Absalons Brønd - 04

ikke skal blive lige saa godt som det forrige, og derfor maler han
slet ikke det næste! Saa har han siden slaaet sig paa Decoration af
Porcelain og anden Husflid -- meget hæderligt! -- men Malerier tør
han ikke mere give sig i Lag med, for han siger, der er Ingenting at
male. -- Gudbevares, havde _jeg_ noget af hans Talent og Teknik, og
havde _han_ noget af min Hitten-paa og Gaaen-paa, saa havde Verden
ikke seet to større Kunstnere siden Michelangelo's og Raffael's Tid!"
"Gud veed, hvor Du gider!" indskjød Duborg.
"Jo, jeg gider! Det kan da ikke hjælpe som Du i Taushed at gaa rundt
og betragte Tilværelsen med store Øine og et svagt Smil," svarede
Holst. "_Jeg_ snakker for meget -- det veed Gud, jeg gjør -- men Du
siger Ingenting, og saa maa det Ene bøde paa det Andet!"
-- "Har De malet et Billede her fra Amager?" spurgte Berner Holst.
"Ja, jeg har -- et lille et."
"Men Du var da nær ikke kommen længere end til Frederiksholms Kanal",
brummede Duborg.
"Nei, jeg skal sige Dem," sagde Holst til Berner, "jeg faldt i
Begeistring over Proviantgaarden, da vi kom der forbi, og saa maatte
Duborg trække af med mig."
"Det er sgu accurat ligesom Berner", bemærkede Terndrup.
"Ja, men Proviantgaarden er ogsaa storartet!" vedblev Holst. "Det er
det eneste ordentlige Tag i hele Kjøbenhavn: mægtig skraanende som en
Bjergside og af den rigtige gamle Kulør -- ikke ækelt carmoisinrødt
eller brandgult som den moderne Tegl er, men varmt rødbrunt med en
Tinte af Blod -- gjort til at sees i Eftermiddagssol! Og saa
Tøihusgaarden ved Siden af -- ja, jeg er Antimilitarist --
naturligvis -- men Græsset, der groer op mellem de ærværdige, sorte
Kanoner og Morterer -- _det_ er et Billede! -- Jeg vil ogsaa male
det!"
"Ja, der er en ualmindelig historisk Stemning over det Parti," sagde
Berner.
"Naa, ja, historisk -- ja, _det_ ligger nu ikke saadan for mig,"
erklærede Holst, "men det er malerisk, og det kan jeg bruge! Jeg skal
sige Dem, de pæne Landskaber med Bøgetræer og Bukøer, dem maler jeg
med Gurkemeie og Spinatgrønt forat leve, men for min egen Fornøielses
Skyld og forat affinde mig med min kunstneriske Samvittighed maler
jeg smaa Billeder rundt om fra Kjøbenhavn. -- Der er jo tidt stor
Forskjel paa, hvad man lever _af_, og hvad man lever _for_!"
"Holder De da saa meget af Kjøbenhavn?" spurgte Berner interesseret.
"Om jeg gjør! Jeg elsker den -- der er ikke Mage til By i hele
Verden!"
"Vaas!" snærrede Duborg.
"Nei, det er slet ikke Vaas! _Jeg_ kjender da i alt Fald ikke saa en
smuk By -- og Du heller ikke -- nei, Du gjør ikke! -- Ja, jeg veed
meget godt, hvad Du vil sige! Gudbevares, Italien har sine Fortrin:
Klimaet medfører, at Menneskenes Børn dernede kan nøies med saa faa
Beklædningsgjenstande, at man i al Uskyldighed kan se det Meste af de
deilige Former, Vorherre har givet dem -- hertillands aner man jo
slet ikke, hvor mange smukke Arme og Ben, Kvinderne gaaer rundt med
-- og Italien er et Vinland, hvor ogsaa Andre end det velhavende
Bourgeoisie kan drikke sig glad og god i ædel Druesaft -- det er
sandt, men hvad Skjønhed angaaer, maa jeg saa bede om Kjøbenhavn!"
"Det er virkelig høist interessant at høre en Kunstner udtale sig
saaledes," bemærkede Berner, kjendelig oplivet.
"Ja, men hvorfor har ikke alle den samme rigtige Opfattelse?" vedblev
Holst. "Hovedsagelig fordi Kjøbenhavnerne slet ikke kjender
Kjøbenhavn!"
"Det er sandt," indrømmede Berner. "De Allerfleste kjender egentlig
ikke Andet af deres By end de Gader, de daglig passerer, og af dem
kjender de endda kun Stueetagerne, for det falder dem saamænd aldrig
ind at se tilveirs, undtagen naar der er Ildløs paa Kvisten."
"Eller naar en kjøn Stuepige polerer Vinduer," tilføiede Holst, "det
har De Ret i! -- Jeg vil nu slet ikke tale om, at der ikke er Een
blandt Hundrede eller Tusinde af vore Bysbørn, som nogensinde har
faaet Syn for de enkelte Gaders eller Kvarterers Physiognomi,
eller som overhovedet har noget Begreb om, at en By ogsaa har
sine forskjellige Landskaber, der i og for sig er lige saa
characteristiske som Skoven og Stranden, Marken og Mosen, og ligesom
de kan skifte Stemning efter Aarstiden og Belysningen."
"Ja, det er sandelig vist," sagde Berner. "Som nu, for blot at nævne
Noget, Forskjellen mellem en af de gamle, bestandig borgerlige Gader
som Grønnegade, og saa den rolige, aristokratiske Amaliegade."
"Men hvor Mange, troer De, staaer stille paa deres Vei i Amaliegade
og glæder sig ved at se Frederik den Femtes Rytterstatue tegne sin
Silhouet gjennem Colonnaden?" spurgte Holst. "Næsten Ingen, og det
skjøndt der maaske ikke existerer mere end et Par Rytterstatuer i
hele Verden, der er bedre, og Ingen, der har Mage til Indramning!
Nei, Folk er utrolige -- jeg er, i Parenthes sagt, overbevist om, at
heller ikke een af ti saakaldte Kunstforstandige aner, at de to smaa
Porttaarne paa den anden Side Marmorbroen er en Perle af Barokstil --
paa sin Vis lige saa god som Pavillonerne i Dresdens Zwinger -- har
De været _der_?"
"Nei, jeg har aldrig været udenlands."
"Det er saamænd heller ikke det Vigtigste! Ministeriet giver hvert
Aar saa og saa mange Umuligheder af begge Kjøn Stipendier til
Udenlandsreiser: det skulde meget hellere give Mulighederne
Stipendium til at blive hjemme og studere Kjøbenhavn for! Og veed
De, hvad saa _jeg_ skulde være?"
"Nei!"
"Jeg skulde være Fører for Stipendiaterne! -- Første Dag begyndte vi
med 'Strøget' -- naturligvis en Sommerdag, naar Damerne har lyse,
lette Dragter og tynde, sorte Silkestrømper, som man accurat kan ane
det Blegrøde igjennem -- _den_ Farvecombination er slet ikke til at
gjengive! -- Naa, jeg indrømmer naturligvis, at ogsaa Morgenstunden
kan være bedaarende, den tidlige Morgen, hvor man seer Byen vaagne,
Vinduerne lukkes op og de fornøielige Tjenestepiger gaa til Bageren
-- ja, jeg elsker ligefrem Morgenen, den friske, liflige Morgen -- i
alt Fald theoretisk -- og en Regnveirsaften kan nu ogsaa have sin
Charme, en Regnveirsaften, naar Buelamperne speiler sig i den vaade
Asphalt -- bleggult, dirrende Lys -- charmant! Men lad os nu
alligevel holde os til Middagstiden! -- Tænk blot, hvad der er at se
paa Gammeltorv og Nytorv! Jeg vil slet ikke tale om, at Folk saamænd
i Reglen ikke veed, hvilket der er hvilket -- det kan ogsaa være det
Samme! -- men her er Borgerbyens, City'ens Centrum, her er alle
Tidsaldere, alle Stilarter samlede paa eet Sted, her er Motiver nok
for tyve Kunstnere og tredive Forfattere! Portalen til det gamle
Raad- og Domhus à la Pantheon giver Torvet noget Classisk, 'Sukkenes
Bro', der fører over til Varetægtsarresten, minder om Venedig, og
Duerne baade om Lagunestaden og Florents. Springvandet er maaske
nærmest gammeltysk i Characteren, men det er blevet os saa hjemligt,
fordi vi er opfødt med det: vi har seet med Andagt paa det, naar
Guldæblerne sprang paa Kongens Fødselsdag, og vi har seet Stenkummen
blive restaureret og Sokkelen blive forsynet med de mærkelige
Kobber-Knurhaner; vi kjender det en Sommerdag, naar Bassinet er en
hel, kjølig Sø, og naar det om Vinteren i Frostveir staaer tomt --
det er storartet! -- Og saa selve de to Torve! Nytorv er Svinenes,
Gammeltorv Fjerkræets. Se blot paa Nytorv en Morgenstund, naar de
rødgule, hovedløse Svinekroppe ligger i Lag ovenpaa hinanden paa
Vognene -- _det_ er malerisk! Jeg har, i Parenthes sagt, en Bekjendt,
der baade er Vegetarianer og Fredsven -- _jeg_ er nu kun Fredsven! --
han siger, at det minder ham om nøgne Menneskekroppe efter et blodigt
Slag, og Sjouerne, der bærer Svinene ned i Victualiekjelderne, det er
Ambulancesoldaterne -- men _det_ kan jeg nu ikke være med til -- jeg
har aldrig seet noget Slag. Nei, saa synes jeg snarere, det minder om
det stockholmske Blodbad -- som jeg forresten heller ikke har seet --
men deiligt er det! Og Gammeltorv, hvor Konerne sidder om
Springvandet med slagtet Fjerkræ: Ænderne, hoved- og halsløse, ligger
ganske upersonlige, men Hønsene, med slapt nedhængende Hals og Fjer
paa Hovedet, de seer formelig intelligente ud, skjøndt de hænger med
Næbbet. Og Kalkunerne med den gulnede, halv gjennemsigtige Hud -- de
ligner gamle Hofdamer, der er stærkt nedringede -- pragtfuldt, siger
jeg!"
"Er Du ikke snart færdig med 'Strøget'"? spurgte Duborg.
"Færdig?" gjentog Holst. "Det bliver jeg aldrig! -- Tænk saa blot paa
Pladsen om Helligaandskirken, og Helligaandshuset -- se paa
Trappegavlene _der_! Der er ikke noget andet Land i Verden end
Danmark -- og Skaane, naturligvis -- hvor Kirkebygninger har
Trappegavle. Og Lindeskyggerne over de gamle, slidte Gravsten --
hvadbehager! -- Anden Dag skulde man se Fællederne og Udsigten fra
Rundetaarn -- der er ikke noget Pompøsere end heroppefra at se Nyrops
Raadhus skyde i Veiret og Christiansborg ligge i Ruiner."
"Kalder De Ruinerne smukke?" udbrød Berner forbauset.
"Ja, det gjør jeg da rigtignok! Jeg vil heller ikke haabe, man igjen
bygger en Kasse op _der_, for den kan da aldrig blive tilnærmelsesvis
saa kjøn som Ruinerne. -- Det var ogsaa stor Synd, de kuplede
Marmorkirken færdig -- den var ti Gange mere malerisk som Ruin!"
"Det giver jeg Dem Ret i," sagde Berner, "og da Marmorkirken aldrig
havde været Andet end en Begyndelse, var der ingen Forpligtelse til
at bygge den op. -- Der var ogsaa en meget eiendommelig Flora paa
Kirkepladsen: =Papaver Rhoeas= og mange andre sjeldne Planter midt
inde i Byen, -- ja, Ruiner har nu altid en interessant Flora: jeg
veed, der skal voxe fire Hundrede forskjellige Planter paa Colosseum
i Rom."
"Det kan der maaske ogsaa med Tiden komme paa Christiansborgs Ruiner
-- og det er altsaa een Grund mere til ikke at bygge dem op!"
"Men seer De da slet ikke historisk paa dem?" spurgte Berner skuffet.
"Nei -- jeg seer selvfølgelig kun malerisk paa dem!"
"De er maaske saadan radical?"
"Ja, hvad i al Verden skulde man ellers være! De vil da vel ikke
have, jeg skal være conservativ? -- Nei, duer en Kunsner noget, maa
han altid være i Opposition -- beredt til at holde den hellige Ild
vedlige, selv om der imellem gaaer et af Borgerskabets Stoleben eller
et Afgudsbillede i Løbet."
"Talemaader!" indskjød Duborg.
"Nei, aldeles ikke! Jeg vil have Frihed men ikke Lighed -- Gud fri os
for _den_. Saadan almindelig Nivelleren og Udstykning over det Hele,
saa Tilværelsen kom til at se ud som en af de lige Sidegader ude paa
Vesterbro, det vil jeg dog bede mig fritaget for! Nei, Liv og Farver
maa der til! Derfor holder jeg ogsaa -- skjøndt jeg er Republikaner
af Princip -- naturligvis -- det er vi vel forresten Allesammen --"
"Nei, jeg er da for den Sags Skyld saadan Høiremand," forsikrede
Terndrup. "Bønderne har sgu alt for megen Frihed: de skulde aldrig
havt Lov selv at drive Jagten, og de er ogsaa bleven alt for
storsnudede af at være med at kalde Skolelærerne. -- Naa, det er nu
ikke for _det_: Kjøbenhavnerne er ogsaa storsnudede -- ja, undskyld,
at jeg siger det saa ligefrem -- men de troer, at Kjøbenhavn er hele
Landet!"
"Kjøbenhavn er Landets Hjerte!" udbrød Holst begeistret.
"Gud veed, hvor Du gider!" brummede Duborg.
"Ja, jeg er Høiremand," erklærede Terndrup igjen, temmelig
umotiveret, "og Berner er da ogsaa --"
"Hver Mand sin Lyst!" afbrød Holst ham. "Men hvad jeg vilde sige, var
kun, at skjøndt jeg som sagt er Republikaner -- naturligvis -- saa
holder jeg dog ubetinget paa Kongehus, Hof, Adel, Uniformer og
Vagtparade -- malerisk, forstaaer sig -- det liver nemlig op i
Landskabet og giver Kulører."
Berner smilte. -- "Det var jo _ogsaa_ et Forsvar for Kongedømmet!"
sagde han.
"Ja, kan _De_ levere et bedre?" spurgte Holst.
"Om det vilde blive bedre, beroer jo ganske paa, hvad Standpunct man
seer Sagen fra, men at det vilde blive et andet, er sikkert nok --
jeg er nemlig til en vis Grad nærmest en Beundrer af Enevælden."
"Det var som Pokker!" udbrød Holst og saae uvilkaarligt forbauset op.
"Kan man virkelig være _det_!"
"Ja, man kan," svarede Berner. "For en Del kommer det maaske af, at
min Stammefader, der sloges paa Volden 1659, var med at overdrage
Frederik den Tredie Souverainiteten, og at jeg selv baade er født paa
Slottet og døbt med Vand fra Absalons Brønd. Men hvad jeg forresten
navnlig altid har beundret ved Enevælden -- baade herhjemme og
andensteds -- er dens Evne til at drage Dygtigheden frem, hvor den
findes, uden Hensyn til Anciennitet, Fødsel eller Familieforhold
overhovedet. Den constitutionelle Stat derimod -- jeg vil slet ikke
tale om et socialistisk Fremtidssamfund -- den bliver ganske
naturligt alt for let en Forsørgelsesanstalt for Middelmaadigheden."
"Det maa jeg sige," erklærede Holst, "det er, ærlig talt, noget af
det Stiveste, jeg endnu har hørt! Men troer De da ikke, at Friheden i
al Almindelighed er nok til --"
Berner rystede paa Hovedet.
"Naa ja, De har jo Lov at mene, hvad De vil. Fremskridtsmænd og
Conservative trækker hver fra sin Side i Tovet, men jeg synes nu
rigtignok, det maa være noget Trist at høre til den Side, der kun
holder igjen, saa vi Andre kommer langsommere frem!"
"Ja, var der Ingen, der holdt igjen, saa faldt sgu de, der trak, paa
Enden," bemærkede Terndrup.
"Nei, vi gjorde ikke, Høistærede," indvendte Holst, "for saa behøvede
vi ikke at tage saa haardt fat, som vi gjør!"
"Det er sandt," sagde Berner, "men var der Ingen til at holde igjen
eller, rettere sagt, til at drage i en anden Retning, saa løb vi
grassat og var snart derude, hvor der endnu hverken er Vei eller Sti
-- og hvor vi slet ikke skal hen."
"Hvad mener De egentlig med, at 'vi slet ikke skal derhen' -- _hvor_
skal vi ikke hen?"
"Ligeud!" svarede Berner. "Har De aldrig tænkt over, at
Menneskeheden, Culturen, eller hvad De nu vil kalde det, aldrig
nogensinde har bevæget sig i lige Retning mod det, vi forstaaer ved
Maalet, men altid har krydset sig frem?"
"Jo, det kan saamænd gjerne være," indrømmede Holst.
"Og _det_, troer De er tilfældigt! Indseer De da ikke, at det er,
fordi Forsynet leder Menneskekaravanen ad den Vei, den skal! -- De
husker nok, der er noget i Physiken, der hedder 'Kræfternes
Parallelogram', ikke sandt? Den ene Kraft drager f. Ex. mod Øst, den
anden mod Syd, men det, der drages, føres saa hverken i den ene eller
den anden af de to Retninger, for naar Kræfterne er lige stærke, maa
det følge Diagonalen og altsaa føres mod Sydost."
"Ja, hvad saa?"
"Saa synes jeg," svarede Berner, "at begge Kræfter, baade den, De vil
kalde det absolute Fremskridt, og den, som De formodentlig helst vil
kalde Reactionen, har ganske samme Betydning og lige stor Ære af at
have ført Udviklingen det paagjældende Stykke Vei."
"Ja, jeg vil nu alligevel med Deres Tilladelse helst være noget af
den Kraft, som repræsenterer Fremskridtet," sagde Holst.
"Men _hvilken_ er det?" spurgte Berner med _et_ lunt Smil. "Er det,
forat blive i Billedet, den, der drager En mod Øst, eller den, der
drager En mod Syd -- man kan jo paastaa begge Dele!"
Holst betænkte sig, lo saa og svarede:
"Det er den, der trækker i ret Sydost -- naturligvis -- jeg forstaaer
mig ikke paa at krydse! -- Men jeg kommer jo rent bort fra, hvad jeg
vilde have sagt -- det gjør jeg nu forresten altid! -- Det var
Farverne, troer jeg, jeg slap ved -- jeg elsker Farver!"
"Ja, _Du_ er jo farvegal!" sagde Duborg.
"Det skulde _Du_ nødigt bebreide mig, for Du har da havt rent
Farvedelirium! -- Ja, jeg kan ganske vist godt give mig til at male
et Billede alene for Farvesammenstillingernes Skyld, det vedkjender
jeg mig. Som nu i Forsommeren: Jeg kom gaaende ad Skindergade, ned
imod Kjøbmagergade -- det var et storartet Syn! Gaden var som klippet
ud af en Holbergsk Komedie -- spidse Tage og glade Kviste, naar man
saae op, et skinnende Messingbækken dinglede udenfor Barberen, og
hængende Sørgefaner udenfor Farveren; Rundetaarns Top som Afslutning
i Baggrunden til Venstre, og grønne Lindekroner -- jeg troer da, det
er Lindekroner -- ud over den teglstenstækte Mur om Ehlers Collegium
-- jeg sværmer, i Parenthes sagt, for Lindetræer!"
"Og for Parentheser!" knurrede Duborg.
"Ja, det er Linden, der danner Oaserne i den store By," sagde Berner,
"og Linden er et fornemt Træ: det havde allerede Middelalderens
Folkeviser Blik for, Linden med de sorte Stammer og de silkeblanke
Blade, og kun de, der har Tro paa deres Slægts og deres Eiendoms
Fremtid, planter Lind -- Parvenuer nøies med Elm -- den groer
hurtigere!"
"Det er meget muligt -- men vi slap ved Skindergade, altsaa: grønne
Linde, nylig udsprungne, over den gamle Mur, og midt i Gaden holdende
en kanariegul Postvogn med Postillon paa Bukken -- jeg beder Dem blot
erindre: rød Frakke og lyseblaa Buxer -- der er ikke saa pragtfuld
en Uniform i hele Armeen! -- Det blev ogsaa, naar jeg selv skal sige
det, et storartet Billede!"
"Hvem kjøbte det, med Forlov?" spurgte Terndrup.
"Det var der sgu Ingen, der kjøbte -- naturligvis -- det hænger
hjemme paa Væggen og længes efter at blive solgt!"
* * * * *
-- Paa Hjørnet af Gothersgade og Kongens Nytorv skiltes man ad --
alle Fire oplivde ved det ny Bekjendtskab, som man lovede hinanden --
og sig selv -- at fortsætte.


Hver Fredag Eftermiddag, naar Marie kom fra Theatret, stillede hun
hos Jomfru Buxbom -- det blev en fast Regel. Saa kunde hun jo nemlig
meddele Repertoiret for den kommende Uge, hvilket Jomfruen, skjøndt
hun næsten aldrig mere kom paa Komedie, dog havde den største
Interesse af at vide Besked om to, tre Timer førend almindelige
Dødelige kunde læse sig det til i Aftenaviserne. Repertoiret
refereredes, og Repertoiret kritiseredes, og saa fortalte Marie Løst
og Fast derovrefra -- Jomfru Buxbom gjorde ligefrem Kaffegilde paa
hende, og selv Madam Asters udbad sig speciel Invitation til et
saadant.
Det var jo endnu kun Smaatræk af det daglige Liv og den daglige
Undervisning paa Theatret, som Marie kunde fortælle, men ogsaa _det_
var jo høist interessant; i alt Fald var hun selv uhyre optagen deraf
og syntes, at alle Andre ogsaa maatte være det.
Øverst oppe i Theatret, paa "femte Sal", laa "Dansebørnene"s Værelse
med Ovenlys, Skabe med struttende hvide Skjørter langs den ene Væg,
og langs den anden Toiletbordene med de bevægelige Speile og Skuffer
til Sminke og Pudder.
Med bankende Hjerte traadte hun hver Morgen præcis Klokken Halvni ind
i Dansesalen. Gulvet her skraanede som Scenens Gulv, der var Barrer
af forskjellig Høide langs med Siderne og store Speile -- man kunde
næsten blive bange for sig selv, syntes hun.
Paa den høie Stol med Lædersædet placerede Repetiteuren sig med sin
Violin, saa kom Børnenes Lærer, i sort Fløils Frakke og bred, hvid
Krave, Pigerne neiede og Drengene bukkede, og saa begyndte
Undervisningen.
Naar _den_ efter en god Times Forløb var endt, kom man igjen op paa
Værelset, fik Dansetøiet af og "Gadetøiet" paa, blev stundom sendt et
Ærinde i Byen for en af de Voxne, spiste Frokost og begyndte saa paa
"Læseskolen" Klokken Halvtolv.
_Den_ var ikke fuldt saa morsom som Danseskolen, men hyppig -- alt
for hyppig, mente Lærerne og Lærerinden -- blev Undervisningen
afbrudt af Prøver. Man var iforveien sagt til af Ballettens Bud og
sad i spændt Forventning -- Tankerne var langt fra Geographien eller
Naturhistorien -- endelig ringede det, og man skyndte sig ned paa
Scenen.
Det var helt underligt ved de forberedende Prøver at se Herrerne i
almindeligt Dansetøi med Sværd ved Siden og de Underofficerer, der
blev brugt som Statister, kjæmpe i Uniform paa Grathe Hede uden
rigtige Decorationer, og det var forfærdeligt irriterende hvert
Øieblik at høre Capelmesteren slaa to skarpe Slag med Tactstokken i
Nodepulten, standse Orchestret og bede det tage saa og saa mange
Tacter om.
Generalprøven, det var rigtignok noget Andet: det var som en complet
Forestilling. Tilskuerpladsen var oplyst, Chef og Embedsmænd sad paa
Kongesiden paa en af de første Rækker, og Alle, der hørte Theatret
til, Costumerede og Ikke-Costumerede, fyldte Parkettet. Der blev
kritiseret -- og kritiseret skarpt -- Theatermaleren saae første Gang
sine nye Decorationer med den rette Staffage, og Theaterskrædderen
beundrede sine egne Dragter.
Men selv om der ikke var Prøver, var der dog nok at se, nok at
drøfte.
Hver Formiddag blev de Dragter, som Børnene skulde bruge om Aftenen,
bragt op paa deres Værelser, og broget kunde der da se ud derinde,
naar Englevinger, Troldemasker, Spyd og Skjolde hang paa Knagerne
mellem de pailletterede Skjørter.
Til daglig Brug var der interessantest paa Forbindelsesgangen over
Heibergsgade. Her laa nemlig Rekvisiterne, som skulde bruges om
Aftenen: gyldne Bægre, Frugter, Fjerkræ, Skinker og Kransekager --
Alt kunstfærdigt fremstillet af Pap -- og stod en Ballet som "Napoli"
eller en Opera som "Aladdin" paa Repertoiret, var der en hel
Opdækning af Muslingeskaller og Kurve fyldte med Juveler, som
repræsenterede mindst to Keiserdømmers Skatkamre.
Smaa Udflugter paa forbudent Territorium havde Marie ogsaa gjort.
Inde paa Maskinloftet over Sidekulisserne havde hun været med en
ældre Kamerat -- de listede sig derind fra Dansesalen forat høre paa
en ny Tenor, der gjorde Prøve for Capelmesteren og Directionen. Her
gjaldt det om ikke at snuble i Mørket, thi Tove, stramme og
"slikkede", krydsede vildsomt hinanden, som Takkelagen paa en gammel
Orlogsmand, og der var hundrede Blokke og Tailler at falde over.
Bøiede man sig ud over Rækværket og saae ned paa Scenen, var der saa
dybt som i en Afgrund, men saae man opad, op mellem Soffiter og
Herter, syntes Afstanden endnu større: Løbebroerne hang som gyngende
Fjeldstier oppe mellem Bagtæpperne, og allerøverst oppe, hvor Øiet
slet ikke kunde naa hen, _der_ var Snoreloftet.
Det var et stort Øieblik for hende, da hun første Gang nede i
Regisseurens Værelse hentede sine Skopenge for den forløbne Maaned;
stort var Beløbet ikke, men det var selverhvervet Formue. Regisseuren
var lidt nerveus: han havde just faaet to Sygemeldinger, saa der
maatte spilles paa rød Placat, men et Par venlige Ord havde han dog
til hende, og hun var ikke lidt stolt, da hun med sine Penge i
Haanden ganske langsomt gik forbi Skuespillernes Foyer, hvor Døren
stod aaben, og kastede et Blik ind i den fornemt hyggelige Sal, med
Portraiterne af de henfarne Koryphæer paa Væggene.
* * * * *
Om Alt det og om meget, meget Andet kunde Marie fortælle. Jomfru
Buxbom var lutter Øre og lutter Beundring -- og denne Beundring var
medvirkende til, at Jomfruen igjen skiftede Præst.
Pastor Knastrup havde nemlig en Søndag, da han prædikede til
Aftensang, talt mod Theatret og tilladt sig at kalde dette for
"Satans Tempel", og _det_ var dog Jomfru Buxbom for meget. --
"Theatret, som min salig Fader har virket ved syvogtyve Aar," sagde
hun til Terndrup, "Theatret, hvor jeg selv har havt mine skjønneste
og uskyldigste Glæder, og hvor Mie, den lille Guds Engel, danser
rundt med hvide Vinger paa -- det kalder han for Satans Tempel! Nei,
jeg vil ikke høre den Person tiere!"
Og efter dette mente Terndrup, at Pastor Jespersens Actier i
Lænestolen igjen maatte siges at staa al pari.


Poul var ude med Vintercorvetten.
Han var bleven ekviperet og photographeret i Orlogstøiet, havde gjort
Afskedsvisiter og faaet de nødvendige Formaninger. Moderens og Fru
Lunds gik navnlig ud paa, at han endelig ikke maatte forkjøle sig og
saa vidt muligt ikke falde ned; Faderens gik navnlig i Retning af, at
han ganske vist skulde se at holde sig gode Venner med de andre
frivillige Lærlinge, men dog fortrinsvis søge nærmere Kameratskab med
en lille Grevesøn, der var med blandt Lærlingene og saa i det Hele
gjøre Familien Ære. -- "Hvem veed, lille Poul," sagde han, "om ikke
din Fader naar Du kommer hjem igjen til Foraaret, kan komme ombord og
byde dig velkommen til dit Fædreland i Uniform -- og saa skal der
saluteres for mig: en Generalconsul skal have Salut!"
* * * * *
Inden Poul reiste, supplerede han sine Lommepenge ved at gjøre en
større Forretning.
Han havde altid omhyggeligt samlet de islandske Frimærker, som
Faderens Klipfiskecorrespondance bragte til Huse, og solgt dem til
Terndrup, men ved at ransage et Par støvede Kasser paa Loftet havde
han fundet hele Pakker gamle Forretningsbreve med ældre Frimærketyper
paa, og den Skat havde han inden Afreisen omsat i klingende Mønt.
Poul var saare vel tilfreds med Handelen -- og det var Terndrup
ogsaa. Han læste nemlig Brevene -- det gjorde han altid, naar han
kjøbte Frimærker udenpaa Breve -- og eet af dem læste han med særlig
Interesse, læste det baade to og tre Gange, betænkte sig en hel Aften
og brændte det saa i Kakkelovnen -- naturligvis efter først at have
klippet Frimærket af.


En Morgen i Begyndelsen af December stod Grossereren ved Pulten i sit
Kontor, Ragna ligeoverfor.
-- "Julius er vel ikke oppe?" begyndte han.
"Nei -- der var Brydekamp paa en af Variétéerne iaftes," svarede
Ragna, som var det den naturligste Ting af Verden.
"Laban!" sagde Grossereren. "Sportslaban! At _det_ skal være _min_
Søn! -- Og Moder!"
"Hun er til Strikkemøde i Asylselskabet."
"Aa, Asylselskabet! -- Lad de Proletarbørn gaa med bare Ben! Nei, hun
skulde se at komme ind i den finere Velgjørenhed; i en Comité med
Geheimeraadinder og Baronesser og Resten af de tre høieste
Rangklasser -- eller allerhelst i en Bazar, som de Kongelige
protegerer, _det_ gav Relief! Naa, lad mig nu bare først blive
Generalconsul, saa kommer det nok Altsammen af sig selv. -- Har vi
faaet noget Tilbud om Lagerrum efter Avertissementet?"
"Nei, endnu ikke."
"Ja, vi _maa_ have mere Plads, men det er ærgerligt nok at leie
Lagerrum hos Fremmede, naar man i og for sig har Plads i Huset!"
"Hvad vil det sige?"
"Fru Lunds Leilighed, naturligvis!"
"Ja, men Du kunde da ogsaa leie en Leilighed til hende -- meget bedre
end den, hun har -- og saa lade hendes Værelser indrette til Lager."
"Ja, det kunde jeg, det kunde jeg -- men det kan jeg alligevel ikke!"
"Hvorfor ikke?"
"Nei -- nei, det gaaer ikke! Jeg har lovet hendes Mand, lige før han
døde, at hun skulde blive boende, saa længe jeg levede. Han var
ganske vist en stor Kjeltring -- meget større, end Nogen aner -- men
alligevel -- nei, det kan jeg ikke! -- Jeg er ikke overtroisk, men
Fru Lund tør jeg ikke lade flytte, skjøndt jeg af flere Grunde nok
ønskede, jeg kunde det. -- Nei, man har dog Samvittighed -- og Hjerte
-- men det er dyrt at holde den Artikel paa Lager -- meget dyrt! --
Veed Du forresten af, at jeg har kjøbt et Maleri!"
"Har Du?"
"Ja, kjøbt og kjøbt -- Du veed, der var en Post paa 150 Kr. for
Høstsild, som jeg ikke kunde faae betalt hos C. J. Thomsen & Søn --
naa, saa bød han mig en Fordring paa 100, som han havde paa en Maler
-- Holst, hed han -- og saa gik jeg igaar op til Fyren -- han har
Værksted henne i Grønnegade -- og ledte mig et Billede ud. Det er
ganske livligt -- her skal Du se, det staaer _der_! -- Er det ikke
meget net? Den gule Postvogn og Postillonen -- man kan strax se, hvad
det skal forestille!"
"Hvor skal det hænge?" spurgte Ragna.
"Jeg har tænkt mig inde i Dagligstuen over Sophaen -- det vil glæde
din Moder!"
"Ja, jeg troer nu ellers, Moder hellere vilde have nyt Betræk paa
Sophaen."
"Saa? -- Naa, ja, men det kunde jeg jo ikke faae hos Maleren! Du veed
ogsaa, der er en Fugtplet _der_ i Muren, som ikke vil gaa bort -- det
er nu meget for den Plets Skyld, jeg har kjøbt Billedet."
"Naa, ja, til at dække med kan det jo altid bruges," sagde Ragna, og
saa taltes der ikke mere om Billedet.
* * * * *
-- Poesi og Kunst var Frøken Ragna aldrig kommen i nærmere Forhold
til.
I Skolen havde hun læst Literaturhistorie, og paa Foraarsudstillingen
havde hun i Reglen været een Gang hvert Aar -- det var omtrent det