Samlede Værker, Tredie Bind - 09

længer. Nu skal han jo saa snaar ud og prøv æ Hejst. Aa, om der war
jen, der kund faa ham fræ'et!
{(Gaar.)}
=Gammel Anders.=
Æ Luft er da saa trykkend; det maa da blyw Torden te æ Næt, om ett
far.
{(Gaar ind i sit Skur; kommer tilbage med en Hjumpling Brød og
=Hønsebenet=; sætter sig til at spise. Da der høres Trad, holder han
Hønsebenet om paa Ryggen.)}
=Villads Vedhud=
{(fra venstre, med et Flag i Haanden. =Anders= faar atter sin
Himmerigsmundfuld frem).}
Naa, du sejjer[127] aa faar dæ nøj te æ Fød, aaeja, aaeja!
{(lækkersulten.)} Det ser helsen ud te, te det ett er saa ring en
Bej[128], du der haar hivsked dæ[129]; det haar saa wot Dorre; aaeja,
aaeja!
[127] _sejjer_, sidder.
[128] _en Bej_, et Bid.
[129] _hivsked dæ_, neglet dig.
{(Peger mod Borggaarden.)}
Ja, dem deropp -- hæhæhæ -- -- de faar nøj for æ Nies, søne Kaal; det
_haaj_ wot raar lig aa faa Lov te aa slikk æ Fa', slikk æ Fa', aaeja,
aaeja! -- De respektirer ikke Skriftens Ord: Giv mi-ig ikke Armod
heller Rigdom men uddel til mi-ig mit beskikkede Brø-ød! Nej søne nue
de eder Fanden hwint mæ mier op paa jen Daa, end _a_ ka vrød[130]
sammel en hiel Aar; aaeja, aaeja!
[130] _vrød_, rode.
=Anders=
{(strækker Hønsebenet frem imod ham).}
Vil du gjan ha en jenle Bej aa'et.
=Villads=
{(spytter Skraaen fra sig).}
Ja, tho det kund da vær nydele[131] nok lig aa faa en Mundsmaag.
{(Bider.)} Tak!
[131] _nydele_, rart.
{(Lader som han rækker det tilbage, men bider et nyt Sted.)}
Tak! Tak!
{(Gumler og tørrer sig med Haandbagen; rækker omsider Benet til
Anders, der tygger videre.)}
{(Stemmer fra Gjæster, der er kommen ud paa Trappen inde i
Gaarden.)}
=Villads.=
Ja, nu skal'et jo saa te aa gaa for sæ, aaeja, aaeja!
A _kan_ da ett forstaa, te han vil ha aal den Mas med den Helmis, for
den sir da saa vild ud aa æ Øwn som nowe Uel. Det war Fanden hwint mæ
ett vi tow gammel Stønnisser[132], der sku paa æ Ryg af søen en
Giraf; hwa! hwa!
[132] _Stønnisser_, Stoddere.
I æ Begyndels tog en jo hwer Sprøng som skuld'en øwer æ Kjerktorn;
men tho nu lyder en jo forresten æ Bjedsel godt nok; men det haar
Fanden hwint mæ ogsaa kost Sweddraaber, aaeja, aaeja!
Men ingen ved jo, hwordan en vil opfør sæ, nær en nu hører æ Fløjt.
=Anders.=
Hwor skal du hen med di Flag?
=Villads.=
Den skal a sgu ha nied te æ Maal; længer maa han jo ett rid. Og a
hører, æ Gjæjster er ved aa komm ud, saa maa a sgu rupp mæ!
Aae Jøsses, kund a vær _tow_ Stejer ad æ Gaang, det vild Fanden hwint
mæ gavn mæ mir end fir Specier om æ Aar; aaeja, aaeja!
{(gaar ud gjennem Porten).}
=Proft og Goj=
{(kommer i Samtale frem i Porten).}
=Goj.=
De tror altsaa, at De nu har den aldeles i Deres Magt.
=Proft.=
Den lyder mig, som havde den aldrig kjendt nogen anden Rytter.
=Goj.=
Ja, det er virkelig et smukt Resultat.
Altsaa, naar De nu er kommen i Sadlen og halvvejs ud til Flaget,
fløjter jeg første Gang; de to sidste Signalstød gjemmer jeg, til det
behager _mig_.
=Proft.=
Ja, vel. Men hvor har vi nu Dommerne? Og Forkarlen, der skal føre
Hesten frem? {(raaber):} Laurst!
=Laurst=
{(inde i Gaarden).}
Ja! {(kommer løbende).}
=Proft.=
Vil du saa lægge Sadlen paa Hesten og trække den ud paa Vejen. Se nu
alle Remmene godt efter!
=Laurst.=
Javel, Hosbond {(gaar).}
=Dorre=
{(kommer sky frem af Folkestuedøren).}
Aa, Herre!
{(Goj gaar til Side med et vredt Slæng i Kroppen.)}
=Proft.=
Hvad vil du mig, Dorre?
=Dorre=
{(hulkende).}
A vild sej ... te a nok ska ... ta Laurst, nær De saa ... vild læd
det her vær!
=Proft.=
Aa, Fruentimmersludder!
=Dorre.=
A haaj i Næt søen en forfærdelig Drem ...
{(=Herredsfuldmægtigen= og et Par andre Herrer kommer til Syne fra
højre.)}
=Proft=
{(kaster paa sig).}
Vil Du gjøre Skandale! Gaa ind til dit Arbejde!
{(Dorre gaar bøjet bort.)}
=Grættrup=
{(tørrer sig; til Svenningsen).}
Det var sgu en varm Omgang den sidste {(efteraber Oxenway)} "_det_
siger jeg!"
=Svenningsen.=
Ja, den var jo saadan lige høj nok at gaa paa Taget med.
{(Faar Øje paa Stigen.)}
Skal jeg derop! Saa er jeg pinedød bange for, jeg himler med det
samme.
=Grættrup=
{(ved Stigens Fod til Proft).}
Ja, saa gaar vi paa Taget. Formodentlig sammen med den Herre dér.
{(Let Buk mod Goj.)}
=Goj.=
Mit Navn er Goj.
=Grættrup.=
Og jeg er Herredsfuldmægtig Grættrup -- Hr. Proprietær Svenningsen.
=Goj.=
Ja saa! Saa saà jeg Dem jo for lidt siden, i ydmyg Nedkastelse under
Polakpigernes Senge.
=De to.=
Hm, hm!
{(Goj stiger til Vejrs, de andre kryber besværlig efter.)}
=Grættrup=
{(til Svenningsen).}
Det er ikke fri for at kildre lidt i Mellemgulvet.
=Svenningsen.=
Nej, saa længe det endda bliver der! Det var ogsaa en Satans Højde.
=Grættrup=
{(svimmel).}
Hold fast! Jeg falder!
=Svenningsen=
{(knugende sig mod Taget).}
Hold De saa bare selv fast. Synes De her er Stedet til at vende
Vejrmøller?
{(Kryber videre.)}
=Grættrup=
{(sætter sig overskrævs paa Rygningen).}
Gudskelov! Det skal blive rart at faa lidt Aftensvale.
{(Ta'r Kikkerten frem.)}
=Svenningsen=
{(spydig).}
Hihihi! Ja, De er sgu en net "Svale". De gaar jo op ad en Stige som
en Gravso.
{(=Goj= staar allerede rank paa Tagryggen; =Solen falder blodrød hen
over ham.=)}
=Gamle Anders=
{(nærmer sig Proft).}
Hvis det endnu kan naaes, saa vild a gjan sej Herren en Par Urd:
A haar gavn her paa æ Gaard og laâ Mærk te møj af baade det jet og
det andt. A war iguer nied i æ Turnips; og lig som a træjer ind paa æ
Ager, hwad tror De saa, a sir ... _En Ligplant_, ja; lisse
grangivele. Saadan war'et ogsaa, dengang Dje Faar gik væk ...
=Proft.=
Skal man nu høre mere Daarekistesnak. Man skulde tro, jeg aldrig
havde set en Hest før.
=Anders.=
Ja det skal nok ha nøj aa betyd. Nu haar a adwaar Dem; mir kan a ett!
{(Gaar ind i sit Rum.)}
=Oxenway=
{(fra højre med Enkefru Proft under Armen).}
Virkelig en dejlig Aften, en _dejlig_ ... {(snubler over en Brosten;
siger langt borte)} ... Aften!
=Goj=
{(fra Taget).}
Ja, Hesten staar parat.
=Proft.=
Godt! -- Farvel, søde Mor!
=Fru Proft.=
Farvel, min kjære Søn! Vær nu ikke altfor overmodig.
{(Han ud til venstre.)}
=Oxenway.=
Saa gaar vi om paa Udsigtshøjen {(vifter).} Hvor den Aftenluft dog
køler! Aa, det er henrivende! _Det_ siger jeg!
{(Ud til venstre.)}
{(Folk, der vil se Ridtet, gaar i Smaagrupper over Scenen og ud til
venstre.)}
=Goj=
{(til nogen bag Scenen).}
Har man lukket _den røde Port_?
=Stemmer.=
Ja--a!
=Goj.=
Godt! Rid De saa bare, Hr. Proft!
{(Hestetrav.)}
=Dorre=
{(er kommen frem i Husvinklen til højre og lytter med Spænding til
Raabene fra Taget).}
=Grættrup=
{(med Haandkikkert for Øjnene).}
Se vi det, se vi det! Den var ikke længe om at komme i Galop. Se,
hvor den bærer op! Flot, hvad!
=Svenningsen.=
Ja, det er sgu ingen almindelig Gumpemær, den Meggi.
=Grættrup.=
Det gaar sgu strygende. Men den lystrer jo flinkt. Ja, Proft er en
flot Karl.
{(Første Fløjtehvirvel.)}
=Dorre=
{(farer sammen).}
Aa, Herre Jesus!
=Grættrup.=
Av, den ramte! Hoh, omkring! Hu -- mod Grøften -- hoj -- hoj -- hoj!
Jo, han klared den. Det var Fanden ta' mig godt gjort!
{(Hurraraab fra Tilskuerne bag ved Scenen.)}
=Grættrup.=
Atter i strakt Karriere!
=Svenningsen.=
Ja! Flink Tøs. Hun vil ha' noget bestilt.
=Grættrup.=
Nu er han ved Maalet. Kan han nu faa vendt. Hov! Hy! Herom! Jo, det
gik! Hurra--a! -- Det er Fanden ta' mæ en prægtig Hoppe! Dette Kast
der med Forbenet, hvad? Flot! Flot!
=Den Blinde=
{(er stille som en Flagermus kommen ind paa Scenen fra venstre; han
gaar som i Halvsøvne; har endnu Soldaterhuen paa; hans Tøj hænger
fuldt af Halmstumper).}
{(Goj, der hele Tiden staar op, fløjter nu =anden= Gang, =tredje=
Gang!)}
=Grættrup.=
Huj, ta'r nu Fanden ved Krikken! Se, hvor den danser omkring sig
selv! Kan han bare holde den fra Bivejen ... Nej, det gik galt! Se,
hvor den kjører rundt. Oppe paa Bagbenene. Nej, han _kan_ ikke. Den
_vil_ den Vej. Det var dog Satan til Dyr! Se, hvor det _støder_ sig
frem mod Bidslet -- -- Gud fri mig, lige mod den røde Port! {(Til
Goj.)} Ja, den _er_ vel lukket?
=Goj=
Ja!
{(De bøjer sig ud for at se efter Hesten.)}
=Grættrup.=
... Saa sker der jo bare det, at ...
{(Der høres en =dump= og =bragende Lyd=; Hovslag af en galopperende
Hest.)}
=Grættrup.=
Du altforbarmende, her er sket en Ulykke!
{(Begynder at rejse sig.)}
=Dorre=
{(styrter til Jorden med et Skrig).}
=Goj=
{(med Tordenstemme).}
Hvem er gaaet igjennem den røde Port!
{(Han faar i det samme Øje paa sin Bro'r nede i Gaarden.)}
=Goj=
{(med et Skrig).}
Den Blinde! Saa blev det mig ikke forundt at ta' en ublodig Hævn,
endda jeg har flygtet for den Ting i tyve Aar!
{(Stiger hastigt ned af Taget; de andre efter.)}
{(Man bærer Profts blodige Lig ind fra venstre og videre op imod
Hovedbygningen. Midt for Scenen rejser den hulkende Fru =Proft= sig
foran Goj og siger):}
De er min Søns Morder!
=Goj.=
Nej, Frue, ikke jeg, men Brøden. Der kommer en Stund, da enhver Uret
maa gjennem den røde Port.
{(Fruen efter Sønnens Lig; alle de fornemme efter.)}
=Grættrup=
{(ta'r den Blinde i Armen).}
Elendige Menneske, hvad havde De at gjøre ved den Port! De er Skyld i
Deres Husbonds Død.
=Den Blinde=
{(grædende).}
Det kan _jeg_ ikke gjøre for. Jeg ved ikke af nogen Ting. Jeg har jo
sovet.
{(Grættrup efter de øvrige.)}
=Jens Romlen=
{(kommer bærende med sin afsjælede Datter).}
Gud naad mæ; saadan finder a Dorre; hun er død. Hun laa lig paa den
Plads.
=Goj=
{(i dyb Bevægelse, styrter sig ned og ta'r hendes Haand).}
Er Dorre død! Da er jeg ramt dybere end nogen af jer. For hun var min
daglige Drøm i alle de Aar, jeg flygted for min egen Skygge.
Stakkels ulykkelige Kvinde, som skulde bøde saa haardt for at have
elsket en uværdig!
Jeg vilde ha' baaret dig i min Favn, som man bærer et Lam fra Marken,
og du vendte dig fra mig til ham, der kun tænkte paa at misbruge dig.
Jeg ensomme og landflygtige, jeg havde knyttet min Skæbne til dig.
Naar Bukken trak sine mørke Spor langs Flodbreddens duggede Græs, da
tænkte jeg paa dig og vor ensomme Vandring over Hjemmets gyngende
Mosegrund; naar Sydens Stjærner saa ned paa mig mellem Palmens
vuggende Blade, mens Taagerne rejste sig over en endeløs Steppe af
duskede Rør, da tænkte jeg paa dine taagede Øjne.
Og nu ligger du her saa stille, og det var ikke mig, men ham, der
fyldte dit Hjærte saa stærkt, at det maatte sprænges!
=Gamle Anders=
{(er kommen til).}
Er Dorre død! Saa haar a heller ett andt end Døden aa haab te.
=Goj.=
Bær hende ind.
{(Man bærer hende imod Hovedbygningen.)}
=Goj=
{(standser dem).}
Nej, bær hende ind til gamle Anders; der hviler hun sikkert blødere
end deroppe.
{(Nu er der kun Daglejere og Tjenestefolk omkring ham.)}
=Goj=
{(gjør en anstrengt Bevægelse for at blive Herre over sine
Følelser).}
Vel. Nu er for bestandig Kvinden revet ud af mit Liv, men Manden,
Handlingen lever.
Kammerater! Lad jer ikke af denne forfærdelige Dag forledes til at
glemme jer egen dybe Fortrykthed.
{(Raab: Nej, nej!)}
Naar I en Dag ser Røgen løfte sig over Mosen fra de høje Skorstene,
-- da ved I, at derude bor Goj og Fremtiden. Paa Gjensyn derude!
{(Ja, ja!)}
{(Ta'r den Blinde i Haanden.)}
Og kom saa du, min blinde Broder. {(Med et tungt Blik hen mod Dorres
Lig.)} Nu er vi to lige ribbede.
{(De gaar ud af Porten.)}
{(Tæppe.)}


NAAR BØNDER ELSKER
(1911)


PERSONLISTE.
=Karen Mari=, Enke i Hvolgaard, 60 Aar.
=Kjesten=, hendes Datter, 24 Aar.
=Anton=, Forkarl i Hvolgaard, 26 Aar.
=Povl Hedemark=, Antons Far, 64 Aar.
=Fisker Thames=, Indsidder, 65 Aar.
=Store An=, Høstkone.
=Bette An=, Høstkone.
Pastor =Hansen=, 60 Aar.
=Holger Darling=, Feriestudent, Præstens Søstersøn.
=Nikoline=, Pige, Datter af Bette An.
=Svenske Stina.=
=En Bydreng.=
=En Drager.=
Statister: Høstfolk, Vaskepiger, Byfolk.
De første 4 Akter foregaar i Vestjylland, 5te i Nærheden af Det
Forenedes Dampskibsbrygge i Kjøbenhavn.


FØRSTE AKT.

{Kaalgaarden paa Hvolgaard indtager hele Scenen i Forgrunden og til
højre. Til venstre en Stuelænge med Endegavlen mod Tilskuerpladsen.
Gammeldags Gaardtype med okkergule Vægge og sorte, krogede Stolper i
Bindingsværksmuren. Tre lave Skorstene, en Storkerede, to Døre, den
nærmeste paa Midten. Nedad Skraaningen foran Stuehuset et stort Bed
med Grønkaal; Kaalhaven omgivet med et lavt Jorddige. Midt for Scenen
ses et halmtækt Bistade; til venstre op imod Husets Stenbro en
Vippebrønd med optrukken Spand; til højre mod Bagvæggen et
Syrenlysthus.}
{Langs en snoet og stigende Vej i Baggrunden til venstre ligger
Landsbyens Gaarde; øverst oppe det hvide Kirketaarn. Det er lidt før
Solnedgang i Høst.}
=Kjesten=
{(kommer i huslig Dragt ud af Indgangsdøren, gaar ned gjennem
Kaalgaarden og ser op ad Hulvejen til højre).}
=Holger Darling=
{(ind fra Hulvejen i hvid Studenterhue og Sommertøj).}
Godda', Kirsten! Det var sgu rigtig smukt af Dem at møde mig paa
Halvvejen.
=Kjesten.=
Det war skam ett Dem, _a_ saá atter[133].
[133] _atter_, efter.
=Darling.=
Hvem var det da?
=Kjesten.=
Det war wor Høstfolk. De høster det sidst i Daa; og saa ska der jo
gjan gjøres lidt ud af dem!
=Darling.=
Saa skal der vel danses?
=Kjesten.=
Det kan godt vær!
=Darling.=
Vil De saa danse med mig?
=Kjesten.=
Ja, hworfor ett?
=Darling.=
_Før_ De danser med Anton?
=Kjesten.=
Det ved a skam ett saa lig. Saa blywer _han_ wal wont[134]. Hworfor
spør'er De søen?
[134] _wont_, vrippen, sølle tilmode.
=Darling.=
Aa, fordi jeg altid hellere vil være Numer eet end Numer to.
=Kjesten.=
Jamen ud ved æ Bønder der danser vi nu uden Numer, som æ Bjenn ka
_now te_[135].
[135] _æ Bjenn ka now te_, Benene kan naa til.
=Darling.=
De vil altsaa ikke afslaa mig en Dans?
=Kjesten.=
Nej, hwifor skuld a endda det?
=Darling.=
Nej, ikke sandt? {(Pavse.)} Sig mig, Kirsten, kommer De aldrig til
Kjøbenhavn?
=Kjesten.=
Nej, det er nok ett bløwen søen skjewt[136], te a ska naa dér øwer.
[136] _skjewt_, lavet.
=Darling.=
Ja, men hvis jeg nu kunde gjøre noget for det, vilde De saa komme?
=Kjesten.=
De er da en sær jen te aa spør! Hwad vild De endda ha mæ dér øwer
atter?
=Darling.=
Aa, vise Dem Byen, og Kjøbenhavnerlivet, Tivoli blandt andet,
Zoologisk Have og -- hvad vi ellers kunde finde paa.
=Kjesten.=
Det kund _mi_ Hued vis ett hold te. Og a ka heller ett søen stikk aa
fræ det Hiele.
=Darling.=
Hvorfor ikke?
=Kjesten.=
Det ka en ett, nær en søen haar nøj, en holder aa.
=Darling=
{(let foragtelig).}
De har altsaa noget, De saadan holder af?
=Kjesten.=
Ja det war ett andt godt. Haar _De_ ett det?
=Darling.=
Aa jo, -- saagu! En god Cigar, en Sjus, en lækker Tøs i Ny og Næ. Saa
holder jeg ogsaa nok af gode Klæder.
Hvad synes de for Resten om mit nye Slips? Jeg tog det egentlig paa
for Deres Skyld.
=Kjesten.=
Det war virkelig alkjøn[137] af Dem, Darling. Og a _haar_ da ogsaa
sit det, der klej en Mennesk warr.
[137] _alkjøn_, meget smukt.
=Darling=
{(letter paa Huen).}
Maa jeg takke for Komplimenten!
=Kjesten=
{(ler skøjeragtig).}
Ett aa takk!
=Darling=
{(ler ogsaa af fuld Hals).}
De er en Satans dejlig Pige, Kirsten. {(Slaar Armen om hende.)} Giv
mig et Kys!
=Kjesten=
{(sætter ham en Haand for Brystet).}
Er De sær, Mennesk! Gjør De søen i Kjøbenhavn ?
=Darling=
{(bitter).}
De tør kanske ikke for Anton?
=Kjesten.=
Det haar _De_ ingen Ret te aa spør om.
=Darling=
{(opgivende).}
De er ikke til at fange.
=Kjesten.=
Nej, a render ett i enhwer Ræv'saws!
{(Der høres taktfast Sang bag Scenen.)}
=Kjesten=
{(løber atter hen og ser ud til højre).}
Nu er de her. Det maa a ind og sej mi Muer.
{(Gaar op mod Huset.)}
=Darling=
{(efter).}
De vil ikke være vred, fordi jeg gjorde dette lille mislykkede Angreb
paa Deres smukke Læber?
=Kjesten=
{(leende paa Hustrappen).}
Det skal a sej Dem en naaen Gaang, nær vi er jen tow[138]!
[138] _jen tow_, ene to, ene sammen.
=Darling=
{(løfter ironisk paa Huen).}
Maa jeg takke den naadige Frøken!
{(Gaar op mod Lysthuset i Baggrunden.)}
{(Fra Hulvejen til højre kommer en Procession af Høstfolk med Leer og
River; Pigerne har Kranse af Havreax om Tindingerne; én svinger en
stor Dukke, formet af Havrestraa -- den saakaldte »Havredreng« d. e.
sidste Neg paa Ageren. De marcherer ind imod Grønkaalen og synger):}
Vi kommer fra Dalenes Fred,
og Faner af Havren har vi med;
den skal Høstens Gjerning rande,
smykke vore Pigers Pande,
naar vi gaar gjennem Landsbyens Led.
Vor Le faar nu Hvil for i Aar,
thi Klinte med Ax er lagt paa Baar,
alle Skræntens Bær er fundne,
alle Agrens Neg er bundne
og lagt ud paa de vældige Skaar.
Vi mejed vor Mark under Sang,
saa langt rækker Strygespaanens Klang,
naar blandt Havens Kaal den klinger,
man os Mjød og Kager bringer,
mens det dufter af Mynte over Vang.
=Karen Mari=
{(febrilsk frem af Gangdøren).}
Nej, Jøsses, bette søde Børn, faar en nu søne[139] fremmed i si Kaal!
Aa, hwad ska a endda grib te og løs em mæj? Aa nej, nej, endda, bette
Anton, _vær_ mæ nu gued! Aa, træj[140] endda forsigtig og _slaa_ mæ
ett æ Hued fræ mi dejlige Kaal, som Worherr haar lædt gro saa bred og
saa skjønn.
[139] _søne_, saadanne.
[140] _træj_, træd.
Nu _skal_ a komm, nu _skal_ a komm -- _med_ en bette sød Kaag te æ
Pig'er djê Mund' og en Maløwtdram[141], en Maløwtdram og en _stur_
Sukkerknald te hwer aa æ Kaal.
[141] _Maløwtdram_, Malurtdram.
Aa nej, nej, nej, bette Anton, gaa endda ett vitter[142]. Aa vi, vi!
Kjesten, Kjesten, Kjesten.
[142] _vitter_, videre.
=Kjesten=
{(i Døren).}
Ja, ja, Muer; ta nu towle te æ[143]. A kommer jo!
[143] _towle te æ_, stille til det.
=Karen.=
Aa, _bette_ Kjesten, gaa _endele_ ned og bed for æ Kaal. Du _ka_ wal
faa Anton te aa gi sæ!
=Kjesten=
{(smutter forbi Karen Mari).}
A ska prøv paa æ, Muer.
=Karen Mari.=
Imen a henter æ Flask og en jenle bette Kaag.
=Kjesten=
{(frem mod Anton).}
Naa, saa du hugger løs mell mi Muers Kaal!
=Anton=
{(svinger Leen).}
Ja, nu er a tesinds, te der skal høstes op fræ en End aa.
=Kjesten.=
Ja, aa æ Kuen[144], men da wal aalle aa æ Kaal?
[144] _Kuen_, Kornet.
=Anton.=
Jow, mi Muer[145]. Æ Kuen er vi færdig mej, nu er æ bejst, vi tar æ
Kaal ogsaa, men[146] vi er i æ Træk.
[145] _Muer_, Morlil.
[146] _men_, mens.
{(Et nyt, frisk Kaalhoved stegler over Ende med Skaftet i Vejret.)}
=Kjesten.=
Nej, nu ska du Suren spark mæ ta dæ i Ajt, te du ett drywer di Lojer
_aa_ vidt. Muer blywer da rejn ud aa sæ sjel.
=Anton.=
Lojer, nu saa det ska kaldes Lojer, det hér!
{(Nye Indhug.)}
=Kjesten.=
Ja men primer du da, Anton! Vil du nu si, du tar dæ en Selop[147]!
[147] _tar dæ en Selop_, kommer tilbage i Tøjet.
{(Løber bag ham, slaar Armen om Livet paa ham og haler ham bort fra
Kaalene.)}
=Anton=
{(i Angst).}
Ih, Jøsses, Kjesten, du ku ha skaar dæ paa mi Hjøli[148]!
[148] _mi Hjøli_, min Le.
=Kjesten.=
Saa kund du wal hør _atter_[149], hwad en sejer te dæ. A vild maaski
gjan gi dæ Løs'peng, nær æ Kaal saa maa staa.
[149] _atter_, efter.
=Anton.=
Jamen, de ska vær jawn stur.
=Kjesten.=
Ja tho, læd wos hør di Priser.
=Anton.=
_Jen_ Kys nu og flir sin!
=Kjesten.=
Da er du helsen ett saa fejl te aa forlaang for di Sager! -- Nu ja
læd gaa! {(Kysser ham lige paa Munden.)} Dér haar du æ, din
Tordenhued! {(skubber ham tilbage).} Vil du saa læ mi Muers Kaal
staa!
=Anton=
{(stryger sig myg om Munden).}
Tho det gik i søn en Faart, te en knap nok ved, om en fæk nøj heller
en fæk ett.
=Kjesten.=
Ja, en skuld da ett wal vær læng om, aa betaal den Slaw[150].
[150] _Slaw_, Slags.
=Anton=
{(søger paany at indfange Kirsten).}
_A_ tykkes nu, det er for lidt da.
=Holger Darling=
{(som, Anton uafvidende, har betragtet denne Scene, træder nu frem og
siger):}
Nej, Ret _skal_ være Ret. De har faaet, hvad De har forlangt, hvad De
kan tilkomme; det er der Vidner nok paa.
=Anton=
{(overrasket).}
Saa De gaar her og lusker! De skuld vis helst hold Dje bette
Flegger[151] i. A twiler paa, te De læ Dem nyw med saa lidt, nær _De_
er ud aa plukk Kjersbær.
[151] _Flegger_, Sladdermund.
=Kjesten.=
Still nu, Anton! Nu er æ heller ett ward aa gams altfor stærk ad en
fremmed Mennesk.
=Anton.=
Fremmed! Hwor fremmed mon han er? I haar maaske aallered wot i æ
Lysthus med hinaan.
=Kjesten.=
Nu ska du ti, Anton! A vil ett ha di Vringlehied hwerandt
Ywblik[152]; det ka a sej dæ!
[152] _di Vringlehied hwerandt Ywblik_, din Gnavenhed hvert
Øjeblik.
=Karen Mari=
{(kommer ud af Indgangsdøren med en Flaske og et Kagefad i Haanden;
bag hende Nikoline med Ølkovsen).}
Aa _bette_ Kjesten, _haar_ du holdt dem ved Snak saalæng? Kom nu,
Anton! Tho det er nok dæ en ska gjør sæ gued Venner mej, om en vil
rej si Kaal. -- Kjesten, ta æ Fad og læd endele æ Pig'er faa en Kaag.
{(Skjænker i Glasset og byder.)} Aa, Anton, drik nu de anner te, og
Lykk med æ Awl og det Hiele.
=Anton og de andre.=
Ja, Lykk med æ Awl.
=Karen Mari.=
Aa, Kjesten, da kund _du_ da ogsaa gjan klink med Anton.
=Kjesten=
{(som fra den anden Side byder Kager rundt).}
Ja, vil han klink med mæ?
=Karen Mari.=
Det vil han vis heller end gjan.
=Kjesten=
{(støder sit Glas mod Antons).}
Skaal, Anton! Læd nu vær aa skott søen ud aa æ Ywend[153]. En ska da
vær glaad i Høst.
[153] _æ Ywend_, Øjekrogen.
=Anton.=
A er aaltid glaad, nær ett _anner_[154] gjør mæ bedrøwed.
[154] _anner_, andre.
=Kjesten.=
Ja, saa klinker vi paa manne glaad Timer.
{(=Anton= fører tvivlende sit Glas mod hendes.)}
{(Lyden af en Skalmeje klinger ind fra venstre.)}
=Kjesten.=
Hører I dér Fisker-Thames. Han haar Humør nok te baade sæ sjel og
anner.
{(Pigerne styrter op mod Baggrunden og trækker Thames ind paa
Scenen.)}
=Fisker-Thames=
{(er barbenet og i Skjorteærmer, har en flad Hue paa Hovedet. En lang
Medegaj har han i Haanden, og under venstre Arm slanter en
Fiskepose).}
Singot Folkens og walkommen te! Sikken en Held a aaltid haar! _Her_
falder a nied i lutter Fornywels og glaad Ansigter, Ungdom og
Knøvhied[155] og skred[156] Kinder. Aa, war en nu sjel ung, saa ku en
nem faa sæ en Kjærest. Hwad sejer _du_, Karen Mari?
[155] _Knøvhied_, Skønhed.
[156] _skred_, glatte.
=Karen Mari.=
Nej, vi er nok for gammel te aa ha søne nøj[157] i wor Hued.
[157] _søne nøj_, saadan noget.
=Anton.=
Og du ka mied, nær vi anner maa gaa for æ Hjøliknag[158]. Hwor somm
Folk haar æ godt!
[158] _Hjøliknag_, Le-Knagen.
=Thames.=
Saamænd; _a_ misuner ingen.
=Anton.=
En Mied'gaj[159] det ska jo vær en Remeddi med en Worm i den jen End
og en Dawdrywer i den naaen?
[159] _Mied'gaj_, Medestage.
=Thames.=
Ja, aaeja, søen gaar jo æ Taal. Men _a_ sower mæ ett aaltid te mi
Fød; a maa saamænd æ Aa manne Gaang rundt, inden a haar hivsked[160]
saa møj, te a ka faa æ Mund mætted.
[160] _hivsked_, taget.
=Anton.=
Nu vil æ ett anderledes bej?
=Thames.=
Nej, der ska affensires[161]! En _ska_ snaar putt æ Krog i æ Gaef aa
æ. Men a er ett saa begjerlig. Og saa er en aaltid si egen Mand, og
det haar nu al Tider past bejst for _mæ_. Og nær æ Suel den skjenner
og æ Engi æ grønn, og a saa ka trækk en Swissi[162] i Land, som den
hér {(viser en fed Lax)}, saa er der ett saa lykkele en Mennesk paa
hiele Verdens Jurd.
[161] _affensires_, vankes meget omkring.
[162] _Swissi_, Fyr.
{(Fisken gaar fra Haand til Haand og ender omsider hos)}
=Karen Mari.=
Det war helsen ett saa ring en bette Stegi[163], du der haar
knæven[164] dæ, Thames; den er der skam en gued Bej i.
[163] _saa ring en bette Stegi_, saa lille en een.
[164] _knæven_, kneben.
=Thames=
{(skjælmsk).}
Ja, Karen Mari, du sku ha tavn _mæ_, saa haaj du wot wal forsorred.
Hwor der er Mad te jen blywer der ogsaa gjan Mad te tow.
=Karen Mari=
{(fingrer videre paa Laxen).}
Det _er_ da snaar jen af di skjønnest Fisk, en _ka_ si.
=Thames.=
Ja, det er jen, der braser godt paa æ Pand.
=Karen Mari.=
En ka snaar staa og blyw aal hægen[165].
[165] _hægen_, lækkersulten.
=Thames.=
Nu du haar ondt ved aa aasi en[166]. Ihtho ta'en da saa med dæ, mi
Muer!
[166] _aasi en_, afse den.
=Karen Mari.=
Nej, tho det er da snaar Synd imud dæ. Hwad haar du saa te æ Fød?
=Thames.=
Aa, det haar ingen Nød. En Bej Speg'flæsk te en Stø Grovbrød det er
en udmærket Fød, nær en helsen haar æ Hjelbred.
=Kjesten.=
Nej, Muer, du maa virkelig ett ta æ Fisk fræ ham! Det er jo det
jenest, han haar. Søen gir Thames aaltid hans Sager hen.
=Thames.=
Snak om en Ting! A klaarer mæ nok. A haar mi Humør og med den
forholder æ sæ søen, te jo mir en gir desmir en haar.
=Karen Mari.=
Ja, saa vil a da gi dæ en Dram med de anner.
=Thames=
{(spytter Skraaen ud i Haanden).}
Ja, den skuld en nødde sej nej te. Skaal Folkens og Gud i Wold med
wos aal sammel!
Lykk med jer Høst,
og en Kjærest ved jer Bryst!
=Karen Mari.=
Ja, du er en slem gammel Træjring[167]! {(hun ind).}
[167] _Træjring_, Gavstrik.
=Thames.=
Nu, hwem fæk saa iaar æ Hawerdreng[168]?
[168] _æ Hawerdreng_, Havre-Drengen.
=Stemmer.=
Det fæk Stur'An.
{(Havredrengen hives i Vejret og klasker ned for Foden af)}
=Thames.=