Samlede Værker, Tredie Bind - 11

[257] _Krammelurris_, Skjænderads.
{(lister ud).}
=Kjesten.=
Du rober aaltid med di Answar for Hejst og Kyer. Men du ska ett ha nø
Huedpin for mæ. _A_ er ingen Kow!
=Anton.=
Aa, a ved snaar ett, hwad du er.
=Kjesten.=
Men der er heller ingen der forlaanger, te du ska ved saa faale
møj[258]. Det her er jo ett te aa hold ud te. Te du ligger dæ paa Lur
med en Vognkjæp i den jen Haand og en Kjevop[259] i den naaen og vil
slaa skikkele Folk fordærre, fordet de kommer og sir te mæ -- a haar
aalle kjend di Lig! Skal a gaa te dæ og spør om, hwem der haar Lov aa
_komm_ te mæ?
[258] _faale møj_, farlig meget.
[259] _Kjevop_, Ørefigen.
=Anton=
{(i stort Oprør.)}
Ja, Dæwlen mist mæ ska du saa, -- hwor tow Mennesker haar hat _saa_
møj sammel som vi!
=Kjesten.=
Ja, saa fortryder a, te vi haar hat saa møj sammel.
=Anton=
{(vildt).}
Du fortryder te ... te ... Vil du kald paa di Muer!
=Kjesten=
{(rank).}
Nej a vil ett.
=Anton=
{(slaar med sit Svingeltræ i Bordskiven).}
Vil du kald paa di Muer, saa vi ka faa wor Sager gjord op!
=Kjesten.=
Haar du nøj aa snakk med mi Muer om, saa ved du wal sjel, hwor hun er
aa find.
=Anton=
{(knækker sammen, slænger sig i Graad over Bordet; lidt efter).}
Kjesten! Hworfor piner du mæ søen! Jen Daa klapper du mæ, en naan Daa
træjer[260] du paa mæ.
[260] _træjer_, træder.
=Kjesten.=
A gjør, som _a_ vil. A vil ett ha nø Kommando øwer mæ. A er stur nok
te aa pass mæ sjel.
=Anton=
{(efter en ny Pavse, i Graad).}
Du er vred paa mæ, Kjesten?
=Kjesten.=
Du er som en arrig Baaen. Hvad _skal_ den Galsindehied te?
=Anton.=
Nej, det er maaske sand nok, men den kan a'tt gjør _ved_. Den er a
føj mej.
=Kjesten.=
Hwi ka du'tt gaa alisid[261] med anner Mennesker?
[261] _alisid_, ved Siden af.
=Anton.=
Det ved a ett, Kjesten. Men det ka a et. Ka a ett vær en Hejsthued
oforved[262], saa ka a ett vær te. Og den Student -- ham ka a ett vær
i Baas mej, vil du ett slipp ham ... Ja, du behøwer ett aa sej nøj. A
ka si paa di Øwn, te du vil ett.
[262] _oforved_, forved.
=Kjesten.=
_Du_ kan ett si andt paa _mi_ Øwn, end ingen ska komm aa ta _mæ_ med
det Und[263].
[263] _Und_, Onde.
=Anton.=
Det vil sej, te du vil ha Lov te aa ha baade jen og tow Kjærester
foruden mæ ...
=Kjesten.=
_A_ haar ingen Kjærester te _a_ ved; hwerken dæ heller anner. Ett
endno da. Hwad a _ka_ faa, det staar i Guds Haând.
=Anton.=
Naa søen aa forstaa! {(med Tordenrøst).} Vil du saa endno ett kald
paa di Muer!
=Karen Mari=
{(i Døren).}
Aa, i ta'r søen paa Vej, te I ka spaar jer Kalden. Hworfor ska dæ
endda søen skovrobes!
=Anton.=
Vil du udbetaal mæ mi Løn og læ mæ rejs?
=Karen Mari.=
Hwad er æ endda du sejer, Anton. Di Løn ... Du vil rejs ... Mødt[264]
i di Tjenest!
[264] _mødt_, midt.
=Anton.=
Ja, du faar læ mæ rejs; her kan a ett hold æ Lyw ud.
=Karen Mari=
{(Graaden nær).}
Aa, Gud da naad _mæ_ arme Kwind'. Hworden ska a saa faa æ Sager
standed[265].
[265] _standed_, gjort.
=Anton.=
Ja, det maa du spør di Dætter om.
=Karen Mari.=
Ih Kjesten, _vil_ du da ød dæ sjel te anner?
=Kjesten=
{(brister ud i Hulken ved Bordet).}
Han er nær ved aa plaw æ Lyw af mæ med hans Paafund.
=Anton.=
Ja, men nu skal I faa Fred for mæ, bejtow[266] ... Faawal, Kjesten!
[266] _bejtow_, begge to.
{(Gaar hæftig mod Døren i Baggrunden.)}
=Kjesten=
{(rejser sig halvt op).}
Aah, Anton!
{(Tæppe.)}


TREDIE AKT.

{Søndag Morgen. Pastor Hansens Studereværelse. Døre i Baggrunden og i
Sidevæggen til venstre. Bogreoler. Paa højre Væg et gammeldags Spejl.
Præsten staar til venstre og søger efter en Bog paa nederste Hylde.}
{=Holger Darling= kommer fra Døren i Baggrunden og ta'r uden Jakke og
Vest Opstilling foran Spejlet.}
=Darling.=
Godmo'ren, søde Onkel.
=Præsten.=
Godmorgen, min Dreng.
=Darling.=
Maa jeg binde mit Slips her foran dit Spejl?
=Præsten.=
Værs'god. Skal du ogsaa ud i _Dag?_
=Darling.=
Ja, det skal jeg da rigtignok. Der er jo Skyttefest i Haabro!
=Præsten.=
Men derfor kunde du dog godt først ta' med _mig_ i Kirke.
=Darling=
{(rivende i Slipset).}
Æh! -- Nej, søde Onkel, det er aldeles umuligt. Æh -- for Sat -- --
--
=Præsten.=
Men Holger dog!
=Darling.=
Jeg skal sige dig, Onkel, jeg loved at ordne noget ved Præmierne.
=Præsten.=
Ak ja, den Ungdom, den Ungdom! Tumle og danse -- og lade de hvide
Haar ene om at pynte op i Guds Hus. Jeg havde haabet, du var bleven
hjemme i Formiddag. Anton er her jo om lidt.
=Darling.=
Anton, hvad skal han her?
=Præsten.=
Han vil sige Farvel til sin gamle Præst. Han har jo kun Amerika i
Hovedet. Det er sørgeligt med dette dygtige Menneske. Men saadan gaar
det altid, de dygtige stryger deres Kaas, men Skravlet -- det skal vi
nok faa Lov at beholde. -- Jeg maa vel nok hilse Anton fra dig?
=Darling.=
Hilse -- -- Anton Povlsen?
=Præsten.=
Ja, du er jo kommen saa meget i Hvolgaard denne Sommer.
=Darling.=
Ja, rigtig meget. Jo, Onkel, det kan du godt. Og ønsk ham saa en
rigtig behagelig Rejse. Farvel, Onkel!
=Præsten.=
Farvel, min Dreng, Herren se dine Veje!
{(Darling møder i Døren):}
=Fisker-Thames=
{(med en aflang Halmpakke under Armen).}
Goddaw, Hr. Pastor!
=Præsten.=
Goddag, gamle Thomas. Saa _De_ lever endnu?
=Thames.=
Aaja, Ukrud forgaar ett saa let, som skrevet staar.
=Præsten.=
Da er det saamænd sjælden, man ser Dem, Thomas. Hvad skylder jeg Æren
i Dag ?
=Thames.=
Aajow, Pastor Hansen, det skal a saamænd sej Dem. A er jo bløwen lidt
baagatter med mi Poskoffer, og saa haar Worherr nu lig send mæ en
bette Fisk, ret en kjøn bette Butti[267], som a vild be Dem saa pæn
om ett aa forsmaa. Tho stur Gawer sworer mi Haardkuen wal ett te, men
den Krumm a formaar er gi'n aa en gued Villi.
[267] _Butti_, trind én.
=Præsten.=
De maa ikke gi' _mig_ Deres Gaver, gode Thomas. De er en fattig Mand,
som kan ha Stræb nok med at klare for Dem selv.
=Thames.=
Nej, søen maa De ett snakk, Hr. Pastor. A er migi ingen Knyk[268] i.
A ka swor enhwer sin.
[268] _Knyk_, Armod.
A haar:
en Lam i mi Towt
og en Pøls paa mi Lowt,
godt Humør og en Hjelbred af Guld, sue møj[269] mir behøwer a ett.
[269] _sue møj_, ret meget.
=Præsten.=
Sandelig en morsom Tale at høre i vore Tider, hvor alle jamrer sig,
og det gode Humør er paa Vej til at dø helt ud.
=Thames.=
Ja søen er _det_:
Manne raaler[270] og skaar ett[271],
anner praaler og haar ett.
[270] _raaler_, hyler.
[271] _skaar ett_, skader intet.
Tho a kund walsajtens ogsaa ha faat nøj aa skroll øwer[272], lissom
saamanne anner, hwis det kam an paa det. Men det war en Mundheld mi
salig Faa'r haaj:
[272] _skroll øwer_, gjøre Væsen af.
Godt Humør og en frisk Skraa
gaar kjekke Ka'le Verden rundt æpaa.
Og de Ord laa _a_ ved mæ. Den fatte, han maa lid møj, men ka han hold
ved hans Humør, saa er han ett saa fatte endda. Haar de først tavn
den fræ wos, saa Gud naad wos!
=Præsten.=
Jaja, gode Thomas, De har hæget smukt om Deres.
=Thames.=
A haar altid past paa a hold æ Hued lig mell æ Skoldre. {(Vikler
Halmen til Side paa Fiskepakken.)} Men hér ska De nu si æ bette
Kannis[273] {(Ta'r Fisken paa den flade Haand.)} De ka trow, en slow
godt med si Haal[274], inden a fæk en te aa fald teføj.
[273] _Kannis_, Gavtyv.
[274] _Haal_, Hale.
=Præsten.=
Sandelig, en dejlig Fisk, rigtig en dejlig Fisk {(ta'r hans Haand).}
Tak for Deres gode Gave, Thomas! De er en brav Mand; men hvor kan det
være, at jeg ser Dem saa sjælden i Kirken?
=Thames.=
Jo--o--ow, a ska sej wos, Hr. Pastor, søen mødt under æ Præjken, da
bejer[275] æ Fisk aaltid saa brølgodt -- -- og saa -- -- æh -- -- ja,
saa er æ jo swær, forstaar De, aa gaa fræ æ. For Gud naad wos, vi er
jo syndige Mennesker ind ad en Kant og "hænger ved det jordiske
Gods".
[275] _bejer_, bider.
=Præsten.=
Ja, det er Tidens Skjødesynd at forsømme Guds Hus. Husk dog paa,
Thomas, at nu begynder Alderen at melde sig for os begge.
=Thames.=
Jow, aaejow, a ska ett muedsej æ Præjst i _det_. Kjerk _er_ jo Kjerk,
det skal aalle næjtes, men helsen haaj a jo tint, ja, blyw nu ett
vred, Hr. Pastor, -- te _a_ haaj lissom mi egen Kjerk dernied ved æ
Aa. Kjøn er der aaltider, men aalle kjønner end søn'en Sønda
Attermejje[276] nær aalting hwiler. Saa er der en Fisk, der slaar op,
saa er der en bette Fowl, der hwipper[277], og synger lidt for si
Unger. Og de Blomster, de Blomster! Ja, dem ka a nu aalle blyw træt
aa aa gaa imell. Og nær saa æ Klokk begynder aa ring sammel, saa maa
De ett trow andt, Hr. Pastor, end det ogsaa begynder aa ring inden i
mæ, sjel om a ett haar æ Degn te aa syng _for_. Ande[278] Kjerkgaang
haar a sjalden kjend; læd en nu vær ring nok, saa haar en da aaltid
hør, te det er bejer aa sejj i æ Krowr[279] aa tink paa æ Kjerk end
sejj i æ Kjerk aa tink paa æ Krowr.
[276] _Attermejje_, Eftermiddag.
[277] _hwipper_, vipper med Halen.
[278] _ande_, anden.
[279] _Krowr_, Kroen.
=Præsten.=
Naa, naa, naa, Thomas.
=Thames.=
Ja, saa taaler vi ett mier om _det_. Men der war da helsen ogsaa en
naaen bette ring Ting a gjan vild snakk med æ Præjst om, nu men a er
kommen i mi pæn Klæjer.
=Præsten.=
Sæt Dem, gode Thomas, og sig De kun mig, hvad De har paa Sinde.
=Thames.=
Ja, Hr. Pastor, a haar ett nøj aa bed om for mæ sjel --
=Præsten=
{(indtrængende).}
Sig aldrig det, Thomas, vi har alle sammen noget at bede om, enhver
især. Om De vilde gaa med i Kirken i
Dag, skulde De høre min Udlægning om den Ting: "Bede, saa skulle I
faa, søge, -- --"
=Thames=
{(falder ind).}
-- -- "saa skul-de I _fin-de_". Jow, jow, jow, Hr. Pastor, søen aa
forstaa. Det war ett sær {(bogstavret):} _Dette maa altid ligge os
paa Sin-de!_ Men det _a_ vild bed Dem _tink_ ved, Hr. Pastor, det er
nu følgendes: Det staar grumme skidt te i Hwolgaard.
=Præsten.=
Hos Karen Marie?
=Thames.=
Ja, akkuraat. A ved snaar ett hworden æ sølle Kwind' ska klaar æ, for
der er ett en Ting, der vil lykkes og ett en Høwed, der vil trywes,
sin Anton kam aa æ Gaard. Gammel Karen Mari hun græder æ Nætter med æ
Daw, hun sir grangivelig ud _som_ en Dødning.
=Præsten.=
Siger De det, Thomas! Det gjør mig sandelig ondt at høre. Hvad var nu
egentlig Grunden til, at Anton saa pludselig brød op fra Hvolgaard,
hvor han jo dog havde tjent i saa mange Aar.
=Thames.=
Tho det war de Ung, de kund jo ett spændes[280].
[280] _spændes_, enes.
=Præsten.=
Naa de kunde ikke mere lide hinanden.
=Thames.=
Lid hinaân! jow, det kund de endda saa møj wal; det war ett nær søen.
=Præsten.=
Jamen, hvad saa da?
=Thames.=
Aa, om a maatt sej æ. A tror ett, der war andt i æ Vej end det, te de
holdt _for_ møj af hinaan.
=Præsten.=
Ja, men det plejer Folk jo dog ikke at gaa fra hinanden for.
=Thames.=
Jow somm'tider wal; nær der kommer en Kil imell. Og det war justement
det, der kam hér.
=Præsten.=
Men hvem var dog samvittighedsløs nok til at gaa mellem de unge
Mennesker?
=Thames.=
Ja, det tær a wal nap[281] nok snakk om. Men helsen troed a
forresten, te æ Præjst vidst bejer Beskejn om den Ting.
[281] _nap_, knap.
=Præsten.=
Nu maa De tale ud, min gode Thomas!
=Thames.=
Ja _skal_ a sej æ, saa _skal_ a sej æ. For den Kil a ymter om, det
war nok akkuraat æ Student.
=Præsten.=
Holger! Min Søstersøn! De mener, at Holger har spillet ufint Spil!
=Thames.=
Ja-a, pæn ka en jo ett kald æ.
=Præsten.=
Gaaet mellem to lykkelige unge Mennesker! Uforskammede Knægt! Jeg
skal sandelig lære ham!
=Thames.=
A er ræj for, han ogsaa anner Stejer haar wot paa Spil.
=Præsten.=
Jamen det er jo skammeligt! Gaar den Knægt saadan og misbruger min
Godhed.
=Thames.=
Ja, nu er a wal kommen te aa sej nøj, som a ett maatt. A er helsen
ett kræng for[282] aa bær Sladder om, men det haar gjord mæ ondt aa
si, som det gaar i Hwolgaard. Og kund De, Hr. Pastor, rett en bette
Graân ved æ, saa war æ saamænd Alms[283] aa gjør æ.
[282] _kræng for_, hægen efter.
[283] _Alms_, en god Gjærning.
=Præsten.=
Ja, det kan De sandelig tro, jeg skal. Den Knægt skal komme paa
Porten strax.
=Thames.=
Jaja; baare det saa ett haar drøwen forlæng. Men nu maa a nok te
Pampren[284]!
[284] _Pampren_, Trippen.
=Præsten.=
Nu skal De ha' Tak, fordi De sa' mig det, Thomas ... Hum-hum!
Uforskammede Ka'l; saadan at misbruge min Tillid! Hvad maa dog ikke
hans Mor tænke om mig?
Aa, inden De gaar, Thomas, maa jeg ikke vise Dem min nye Karudsedam.
Vi gaar lettest denne Vej.
{(Peger ud til højre.)}
{(Kort efter Banken paa Døren ud til Gangen; højere Banken. Omsider)}
=Anton=
{(ind).}
Naa, her er ingen!
{(Gaar lidt omkring og kigger paa Bogryggene.)}
=Holger Darling=
{(styrter ind uden Banken og raaber):}
Aa, mine Handsker! {(Ser Anton.)} Hvad, er De her?
=Anton.=
Ja, hér er _a_.
=Darling.=
Jeg troed, min Onkel var her.
=Anton.=
Det troed _a_ ogsaa, men da han nu ett er her, saa faar vi tro om
ijen.
=Darling.=
Er det sandt, at De rejser til Sjælland i Morgen?
=Anton.=
Nej, det er Løwn. Men det er sand, te a rejser iøwermaaen. {(Peger.)}
Dje Slips er gavn op.
=Darling=
{(hen til Spejlet, næsten grædende).}
Det er ogsaa fortvivlet, at der ikke er et Menneske her i Huset, der
forstaar at binde et Slips.
=Anton.=
Ja, det er elendig, De ett sjel forstaar æ, nær De nu endlemaal[285]
vil gaa med søen nø Kram.
[285] _endlemaal_, endelig.
Hwem ska saa vær Dje Baldame i Awten?
=Darling.=
Baldame?
=Anton.=
Ja, ska De ett te Skyttefest?
=Darling.=
Jo, med Deres Tilladelse: jeg skal til Skyttefest.
=Anton.=
Hwormanne Piger skal De egentlig ha forfør, inden De tar fræ æ Egn?
=Darling=
{(flabet).}
Aa, lad mig se, saadan en halv Snes Stykker, eller skal vi sige et
Dusin, det er saadan et rundt Tal.
=Anton.=
Er Kjesten i Hwolgaard saa imell _dem_?
=Darling.=
Med Kirsten begyndes der paa et nyt Dusin.
=Anton.=
Dem ka a ett snakk mej. Der er formøj Flâf[286] i Dem. Men ved De,
hwem Kjesten er? Det er den bejst Pig baade laant og nær. _Gjør De
hind Fortræd_ -- ja, De ved jo, te a er ved aa pakk mi Kram for aa ta
te Amerika {(med sammenbidte Tænder)} men ... a kund jo ogsaa gjør nø
andt nøj og saa gaa ad æ Towthus! -- Den Pig kan a ett aasi te nue
anner ... Jow, te en alworlig Mennesk, der holdt af hind for hinne
egen Skyld, og ett baare for det hun er en Frowentimmer. -- Aa,
Holger Darling, vis nu jen Gaang, te ogsaa De ka handel som en honnet
Kaalmennesk. Rend atter all de Tøser, der render atter Dem og Dje
stur Slips, men læd Kjesten vær den, hun er!
[286] _Flâf_, Flab.
=Darling.=
Hvem har udnævnt Dem til Kirstens Barnepige?
=Anton.=
Det haar a wot, saalæng hun sjel vild. Nu maa a ett vær æ længer. A
ved nok, te Kjesten tror, hun nu ka værg sæ sjel. Men det ka ingen
Pigbaan. Det er skrøbele Postelin, der er i det Skaf[287]. Vil ett
Mands Bravhied værg dem, saa Gud naad dem!
[287] _Skaf_, Skab.
Gi mæ nu Dje Haând paa, te De vil læ mi Kjærest -- a miner: Kjesten
-- te De vil læ hind gaa, nær a forlaader æ Land!
De holder Dje Haând tebaag. De vil ett! Ja, _saa tar a sjel_.
{(Griber Darling fast om Haandleddet.)}
=Darling.=
Men hvor bliver dog Onkel af. Ih, Menneske, De er jo ganske forrykt.
{(Kaster Armen frem og tilbage.)}
=Anton=
{(holder krampagtig fast).}
Nej, her blywer'en, indte De gjør, som a ber Dem. De _skal_ trykk mi
Haând! Hører De! Og lov saa, te De ett vil forfør mi ...
{(De brydes stærkt, Darlings Slips ruller atter ud.)}
=Anton.=
Nu fild ijen Dje Slips, Dje dejlige Slips; den De fanger aal de manne
Piger i {(med sammenbidt Raseri):} Skal _a_ ett bind Dje Slips for
Dem {(griber efter hans Strube).}
=Darling=
{(trænges op i en Krog mod Boghylderne).}
Hjælp, han kvæler mig!
=Præsten=
{(kommer i Døren).}
Hvad er dog dette! _Kjære_ Venner!
=Anton=
{(behersker sig).}
Aa, Hr. Pastor, a skuld hjælp Darling med aa faa bunden hans Slips,
for er den i Uorden, er der et møj ved Personen dér paa Lav.
=Præsten=
{(giver Haand).}
Velkommen Anton! Som du ryster paa Haanden!
=Anton.=
Ja, det war jo halles uwant Arbed. A tror næjsten, det war godt, De
kam og to mæ fræ æ.
=Præsten=
{(til Darling).}
Og du Holger, hvor har du kunnet nænne at gjøre mig saa bedrøvet! Jeg
har hørt det om dig, jeg ikke vil nævne. Ta' en andens Kjæreste og
det paa den Maade. Nu har jeg bare eet at sige dig: Gaa ind og pak
din Kuffert!
=Darling.=
Det er dog for galt; men Onkel, maa jeg ikke forklare mig?
=Præsten.=
Nej, jeg kan slet ikke tale med dig efter dette. Du har gjort mig
_saa_ bedrøvet; jeg som har behandlet dig som min egen Søn og saa ...
Nej, jeg kan ikke tale med dig! Og din Mor, hvad skal jeg svare
hende? Gaa nu ind, som jeg siger! {(=Darling= ud.)} -- Jeg gamle
Mand, som viser alle og enhver Tillid. Og saa behandler man mig paa
den Maade. Aa, hvor er det skammeligt! {(Til =Anton=.)} Var du ved at
lægge voldsom Haand paa ham? Ja, jeg forstaar din Fortvivlelse, kjære
Anton. Men kan det ikke gjøres godt endnu? Sæt dig ned og lad os tale
alvorligt sammen.
=Anton.=
Med Kjesten blywer æ aalle godt. Hun er forgjord af den Springfyr.
=Præsten.=
Men er det ikke fejl saadan at flygte fra Kampen? Vil du dog ikke
vente og se, hvad Virkning det kan gjøre, at Holger kommer paa
Porten?
=Anton.=
A rejser foreløbig til Sjælland, og saa snaar æ Tjel[288] er aa æ
Jurd: te Amerika. Helsen sku der ski stur Forandringer herhjemm.
[288] _Tjel_, Frosten.
=Præsten.=
Jaja, min unge Ven, jeg kan jo ikke hindre dig deri, men jeg tror nu,
du handler altfor overilet. Tænker du heller ikke paa din gamle Far
-- {(det banker).} Kom ind!
=Povl Hedemark=
{(ind).}
Goddaw.
=Anton=
{(svagt).}
_Det_ war det væst!
=Præsten.=
Goddag, gamle Povl. Er det maaske Sønnen, De søger?
=Povl.=
Ja, tho a hør, te han skuld vær gavn her hen, og da a læng haar hat i
Ajt[289] aa søg ham, saa er det hér maaske endda ett den galest Stej,
vi kund træff hinaan. Og en ska nok skynd sæ, om en vil ha ham i
Taal, atter hwad a hører.
[289] _i Ajt_, i Sinde.
=Præsten.=
Ja rejse, rejse! det er de unges Parole; men vi gamle vi maa smukt
blive siddende; hvad gamle Povl!
=Povl=
{(til Anton).}
Saa _er_ æ sand, te du tinker paa aa draw fræ wos?
=Anton.=
Ja, det er sikker nok. Den Tank haar a hat læng.
=Povl.=
Ja, det er _det_, a er saa kid aa[290], Anton, te du haar hat det i
_di_ Tanker saa laang Tid og saa aalle snakked te di gammel Faa'r om
æ. Du ved, hwor stur Pris a sætter paa dæ, du er mi jenest
Baa'n[291]; a haar ingen anner aa forlid mæ te end dæ; vil du nu rejs
aa æ Land, saa er æ jo snaar, som haaj a laa _dæ_ ved æ Sid af de
anner.
[290] _kid aa_, kjed af.
[291] _jenest Baa'n_, eneste Barn.
=Anton.=
Ja, Faa'r, du maa ett tro, det er nøj, a gaar let te. Saa war a nok
kommen te dæ. Men a vil ett længer gaa herhjemm og gjæld for
Kaast'kjæp[292] og kyl'es af det jet og i det andt og saa endda skuld
vær lig'glaad. Det ka godt vær, a blywer skuffed i Amerika ogsaa, men
heller det ud i det Fremmed end gaa herhjemm og ved, te en ett ka
komm op; en være saa dygtig en være mô, saa _er_ en føj te aa læ sæ
indrull i "de Meniges anden Klasse".
[292] _Kaast'kjæp_, Kastekjæp.
=Povl.=
Ja, men, Anton, det er æ, a er kommen for aa sej dæ: du behøwer et aa
rejs ud for aa blyw di egen Mand, du ka komm hen paa æ Hied te mæ og
faa æ bette Hjemmen.
=Anton=
{(ser tavs til Siden).}
=Præsten.=
Lyt til din gamle Faders Stemme!
=Povl=
{(indtrængende).}
Du kommer saa sjalden hjem aa sir te di Faa'r, helsen skuld a ha vist
dæ, hwor æ bette Stej er gavn teframm ad i de sidst Aaringer; det vil
vis ogsaa æ Præjst hold med mæ i. Det _er_ en bette gjæv Plet, det ka
du lig sej aa!
=Præsten.=
Ja, det har jeg ofte sagt til din Far, Anton; det er mig en inderlig
Glæde at se den Trivsel, der er i alting omkring dit Barndomshjem.
Jeg har altid kaldt det for det lille Søndagshjem paa Heden.
=Povl.=
Og du ka faa æ uden Peng. Der _er_ jo ingen anner te æ. Det er jo
_dæ_, a haar gan aa tint paa for hwer Spaadfuld Jurd, a haar vend
derud!
=Anton.=
Ja, Faa'r, a mistyder ett di Tilboj og den gued Mjening du haar med
æ, men Faa'r -- a kan ett ta imud æ[293] -- -- saa gjân, a ogsaa
vild.
[293] _imud æ_, imod det.
=Povl=
{(næsten i Graad).}
Naa. -- Du ka ett ta imud æ! Hører De det, Pastor Hansen; han ka ett
... ta imud æ! Han forsmaar mi Gaw. Det _er_ ett nøj for ham! Baare a
saa haaj hat udstridt, for her i Verden blywer der ett mir Gled for
_mæ_ aa vent!
=Præsten=
{(til Anton).}
Knus dog ikke et stakkels Faderhjærte! Han kommer jo til dig med det
bedste han ved: sit lille Søndagshjem.
=Povl=
{(i sine egne Tanker).}
Hwi gik a saa dér i aall de manne Aar og jawnt Knold paa Knold, nær
han nu ett tykkes, det er nøj ward? A gjord æ, forre te[294] han sku
faa æ bejr, end _a_ haaj hat æ. A trowed, te a gik og sled for jen af
mi egen; nu haar a jo saa iløwle kuns gan i Dawlej for anner. Nær
Fremmed ska ha æ atter mæ, hwor er saa æ Løn for mi Sled!
[294] _forre te_, for at.
=Anton.=
Ja, Faa'r, aal det, du dér sejer, forstaar a hwer Krumm[295], og det
gjør mæ saa ondt, ja, saa forfærdelig ondt; og for ett aa hør dæ sej
æ, er æ, te a er bløwen fræ dæ.
[295] _Krumm_, Smule.
A haar den størst Beundring for di Sled. Men _a_ kan ett trækk di Sel
paa; den vild gnav mæ, saa a bløw baade vild og gal; og det miner
Folk, te a haar nok aa i Forvejen. A kan ett som du pikk Guldkjanner
op aa en Saândbrink; a er en naaen Tids Mennesk, der ett er tilfreds
ved blot aa faa æ Fød -- for den faar en Regnworm jo ogsaa. Tho æ
Fød, den _kund_ a maaske faa deropp paa æ Hied; skjønt det er nok
somm'tid, Faa'r, det haar knævn _dæ_ haadt nok; men æ Fød det er det
mindst for _mæ_. Nej, a maa ha nøj aa prøv mi Evner paa! Og i _mi_
Aalder og med _mi_ Syn aa læ sæ bind te en Stump Hiedmark opp mell æ
Lyngbakker -- nej, Faa'r, det maa du ett forlaang; det vild vær som
aa sætt en Haar i Tyr[296].
[296] _en Haar i Tyr_, en Hare i Tøjr.
=Præsten.=
Nej, lille Anton, _du_ ejer ikke det, som er bleven din fromme Far
til _hans_ Livs Velsignelse: Tilfredshedens gyldne Naadegave.
=Anton.=
Nej, det haar De Ret i, Hr. Pastor! Tefredshied -- det er en Wor a
aaltid haar kjowt i smaa Partier. Tefredshied for den Fatte forre te
den Rig ka faa Ro te aa tyg _aa_ æ Mund. Saamanne Smaafolk som mulig
op paa æ Hied, saa er de ett i æ Vej for dem Stur. Men a skal ett læ
mæ dryw ud i Ørkenen; skal a blyw herhjemm, saa vil a knag mæ ha en
Bej[297] med de anner ... Helsen ka a rejs. Verden er stur. Der er
tusind og tusind te, der er rejst fâr _mæ_, og det ett af de ringest!
[297] _Bej_, Bid.
=Præsten.=
Nej, det er saa sandt, saa altfor sandt, hvad du _dér_ siger, Anton.
Det hører til _mit_ Livs sørgeligste Erfaringer at ha' oplevet det,
_jeg_ har maattet opleve, mens jeg har boet i dette Hedesogn; at se
alle de dygtige, men _fattige_ Karle, altid de dygtigste, saa snart
de har naaet Modenhedsalderen, -- saa se dem forlade Hjem og Arne og
det elskede Fædreland for at søge Lykken i det fremmede. Naar jeg
læser i min Avis, at nu er der atter én eller anden udvandret Dansk,
som har udmærket sig derude -- ja, jeg forsikrer jer, jeg kan sidde
og skamme mig, blive saa inderlig bevæget paa mit Lands Vegne, at vi
maatte vrage ham, mens de fremmede forstod at faa hans Evner til
Spiring. Saadan _burde_ det jo ikke være.
=Anton.=
Ja, sir De _det_, Hr. Pastor! De maa gi mæ Ret. En Land der ett
behandler si Ungdom annerledes, den Ungdom, der haar Næv paa æ Skawt,
fortjener den, te vi ska hold wos te en? Hwem vild ett gjân blyw
herhjemm og ta si Torn sammel med de anner, nær en maatt arbed paa
lig Velkaar, men det bejst aa æ Land er jo tavn op af Persowner, der
bogstavelig aalle haar hat dje Hinner paa en Spaad, og tebaag te vi
anner blywer tit ett andt end den usleste Knyg'saând[298].
[298] _Knyg'saând_, Flyvesand.
=Povl.=
Ja, æ Saând ka ogsaa godt gi _nøj_, nær det helsen faar si Passen.
=Anton.=
Ja, Faa'r du haar slidt aall di Lyw, og hwad haar du faat ud aa æ? Mi
Søskend er død hwerjen, wor Muer fæk tidle hinne Knôg[299]. Du war
jen af de stærkest Mænd, da _du_ saatt dæ nied paa æ Hied. Hwad er du
nu!
[299] _hinne Knôg_, sit Knæk.
=Povl.=
Nej, nu er æ Hjelbred jo ved aa sald[300].
[300] _sald_, svinde.
=Anton.=
Og hwormanne ledde Timer haar du wal hat i di Løwtid?
=Povl.=
Aa saamænd, manne war æ jo ett.
=Anton.=
Og dengaang, du ga dæ i Lav med æ Lyng som ung Mennesk, mon du da
haaj tint[301], te det skuld ha tavn saa haadt paa dæ og din?
[301] _tint_, tænkt.
=Povl.=
A haaj wal knap nok tint, te det war nap[302] saa taang en Stien aa
trill mej. Tho det gik jo endda noweledes[303] i æ Førstning; da haaj
en jo no faa Spaarskjellinger aa tær po, men da de saa gik ad, og det
jet slo fejl og det andt slo fejl, saa war æ saamænd manne Gaang
stræng, især den Tid da di Muer bløw tavn nied, og en stod aaljenne
med æ. Ja, a haar saamænd list mæ fræ de Smaa manne Nætter og gavn ud
paa æ Hied og vrejn mi Hinner te Worherr, om ett han vild kjend mæ en
Raad, saa a kund skaff en Stø Brød aa gi æ Bø'en.
[302] _nap_, slet.
[303] _noweledes_, nogenledes.
=Anton.=
Hører De det, Hr. Pastor; søen sir æ tit ud indvendig "det lille
Søndagshjem paa Heden".
=Præsten.=
Nej, kjære gamle Povl, _har_ De haft det saa tungt! Og det har De
aldrig sagt _mig?_
=Povl.=
Aa, det kan en jo tidle nok komm te aa bekjend, te en ett wal ka
reterir sæ[304]. Og det gik jo da ogsaa nok saa godt, da a først kam
te nø Besætning.
[304] _reterir sæ_, klare sig selv.
=Anton.=
Jamen med di Sled skuld du jo ha wot jen af de rigest Mænd i æ Sovn.
=Povl.=
Ja, vi ka ett aalsammel blyw Herremænd.
=Anton.=
Nej, det er heller ett æ Mjening aa æ. Men ka du nu forstaa, hwad a
saâ, te _a_ ett ku trækk _di_ Sel[305] paa?
[305] _Sel_, Sele.
=Povl.=
Ja, du maa ett læ dæ bind for _mi_ Skyld. A er en gammel opsledt