Samlede Værker, Tredie Bind - 14

Ja, Faarene skal jo passes.
=Erneste=
{(leende).}
Og Hyrdinden heller ikke forsømmes! -- -- Hvordan har man det ellers
i Vium Præstegaard?
=Blicher=
{(forbløffet).}
De kjender mig!
=Erneste.=
Ja, er det ikke Kandidat Steen Blicher?
=Blicher.=
Siger jeg ja, er Komedien ude, siger jeg nej, synes jeg at kunne faa
Skinnet imod mig; men hvem er da De, som stiller mig dette
Samvittighedsspørgsmaal?
=Erneste.=
Erneste Berg -- fra Virring Præstegaard. De har nok helt glemt
Aunsbjærg Hestehave -- i Fjor Sommer.
=Blicher.=
-- -- O! Dansen i Maaneskinnet -- -- I den sidste Kvadrille!
=Erneste.=
Det var dog rart, De kunde mindes det! Men nu foreslaar jeg, at De
tar med os hjem. Hvad staar der ikke i Æventyret: "Det er altid bedre
at kjøre end at gaa", sagde Hanen. De skal komme til at sidde ved
_min_ grønne Side; saa opfrisker vi vore sparsomme Minder -- fra "den
sidste Kvadrille". Men nu maa vi skynde os {(Kuskens Pisk lyder
heftigere)}. Hør, hvor han knalder, den gamle! Saa faar vi se,
hvordan Tante vil ta det, at hun i Stedet for Tyttebærrene maa ta til
Takke med Tyttebær-Plukkeren! Jeg løber foran. Gjør nu ikke Afskeden
altfor lang.
{(Solen er i Nedgang; en fjern Hedekirkeklokke høres ind imellem
Faarenes Klokker.)}
=Blicher=
{(bøjer sig ned over Karen og kysser hende paa Panden).}
Farvel, min Engel! vi ses, naar Gud vil!
=Karen.=
Du glemmer ikke det, du loved mig; jeg skal være saa god ved din syge
Mor.
=Blicher.=
Ja, du vil være god mod alle.
{(Klapper hende stille paa Kinden og gaar. -- Blicher gaar atter op
paa Højen og blotter Hovedet i Solnedgangen; spiller en Fløjtesolo,
der glider sammen med Aftenstemningen; tilsidst glider den ind i
Omkvædet til »Mads Doss« og)}
=Karen=
{(synger stille med).}
"Lallaluh -- lalalih --
kom saa skal a bih!"
=Blicher=
{(forsvinder med et Fingerkys, og mens Karen staar oprejst og
smaagrædende og ser ud efter ham, glider Tæppet stille ned).}


FØRSTE AKT.

(CA. 25 AAR EFTER.)
{Dagligstue i Spentrup Præstegaard. 2 Karm Vinduer i Baggrunden.
Indgangsdør til højre. Til venstre Dør ind til Blichers
Arbejdsværelse. Møbler og Kakkelovn som i slige Stuer. Mod venstre
Væg en høj Stander til Blomster. =Tyttebær-Karen= farer nervøst
omkring med en Støveklud. Gl. Niels Blicher, ca. 90, kommer vaklende
ind fra Sønnens Studereværelse til venstre. I den ene Haand har han
Piben, i den anden en godt tilrøget Tobakskasse, som han stiller fra
sig paa et af Bordene, mens han kradser Piben ud.}
=Gl. Blicher=
{(til Karen).}
Naa, her skal nok ordentlig skures og gjøres ved. Man kan rigtignok
mærke, at Madammen ventes hjem. Saa kan I igjen faa for jer at _gaa_
og blarpe med en Karklud fra I staar op, til I putter jer under Dynen
igjen. Aa, Herregud, det har da været en skjønne Lin den Tid, hun var
henne.
=Karen.=
Ja Madammen er jo lidt vanskelig i det Stykke.
=Gl. Blicher.=
Vanskelig! Hun _er_ Vorherredød skrupskjør! Her gaar jeg gamle Mand
og ved knap, om jeg tør snyde Næsen, naar hun ser paa det. I gamle
Dage la' hun et Tørklæde over Dørgrebet, naar hun skulde ind i en
anden Stue, og du husker da ogsaa det Aar, da min Søn ikke fik lagt
sin Foraarssæd, fordi hun ikke vilde tillade, at Karlen gik op paa
Loftet efter den, for saa skulde han igjennem Gangen, og den var
altfor fin for ham at træde paa. Herregud, man har da vel Gulvene,
for at man skal gaa paa dem!
=Karen.=
Ja, vor Mor er jo noget overdreven, mere end en anden en kan forstaa.
Men naar hun endda var god ved _ham_ -- -- saa -- --
=Gl. Blicher.=
Saa synes du, det er det samme, hvordan hun er mod alle andre.
Saamænd, jeg faar nok de Naadsenssmuler, jeg skal ha. {(Sætter sig
til at kvulme af alle Kræfter.)} Men min Søn, min stakkels ulykkelige
Steen! Han bliver aldrig klogere. Hvi kunde han nu ikke ha ladet
hende sejle sin egen Sø. Nej, han kunde ikke! _Han_ maatte ha Bud
efter hende igjen. Og nu har han hende altsaa paany til at ruge over
sig som en Drage, plage ham Sjælen ud af Kroppen fra Morgen tidlig
til Aftens Ende! Hvad venter han sig dog af denne Hjemkomst! _Har_
han ikke haft tilstrækkelig Lejlighed til at lære hendes sande Natur
at kjende.
=Karen.=
Ja, men det maa vel være den Kjærlighed, som vor Fa'r skriver saa
meget om. Den er ikke saadan at mane hen.
=Gl. Blicher.=
Nej, Karen, deri har du sandelig Ret. Kjærligheden -- det har altid
været Ulykken i _vor_ Slægt.
=Karen.=
Tys, gamle Far, der kommer nogen i Gangen.
{(Gnider videre.)}
=St. Blicher=
{(straalende og med rappe Skridt ind fra højre. Han har Favnen fuld
af Markblomster, som han lægger paa et af Bordene. Paa hans Støvler
ses, at han har vandret i Dug. Bøssen hænger han op til Bjælken og
spænder Tasken af Lænden).}
Godmorgen, gamle Far! Godmorgen, kjære Karen!
{(Han løfter en stor Urhane op for Næsen af den gamle og siger):}
Her skal du se en Konsistorialraad, som har vasket sig! Vil du føle
ham paa Brystbenet!
=Gl. Blicher=
{(la'r sin magre Haand løbe op ad Fuglens Krop).}
Hehehe! En Urkok! Det var sandelig en ordentlig Basse. Hvor er du dog
kommen over den?
=Blicher.=
Det var hernede i _Pajmose_, hvor han havde sat sig selv til Bords og
stod og hulked i sig af de friske Tranebær. Sandelig ikke nogen
daarlig Smag; de minder i Øjeblikket om Jordbær med sur Fløde. Jeg
lod ham først larme ud; denne herlige Vingeraslen; hvilken Musik for
et Jægerøre! Jeg saa hans lodrette Stigen, imens jeg fulgte ham med
Bøsseløbet; men da han var kommen saapas i Højde med Solkuglen, faldt
Skuddet, og han dejsed til Jorden, som naar et Vindkast nedslænger et
Barns Drage.
=Gl. Blicher.=
Ja, min Søn, _du_ kan; du kan stadig!
=Blicher.=
Ja gamle Far {(klapper ham kjærligt paa Kinden)}, du har lært mig
Kunsten!
=Gl. Blicher.=
Og du var saa nem til at ta ved Lære -- i dette som i alt andet.
=Blicher.=
_Du_ kan ikke mere huske den Dag, da du første Gang tog mig med paa
Jagten? Jeg var kommen hjem fra Skolen i Randers med en Udmærkelse i
min latinske Stil. Saa skal du Vorherredød ogsaa med mig paa Jagten i
Dag, min Dreng, sa' du. Og jeg fik Lov til at gaa med din Bøsse. Og
da jeg mod Aften gik hjem over Bakken med min første Hare ved
Jagttasken -- nej, hvor svulmed mit Hjærte!
Ja, hvilke Glæder har vi to ikke haft sammen derude i Guds herlige
Natur! Støvlerne paa Nakken, de nøgne Fødder henad den duggede
Hedesti, og blev vi trætte af den milelange Vandring, saa delte vi en
Osteskorpe paa Gravhøjen, imens du fortalte om Dyr og Trolde, onde
Herremænd og skjønne Jomfruer.
=Gl. Blicher.=
Og nu staar det altsammen i dine Noveller. Jeg kunde ikke selv faa
noget ordentligt ud af det. Det havde jeg jo ikke Begavelse til.
=Blicher.=
Lad os ikke snakke om det, gamle Far. En skaffer Melet, en anden
bager Kagen.
=Gl. Blicher.=
Ja, hvor var det lykkelige Dage. Nu er den Dans sprunget.
=Blicher.=
En Gang til _skal_ du nu med dette Efteraar, naar Hønsejagten gaar
ind; bare et lille Slag ud over Pajmosen. Jeg skal nok lade dig
Bøssen og ogsaa bære Fangsten.
=Gl. Blicher.=
Hehehe! Det vil du vist faa let ved, min Søn! Du glemmer nok, at jeg
alt _er_ blind paa det ene Øje, og det andet ogsaa begynder at
dummes.
=Blicher.=
Jaja, gamle Far Nimrod; du skal i det mindste lugte Krudtet og høre
Skraldet!
=Gl. Blicher.=
Du har da været farlig tidlig paa Benene i Dag.
=Blicher.=
Ja, vi er Morgenmænd vi Blicherter; det har jeg nok heller ikke
ganske fra fremmede!
Men du, Karen, vil du nu bære Konsistorialraaden ud i Kjøkkenet
{(rækker hende Urkokken).} Hans Højhed havde nok ikke tænkt, at han
nogen Sinde skulde stige saa nederligt, at han kom til at brase i
Gryden hos den fattige Spentruppræst. Og vil du saa komme ind med en
Vase, Karen, at jeg kan faa ordnet disse Blomster til min Hustru
-- min Erneste.
Og _du_, gamle Far, er du nu ikke glad? Nu skal vi ha' Mor hjem
igjen. Det har været en streng Tid for os, en Prøvelsens Tid; men nu
er den forbi. Aa min Hustru, min Hustru! Et Hjem uden Kvinde er ikke
noget rigtigt Hjem.
=Gl. Blicher.=
Bare du nu ikke fortryder det, Steen; jeg er saa ængstelig.
=Blicher.=
Er _du_ ængstelig! Jeg er saa lykkelig, at jeg knap kan staa paa mine
Ben!
=Gl. Blicher.=
Ja, _det_ ser jeg. Og det var ogsaa paa Tide, at du fik nogen Lykke
her i dit Hjem.
=Blicher.=
Aa, synes du egentlig, Far, at Erneste og jeg har haft det saa slemt
sammen? Man maa jo ikke ta sligt alt for nøje. Og jeg har sikkert
heller ikke altid været, som _jeg_ burde. Jeg vil forandre mig meget,
Far. Jeg skal gjøre alt for at tækkes hende. Nu skal der blive Glæde
her paa Gaarden, Glæde!
=Gl. Blicher.=
Ja, Vorherre give, at det maatte ske!
=Blicher.=
Og Erneste har nu altid holdt saa meget af Blomster.
=Gl. Blicher.=
Ja, men var det ikke mest Potteplanter? Og disse er jo -- ja jeg ser
jo saa daarligt -- men er det ikke Markblomster?
=Blicher.=
Jo, Far; jeg plukked dem paa min Morgenvandring i Kjær og Enge. Jeg
kunde ikke komme dem forbi; jeg gik jo stadig med min Hustru i
Tanken, og for hver Blomst jeg plukked randt der mig noget sødt i Hu
om hende. O, at jeg nu atter om faa Minutter skal trykke hende op til
dette savnfyldte Bryst!
=Karen=
{(med en Vase).}
=Blicher.=
Nej, Karen! Er det en Vase at møde med! Nej, du maa kunne finde mig
en baade større og smukkere. Smukkere, Karen! {(Begynder ilsomt at
fingre ved Blomsterbunken.)}
=Karen=
{(atter ind).}
Er _den_ da til Maade.
=Blicher.=
Ja, der kom jo den rette! {(holder den op for Lyset).} Tak skal du
ha, Karen. Og saa skal vi se lidt nøjere paa jer, I, vore smaa
Venner. -- Er det ikke mærkeligt med disse vilde Blomster, der
ligesom tar hinanden i Haand for at smykke det danske Land fra Ende
til anden. Ikke en Plet lader de ganske bar. Jo magrere Marken des
flere Blomster. Saadan bliver der Skjønhed, Duft og Øjenlyst overalt,
hvor den danske Mand sætter sin Fod. -- Aa I kjære smaa, det er
altfor længe siden, jeg gav mig af med jer! I min Barndom og første
Ungdom da var jeg saa fortrolig med Blomsterne; men saa kom Sorgens
graa Fugl og satte sig paa min Skulder -- -- -- Men de fleste kjender
jeg da endnu, og der hænger et Barndomsminde ved enhver af dem. Skal
vi nu først se lidt paa dig, du elskede lille Stedmoderblomst, der
endnu har en Dugdraabe trillende i dit Bæger. Dig husker jeg fra den
Dag, da jeg som Barn fandt min første Lærkerede; deroppe paa den høje
Mark blandt hvide Flintesten stod du og saa op mod Himlen som
Barneøjne. Aa, hvor skal jeg nu sætte dig? Du vil jo helt forsvinde i
Vasen af bar Beskedenhed. Og sandelig, der har vi den blaa Engkarse,
og Hjærtegræsset, og Trævlekronen! lutter Barndomsvenner fra Engen
bag om Aunsbjærg; naar jeg som lille Dreng løb derned og sov ind med
min Kind i Græsset, da stod de altid som skjærmende Feer om mit Leje,
og mine Drømme næredes af deres Duft og Humlebiens Brummen i
Blomsterbægret ved mit Øre.
Og der har vi Graabynken. Kan du huske, Far, at der stod en hel Skov
af dem ind mod Vium Præstegaardsgavl? Og derinde kivedes Spurvene og
ruged Hønsene, og der drømte jeg mine første Æventyr; jeg var endnu
ikke saa stor, at min gule Haartop raged ovenover Bynkeskoven. --
Ja, du graa Bynke, jeg ved godt, at du ikke er nogen agtet Plante;
men _jeg_ holder af dig! Pigerne gjør Nar af dig og kalder dig
_Graabonde_ eller _Gammelmand_, fordi du ryster saa alvidende paa dit
graa Hoved, mens de hvide uredte Tjavser stritter dig om Ørene; men
jeg forstaar dig. Du minder mig om en gammel Mand, der har faaet en
Sten i sin Sko, og nu bøjer sig ned for at ryste den ud. _Du_ har
kikket dig til adskilligt der ved Hushjørnet. Du har Livserfaring,
hvad de unge Piger ikke har.
Og der er jo Engblommen, den elskeligste af alle vor Barndoms
Blomster. Hvor tit har jeg ikke plukket dig dernede ved Bækkeranden
og sat dig hen i et Glas til min syge Moder; saa rakte hun sin hvide,
smalle Haand ud fra Lagnet, tog dig om dit gule Hoved og aanded et
Smertenskys hen over dig, mens hendes Tungsindsblik hviled taknemlig
paa _mig_.
=Gl. Blicher=
{(i Graad).}
Ja, din stakkels Mor! Hun var selv en knækket Blomst; og Blomster var
snart det eneste, der kunde sprede hendes Tungsind.
Men har du ikke fundet den allerskjønneste, den der elsker at slaa
Rod ved dybt og stille Vand -- hvad er det nu den hedder?
=Blicher.=
Brudelys?
=Gl. Blicher.=
Rigtig, ja! Den Jæger, der havde den Blomst med hjem til sin unge
Hustru i mine gode Dage, han fik en fager Velkomst.
=Blicher=
{(ta'r Bøssen ned fra Bjælken; peger paa et Par røde Blomsterklaser,
der rager frem af Piben).}
Her ser du, Far! Havde det været i mine første Ægteskabsaar, da
skulde de _vel_ ha talt for mig. Nu fylder Ængstelse mit Hjærte.
{(Hænger atter Bøssen paa sit Søm.)} Se saa! {(ta'r Vasen og sætter
den hen paa Standeren til højre; flytter lidt paa den; gaar til
Indgangen og maaler Virkningen; atter hen og flytter en Kende paa
den, mens han lægger Hovedet paa Skraa.)}
Der maa det være! {(Ta'r sit Uhr op.)} Om en lille halv Time maa de
være her med hende. Det var ret, Karen, lad mig se, du gjør det fint.
Hun er saa akkurat, den lille Neste, aa! hun ser et Støvgran i en
Fjerdingvejs Afstand.
=Karen.=
Hvad tror vor Far da, hun vil sige, naar hun ser de Plamager, som
dine Støvler nu har sat paa det rene Gulv?
{(Karen har allerede bøjet sig ned for at tørre op efter ham.)}
=Blicher.=
Aa, er jeg kommen til at smudske Gulvet; da var det sandelig haardt
imod min Villie. Ja, der var saa dugget til Morgen. Tror du Karen, du
kan faa det tørret op? Det var da kjedeligt!
=Karen=
{(ligger fladt ad Gulvet og skurer, saa det knager).}
=Blicher.=
Men lille Karen, du ved, hvor vi har Flaget; aa løb lige ind og ræk
mig det! Erneste kan ventes hvert Øjeblik, og hun maa kunne se
allerede fra Bakken, hvor vi alle er glade for hendes Hjemkomst.
=Karen=
{(tilbage med Flaget).}
=Blicher=
{(ud, men et Sekund efter atter ind med Flaget over Armen).}
Jeg glemte at spørge, der er da ikke kommet Brev, mens jeg har været
ude?
=Gl. Blicher.=
Det er der da vist ikke, er der vel, Karen?
=Karen.=
Nej, ikke det jeg ved.
=Gl. Blicher.=
Hvem venter du Brev fra, Steen?
=Blicher=
{(med Eftertryk).}
Det venter jeg fra _Ham selv_!
=Gl. Blicher.=
Hvad siger du! _Fra Kongen._
=Blicher=
{(med ilsomme Skridt hen over al Karens Gulvvask).}
Ja, for nu begynder Knuden at strammes, Far! Mine Fjender hoverer i
Aarhusbladet; de tror at kunne spotte den fattige Digterpræst,
_Himmelbjærgpræsten_, som de haanende kalder mig. Men jeg skal gjøre
Titlen til et Hædersnavn, saa langt dette Flag vajer, som jeg bærer
her paa min højre Arm.
=Karen.=
Men Blicher, ser du da slet ikke, hvor Gulvet nu igjen er bleven
standet!
=Blicher.=
Aa, Jøsse Je, har jeg nu igjen været der {(rejser sig komisk op paa
Tæerne).} Bred Kluden ud, Karen, saa træder jeg paa den!
=Karen=
{(lægger Gulvkluden for hans Fod og flytter den, alt eftersom han
balancerer mod Udgangen).}
=Gl. Blicher=
{(da Døren er lukket).}
Nej, at han tør vove at skrive _lige til Kongen_ -- forbi Næsen af
dem alle sammen; Provst og Bisp og Amtmand og hele Kodillen! Ja,
bange er han ikke, min Søn, naar noget for Alvor brænder i ham. Nu er
det _Himmelbjærget_; han vil, at _det_ skal være _alles_; ikke blot
en tilfældig Bondes, men Folkets, Fædrelandets, som det vel var i de
gode gamle Dage. Og Gud give ham Fremgang, min elskede Søn, i hvad
han attraar til Fædrelandets Ære! Jeg er somme Tider lidt bange for,
at han _er_ dristig nok. For de Store skylder man jo dog Ærbødighed,
og disse nye Tanker med Folkefrihed, og hvad de nu kalder det, dem
havde jeg jo nok saa gjerne set drage Spentrup Præstegaard forbi;
men jeg er jo en gammel stympret Mand; kanske ser _han_ klarere end
jeg.
Men i een Ting er han blind: Naar Talen drejes hen paa _hende_!
Aa min stakkels, lettroende Søn! Nu har han glemt hele sit tidligere
Ægteskab; glemt hele den onde Fortid; alle de hundrede oprivende
Timer sammen med denne Kvinde, nu er de ikke mere for ham end Røgen
her fra _min_ Pibe -- bare fordi hun ventes paa Trappen. Saadan er
Kjærligheden i _vor_ Slægt. Aa, jeg kunde staa op og forbande den,
som _han_ har forbandet den de hundrede Gange! Kan du huske, den Dag
han sendte hende bort fra Hjemmet.
=Karen.=
Om jeg kan huske det! Ja, om jeg saa bliver hundrede Aar, glemmer jeg
ikke _det_.
=Gl. Blicher.=
Hele deres Ægteskab blev endevendt; de skreg imod hinanden. Hvert Ord
var som et Stenkast. De vilde _aldrig_ ses mere.
=Karen.=
Og det var ikke tomhændet, hun drog ud af Huset. Hun tog alting med
sig, lige indtil Kaffemøllen. Der saa slem ribbet ud her i Stuerne,
da hun var rejst. Og hver Gang hun kom halende med en ny Ting, en
Kobberkjedel, et Stykke gammelt Porcellæn, saa raabte Blicher: Tag
det, tag det! Men gjør Pinen kort! -- Men den sidste Vogn var ikke
ude af Gaarden, før Blicher havde slængt Bøssen over Skuldren og gik
ud af modsat Gaardsled. Men da han kom hjem i Mørkningen, var han et
helt andet Menneske. Han havde ingenting skudt -- jeg tror ikke
engang, han havde husket at faa Krudthornet med --; han kom ind og
satte sig ved Bordenden, og da jeg fik Tællelyset tændt, kunde jeg se
paa hans Øjne, at han havde grædt.
=Gl. Blicher.=
Ja, min stakkels ulykkelige Søn; han græder meget, naar ingen ser
det.
=Karen.=
Saa rejste han sit Ansigt op imod mig og sa': Karen, det er svært,
hvor Livet leger Blindebuk med os, sa' han. Den Dag dér ved
Tyttebærrene, du ved nok, da du stod paa den ene Side og hun paa den
anden, da greb jeg til _hendes_ Side, men det var, fordi jeg havde et
Bind for Øjnene. -- Men saa kunde jeg ikke holde mig i at hulke, saa
jeg maatte gaa ud af Stuen. Men altid naar han er meget bedrøvet,
skal han minde mig om den Dag ved Tyttebærrene.
=Gl. Blicher.=
Ja, Skæbnen driver sit Spil med os -- allesammen.
=Karen.=
Jeg kan da ikke begribe, at nogen kan nænne at være ond mod _ham_.
Jeg ved ikke et Menneske, som det er saa nemt at gjøre glad.
=Gl. Blicher.=
Og bedrøvet!
=Karen.=
Sandt nok; han bliver ogsaa let bedrøvet, naar noget gaar ham imod.
=Gl. Blicher.=
Det er Digteren, Karen. Digteren! Min Søn er en _stor_ Digter, den
største kanske vort Land har kjendt. Ved du hvad det vil sige, Karen,
at være en stor Digter?
=Karen.=
Nej, det er _jeg_ sagtens for ringe til at ha nogen Mening om.
=Gl. Blicher.=
... Dette at udtale det evige; at sige det, som skal leve, saa længe
et Folk lever ...
=Karen.=
-- -- Men jeg har da hans Digte, som jeg har faaet af Fru Blicher. --
"Vil du ha' dem saa ta' dem", sa' hun, jeg _bryder_ mig ikke det
mindste om dem! -- Jeg karted hende et Par Pund Uld for dem, og hun
syntes vist, hun havde gjort en Kongehandel; og jeg da ogsaa. Der
gaar sjælden en Dag, jeg ikke kikker i dem. -- "Til Glæden", "Til
Sorgen" -- aa, jeg kan aldrig blive træt af at læse dem.
Du som tavs med sænket Hoved staar
lig en Lilje knækket paa sin Stængel,
Tornekransen om det sorte Haar,
Glædens stille, blege Søsterengel!
=Gl. Blicher=
{(falder ind).}
Kommer ogsaa _du_ fra Himlen ud?
Kommer du som Regn og Storm og Torden?
Kommer ogsaa du fra Glædens Gud,
som en Sky for Solen over Jorden? -- --
Hvor er det dejligt! -- Men ved min Søn det, at du holder saadan af
hans Digte?
=Karen.=
Nej; og hvorfor skulde han ogsaa vide _det_.
=Gl. Blicher.=
Han ved ikke heller, at Erneste saadan har tusket dem bort til dig?
=Karen.=
Nej, er vor Far da sær!
=Gl. Blicher.=
Bare hans Digte saa endda var det eneste, hun tusked med! Men det er
nok ikke bleven dérved! Aa, hvor har hun mishandlet dette ømtaalelige
Digtersind, saa det skreg i Smerte og Bitterhed, hvor det vilde ha
kvædet Lovsange til Guds og Skabningens Ære!
Og nu har vi hende saa her i Huset igjen! For faa Maaneder siden
kjørte det halve Spentrup hende til Randers, i Dag henter den anden
halve Part hende hjem igjen. Mig kan det være det samme; jeg har ikke
mange Grader at gi' af, skjønt ogsaa jeg havde glædet mig til en
rolig Livsaften. Men min Søn, min elskede begavede Søn -- nu er det
forbi med de harmoniske Greb i Strengene; kun Suk og Klagesange vil
nu lyde i den sildige Aften. Og jeg gamle Mand kan ikke hjælpe dig,
men bede til Gud for dig, at han ikke helt udslukker dine herlige
Sjælsgaver, det baade kan og vil jeg!
=Per Syvspring=
{(kommer stormende ind fra venstre).}
Hør du, bitte Karen, du maa Vorherredød finde mig det gamle
Gevalthorn, for Præsten vil ha mig til at blæse et Stykke fra den
store Trappe. For nu kommer de hvørmend' ned ad Bakken. Jeg kan
kjende Per Leths Befordring; den er forrest, og der sidder Madammen i
al hendes Stads. Det er grangivelig, som var det et villere[405]
Bryllup; der mangler snart ikke andet end Forridere, naar nu jeg
kommer med Musikken.
[405] _villere_, storartet.
=Gl. Blicher.=
Er det min Søn, som har givet dig Ordre til at hente Valdhornet?
=Per Syvspring.=
Ja, begribeligvis, Fa'er! Det er ikke noget, jeg gaar og hitter paa
for min egen Plaser. Jeg staar nede i Haven og graver Skalotløg op;
saa kommer Præsten; han sprang som en Lækat -- og hvøvted[406] ad
mig; om _jeg_ kunde blæse paa Gevalthorn? -- Ja, siger jeg, jeg er
kanskesig nok saa kunstfærdig _paa Fingerlinen_, som alle sine Dage
har givet mig Brødet og ivissomda[407] en bitte Dram til. Men nu maa
jeg ikke staa her og diskurere -- for de kan komme i Gaarden, hvad
Øjeblik det skal være; {(Karen er gaaet efter Hornet).} Har vor Far
Gevalthornet, saa skal Per Syvspring gjerne lægge Mundtøj til, og han
skal blæse saa yndeligen, at den blissede Hors, ja vor Far selv skal
nokke med Ørerne.
[406] _hvøvted_, vinked.
[407] _ivissomda_, nu og da.
=Gl. Blicher.=
Ja, Per, du er en jævn Træjring[408]! Nu kommer Karen strax med
Hornet.
[408] _Træjring_, Skjælm.
=Per Syvspring=
{(nærmer sig lækkersulten).}
Aa, karenmæ! jeg ser, at der staar en hel Kasse Udrydning; det er
Sukker for _min_ Mund.
=Gl. Blicher.=
Du ser jo paa det som en Rotte paa en grøn Ost; tag det da i Guds
Navn!
=Per Syvspring=
{(stopper i Buxelommerne).}
Aa, Ære-Tak! nu har jeg Guds Velsignelse til mange Dage!
=Karen=
{(kommer med Hornet).}
=Per Syvspring=
{(drejer det i Lyset).}
Naa, saa det er et Gevalthorn! Det minder jo snart om en af dem,
hvormed de vælted Murene om _Jeriks[409] Ko_! Lad _mig_ nu komme ad
Døren, saa skal jeg tude, saa Uglerne skal dratte ned fra
Glamhullerne!
[409] _Jeriks_, Eriks.
{(Ud. -- Kort efter høres hans Tuden foran den store Hovedtrappe. --
Vognstøj fra Gaarden.}
{Blicher og Erneste kommer Arm i Arm ind fra højre.)}
=Blicher=
{(ta'r hendes Haand og siger højtidelig):}
Velkommen tilbage til dit og mit Hjem, min elskede Hustru! {(Men da
han vil trykke et Kys paa hendes Læber, snor hun sig fra ham. Hun
gaar fra Møbel til Møbel og stryger hen over det med Handskespidsen
for at fange Støv. Saa aabner hun et Vindue.)}
=Erneste.=
Naa, her er nok bleven ordentlig tilrøget, mens I har været _mig_
kvit; her lugter jo som i en Matroskjælder. {(Faar Øje paa gl. Niels
Blichers Udrydningskasse; gi'r den et Skub hen ad Bordet).} Men det
kan jo ingen undre sig over, naar den Slags skal staa her og stinke!
Hvor tit har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil finde mig i, at den
Skarnfjerding faar Plads her i Dagligstuen.
=Gl. Blicher.=
Nu skal jeg ta den til mig. Det var sandelig kun en Forglemmelse; en
beklagelig Forglemmelse. Hm! hm! Velkommen hjem, Ernestine! Velkommen
hjem! Hm! hm!
{(Gaar.)}
=Erneste=
{(er allerede i travl Virksomhed med at fare rundt og skifte om paa
alt, hvad der staar paa Kommoder og Konsoller, -- Vaser, Kopper etc.
Pludselig knækker hun sammen i en lys Latter foran Blichers Bouket
paa Standeren for Indgangsdøren; peger paa de grove Markblomster og
siger):}
Det er nok et af Per Syvsprings bondske Indfald! Bynker, Hanekro,
Stalt-Henrik og lignende Urter fra nærmeste Vejgrøft; der fattes saa
vidt jeg ser bare en Skræppe og et Par Nælder; den Bouket er dog vist
sendt efter forkert Adresse. Mon ikke den skulde være tiltænkt Maren
ude i Kjøkkenet. {(Gjør Mine til at fjerne den.)} Herinde kvalmer den
næsten værre end din Fars Tobak.
=Blicher=
{(genert).}
Den, der plukked denne Bouket, gjorde det forresten i en god Mening.
Det er smaat i Aar med Blomster i Haven. Roser og Liljer har jo
aldrig været særlig villige til at trives for os. I Aar mindre end
nogen Sinde. Saa gik jeg ud til Digerne som i gamle Dage, naar jeg
sammensatte en Blomsterkost til min syge Mor. Som alle svage
Mennesker foretrak hun altid Markens Blomster. Der var ligesom mere
af Guds Aande i dem, syntes hun.
=Erneste=
{(ler skadefro).}
Og saa er de saa billige.
=Blicher.=
Aa ja, de er billige {(med et hvast Øjekast)} -- men der hører
ligesom mere Hjærte til at nyde dem.
=Erneste=
{(har atter fjernet sig fra Vasen).}
Er det for at sige mig den Slags Spydigheder, at du har ønsket mig
hjem igjen?
=Blicher=
{(gaar imod hende med udbredt Favn).}
Erneste, kom herind i mine Arme! Kun der kan jeg tale til dig, som
man taler til sin Ægtehustru.
=Erneste=
{(bliver staaende, mens Blichers Arme synker).}
=Blicher.=
Du vil ikke! Ja, ja, saa faar jeg søge at stamme den Bekjendelse, som
jeg ellers skulde ha fremført med flydende Tunge. Da jeg sendte dig
bort fra mig, da kjendte jeg -- saa gammel jeg er -- ikke ret mig
selv. Jeg vidste ikke endnu, hvor stærkt du var voxet ind i mit
Væsen, jeg kunde vaagne af Drømme som halv i Vildelse, som om én stod
der ude i Natten og kaldte paa mig og bad om at blive lukket ind.
=Erneste.=
Jeg har ikke bedt dig om at ta mig til Naade. Jeg har intet at angre.
=Blicher.=
Nu maa du ikke gjøre mig skamfuld, Erneste. Ethvert Menneske har
noget at angre. Men det er jo ikke dig, jeg bebrejder noget; nej, jeg
retter Bebrejdelsen imod mig selv, at jeg ikke har kunnet bære over
med de smaa Svagheder, som er os stakkels syndige Mennesker i Kjødet
baaret.
=Erneste.=
Og hvad er saa, naar alt kommer til alt, det for "Svagheder", som
bebrejdes mig: at jeg vilde ha Mad til mig og mine, at jeg vilde ha
Klæder paa Kroppen og noget at putte i Kakkelovnen.
Mon du nu har sørget for Brændsel til den kommende Vinter, eller skal
det gaa som i Fjor, da vi aldrig havde en tør Pind at stikke under
Gryden.
=Blicher.=
Kjære Erneste, _skal_ vi lige strax til at drøfte de fattigste
Husholdningsanliggender!
=Erneste.=
Ja, ligesaa gjerne nu som senere. Tror du kanske, det kommer af sig
selv?
=Blicher.=
Og jeg som staar her med mit forsmaaede Hjærte, bævende fuldt af
Ømhed, og mine Hænder, som skjælver i Længsel efter at kjærtegne
_dig_, som er min Hustru for Gud, -- _du_ har ikke andet at spørge
mig om efter disse Maaneders Fraværelse, end om jeg har kjøbt Brænde
til vore Kakkelovne, endda vi først er midt paa Sommeren.