Samlede Værker, Tredie Bind - 04

{(Wolle ta'r mod Brevet og rækker til Gjengjæld Per Søwren en
Krone.)}
=Per Søwren.=
A haar faat mi Betaling.
=Wolle Rævsgaard.=
Det ka vær det samm, Pejr, ta du kuns, hwad a byder dæ.
=Per Søwren.=
Ja men, Jøsses, en hiel Krown, en hiel Krown! Haar du nu ogsaa Raad
te æ, Wolle.
{(Mumler videre, mens han gaar mod Døren.)}
Jøsses, en hiel Krown!
=Wolle=
{(læser).}
=Nørholm.=
Var det fra Visti Andersen?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja.
=Nørholm.=
Naa, hvad skriver han?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, nu er hunderogølle ud. Mi Daw er tal.
=Nørholm.=
Aa, Snak! -- Hvad siger da Brevet?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, der staar, te æ Mejeri er øwerrend af Folk, der vil ha dje
Maanedspeng. Især skal æ Husmænd vær rejn iband. Det war jo ogsaa
dem, der arbed imud mi Valg.
=Nørholm.=
Javel; paa den anden Side er det jo ogsaa dem, der trænger haardest
til Skillingerne.
=Wolle Rævsgaard.=
Han skrywer, te der war en Flok der lig nu, som saa, te de vild komm
ijen imaatidle, og war der da ett Peng te dem, saa vild æ blyw meld
te æ Øwrighied.
_Er_ der saa anner Udvej for mæ end aa gjør en Ulykk paa mæ sjel?
=Nørholm.=
Lad nu den taabelige Snak fare! Hvad vilde De opnaa derved andet end
at ligge som en Bedrager i Deres Grav med et ruineret Hjem og en
skammet Familie ovenpaa Dem.
Nej, som jeg siger, der er maaske _endnu_ en Redning, een eneste.
Jeg tænker paa Mejeristen.
=Wolle Rævsgaard.=
Paa Visti!
=Nørholm.=
Ja.
=Wolle Rævsgaard.=
Ved De da ett, paa hwad Fued vi staar med hinaân?
=Nørholm.=
Jeg ved -- fordi jeg saa det -- hvilken Behandling De gav ham i Fjor
i denne Stue. Jeg sa' dengang ikke noget til det, fordi det ikke er
min Vane at blande mig mer end nødvendigt i andres Sager. Men jeg
husker, at jeg var meget pinligt berørt deraf, fordi det gik ud over
en dygtig Karl, der umuligt kunde ha' generet ved Deres Bord.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, det kan jo vær, a gik forvidt i mi Hidsighied. Baagatter er en
aaltid klog.
=Nørholm.=
Ja, De gik _altfor_ vidt, Hr. Rævsgaard. Det kan være galt nok at
saare en Mand, der er udgaaet fra de bedrestillede; men det er ti
Fold værre at krænke et Smaamandsbarn; de glemmer det aldrig. De er
anderledes ømtaalelige, hudløse, æresprikne end vi andre. Fordi de
har mindre at værge om, værner de det til Gjengjæld med langt
stærkere Energi; deres Forfængelighed, deres Æresbegreb -- naar de
duer noget! -- gaar langt dybere i dem end i os. Det er som en
indgroet Negl, der smerter ved det mindste Tryk. -- Jeg siger Dem
derfor, at gaar den Plan itu, som jeg nu skal tillade mig at
fremsætte for Dem, saa er det ene og alene Deres fordømmelige
Optræden ved denne Lejlighed, der bærer Skylden for det.
=Wolle Rævsgaard.=
Jamen hwordan kan De nu egentlig tro, te Visti kan udrett nøj i den
her Sag?
=Nørholm.=
Visti bærer i dette Øjeblik Deres Skæbne i sin Haand. -- Han har
holdt af Deres Datter gjennem mange Aar, men De har kjæmpet mod dette
Forhold som en rasende i Haab om at rejse Deres Gaards sunkne Aktier
ved Hellig-Madses Arvesølv. Nu er _den_ Forhaabning gaaet rabundus.
Siden den hellige Skabilken gik ud af denne Dør, er Deres Datter fri.
Nu kommer det kun an paa, om Vistis Godhed for hende er stærkere end
hans Had til Dem. Er den det, da er _De_ reddet.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja men, de 4000 inden i Maân! Hwor skal _de_ komm fræ?
=Nørholm.=
Som Formand for Egnens Sparekasse er jeg vidende om, at Mejeristen
har en Sparekassebog paa 2000 Kr.; desuden er han saa vel estimeret,
at _han_ inden Aften med Lethed vil kunne rejse Resten af Pengene,
hvad De paa Sagens nuværende Standpunkt ikke kan.
Det er derfor mit Raad, at De hurtigst muligt skal lade spænde for og
lade Deres Karl kjøre over og hente ham.
=Wolle Rævsgaard=
{(grundende).}
I Guds Navn da! {(Aabner Vinduet til Gaarden og raaber)}: Anders!
{(=Stemme= udenfor.)} Ja!
=Wolle Rævsgaard.=
Kom ind lidt! {(Anders ind.)} Hør, ta de tow brown og kjør øwer te æ
Mejeri og hels Visti -- fræ _mæ_ --, du helser fræ _mæ_ -- og sejer,
te han maa _endele_ ta med dæ. A haar nø møj vigtig aa snakk med ham
om. Hører Du?
=Anders.=
Ja, a haar hør æ.
=Wolle Rævsgaard.=
Men pas paa den treaars; hun er nøj rej for æ Stjat. Og læd æ saa gaa
i en Snaarhid.
=Anders.=
Ja, a skal saagu ett dryw æ Vej ind.
{(Gaar.)}
=Wolle Rævsgaard=
{(til Døren og raaber):}
Men ta ett æ Arbejdsfjervogn; ta den, vi fik lakired op, og leg de
nøj Hynder paa! {(Lukker atter Døren. Til Nørholm, mens han dog
stadig holder Øje med Karlen ude i Gaarden.)} Hvad om han nu er tavn
ud!
=Nørholm.=
Nej, ved den her Tid er han sikkert hjemme.
=Wolle Rævsgaard=
{(aabner atter Vinduet og raaber ud til Anders):}
Tag ett _de_ Sel'er! Du ved jo, hwor de anner er.
=Anders=
{(udenfor).}
Er de ett gued nok. En skuld sgu tro, a skuld hen aa hent Kongen.
=Wolle Rævsgaard.=
Gjør som a bed dæ! Og læ æ gaa fræ æ Haând!
{(Lukker Vinduet. Pavse. Lidt efter Piskeknald og Vognrummel.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Nu kjor han. A vil ett ha nø Row øwer mæ, inden han er her ijen.
=Nørholm.=
Der er aldeles ingen Grund til at frygte for, at han ikke skulde ta'
med. Tilmed da De lader ham hente i Deres bedste Kjøretøj. {(Efter en
Pavse.)} Sig mig, Hr. Rævsgaard, ved Deres Kone eller Datter noget om
Sagen?
=Wolle Rævsgaard.=
A tror ett, de haar faat Nysmaal om æ inu.
=Nørholm.=
Saa sig dem ikke noget. Hvorfor skal de blandes i det -- om det kan
undgaas.
{(Ny Pavse. Wolle Rævsgaard søger mod Døren.)}
=Nørholm=
{(ser mistænksom efter ham).}
Hvor gaar De hen, Rævsgaard?
=Wolle Rævsgaard=
{(forpint).}
Aa, a ved æ snaar ett. A er saa sær ved æ, te a vild ønsk, te a kund
_søkk_ i æ Jurd og blyw der med det samm.
=Nørholm.=
Mand Dem dog op, Rævsgaard. Der er jo Haab endnu!
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, ja, ja! A gaar udenfor og sir atter æ Vogn.
=Nørholm.=
Jaja. Men De tænker ikke paa dumme Streger?
=Wolle Rævsgaard.=
Nej! -- Aa, ja, ja, ja! {(ud).}
{(Et Øjeblik senere.)}
=Esper Vøvtrup.=
Ih, Goddaw, Hr. Nørholm! Naa, saa det stur Haardku'n har søjt sammel
i den her Hjørn aa æ Bøj; aaeja, hwor _møj_ er, vil _mir_ te.
=Nørholm.=
Saa er det formodentlig af den Grund, at _De_ kommer.
=Esper Vøvtrup.=
Ja, det kund sgu hjælp nøj, om a mødt mell æ Herremænd med _mi_
Fjerdingkar.
=Nørholm.=
Naa, det er jo ikke Hartkornet, man lever af.
=Esper Vøvtrup.=
Nej, det er sgu skidt aa lav Brød aa. Det kan a si paa mi Nôbo her.
_Hans_ Mark er, misæl, ved aa komm ind i en sølle Behandling. Hworden
Fanden er æ nu ogsaa, han gaar og moger med æ. _Han_ legger
Kartofler, nær enaaen er ved aa tænk paa aa ta'em op. Og saa søne
Pilliker te Hejst, han kyrer aa grasser[45] mej! A vild misæl skamm
mæ ved aa legg en Tæmm paa'em.
[45] _grasser_, knokler.
=Nørholm.=
Nej, det er jo ikke som i fordums Dage paa Hegnsgaard; da var der
Race i Rævsgaards Besætning.
=Esper Vøvtrup.=
Nej! der er bløwen Adskjel. Haar De sit paa den Knapstrupper, han fæk
i sidst Wolborre Markend?
=Nørholm.=
Nej.
=Esper Vøvtrup.=
De haar ett laa Mærk te, hworden en løver paa æ Skanker. Det er mi
Salighid aa si te, akkuraat som a vil sej, te en slog Lyng med den
jen Bien og graved Tørv med den'aan.
{(Wolle Rævsgaard ind.)}
=Esper Vøvtrup.=
Naa, der haar en æ Mand! Saa er æ wal bejst en faar si Lu aa.
{(Fjerner ironisk Huen.)}
=Wolle Rævsgaard=
{(siger intet, men gaar tværs over Gulvet mod den anden Dør).}
=Esper Vøvtrup.=
Hør, Wolle, a war gavn her øwer, om ett du kund laan mæ di Hejstryw,
for min er misæl gavn i Bork[46].
[46] _i Bork_, itu.
=Wolle Rævsgaard=
{(i Døren).}
Ta'en, ta'en -- om Du kan find'en!
{(Ud.)}
=Esper Vøvtrup.=
Hwad Fanden gik der af _ham_, søen som _han_ hænd med æ Ører?
=Nørholm.=
Aa, der kan jo altid være _noget_, der trykker.
=Esper Vøvtrup.=
Er æ æ Kwot ijen?
=Nørholm.=
Maaske.
=Esper Vøvtrup.=
Ja, det gaar en Brøl'gaang med Wolle. {(En Vogn rumler ind i
Gaarden.)} I, tho det war jo æ Mejerist. Er han kommen ud aa kyr i
Stads i Wolle Rævsgaards Vogn. Det er sgu vis aalle passired ham far.
Ja, den Kaa'l, ham skuld han sgu læ ta æ! Han haar læng gavn og
smisked atter æ Dætter, og han skuld sgu læ æ Pig faa hinne Villi med
den, hun kan lid; og saa læ den naaen Sluri[47] gaa; det vild a misæl
gjør, om det var _mi_ Dætter. Mads kan vær gued nok, men det er da en
sølle Slunder; og saa den her øwerdrøwen Hellehid, det er da nø lied
nøj.
[47] _Sluri_, Dosmer, slusket Mandfolk = Slunder.
Nej, ham der {(nikker ud i Gaarden)} han skuld sgu snaar sætt
Hegnsgaard i Matrikel!
Naa, men a maa ud og find den her Himstrigims, for a haar sgu
tront[48].
[48] _tront_, travlt.
{(Ud.)}
{(Wolle Rævsgaard og Visti kommer samtidigt ind fra forskjellige
Sider; de mødes midtvejs og hilser stivt paa hinanden som
Parlamentærer fra to fjendtlige Magter.)}
=Visti.=
_Du_ vil snakk med _mæ_?
=Wolle Rævsgaard.=
Jow, det vild a.
=Visti.=
A troed næjsten, vi tow haaj aasnakked for aall Daw.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, søen kan æ jo Woimellstaând føj sæ anderledes, end en sjel haaj
tint.
=Visti.=
Er æ om Mejerisager?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja; vis er æ det.
=Visti.=
A kund tink æ. Det er ogsaa paa æ hyw Tid, om det skal nytt nøj. Og
_Snak_ kan ett gjør æ ret læng.
Sej mæ, hworden kan det vær, te du i Guer ett betald æ Folk dje Peng?
=Wolle Rævsgaard.=
For a haaj'em ett.
=Visti.=
Det vil sej, du haaj hat'em, men haaj gin 'em ud atter di egn Beram.
=Wolle Rævsgaard=
{(tier).}
=Visti.=
Mon du rigtig haar tint ved, hwad det betyder ett aaljen for dæ sjel,
men ogsaa for mæ?
=Wolle Rævsgaard.=
For dæ? Hwor kan den Ting komm te aa rør _dæ_?
=Visti.=
Naa, det tror du ett? Du haar ett skinked det en Tank, te a kund komm
te og staa i en twetydig Lys ved den Histori? -- Da kan a sej dæ, te
der er mir end jen, der haar mummelt om, te søne nøj ett godt kund
gaa for sæ heller uden _mi_ Vidend og Villi. Og søne Beskyldninger
vil a ett ved aa aa sej. Den Guedhid, a haar mødt ved _dæ_, er ett af
den Slav, te a skuld gaa hen aa sætt mi Rygte øwerstyr for aa dækk
øwer _dæ_. Det war derfor paa Tid, te du saa dæ om atter æ Peng; for
det kan a sej dæ, te er de ett betald inden i Maân -- -- ja, a
behøwer jo ett aa sej mir; du haar jo faat mi Brew?
=Nørholm=
{(træder nu hen til de to).}
Hør, mine gode Mænd, ad den Vej kommer De aldrig til nogen
Forstaaelse men gjør bare hinanden ondere og bitrere.
Tillad mig at gjøre et Forsøg paa at mægle Dem imellem. Jeg ved, jeg
allerede har Hr. Rævsgaards Billigelse og haaber paa, Hr. Visti
Andersen, at De ogsaa giver mig Deres, da det jo næppe er Deres
Hensigt for enhver Pris at bringe Deres gamle Husbond i Tugthuset,
selv om De muligvis kunde ha' adskilligt at bære Nag til ham for.
-- Vel, Hr. Andersen?
=Visti.=
Nej, a skal med Fornywels laan Ør te, hwad Proprietæren kan ha aa sej
i den Sag.
=Nørholm.=
Godt! Maa jeg da begynde med at sige Dem, Hr. Andersen, at der er
sket noget her i Dag, som muligvis kunde faa en afgjørende Betydning
for hele Deres Stilling til Sagen.
=Visti.=
Hwad er da det?
=Nørholm.=
Det er, at Mads Nielsen har hævet sin Forlovelse med Frk. Rævsgaard.
{(Der gaar en Trækning af behagelig Overraskelse over Vistis
Ansigt.)}
=Visti.=
Naa--aa! Men a kan i Grunden ett si, hwad det kommer den her Sag ved.
=Nørholm.=
Ikke det? De lader lidt tungnem i Dag, Hr. Visti Andersen; det ligner
Dem ikke. -- Jeg maa da søge, om jeg ikke kan trænge ind til Deres
Forstaaelse ad anden Vej.
De ved, Hr. Andersen, at jeg var til Stede den Dag for nu snart et
Aar siden, da Hr. Rævsgaard viste Dem ud af sit Hus paa en Maade, som
-- det indrømmer jeg -- maatte krænke Dem lige til Hjærteroden.
{(Visti bider sig i Læben.)} At _jeg_ misbilliged Udvisningen, kan
vel i denne Forbindelse være Dem nogenlunde ligegyldigt, men jeg ved,
at endogsaa Hr. Rævsgaard tit har ønsket det ugjort.
=Wolle Rævsgaard.=
Jow, a gik for vidt.
=Visti.=
Ja, det siger du nu, da -- --
=Nørholm.=
Tøv lidt, Hr. Andersen. Naar De nu hører af Hr. Rævsgaards egen Mund,
at han fortryder sin Optræden og beder Dem om Tilgivelse -- -- --
=Visti.=
Det sidst haar a ett høt nøj te.
=Nørholm=
{(vender sig mod Wolle Rævsgaard).}
Jamen, det ved jeg, Hr. Rævsgaard gjør.
{(Wolle Rævsgaard tier.)}
=Visti.=
Ja, da kund æ vær lisse raar aa hør æ aa æ Mand sjel.
=Wolle Rævsgaard.=
A sejer, som a saa far, te det er møj muligt, a gik forvidt; og haaj
æ wot i Daa, haaj a optrajn paa en naaen Maad.
=Nørholm.=
Det er jo dog Indrømmelse nok, Hr. Andersen. Lad os endelig ikke
hænge os i Ord!
=Visti.=
Ja men a maa ha _fuld_ Oprejsning. Her er ett nøj aa slaa aa paa!
=Nørholm.=
Er det dog ikke den største Oprejsning, Manden kan yde Dem, at han
fortryder sin Uret imod Dem; desuden tilbyder han Dem sin Datter,
Gaarden, Ejendommen, kort sagt alt, hvad De dengang paa en saa
haanende Maade joges bort fra. Til Gjengjæld forlanger han kun, at De
skal staa ham bi, saa han kan slippe om ved denne kompromitterende
Sag uden Æresafkortelse. Og det kan De ved et Offer, som De maa
bringe, om ikke for Hr. Rævsgaards saa for den Kvindes Skyld, som De
jo dog elsker, og hvis Far De sandelig ikke maa bringe Vanære over.
=Visti.=
Ja, Hr. Nørholm, De ser vistnok Sagen lidt for møj fræ Wolles
Standpunkt. A næjter ett, te a holder af Trine, ogsaa mir end af nue
anner Mennesk, men a er da heller ett søen en Pjalt, te a vil ha hind
for enhwer Pris. Og det du gjord _mæ_ den Daa -- ja a sejer dæ,
Wolle, det vild vær en _mild_ Straf, om a lod dæ gaa i æ Towthus for
æ!
_Det_ haar pint mæ ved mi Arbed tidle og silde; der gik ett en Daa,
hwor ett a tint paa'et. A kund vær saa glaad, a _være_ vild -- kam
_det_ mæ i Tanker, te du haaj javed mæ ud af di Stow som en Hund,
mens kjend og ukjend, ung og gammel saa paa æ -- den Præjst, der haaj
komfemired mæ, og den Pig, a holdt aa som ingen anne i Verden -- ja,
saa kund æ Vred _vild_ op i mæ, saa a kund ha slavn dæ i di
Stjern[49], te du kund ha vælt ved æ!
[49] _Stjern_, Pande.
=Nørholm=
{(med sin Haand paa Vistis Skulder).}
Skal vi nu ikke kaste Sand paa disse gamle Krænkelser!
=Visti.=
Det kan De sajtens sej, Hr. Nørholm; for den Slaw kund aldrig ramm
jen af Dje's. Det blywer altid laa hen for aa bruges imud vianner,
der kommer nidfræ. Vi er som prikked med Naal fræ smo aa, lig fræ wor
Skueltid og op, saa læng vi løwer. Nue glemmer letter end anner. A
haar aaltid hat wanskele ved æ. Og saalæng Wolle Rævsgaard ett ka byw
sæ saa møj, te -- -- --
=Wolle Rævsgaard.=
A haar jo saa dæ, te a fortryder æ, hwad vil du mæ da mir?
=Visti.=
Kand du ett rækk mæ di Haând paa æ, saa er æ ett møj bevendt med di
Fortryden.
=Nørholm=
{(hvisker).}
Rævsgaard, De maa gi ham Haanden, som han forlanger, ellers er De
fortabt.
=Wolle Rævsgaard=
{(rækker nølende Haanden ud).}
=Nørholm.=
Lad saa alt gammelt Nag være forbi. Og lad os nu komme til den
egentlige Sag.
De ved, Hr. Andersen, hvor uheldigt Hr. Rævsgaard i Øjeblikket sidder
i det. Han har brugt 4000 Kroner af Mejeriets uden i Øjeblikket at
være i Stand til at betale dem tilbage. Med de Fjender, han har
mellem Andelshaverne, er han om en Hals, hvis ikke _De_ hjælper ham.
=Visti.=
A hjælper _ham_?
=Nørholm.=
Ja, det baade _maa_ og _skal_ De.
=Visti.=
Ejer a da de 4000 Kr., som a kan dækk _ham_ mej?
=Nørholm.=
De skal ikke være alene om Tabet. _Jeg_ vil hjælpe, og jeg skal søge
at formaa et Par til det samme; men De maa endnu i Aften ofre de 2000
Kr., De har staaende i vor Sparekasse. Resten skaffer jeg saa til
Veje.
=Visti.=
De 2000 spiller osse en star Rolle for mæ end de vild spille for
Dem. De er spaared sammel ved 2-3 Aars streng Arbed. Og hwad opnaar a
saa for'em?
=Nørholm.=
Som jeg sa' før, faar De først og fremmest Hr. Rævsgaards Datter, som
De jo elsker?
=Visti.=
Ja, det gjør a; men hind war a jo da endlemaal saa halles vis paa i
Forvejen.
=Nørholm.=
Naa, var De det! -- Ja, saa faar De Gaarden her; ikke sandt, Hr.
Rævsgaard? Deri har jeg da ikke misforstaaet Dem?
=Wolle Rævsgaard.=
Nej, æ Gaard og æ Dætter -- det skuld jo da gjan føl'es ad.
Anderledes haar a aalle tint.
=Nørholm.=
Er det Dem endnu ikke nok, Hr. Andersen?
=Visti.=
Ja, hwad tho, æ Gaard -- -- -- Hwormøj er der wal tebaag aa'en, nær
enhwer kræwer sin?
=Nørholm.=
Aa, der er sikkert endnu et godt Bid tilbage. Ganske vist er Sagerne
i Øjeblikket ikke i den bedste Gjænge, men kommer der et Par
energiske Hænder til, der forstaar at spænde den rette Hest for
Hamlen, saa kan Stolperne paa Hegnsgaard stives af endnu. Men det
_er_ ogsaa i den 11te Time. I Morgen er det for sent.
=Visti.=
Naa, er _det_ saa en Aftaal', te a faar æ Gaard imud aa indskyd de
4000?
=Nørholm.=
Endnu et: Det er jo en Selvfølge, at De gi'r de gamle en hæderlig
Aftægt?
=Visti.=
Ja, det forstaar sæ. A haar ett tint aa slaa ind paa Wolles Praxis og
kyl ham og hans paa æ Dar, for det _a_ fæk æ Gaard.
=Nørholm.=
Giv saa hinanden Deres Haand paa det! {(De rækker atter hinanden
Haanden over Bordet.)} Nu har De Grund til at være glad, Hr.
Rævsgaard. -- Tak, Hr. Andersen!
Nu synes jeg, det kunde være paa Tide at lade gaa Bud efter Frk.
Rævsgaard; hun er dog formodentlig ogsaa en Smule interesseret i
Sagen.
=Wolle Rævsgaard=
{(halvt oprømt).}
Ja, da war æ sand. Hind kund vi misæl snaar ha glemt! {(Kalder ud i
Kjøkkenet.)} Trine! Aa, kom indenfor en jenle Ywblik!
=Trine=
{(ind; ser forbavset fra den ene til den anden; henvendt til Visti).}
Men, Jøsses, hworden gaar _det_ te, te du er her?
=Visti.=
Jow, a haar tawn Mud te mæ. Og a tror snaar, a _er_ nok saa walkommen
som sidst.
=Wolle Rævsgaard.=
Hmm!
=Trine=
{(i stigende Undren).}
Men hwad er her gavn for sæ?
=Nørholm.=
Sig mig, Frk. Rævsgaard, hvordan vilde De stille Dem til en lille
Overraskelse?
=Trine.=
Jamen hwad er æ, der gaar af jer aalsammel? Faa'r sejer jo slet ingen
Ting.
=Nørholm=
{(gravalvorlig).}
Deres Fæstemand Hellig Mads, født Nielsen, har hævet Forlovelsen med
Dem og opsagt Dem Huldskab og Troskab!
=Trine.=
Det _er_ da Løwn! _(Styrter hen mod Faderen.)_ -- Er æ sand, Faa'r?
=Wolle Rævsgaard=
{(sagte).}
Ja, vis er det!
=Trine.=
Saa _haar_ a heller aalle wot saa glaad i mi Daw!
=Nørholm.=
Det var jo overordentlig heldigt; ellers, ifald De havde været altfor
bedrøvet, havde Deres Far sørget for en til at trøste Dem. Jeg mener
Visti Andersen der.
=Trine=
{(i Jubel).}
Nej, _haar_ Faa'r gin hans Mind!
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, ta I kuns hinaaen, og si om I kan ha lidt bejer Held, end a haar
hat; for min haar sgu wot knowred[50].
[50] _knowred_, knudret.
{(De unge rækker hinanden Haanden og taler sammen med lykkelige Øjne.
Omsider smutter =Trine= ud i Kjøkkenet.)}
=Esper Vøvtrup=
{(stikker Hovedet ind ad Gangdøren).}
Ja, saa tar a æ Kratt[51], Wolle; nu fand a'en endele.
[51] _Kratt_, stor Haandrive.
=Nørholm.=
Aa, Hr. Vøvtrup, kom indenfor lidt!
=Esper Vøvtrup.=
Ja, her gaar a og vrøder[52], men a haar sgu tront[53].
[52] _vrøder_, roder.
[53] _tront_, travlt.
=Nørholm=
{(slaar ud med Haanden mod Visti).}
Maa det være mig tilladt at præsentere Dem for den nye Ejer af
Hegnsgaard.
=Esper Vøvtrup.=
Hwa ... hwa ... hwad sejer De! Er Hegnsgaard sol? Te Visti?
=Visti.=
Ja, a haaber te du vil blyw mæ en gued Nôbo?
=Esper Vøvtrup.=
_Det_ kan a Dæwlen slaa mæ lid; søen er æ, det ska vær! Nu kommer der
Skrej[54] i æ Sager!
[54] _Skrej_, Skred.
Haar du saa gin ham æ Dætter oven i æ Handel, Wolle?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja hwad, Gaard og Dætter ... de tow Ting skuld en jo ett wal skjell
ad, hwor en ett haar mir end de samm.
=Esper Vøvtrup.=
Det er sgu rigtig Taal! Men hwad haar du da gjord med Mads? Haar du
saat ham paa æ Dar?
=Wolle Rævsgaard.=
Aa, han gik endda sjel.
=Esper Vøvtrup.=
Saa møj desbejer, Fallill! Han war ett _mi_ Ganning[55]. A kan nu
jen Gaang ett med de Folk, som en kan løjt, far en kan si dem.
[55] _Ganning_, den, jeg lider.
=Nørholm.=
Hør, Hr. Vøvtrup; den nye Mand her i Gaarden skal ganske ufortøvet
bruge 2000 Kr. -- det kan jo foreløbig være ligegyldigt til hvad --
er De bange for sammen med mig i Sognets Sparekasse at kavtionere for
denne Sum?
=Esper Vøvtrup.=
Nej Gu er a ett, nær det er te Visti. Wolle haaj a ett wot nær saa
driste ved.
=Nørholm.=
Tak, Hr. Vøvtrup!
{(Ka Rævsgaard, Trine og Bitte Fip kommer ind fra Kjøkkenet.)}
=Ka Rævsgaard.=
Men, Wolle, hwad er æ endda for nø underle Ting, en hører! -- -- Og
Visti -- --! Aaeha endda!
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, bette Muer, nu kan vi spænd fræ. Her vil ett blyw Brug for _wos_
mir.
=Ka Rævsgaard.=
Og Mads, der kund opfør sæ søen! A _troed_ æ aalle om ham!
=Trine.=
Nej, Muer, du vild jo aalle hør paa, hwad _a_ saa. For a vidst nok,
hwad _han_ war for en Fillifut.
=Ka Rævsgaard.=
Ja tillykk da, bette Visti, nær det ett kan vær anderledes!
{(Rækker Haand og græder.)}
=Bitte Fip.=
Tillykk, Visti! Saa det er dæ, der skal haa æ Dætter.
Ja, æ Pig er gued nok; men hun vil da gjan læ enaaen gjør det streng
Arbe, og en kan jo ett rigtig hold te æ, si'n en fæk dæ her Tilfald.
=Visti.=
Ja, vi kommer jo nok ud aa æ med hinaan, Fip.
=Fip.=
Ja, du war en raar Dreng, hwadfor skuld du saa blyw en ild Mand.
Og her _kan_ sgu gjan trænges te, te der kommer ny Kwot i æ Spil her
paa Hegnsgaard!
{(Tæppe.)}


ULVENS SØN
(1909)


PERSONLISTE.
=Enkefru Proft=, Ejer af Gløttrup.
=Erik Proft=, hendes Søn, Gaardens Bestyrer.
=Goj=, Driftsleder.
=Den Blinde=, hans Bror.
=Jens Romlen=, Daglejer paa Gløttrup.
=An Kjestin=, hans Kone.
=Dorre=, deres Datter.
=Laurst=, Forkarl.
=Per=, Hjorddreng.
=Villads Vedhud=, Havekarl.
=Gamle Anders=, afdanket Røgter.
=Jomfru Andersen=, Kokkepige.
=Fire Roepiger=, deriblandt =Smukke Katinka=.
Hr. =Grabb=, deres Opsyn.
=Bertel Bjat= }
=Klæppen= }
=Røgter Søren= } Daglejere
=Lange Anders= } og
=David og Goliath= } Tyende.
=Jens Tammesen= }
=Wolle Peter= }
=Grættrup=, Herredsfuldmægtig.
=Oxenway=, Godsejer.
=Smollerup=, Proprietær.
=Svenningsen=, Proprietær.
Handlingen foregaar i Jylland paa Herregaarden Gløttrup.


FØRSTE AKT.

{Hele Baggrunden optaget af én af Ladelængerne paa Gløttrup. Midt for
Scenen en aaben Indkjørsel med takket Portal. Til højre nærmest
Porten to Halvvinduer, til venstre smaa Staldvinduer og en Stalddør
inde i Krogen. Lidt fremme en Vandpost med Trug. Straatag, =nyt= paa
venstre Halvdel, mosgroet paa højre; yderst paa højre Gavl en
Storkerede med rugende Storkemor. Til højre for Laden, men nærmere
Scenen, ses den takkede Gavl af Herskabsbygningen; en Smøge skiller
de to Huse. Paa denne Gavl er der Dør ind til Folkestuen med en
nedadgaaende Stentrappe. En stor Madklokke til venstre for Døren.}
{Til venstre for Scenen har Ladelængen en Udbygning, der springer
nogle Favne frem; paa Enden af denne Udbygning en almindelig
Stalddør, delt paa Midten. Til højre for Døren en Fjæl paa to Stolper
op mod Muren; den tjener til Bænk. Mod Gaardsiden: en Slibesten. Et
Par Grebe staar lænet mod Muren; og to River ligger paa Taget. --
Middags-Sollys.}
{Man er i Færd med at bære Møntørv op paa den nye Tagrygning. En lang
Brandstige støtter mod Hussiden, og en Bunke Møntørv er hobet op ved
Stigens Fod. Oppe paa Rygningen troner =Laurst= og klapper Tørvene i
Bunde med sin Mønningsskovl (af Form som en flad Kasteskovl); ved
Stigens Fod krummer sig =Jens Romlen= med Gjødningssæk over
Skuldrene, mens Drengen =Per= løfter de alenlange, grønne Græstørv op
paa hans Ryg. =Den Blinde= staar og »ser til«.}
=Jens Romlen=
{(til Per, mens han bøjer sig dybt ned).}
Jen til, mi bitte Dreng; helsen skal en jo baare gaa des tiere.
{(=Per= er nær ved at dejse bagover med den mægtige Tørv.)}
=Jens Romlen=
{(videre).}
Ja, det er ett nø Arbed for saadan en bitte Knæjt. Saadan war'et! Det
war hwell! Nu haar a sgu faat det, a ka drag mej. {(Rejser sig op med
Hænderne paa Trinene.)}
Da _war_ det slem; no glemt a mi Skraa. Ka du ett ta'en op af mi
Vestlomm og gi mæ'en?
=Per.=
Jow suren spark mæ kan a saa!
{(Hiver Skraaen frem og hjælper ham den i Munden.)}
=Jens Romlen.=
Aaeha, nu er'et ingen Sag! Nu kund a gaa med mi Tørv lig op i den
syvend Himmel og ind for Guds Engle smaa.
=Den Blinde.=
Aa, vil du saa ikke ta mig med!
=Jens Romlen.=
Aa, din sølle Krøbel, hwad skuld Worherr snaar brug dæ te. Du er jo
saa stor og stærk. Du skuld saamænd heller ta en Par Tørv for mæ.
=Den Blinde.=
Ja, da kan jeg saamænd godt det.
=Jens Romlen.=
Nej, det gaar wall ett. Du kan jo ett si.
=Den Blinde.=
Ja men jeg kan krybe.
{(Har allerede ladet sig belæsse af Per.)}
=Laurst=
{(hamrer med Skovlen).}
Hwad er det, I ligger og glyner atter dernied; faar a snaar nø flir
Tørv.
=Jens Romlen.=
Jøsses, bette Børn, nu blywer han nok skrabajsk[56], ham deropp. Lad
mæ saa kom til Dalren.
[56] _skrabajsk_, streng, vrippen.
{(Arbejder sig op ad Trinene.)}
=Den Blinde=
{(følger efter).}
=Jens Romlen=
{(slænger Byrden paa Tagryggen).}
A--h!
=Laurst.=
Ja, det er Arbed, der tar paa æ Rygstrænger.
=Jens Romlen.=
Ja, en blywer snaar for gammel og stiv te'et. Det war ett som i æ
Ungdaw, da rend en op ad en Stig som en Flu ad en Laaddar[57]. Men
naar den her Hold øwer æ Lænd begynder og indfind sæ, saa er saamænd
det bejst fræ wos.
[57] _Laaddar_, Ladedør.
=Laurst.=
Skal vi ta en bitte Pust?
=Jens Romlen.=
Aaeja! det vild endda _vær_ gued, heropp paa det warm Taag. Her kan
en jo ligg og baag sæ som en Kat for en Ovnsmund.
=Laurst=
{(til den Blinde).}
Hwad, Wolle, kommer du ogsaa hivend. Lad os si, du slaar æ Klører
godt i!
=Den Blinde.=
Jeg er ingen Fare i. Naar en er blind, saa har en et Øje paa hver
Finger.
=Laurst.=
Tho saa er du jo ett aa beklav; saa haar du jo ti, hwor vi anne maa