Samlede Værker, Tredie Bind - 06

Bussimand! Aaeja, aaeja!
Men det kan da aalle vær aa en dansk Slav?
=Goj.=
Nej, de er nok saa tamme i det; det er en gammel Beriderhest.
=Villads.=
Det maa a Fanden hwint mæ tro. Der er Kunster i _den_ til mir end jen
Daa.
=Goj=
{(gaar ind i Porten og fløjter beroligende ad Hesten).}
=Villads=
{(ud).}
=Kokkepigen=
{(har svanset nogle Gange over Pladsen for at fange Gojs
Opmærksomhed, hun er trind og bollet. Til Dorre).}
Kan du saa komme ind, Dorre, og hjælpe mig med at sætte Maden paa
Bordet. Nu ringer jeg til Middag.
{(Trækker kraftigt i Madklokken ved Trappen.)}
{Gaardens Folk myldrer frem fra Baggaardene og stimer mod Døren.
Enkelte ta'r Hatten af, da de gaar forbi Goj. Somme vender sig ved
Indgangen og snyder Næsen ned i Stenbroen eller sender Skraaen bort
med et: Ptøj!}
=Jens Romlen=
{(skiller sig ud fra Flokken; gi'r Haand).}
=Goj.=
Godda! Naa, har du saa følt dig for hos Folkene angaaende vore
Tørveplaner?
=Jens Romlen.=
Jow, a haar ga'n og snakked med dem. Jow, det er lissaa sikker! Men,
tho a ka jo ett saadan belegg mi Taal som hwisomenstid a vil sej du
sjel kam te'et. Men _nøj_ Stemning er der nu guednok for'et; jow, det
er lissaa sikker!
=Goj.=
Og Skjødet, -- har du faaet talt med Herremanden om det?
=Jens Romlen.=
Æh-nej, -- det haar a guednok opsaat te i Avten; da skal en jo ha si
Ug'løn. A er guednok ett møj hægen atter aa komm te'et, for han
blywer jo lissaa flintrende gal, det ved a jo. Men det er nu det
samm, a er i mi gued Ret; det er han misæl ett i Tvivl om, æ Krabaat.
Men det er saadan, Goj, forstaar du, hm! -- aa faa'et saa.
=Goj.=
Med andre Ord, Jens Romlen, du er fejg som alle de andre. Du er bange
for Trøjen.
=Jens Romlen.=
Nej, fandenfo, om a _er_! _Det_ maa du ett sej te mæ, Goj. A skal,
fandenmæ, vis den Kaa'l -- æh -- hwor mi Ret den er! Det lover a dæ,
Goj. Det er lissaa sikker. {(Løber i Uro frem og tilbage.)} Det gi'r
a dæ mi Urd paa. Vil han ett gi sæ paa anne Fasovner --: a skal
fandenmæ slaa saadan i æ Burd for ham, te æ Ølkovs[73] ska hopp. Tro
mæ nu, a sejer'et! For mi Ret den vil a ha, den staar a paa. Og vil
han gaa mæ _den_ fræ, saa er han endda en møj ring Persovn.
[73] _æ Ølkovs_, Ølpotten.
=Goj.=
Ja, men det er vel netop Sagen. Men nu vil jeg ikke opholde dig, saa
de spiser al Maden fra dig. Men det er jo saa bedst, vi faar et Møde
om det. Lad mig se, det er jo Søndag i Morgen; skal vi sige, vi
træffes i Gaardens Karlekammer i Morgen Kl. 10. Du vil saa bringe
det videre. Der forelægger jeg dem da min Plan. Til den Tid har du
jo saa talt _med_ Herremanden om Skjødet?
=Jens Romlen.=
Ja, a haar tal med æ Herremand! -- -- -- A skal fandenmæ vis dæ, te a
haar tal med ham, den Swissi!
A haar boved derud i den bitte Hysling i de sidst tredve Aar, a haar
forbejred 'en manne Gaang si Ward[74]; og saa skuld nu nue jen prøv
paa aa gaa mæ'en fræ! Nej, Goj, dersom du tror, _den_ kan divideres
og gaa lig op, saa kjender du fandenfohen ett Jens Romlen.
[74] _Ward_, Værdi.
Nej, a skal gjør ham lissaa myg, saa han kan stryges som en Mis!
Men nu maa a skynd mæ og ind; helsen kan a misæl slikk æ Fa'. Jow,
det er lissaa sikker!
{(Tæppe.)}


ANDEN AKT.

{Dagligstuen paa Gløttrup. Empiremøbler. To Vinduer i Væggen til
venstre; bag dem ses Havens Træer i Eftermiddagslys. Bord ved
Bagvæggen, Familieportrætter og Vaabendekoration. Bord til højre med
Stole; en Sølvopsats. Indgangen til højre.}
=Enkefru Proft=
{(i Døren).}
Værsgod, gaa nu bare ind et Øjeblik, saa skal jeg strax være der.
=An Kjestin og Dorre=
{(træder tøvende ind. Dorre er i sin daglige, rene Kjole med
Forklæde. Moderen er fattig og groft, men renligt paaklædt; blomstret
Hovedklæde, mangefarvet Korsklæde om Skuldrene, kort Hvergarnsskjørt,
Strømpefødder (sorte med hvid Taa). Gaar omkring og gjør
Smaabemærkninger til Møblerne og Pragten).}
=Dorre.=
Ja, Muer, det er nok ett æ først Gaang, du er hérind.
=An Kjestin.=
Nej, er du sær! Tho her haar a da hat mi Gaang i manne Aar. Ok, nu er
'et helsen nø Daw sin! -- ja, da war en nøj, saalæng _det_ wored.
For det a war estemired, det war ett Smaating. Der war ett nue Slavs
Lig i æ Hus, som ett Fruen turd betro mæ. Baade Sølvsager og
Postelin, hwad det være maa. Ja, det maa du wal ogsaa ta dæ aa?
=Dorre.=
Ja, det hører da te _mi_ Paart.
=An Kjestin.=
Det kan a _wal_ tink. Det er sgi ett enhwer, der er _det_ betroed.
Fruen haaj dengaang saadan en faale flot Kaffekastel --
=Dorre.=
Muer, det hier Kaffe_stel_.
=An Kjestin.=
Ja, I er saa faale nymodens; dengaang kund vi altid sej Kaffekastel
... Det maatt der nu ingen anne legg Haând paa end mæ. Saa du skal
saamænd si dæ godt for, mi Baaen, om du skal staa høtter anskrøwen,
end a war.
{(Ser sig om.)}
Ja, tho det vender jo snaar herind lissom i mi Tid {(Peger paa den
pragtfulde Sølvopsats.)} Den ka a guednok ett how; den er kommen te
sin. Er den nu af Sølv?
=Dorre.=
Ja, _den_ er ægte.
=An Kjestin=
{(forsøger at løfte den).}
Aae Jøsses, bette Børn, a ka ett engaang løvt'en fræ æ Burd. Det kan
sgi vær, den haar kost øwer ti Krowner.
=Dorre.=
Hihihi! Ja, en kan da hør, te du haar nø Forstand paa'et, Muer.
=An Kjestin=.
Ja, saadan kan nue kyl med æ Peng; men hwor er'et det _kommer_ fræ,
det war'et, en skuld spør om.
Nu haar di Faa'r gan her og stridt de sidst trørre Aar, men han haar
da aalle kund faat _saa_ møj fræ endnu, te han kund faa en Par
Bowser, han kund vær bekjend aa ta paa te Aalters.
Ih, hwor blywer Fruen aa? A skuld hjem og gi æ Gris. Den kan ett ret
læng undvær mæ.
=Enkefru Proft=
{(ind).}
Ja, jeg blev opholdt lidt ude i Kjøkkenet. Men du An Kjestin gaar vel
og opfrisker gamle Minder. Ja, du tjente jo da her paa Gaarden,
dengang min Søn blev født.
=An Kjestin=.
Ja, a haar saamænd gin ham tar paa manne Gaang, den Kaa'l. Det tinker
han vis ett ved, nær han nu møder mæ.
=Fruen.=
Ja, du var her jo i mange Aar.
=An Kjestin.=
Ja, Jøsses ja. Den sidst Gaang a saâ herind, ved Fruen, hwitte[75]
_det_ war.
[75] _hwitte_, naar.
=Fruen.=
_Det_ kan jeg saamænd ikke huske.
=An Kjestin.=
Ja, da kan a gjan sej Dem det, for det behøver a misæl ett aa skamm
mæ ved, nu a er bløwen _saa_ gammel. Det war akkuraat dengang, det
war gavn op med mæ, lissom nu med Dorre, te a war bløwen saadan lovle
swær.
Ja, det war jo da ett ved den ung, det war jo nu ved Fruens Mand.
{(=Fruen= gjør en vrippen Bevægelse.)}
=An Kjestin=
{(fortsætter uforstyrrelig).}
Men tho det bløw a jo fornywed godt nok for, det war Synd aa sej
andt.
=Fruen=
{(strengt).}
Ja, An Kjestin, nu sidder vi ikke længere og fører Faddersladder om
gamle Dage; nu har vi noget langt mere nærliggende at tale om.
Kom nu herhen, lille Dorre; sæt dig nu her ved Siden af mig! Det var
ret!
Og saa maa du rigtig aabne dit Hjærte for os. Det er det klogeste, du
kan gjøre. Er det ikke sandt, An Kjestin?
=An Kjestin=
{(til Datteren).}
Jow, du maa saamænd heller sej æ lig ud, som det er, bette Dorre.
Hwad der er ski, _er_ ski; og det kan ett gjøres tebaag ijen. Det kan
en snaar si.
=Fruen.=
Hvor langt er du saa henne, lille Dorre?
=Dorre=
{(grædende).}
A ved'et ett saa nyw!
=Fruen.=
Du ved det ikke! Naa saadan! Med andre Ord: du har haft mere end een
Kjæreste?
=Dorre=
{(i stort Oprør).}
Nej, den der sejer mæ det paa, det er den største Løwner[76], Worherr
haar skaft!
[76] _Løwner_, Løgner.
=Fruen=
{(betuttet).}
Naa, naa, naa! Hvordan _er_ det, du tar paa Veje.
=Dorre.=
A _haar_ aalle kjend mir end den samm, det er lissaa sand, som Gud er
mi Skaber. A _haar_ altid kund past paa mæ sjel, lig te a kam her te.
Der er aalle nue, der kan sej mæ andt paa.
=Fruen.=
Du tar det saa altfor heftig, Dorre.
=Dorre.=
Ja, a ved nok, te Fruen, og dem, te Fruen, omgaaes, de tror, te en
fatte Pig altid staar tered for den først den bejst, og deswarr, der
er wal manne, der gjør'et; men a ved _mæ_ fri. Den Majt er der kuns
jen jenneste Mand, der haar hat øwer mæ.
=Fruen=
{(stille).}
Og den ene Mand, hvem er saa det, Dorre?
=Dorre=
{(ser i Gulvet og tier).}
=Fruen.=
Sig det kun, min Pige. Du skal rejse dig ved det Træ, du er falden
under.
=Dorre.=
Ja, nær Fruen saadan trænger ind paa mæ, saa _skal_ a heller ett
fordøl'et for Dem, for saa sandt a ajter aa blyw salig, saa er'et
ingen anne end den unge Herre her paa æ Gaard, der er Skyld i mi
Skam.
=Fruen=
{(bruser op).}
Hvad siger du, frække Tingest! Du insinuerer, at min Søn ... her i
vort Hus ... med en gemen Tjenestepige! Dersom jeg gjorde dig din
Ret, saa slog jeg dig ved dit Øre, saa du trilled for min Fod.
=Dorre=
{(har rejst sig og gjort et Par uvilkaarlige Skridt imod Døren).}
=Fruen=
{(atter behersket).}
Bliv siddende! Jeg blev hidsig. Det var en Fejl af mig.
Men hvad er _din_ Mening, An Kjestin? _Kan_ en ung Pige tale saadan
til sit Herskab, lige op i Øjnene paa det?
=An Kjestin.=
Nej, bette Dorre, saadan maa du jo ett sej'et, sjel om det nu ogsaa
er sand nok.
=Fruen.=
Hører du det, Dorre! Som fornuftig Pige maa du kunne indse, at her er
visse Hensyn at ta. Den Slags _kan_ simpelthen ikke ske i vor
Familie.
=Dorre=
{(græder).}
=Fruen.=
Saa--saa--saa--saa {(stryger hende over Armen).} Vær nu en forstandig
Pige! Dette med den unge Herre det foreligger altsaa _slet_ ikke. Det
siger jo da ogsaa den sunde Fornuft.
=Dorre=
{(kaster sig hulkende hen over sine Arme).}
=Fruen=
{(vredt).}
Aa, lad mig blive fri for dit Skaberi! _Havde_ du maaske sat Næsen op
efter at blive min Svigerdatter? "Fruen paa Gløttrup", sandelig ingen
ilde Titel for Tøsen fra Mosehytten. Men den Tand faar du slaa ud, du
Smaa.
Det sømmer sig ikke den lille Bondehøne at flyve op paa de
allerhøjeste Grene.
Nej, lille Dorre, _jeg_ ved en bedre Ganning til dig, én, som vilde
være himmelhenrykt, om han maatte hjemføre dig som sin Brud; skulde
heller ikke undre mig, om han allerede havde friet. Gjør han det
_endnu_ en Gang, lad ham ikke gaa ubønhørt, lille Dorre. Herskabet
her paa Gaarden er fra gammel Tid i Rygte for at gi' gode Brudegaver,
især til fattige Piger, der er kommen for Skade i vort Brød.
Ikke sandt, An Kjestin.
=An Kjestin.=
Aaejow, vi fæk da æ Brød ud aa'et, og mir maa en jo ett forlaang.
=Dorre.=
Ja, Fruen skal nu ingen Ulejlighed gjør sæ for mi Skyld.
=Fruen.=
Gener dig endelig ikke, Vipstjært! Men det kunde dog gjerne komme til
at svie til dig en anden Gang, at du stiller dig saa kjæphøj an.
=Dorre.=
A ved ett, hvor _a_ haar vist mæ kjæphyw. Men i Kjærlighedssager --
dér tinker a, te enhwer maa handl, som en kan forswaar'et for sæ
sjel.
=Fruen.=
Py! "Kjærlighedssager", i _hendes_ Stand og Stilling. Spørg du din
Mor, om hun nogensinde har turdet slaa paa Nakken ad en Gris eller en
Malkeko.
=An Kjestin.=
Nej, Dorre, ta du heller imud 'et, som Fruen vil ûnd dæ 'et. Mir faar
du saamænd aalle. Vi er altfor fatte te' aa komm nø Vej mej aa staa
paa wor Ret.
=Fruen.=
Se dér talte en fornuftig Kone. Og hvad har du vel egentlig imod
Laurst?
=Dorre.=
Naa, det er ham, Fruen vil ha mæ klappet sammel mej. A haar wal
heller ett andt imud ham end det, te a bryder mæ ett en Graan[77] om
ham.
[77] _ett en Graan_, ikke det ringeste.
=Fruen.=
Hvornaar er da Laurst bleven dig saa ligegyldig?
=Dorre.=
Det haar han saamænd al si Daw wot.
=Fruen=
{(opfarende).}
Nu lyver du!
=Dorre.=
Hwad er 'et, Fruen sejer?
=Fruen.=
Jeg siger, du har haft Stævnemøde med Forkarlen baade een og flere
Gange. Det skal jeg bevise dig over.
{(Farer hen til Ringeapparatet.)}
=En Pige.=
Fruen kaldte?
=Fruen.=
Vil du bede Jomfru Andersen og de øvrige om at komme herind.
{(Pavse.)}
{(Ind træder Gammel Anders, Villads Vedhud og Kokkepigen.)}
=Fruen=
{(til Kokkepigen).}
Hør, Jomfru Andersen, De har jo overrasket Laurst og Dorre dér i et
Stævnemøde med hinanden nu for ganske nylig, ikke sandt?
=Kokkepigen.=
Jo, nu skal Fruen høre: Det var forrige Aften, da _jeg_ ha'de min
Udaften, saa _lige_ som jeg gaar ind ad Døren og ned gjennem
Kjøkkenhaven, saa ved Gud i Himlen om ikke der kommer et Mandfolk --
li'saa livagtig -- _lige_ bums imod mig, men han har aldrig saa snart
set mig, saa drejer han omkring og løber langs Ribsbuskene, alt hvad
hans Ben kan bære ham. Og som jeg vender mig om, saa ser jeg --
li'saa livagtig -- et Skjørt, det ved den søde Gud, jeg gjør; og det
var nu et ternet Skjørt, og det forsvandt li'saa livagtig bag gamle
Anders's Hushjørne. Og Mandfolket kunde nu ikke være nogen anden end
Laurst; jeg kjendte ham paa dette Slav her {(gjør et Kast med
Kroppen).} Villads saa ham ogsaa.
=Villads Vedhud.=
Ja, aaeja, aaeja! A saa _wal_ en Mennesk, der kam skjevlend[78], og
han haaj da saamøj brøltront[79], saamøj brøltront. Saâ hwerken
Goddaw hæ Faawall; han flywer lig søndenom den vejstes Granhæk og ind
i æ Lukk[80] lod han ta, som war der Ild i æ Hæl af ham, aaeja,
aaeja!
[78] _skjevlend_, stolprende.
[79] _saamøj brøltront_, ualmindelig travlt.
[80] _æ Lukk_, indhegnet Toft.
Men hwem kund komm te aa si paa æ Skinting[81], som _han_ kam
stormend; tho det war jo javnhen mørk, det war javnhen mørk, og hwem
æ Pløg[82] war heller ett war, det ved a Fanden hwint mæ ett. Aaenej,
aaenej!
[81] _æ Skinting_, Fyren.
[82] _æ Pløg_, Raden.
=Kokkepigen=
{(vredt).}
Fy, Villads, du lofte endda, du vilde sige, det var Laurst!
=Villads.=
Det jennest a kan sej: det war en bitte stakked førajted[83] Mand,
førajted Mand, aaeja, aaeja! Men Laurst war 'et ett; ham war 'et
misæl ett. Ham plejer der Fanden hwint mæ ett aa vær den Skub i.
[83] _stakked førajted_, kort førladen.
=Kokkepigen.=
Ja, Fruen kan nu godt tro, hvad _jeg_ siger. Jeg har set Dorre
ligefrem vende Øjnene i Ho'det, naar Laurst gik forbi, det ved den
søde Gud, jeg har!
=Dorre=
{(rejser sig oprørt).}
_Du_ skuld snakk mej om aa vend Øwn te æ Kaa'l, saaden en --
Makkedusse!
=Kokkepigen.=
Sikken én! Hva' bilder den sig ind! Py, Bondemaléne!
=Fruen.=
Stille! Og du, Anders, hvor var _du_ den Aften?
=Gamle Anders.=
A war saamænd hjemm, som a plejer aa vær.
=Fruen.=
Saa du da noget til Dorre?
=Anders.=
Ja, a gjord da saa; for lig i æ Mørkning war hun ind ad mi Dar med en
Skaal Grød.
=Kokkepigen.=
Ja, dér kan Fruen selv høre! Det _var_ hende!
=Fruen.=
Men saa du saa ogsaa Laurst?
=Anders.=
Nej, hwordan skuld a si ham den Tiddaws[84]? Tho han kjor jo te Møll
ved Melmadstid og kam ett tebaag far ud ad æ Avten.
[84] _den Tiddaws_, paa den Tid af Døgnet.
=Fruen=
{(strengt).}
Anders!
=Villads Vedhud.=
Ja! Aaeja, aaeja! Det haaj a rejn glemt. Det er Fanden hwint mæ ogsaa
sand; a hjalp ham jo æ Hejst aa æ Sel[85]; aaeja, aaeja!
[85] _æ Sel_, Selen.
=Fruen.=
Aa, det er noget rigtigt Vrøvl tilhobe! Ud med jer allesammen!
{(De fortrækker paa Dorre og An Kjestin nær.)}
=Fruen=
{(hen til Vinduet, som hun aabner).}
Py, Pyh! som saadanne Folk dog stinker {(til Dorre).} Tag mig mit
Hovedvandsæg! {(Dorre bringer det.)} Og kom saa ind til dit Arbejde
og sid ikke længere her og driv. Men jeg vil meget indtrængende raade
dig, lille Studsnæse, at lytte til mit venlige Forslag. Du kan ikke
stole paa, at jeg gjentager det.
=Dorre=
{(i Døren).}
Fruen skuld ogsaa heller læd'et vær.
=Fruen.=
Hvad _er_ det for nogle Tjenestefolk, der voxer op i vore Tider; de
bestiller ikke andet end at sige deres Herskab imod.
=An Kjestin.=
Ja, saa maa a wal ogsaa gaa mi Vej; a tinker, æ Gris skriger, saa en
ka høres øwer æ hil Mues. -- Nu maa Fruen ett vær altfor vred, fordet
mi Dætter war nø stønsk imud Dem. A skal prøv, om _a_ ett skal faa
hind ved æ Sind.
=Fruen.=
Lad mig se det, lille An Kjestin! Det havde jeg ventet af dig. Du ved
jo, at vi her paa Gløttrup ikke forlanger den Slags Tjenester gratis.
{(An Kjestin gaar. Det er nu ved Solnedgang. Rødt Lys ind gjennem
Træerne.)}
=Den unge Proft=
{(i Døren med Pengekassen under Armen. Er i Ridebuxer, graa Jakke med
Spændetamp).}
Aa, Mor, faar jeg Lov til at udbetale Folkene deres Penge herinde,
bare denne ene Gang. De Tapetserere ligger jo endnu med deres Roderi
i Kontoret.
=Fruen.=
Ja, værsgod, min Dreng, naar du bare skaaner Møblerne.
=Proft.=
Tak.
{(Sætter Kassen paa Bordet.)}
=Fruen.=
Ja, Erik, nu har jeg talt med Dorre.
=Proft.=
Naa, hvad sa' hun?
=Fruen.=
Ja, man kan just ikke rose hendes Imødekommenhed. Hun er en rigtig
stivsindet Proletarunge. Men Moderen er paa vor Side, saa det klares
jo nok, naar du nu vil ordne Sagen med den anden Døgenigt. Men gjør
det snart, lille Erik!
=Proft=
{(med et Klask paa Hoften).}
Ja, der er for Resten noget i det. Hvorfor ikke gjøre det med det
samme.
{(Gaar ud i Gangdøren og raaber):}
Hej, du dér, vil du bede Laurst komme hérop, strax.
{(Atter ind.)}
=Fruen.=
Ja, saa er det bedst, _jeg_ gaar min Vej. Den Art Handler maa helst
være uden Vidner. Men gaa nu heller ikke hen og byd _for_ meget.
Laurst er glad, om han faar Jord til en Ko og forøvrigt knyttes fast
til Gaarden. Din Far var saa brillant til at ordne den Slags
Forretninger; du er lidt for flot anlagt.
{(Fruen ud; lidt efter)}
=Laurst=
{(i Arbejdstøj).}
Der war kaskisæ nøj, Herren vild mæ?
=Proft.=
Ja, begribeligvis, Fæpande. Naar din Husbond sender Bud efter dig,
saa vil han dig noget. -- Naa, derfor behøver du jo ikke at staa
saadan og glo. Det er ikke saa slemt denne Gang. Jeg vilde bare
spørge, om du ikke kunde ha' Lyst til at gifte dig.
=Laurst.=
Naa, Hosbond vil ha Lojer af mæ.
=Proft.=
Nej, saagu' om jeg vil. Det er mit Alvor. Er du kanske ikke gammel
nok til at gifte dig. Hva'?
=Laurst.=
Jow, det mankirer der ett nøj paa.
=Proft.=
Og kunde det ikke ogsaa snart være paa Tide at sætte Gjordene lidt
paa dine Føjtelyster. Du er jo en farlig Buk.
=Laurst=
{(skoggerler).}
=Proft.=
Der er jo ikke en Tøs, der kan modstaa dig. Det er disse brune Øjne
{(slaar ham paa Skuldrene, saa Støvet ryger).} Du er en Svend,
Laurst?
=Laurst=
{(vrider sig i Latter under Husbondens Smiger).}
=Proft.=
Men som sagt, nu har du haft din Løbetid, og du skulde jo da ogsaa
engang tænke lidt paa din Fremtid.
=Laurst.=
Ja, det haar Hosbond faat ved den rett End aa.
=Proft.=
Naa, hvad saa?
=Laurst.=
Nej, ett for det. A kund jo godt gywt mæ, nær det skuld vær. A
mangler jo ett andt end en Fruentimmer, ja, og saa da en Krumm
Hjemmen aa byd hind ind paa, det forstaar sæ!
=Proft.=
Ja, men hvis nu jeg -- i al Tarvelighed -- gjør Udvej for begge Dele?
=Laurst.=
Ja, det war da saa Fandens nem. Saa kund a jo spaar mæ enhwer
Ulejlighed.
=Proft.=
Sig mig, kjender du Dorre?
=Laurst.=
Hehehe, om _a_ kjender Dorre? Helsen maatt a da vær tossi. Tho
Hosbond ved da, te vi tow haar tjent sammel i de sidst --
=Proft.=
Sludder! Kunde du lide at gifte dig med Dorre?
=Laurst=.
Ja--a--a, det war da snaar den villerst, der kund bydes mæ te. Men
hun bryder sæ aalle en Kjærn om mæ. Saa det er jo saa uheldig, som
_det_ ka vær. Nej -- hæhæhæ! -- hun sætter missel æ Nies saa møj
høtter.
=Proft.=
Hvad ved du derom?
=Laurst=
{(underfundig).}
En skal ett sej aal det, en ved.
=Proft.=
Er det mig, du sigter til!
=Laurst.=
Nej, Gud bewor _mi_ Mund!
=Proft=
{(helt hen imod ham).}
Vær du glad, du ikke sa noget. Jeg havde slaaet dig ihjel!
=Laurst.=
Jøsses, bette Børn endda, det var streng Snak.
=Proft.=
Nuvel. Du ved, at Dorre er kommen i Omstændigheder. Skylden kan
ligesaa godt være din som en andens --
=Laurst.=
Nej, ved De nu hwa, gued Hosbond! Nu maa De Fanden gaal mæ ha mæ
undskyldt. A kan ha nok aa klaar for mi egen Paart ...
=Proft.=
Hold Mund! Som sagt: Situationen er alt andet end morsom for hende.
Jeg har ondt af Pigen. Det er Synd for hende. Hun er en flink Pige.
Og vil du gifte dig med hende, saa skal jeg drage Omsorg for, at du
ikke skal komme til at fortryde det.
=Laurst.=
Ja, men som _a_ sejer, hun vil ett si mæ for hinne Øwn.
=Proft.=
Du _har_ friet til hende! Du har maaske oven i Kjøbet spillet
Kjæreste med hende; hva'? {(griber ham i Halskluden).} Vil du ud med
Sproget, eller jeg skal ryste dig, saa Toet skal ryge af dig! --
Syntes jeg ikke nok, at der ogsaa var andre, som stod Pigebarnet for
Hovedet -- -- {(sagte, ærgerlig)} Aah, for Satan!
=Laurst=
{(hvæser).}
Jamen, Gud bewors, Hosbond, vil De da klemm æ Lyw af mæ! A sejer Dem
jo, te hun hwerken vil hør heller si mæ.
=Proft.=
Jaja, saa taler vi ikke mere om Sagen foreløbig. Men ifald Dorre
skulde skifte Sindelag, saa ved jeg altsaa, at du ikke er uvillig.
Bækhuset bli'r jo ledigt til Oktober, og du ved, at det er anset for
at være et af de bedste Lejehuse her til Gaarden.
=Laurst.=
Ja, som _a_ sejer, hwis Dorre vil, kan Hosbond altid stol paa _mæ_.
=Proft.=
Vel. -- Saa har jeg ogsaa lidt andet at tale med dig om: Jeg har lagt
Mærke til, at der er noget i Gjære mellem Folkene. I gaar vel ikke og
rotter jer sammen imod os, hva'?
=Laurst.=
Det faar Hosbond laant bejer aa ved af anne end af mæ.
=Proft.=
Med andre Ord: Du er selv med i Komplottet.
=Laurst.=
A ved ett af nø Komplot.
=Proft.=
Du lyver. Du saavel som de fleste af de andre har noget for med Goj,
denne beredne Landstryger paa den halvvilde Hest -- et Dyr, jeg
forøvrigt misunder ham -- han er kommen her til Egnen for at tude jer
Ørene fulde med sine Fantasterier. Han har hele Sommeren kjøbt Jord
op omkring Rundmose og har Planer om at samle alle Egnens
Landarbejdere om et fælles Fabriksforetagende, en intensiv Udnyttelse
af Tørven for ad den Vej at berøve Herregaarden sin Arbejdskraft.
Er jeg maaske saa ikke rigtig underrettet?
=Laurst.=
Jow, tho det laader næjsten te'et.
=Proft.=
Og saa tror I fattige Lus, at I kan agere Driftsherrer, hva'! sparke
bagop til Herregaarden, hva'?
I kan Fanden brække mig ikke undvære den gamle Slavepisk og en
Husbond til at træde jer paa Nakken!
{(Træskolarm i Gangen.)}
Naa, nu begynder de andre at trænge paa. Men det var det, jeg vilde
sige dig, Laurst, du kunde gjerne staa noget paa Husbonds Parti og
holde lidt igjen, naar Hvervningen til denne Gojs dødfødte Projekter
nu skal til at ta' Fart.
Naa, skrup af!
{(Laurst ud.)}
=Proft=
{(hen i Døren og siger):}
Ja, I faar komme herind; de Svinemikler gaar jo stadig og roder paa
Kontoret. Men Træskoene af, begribeligvis.
{(Folkene myldrer ind og stiller sig ved Udbetalingstbordet. De er
alle i Arbejdstøj; her er =den Blinde=, =Jens Romlen=, =Bertel Bjat=,
=de fire polske Roepiger= og deres Opsyn Hr. =Grabb=, et Par
Dræningskarle i store Vandstøvler etc.)}
=Proft=
{(til den Blinde).}
Naa, blinde Muldvarp, hvad mon du har udrettet, at du møder her ved
Pengeskuffen?
=Den Blinde.=
Jeg har læsset Møntørv i tre Dage!
=Proft.=
Saa, har du det. Det Arbejde har der vist været Skred i. Det er sært,
jeg aldrig har lagt Mærke til dig, uden naar de rørte Madklokken.
=Den Blinde.=
Det var ogsaa for meget forlangt, at Husbond skulde lægge Mærke til
saa simpels Folk som mig; men det er nu, som _jeg_ siger. Men jeg er
godt fornøjet med 75 Øre om Dagen.
=Proft.=
Du er sgu ogsaa fornøjet med 50. Værsgod. -- Det er Dælen brække mig
en Synd at gi' dig dem. For de gaar jo gjennem Halsen paa dig hver
Øre. Jeg synes, det var paa Tide, at Goj tog sig af dig -- han er jo
dog din Bror -- og ikke lod os alene om din Forsørgelse. Vi skulde
med Fornøjelse gi' Afkald paa din værdifulde Assistance.
{(Den Blinde ud.)}
=Proft=
{(til Dræningsmesteren).}
Naa, I gaar og søler dernede endnu. Blev altsaa heller ikke færdige i
denne Uge.
=Dræningsmanden.=
Nej, den Jurdbund er misajn hwerken te aa hugg heller stikk i.
=Proft.=
Deri ligner den jo udmærket dig selv. Jeg ved Dælen brække mig ikke,
hvordan det kan være, for jeg synes, at I altid er dobbelt saa længe
om et Stykke Arbejde hos mig som andetsteds.
=Dræningsmanden.=
Jamen, det maa jo da vær raar Stejer, der hwor en gjan vil blyw saa
læng som mulig.
=Proft.=
Kun Skade, at Tiltrækningen ikke er gjensidig. Værsgod!
{(Dræningsmanden ud.)}
=Proft=
{(til Bertel Bjat).}
Dit er vel det sædvanlige?
=Bertel Bjat.=
Jow, aaejow.
=Proft.=
Værsgod! -- Hør, Bertel, jeg har lagt Mærke til, at du har skaffet
dig en Hund.
=Bertel.=
Ja, tho det er en bette Hwelp, som æ Bøen gaar og haar dje Kommers
mej; de er da saa glaad ved 'en.
=Proft.=
Ja, men jeg er Dælen brække mig ikke glad ved den. Om lidt strejfer
den naturligvis ud efter Harerne, og du ved, jeg ikke taaler
løsgaaende Køtere her paa Herregaarden.
=Bertel.=
Som a sejer, det er jo baare en ussel bette Hwelp, som æ Bøen er
bløwn gin -- og tho de haar jo lidtajter Fornywels te davle -- og den
er nu ligfram bløwn dje Yw'stien.
=Proft.=
Ja, hvad Fanden kommer dine Unger mig ved. Jeg har forbudt mine
Daglejere at holde Hunde; dermed Basta!
=Bertel.=
Ja, saa maa a wal hjem og ha'en laâ ød! Men det er da snaar den
tungest Boj, a kund kom hjem te de Smaa mej -- og mi Kuen -- ja, a er
da saamænd vis paa, te hun laant heller vild kyl all hinne Urtepotter
ud paa æ Landvej end lægg æ Strikk om æ Hals af den bette Dyr.
{(gaar.)}
=Proft=
{(faar Øje paa Polakinderne).}
Naa, der har vi jo den smukke Katinka, som har afstedkommet
Folkevandring blandt Egnens Karlfolk.
Hun har nogle Satans pæne Øjne, og der er nok allerede skiftet flere
Knivstik for disse Øjnes Skyld, ikke sandt, Hr. Grabb?
=Grabb.=
Jawohl, gute Herr! Hun har geheistes Blut.
=Proft.=
Hvad siger De? Har hun Heste-Blod. Det tror Fanden!
=Grabb.=
Aber hun mache rrr-ret gut Arbejte blandt dem Roer.
=Proft.=
Ja, hun makker ret mellem Roerne; det er efter den gamle Bonderegel:
Slem efter Mandfolk, flink til sit Arbejde.
{(Ser i Regnskaberne.)}
De staar for ½ Td. Kartofler, og saa har De faaet fire Halmknipper
til Sengene.
=Grabb.=
Den Halm sollen sie gratis bekommen.
=Proft.=
Hvad mukker De! Skal De "bekomme" Halmen gratis! Katinka og hele