Samlede Værker, Tredie Bind - 07

hendes Regiment af Elskere skulde holdes med gratis Halm fra
Herregaarden! Nej, Hr. Grabb, saadan leger vi ikke paa Gløttrups
Enemærker.
Og jeg saa, at der forleden blev hevet en Hoben Gulerodstop ud af
deres Wigwam. Maatte det være mig tilladt at spørge, hvem der
forsyner de Damer med Gulerødder? De skulde vel aldrig stamme fra
Herregaardshaven?
=Grabb.=
De Gulerøter bekommer de alzusammen af den Villads.
=Proft.=
Ho-hoh! Kald mig paa den Herre.
{(Man henter =Villads= ind fra Haven).}
{(=Pavse=.)}
Se, se, lille Villads; saa du betaler de polske Piger deres smaa
Opmærksomheder _in natura_. Skulde vi ikke se at faa lidt at vide om
den Sag, gamle Tyveknægt!
=Villads Vedhud.=
Aaejow, aaejow; det næjter a ett, det næjter a slet ett; aalle aa æ
Stæj, te a jo haar gin æ sølle Piger -- æh -- en jenle Morre[86], en
jenle Morre. Tho der er jo søn'en Sand[87] aa'et, te de kyrer'et for
æ Høvder i Støwtfuldlas[88]. Aaeja, aaeja!
[86] _Morre_, Gulerod.
[87] _Sand_, Mylder.
[88] _Støwtfuldlas_, Trillebørlæs.
=Proft.=
Du har sikkert heller ikke indskrænket dine milde Gaver til
Gulerødder alene; andre Havesager er nok gaaet samme Vej. Hvordan tør
du understaa dig i at drive en saadan Geschæft?
=Villads.=
Ja tho det er jo da bløwen en Aftaal, te a sjel skal ha aa æ Haw det
a ka brug, det a ka brug -- æh -- og nær a saa ett sjel kan faa'et
fortær, faa'et fortær, tho saa sir en jo atter aa komm aa med'et te
anne skikkele Folk, skikkele Folk. Aaejow, aaejow!
=Proft.=
Ja, du er Dælen brække mig en kjøn Plante at ha' gaaende i sin Have,
hva', gamle Uglefjæs! Men du har vel snart stjaalet saa længe her paa
Gaarden, at du har faaet Lovshævd for det.
=Villads.=
Aaeja, aaeja! Men a er da Fanden hwint'mæ hwerken bløwen tyk heller
fied aa'et, hahaha!
=Proft=
{(til Grabb.)}
Ja, saa kan vi sætte det hele til fem Kroner. -- Værsgod!
=Grabb.=
Takker saa meket, gute Herr!
{(han og Polakinderne ud.)}
=Proft.=
Naa, Jens Romlen, saa er det nok bleven din Tur. Du staar skrevet for
en Fjerdingkar Byg til Hønsene.
=Jens Romlen.=
Naa. Det troed a endlemaal a fæk sletted den Gang a war mej i æ
Lynghied.
=Proft.=
Betalte jeg dig ikke noget for dit Arbejde i Lyngheden?
=Jens Romlen.=
Jow, Gudbewors, jow, a fæk jo mi Dawløn for den _jen_ Daa; men a war
jo guednok mej i halvanden.
=Proft.=
I _min_ Bog staar: "Betalt Jens Romlen for Lyngheden 1 Kr. 65"; saa
det er øjensynligt, at jeg har betragtet den Sag for afgjort.
=Jens Romlen.=
Naa; ja saamænd, saa kan det jo ogsaa vær det samm med den halv Daas
Arbed.
Men det war endda ett det jennest[89]; a haaj ogsaa en anden Ting a
møj gjan vild spørg Herren om.
[89] _jennest_, eneste.
=Proft.=
Ja, det har du vel sagtens. Der er jo altid noget i Vejen med jer
enhver især.
=Jens Romlen.=
Ja, aaeja. Men det er nu en Ting, a haar wot loved lig sin Dje Faa'rs
Død og far ogsaa da -- a miner æ Skjød paa mi bette Stej[90].
[90] _æ Skjød paa mi bette Stej_, Skjødet paa min lille Lod.
=Proft.=
Haah-Haah! Se vi det, bitte Jens! Du er da formodentlig med i dette
her Mosekomplot med den _store_ Goj som Chef.
=Jens Romlen=
{(søger at overhøre denne Ytring).}
Tho det war jo en javn Aftaal med Dje Faa'r, da a tog An Kjestin, te
naar vi haaj bowed i æ Hus i tyw Aar, saa skuld'en vær wor egen. Nu
haar vi saamænd bjerred ved[91] baade i tyw og i trørre, men æ Skjød
haar a ett faat endnu, endda a haar pirked ved baade te jen Tid og
enaan.
[91] _bjerred ved_, slidt i det.
=Proft=
{(stærkt).}
Hvad -- vil -- du -- med det Skjøde.
=Jens Romlen.=
Ja, tho hwad vil'en med en Skjød; naar en haar nøj, der er jens egen,
saa vil en ogsaa gjan ved, det er jens egen.
=Proft.=
Der er Lumskeri under dette her.
=Jens Romlen.=
Ja, saa maa'et vær fræ anne dje Sider, for a ajter saamænd ett nø
Lumskeri, naar a baare maa faa mi Ret.
=Proft.=
Din Ret, din Ret! Vover saadan en Stodder at tale til mig om Ret!
Havde det været i min Fars Tid, -- han havde givet dig en Omgang
Hundepisk.
=Jens Romlen.=
Det er endda en haard Tiltaal te en Mand, der haar laâ si Arbed her
paa æ Gaard i de sidst tredve Aar.
A kam her, a kund knap løvt en Køll; a _haar_ hat ûnd Daw[92], om nue
haar hat et, a _er_ altid bløwen saat te den taang End; det er
lissaa sikker! Det war i Dje Faa'rs Tid og det er i Djes[93]. -- Det
jennest a haaj aa gled mæ te, det war den bette Stej. A haaj jo ett
andt end æ Søndæ[94] te aa pass en i; men An Kjestin haar wot mæ en
gued Kuen; hun haar æsselt ved[95] lissaa wal som a sjel, og nu er vi
kommen saa vidt, te vi kund faa en bitte Krumm Fornywels aa'et, nær
det kund blyw jens egen.
[92] _ûnd Daw_, onde Dage.
[93] _Djes_, Deres.
[94] _æ Søndæ_, Søndagen.
[95] _æsselt ved_, stræbt ufortrøden.
Aae, unge Herre, De begaar en stur Synd imud mæ, om De næjter mæ mi
-- -- ja a haar jo ette anne Urd for'et end -- _mi Ret_, for saasandt
der er en Gud i Himlen saa er'et den Ret, a haar stridt for, sin[96]
a bløw woxen Mand.
[96] _sin_, siden.
=Proft.=
Aa, "Ret" og "Ret" og "Ret"! disse forbandede Fraser, som er kommen
til Rend i disse løbske Tider. Hvad tror du, der blev tilbage af
Gaarden her, om jeg lod enhver løbe med, hvad han kommer og paastaar
er hans Ret? Ikke en Trævl, Fanden brække mig!
=Jens Romlen.=
Det er møj mulig, gued Hosbond; det kjender a jo ett. Men a er en
fatte Mand, som haar opføj en stur Bøenflok. Kund a nu faa æ
Skjød[97], saa kund vi tow gammel kom øwer wor Sager og betaal enhwer
sin.
[97] _æ Skjød_, Skjødet.
=Proft.=
Ja, og gi' Herregaarden her og Pligtarbejdet en god Dag. For
naturligvis gik du saa med flyvende Fane strax over til denne Goj og
bragte ham et værdifuldt Jordstykke oven i Kjøbet. Men det skal vi to
dog bides lidt om!
=Jens Romlen.=
De _vil_ saa ett gi mæ den Skjød, a ber Dem saa mindele om?
=Proft=
{(fast).}
Nej.
=Jens Romlen=
{(nærmere mod ham).}
Saa er De ogsaa den største -- -- --
=Proft.=
Nu mæler du ikke en Stavelse mere, eller jeg lader dig smide ud af
din Ejendom som en Tigger! {(peger mod Døren).} Gaa!
{(Jens Romlen ud.)}
{(Tæppe.)}


TREDIE AKT.

{=Karlekammer= paa Gløttrup. Dør ud til Stalden i Krogen til venstre.
Et gabende Hul i Bagvæggen. Kalkpudset fattes allevegne. To
Jernvinduer til venstre. Møblementet bestaar af seks dobbelte
Træsenge (tre til hver Side) med Halmen ud gjennem Sprækkerne; et
Skab med nedhængende Skidentøj ovenpaa til højre mod Bagvæggen; et
lille Bord mellem Sengene til højre; et Par umalede Stole; en 4-5
lave Kufferter omkring Væggene. Mellem Vinduerne og over Sengene
hænger Træskostøvler, Bringetøj og Kjørepiske. Ved Bjælken et Par
sværtede Staldlygter, hist og her paa et Søm en Klynge Søndagstøj;
paa Bordet svømmer det med Tobakspiber, Skraakarduser, Spillekort og
Smørebørster. Mod én af Sengene, hvori to snorkende Personer, læner
sig en Cykle.}
{=Per Hjorddreng= løber paa bare Ben frem og tilbage med Vand, som
han henter ved Posten ude i Stalden.}
{=Laurst= og =Klæppen= staar vesteløse og barberer sig ved nogle
Spejlstumper stillede mod Jærnvinduerne.}
{=Røgter Søren= sæber sig ind, mens han kikker i Spejlstumpen over
Laursts Skuldre.}
=Laurst=
{(som støder til ham).}
How, du Kopisker; rend ett te mi Aarm; ser du ett, a staar med æ
Knyw!
=Røgter Søren.=
Da skuld _a_ wal ogsaa gjan si. Og du spejler misæl ett godt i den
Sid, du vender te mæ.
=Klæppen=
{(vender sig om mod Per).}
Aa, hent ogsaa nø Wand te mæ.
=Mange Stemmer.=
Og te mæ!
{(Per blarper omkring og sætter de fulde Fade.)}
=Jens Tammesen=
{(tørrer sig paa Indersiden af sin Vest. Til de to snorkende).}
Hov! Kunde I to nu ikke snart begynde at lette lidt paa Skinkerne.
Hva'! For det er vel ikke Meningen, at I vil ligge dér, mens vi andre
holder Møde.
Hører I, Murmeldyr!
=Goliath=
{(med stort hængende Overskjæg).}
Aa, gaa ad Helvede til med jeres Møde! Jeg er ligeglad!
=Jens Tammesen.=
Ja, du er ligeglad, naar bare du har noget at hælde paa Krukken. Din
Strube er snart saa bundløs som et Støvleskaft. Nu har du igjen
siddet paa Kroen den halve Nat.
{(Lange Anders render uforvarende mod Cyklen, saa den med stort
Rabalder dejser over mod Nabosengen.)}
=David=
{(rejser sit blonde Hoved i Sengen hos Goliath).}
Hvad skal det til at vælte min Cykle, din skeløjede Abekat!
=Lange Anders.=
Hun slog sig inte no' videre. Hun stødte sig bare lidt paa Gummien.
=Laurst=
{(færdig med Barberingen).}
Hwad skal ogsaa det betyd aa slæb di Cykel mej ind i æ Kaalkammer.
Haar vi ett Swineri nok endda.
=Røgter Søren.=
Han haar maaske "laant" 'en, og nu er han ræd for, de skal komm og
ta'en fra ham af.
=Jens Tammesen.=
Den ligger ved ham om Natten.
=Laurst.=
Nej, det gjør Katinka; helsen tror a saamænd wal, han tog'en med sæ
under æ Hylsklæd[98]!
[98] _æ Hylsklæd_, ulden Lagen.
=Lange Anders.=
Det maa nu alligevel være rart med saadan en Cykel, naar man har saa
mange Kjærester som David, for saa kommer man immervæk saa gelassen
fra den ene til den anden.
{(David og Goliath snorker for ikke at høre Skoserne.)}
=Jens Tammesen.=
Kom nu op, I Sovetryner.
{(Højere Snorken.)}
=Jens Tammesen=
{(gjør Mine til Lange Anders, denne forstaar Vinket, gaar bagom
Sengen og vipper den over, saa de to sovende triller hen ad Gulvet).}
=Goliath=
{(i Underbuxer, tænderskjærende foran lange Anders).}
Du skulde vel ikke ha' Lyst til at faa et Par smaa Klinkæg brungen op
paa Morgenkvisten, hva', for saa kan du barestens sende Bud efter ham
her.
{(Ryster Næven under Anders' Næse. Man samler sig om de to.)}
=Goliath.=
Jeg skal, Satan forsyne mig, ta' Maal af nyt Gebis til jer
allesammen.
{(Gjør et Udfald.)}
=Klæppen=
{(gaar bag til ham, gi'er ham et beregnet Bagslag, saa han sætter sig
haardt ned mod Gulvbrædderne).}
Stødte du dig paa Numsen, gamle Goliath! Koldt Vand i Blodet,
Kammerat.
{(Tømmer Vaskefadet over Hovedet paa ham, ta'er ham i Krebsen og
fører ham hen til Udgangen, slænger ham ud.)}
Tør dig nu pænt under Næsen paa én af Korumperne!
{(Sengen løftes atter op. Gulvet ligger strøet med afkrængede Buxer,
Strømper etc. =Laurst= gaar omkring og gi'er det et Spark ind under
Sengene. Alle er nu i Pudsen. Enkelte med skrigende Slips; de fleste
med hvide Kraver uden hverken Flip eller Slips.)}
=Jens Romlen=
{(ind).}
Godmaan! Ja nu haar vi karenmæ snaar æ Goj. Han kommer hernied baag æ
Røgel[99] paa hans bette geswindt Hejst aal det en kan pin'spring.
Jow, det er lissaa sikker!
[99] _æ Røgel_, rund Banke.
{(De sidste Pjalter faar et forsvarligt Spark ind under Sengene.)}
=Klæppen=
{(ta'r Jens Romlen hen i Forgrunden, mens han banker Piben ud i
Haanden).}
Hør, Jens Romlen, tror du _a_ kan komm mej, te det her Tørvsjov?
{(Kaster Udkrasningen i Munden og stikker Piben i Frakkelommen.)}
=Jens Romlen.=
Ja, tho du kan da majt æ Spaad!
=Klæppen.=
Ja, for nu er a Dælen rend mæ snaar træt af de her Herregaard.
{(Hestetrampen.)}
=Jens Romlen=
{(kiger ud).}
Der haar vi fandenmæ lig æ Swend, det er lissaa sikker!
=Klæppen.=
Hwad er det for en Swedi[100], ham Goj, haar han nø Kondovitter?
[100] _Swedi_, Fyr.
=Jens Romlen.=
Pø! Hwor kan du sej'et! Han er aaljen lissaa klog som ti af di
Starels[101].
[101] _Starels_, Størrelse.
=Klæppen.=
Det war Satans!
=Goj=
{(kommer ind mellem en Klynge Karle og nytilkomne Landarbejdere; han
gaar hen til Jens Romlen i Forgrunden).}
Godda'; naa, hvordan forløb det saa med Skjødet?
=Jens Romlen.=
Ja, _haar_ en kjend Maagen, han næjted mæ'en, æ lied Skjevl[102];
næjted mæ mi soleklare Ret lig op i mi oben Øwn.
[102] _Skjevl_, Utusk.
=Goj.=
Ja, selvfølgelig. Det var jo saadan, jeg vidste, det vilde gaa.
=Jens Romlen.=
Jamen du kan fandenmæ tro, te a ga ham hans Refurium[103]! A _war
lig_ ved aa sej te ham: du er den største _Kjeltring_, a haar kjend!
[103] _Refurium_, rent paa.
=Goj.=
Men du sa' det ikke?
=Jens Romlen.=
Nej! for a bløw jo niest aa[104]. Han pejt ad æ stur Dar. Og saa
maatt en jo gaa. Men saadan er han fandenmæ vis ett bløwen tal te
far, æ Swend!
[104] _niest aa_, næset af.
=Goj.=
Det er en nederdrægtig kjedelig Sag med det Skjøde. Din Lod ligger jo
derinde midt i det altsammen, og Meningen var jo den at lægge
Maskinhuset saa vidt muligt paa din Ejendom. Bliver han ved med at
fastholde sin Vægring, er han sgu i Stand til at vælte os hele
Planen, i hvert Fald som jeg oprindelig havde tænkt mig den. Hvor har
du ogsaa kunnet handle saa letsindigt ikke at sikre dig Skjødet, mens
den gamle levede.
=Jens Romlen.=
Ja, den gammel han war sgu heller ett nem aa ta Maankys[105] ved. Men
det war jo dum, det skal a gjan indrømm. Men hwad, en troed jo da
ett, te æ Pak vild snyd jen for si lovformele Ret lig op i Neb og
Kief[106].
[105] _Maankys_, Morgenkys.
[106] _Neb og Kief_, Næb og Kjæbe.
=Goj.=
Gaa hellere ud fra som en Selvfølge, at en fattig Mand altid bliver
snydt. Hvordan Pokker skulde der ellers blive saa mange rige!
Men den Sag maa nærmere overvejes. Forhaabentlig viser der sig en
Udvej; skjønt jeg ser den ikke i Øjeblikket.
{(De andre har nu samlet sig i en samtalende Klump mod Scenens
Baggrund; de fleste har faaet Piberne tændt. Efterhaanden lejrer de
sig paa Kufferterne og Sengene.)}
=Goj=
{(vender sig til dem).}
Ja, Kammerater, jeg har jo næppe behov at præsentere mig eller
vidtløftig forklare jer, hvorfor jeg er kommen her. I ved jo
allesammen, hvem jeg er, og hvorfor jeg har ønsket dette Møde med
jer.
{(Stemmer: Ja, ja!)}
Det er jo nemlig ikke første Gang, jeg staar i denne Mindernes Hule;
nej, jeg kjender den i hver dens skidneste Krog, saa ikke Rotten, der
gnaver under dens Syldsten, kjender den bedre {(Hør!)} -- Her har jeg
gaaet før I og min Slægt før mig, Aar efter Aar over disse tilsølede
Gulvfjæl. Gjennem det rustne Jærnvindue dér har jeg -- som I nu --
bestandig haft den samme Udsigt til en Mødding i Forgrunden og den
takkede Herskabsgavl i Baggrunden.
{(Hør, hør, Bravo!)}
=Goj=
{(afbryder).}
Aa, er I ikke saa god dernede at lukke Døren op ud til Stalden, at vi
kan faa -- om jeg saa tør sige -- lidt frisk Luft. -- Tak skal I ha!
-- -- -- Hvor jeg kjender den igjen, denne klæbrige Dunst, der sidder
her rundt om paa de sværtede Bjælker som tunge Edderdryp eller gaar i
Gjæring som Kager af Mugg inde i de lysforladte, spindelvævsfyldte
Hjørnekroge. Denne Dunst fulgte mig i mit Tøj langt paa den anden
Side Linien, og helt kvit blev jeg den ikke, før jeg en Dag smed de
sidste Klude fra Hjemmet paa et Baal under Australiens Sol. Da jeg
sad der foran Flammen og hørte, hvordan Knapperne sprang i Ilden, da
sitred mine Nerver af en sær Glæde; jeg var pludselig som hin
frigjorte Slave, der sidder og varmer Hænderne ved det Baal, som
næres af hans splintrede Aag.
Og jeg rejste mit Hoved og skred som en ny Mand hen over en ny Jord.
Den, som blot eet eneste Livs-Sekund har følt den Jubel ved at staa
_lænkefri_, han har været i Guds Rige!
Kammerater, se omkring jer! Se, hvordan man mishandler jer i eders
Organismes beskedneste Krav til Lys og Luft; se paa disse Vægge,
disse Bjælker, dette hæslige Gulv, der har drukket alle Aarstiders
Stank; alt sammen sender det sine edrede Sygdomsspirer imod jer og
gjør jer gamle og sløve før Tiden.
Her mellem disse skidne Vægge har I den Form, hvori I støbes til de
Smaafolk, I er. Her lærer I at krykke sammen til en Mands halve
Længde, sjæleligt endnu mere end legemligt; her øver I jer i at blive
fejge og svinske og sjæleraa og se med ærbødig Frygt op til de
heldige, dem der som hine histovre {(peger ud ad Vinduet)} bor bag de
takkede Gavle og de hvide Gesimser.
{(Stærkt og langvarigt Bifald, under hvilket David og Goliath lidt
tøvende kommer frem i Døren.)}
=Jens Tammesen.=
Hvad har I her at gjøre. Ser I ikke, vi har Møde!
{(=David= gaar under de andres isnende Blikke hen og ta'r Cyklen,
arbejder sig atter mod Døren under Knubs og Nakkedrag og =haanende
Tilraab=):}
"Han skal ud til Tøserne!" "Vil du hilse din Mor" -- -- "Og Katinka!"
=Goliath=
{(truende frem; ser ædende ond til dem alle).}
=Jens Tammesen.=
Kan du ikke se, vi har Møde!
=Goliath.=
Hvad Fan'en raver det mig!
=Lange Anders.=
Du har nok obselveret, at Klæppen inte er tilstede. Men vi kan snart
hente ham.
=Goliath=
{(slaar Anders i Synet, saa han dejser).}
Hold Kæft i Helvede! {(peger mod Goj):} Er det den Urangutang dér,
der holder Møde? Saa er det vel ogsaa én, der skal leve af vos andre.
Pø! saadan en Hundestejle, der kommer ridende som en anden Kaptajn.
Du klør vel inte lidt paa Tandstellet, hva', Bændelorm! Ska' jeg
række dig et frisksmurt Nyseplaster!
=Goj=
{(der længe har maalt ham med Øjnene, siger roligt):}
Nu vil jeg raade dig til at søge dig et andet Publikum for dit onde
Lune. Jeg kunde maaske ellers faa Lyst til at gi' dig en lille Lexion
i Selverkjendelse.
=Goliath.=
Mukker han!
{(gjør et drabeligt Udfald).}
=Goj=
{(gi'r i det samme Goliath et Boxestød, der sætter ham paa Knæerne;
Beundringsraab fra de forsamlede).}
=Goliath=
{(rejser sig skamfuld op).}
Hvor har _du_ lært det Tav?
=Goj.=
Aa, jeg har tæmmet Vilddyr, der var værre end du, sølle,
brændevinsslatne Klud! Vil du saa se at finde Døren lidt gesvindt!
=Goliath=
{(hugger en Brændevinsflaske og et Par gamle Støvler).}
Man har vel Lov til at faa, hvad der er éns eget.
Nu kan I hilse Husbond og sige, at jeg har vaaren her, men jeg er her
inte mere. Nej, inte synderlig! Nu gaar jeg Dælen storme mig ud og
smører Gedakten.
{(I Døren, peger paa Goj):}
Saa kan du godt præke videre, Mosjø -- Marekat!
{(Døren smælder i.)}
=Goj=
{(fortsætter).}
Kunde jeg ønske mig en bedre Illustration til de Ord, jeg før
afbrødes i?
Gaarden her suger jer ind, jer selv, jeres Sønner, jeres Døtre, og
den slipper jer ikke, før I har ofret den jert Hjærteblod. Rummet her
smitter af paa jer Sjæl, I bærer det om med jer i jert Sind og jert
Syn, og naar I en Dag gifter jer, ta'r I jer fattige Bylt under den
ene Arm og Konen under den anden og vandrer ind i Lyngen, ud mod
Mosen til et Hjem, som maaske til en Begyndelse er rent og lyst, men
som Aarene gaar, kommer den skjulte Grundtype frem, og Grundtypen det
er Hulen her!
{(Bravo!)}
Men som _jeg_ brød ud og splintred det gnavende Aag, saadan kan I
alle bryde ud, om I vil, og bygge jer Hjem efter en ny Type.
Mens jeg laa derude bag Faarefoldene i dette nye og stærke Land, da
fatted jeg en Plan til eders Redning, efter hvilken I kan blive frie
og selvstændige Mænd.
Her under Herregaards-Systemet vil der aldrig kunne ske noget til
Samfundets Trivsel og Væxt. Her er Jorden gaaet i Forraadnelse, som
alt raadner, der lægges i Dynge og Klump. Men histude ved
Himmelranden, hvor Herregaardsmarken ender, og de store Moser ta'r
fat, der ligger endnu ny og ubrugt Jord og venter paa modige Næver,
der tør binde an med den.
Jeg har i denne Sommer opkjøbt en stor Flade af denne Jord, saa meget
at der er mer end nok til os allesammen. Her staar Tørven favnedybt i
Pytterne og venter kun paa at løftes op paa Brinken for at blive en
Velstandskilde for Egnens Smaafolk milevidt omkring. Selv beregner
jeg mig ikke det ringeste Overskud. Jeg er lønnet mer end
tilstrækkeligt, naar jeg maa se mig omgiven af en lykkelig
Arbejderstab, der hvor jeg før saa Trælle og værkbrudne Mænd.
{(Bravo, Bravo!)}
=Klæppen.=
Det war _da'tt_ mulig, te a kund komm mej dér.
=Goj.=
Enhver hæderlig Arbejder, der ta'r sin Spade og melder sig, skal være
velkommen; han er endda ikke blot Deltager, men ogsaa Medejer.
{(Begejstret Mumlen.)}
Vi har allerede taget fat paa at bygge en Række nette og sunde Hjem
langs Moseranden til Arbejderne; flere vil følge efter, som Tilgangen
stiger.
Naturligvis kan vi ikke modtage et ubegrænset Antal Arbejdere; de
første 100 Mand skal dog ikke komme til at gaa forgjæves, og Folk hér
fra Gaarden skal fortrinsvis blive foretrukne. Det eneste, der maa
kræves af jer, er dette, at I betids opsiger jeres Kontrakter med
eders nuværende Husbonde.
Dermed har jeg fremsat det væsentlige af, hvad jeg havde at sige jer;
jeg haaber nu, at I vil gi' mig jeres Mening til Kjende.
=Jens Tammesen.=
Jeg synes nu, vi allesammen skal sige Goj Tak, for det han her har
sagt os i Dag. Jeg ved ikke, hvordan I andre har det, men paa mig har
hans Ord gjort et stort Indtryk. Der er faa, der regner _os_ for
Mennesker; det er rart, der er nogen, der gjør det. Og det, hm!
saadan at høre om sit eget Menneskeværd, og sin Selvstændighed, det
har jeg nu altid syntes, at det var noget af det bedste, én kunde
høre om. -- _Jeg_ havde tænkt at rejse til Amerika. Men nu ved jeg,
at jeg rejser til Goj.
{(Mange Stemmer: Det gjør vi ogsaa!)}
Skal vi saa gi' Goj et kraftigt Leve: Han leve! Hurra--a--!
=Villads Vedhud=
{(styrter ind).}
Hør Goj, hør Goj, du maa fandenmæ ud og si te di Hejst, om ett du vil
ha en kwol[107] paa æ Flæk. Den haar snær sæ sjel ikold for æ
Laaddar[108]. Den haar faat æ Skank i æ Bjedsel og æ Saadl[109] øver
æ Ører. A ved Fanden hwint mæ ett, hwordan det er, den staar og
hæfler i'et[110]. Og en kan ett komm te'en, en kan ett komm te'en; en
sparker mod syv Verdenshjørner; det er da en forvoven Helmis, som nok
skal faa laved Ulykker jetiddaws[111], aaeja, aaeja!
[107] _kwol_, kvalt.
[108] _Laaddar_, Ladedør.
[109] _æ Saadl_, Sadlen.
[110] _hæfler i'et_, filtrer sig ind i det.
[111] _jetiddaws_, paa et eller andet Tidspunkt.
=Goj=
{(ud til Hesten; Stemmerne fries, almindelig Passiar).}
=Bertel Bjat=
{(til Jens Romlen).}
Da war det helsen ett det galest; om en saadan kund gaa hen og blyw
si egen Mand.
=Jens Romlen.=
Nej, er'et ett ogsaa sand, Bertel, hwad vild det ett vær for vi fatte
Mennesker, om vi kund faa wor Hæl[112] op og blyw _selvstændige_. Her
haar vi gavn med æ Grim øver æ Ører fræ vi war ett and de elendigste
Horker[113]; jow, det er lissaa sikker!
[112] _Hæl_, Tøjrepæl.
[113] _Horker_, Smaakravl.
=Bertel.=
Ja, nu blywer han sgu snaar for _speddelsk_[114], den Ung. Du høt jo
iguer, hwordan han tog afvej for æ Hund. Ja, a maatt jo hjem og
hæng'en. Æ Bøen stod omkring mæ og græd, som war de pisked, og a war
sgu lig ved og græd mej. -- Men nær han nu ett kan und wos saa ring
en Ting, fortjener han saa, en skal slid for ham!
[114] _speddelsk_, morsom.
=Jens Romlen.=
Nej, _aalle_ aa æ Stej[115]. A gaar nu med Goj, om æ Herremand saa
blywer saa gal som Filax[116]; jow, det er lissaa sikker!
[115] _aalle aa æ Stej_, aldrig ud af Stedet.
[116] _Filax_, hvinende gal.
=Klæppen.=
Det _er_ en Fandens beløben[117] Fyr i æ Taal. Det er sgu lig en
Ganning[118] for mæ. Det vil _a_ sgu ha en Axi i; for æ Herremænd --
dem skal en dælenmæ ha nær te æ Ild, om en skal faa nø Fjedt af dem!
[117] _beløben_, kløgtig.
[118] _Ganning_, Karl.
=Wolle Peter.=
Ja--a--a, gi jer nu alstill te'et, bette Folkens, for det er nu ett
bogstavret aal det, han disker op mej. Det skuld nu vær andt sær, om
han ett sjel haaj en Kaag, han skuld ha fjetted.
Læg nu Mærk te, hwad a sejer; a plejer ett aa faares med Sladder!
=Laurst.=
A tykkes da ogsaa, det lyder saa underle, te nue Mennesk vil lav en
saadan Forretning unden aa tjen paa'en. Tho nær han først haar faat
wos te aa sej wor Pladser op, saa er vi jo hwerjen i hans Majt; saa
kan han kyr wos, hworhen han vil. For tebaag te æ Herregaard ka vi jo
ett komm, nær vi saadan haar sparked baagud te'en.
=Stemmer.=
Ja, Laurst skal hold med æ Herremand; hvormøj faar du for det, bette
Laurst?
{(Laurst forvirres.)}
=Wolle Peter.=
Nej, det er sgu rigtig nok! Læg baare Mærk te de Urd, Laurst saâ der
tesidst; der er møj om det. Der er mir Inder[119] i det Snak, end en
fatter saadan lig med det samm. Det er endlemaal[120] ogsaa mi Taal.
En skal ett tro Folk bejer end lig te; det er ingen Sag og træj op og
taal stur Urd; men holder de i æ Uddrav[121], hm! lad wos kig atter
_det_! Prøv nu, om a ett skal faa Ret. A plejer gjan aa kunn staa ved
mi Urd.
[119] _Inder_, Indmad.
[120] _endlemaal_, just.
[121] _æ Uddrav_, mod Enden.
=Goj=
{(vender tilbage).}
Naa, er der ellers nogen, der skulde ønske at gjøre en eller anden
Bemærkning til mit Forslag?
=Villads Vedhud.=
Aaeja, aaeja! Det a kund ha aa sej -- a haar jo snaar ett hør nøj aa
æ Taal {(Stemmer: Saa skulde du hellere tie stille!)} aaeja, aaeja!
Men a ved jo nok fræ anne Sider, hwad Goj faares mej. Det _a_ sejer,
det er, te du er for haard, du er fandenmæ altfor haard. Tho æ Bønder
og æ Herremænd, det er da Fanden hwint mæ nøj af det villerst[122],
vi haar i wor Land. Og saa vidt a kan forstaa, saa gaar al di Ajten
og Trajten ud paa aa kwæl æ Bønder, aaeja, aaeja! Men det kan da
Fanden hwint mæ aalle gaa an og kwæl nøj af det bejst en haar!
[122] _villerst_, mest agtede.
=Goj.=
Jeg vægrer mig ved at tro, at du har noget Mandat til at tale paa
denne Forsamlings Vegne.
{(Stemmer: Nej, nej!)}
Er der andre, der har noget at bemærke?
=Laurst.=
Vi behøver wal ett saadan aa spring i'et. Vi kan wal faa Tid til at
tænk wos om.
=Goj.=
Ja, fortræffeligt! Bare enhver, som ønsker at være med, vil beslutte
sig saa betids, at han kan faa opsagt sin Kontrakt med Herremanden,
før det er for silde.
=Per Hjorddreng=
{(kommer forpustet ind).}
A skuld hels fræ Herren, om Goj ett vild kom op te ham. Han vild
snakk med Dem.
{(Stor Uro i Forsamlingen.)}
=Goj.=
Du kan hilse din Husbond og sige, at vil han tale med mig, da træffes
jeg endnu i Karlekamret. Om et Kvarter er jeg gaaet.
{(Per ud.)}
=Klæppen=
{(dæmpet).}
Nu blywer der Satan sykk mæ Kommers!
=Goj=
{(under Forsamlingens stigende Nervøsitet).}
Ja, saa er vi vel færdige; men før vi skilles, foreslaar jeg, at vi
synger en Sang, som jeg har taget i Lommen herhen. Jeg tænker, jeg
har saa mange Exemplarer, at hver kan faa et.
{(Deler rundt.)}
=Goj=
{(synger for, de andre falder ind efterhaanden; tilsidst er det eet
rungende Kor).}
Raabet stiger i Morg'nens Skjær:
Kommer I snart!
jager som Blæst om Sig og Kjær,
hvisker ved Ruden, hvor Pilen læ'r:
Kommer I snart, I Husmænd!
Aaget bøjed jer Far og Mor
-- kommer I snart! --
knuger jer selv, jert Barn, jer Bror,
venter paa Vuggens spæde Nor --
kommer I snart, I Husmænd!
Landet lyser af Korn og Kvæg
-- kommer I snart!
_Eders_ Kvinde bag klinet Væg
malker Geden med striden Skjæg,