
kommen af Vognen.
"Men Du er meget større, end vi havde tænkt os," tilføiede Hanne.
"Hvor gammel er Du?"
"Tretten Aar."
"Og hvad hedder Du?" spurgte Sine.
"Marie."
"Herregud, Marie! Det hed Væverens Datter, der døde ifjor, jo ogsaa!"
"Naa, Velkommen til Vennebjerg!" lød det i Kor.
"Og nu skal Du se dit Værelse og din Seng," sagde Hanne.
"Men _jeg_ vil være med at vise det!" erklærede Sine, og saa fulgtes
de alle Tre ad.
Marie syntes, det var meget for pænt Altsammen til hende, sagde hun
med straalende Øine, Søstrene puffede fornøiet til hinanden, og saa
skulde den ny Gjæst vises om i Hus og Have.
-- "Nei, hvor den er stor!" sagde Marie om Havesalen. "Den er jo lige
saa stor som Ballettens Foyer!"
"Som hvad for Noget?" spurgte Hanne forbauset.
"Som Ballettens Foyer," gjentog Marie.
"Kjender den ikke!" sagde Søstrene, og saa gik de ud i Haven.
-- "Aa, hvor her er kjønt!" udbrød Marie. "Saadan en Have har jeg
aldrig seet -- den er ligesom anden Act af 'Eventyr paa Fodreisen'."
"Hvad er det for noget underligt Noget, Barnet gaaer og siger!" sagde
Sine, og Hanne rystede paa Hovedet. "Anden Act af hvad for Noget?"
"Af Hostrups 'Eventyr paa Fodreisen'," svarede Marie, der blev hel
betuttet. "Kjender De ikke det Stykke?"
"Nei! Vi har ikke Noget med Komedie og Linedansere at gjøre -- men
hvor i al Verden veed Du alt saadant Noget fra?"
"Men, Herregud, jeg er jo ved Balletten," svarede Marie troskyldigt.
"Ved Balletten!" formelig raabte Søstrene og slog Hænderne sammen.
"Ja, det kunde man jo have tænkt sig, at naar Mille anbefalede os et
Pigebarn, saa maatte det være en Badutspringerske -- naturligvis! --
for der er Gjøglerblod i Mille! -- Du forbarmende Gud! Et Balletbarn
her paa Vennebjerg!"