Samlede Værker, Tredie Bind - 08

kommer I snart, I Husmænd!
Dovne sugede Jordens Marv,
-- kommer I snart!
tusind Tønder til Taabers Tarv!
Hvad _de_ levned blev eders Arv.
Kommer I snart, I Husmænd!
Staa ej bundne jer Bødler bi,
-- kommer I snart!
grib jer Spade, og hug jer fri,
I er tusind, hvor de er ti!
Kommer I snart, I Husmænd!
=Proft=
{(er kommen ind ved Begyndelsen af næstsidste Vers. Efter Sangen gaar
han hen mod Goj).}
De arrangerer Varieté for Folkene?
=Goj.=
Saamænd.
=Proft.=
Mon gratis.
=Goj.=
Ja, for indbudte.
=Proft.=
De lader til at være stærkt optaget.
=Goj.=
Har været. Nu er vi færdige.
=Proft.=
Men De havde ikke Tid til at komme op til mig.
=Goj.=
Nok Tid, men ikke Lyst. Jeg skal sige Dem, Hr. Proft, da jeg sidst
blev kaldt op i Herskabslokalet -- det er nu en lille Snes Aar siden
-- var det for at faa min Ryg pisket til Blods. Det var Deres
elskelige Faders sidste Opmærksomhed imod mig; og De forstaar:
saadant et lille kjært Barndomsminde vil man nødig ha' vækket i
Utide.
=Proft.=
Fik De Prygl, har De sikkert fortjent dem.
=Goj.=
Som man ta'r det. Dog havde Deres højtærede Far _visse_ rundhaandede
Egenskaber. Naar det gjaldt Prygl tog han ingen smaalige Hensyn til
Fortjeneste. -- Jeg havde forøvrigt sparket en af hans Jagthunde,
fordi den først havde flænget mit ene Ben.
=Proft.=
Og nu er De kommen her for at sætte Splid mellem mig og mine Folk,
lokke Arbejdskraften bort fra Herregaarden og selv skumme Fløden.
=Goj.=
Aa, hvad Fløden angaar, saa er den skummet saa grundigt af Dem og
Deres, at der næppe vil være levnet stort til mig. -- Og naar De
allerede ved saa meget, saa ved De vel ogsaa den fulde Sandhed, som
jo er den, at jeg ikke selv beregner mig det allerringeste Udbytte af
mit Projekt.
=Proft.=
Aa pyt, den Tale kan De bilde Taaber ind, saadanne Taaber som dem her
{(peger omkring sig; fortsætter henvendt til Folkene):}
Hvad Satan staar I her og glor efter! Har I ikke hørt nok af den
Herres Skvalder! Ud til jert Arbejde, den Onde gale mig! Strax!
_Endnu_ er jeg dog eders Husbond.
=Jens Romlen.=
Ja, men det er jo da Søndag, gued Hosbond!
=Proft.=
Ud med jer alligevel! Naa lad det gaa lidt villigt!
{(Puffer til de bagerste.)}
{(Til Goj):} Ser De ikke, hvor De nedbryder hver Gnist af Respekt for
Husbond og Herskab ved Deres uforskammede Trængen-Dem-ind her paa
Gaarden!
=Goj.=
Aa, jeg synes ikke, De kan klage; der var jo dog ingen, der vendte
sig i Døren og spytted Dem i Ansigtet, som De havde fortjent.
=Proft.=
Hvad understaar De Dem i at sige!
=Goj.=
Med hvilken Ret jager De med voxne Mænd og Familiefædre, som var det
umælende Kvæg?
=Proft.=
Det staar jeg ikke Dem til Regnskab for. Hvad vil De mig?
=Goj.=
Undskyld, Hr. Proft, det var ikke mig, der havde Bud efter _Dem_.
=Proft.=
Hvorfor kredser De uophørligt omkring denne Gaard? Hvad _er_ det, De
vil?
=Goj=
{(lægger Armene over Kors).}
Nuvel! Jeg vil -- _hævne mig!_ Hævne min Mors Skjændsel og min Fars
forsmædelige Død.
=Proft=
{(blegner; ta'r en Revolver frem).}
Nu skal De Dælen brække mig forføje Dem ud af min Gaard, eller jeg
skyder Dem ned som en Hund!
=Goj=
{(har lynsnart revet =sin= Revolver op af Lommen, farer et Par Skridt
tilbage, hæver Vaabnet mod Proft og siger):}
Værsgod! De har første Skud!
=Proft=
{(la'r sit Vaaben synke).}
=Goj.=
Godt! Skal vi saa ikke forsøge at anslaa en mere _saglig_ Tone.
De ved lige saa godt som jeg, hvor grusomt Deres Slægt har handlet
med min, men De ved ikke, hvor tit min Haand har været knyttet til
_blodig_ Gjengjældelse.
Mon De endnu husker den Dag, De havde opført Dem raa imod en ung
Pige, som jeg havde taget under min Beskyttelse. Jeg passed Dem op
ude bag Granplantagen; jeg prygled Dem, saa De græd til mig, endda De
alt var voxen Mand; og da De krøb for mig og omklamred mit Knæ og
tilsvor mig ved de stærkeste Eder, at De intet skulde røbe for Deres
Far, da jubled mit Hjærte af Hævnglæde. Men da De alligevel fortalte
Deres Far om den Medfart, De havde faaet af Ulvens Søn, da vendte mit
Had tidobbelt tilbage, som et Vand der er gaaet under sine Dæmninger;
jeg selv kæmped haabløst i dets Hvirvler. Da følte jeg, at nu maatte
jeg flygte over Hals og Hoved, hvis ikke jeg vilde blive Morder og
faa en endnu forfærdeligere Skæbne end min Far.
Jeg har tit takket min Gud, at jeg ikke traf Dem den Nat, thi ingen
jordisk Magt vilde ha kunnet redde Dem af min Haand.
Naa, jeg kom om Bord paa et Skib og hugged mig frem gjennem meget
ondt, havned omsider i Australien, under hvis mægtige Sol Giften
omsider damped mig af Blodet. Derude lærte jeg at forstaa, at det
ikke er Personerne, men Systemerne, der er vore Fjender.
=Proft.=
Det var en noget sen Omvendelse.
=Goj=
Aaja, men tidlig nok til at redde min Sjæl. De og Deres Standsfæller
De lever paa raadnende Grund, derfor er De syge og degenererede Folk.
=Proft.=
Aa, vi er ikke de eneste, der er syge.
=Goj.=
Ikke de eneste, men dem der er angrebet værst. De lider af Fedt paa
Hjærtet. De har hundrede Gange mere af alle Ting, end De kan anvende.
De er fødte som vi andre med een Mund og een Mave, ikke flere; og da
De ikke ved, hvad De skal gjøre med de Rigdomme, De vinder uden Kamp,
saa bliver De blaserte og perverse; De begynder i Raffinements og
ender i Forbrydelse. Det er Systemets Raaddenskab, der trænger op i
Dem selv, højere og højere, indtil den naar de ædleste Centrer.
=Proft.=
Aa, jeg gider ikke høre paa Deres Tirader!
=Goj.=
Det er heller ikke saa meget Dem, de gjælder, som den Flok, De for
nylig drev ud. En Dag skal De dog komme til at sande, at mine Ord var
mere end Tirader. Denne Gaard skal komme til at ligge her paa sin
sivende Grund som et Møllehjul, man har ledet Vandet fra.
Saa let, som De fløjter Deres Hund til Dem, skal jeg derude fra min
Moseplads fløjte Egnens Arbejdsstyrke til mig. Og der skal ikke blive
andet tilbage her paa Herregaarden end fire hvide Hænder og saa --
Rotterne!
Mon De nu har forstaaet, hvad jeg mener med at hævne mig?
=Proft.=
Præk og Fantasteri! Lad os tale om noget andet.
=Goj.=
Om noget andet? Hvad mener De?
=Proft.=
De har en eneste Ting, jeg misunder Dem: Deres Hest; sælg mig den.
=Goj.=
Jeg handler ikke med Heste. Desuden: den og jeg er voxet sammen
gjennem ondt og godt. Det er et Hittebarn. Jeg fandt den som spæd ude
paa Steppen en Dag, jeg kom fra Faareklipning. En af de halvvilde
Hopper, der færdes derude, havde kastet den og ikke villet kjendes
ved den. Jeg tog den hjem og plejed den, og siden har den faaet Føden
af min Haand. Men dens medfødte Vildskab er i den. Vil De se det!
{(Han gaar hen til det aabne Vindue og blæser i en Fløjte.)} Se der!
Strax oppe paa Bagbenene! Danser omkring sin Fortøjringspæl.
{(Kalder.)} Meggi! Meggi! Hov, hov! -- Men nu blæser jeg igjen.
{(Fløjter.)} Hej; se hvor den rusker i sit Bidsel! Bagskoene vildt i
Vejret. -- Meggi, Meggi, stil-ll-le, Meggi! -- Nu gaar det ikke an,
jeg gaar videre.
=Proft=
{(stærkt interesseret).}
Det var som Satan!
=Goj.=
Eet Fløjt endnu, og vi risikerer, at hun støder sit Reb og sprænger
ind ad Vinduet til os.
=Proft.=
Det er meget interessant.
=Dorre=
{(kommer lydløs ind).}
=Proft.=
Hvad skal du, Dorre?
=Dorre.=
Aa, a skuld red æ Kaal' dje Sengi[123], men a ka jo godt vent.
[123] _æ Kaal' dje Sengi_, Karlenes Senge.
=Proft.=
Nej, det er ligegyldigt; red du bare væk.
=Dorre=
{(gaar i Lag med Sengene).}
=Proft.=
Hør, Goj, den Hest maa De ikke nægte mig.
=Goj.=
De ved ikke, hvad De be'r om. Desuden: Den Hest kan De slet ikke
ride.
=Proft=
{(blæser).}
Pyh; nu taler Proletaren i Dem. De snakked før om _mine_ --
Perversiteter. Men Folk som De ved ikke, hvad det er at leve.
Det er ikke det at gaa med fyldt Skrut eller nyde under passende
Hensyn til andre. I Deres Iver for at dividere, saa vi alle faar
saa pas lige meget, glemmer De bestandig det _Plus_, som gir
Livet sin Tillokkelse. Nøjsomhed har nu aldrig hørt til mine
Naturanlæg. _De_ er formodentlig Medlem af en eller anden
puritansk Maadeholdsforening, jeg er -- om De vil -- én af disse
tøjlesløse Levemænd, som synes at eje Deres Foragt; at kunne
besejre enhver Pige og tumle enhver Hest har altid hørt til mine
bedste Slægtstraditioner.
=Goj.=
Det Princip la'r sig maaske praktisere, saa længe De kun har at gjøre
med de tamme, danske Racer, men min lille Hoppe har drukket Sol i
andre Zoner. Desuden er den en vildfødt Proletar som jeg selv; altsaa
taaler den ingen Herremænd paa Ryggen. Den har set Dem prygle
Drengen, det er nok til, at den hader Dem og aldrig vil lystre Deres
Tøjle.
=Proft.=
Det skal De faa at se, den Dag, jeg svinger mig op paa den. Forlang
for den, hvad De vil.
=Goj=
{(gaar et Øjeblik grundende omkring).}
De vil absolut --
=Proft.=
-- ha' den Hest. Ja!
=Goj.=
Om Handel paa almindelig Maade kan her aldrig være Tale; den Hest
skiller jeg mig ikke ved. Men -- vi kan jo slaa et Væddemaal.
=Proft.=
Et Væddemaal? Lad mig høre?
=Goj.=
De har nægtet Jens Romlen Skjødet paa hans Ejendom.
=Proft.=
Aha! -- Ja, som De gjerne vilde ha' Fingre i for des bekvemmere at
kunne komme os til Livs.
=Goj.=
Som De behager. Jeg kan _bruge_ dette Jordstykke, og jeg kan
_undvære_ det.
=Proft.=
De vilde dog lægge Deres Maskinhus der.
=Goj.=
Meget sandt. Men Jorden er vid. Og Deres Vægren kan ikke gi' mit
Projekt Grundskuddet.
Men det er en blodig Uret at gjøre en fattig Familie, som har stridt
haardt for Udkommet og nu glæded sig til i Alderdommen at kunne kalde
denne Plet sin egen.
=Proft=
{(heftig).}
Ja, og gaa over til Dem med al dens Pikpak og forlede saa mange som
muligt af Gaardens faste Arbejdere til det samme. Det er en saadan
Lumpenhed, De har sat i Værk.
=Goj.=
Naar De taler i den Tone, føler jeg ingen Trang til at gaa videre i
mit Forslag. Det lod ellers til før, at De følte Dem saa sikker som
Hestebetvinger, at jeg kunde stille omtrent ethvert Vilkaar; nu
kommer De i Raseri ved det simpleste Krav til Deres Samvittighed. Man
skulde næsten tro, den sad paa et ømt Sted.
=Proft.=
Spar mig for Deres Spydigheder og gaa videre.
=Goj.=
Vel. De vil altsaa indenfor en vis Tidsfrist forsøge at faa min Hest
til at lystre Deres Vilje. Vil De selv foreslaa en saadan Frist.
=Proft.=
Nu ja, f. Ex. den 27. September, min afdøde Fars Fødselsdag. Det er
fra gammel Tid Festdag her paa Gaarden.
=Goj.=
Ja, det husker jeg. De ser nu her den Fløjte, som Hoppen er vant til
at adlyde. Jeg vil fra et Punkt, hvor Hoppen kan høre det, ha' Lov
til at gi' tre Stød i denne Fløjte, og hvis De saa endnu er Herre
over hendes Bevægelser, da er Hoppen Deres, i modsat Fald afstaar De
Jens Romlen uden Tøven det lovformelige Skjøde paa hans Moselod.
=Proft.=
Det er et Ord! Altsaa den 27. September.
=Goj.=
27. September. Allright! Vil De gi' mig _det_ skriftligt.
=Proft.=
Skriftligt? Naa, lad gaa. Men Hesten blir jo altsaa foreløbig hos
_mig_, at vi kan vænne os til hinanden.
=Goj.=
Meget vel. Jeg gaar da ud og ordner lidt ved den ene Stigbøjle, for
det er jo bedst, hun beholder den Sadel, hun er vant til.
=Proft=
{(til Goj).}
Gaa De kun. Jeg kommer om et Øjeblik.
=Goj=
{(idet han gaar forbi Dorre ved Sengen).}
Farvel, Dorre!
{(Ser mistænksomt fra hende til Proft. Ud.)}
=Proft=
{(nærmer sig Dorre, kniber hende i Kinden).}
Naa, hvordan har Snutten det saa? -- Hørte du noget af vor Samtale?
=Dorre.=
Ja, det kund a da ett godt blyw fri for; a hør jo, te Herren skuld i
Lav med aa rid paa Gojs Hejst, {(grædende)} men det skuld Herren
rigtignok lad vær mej; for det sejer da all Folk, te det er saamøj en
flyvgal Krikk, som ingen kan tummel uden Goj sjel.
=Proft.=
Er du bange, mit Lam, at jeg skal komme til at ligge hos Madam
Græsmeyer -- og ikke ha' dig med -- hva {(Kys)}; hva! {(Kys.
Omslynger hende heftig.)} Hun har jo ligefrem Taarer i Øjenvipperne.
Er jeg da saadan en Klodsmajor til at ride, at jeg skulde brække
Halsen hen ad en almindelig Landevej?
Hun er bleven saa tudende i den senere Tid. -- {(Lavere.)} Har Du
bestemt dig med Hensyn til Laurst, som jeg talte med dig om?
=Dorre=
{(i ny Graad).}
Aa, bare Herren aldrig vild nævn _hans_ Navn mir.
=Proft=
{(mørk).}
Nu skulde du være fornuftig. Hvad, Dorre! {(Blidere.)} Vi behøver jo
aldeles ikke derfor at afbryde vort ... Jeg mener ... at slaa Haanden
af hinanden. Jeg elsker dig jo, min Snut. Laurst, det Fjols, vil
saamænd ikke ha' noget imod, at hans Husbond sværmer lidt for hans
smukke Kone.
=Dorre=
{(med skjælvende Læber).}
Hvis a nu ... tog ham ... tog Laurst ... vild Herren saa læd vær og
rid paa den vild Hejst?
=Proft=
{(slynger atter sin Arm heftig om hendes Midje).}
Lille Tosse {(Kys)}, lille Tosse {(Kys)}! Hvor henter hun den
Ængstelse fra!
{(I det samme knalder et Skud.)}
=Dorre.=
Uh!
{(De to elskende slipper hinanden; de vender sig og ser Goj med en
rygende Revolver.)}
=Proft.=
Hvad er det, De skyder?
=Goj=
{(har bøjet sig ned).}
Aa, det var bare en Rotte {(løfter den ved Halen)}.
=Proft.=
De skyder godt, Hr. Goj.
=Goj.=
Aaja; jeg kom for at sige, at jeg har sat Hesten ind.
=Proft.=
Godt. Nu skal De faa Deres Dokument.
{(Tæppe.)}


FJERDE AKT.

FØRSTE AFDELING.
Festdag paa Gløttrup.
{=Gaardens Polakkammer=. Dør til venstre i Bagvæggen med plumpe,
ophøjede Tværbeder som i Stalde. Udenfor ses Porten. Paa venstre Væg
et Par smaa Vinduer til Gaarden. Fire Senge, to paa hver Side, med
yderst tarvelige Dynevaar. Man ser Kammerpotten under de to forreste
Senge. Paa Katinkas Seng i Forgrunden til venstre et stærkt koloreret
Tæppe, over samme Seng en falmet Papirsvifte, dito Lygte og et Par
polske Papirsflag. Til højre lidt Kjøkkentøj, Kasseroller, Gryder og
en stor Primus, ogsaa en Vandspand. Paa Væggen hænger hist og her et
broget Skjørt; lasede Arbejdsklæder etc. over Stoleryggene. I
Forgrunden til højre en Kuffert, overklistret med Jernbanemærker. En
Dynge Kartofler mod Væggen; i et Hjørne 3-4 Roehakker. Væggene ru og
uden Pudsning. Loftet sammensat af løsliggende Rafter, hvorfra Halmen
hænger ned. Hele Rummet trist og smudsigt.}
=Herredsfuldmægtig Grættrup=
{(skyder Døren tilbage, saa Portvæggen ses bag ham).}
Hvad Satan er dette her! Vil De nu bare se!
{(Trænger ind, efterfulgt af Godsejer =Oxenway=, Proprietær
=Svenningsen= og Proprietær =Smollerup=, alle med høj Hat.)}
Det er sgu Polakpigernes Boudoir. Jeg vil just ikke paastaa, her
lugter af Eau de Cologne.
=Oxenway.=
Nej, der lugted betydelig bedre i Stalden. -- Det var en dejlig lille
Hoppe, dejlig lille Hoppe; _det_ siger jeg!
{(Herrerne, der er rødblissede og støjende, gaar omkring og ta'r
Elendigheden i Øjesyn.)}
=Proprietær Smollerup=
{(hiver latterdrukken et Fruentimmerskjørt ud fra sit Søm paa
Væggen).}
=Svenningsen.=
Ja, det er der sgun'tte meget Ben i.
{(Fornyet Latter.)}
=Grættrup=
{(peger mod Viften.)}
Vil De se der! Er den ikke sød!
=Oxenway=
{(lorgnetterer Gjenstanden).}
Ak ja, Kvinden er sig selv lig i Hytten som paa Borgen. Et Par af sit
Hjemlands Flag; det er dog sandelig smukt, det er smukt; _det_ siger
jeg!
=Smollerup.=
Saa er det sikkert Sengen, hvor hun ligger, den smukke Katinka, som
endogsaa skal ha' faaet selve Hr. Proft til at strække Gevær.
=Oxenway.=
Er det sandt, er det sandt. {(Klapper klukkende paa Dynevaaret).}
Hoho-hum! Ligger her den smukke Katinka. Jeg synes, alene Navnet er
ganske forjættelsesfuldt. Det er virkelig Synd, hun ikke er hjemme.
Jeg har i Dag ligefrem saadan Lyst til at faa lidt Luft under
Halefjerene. Ja, _det_ siger jeg!
{(Vifter med Armene.)}
=Svenningsen.=
Ja, der er mange af disse Piger, der kan være ganske nette, men de
har det immer ligesom Gravænderne: de er noget trannede i Smagen.
=Oxenway.=
Nej, jeg la'er som oftest den Fugl flyve. Men som de Fruentimre kan
luge! Det er som var det lutter Fingre.
De har reddet vort elskede Fædreland ud af en _stor_ Krise. _Det_
siger jeg.
=Grættrup=
{(har faaet fat paa en Kammerpotte; holder den hen mod Godsejeren).}
Jeg tør vel ikke anmode den Herre om et ringe Bidrag?
=Oxenway.=
Øh -- hvad mener De?
=Grættrup=
{(kaster selv et Pengestykke i Karret).}
=Oxenway.=
Ah; en human Idé, en human Idé, _det_ siger jeg!
{(Kaster en Tokrone; de andre ogsaa en Skjærv. Grættrup sætter Karret
paa Gulvet og under almindelig Fuldmandslystighed ta'r de hinanden om
Skuldrene og danser i Kreds, imens de synger):}
Di-di-di -- da -- dam,
di-di-di -- da -- dam,
dididi -- dididi -- dididi -- da -- dam --
=Kokkepigen=
{(i Døren, revnefærdig af Latter).}
Hihihi! Hihihi! Jeg skulde hilse Herrerne, om Herrerne ikke vilde
komme op til de andre Herrer. Hihihi!
=Svenningsen.=
Død og salte Pine, det var dog en lækker lille Fastelavnsbolle! Kom
hen til mig!
{(Forsøger at drage hende ned paa sit Knæ).}
=Oxenway=
{(gnæggende).}
Ho-ho-hum!
{(Støj fra Gaarden.)}
=Grættrup=
{(ser gjennem Vinduet).}
Hvad er det for et Menneske, de der er samlede om?
Han staar med et langt Gevær. _Han_ har nok taget sig en ordentlig
Klyvert paa sin afdøde Husbonds Fødselsdag.
{(Ogsaa de andre ser ud.)}
=Kokkepigen=
{(rejser sig fra Svenningsens Knæ).}
Det er den Blinde. Jeg kunde knap nok slippe herhen for ham.
=De andre.=
Den Blinde?
=Kokkepigen.=
Ja, Bror til Goj, som har laant Herren Hesten. Han har været
kanonfuld lige fra Mor'ningen. Det er han altid paa Godsejerens
Fødselsdag.
=Grættrup.=
Ja saamænd, det er vi andre jo ogsaa!
{(Hahaha!)}
=Kokkepigen.=
Ja men, han er det, fordet han blev blind den Dag.
=Grættrup.=
Han blev blind!
=Kokkepigen.=
Ja, det er mange Herrens Aar siden. Det var paa en Klapjagt. Det var
Godsejeren, som skød. Og saa blev han blind.
=Oxenway.=
Ja, nu husker jeg det; jeg husker det; jeg var med paa den Jagt. Ih,
se!
{(Lorgnetterer gjennem Vinduet).}
=Kokkepigen.=
Og naar den Dag kommer, saa drikker han til den store Guldmedaille,
og saa vil han altid exercere, for han var jo Soldat, før han blev
blind. Og saa har han en gammel Muskedonner fra den Gang -- der er
ingen, der kan forstaa, hvor han faar den fra, for den bliver altid
taget fra ham; for paa den Dag er han saa ondskabsfuld baade paa
Herskabet og andre Folk. I Fjor maatte han bindes, for han er jo saa
umanerlig stærk. Ellers til daglig er han saamænd et godt sølle
Skrog, der sjælden siger et Ord.
Naa, saa siger jeg til Herrerne, De kommer.
{(Hun ud.)}
=Grættrup.=
Det var forresten en mærkelig Historie.
=Oxenway.=
Ja, det var afdøde Profts Skud. Jeg husker det flygtigt. Jeg tror,
det var nede i Nordenskoven.
=Svenningsen.=
Nej, det var ude ved Ginnerskov; jeg var selv med. Det var én af mine
første Jagter.
=Oxenway.=
Naa, var det Ginnerskov; saa husker jeg fejl; man oplever saa meget.
=Svenningsen.=
Skylden var sgu Fyrens egen. Han var jo Klapper og holdt sig ikke
tilstrækkelig tilbages.
{(Selskabet nærmer sig Udgangen; da mørknes Dørlysningen.)}
=Den Blinde=
{(raver ind med alle Tegn paa Beruselse; han har Soldaterhue paa og
et Gevær med paasat Bajonet; han synger skingrende):}
Farvel, mit elskte Fødeland,
nu maa jeg Afsked tage,
modig i Kampen mi-ig begive hen,
farvel, I smukke Piger her,
I maa mi-ig ej beklage,
nu er mit Gevær Soldatens Ven.
Selv Kongen og Prins Ferdinand
vil fryde si-ig derved,
naar de faar at se vores Tapperhed.
{(Gjør en Række raslende Geværgreb, kaster sin Muskedonner fra
Skulder til Skulder og støder Kolben mod Gulvet, saa det dundrer. I
Begyndelsen ydes der ham en Art tvungent Bifald, men efterhaanden som
man mærker, at den Blinde vogter nidsk paa Udgangen, bliver
Stemningen mat og dyster.)}
=Oxenway.=
Aa, kan man dog ikke slippe forbi dette ubehøvlede Menneske.
=Den Blinde=
{(støder for sidste Gang Kolben mod Gulvet).}
Saa, nu begynder Festens alvorlige Del!
{(Lægger Bajonetten an til Udfald).}
{(Som ved en fælles Aftale forsvinder i et Nu de fire Herrer under
Sengene, saa kun Ansigterne og de høje Hatte rager frem. =Den Blinde=
har gjort et Favnespring over Gulvet og har faaet en Hovedpude paa
Bajonetten; trækker sig baglænds tilbage mod Døren med Puden, som han
leger Himmelspræt med.)}
=Den Blinde.=
Jeg er ogsaa kommen lidt paa Klapjagt i Dagens højtidelige Anledning.
Og jeg mærker, at her har forstukket sig et Par gamle Bukke.
{(Nyt Udfald; Hattene forsvinder under Sengene.)}
Her skulde vel ikke være bl. a. en Godsejer Oxenway eller Oxenkwaj --
mig er det revnende ligegyldigt.
=Oxenway=
{(stikker Hovedet frem).}
Uforskammet; _det_ siger jeg!
=Den Blinde.=
Kom bare frem, lille Godsejer; du var jo med den Dag i Ginnerskov; du
saa paa, at jeg misted begge mine Øjne -- for en Hare! Ja, for de
regner jo ikke vos ved det Skidt, deres Heste smider fra deres Sko.
{(Begynder at lade Geværet med dybe Stød af en gammel Ladestok, mens
han stadig taler.)} Som nu den unge Herre her; der er ikke en Pige,
han kan la' være i Fred, ikke engang Polakpigerne; det er ogsaa ham,
der har været efter Dorre {(henter Hagl og Krudt og Forladning op af
Lommerne og stopper i Geværpiben).} -- Aa bare jeg kunde se saa meget
som et Sekund, saa skulde jeg ha' hævnet baade Far og Mor og mine to
Øjne {(græder).} Men her gaar jeg som en Stymper hele mit Liv og
raver i Mørket og kan ikke engang finde den Lus, der bider mig! --
Giv mig mine to Øjne, eller I er Dødsens!
=Grættrup=
{(hvisker).}
Det er nødvendigt, han afvæbnes, ellers sker der en Ulykke. Satans
her ikke er saa meget som en Betjent!
=Den Blinde.=
I Dag skal Bøssepiben se for mig! {(famler til at sætte en Fænghætte
paa)}. Se saa! Kom nu frem, I Karle, som til daglig træder os, saa vi
jamrer, og siden griner os op i Ansigtet. -- Hvor er I henne!
{(hurtig Bevægelse mod Døren).} Hvi Satan griner I ikke, som I er
vant til. Kan I ikke lukke Kejen op!
=Grættrup=
{(med en Kammerpotte som Skjold, stikker Hovedet frem og raaber).}
I Kongens og Lovens Navn --
{(I det samme knalder den Blindes Skud; en splintret Rude falder
klirrende ud i Gaarden; samtidigt lyder et forfærdet Hvin fra
=Polakpigerne=, der er komne ind i Porten og ser, hvad der foregaar.
Deres Skikkelser bølger foran Indgangen.)}
=Den Blinde.=
Der er ingen, der jamrer sig; saa har blinde Ole ogsaa denne Gang
spildt sit Krudt!
=Goj=
{(træder ind).}
Naa, Bror, hvad er det for en haabløs Leg, hvormed du søger at
forhøje Festglansen; den blinde Samson blandt Filistrene! Skammer du
dig ikke ved at gjøre alle de pæne Mænd saa bange. Giv du nu mig
Bøssen, og søg du saa ud i Halmstakken og sov Rusen ud, før du laver
flere Ulykker.
{(Goj og den Blinde ud.)}
{Herrerne kommer nu frem een for een; i Døren møder de Polakpigerne.}
{(Tæppe.)}

ANDEN AFDELING.
Samme Dag henimod Aften.
{Dekorationerne som i 1. Akt, kun at der er hejst Flag og
Granguirlander omkring Indkjørselsportalen; Flag paa Hovedbygningens
Gavl til højre. Belysningen antyder Tordenluft.}
=Gamle Anders=
{(kommer uhæget og barhovedet frem af sin Husende; med forvirret
Aasyn og oprakte Arme).}
Her vil ski en Gjærning; her vil ski en Gjærning!
{(Sætter sig ind paa sin Bænk ved Gavlen, mens Aftensolen nu og da
bryder igjennem Skyerne.)}
=Dorre=
{(kommer listende med noget skjult under Forklædet).}
Aa, gamle Anders, a _haar_ ett hat Tid te aa kom ud te dæ den hiele
Daa[124]. Det er virkelig Synd'; men vi haar jo saa faale travlt
deropp med all de fremmed Mennesker. Det er jo nue, der vil ha nøj
for æ Nies[125], men nu tror a, de er bløwen fyldt med baade Ed og
Drikk, og saa haar a tavn mæ lig en Yw'bliks Frihied. {(Slaar
Forklædet tilside.)} Her skal du si, hwad a haar te _dæ_! Ja, det er
jo nø Bien, som de Fremmed haar gnaved det villerst aa; æ Hund haar
wal nok faat dem bejst; a tær jo ett wal ta andt. Men jen gued
Mundfuld haar a skam da faat mej te dæ; si, en hiel Høn'laar {(holder
det i Vejret).} Nu sætter a'et herind, saa finder du'et wal.
[124] _hiele Daa_, hele Dagen.
[125] _for æ Nies_, noget for Næsen.
=Gamle Anders.=
Aa, bette Dorre, du er saa gued ved mæ, te a kan aalle fuldlønn
dæ'et. Men i Daa er a saa undele tepas, ret saa harmt i mi Sind, som
skuld der ski nøj forfærdelig.
{(Man hører Hurraraab oppe fra Salene i Borggaarden.)}
=Dorre.=
Aa, er _du_ ogsaa skidt tepas. _A_ er saadan, te a snaar hwerken tær
vær opp heller nied. Sin den Hejst kam i æ Gaard, haar a ett hat en
rolle Tim[126].
[126] _rolle Tim_, rolig Time.
=Anders.=
Er det for _hans_ Skyld, te du er saa angermodig?
=Dorre=
{(grædende).}
A kan ett faa Søvn i mi Øwn for aa tink ved'et.
=Anders.=
Sølle Dorre! Kund du ett faa en anden i di Tanker?
=Dorre.=
A ved _wal_, det fører ett te nue Verdens Ting uden mi egen Ulykk.
Men a _kan_ ett anderledes; det er vis nøj, te en ett kan gjør _for_.
=Anders.=
Aajajaja! Vi _vil_ ød hinaan, saalaant vi kan naa. Sorrig og
Haardhied det er'et, æ Lyw gaar ud paa, saa er'et det samm om vi er
føj hyw eller law. Hwor tit maa a ett tink paa en gammel _tung_sindet
Vis, som a lær af mi Muer.
=Dorre.=
Maa _a_ ett hør den Vis?
=Anders.=
Jow, bette Dorre. A plejer aalle aa syng en for anne end mæ sjel; men
_du_ maa godt hør en.
{(synger):}
Der staar en Purle ved Vejens Sving
en Egeknast saa forkrampet;
den Stakkel fik aldrig sin Marv i Ring,
og aldrig blev den til nogen Ting,
fordi den for tidlig blev trampet.
For vi træder hverandre i Dyndet ned.
Ja Livets lovende Førsteknop
den ødtes grumt for de fleste;
thi raged ogsaa en enkelt op
med Jærn i Veddet, med Løv i Top,
det blev dog kun Purl det meste.
For vi træder hverandre i Dyndet ned.
Det Barn, som vaagner af drømfyldt Blund,
den hele Sol vil han kræve;
men lad ham først kjæmpe en Livsens Stund,
da vil for at vinde een Straale kun
hans tryglende Læber bæve.
For vi træder hverandre i Dyndet ned.
=Dorre.=
Tak skal du ha, Anders. -- Aa, det war ingen Sag, nær der war nø flir
gued Mennesker. Men hwad kan vi tow fatte nue gjør te det.
{(Nye Hurraraab.)}
Nu er de nok ved aa gaa fræ æ Burd deropp. Saa tær a ett blyw her