Samlede Værker, Tredie Bind - 03

Jøsses, saa maa a nok ud og ta imud. Nu kan du jo osse nok jenne gjør
æ Burd færdig?
=Trine.=
Ja, gaa du kuns ud te de fremmed.
{(Ka Rævsgaard ud.)}
=Trine=
{(til Fip).}
Aa, Fip, tøv lidt!
{(Fip sætter Træskoene med stor Omstændelighed og nærmer sig
Bordet.)}
=Trine.=
Hør, a fattes inu fir Par Knyw og Gafler; kan du ett rend ind og ta
mæ _dem_. De legger i den gul Kommode i æ nordvejst Hjørn af den
anden Skuff fræ æ Overend. Men læd wos nu si, du er geswindt.
{(Fip ud.)}
=Severin Jensen=
{(træder ind fra Døren i Baggrunden).}
Hm! Gratulerer!
=Trine=
{(skriger).}
Uh! {(vender sig om.)} Aa, a bløw da saa hentavn[36]; a troed det war
-- -- {(standser forlegen).}
[36] _hentavn_, forbløffet.
=Severin.=
Nej, det var netop det, jeg skulde sige, at _Visti_ først kunde komme
senere. De maatte endelig ikke opsætte Bordet efter ham. Der var
kommen Kjedelsyn til Mejeriet. Det er jo ikke de fremmede, en
Mejerist sætter størst Pris paa. Men saa snart, han kunde faa dem paa
Døren, skulde han komme.
=Trine.=
Tho _det_ war a endda forfærdelig kid aa, te _han_ ett kan komm te æ
Burd med de anner. Men Tak for Dje Boj; han haar æ wal helsen godt?
=Severin.=
Aakja, storartet!
=Bitte Fip=
{(ind, stryger paany Træskoene af og nærmer sig med Knivene -- evig
sur).}
_De_ laa ett i æ nordvejst Hjørn.
=Trine.=
Hwor laa de _da_?
=Fip.=
De laa akkuraat i æ _sønd_vejst Hjørn.
=Trine.=
Naa; saa er de bløwen flytt; men det war jo godt, du fand em.
=Severin Jensen.=
Hvad Fip, vil _De_ ikke sige Godda' til mig?
=Fip.=
Goddaw! Er De her? Hworden haar _De_ æ?
=Severin.=
Jotak! Og De?
=Fip.=
Aa, hwa tho! a er jo en swag, sølle Mennesk, sin a fæk mi Tilfald.
Men helsen maa en jo ett klaw. {(Til Trine.)} Nu kam den her sølle,
slemm Slagter.
=Trine.=
Ræber?
=Fip.=
Ja; a kan endda ett forstaa, hwad _han_ skuld bydes mej for. For det
ved da enhwer, te det er ham, der i de sidst Oringer haar faat di
Faa'r paa Glatis.
=Trine.=
Ja, saa er æ wal netop af den Grund, han bydes mej. Men det maa en jo
læ mi Faa'r om.
=Fip.=
Ja; te det falder sammel om wos det hiele!
{(Fip ud.)}
=Severin.=
Det er nok store fremmede en kommer imellem. Jeg saa', at Præstens
Vogn holdt her udenfor, og Proprietær Nørholms Kalesche kom nede paa
Vejen. Kommer -- _han_ ogsaa?
=Trine.=
Mads! ja, naturligvis. Hwordan skuld vi helsen faa en Stieg spist paa
Hegnsgaard?
=Severin.=
Det maa egentlig være ret anstrengende saadan i Aarevis at styre
mellem to Bejlere.
=Trine.=
Ja, det er jo ett aaltid lig grinagtig.
=Severin.=
Bliver Visti nu ikke engang imellem lidt utaalmodig af den lange
Udsættelse.
=Trine.=
De er jo hans gued Ven; De maa jo ved æ. Haar han saa Dem nøj?
=Severin.=
Ja, se Visti er jo _nu_ saadan situeret, at han udmærket kunde
forsørge en Kone; og da De jo altid har været i hans Tanke, hvorfor
skulde De saa egentlig ikke gifte Dem med ham.
=Trine.=
De kan endda ogsaa tro, te a længes atter æ! Men den Slav -- det er
ett søen aa faa alfabetisk! Og a tror nu bestandig, te vi her kommer
længst ved aa læ æ gaa si naturlige Gaang?
=Severin.=
Hvad kalder De saa den naturlige Gang?
=Trine.=
Det ska a saamænd sej Dem: A tror ett, mi Faa'r ka hold sæ ved æ
Gaard ret læng, hwis ett han ka faa en anden Slyng i æ, og gaar det
først op for Mads, te der ingen Grunker er aa hivsk[37], men Armud og
Knokkeldom til _alle_ Hjørner, saa er a vis paa, te vi er færdig med
den "Swigersøn".
[37] _aa hivsk_, at hugge.
Det maa _De_ ogsaa kunn faa Visti te aa indsi. Og saa er det halv
wunden.
Troed a ett, te det vild gaa, som a sejer, saa war a rend mi Vej for
laang Tid sin!
=Ka Rævsgaard=
{(ind fra Kjøkkenet, hilser paa Severin).}
Nu kan a wal godt be de fremmed herind? Æ Mad vinter.
=Trine.=
Ja, æ Burd er i Stand!
{(Gjæsterne begynder at komme ind i Spisestuen. =Severin Jensen= vil
trænge ind i Dagligstuen og hente et eller andet, men render i Døren
paa den stort smilende =Esper Vøvtrup=.)}
=Esper Vøvtrup=.
Ih hov, ih hov! Tho her kund æ misæl snaar ha gavn wos tow, som det
gik Mads Fæg med æ Præjst. _Han_ haaj sejjen i æ Kror, men æ Præjst
stod paa æ Stuel. Men i det samm god Lav som æ Præjst vild ud aa e
Kjerk, kommer jo Mads, forstaar I, og vil ind. Mads klaged jo øwer,
te han war kommen for silde.
"Ja, ja Mads," saa æ Præjst, "gid vi en anden Gang som nu her maa
mødes i de evige Boliger!" "Ja, da war æ sand," swored Mads, "søen te
wor Faa'r maatt gaa ud, nær a gik ind!"
{(Præstens og »Hellig Mads'« fortørnede Ansigter, Ræbers og Nørholms
Skogren.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Naa læd wos nu kom te æ Burd og faa nøj te æ Fød; sæt jer nu om, som
I er Venner te.
{(Man gaar til Bords.)}
=Proprietær Nørholm=
{(til den agrariske, men indskrænkede Pastor Gnatt).}
... Ja jeg har nu den Opfattelse, at Lødekøer skal behandles som
raadne Æg.
=Gnatt.=
Som hvad? Hvorledes mener De, Hr. Proprietær?
=Nørholm.=
Som Præster med Juleoffer: Lidt men godt!
{(Ræber er revnefærdig af Latter.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Naa vil I nu forsyn jer enhwer især! {(Til Severin Jensen)}: A war
endda kyw aa, te Dje Faa'r ett kund komm mej.
=Severin.=
Ja, men han er jo bedst tjent med at være hjemme, saa længe han ikke
er bedre.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, aaeja, nær en ett haar si Hjelbred -- saa er et sgu snavs.
=Esper Vøvtrup.=
Saa er _De_ maaskisæ wor Degns Søn?
=Severin.=
Ja.
=Esper Vøvtrup.=
Hwad fejler da Dje Faa'r?
=Severin.=
Aa, hans Øjne er ikke de allerbedste.
=Esper Vøvtrup.=
Hans Øwn! Ih si! Haar han faat sølle Øwn! -- Da ka de misæl ett vær
ringer end min; for mi Yw'syn den haar wot sølle i manne Or.
Nej si, nej si! Saa De er en Søn af wor Degn, heller _Jensen_ skuld a
wal sej; for han ka godt tekomm hans Titel, for vi haar aalle hat
Maag te Degn i wor Daw, hwad enten vi to ham ved Søgn eller
Høtti[38].
[38] _Høtti_, Højtid.
Han war gued baade ved Ungdomsfornywels og Ligbegjengels, og han kund
løs en Grawskrøwt op, saa der ett war en tar Yw!
=Wolle Rævsgaard.=
Hør, Esper, du glemmer aa skink dæ en Dram.
=Esper Vøvtrup.=
Tak! -- Skal a skink jen te dæ osse, Mads?
=Mads=
{(strengt).}
Nej! a bruger ett _den_ Slaw.
=Esper Vøvtrup.=
Nej, det er sand, tho du hører jo te de helle. Men hwor kan du snaar
arbejde i Herrens Vingaard og saa forajt dens Produkter?
=Pastor Gnatt=
{(sender Esper et strengt Blik).}
=Esper Vøvtrup.=
Ja, Hr. Pastor, a sejer sgu, hwad a haar Lyst te aa sej, og sin tier
a still.
Men _De_, Slagter Ræber, De er sgu da'tt for helle te aa ta en Dram.
=Ræber.=
Nej, jeg er jo, om jeg saa maa sige, lidt mere kjødelig anlagt. Ha,
ha, ha! {(Til Ka Rævsgaard).} En udmærket Mørbrad, Frue! Udmærket,
saftig Mørbrad!
=Ka Rævsgaard.=
Ja, den haar a saamænd faa't hos Olsen.
=Ræber.=
Olsen holder usædvanlig gode Varer, det siger jeg ikke, fordi han er
min Svigersøn, men ...
=Moster Malén.=
Ja, a sejer nu iløwle, te Sørensens Kjød er det bejst atter æ Priser.
=Faster Jehan=
{(yderst langsom).}
A vild osse snaar tykk -- nær det maatt høres -- te Sørensens Kjød
er, hwad a -- uden Fortræderlehied for den jen heller den naaen --
vild kald lissom en _bette_ Krumm bejer end Olsens.
{(Snakken gaar ved denne Del af Bordet videre om Kjødet.)}
=Ka Rævsgaard.=
Aa, Pastor Gnatt, er De ett saa gued aa læ æ Soes gaa ...
=Gnatt=
{(i agrarisk Disput med Nørholm).}
... Jamen det er jo dog Vorherre som skal gi' Væxten!
=Nørholm.=
Ja det er sgu meget rigtigt. Men derfor skader det dog ikke at gjøde
lidt paa Stubjorden.
=Gnatt.=
Der er et Spørgsmaal, Hr. Proprietær, der brænder mig paa Tungen: Det
hænder jo at ens Køer skal kælve?
=Nørholm.=
Ja, det vil jeg sgu da haabe for Dem, Hr. Pastor.
=Gnatt.=
Og saa kan de pludselig staa og magres og nægte at ta' Føde til sig.
Hvad gjør De ved Deres Køer, Hr. Nørholm, naar de skal kælve?
=Nørholm.=
Aa, jeg plejer at gi' dem en Flaske Bramalivselixir, indtil det
værste er overstaaet.
=Gnatt.=
Naa, er det godt?
=Nørholm.=
Ganske fortrinligt, Hr. Pastor, men Satan saa dyrt!
{(Til =Ræber=, der under hele Samtalen har vredet sig i en forborgen
Latter.)}
Han tror det, den Onde gale mig!
=Gnatt.=
Men man faar formodentlig lidt Afslag, naar man tager større Partier
ad Gangen, ikke sandt, Hr. Proprietær?
=Nørholm.=
Jo--o, der er næppe Tvivl om, at der vil blive indrømmet Pastoren en
rimelig Rabat, -- især hvis De bemærker, at det er til Køerne!
=Esper Vøvtrup=
{(til Wolle Rævsgaard).}
Sej mæ, Nôbo, er æ sand, te du er bløwen Formand for æ Andelsmejeri?
=Nørholm=
{(der har vendt sig fra Præsten, hvem Mads nu ta'r sig af, nikker
bekræftende).}
=Wolle Rævsgaard.=
Jow, nær en haar saa gued Fortaalere som Nørholm, æ Præjst og mi
Swiger ... hm! og Mads dér, saa kan en jo sajtens blyw valgt.
=Nørholm.=
Beskedenhed klæder en Yngling, men er ikke nødvendig for Dem, Hr.
Rævsgaard. Naar vi har gjort _Dem_ til Formand, saa er baade Æren og
Fordelen udelukkende paa vor Side.
=Wolle Rævsgaard.=
Maa a takk Dem, for _de_ Urd, Proprietær Nørholm.
Men De laa da sikkert ogsaa Mærk te, te der war en Del Mudstand.
=Nørholm.=
Ja, der var naturligvis den samme Modstand, som altid tropper op mod
dem, der _har_ noget, fra den Side, hvor man intet har. Det er da
sandelig ikke værd at undres over.
Forhen talte Husmændene vore Kornstakke, nu tæller de vore Køer; i
begge Tilfælde finder de, at _vi_ fik for meget, og _de_ fik for
lidt. Eller jeg kan sige det paa en anden Maade: I gamle Dage sad
Misundelsen i Kornskjæppen, nu sidder den i Mælkespanden.
Jeg ved ikke, om det er af den Grund, at Husmandens Mælk som oftest
kommer sur til Mejeriet. {(De andre ler.)} Men vist er det, at hvis
Ole Husmand har om blot een eneste sidmavet Ko -- som han tilmed
græsser paa mine Vejskrænter -- saa forlanger han, at den ved
Valgbordet skal kunne brøle lige saa højt som mine hundrede Køer og
fire fortrinlige Præmietyre, men ikke sandt? -- det er et ganske
absurd Forlangende!
=Esper Vøvtrup.=
Ja, men haar a forstavn æ ret, saa er æ jo endele ett æ Kyer, der
stemmer, men --
=Nørholm.=
Men Køernes Repræsentant, meget rigtigt! Men det kommer jo dog ganske
ud paa eet.
Under alle Omstændigheder har De, Hr. Rævsgaard, ingensomhelst Grund
til at ta' Dem Husmændenes Opposition til Hjærte. Vi Bedrestillede
kan nu engang ikke gjøre alle tilpas, mindst Husmændene; disse Folk
er _født_ misfornøjede med Verdensordenen; det er deres Natur at være
det -- -- -- og kanske deres Ret!
=Esper Vøvtrup.=
Sej mæ, Wolle, den Formandsstilling -- smider den nøj af sæ?
=Wolle Rævsgaard.=
Nej, ett andt end Æren.
=Esper Vøvtrup.=
Ja, det skal jo vær jen af de "fejreste Træer i Sko-ven"; men a kan
nu nok saa godt lid _dem_, der ogsaa kan plukkes et Par Ævler aa, og
a haar ett opdaved, te _di_ Smag er forskjellig fra min, hwad _det_
angaar.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, da kan der ett skummes møj Fjedt af den Kaal.
=Esper Vøvtrup.=
Aa, du hætter sgu nok paa, -- om a kjender dæ ret -- hwordan _den_
Kow ska malkes, forre[39] den ett skal spark i æ Stripp[40].
[39] _forre_, for at.
[40] _æ Stripp_, Spanden.
Men atter hwad a her hører, saa tykkes a jo, te der paa Maader fattes
jen her ved æ Burd.
=Wolle Rævsgaard.=
Hwem skuld det vær?
=Esper Vøvtrup.=
Tho a tint paa æ Mejerist.
{(=Trine=, som under hele Samtalen har siddet i stor Uro, springer nu
op og gjør sig et Ærinde ud i Kjøkkenet.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Skuld a ett kund ta imud en Par fremmed uden æ Mejerist.
=Esper Vøvtrup.=
Aaejow; sær wal, sær wal! Men du staar som Formand for æ Mejeri og
... Ja, a ved jo ett, hwormøj en tær sej ... Ih, hwor bløw Trine aa?
{(Drejer sig om mod Kjøkkendøren. Det øvrige Selskab er nu begyndt at
lytte.)} Læd nu ogsaa vær, te han haaj fortjent en Snyd af dæ, fordet
han anbefaled æ Husmænd dje Kandidat -- tho det kund han jo godt ha
spaar -- saa vil a nu ha Lov til aa sej som _mi_ Mjenning, te vi skal
si wos godt for, om vi skal find en Mejerist, der er mir estimired --
saa maa vi komm baade til smaa og stur. Og det er iløwle nøj ward aa
ha en Mennesk, en tær stul o, paa søen en Plads.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, den Knæjt kan a nu ett lid, saa kan I for _mæ_ ha _hwad_
Mjenning, I vil.
=Esper Vøvtrup.=
Nej, du kan ett glemm, te han haar gavn i di Nøds[41] og moged og
endda vover aa sætt hans Nies op atter di Dætter. Men en maa opløw
saa manne underle Ting i wor Tider, saa det er wal endda jen af dem
mindst.
[41] _Nøds_, Kostald.
=Wolle Rævsgaard.=
Vild _du_ kanskisæ gi di jennest Dætter -- om du haaj nue -- te en
Husmandsung?
=Esper Vøvtrup.=
Ja, saagu vild a wal saa, nær det helsen war en ordenlig Mennesk.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, nu kan du jo sajt sej æ, da du ingen haar. -- Men helsen holder a
ett af dem, der søen -- burer sæ op. Der hænger saa møj ved dem af
baade det jet og det andt. -- Det er ett, som nær en er føj[42] med
æ; det gir iløwle en hiel anden Bevidsthied.
[42] _føj_, født.
=Esper Vøvtrup.=
Py! Hwem Fanden er _nu_ føj med nøj. Sejjer de ett ved dje Gaard ind
ad en End saa arm som Krag'er, i Baagstaând med Skatter og Afgywter,
ihwor de sir, og Gjeld og Forhæftels te op øwer æ Ører. Hwor manne
gaar der wal ett baagud aa æ, der fæk æ Gaard kwit og fri. I Daa er æ
mæ, i Maaen er æ dæ!
Saa sir a laant heller en ung Fyr, der haar swungen sæ op og er
bløwen te nøj, om ogsaa han saa -- som ham Taalen her er om -- er føj
ved en Ud'sid.
{(Trine er nu atter kommen ind.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Ja der maa enhwer wal ha _si_ Mjenning.
=Esper Vøvtrup.=
Ja aaeja, aaeja! Nu haar a saa dæ _min_. {(I det samme kommer =Visti=
ind fra Dagligstuen; da han passerer gjennem Døren udbryder Esper
Vøvtrup)}: Der er fandenmæ lig æ Kaa'l, vi snakker om. Læd ham nu
swor for sæ sjel!
{(=Trine= gjør Mine til at springe op, men Faderen lægger en tung
Haand paa hendes Skulder.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, Visti, du kjender wal det gammel Urd, te den der kommer sjelbøjn
skal sej paa æ Dartrin. Æ Burd her er for Gjæsterne, men skuld du vær
trængend for en Bej, saa tinker a ett, te det vil blyw dæ næjtet ud i
æ Kykken. Det vist sæ jo osse ved mi Valg, te du er kommen te aa hold
møj af "de smaa i Samfundet", og dem vil du laant snaarer træff hesud
end herind!
=Visti=
{(ser raadvild fra den ene til den anden; standser tilsidst ved
Trine).}
Hwad er det her!
=Trine=
{(fremstøder):}
Jamen, Faa'r, det er _mæ_ der haar indbøjn Visti.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, her i æ Gaard plejer æ nu aa gaa, som a vil!
{(peger bydende mod Døren).}
=Visti=
{(i vildt Oprør).}
A skal _wal_ gaa, Wolle! Og heller ska a mir sætt mi Fedder paa
Hegnsgaard, far a hentes med Hejst og Vogn.
{(Ud; Trine vil efter, men Wolle griber hende haardt om Armen.)}
{(Tæppe.)}


FJERDE AKT.

{ET AAR SENERE.}
{Samme Stue paa Hegnsgaard som i forrige Akt.}
{=Ka Rævsgaard= sidder og vinder Garn af en alenhøj Vinde; =Wolle
Rævsgaard= sidder i Sofaen og læser »Dagens Nyheder«.}
=Ka Rævsgaard.=
A tykkes, Wolle, du gaar saa mudfalden omkring i æ Daw; er der nøj i
æ Vej med dæ?
=Wolle Rævsgaard.=
Nej, hwad skuld der wal vær i æ Vej? A er lidt skidt tepas i Daa, det
er det hiele.
=Ka Rævsgaard.=
Haar wor Folk begynd aa legg Kartofler?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, a tror nok, de er gavn i Lav med æ.
=Ka Rævsgaard.=
Er æ i den vejstes Skywt[43] i Or?
[43] _vejstes Skywt_, venstre Skifte.
=Wolle Rævsgaard.=
Det hower a saagu ett saa nyw.
=Ka Rævsgaard.=
Nu sorger du da nok for, te det ett gaar som i Fywr, da de gik hen og
_sprej_ æ Maag istej for aa _legg_ æ ved æ Kartofler. Du hower nok,
hwad for nøj elendig Gras en fæk ud aa æ, for det det ett bløw sit
_te_ i Tid.
=Wolle Rævsgaard.=
Det maa æ Forkaa'l jo pas.
=Ka Rævsgaard.=
Jow, a kjender dje Passen, nær de ett blywer sit atter. {(Kort
Pavse.)} Hworden kund æ vær, du ett war paa æ Mejeri i Guer? A tykkes
aaltid, det er den Daa i æ Maaned, da I plejer aa ha jer Udbetaling?
=Wolle Rævsgaard=
{(meget forvirret).}
Hm! -- Sand nok -- -- men der war kommen -- -- der war nøj, der
gjord, te det bløw udsaat te Frejdæ. {(Det banker.)} Kom ind!
{(Proprietær =Nørholm= træder forsigtig frem.)}
=Nørholm.=
Godda'! Ja, undskyld -- --
=Wolle Rævsgaard=
{(vinker =Ka Rævsgaard= bort).}
Værsegued aa ta Plads!
=Nørholm.=
Tak! Naa, De lægger Kartofler.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja.
=Nørholm.=
De har godt Vejr til det.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, det kan en ett klav paa.
=Nørholm.=
Naa, men det var just ikke det, jeg kom for.
=Wolle Rævsgaard.=
Nej, det kund a wal tink.
=Nørholm.=
De ved maaske allerede mit Ærinde?
=Wolle Rævsgaard.=
Nej, hwor skuld a ved det fræ?
=Nørholm.=
Jamen, naar jeg nu siger, at jeg kommer fra Mejeriet, saa kan De ikke
mere nære nogen Tvivl om, hvorfor jeg har søgt Dem.
=Wolle Rævsgaard=
{(mere og mere forvirret).}
Fræ æ Mejeri?
=Nørholm.=
Sig mig, Hr. Rævsgaard, hvorfor er der ikke sket nogen Udbetaling den
3dje i denne Maaned, som Skik og Brug nu har været i hele det Aar, vi
har haft Dem til Formand?
=Wolle Rævsgaard.=
A indrømmer, te det er en Fejler, men tho det er en travelt Tid, og a
haar derfor ett hat Staând te aa hent æ Peng hjem.
=Nørholm.=
Nu taler De Usandhed; Tiden har ikke hindret Dem. De var jo nemlig i
Kjøbstaden i Forgaars. Baade Mejeristen og andre har set Dem der, og
De vendte først hjem henad 2 om Natten.
=Wolle Rævsgaard=
{(opfarende).}
Naa, er en søen omgi'n af Spioner, te en ett kan forlaad si Hjem,
uden te der blywer bjedt Mærk i det. Skal a maaskisæ staa nue te
Regnskab for, hwad a bruger mi Tid te?
=Nørholm.=
Aa, tag nu ikke saadan paa Veje, Rævsgaard. Her er slet ikke Tale om
noget Spioneri, her drøfter vi blot, hvorvidt De taler Sandhed eller
ikke; og jeg konstaterer da endnu en Gang, at De har været i
Kjøbstaden. Nu er Spørgsmaalet: Hævede De samtidig i Banken Mejeriets
4000 Kr.: i bekræftende Fald: hvorfor har De da ikke udbetalt dem til
Andelshaverne allerede i Gaar?
=Wolle Rævsgaard.=
A haar ett hævet en Ør. A war kommen for silde af Stej, saa æ Bank
haaj lot, da a kam te æ Dar. I en Stilling som min, hwor en ingen Løn
faar for si Arbe, kan en ett aaltid staa paa Pind; men i Maaen den
Daa skal a med Fornywels hent æ Peng, saa enhwer kan faa sin.
=Nørholm.=
Hør Hr. Rævsgaard, lad mig nu tale til Dem som en Ven; jeg er ikke
kommen herhen for at holde Forhør over Dem, men for at raade Dem for
Deres Bedste. Alt det, De der siger om Tid og Lukning osv., tror jeg
ikke et Ord af. Værten i "Hanen", hvor De sad og spilled Kort til ud
paa Natten, har fortalt, at han tre Gange i Løbet af Aftenen har
maattet rende i Byen for at bytte store Pengesedler for Dem; der er
da for mig ingen Tvivl om, at De virkelig har hævet Summen. Men nu
spørger jeg Dem: Har De destilleret alle Pengene? Svar mig ærligt og
uden Omsvøb; for det er en højst alvorlig Sag for Dem.
=Wolle Rævsgaard=
{(tier bomstille).}
=Nørholm.=
Altsaa: De har virkelig bortspillet hele Summen, alle de 4000 Kr.?
=Wolle Rævsgaard=
{(sagte).}
Ja!
=Nørholm.=
Og til hvem?
=Wolle Rævsgaard.=
Ræber tog de flest. Maagen te Uheld haar a aalle hat. A saa tit med
hiel gued Kwot; men hjælper det nøj, nær der er Wonheld for jens Dar?
A taft og taft og det den hiele Næt, først mi egn Peng saa æ Mejeris.
Der gik Tôg for mi Øwn, a vidst knap a mæ sjel aa sej. Da a kjor ud
aa æ Bøj, war æ mi Ajt aa kaast mæ i æ Aa, og nær a ett gjord æ, war
æ aaljenne for det, a ett haaj Villi nok te aa ryw æ Hejst i Staa,
imen a sprang aa æ Vogn. Hwordan a kam hjem, er mæ endnu en Gaad. Det
war jen Ravmørk øwer det hiele, og a laa æ Hejst dje Temm nied i æ
Vogn og lod dem fuldstændig skjøtt dem sjel i den Hoef, te a skuld
vælt og brækk æ Hals. A tint æ hiele Vej saa læng a kjor: Nu er du en
Kjeltring for Gud og Mennesker; nu blywer du saat og kommer i æ
Towthus, og _det_ er æ jo ogsaa, De er kommen for aa sej mæ?
=Nørholm.=
Nej vist ikke nej, Hr. Rævsgaard! Jeg vilde kun gjøre Dem opmærksom
paa Faren. Men De har dog sagtens Venner, der baade vil og kan hjælpe
Dem? Det gjælder kun om, at her handles hurtigt, før Sagen kommer ud
imellem Folk.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja hwem tror De, der vil hjælp mæ.
=Nørholm.=
Aa, jeg tænkte om f. Ex. ikke Ræber -- --
=Wolle Rævsgaard.=
Ræber!?
=Nørholm.=
Ja, han har jo dog faaet de fleste af Pengene baade denne Gang og
tidligere.
=Wolle Rævsgaard.=
Den fjedted Stod'er! Haar De nowtid hør, te han haar hjulpen nue uden
aa æ Dyn og i æ Halm?
=Nørholm.=
Naa, saa er der jo Mads, Svigersønnen.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, ham haar a ogsaa gued nok tint ved som den jennest, der kund vær
Taal om.
=Nørholm.=
Jeg tror sikkert, det var _hans_ Vogn, der holdt heromme ved Møllen
med et Læs Grutning; De skulde lade en af Deres Folk løbe derom og se
efter, om han ikke selv var der.
=Wolle Rævsgaard=
{(gaar til Kjøkkendøren og kalder):}
Fip!
=Bitte Fip=
{(ind).}
A tytt, du raaft ad mæ. Haar du nøj, du vil mæ?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, løb lig om te æ Møll og si atter, om ett Mads skuld vær der; og
hwis han er der, saa bed ham om aa komm te æ Dar i en Snaarhied.
=Bitte Fip.=
Aa, du haar aaltid nok aa jav jen atter! Nu skuld a hat æ Unnen
færdig.
{(Fip ud.)}
=Nørholm.=
Ja Mads det er en Mand, der er over sine Sager.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, der er ingen small Stejer.
=Nørholm.=
Blot han nu ikke stiller sig paa Bagbenene, for det er en Karl, der
ved, hvad Penge er værd.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, slaar _han_ æ Haând af mæ, saa haar a ett andt aa grif te end aa
hæng mæ sjel.
=Nørholm.=
Aa, Snak, Rævsgaard. Der kan findes Udveje, ingen har tænkt paa.
Hovedsagen er som sagt, at der handles gesvindt.
=Mads=
{(ind, klædt som Vognkusk, med Bødeklude og Sækkelærredsforklæde).}
Goddaw i Herrens Navn, og Gud bewor wor Indgaang og wor Udgaang!
Vil du snakk med mæ, Wolle?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, Mads; du maa ett find æ underle, men a er da kommen i en sær
faale Forlejenhied; derfor war æ, at vild gjør mæ saa fri aa spørg,
om du ett for gammel Venskabs Skyld og i Jesu Christi Navn vild læ mæ
en Haând lig nue faa Daw?
=Mads.=
Er æ Peng, der er Taal om?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, aaeja; a er kommen i Baagstaând; men du _skal_ ett kom te aa
fortryd æ, om du hjælper mæ terett.
=Mads.=
Ja manne Tak, det er saa møj godt det. Men en Swigersøn -- han skuld
jo da snaarere ha Peng end ud med Peng, nær Ret skuld vær; søen haar
a da aaltid forstavn æ.
Hvor stur er saa di Betryk?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja si, a wanter jo lig jenle 4000.
=Mads.=
Fir Tusind! Ih, kjere himmelske Fader; hwor skuld a faa _dem_ fræ! Og
hwad vil du gjør med aall de Peng. Fir Tusind! A tror, æ Mand primer!
Haaj æ endda wot -- for a vil sej -- fir Hunder, det haaj en wal
kommen øwer. Men det her! -- -- Nej, nej, nej! Snak aalle te _mæ_ om
_det_!
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, men bette kjære Mads, saa gaar a tegrund!
=Mads.=
Hwad gjør du?
=Wolle Rævsgaard.=
A gaar i æ Towthus. -- Det er æ Mejeri ...!
=Mads.=
Haar du tavn aa æ Kass?!
=Wolle Rævsgaard.=
Ja.
=Mads=
{(forfærdet).}
Jamen saa er du jo rungenired! Og det er dæ, der haar lowed mæ di
Gaard kwit og fri, hwad Daa a vild ha en, nær a vild ta di Dætter! --
A haar nok hør fræ anden Sid, te hwad _du_ saa, det skuld en putt i
si Udelomm; men a troed endda ett, te du war saa laant nied paa æ
Brink med di Sager. Men søen gaar æ enhwer, der ett ta Frelseren med
sæ i si Gjerninger. A tytt nok, te Worherre og Frelser hwisked mæ i
Øret, te den Forlowels war ett atter _hans_ Villi. A troed læng, te
du ajted at træde den trange Sti til Omvendelse, men atter hwad du nu
fortæ'ler, saa sir a, te det er paatid, en kommer hérfræ, for det er
ikke Guds Aând, men Belials Aând, der regenirer her i æ Gaard.
A rister Støvet af mine Føder.
=Nørholm=
{(der har løbet urolig frem og tilbage under denne Samtale).}
Ryst saa med det samme Halmen af Deres Træsko og Skidtet af Deres
Klæder, men opsæt det, til De kommer udenfor; der kunde ellers let
blive altfor snavset herinde.
=Mads=
{(mod Nørholm).}
A gaar, for I skulle ikke dwæle i de ugudeliges Forgaarde eller i de
uomvendtes Pawlowner, siger den Herre Zebaoth. {(Til Wolle
Rævsgaard.)} Vil du hels di Dætter og sej, te mi Samvittighed
forbyder mæ at ægte en Pige, hwis Fader aabenlyst nedtræder Guds rene
og hellige Bud.
Og bed saa din Frelser om, te han snaarest maa hjælp dæ ud af den
Badulje!
{(Gaar.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Nu er a levired! -- Mæ arme Mennesk!
=Nørholm.=
Ja, det er i Nøden, man prøver Vennerne.
=Wolle Rævsgaard.=
Det haaj a aalle troed om Mads.
=Nørholm.=
Ikke det! Da har jeg saagu aldrig troet andet. Et Menneske, der i den
Grad rutter med gudelige Floskler, ham tror jeg ikke over et Dørtrin.
{(=Fip= kommer ind.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Hwad skal _du_, Fip?
=Fip.=
Aa, det er den sølle jen, ham Per Søwren, der staar herud og hejster
for at faa dæ i Taal. Han sejer, han haar Boj te dæ.
=Wolle Rævsgaard.=
Ih, læd ham da komm ind.
{(Fip aabner for ham.)}
=Per Søwren=
{(ængstelig frem, da han ser Nørholm).}
Bav, bav! Er der saa stur fremmed! Ja a ajter saamænd ett nø
Uskikkelehid. _A_ haar Ærind.
=Wolle Rævsgaard.=
Hwad er da _di_ Ærind, Pejr?
=Per Søwren.=
Jow, hør ikkuns nu. A war kommen herøwer te æ Mejerist, mi Søstersøn
I ved -- aa, hwor haar _han_ gued Daw, den Kaa'l! -- Nu, saa sejer
han te mæ: Morbror, sejer han -- for han kalder mæ aaltid Morbror, og
han forajter ett den fatte, for det han sjel er kravlt i æ Vejr --
kan du ett rend øwer te Hegnsgaard med en Brew for mæ, sejer han.
Jow, sejer a, det faar a wal, nær du vil swor mæ te æ Fjol saa læng,
og du vil lov mæ, te æ Mand ett hiel rywer æ Hued af mæ. {(Søger i
Frakkelommen efter Brevet.)} For du hower jo nok sidst, Wolle, da war
du ildworre[44], og da gav du sgu mi Fjol en slem Singeldus; a haaj
nær aalle faat en kaldt te Lyd mir. I Daa sier _du_ jo næjsten ud,
som war æ _dæ_, der haaj faat di Fjol slavn i Stykker!
[44] _ildworre_, galsindet.