Absalons Brønd - 13

"Det er saamænd ikke Andet end den hellige Barbara!"
"Naa, er det _det_," svarede Terndrup. "Hvor kommer De ellers til
hende? Er det fra en Auction?"
"Gud, Nei, jeg har faaet hende af Søster Veronica!"
"Hvem er hun?"
"Det er et velsignet Menneske! -- Hvem der blot var som hun!"
"De tænker da ikke paa at tage Sløret, Jomfru? Er De ikke lovlig
gammel til _det_?"
"Snak, Terndrup! -- Nei, men nu, da jeg maa opgive at holde Skole og
opgive at holde egen Leilighed -- nu kunde jeg komme i saadan et
Slags katholsk Pensionat, hvor man har det saa udmærket: første
Klasses aandelig og legemlig Pleie og to Retter kraftig Mad hver
Middag -- synes De ikke, jeg skulde se at komme _der_?"
"Nei, jeg synes sgu ikke!"
"Ja, hvorfor ikke?"
"Troer De, Frøkenerne paa Vennebjerg vil give Penge til Katholiker?"
"Nei, det vil de maaske ikke --"
"Nei, det kan De godt bande to Gange paa, de ikke vil!"
"Ja, ja, saa opgiver vi _det_! -- Men saa vil jeg bo hos en Familie,
hvor Manden er Frimurer!"
"Frimurer?"
"Ja, min salig Fader var tjenende Broder ved Logen i
Kronprinsensgade, og min salig Moder sagde altid: 'Mille,' sagde hun,
'_hvad_ de bestiller i deres Loge, det veed jeg ikke, men der maa
ikke komme Fruentimmer med, og _det_ respecterer jeg, for saa veed
man, at det gaaer anstændigt til.' -- Jo, jeg vil avertere i
Adresseavisen om en pæn Frimurerfamilie -- vil De hjælpe mig med at
sætte saadan et Avertissement sammen?"
Terndrup rystede paa Hovedet, men satte sig alligevel til at skrive,
og omsider fik han da Lov at gaa.
Neppe var han imidlertid ude af Døren, før han efter Sædvane blev
kaldt tilbage: Jomfruen havde naturligvis glemt Noget.
"Seer De," sagde hun, "jeg har to levende Vinterfluer her i Stuen;
dem er det jo ikke saa godt at flytte med -- troer De ikke, det
kunde more den lille Marie, om De fik den ene med i et Kræmmerhus og
forærede hende den fra mig af? -- Naa, ikke? -- Ja, saa kan
Maskinmandens Børn faae den -- Farvel, Terndrup!"


Sne var der falden, og Frost var det -- Marie og hendes Moder blev
hentet i Kane ved Stationen.
Gamle Andrees saae hel fornøiet ud ved Gjensynet med Marie, stoppede
hende omhyggeligt ned i Fodposen, stod op bagpaa og slog et knaldende
Smeld med den lange Pisk -- saa susede de afsted.
* * * * *
Vennebjergerne havde havt ordentlig travlt. I to Dage var der bleven
fyret i Gjæsteværelset, Smeden havde været oppe forat hjælpe med at
pynte det mægtige Juletræ, der stod i Havestuen -- det var fuldt af
Lys, Æbler og forgyldte Valnødder, Andet var der ikke paa det -- og
der var bleven slagtet, bagt, kogt og braset, som om Gaarden skulde
have Indkvartering under Cantonnementstiden. Rokkene var sat til
Side, der var ødslet med hjemmelavet Potpourri paa alle Kakkelovne,
og en Blikæske med Kager var specielt sat hen til Marie: "til Slik i
Utide."
-- "Velkommen, velkommen!" raabte Søstrene, længe før Vognen holdt
for Stentrappen. "Kom ind, og læg Tøiet i en Fart, og faae noget
Varmt i Livet -- nei, _vi_ fryser ikke!"
Marie var rundt, oppe og nede, ude og inde, lo og trallede hele den
korte Vinterdag igjennem, alle Folkene smilte, naar de saae hende, og
Fido kjendte hende aabenbart igjen, for den knurrede kun ganske smaat
ad hende.
Fru Lund gik andægtig rundt og følte sig saa inderlig taknemmelig,
lod sig nøde til at drikke to Kopper Kaffe efter Middag, men var ikke
at formaa til at sætte sig i Sophaen.
* * * * *
-- "Saa skal vi have Træet tændt!" sagde Hanne næste Aften. --
"Lænkehunden har vel faaet sine Kjødben?"
"Ja, for længe siden," svarede Sine, "og jeg _har_ taget Musefælden
ind -- det gjør vi altid Juleaften," tilføiede hun forklarende til
Fru Lund, "for Julenat vil vi ikke have, der skal gaa nogen Mus i. --
Kom saa!"
Træet straalede omkap med de glade Ansigter -- Gjæsternes og alle
Folkenes -- Sine spillede en Psalme, Marie sang, og de Fleste havde
Taarer i Øinene.
-- "Søster," sagde Hanne til Sine, da de gik i Seng, "det var en
velsignet Juleaften!" og Sine svarede: "Ja, _det_ var det!"
-- Julemorgen, før det endnu var hel lyst, kjørte de Alle til Kirke.
Kirken var oplyst -- det var den altid Julemorgen paa Vennebjergs
Bekostning -- og den duftede af Gran; alle Mennesker saae saa glade
ud, og de gamle Psalmer lød saa kjønt under det lave Loft.
-- "Det er næsten bedre at være i Kirke paa Landet end i Byen," sagde
Marie paa Hjemturen.
"Ja, _det_ skulde vi nok mene," svarede Tanterne.
"Idag var Capellanen nu ogsaa særlig heldig," sagde Hanne.
"Ja, han mener det vist i Grunden ikke saa slemt, som han siger,"
tilføiede Sine.
* * * * *
Det blev en bevæget Formiddag. Lige som de var kommen hjem fra Kirke,
viste Poul sig -- han var gaaet hertil fra Stationen.
Stor var Glæden hos Marie og Fru Lund, men ogsaa Tanterne var paa
deres Vis ikke helt fri for at være lidt stolte af Cadetten, og naar
Hanne sagde: "Vi er saamænd bleven en militair Familie: Poul har
Dolk, og hans Fader har Sabel ved Siden!" og naar Sine tilføiede:
"Skal _Du_ ikke ogsaa have forgyldte Buxer?" saa klang der alligevel
herigjennem en Anerkjendelse af den maritime Militarisme som et i
alt Fald ubestrideligt =fait accompli=.
Umiddelbart efter Frokosten kom Smeden -- desværre ikke absolut ædru
-- og meldte, at der igjen stod to Stykker Raavildt i Lunden, ikke
tusend Alen fra Gaarden: han havde selv seet dem, da han før kom
gaaende fra Kroen.
"Saa vil vi se at skyde det ene af dem," sagde Hanne, "for det hører
ikke til her, det er Streifvildt."
"Ja, vi har vores Faders Bøsse, Krudthorn og Haglpung," sagde Sine,
"og vi har saa tidt skudt efter Stære i Kirsebærtræerne, saa et Dyr
maa vi da sagtens kunne ramme!"
Poul tilbød at ville fungere som Skytte, men Tilbudet modtoges ikke.
-- "Du kan maaske skyde med Kanoner," hed det, "det er gjerne muligt,
men vores Faders Bøsse troer vi dog nok, vi selv kan haandtere bedst
-- kom saa!"
De to Gamle skridtede ud, fulgte af Marie og Poul, der nok vilde se,
hvordan den Jagt spændte af.
Ude paa Engen, foran Skoven, stod ganske rigtigt et Stykke Raavildt
-- _to_ var der ikke, men Smeden havde maaske seet dobbelt -- og Sine
opdagede det strax.
"Giv mig Bøssen!" sagde hun til Hanne.
"Ja, men vær forsigtig, Sine!" lød det. "Du veed, den venstre Hane
kan ikke staa paa Halv! -- Er Dyret der endnu?"
"Ja, vist er det der -- men vær nu bare stille -- nu sigter jeg!"
"Hold paa Hovedet af den, Sine! Du skal ikke være bange for at trykke
af -- Du kan jo i det Høieste faae en hoven Kind! -- Men hvad var
_det_?"
Ja, _det_ maatte Hanne _nok_ spørge om!
Inde fra Skoven lød der et Skud, Dyret brækkede sammen og laa
ubevægeligt paa Pletten, og frem mellem Stammerne kom en Mand med
Bøsse i Haanden.
Poul, der selvfølgelig strax var paa det Rene med, at det maatte være
en Krybskytte, satte i fuldt Firspring afsted efter ham, fulgt af
Tanterne og Marie, og et Øieblik efter stod de alle Tre ved Siden af
Jægeren, der aabenbart havde opgivet at stole paa sine Ben.
"Hvor understaaer han sig i at skyde vores Dyr lige for Næsen af os!"
raabte Vennebjergerne. "Arresteres skal han -- hvad hedder han?"
"Men Goddag, Hr. Terndrup, og glædelig Jul!" udbrød Marie og gav ham
Haanden. "Er det virkelig Dem!"
"Ja, det er sgu!" svarede Terndrup, yderlig flou.
Han havde af Mille Buxbom hørt om Streifdyrene i Vennebjerg Lund --
_hun_ havde jo hørt det af Marie -- og da han ikke godt kunde tænke
sig Muligheden af, at Frøkenerne selv pürschede -- tilmed paa en
første Juledag -- havde han troet, at der var Fred og ingen Fare, og
var taget afsted med Morgentoget for en Gang igjen at skyde et
ordentligt Stykke Vildt -- hidtil havde han jo maattet lade sig nøie
med Fugle og hvad Smaat, der kunde falde for.
Ikke saa snart havde imidlertid Marie rakt Terndrup Haanden, før
Situationen med Eet var forandret.
"Hun kjender Mennesket!" sagde Søstrene til hinanden. "Ja, det er jo
en anden Sag! -- Vær saa god at følge med op paa Gaarden og drikke en
Kop Kaffe -- og Tak, fordi De skjød Dyret, det var meget godt gjort!"
Terndrup saae lidt mistænksomt hen paa de Gamle, som forat forvisse
sig om, at den overvættes Artighed ikke var en Fælde, men da han ved
at se paa dem blev fuldt beroliget i saa Henseende, tog han
Kaskjetten af, sagde: "Tak, som byder!" og fulgte med til Vennebjerg
efter dog først at have brækket Dyret op og taget det paa Nakken.
Underveis erfarede Søstrene, at det var _den_ Terndrup, som tog sig
saa meget af Mille Buxbom, og som de saa tidt havde hørt Tale om, og
oppe paa Gaarden viste det sig, at han jo ogsaa var en god Bekjendt
af Fru Lund.
-- "Maa vi tale et Par Ord med Dem, men afsides," sagde Hanne, da
Kaffen var drukken.
Terndrup var endnu ikke helt vel til Mode og ventede sig et
Krydsforhør angaaende den ulovlige Jagt, som han navnlig var uhyre
bange for, at Berner skulde høre noget om.
-- "Har De kjendt Fru Lunds Mand?" begyndte Hanne.
Ja, det havde Terndrup da.
Om det var sandt, at Manden havde været uskyldig?
"Ja, til Dels -- i _det_, han fik Skyld for," svarede Terndrup.
Om han kunde bevise det?
Nei, det kunde han ikke, men han _havde_ kunnet.
Hanne og Sine saae uforstaaende paa hinanden. -- "Men saa var der vel
en Anden, som --"
Terndrup nikkede.
Og han vidste, hvem det var?
Terndrup nikkede igjen -- men Mere var der aabenbart ikke at faae ud
af ham.
* * * * *
Om Aftenen tog Poul og Terndrup bort med samme Tog -- den Ene paa
anden, den Anden paa tredie Klasse. Poul havde faaet mange Hilsener
med, og Terndrup havde faaet Anmodning om endelig at komme ud paa
Vennebjerg, _naar_ han vilde, og skyde det Vildt, der fandtes.
-- "Det er saamænd første Gang, Poul har besøgt os ved Juletid,"
sagde Hanne om Aftenen, da Søstrene var kommen ind i deres
Soveværelse.
"Ja, men det er vel egentlig heller ikke _os_, han har besøgt,"
svarede Sine, og saa vexledes der ikke flere Ord imellem dem den
Aften.
* * * * *
Næste Morgen reiste Fru Lund og Marie, og om Aftenen dansede Marie i
"Livjægerne paa Amager".


-- Tiden gaaer.
* * * * *
Paa Vinter følger Vaar og Sommer; det bliver atter Vinter, atter
Vaar. Tiden lider fremdeles men uden store Begivenheder.
Mille Buxbom er forlængst flyttet fra Frimurerfamilien og skifter
stadig Pensionat og stadig Husdyr.
Vennebjergerne kommer ind til Terminerne, gaaer regelmæssigt i det
kongelige Theater og seer _der_, hvor Marie danser sig større og
smukkere -- seer ogsaa, hvor hun danser sig ind i Hjertet paa Poul og
paa alle Andre med.
Poul læser om Vinteren og er paa Togt om Sommeren, Julius uddanner
sig til practisk Landmand paa en Herregaard, og Generalconsulens
Knaphul begynder at gabe efter et Baand.
Berner passer sin Skole og samler og samler til sit store Værk, men
han har hverken fundet den sorte Rotte eller den italienske Kløver;
han er forresten stadig paa "historiske" Excursioner med sine
Drenge, og imellem ogsaa paa Excursion med Holst og Terndrup, men
Denne er bleven upaalideligere og upaalideligere, han lader
Forretningen skjøtte sig selv og "jagter" mere og mere: Sjælland, og
specielt Vennebjerg, ligger jo udenfor _hans_ Lov og Ret!
* * * * *
Men Duborgs!
* * * * *
Jo, en Foraarsdag sagde Holst til Berner:
"Har De hørt, at Duborgs kommer hjem om en Maaned?"
"Nei!"
"Ja, De maa ikke tro, han selv har skrevet det, men jeg fik Brev fra
min gamle Veninde, Asta Hansen i Rom, og hun fortalte det!"
* * * * *
Og det var ganske rigtigt, Duborgs kom hjem.
Ragna havde jo sin "Opgave", en prægtig, stor Dreng, som hun selv
havde ammet, og hun var, som rimeligt, baade glad og stolt, som alle
Mødre. Men Duborg -- ja han var paa sin Vis ellevild! I timevis kunde
han sidde og se paa sin "romerske Dreng", der forresten var født i
Olevano, hvor de havde tilbragt de varme Sommermaaneder, beundre ham,
lege for ham, røre Vuggen og smaasynge -- ganske uden Stemme -- han
bestilte til Tider ligefrem ikke Andet.
-- "Men Hans dog!" sagde Ragna en Dag. "Du glemmer jo rent dit
Arbeide!"
"Aa, blæse være med det! Det er skam meget morsommere at sidde og se
paa Drengen," svarede han.
"Men Du havde jo bestemt lovet Englænderen Billedet færdigt inden
Jul!"
"Det kan det vel ogsaa blive -- og bliver det ikke færdigt, saa maa
han vente."
Ragna maatte tvinge sig for ikke at blive heftig. -- "Men
Betalingen," sagde hun. "Der er snart Ebbe i Kassen!"
"Ja, Herregud, saa har vi vel Kredit!"
"Jeg er ikke vant til at leve paa Kredit!"
"Det kan man vænne sig til!"
Ragna bed sig i Læben, Drengen vaagnede og skreg, og hun tog ham paa
Skjødet.
"Veed Du hvad," udbrød Duborg pludselig, "Du seer storartet ud saadan
-- en ren Madonna!"
Ragna blev formelig rød i Hovedet, men glemt var alligevel Vreden, og
det var med et fornøiet Smil, hun svarede:
"Aa, Pjank, Hans!"
"Nei, det er ikke Pjank! Nu skal jeg sige Dig Noget: Englænderen skal
nok faae sit Billede, men før jeg har gjort _det_ færdigt, vil jeg
male et, som Du og ingen Anden skal have: jeg vil male Dig med
Drengen paa Skjødet!"
"Aa, hvad!"
"Jo, jeg vil. Og det skal nok blive et godt Billede, for _det_ er et
Motiv, jeg synes om!"
-- Og Billedet _blev_ godt.
I forbausende kort Tid gjorde Duborg det færdigt, og det var, som om
hans Kjærlighed til Emnet lyste ud af Billedet; Venner og Bekjendte
roste det, Løvenørn-Petersen blev næsten syg af at se det, og selv
sagde Duborg, at det var det næstbedste, han i sit Liv havde gjort.
-- "Jeg er ogsaa umaadelig glad for det, Hans," sagde Ragna, "først
og fremmest naturligvis for Drengen --"
"Og for Dig selv!"
"-- men ogsaa for hele Interieuret. Nu har jeg jo altid et synligt
Romerminde hjemme i Kjøbenhavn."
"I Kjøbenhavn?"
"Ja, vi skal jo hjem til Foraaret."
"Hvem siger _det_?"
"Det har _Du_ jo sagt!"
"Naa, ja -- men jeg kan jo ellers ombestemme mig mange Gange."
"Men _jeg_ ombestemmer mig ikke, Hans, og _jeg_ har bestemt at reise
hjem i April -- sammen med Drengen naturligvis."
"Herregud, hvad vil Du egentlig hjemme, Ragna?"
"Længes _Du_ da aldrig hjem?"
"Nei -- ikke, naar jeg har det godt, hvor jeg er -- Du veed nok, jeg
sætter mere Pris paa Pinier og Agaver end paa Bøgeskov."
"Men kan Du da ikke forstaa, at jeg længes efter eget Hus og Hjem og
ordentlige Kakkelovne og --"
"Kakkelovne! Uha! Noget Grimmere end saadan en sort Jerncylinder kan
man da ikke tænke sig at have i en Stue!"
"Naa, ja, saa længes jeg ogsaa efter ordentlig Mad: Grød og --"
"Klipfisk!"
"Ja, ogsaa det! -- _Du_ har ingen Forældre, og Du har aldrig havt
Søskende, men Du maa vel alligevel kunne forstaa, at jeg ogsaa føler
mig _saa_ meget knyttet til min Familie, at jeg gjerne vil se den
igjen -- kan Du ikke?"
"Aa, jeg veed ikke -- naar Du har Drengen og mig, saa maa Du da kunne
være tilfreds. _Jeg_ savner jo Ingenting, naar jeg har ham og Dig!"
"Men Du har dit Arbeide, din Kunst!"
"Ja, jo -- det har jeg ogsaa, det er sandt nok -- men det er da
forresten rarest at være fri for at male."
"Hvad mener Du med det?"
"Ja, det er ikke saadan at forklare -- jo, jeg mener egentlig, at
det, _jeg_ maler, det er saamænd i Reglen Noget, som hundrede Andre
kunde gjøre lige saa godt, og saa kunde Verden lige saa gjerne
undvære det -- og _jeg_ vilde helst være fri for at lave det."
"Det mener Du jo slet ikke!"
"Jo, vist mener jeg det! -- Jeg har egentlig aldrig været gladere,
end naar jeg saadan i lange Tider havde siddet og svinet med et
Billede, som jeg ikke kunde faae ordentligt, og jeg saa tilsidst blev
arrig og tog en Kniv og flængede det igjennem paa Kryds og tvers --
_det_ var en Lettelse, kan Du tro! Jeg skal sige Dig, jeg har kun
været, hvad de Andre kalder inspireret, et Par Gange i mit Liv, og
det er jo ikke godt at vide, om jeg nogen Tid bliver _det_ mere.
Holst, han er nu altid enten begeistret eller indigneret, men det
ligger nu ikke for _mig_ -- _jeg_ kunde heller ikke holde ud saadan
som han hele Livet igjennem at male smaa Billeder til Dagligstuer,
nei, Galleribilleder, det er noget Andet, men _dem_ kan man ikke
gjøre hvert Aar. Der skulde slet ikke være Malerier andre Steder end
i Musæer, og de Malerier, der ikke var gode nok til Musæerne, de
skulde brændes!"
"Hvad skulde der da hænge paa Væggene i Dagligstuerne?" spurgte
Ragna.
"Ingenting! -- Der skulde i det Hele taget ikke existere Dagligstuer
-- i alt Fald ikke hos Kunstnere!"
"Skulde _de_ maaske slet ingen Hjem have?"
"Nei! -- Og Folk, der er saa uheldige at bo i de nordlige Lande, de
skulde om Vinteren altid reise sydpaa, lukke Landet af til om
Foraaret og tage Nøglen med. -- Hvad er det, Du har saa travlt med?"
"Aa, det er ikke Noget," svarede Ragna, blev rød i Hovedet og pakkede
Noget sammen.
"Nei, lad mig se! -- Hvad skal det være til?"
Det var et Stykke vissengrønt Stof, hvorpaa der var syet en hel lille
Skov af Svampe, klippede ud af forskjelligfarvede Klædestumper
og skyggede med Silkesting: der var hvide Champignons med
chocoladefarvede Lameller, gloende røde Fluesvampe og slanke
Paddehatte, der lignede chinesiske Parasoller.
"Hvad det skal være til?" gjentog Ragna. "Aa, jeg veed saamænd ikke
-- til at lægge over en Stol eller en Bænk, naar vi faaer vor egen
Dagligstue -- den Slags Ting har jeg syet saa mange af, naar Du var
ude: Noget maatte jeg have at bestille, og man maa jo dog ogsaa tænke
paa, at vi egentlig ikke har ret Meget at gjøre det hyggeligt med
hjemme."
"Det er slet ikke daarligt!" sagde Duborg. "Det er egentlig ligefrem
godt. Hvem har tegnet det for Dig?"
"Det har virkelig Ingen -- jeg har gjort det saa godt, jeg kunde."
"Ja, det er naturligvis heller ikke hel godt tegnet -- men det er
godt fundet paa -- det kunde ogsaa have været brugt til Decoration
af Porcelain. -- Lad mig se, hvad Du ellers har gjort!"
Meget forlegen kom Ragna nu frem med en Del andre Ting, som hun selv
havde udstyret med originale Motiver -- italienske Anemoner, Firben,
Piniekogler og Bregner -- i paasyet Klæde.
Duborg saae længe paa det Altsammen, nikkede roligt og udtalte af og
til et Par anerkjendende Ord, men om Nogen havde spurgt ham, om han
nu nærmest var stolt af sin Kone eller skinsyg paa hende, vilde han
have været i den største Forlegenhed med Svaret, og tilsidst brummede
han -- ret som om han var bange for at have sagt for meget:
"Jeg synes nu forresten, det maatte være morsommere for Dig at sidde
og se paa, at _jeg_ maler, end selv at lave saadant Noget!"
"Ja, men jeg kan da ikke hele Livet igjennem sidde og se paa Dig!"
indvendte Ragna.
"Nei -- men Du kan jo ogsaa gjerne klimpre lidt paa din Mandolin,
naar jeg er ude, og saa har Du da Drengen at passe."
"Men han skal da ikke Livet igjennem have Bryst!"
* * * * *
Det maatte Duborg indrømme, og Resultatet af denne Indrømmelse blev,
at de virkelig kom til Kjøbenhavn sidst i April.


Holst havde havt i Commission at leie Leilighed til det hjemvendende
Ægtepar, og det var ingen let Opgave med de Betingelser, Duborg havde
stillet ham: han vilde bo udenfor Byen, men ikke _for_ langt borte;
helst skulde det være et Hus for sig selv, et Værelse brugeligt til
Atelier maatte der være, og mere end fem Hundrede Kroner aarligt
vilde han ikke give.
Holst havde været paa Expedition sammen med Berner, Gud veed, hvor
mange Gange, og tilsidst lykkedes det ham virkelig at finde saa
omtrent, hvad han søgte.
Langt ude ved Østerfælled, paa Jagtveien, laa der et gammelt, halv
forfaldent Hus, som engang i sine Velmagtsdage havde været brugt som
Landsted. Kalkpudsen paa Pilastrene var falden af, Trapperne var
slidte og skjæve, og Haven tilgroet som en Urskov og fuld af Ukrudt,
men den kunde blive voldsom hyggelig, mente baade Holst og Berner, og
da ingen Andre vilde bo der, var Eieren villig til at overlade
Leieren alle Herlighederne for de fem Hundrede om Aaret.
-- "Her er forfærdelig godt at være!" sagde Holst. "Gudbevares, _jeg_
vilde ikke bo her -- det er mig alt for langt borte fra det rigtige
Kjøbenhavn -- men Udsigten over Fællederne vil minde Duborg om
Campagnen -- kun at _her_ er meget kjønnere -- og saa gaaer det nok!"
"Ja, her kan et Barn da voxe op i Omgivelser, der giver en Baggrund
af Minder," sagde Berner. "Her er mørke Trapperum og Loft og Have,
Skodder for Vinduerne og ordentligt Ringetøi ved Døren -- ikke det
fæle elektriske Stads, der gjør En saa nerveus!"
Duborgs Ungkarlemøbler, der havde været magazinerede, mens han var i
Udlandet, kom paa Plads, og Ragnas Moder kjøbte for sine opsparede
Naalepenge det Nødvendigste, men skjønt det var smaa Rum, forslog det
alligevel ikke ret meget.
Berner paastod, at en kjøn, gammel Etagère, han havde, stod ham i
Veien hjemme i Nyhavn, og lod den derfor flytte ud til Østerfælled,
og Holst forsikrede, at han var ligefrem glad ved at blive af med et
lille japanesisk Bord, som han nylig havde tusket sig til, men det
voldte nogen Vanskelighed at enes om, _hvor_ Stykkerne skulde
anbringes, idet begge Giverne var enige om, at der egentlig var mest
Trang til Noget inde i Atelieret, men alligevel vilde de begge To
have hver sin Gjenstand placeret inde i "Fruens Værelse". Saa endte
de da ogsaa tilsidst med at negligere Atelieret, og da Duborg og
Ragna kom hjem, var Alt i foreløbig Orden.
* * * * *
Ragna var henrykt over sit Hjem og glad ved at se sine Nærmeste efter
den lange Adskillelse, og Duborg var -- i alt Fald til en Begyndelse
-- temmelig elskværdig mod sin Kones Familie. Julius var jo ikke
hjemme -- han studerede stadig til Agrar -- Poul var efter Duborgs
Mening saa frisk og saa kjøn, at selv _han_ blev i godt Humeur ved
blot at se ham, Svigermoderen mødtes med Svigersønnen i Beundring
over den "romerske Dreng", og Svigerfader og Svigersøn talte saa lidt
som muligt med hinanden.
* * * * *
Generalconsulen beklagede forresten, at det var Italiensk, Ragna
havde lært at tale paa Reisen, og ikke Spansk, for havde det blot
været _det_, kunde hun jo have hjulpet ham med den rette Betoning af
den Tale, som han, da Selvstudierne ikke førte til noget, havde ladet
en Translateur oversætte til ham efter selve Generalens Concept. I
flere Maaneder havde han øvet sig -- høit -- inde paa Kontoret, og
hele Huset, lige fra Generalconsulinden til Stuepigen, kunde
Begyndelsen: "=¡Señores! Perdonen Vds:, que hablo sin preparación!="
udenad. Han havde virkelig ogsaa tilsidst opnaaet at kunne aflevere
hele Talen uden Standsninger, da der pludselig arriverede en
Hjobspost: der kom ingen Krydser fra Yocobora!
* * * * *
Dette hang saaledes sammen.
* * * * *
Fra umindelige Tider havde der i Republiken Yocobora -- ligesom i de
andre mellem- og sydamerikanske Stater -- været to Partier, der
skiftedes til at have Magten og til paa alle Maader at fortrædige den
til enhver Tid bestaaende Regjering. Det ene Parti kaldtes "de Gule"
og det andet "de Røde"; var Præsidenten "gul", gjorde "de Røde"
Opstand, og var han "rød", gjorde "de Gule" det Samme, men altid var
det en ganske uskyldig Opstand, der aldrig kostede Blod, men kun
nogle Vinduesruder og et Par Snese raadne Æg.
Den Præsident, der havde lagt Republikens diplomatiske og mercantile
Forbindelser med Kongeriget Danmark i Generalconsulens faste Haand,
var "rød", og det var derfor altsaa i sin Orden, at "de Gule" ved
enhver Leilighed demonstrerede imod ham. Saaledes ogsaa ved en
Tropperevue, hvor Oppositionens Fører gav Møde til Hest i Spidsen for
sin udvalgte Garde, udskjældte Præsidenten i passende Afstand og
erklærede strax at ville rykke ind paa Livet af ham. Det var der
imidlertid Ingen, der tog alvorligt, og allermindst den "gule" Chef,
der meget skulde have sig frabedt Noget, der blot lignede
Haandgribeligheder; men hvad _han_ ikke vilde, det vilde hans fyrige,
spanske Hingst: den blev sky for Et eller Andet og satte uheldigvis i
fuldt Firspring over ad Præsidenten til.
Ikke saa snart saae Denne til sin store Forbauselse, at det virkelig
syntes at være Alvor med "de Gule", før han resolut gjorde omkring og
som klog General salverede sin dyrebare Person, og til sin endnu
større Forbauselse saae den "gule" Høvding sig fem Minuter senere
hyldet af et forholdsvis begeistret Folk og indsat som Præsident.
Dette havde et Systemskifte til Følge: den nye Præsident sendte
_ikke_ Republikens Krydser til Europa men bestemte sig til at holde
den i hjemlige Farvande for i paakommende Tilfælde at kunne stikke
til Søs, og at Generalconsulen brændte inde med sin improviserede
spanske Tale, skyldtes saaledes i Virkeligheden udelukkende den
fyrige spanske Hingst. -- "En Hest, en Hest!" kunde han med Føie have
udraabt, men Generalconsulen citerede aldrig Shakespeare.
* * * * *
Den fyrige Hingst blev imidlertid -- indirecte -- ogsaa Skyld i noget
Andet.
Generalconsulen var i Forveien skuffet og ærgerlig -- skuffet over
endnu ikke at være bleven decoreret, ærgerlig over Julius, hvis
agrariske Virksomhed efter de Oplysninger, der forelaa, nærmest
indskrænkede sig til at deltage i Fællesspisningen ved Dyrskuer og
til at vise en levende Interesse for Hestevæddeløb og Ridning
overhovedet, hvilket sidste kun fandt en Slags Opmuntring hos den
gamle Grosserer, der med et mimrende Smil erklærede, at af al den
Sport, Sønnesønnen havde drevet, var denne saamænd den fornuftigste,
for ved _den_ havde han dog _nogen_ Udsigt til engang at
brække Halsen. Til den hjemlige Skuffelse og Ærgrelse kom saa
Yocobora-Krydserens Udeblivelse, og Generalconsulens Misstemning fik
jevnlig Udbrud, saaledes ogsaa en Dag, da Ragna og Duborg spiste
hjemme hos ham, og da han var bleven yderligere irriteret over, at en
af hans smaa, mindre fine, Transactioner var falden uheldig ud.
Hans Kone, der jo baade vidste og mærkede, at Datteren og
Svigersønnen havde det smaat, vilde gjerne have sin Mand til at give
dem et fast aarligt Tilskud, men dels tvivlede hun paa at kunne faae
ham til det, dels havde hun paa Fornemmelsen, at Duborg rimeligvis
vilde afslaa at modtage noget Fast. Saa havde hun da som en Udvei,
der gjorde baade hendes Moderhjerte og hendes diplomatiske Sans Ære,
foreslaaet sin Mand at tilbyde Ragna, at hun daglig skulde komme et
Par Timer paa Kontoret og føre Bøgerne -- _saa_ længe kunde hun jo
nok være borte fra Hjemmet -- og for det Arbeide have et ret
klækkeligt Honorar. Det Forslag var Generalconsulen ogsaa gaaet ind
paa -- han havde jo udmærket Brug for Datteren -- og ved Kaffen kom
han frem med sit Tilbud men -- rimeligvis paa Grund af de inden- og
udenlandske Ærgrelser -- under en saadan Form, at det nærmest lød som
et Løfte om fast Almisse.
Duborg reiste sig strax op, høirød i Kammen. Ragna vilde, skjøndt hun
naturligvis ogsaa følte sig krænket, dog søge at dæmpe ham, men det
var for sent, og han svarede i en skarp Tone, at _hans_ Kone ikke
skulde bruges til at calculere Klipfisk, hun havde Andet at bruge sin
Tid til, og forresten behøvede hun slet ikke at arbeide og tjene
Penge, _han_, Hans Duborg, skulde nok ernære Kone og Barn ved sin
Kunst.
"Talemaader!" hvæsede Grossereren og tyggede arrigt paa Cigaren.
"Kunstnerhovmod! Store Ord og fedt Flæsk! Troer De, _De_ kan ernære