Absalons Brønd - 02

"Nu veed De nok, at hun har lært at danse forrige Vinter -- ikke? Jo,
Grossereren betalte saamænd for hende, og De skulde se hende flytte
sine smaa Fødder som Trommestikker: det er som at se en Guds Engel --
især i Hopsa! Saa siger jeg til Maskinmanden, som jeg nu siger til
Dem: 'Er det ikke som at se en Guds Engel?' siger jeg, og han svarer
strax: 'Jo, det er, Jomfru!' -- der var nu heller ikke Andet at
svare til! Men saa fortæller han mig, at de ovre ved Theatret i næste
Uge skal antage en tre, fire Børn til Balletten, og accurat ligesom
ved en Indskydelse ovenfra foreslaaer han, at man skulde lade
Balletmesteren se paa Marie og sige, om hun ikke kunde bruges. --
Tænk Dem en Lykke for en fattig Enke som Madam Lund -- eller Frue,
skal hun vel kaldes nu -- at faae sit Barn til det Kongelige: fri
Undervisning, baade Tysk og Fransk, foruden Dansetimerne, og Skopenge
og gratis Komedie hver Lørdag Aften fra den lille aparte Loge i
Galleriet -- er det ikke storartet!"
"Aa, jo -- maaske sgu -- men hvad siger Moderen? For hun maa da vel
ogsaa have en Stemme med!"
"Gud, hun sidder jo nede i Store Kongensgade og aner ingen Verdens
Ting! -- Men hende skal _jeg_ nok tale med!"
"Hvad skal _jeg_ da egentlig?"
"De skal tale med Grossereren!"
"Om hvad?"
"Herregud, Terndrup, naar han bestandig har taget sig af Madam Lund
-- eller Fru Lund -- og ladet hende have to Værelser og Kjøkken og
Adgang til Tørreloft gratis i Baghuset og nu i tre Aar har betalt mig
to Kroner hver Maaned i Skolepenge for Marie, saa er det da ikke mere
end rimeligt, at man spørger ham, om han har Noget imod, at
Pigebarnet kommer i en anden Skole!"
"Hvor _han_ ikke skal betale for hende -- det har han sgu Ingenting
imod! -- Men De mister jo to Kroner om Maaneden, naar Marie gaaer!"
"Ja, det gjør jeg jo -- men man slaaer sig vel igjennem uden dem. Og
tænk saa paa, hvad Marie kan fortælle ovre fra Theatret, hvis hun
kommer til Balletten! -- Men hvad jeg vilde sige, det er nu alligevel
kjønt, som Grossereren altid har været imod Fru Lund!"
"Synes De?"
"Ja, det veed Gud, jeg synes! -- Aa, gaa lidt ud i Kjøkkenet, lille
Marie, og hent mig et Glas Vand -- men lad Hanen løbe længe, at det
kan blive rigtig koldt! -- Jo, seer De, fordi hendes Mand i sin Tid
havde været Reisende eller Agent, eller hvad det var, for
Grossereren, derfor havde han da virkelig ingen Forpligtelser overfor
Enken og Barnet, naar den salig Mand saa skammelig havde misbrugt
Grossererens Tillid!"
"Aa, var det saa farligt?"
"Jo, veed De hvad, Terndrup, Grossereren handler med Klipfisk og
Hørkram o. s. v., det veed Gud og Hvermand, og det skulde Lund have
reist i, men han drev Geschäft paa egen Haand, gjorde han, og
smuglede, og det taalte Vorherre ikke i Længden, for det blev
opdaget, at der var Silketøier paa Bunden af de Kasser med
Appelsiner, som han fortoldede for egen Regning, og saa blev han sat
fast, og saa døde han -- heldigvis!"
"Ja, ja, lad nu det være godt! -- Tal saa i Guds Navn med Fru Lund,
og vil hun have Barnet til Dansen, saa kan De skikke mig Bud om det
iaften med Marie, saa skal jeg nok, siden De endelig vil have det,
snakke med Grossereren imorgen. -- Farvel, Jomfru!"


Lørdag Aften har Alle travlt.
Arbeiderne har faaet Ugeløn, og Konerne gjør Indkjøb hos Spækhøkerne
i Smaagaderne -- der er ligefrem Beleiringstilstand. Ud ad Vesterbro
til, ad "Strøget", gaaer den Sværm, der vil more sig: til Tivoli, til
Variétéerne og til Frederiksberg. Men de, der maa blive hjemme, har
det lunt nok inde i Byen den varme Septemberaften, og seer man ned ad
en Gade, seer man næsten kun aabne Vinduer.
Udenfor Terndrups Butik staaer der til Stadighed en tre, fire Drenge
og betragter de Bøger, der ligger fremme, betragter Conchylierne,
Fugleæggene, Hugormen i Spiritus og Frimærkerne, der er klistret op
paa gamle Papbind. Lørdag Aften er ogsaa Terndrups travle Dag: saa
har hans Kunder faaet Characteerpenge -- eller i alt Fald Ugepenge --
og Capitalerne skal strax omsættes.
Inde i den mørke Butik er der foran Disken kun Plads til et Par ad
Gangen. Fra Gulv til Loft staaer der op ad Væggen umage Reoler
fyldte med Bøger; Bøger ligger i Stabler og Bunker, paa Gulvet og paa
Disken -- det er næsten umuligt at røre sig herinde, vanskeligere
endnu, skulde man tro, at orientere sig.
En eiendommelig muggen, støvmættet Lugt slaaer En imøde -- _den_
ubeskrivelige Lugt, som gamle Bøger, og _kun_ gamle Bøger har, men
Terndrup generer den ikke. Munden staaer ikke paa ham, han giver
Besked, og han handler, raader og skjænder, og Alt i en høi,
skrattende Skolemestertone, som Drengene har vænnet sig til og sætter
Pris paa.
* * * * *
-- "'Gjøngehøvdingen'? Jo, Du kan faae et meget pænt Exemplar for 50
Øre; der mangler rigtignok et Par Blade henimod Slutningen, men naar
Du kommer saa vidt, skal jeg fortælle Dig, hvad der staaer paa dem.
-- Naa, nu skal Eskildsen nok sælge sin Frimærkesamling? Ja, jeg
sagde Dig det nok: Du skulde være bleven ved Fugleæg, det veed man,
hvad er! -- Bi lidt, lad mig faae Piben tændt først!"
Terndrup tænder en lille Snadde, der strax gaaer ud igjen -- han
bruger flere Penge til Tændstikker end til Tobak.
To unge Piger kommer forlegne ind; den Ene puffer til den Anden,
Ingen vil begynde, og først da Terndrup spørger, hvad der er til
Tjeneste, faaer den Dristigste af dem, gloende rød i Hovedet,
spurgt, om han har den og den moderne, "uartige" Bog -- nei, Terndrup
har den ikke, og saa gaaer de, men de er ved at falde over hinanden
for at komme først ud ad Døren.
_Der_ kommer Berner.
-- "Goddag, Goddag! Værsgod at komme indenfor Disken!" sagde
Terndrup. "De kan nok finde en Plads, for De maa vente, til jeg er
færdig med Forretningerne! -- Om jeg har 'Peter Simple'? Jo, jeg
troer sgu nok, jeg har den, men hør hellere herind paa Mandag, for
jeg skal først have flyttet den Bunke. -- Nei, er _Du_ der, _Poul_!
Er Du allerede flyttet ind fra Landstedet?"
Dette Spørgsmaal henvendtes til en kjøn, fjortenaars Dreng, frisk og
solbrændt, sund og freidig.
"Hvad samler _Du_ paa for Tiden? I Foraaret var det Conchylier, og
før Sommerferien var det Frimærker -- Du skulde sgu hellere give Dig
til at samle paa Penge! -- Det gjør hans Fader," hviskede Terndrup
til Berner, "det er den rige Grosserer Lange henne i Store
Kongensgade. -- -- Naa, Du vil sælge dit latinske Lexicon? Er Du
kommen i Realklassen? Ja, jeg tænkte nok, det gik ikke med Dig og
Klassikerne! -- Værsgod: fire Kroner og femogtyve Øre for Lexicon'et
-- jeg kan se, Du har ikke slidt ret meget paa det! Nu skulde Du
saamænd kjøbe Dig Dyr i Spiritus for Pengene -- her er en pæn
Bændelorm og en Blæksprutte -- ikke? Naa, Du skal i Tivoli, ja, saa
god Fornøielse da!"
Kunderne udtyndedes efterhaanden, og Terndrup tænkte allerede paa at
lukke Butiken, da den lille _Marie_ -- Jomfru Buxboms ældste Elev --
kom ind.
"Naa, hvad sagde saa Moder?" spurgte Terndrup.
"Jo, jeg skulde bede, om De vilde tale med Grossereren."
"Det skal jeg! -- Hun vil til Dansen," forklarede Terndrup Berner,
"det er en Datter af Enkefru Lund, som boer i Baghuset hos Grosserer
Lange. -- Hvordan har din tamme Hane det? Naa, den har det godt, det
var jo rart!"
Berner, der havde siddet og seet skarpt paa Noget, reiste sig
pludselig op, bøiede sig ned og tog med varsom Haand et Par visne
Smaablade ud af Pigebarnets Belte, saae vist paa dem og sagde:
"Hvor i al Verden har Du faaet dem fra, min Pige?"
Marie blev rød i Hovedet, slog Øinene ned, saae derefter op paa
Terndrup og svarede:
"Det er vist nogle af de Blomster, jeg har faaet af Poul imorges."
"Hvem er Poul?" spurgte Berner.
"Det er jo ham, der var her før -- Grossererens Søn fra Forhuset,"
forklarede Terndrup.
"Og hvor har _han_ faaet dem fra?" spurgte Berner ivrigt.
"Jeg troer nok, han har plukket dem hjemme i Gaarden," svarede Marie.
-- "Men han har Lov til det," tilføiede hun, "for det er bare
Ukrudt."
"Ja, det er saa meget godt," sagde Terndrup. "Gaa Du nu kun hjem,
bitte Marie, og sig til din Moder, at jeg nok skal tale med
Grossereren imorgen. -- Farvel, min Pige, og hils hjemme!"
-- "Er der ellers noget Mærkeligt ved de Blade?" spurgte Terndrup, da
Marie var gaaet.
Berner, der havde faaet en Lupe frem og omhyggeligt havde undersøgt
Bladene, rystede betænksomt paa Hovedet og svarede:
"De er ganske vist saa forkrøllede og visne, at det er umuligt at
sige noget Bestemt, men det er ligefrem forbausende, saa de ligner
=Trifolium resupinatum=."
"Hvad er det for Noget?"
"Men Herregud, Terndrup, det har jeg jo fortalt Dem om: den
udenlandske Kløverart, som engang dukkede op paa Pladsen omkring
Thorvaldsens Musæum, men som nu i lange Tider har været forsvunden."
"Naa _den_! Det var jo ellers morsomt nok!"
"Men hvordan skulde den være kommen i Grossererens Gaard?"
"Ja, det er jo ikke godt for _mig_ at sige."
"Men det vilde dog være uhyre interessant, hvis det virkelig skulde
være =Trifolium resupinatum=! -- Troer De, Grossereren kan give nogen
Oplysning om Plantens Forekomst!"
"Nei, jeg troer sgu ikke -- men De kan jo spørge ham ad foruden
Betaling!"
"Ja, det troer jeg ogsaa, jeg vil. -- Har De noget imod, at vi
opsætter Turen til Amager et Par Dage, for jeg har alligevel ingen Ro
paa mig, før jeg har faaet rigtig Besked om den Trifolium!"
"Nei, gaa De kun, Berner -- og Lykke paa Reisen!"


Nede i Store Kongensgade, paa venstre Haand fra Gothersgade, og kun
et Par Steder fra denne, laa der et toetages, ældre Hus.
Da det i sin Tid blev bygget, var der vistnok ikke nogetsomhelst
Fornemt ved det, men nu, da Husene rundt omkring alle havde fjerde
Sal og Kviste, gjorde det med sine to Etager og den fugede Kalkpuds
mellem de mørkerøde Sten næsten Indtryk af et Patricierhus.
Her boede Grosserer _Lange_.
Hans Fader var en Proprietairsøn fra Sjælland, der som Dreng var
kommen i Handelslære i Kjøbenhavn og i Slutningen af Tyverne havde
aabnet en Hørkramforretning paa Vestergade. Den havde han nu for en
halv Snes Aar siden afstaaet til Sønnen, men Sønnen havde opgivet
Detailhandelen og handlede kun som Grossist -- hovedsagelig med
Klipfisk og Sild.
Af Sildelage og Klipfisk lugtede der i Baghuset, hvor Lagrene var, og
hvor Enkefru Lund havde to Værelser og Kjøkken, men i Forhuset
lugtede der af levende Blomster, af ægte Maria Farina og fine Stege
-- _der_ betragtedes Klipfisken og Silden som Noget, der kun omtaltes
og kun existerede i Handelskorrespondance.
* * * * *
-- Grosserer Lange sad Søndag Formiddag inde i sit private Kontor,
hvis fornemste Prydelse var et stort, brunet Verdenskort "i Mercators
Projection", der muligvis kunde bibringe Besøgende den Forestilling,
at Husets Forbindelser spændte over hele Jordkloden. Grossererens
rundladne Ansigt, som det var umuligt at kjende igjen efter et
flygtigt Bekjendtskab, fordi det lignede hundrede andre, var rødt og
kun udstyret med et Par tynde, blege Whiskers; i Øieblikket saae han
anstrengt ud, skrev en Linie eller to, stregede ud og skrev igjen.
-- "Er det Calculen over den sidste Sending, Du er ved, Fader?"
spurgte Datteren _Ragna_, der stod ved en Pult henne i den anden Ende
af Kontoret.
Det var en høi, smuk Pige paa et Par og tyve Aar, med store,
graablaa, rolige Øine, regelmæssige Træk og en kraftig, ualmindelig
elegant Figur, der kom godt til sin Ret i en drapfarvet,
=tailor-made= Kjole.
* * * * *
-- Frøken Ragna havde gaaet i en af Byens bedste Pigeskoler og i ti
Aar faaet Undervisning i Klaverspil, men opgivet det, da hun blev
confirmeret, havde som Barn besøgt alle de vigtigste Musæer een Gang,
og som Voxen havt abonneret i det Kongelige med den øvrige Familie
hver Lørdag.
Da hun var fyldt tyve Aar, havde hun imidlertid pludselig erklæret,
at hun vilde have noget Ordentligt at bestille; hun gjennemgik en
Handelsskole for Kvinder, forlangte derpaa Plads som Bogholderske hos
Faderen, tiltvang sig Pladsen og var efterhaanden bleven ham
fuldstændig uundværlig, saa at han nu Intet foretog sig uden at have
confereret med Datteren.
* * * * *
-- "Er det Calculen, Du er ved," gjentog hun, da hun ikke fik noget
Svar.
"Nei," svarede Grossereren, "nei, det er ikke saadan noget med
Calcule. -- Det er saamænd Listen over, hvem der skal bedes til
Herreselskabet."
"Herregud!" sukkede Frøken Ragna. "Allerede! -- Enten _har_ vi
Selskab, eller ogsaa skal Du ud i Selskab -- saa var der dog meget
bedre ude paa Landstedet!"
"Ja, seer Du, Ragna, Tingen er, man skal bede Folk tidlig paa
Eftersommeren: saa er de endnu ikke forspiste af alle de Middage, de
har været til, og saa er der mange flere Retter at vælge imellem --
det siger ogsaa Madam Siegler. -- Har Du seet Julius?"
"Nei, han er formodentlig ikke kommen op endnu."
"Naturligvis! Der var nok Sportsfest igaar -- Cycleløb eller Fodbold,
eller hvad Pokker det var -- hørte Du, naar han kom hjem?"
"Nei, jeg sov."
-- "Vil Du saa se Listen over, hvem der skal bedes?"
Og Grossereren læste op. Der var een General og to Etatsraader mellem
de projecterede Gjæster -- der havde været den Tid, da han var glad
for en Kammerraad ved sine Middage, men den Tid laa saa langt
tilbage, at han ikke mere kunde huske den.
Ragna hørte efter af Pligt, ikke interesseret, men da hun ingen
Bemærkninger gjorde, ansaaes Listen for approberet.
"Aa, kald paa din Moder," bad saa Grossereren, og Fruen kom.
* * * * *
Hun var det bedste Menneske og den bedste Kone under Solen, og hun
havde kun to Sorger her i Verden: den ene var, at hun med Aarene blev
noget corpulent, og den anden, at hendes Mand ikke længere tillod, at
hun selv gik i Kjøkkenet -- det passede sig ikke, mente han. Kun
Syltningen maatte hun have med at gjøre, det var en Indrømmelse fra
Mandens Side, og Syltetiden var derfor ogsaa hendes bedste Tid.
* * * * *
Invitationslisten blev læst op for Fruen, og Grossereren erklærede
derefter, at hun skulde have Generalen tilbords.
"Det havde jeg jo sidst," tillod Fruen sig at bemærke.
"Ja, det kan ikke hjælpe! Du maa have ham: ellers bliver han
fornærmet!"
"Aa, saa holder han Tale for mig!"
"Ja, lad ham bare det -- det er sgu det, han bliver bedt for!"
"Men kunde Du ikke lade være med at byde Velkommen -- saa har han da
ingen Forpligtelser!"
"Nei, Velkommen vil jeg byde -- og han taler forresten i alle
Tilfælde -- han taler nu storartet! Han kan saadan gribe et eller
andet Ord, som en Anden har sagt og sætte Noget om det ind i den
Tale, han har lavet hjemme -- _det_ beundrer jeg. -- Hvor bliver
Julius af?"
"Han kommer vist strax," skyndte Fruen sig at sige, "han var saa
træt."
"Ja, det vil jeg tro! -- Naa, _der_ er Du -- Dagdriver!"
* * * * *
Den saaledes Tiltalte var en stor Pløk paa atten Aar. Haaret var redt
ned i Panden som paa en Bologneser, og Øinene stod kun paa Klem;
gabende kom han ind i Stuen med begge Hænder i Lommen, og efter et
søvnigt Nik til Deling mellem Familien smed han sig i en Stol.
Det var Grossererens ældste Søn _Julius_ -- Sportssønnen.
* * * * *
Det er muligt, at et tidligere Slægtleds physiske Opdragelse var
forsømt, men Julius tilhørte _den_ yngre Slægt, hvis hele Uddannelse
saa at sige er legemlig.
I en Alder af ti Aar vandt han Præmier for Skøiteløb og figurerede
jevnlig i Aviserne, og da han var fjorten, vurderedes en Anbefaling
af ham for en ny Cycle-Model som en Udtalelse af en Autoritet. I
Begyndelsen havde Faderen været stolt af Sønnen, naar han kom hjem
med Præmieuhre, Potageskeer og Vandrepocaler, men efterhaanden som
det viste sig, at det Eneste i Verden, Julius overhovedet bestilte,
var at traine og starte, og at han -- i Modsætning til Samson, der jo
havde sin Styrke i Haaret -- kun havde _sin_ Styrke i Læggene, blev
Grossereren ligefrem gal i Hovedet ved blot at se ham. Faderen
skjældte ham ud -- i Tide og Utide -- Moderen forkjælede ham og gav
ham de Penge, der var nødvendige til at dyrke Variétéerne og
Forstadstheatrene for; thi helt uden aandelig Interesse var Julius
heller ikke: han læste ganske vist ikke Andet end Cyclecataloger og
Sportsblade, og han gik ikke i Theatret, men Parodier og Revuer
kjendte han grundigt -- kunde endogsaa sommetider fløite et særlig
actuelt Refrain temmelig rigtigt -- og af dem lærer man jo dog ogsaa
saa meget, at man med lidt Freidighed kan snakke med om, hvad det
skal være.
* * * * *
"Uh, den Dragt, Du har uglet Dig ud i," vedblev Grossereren. "Man kan
faae Kvalme af at se paa Dig!"
"=English fashion!=" nedlod Sønnen sig til at bemærke.
"Hold Mund, Flab! -- Jeg troer ikke, at jeg i to Aar har seet Dig paa
Kontoret uden i ternede Knæbuxer og svedt Uldskjorte!"
"Herregud, lille Mand, han skal jo ud at bentraine," sagde Moderen.
"Hvorfor kom Du først hjem imorges?" spurgte Grossereren.
"Jeg =pacede= Hansen-Rod", svarede Julius gnavent -- det kostede ham
øiensynlig Anstrengelse at overvinde sig til at tale, "og saa festede
vi ham bagefter."
"Rod -- hvad for en Rod?"
"Ham, der var lige ved at vinde Verdensmesterskabet i Rotterdam."
"Aa, de forbandede Cycler, man kan snart ikke gaa for dem."
"Ja, hvad skal ogsaa alle de Fodgængere drive om paa Gaderne for --
de kan jo blive hjemme! Det er sgu næsten ikke muligt at komme frem
med sin Maskine, uden at vælte idetmindste en gammel Kone og et Par
Barnevogne!"
"Laban! -- Naa, hvad er der nu?"
Pigen kom ind og meldte, at Madam Siegler var ude i Entreen, og Madam
Siegler -- Kogekonen, der boede Dør om Dør med Jomfru Buxbom -- blev
strax indladt, hvilket Julius benyttede sig af til skyndsomt at
forsvinde.
Der udspandt sig nu en længere Forhandling om Menu'en med Madam
Siegler, og Grossereren spurgte tilsidst, om hun ikke havde et eller
andet Nyt at foreslaa, saadan en fix lille Ret, der kunde stikkes ind
mellem det allerede Vedtagne.
Jo, Madamen foreslog en Chartreuse, det havde de nylig havt hos den
spanske Minister, vidste hun.
"Chartreuse?" sagde Grossereren. "Det er jo ingen Ret! Det er det
grønne Skidt, Julius blev saa daarlig af ifjor!"
Madam Siegler forklarede nu, hvad _hun_ mente med en Chartreuse,
Menuen fik sin endelige Form, og Grossereren og Ragna blev alene, da
Fruen havde en yderligere Kjøkkenforhandling med Madamen.
* * * * *
-- "Hvad siger Du til, at Poul vil være Søofficeer?" spurgte
Grossereren sin Datter.
"Ja, hvad skal man sige -- naar han har Lyst til det, saa --"
"Det er den forbandede Plasken i Baad ude ved Landstedet, der har
gjort Ulykken, og saa, at vi havde to Cadetter med til Julius' Bal
sidste Vinter! Poul skulde have været i Forretningen -- Julius bliver
dog aldrig til Noget! -- Naa det kan maaske alligevel ikke være saa
galt -- der er jo flere Prinser i Marinen."
"Ja, hvad saa?"
"Hvad saa, hvad saa -- man kan aldrig vide -- ja, det kunde jo dog
tænkes, at man engang gjennem Poul kunde se en Kongelig Høihed ved
sit Bord!"
Ragna nøiedes med at smile, og Grossereren studerede meget
omhyggeligt Verdenskortet.
"Veed Du, hvor Yocobora ligger?" spurgte han pludselig.
"Nei -- jo, er det ikke en Republik i Mellemamerika?"
"Troer Du? -- Ja, her er den sgu! Den seer ikke ud af Meget! -- Veed
Du, hvad Sprog de taler _der_?"
"Det er vel Spansk, tænker jeg."
"Spansk -- mon det er meget svært at lære?"
"Ja, det er det vel nok."
"Ja, jeg mener ikke saadan rigtigt -- men saa meget, at man f. Ex.
kunde holde en Tale -- den skulde naturligvis være skreven i Forveien
-- dersom der kom en Orlogsmand fra Yocobora hertil -- de har en
Orlogsmand veed jeg!"
"Men hvad vedkommer det Dig?"
"Aa, ikke saadan -- ja, jeg kan forresten gjerne betro dig det:
Møller, der har været Generalconsul for Yocobora, flytter fra Byen og
vil derfor sælge -- ja, ikke ligefrem sælge, naturligvis, for det kan
man ikke -- men han vil mod en Affindelsessum anbefale mig til
Regjeringen derovre, saa at jeg kan blive hans Eftermand."
"Men Fader dog!"
"Ja, Du skal ikke saadan uden videre slaa det hen min Pige. Ganske
vist er Yocobora kun en Republik -- og Ordener har de ikke, jeg _har_
forhørt mig -- men Uniformen er sgu storartet: trekantet Hat, Kaarde
og Guldbroderi i Masse, baade paa Kjolen og Benklæderne -- jeg _har_
prøvet Møllers Kjole: den passer mig, som den var syet til mig, og
han har kun havt den paa to Gange."
"Men tænker Du da virkelig --"
"Ja, det veed Gud, jeg gjør! -- Det er nu forresten mest for din
Moders Skyld."
"For Moders Skyld?"
"Ja, seer Du, _jeg_ er Grosserer -- 'Grosserer Lange', det kan man
baade sige og skrive -- men din Moder er slet og ret Frue -- 'Fru
Lange,' hverken mer eller mindre. -- Kunde Du nu ikke unde din egen
Moder at hedde Generalconsulinde, og troer Du ikke, hun vilde have
Glæde af Uniformen?"
"Skal Moder maaske ogsaa have Uniform?"
"Snak! Men hun kan da vel glæde sig over min! -- Hvad er der nu?"
Pigen meldte, at den Herre, der havde spurgt efter Grossereren igaar
Aftes, var her igjen.
"Hvad for en Herre?"
"Candidat Berner."
"Kjender Ingen af det Navn -- ja, lad ham saa komme i Guds Navn!"
Berner kom ind.
Han var i sort Diplomatfrakke, og da hans Diplomatfrakker altid,
endnu mere end hans daglige Tøi, saae ud, som de var for store til
ham, og havde et Snit, som om de var syet til hans Bedstefader,
gjorde han ikke noget egentlig imponerende Indtryk.
Det gjorde derimod Grossereren. Han stillede sig op ved Pulten, slog
ud med Haanden som en Minister, der første Gang giver Audiens, og
spurgte i en nedladende Tone:
"Hvad er til Deres Tjeneste?"
Roligt og sagligt begyndte Berner at fortælle, at han den foregaaende
Aften havde seet en lille Pige, der nok boede her i Baghuset, og i
hendes Belte havde han opdaget et Par visne Blade, som hun paa
Forespørgsel erklærede at have faaet af Grossererens yngste Søn.
"Hm," hostede Grossereren og saae fortrædelig ud.
Disse Blade, vedblev Berner, der tydelig nok hidrørte fra en Plante
af Slægten Kløver, var desværre i en saa forkrøllet Tilstand, at det
var ganske umuligt med blot nogenlunde Sikkerhed at afgjøre, fra
hvilken Art de hidrørte, men saa vel Stængel som Blade -- Blomst var
der uheldigvis ikke -- mindede alligevel paafaldende om en Kløver --
=Trifolium resupinatum= -- som ellers nærmest hørte hjemme i Italien,
men som i sin Tid havde voxet paa Pladsen omkring Thorvaldsens
Musæum, hvorhen den bevislig var bleven bragt med det Hø, som havde
været brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne nede i Rom, og da det
nu var ham, Berner, af største Interesse at erfare, hvorledes denne
Plante -- hvis det virkelig var _den_ -- kunde være kommen her, saa
tillod han sig --
"Jeg behøver vel ikke at gjøre Nogen Regnskab for, hvad der groer
eller ikke groer i min Gaard!" foer Grossereren op.
"Men Fader dog!" udbrød Ragna uvilkaarligt, og Grossereren tog sig i
det og erklærede i en noget høfligere Tone, at Gaarden og Baghuset
var Noget, der ikke interesserede ham, og som han derfor heller ingen
Besked vidste om.
Berner tillod sig at spørge, om Grossereren muligvis havde, eller
havde havt, Handelsforbindelse med Italien eller med sydlige Lande
overhovedet, men saa foer Grossereren atter op og svarede:
"Klipfisk og Spegesild, det handler jeg med" -- nu var han jo nødt
til at vedkjende sig Forretningen -- "og de Varer veed De vel som en
studeret Mand kommer ikke fra Italien! -- Er der mere, jeg kan være
Dem til Tjeneste med?"
Nei, det var der ikke, og Berner gik.
* * * * *
-- "Men hvorfor var du dog saa uhøflig, Fader?" spurgte Ragna.
"Uhøflig! Jeg? -- Det var jo ham! Saadan en Næsvished, at trænge sig
herind til mig og spørge mig ud, som om jeg var i Forhør! Maa jeg
være her! -- Men er der Ukrudt i den lille Plaine omkring Lindetræet
i Gaarden, saa er det en Uorden, og saa skal det naturligvis luges op
-- jeg vil give Karlen Ordre til den Dag idag at grave Plainen om --
og Pouls Intimiteter med Baghustøsen skal ogsaa have en Ende! -- Han
giver hende Blomster -- det er nydeligt! -- Nei, det er vist meget
godt, han kommer ud at seile -- væk fra det Hele! Man har kun
Ærgrelser! -- Ja, vi skulde vel have fat paa den Calcule!"
Men det var nu aabenbart bestemt, at Grossereren den Søndag Formiddag
idelig skulde forstyrres: nu kom Terndrup.
Grossereren brugte ham ind imellem som en Slags Commissionair, dels
naar det gjaldt om paa en fin Maade at skaffe Oplysning om Den og
Dens Soliditet, dels naar der var Tale om at anbringe Penge i et
eller andet halvt obscurt Foretagende; thi det var en Eiendommelighed
for Grossereren, at det morede ham, ved Siden af sin egentlige
Forretning, at vove mindre Summer paa tvivlsomme Forretninger, der
under særlig heldige Conjuncturer kunde give en forholdsvis stor
Gevinst.
Terndrup indledede da ogsaa sit Besøg med at tale om en anden
Prioritet i en Eiendom ude i Saxogade men endte med at bringe
Spørgsmaalet Marie paa Bane og udbad sig Grossererens Sanction paa
hendes mulige Overgang til Theatret.
Den var let nok at opnaa: Grossereren brød sig, som han smagfuldt
udtrykte sig, Fanden om det Pigebarn, og hun kunde for ham gaa til
Balletten eller til Dyrehavsbakken, hvis hun lystede, _han_ var lige
glad.
Med den Besked gik saa Terndrup.
Men Frøken Ragna sad i Tanker og glemte mod al Sædvane rent Calculen,
og Faderen maatte to Gange spørge, hvad hun egentlig tænkte paa, før
hun ligesom tøvende svarede:
"Aa, jeg tænkte paa den sjeldne Blomst, der skulde voxe nede i
Gaarden -- jeg synes egentlig det er umuligt, at Poesi eller
Romantik, hvad man nu skal kalde det, kan forvilde sig ind i vort
Hus."
"Ja, det Ukrudt skal nok blive luget op," sagde Faderen, der kun
halvt havde hørt efter, hvad Ragna svarede, "og Poul skal væk -- han
skal ikke have sin Gang i Baghuset!"


Men _det_ havde nu Poul alligevel.
Han sad netop imens ovre i Fru Lunds Stadsestue og fortalte hende og
Marie, at han nu endelig havde faaet Lov at gaa til Søs: hans
Ansøgning var inde hos Marineministeriet, og han haabede bestemt at
komme ud som frivillig Lærling med Vintercorvetten.
* * * * *
-- Intet Sted i Verden befandt Poul sig saa vel som hos Fru Lund, og
Intet i Verden smagte ham, som hvad han fik _der_: et rørt Æg med
Sukker, en tør Kage eller et Glas Saft og Vand. Fra ganske Lille var
han vant til at komme der, og den beskedne Stue, der skinnede af
Renlighed og formelig lugtede af grøn Sæbe, syntes ham meget, meget
hyggeligere end de elegant monterede Sale i Forhuset -- den forekom
ham nemlig, uden at han selv gjorde sig Rede for det, at være et
Hjem.
Og et Hjem havde han her, et Hjem, hvor man baade følte sig glad og
beæret, naar "Grossererens Søn" kom, hvor han kunde snakke løs med
Marie og lege med hendes tamme Hane, og hvor han bestandig kunde ty
hen med sine Sorger og være sikker paa at faae Trøst.
Poul havde nemlig i en vis Forstand altid hørt til de "uheldige"
Børn. Havde han som Lille faaet en ren Blouse paa, var det givet, at
han ganske kort efter trillede i Rendestenen; standsede hans
Barnepige blot fem Minuter forat tale med en Gardist, kunde hun
være sikker paa, at Drengen var borte og maatte hentes paa
Politistationen, og var der en nymalet Bænk i Kongens Have, skulde
han nok finde den og tage en tydelig Erindring om den med sig hjem. I
saa Tilfælde fik Fru Lund ham fat og vaskede og gned, til han blev