Lykke-Per. Første Del - 15

veed, han vil sætte Pris derpaa. Betænk, at det vil kunne blive
af Betydning for Dem at overvinde den Uvilje, De mulig føler ved
at foretage et saadant Skridt. Dyhring vil paa mange Maader
kunne gøre Dem Tjenester baade nu og i Fremtiden. Som jeg før
har tilladt mig at sige Dem, kære Sidenius -- Pressens Bistand
er i vore Dage en uomgængelig Nødvendighed!!“
Per sov ikke meget den Nat. Ivan havde for en Ugestid siden igen
ført ham sammen med den ansete unge Journalist, og Per havde ved
den Lejlighed endelig givet efter for Vennens Bønner og lukket
lidt op for sine Hemmeligheder. Forøvrig havde han selv anset
det for ganske klogt saaledes at berede Vejen for sit Skrift, og
han var nu spændt paa for første Gang at se sit Navn og sine
Tanker forkyndt for den undrende Verden.
Det blev dog kun til Skuffelse og Ærgrelse for ham. I Stedet for
den ledende Artikel, han havde ventet, fandt han paa Bladets
tredje Side en halv Spalte trykt med Petit og underskrevet med
et af Dyhrings mange Mærker Si’l vous plaît. At Artiklen var
holdt i en let spøgefuld Tone, mærkede han endda slet ikke.
Endog Overskriften „Millionærer søges“ optog han i fuldeste
Alvor. Derimod var han højlig misfornøjet med ikke et eneste
Sted at finde sit Navn men gennem hele Artiklen at se sig
ubestemt betegnet som „Planens unge, talentfulde Ophavsmand“
eller lignende. Ogsaa var han dybt forarget over den
overfladiske Behandling af Bekostningsspørgsmaalet, og navnlig
blev han aldeles rasende over en fejlagtig Anbringelse af et
Komma i en Decimalbrøk, der efter hans Mening ganske vilde
forvirre Begreberne om Værkets Karakter og Betydning.
Det havde ellers været langt fra hans Hensigt at give efter for
Ivans Ønske om, at han skulde gøre Hr. Dyhring en Takkevisit;
han fandt, at det snarere maatte være denne, som var ham Tak
skyldig for Stof til en opsigtsvækkende Artikel. Men nu
betragtede han det som sin ligefremme Pligt at bekvemme sig til
dette Besøg for at faa den kompromitterende Decimalbrøk rettet
hurtigst mulig. Endnu samme Formiddag søgte han derfor Dyhring
paa hans private Bopæl, -- en elegant Ungkarlelejlighed i et af
Byens flotteste Kvarterer.
Skønt Klokken var næsten tolv, var Dyhring endnu ikke paaklædt.
Hans Husholderske nægtede ham af den Grund hjemme; men
Sovekammerdøren blev i det samme aabnet lidt, og Journalistens
gyldenblonde Hoved kiggede frem med en Silkepapirspapillot
viklet om hver af Mustachespidserne.
„Ah, er det Dem!“ -- Tonen lød lidt skuffet -- „Naa ja, gaa De
kun ind. Min Frisør er i Øjeblikket hos mig. Jeg skal straks
være til Tjeneste.“
Per fik god Tid til at se sig omkring i Dyhrings Stuer, om hvis
udskejende Luksus der gik saa mange overdrevne Rygter. Elegant
var der uimodsigeligt. Silkebetrukne Møbler i Arbejdsværelset …
Gobelinstapet … Malerier … Stabler af Bøger og Tidsskrifthefter
henkastede paa Stolene. Et Harem af Dameportrætter paa
Skrivebordet. -- Inde i den tilstødende Spisestue, hvortil Døren
stod aaben, saaes et festlig dækket Frokostbord med en skinnende
hvid Dug, Vinkaraffe, Blomster og Frugter.
Per kunde ikke lade være med i sit stille Sind at anstille en
Sammenligning mellem dette Hjem og sine egne to smaa, mørke
Kamre -- og han grebes af en ham ellers uvant Utaalmodighed. Det
var ikke, fordi han paa nogen Maade misundte et Menneske som
Dyhring, der i hans Øjne var en halvt foragtelig Person, en
Slags Alfons hos den store Skøge Bysladderen eller den offenlige
Mening. Men det harmede ham, at en saadan ussel Avisskriver
allerede havde naaet en Uafhængighed og Magtstilling, som han
selv endnu kun kunde drømme om.
Endelig kom Dyhring ind: lille og spændstig, -- en Taagænger --
klædt i chokoladefarvede Benklæder, Safianstøfler og en kort,
kraprød Hjemmejakke med sorte Silkeopslag.
„Hvormed kan jeg være Dem til Tjeneste, Hr. Sidenius?“ spurgte
han som den, der var vant til at modtage Ansøgere. „Vil De ikke
tage Plads.“
Disse to omtrent jævnaldrende unge Mænd, der satte sig der
overfor hinanden, hver i sin himmelblaa Silkelænestol, og
kastede Benene overkors, havde -- trods al ydre Ulighed -- ikke
saa lidt tilfælles. Otto Dyhring var ligesom Per et hjemløst
Barn. Han var Søn af en forgældet og udsvævende Officer, der
efter faa Aars Ægteskab havde lagt sin Kone i Graven og siden
var død for egen Haand. Slægtninge i Provinsen havde givet ham
Naadsensbrød, og atten Aar gammel var han kommen til København
som Student, fattig og forsømt, men -- ligesom Per -- opfyldt af
de dristigste Forventninger og fast besluttet paa for enhver
Pris at gøre sin Lykke og skaffe sig Oprejsning for
Barndomstidens Afsavn og Ydmygelser. Med en soldatermæssig
Koldblodighed, der ikke kendte til Anfægtelser, og med en
instinktsikker Fornemmelse af, hvor Aladdinslampen for Tiden laa
skjult, havde han kastet sig ind i Journalistiken, der netop i
de Aar efter udenlandsk Mønster havde brudt Politikens Overmagt
og lagt Hovedvægten paa et mangfoldigt, literært bearbejdet
Nyhedsstof. Uden særlig mærkelige Evner som Skribent men med de
Uinteresseredes vevre Smidighed havde han -- støttet af et Ydre,
der behagede Kvinderne -- hurtig opnaaet en indflydelsesrig
Stilling ved et af Hovedstadens toneangivende Blade og udnyttede
den hensynsløst, ganske ubekymret af Borgerskabets Fordømmelse.
Allerede fra sit enogtyvende Aar havde han haft en Aarsindkomst,
der nærmede sig en Ministergage. Teaterdirektørerne kappedes om
at spille hans Farcebearbejdelser; Bogforlæggerne tilkøbte sig
hans Bevaagenhed ved at udgive hans (af en eller anden fattig
Sproglærer besørgede) Oversættelser; Skuespillere og
Varietesangerinder, unge Digtere og graanende Jubilarer,
Bitterfabrikanter og Cirkusdirektører, … alle bejlede de til
hans Gunst, viste ham alleslags Opmærksomheder, for Kvindernes
Vedkommende ved Ydelser in natura. Som en ung Gud tronede han
højt i sin uanfægtelige Sorgløshed -- tilbedt og afskyet,
misundt og foragtet -- levende kongeligt paa Menneskenes Dumhed,
Forfængelighed, Fejghed og Hykleri.
Artiklen om Pers Projekt havde han alene skrevet for at tjene
Ivan Salomon, der undertiden var ham behjælpelig med at anbringe
en Veksel. Per selv interesserede ham ikke det bitterste, og for
hurtig at blive af med ham lovede han straks at ville indføre de
begærede Rettelser i det næste Nummer af „Falken“. Men naar Per
først var begyndt at tale om sit Værk, var han ikke let at
standse. Dyhring blev fortvivlet og sad tilsidst og gabede
ganske ugenert bag sin kvindelig hvide Haand. Han fandt denne
skvaldrende Bonde uudholdelig. Desuden ventede han Damebesøg.
Foruden Artiklen om Per havde han i Dagsnummeret af Bladet en
lyrisk Lovprisning af en Balletdame, der for Tiden optraadte i
Cirkus, -- og han ventede desaarsag den ham tilkommende Tribut.
Endelig brød Per op, og Dyhring gik ind i sin Spisestue, hvortil
Døren under Besøget var bleven lukket af en usynlig Haand. Idet
han stod paa Tærskelen, gik han bagover af Forbavselse, …
derhenne paa Stolen foran hans Opdækning sad Nanny Salomon med
bredskygget, hvid Kniplingshat paa Hovedet og en halvfortæret
Radise i Haanden. Hendes sædvanlige Følgeveninde, den lille
skæve Olga Davidsen, stod henne ved Vinduet, sprudrød af
forlegen Munterhed.
„Maa jeg spørge … hvordan i Alverden er de ærede Damer sluppen
herind? Jeg har ikke hørt det ringe.“
„Hvorfor skulde vi ringe? Jeg har jo Deres Entrenøgle,“ svarede
Nanny med en Dristighed, der bragte Veninden til formelig at
snappe efter Vejret. „Forresten stod Døren aaben, … Deres
Madamme var ved at feje derude. Hun fortalte os, at der var
Nogen inde hos Dem, og saa bad vi hende vise os herind … Det er
ellers rigtig gode Radiser, De holder.“
Hun udsøgte sig omhyggelig en ny af Assiettens Beholdning,
dyppede den i Saltkarret og satte sine skinnende hvide Tænder i
den.
„De er virkelig modig, Frøken Nanny! Veed De, hvem det var, der
i dette Øjeblik forlod mig?“
„Ja, det var jo Hr. Sidenius. Hans Stemme tager man virkelig
ikke fejl af.“
„Og det siger De saadan ganske rolig. Sæt nu, at De var kommen
blot to Minutter senere, -- saa var De løbet lige i Armene paa
ham.“
„Nu ja, det havde maaske været ganske behageligt.“
Dyhring truede smilende ad hende med Fingren.
„Slemme -- letsindige -- henrivende Frøken Nanny! Hvad skal man
dog tænke om Dem?“
„Aa --,“ sagde hun og gav sig til at mønstre alle Retterne paa
Bordet. „De skal tænke, at jeg er gruelig sulten, og at jeg
kunde have den største Lyst til at spise Frokost hos Dem … her
er saa mange lækre Sager. Ym … Gaaseleverpostej! Min Livret …
Naa, men lad os komme til Forretningerne,“ afbrød hun sig selv,
viskede sig om Munden med hans Serviet og rejste sig. „Veed De,
at det idag er sidste Dag, „Bakken“ er aaben for i Sommer? Og
skammer De Dem ikke en lille Smule over ikke en eneste Gang at
have tilbudt to unge uskyldige Piger Deres Gelejdelse derop? De
veed dog, vi maa ikke gaa der alene for vore Mama’er.“
„Men, Herregud, hvad vil De paa Bakken?“
„Hvad vi vil der? … Olga, hører du! Hr. Dyhring er naiv, han
spørger, hvad vi vil der! Vi vil more os, naturligvis! Vi vil
høre paa Lirekasserne og køre paa Karussel og spise varme Vafler
og se paa Ildmanden og paa den fede Dame --.“
„Naa, ikke lidt mere?“
„Jo, saa vil vi høre paa Syngepigerne og danse paa den aabne
Estrade … Men først og fremmest vil jeg have en Skrigeballon. En
rigtig rød og væmmelig Skrigeballon, der kan sige Bæ--æh! At De
veed det!“
Dyhring, der med sammenknebne Øjne havde betragtet den unge
Piges svulmende Bryster og hvide Arme, som skimtedes under
Kjolelivets klare Sommerstof, var imidlertid gaaet hende ganske
nær og sagde nu med halv Stemme, for at Veninden ikke skulde
høre det:
„Det er meget betænksomt af Dem, Frøken Salomon, at De altid
tager en Sauvegarde med Dem. De er virkelig saa forførende i den
Dragt der, at -- --.“
Han fik ikke talt ud.
„Olga,“ sagde Nanny vendt mod Veninden. „Nu gaar vi. Hr. Dyhring
begynder at blive upassende … Tjenerinde!“
Hun trak med to Fingre ud i sit Kjoleskørt og nejede. Saa gik
hun stoltserende ud af Stuen med Armen om sin Ledsagerskes Liv.
Men i Døren standsede hun, saae sig tilbage over Skuldren og
sagde:
„Er det altsaa en Aftale, at vi mødes Klokken syv ved
Klampenborgstationen? … Men det vil jeg sige Dem, at dersom De
sladrer af Skole og fortæller Mama, at vi har været heroppe, saa
siger jeg, at De lyver, og saa faar De aldrig mere Lov til at
kysse mig -- uden paa Munden.“
„Men, Nanny, du er dog helt tosset idag,“ hviskede Veninden,
idet hun skyndsomst trak hende med sig.
Mens Dyhring nød sit ensomme Maaltid, tømte han et Par Gange
tankefuldt sit Sherryglas og sank hen i alvorlige Betragtninger.
Den unge Levemand var i den sidste Tid begyndt at beskæftige sig
med Ægteskabsplaner. Han havde en Dag sammentalt Summerne paa
sine løbende Veksler og var kommen til det Resultat, at han nu
ikke længer turde opsætte at gøre et godt Parti. Af de
forskellige unge Rigmandsdøtre, overfor hvem han i den Anledning
havde indledet et noget skødesløst Kurmageri, var Nanny Salomon
ikke netop den guldvægtigste og derfor heller ikke den, han
hidtil nærmest havde haft i Kikkerten. Derimod var hun ubetinget
den smukkeste, den kvikkeste, den dristigste, kort sagt den, der
mindede mest om den Slags løse Fugle, fra hvis Omgang han endnu
slet ikke længtes bort.
Men nu ringede det igen paa hans Dør. Og skønt han havde givet
Husholdersken strenge Ordrer til ikke at indlade andre end en
vis Cirkusdame med ildrødt Krushaar, hørte han et Mandfolk tale
højt ude i Forstuen og sætte en Stok i Paraplystativet. Døren
blev slaaet op, og paa Tærskelen stod en ældre, strengt udseende
Herre med et blussende Ansigt -- Oberst Bjerregrav.
„Jeg tænkte nok, du var hjemme alligevel. Bliv bare siddende …
Jeg ser, jeg forstyrrer dig i dit Arbejde.“
„Min ærbødige Hilsen, Onkel! … Vil du gøre mig den Ære at tage
Plads ved mit Bord?“
„Du skal have Tak, jeg holder ikke af at spise paa offenlig
Bekostning. Desuden har jeg spist Frokost for mere end to Timer
siden.“
„Et Glas Vin maaske?“
„Du skal ingensomhelst Ulejlighed gøre dig. Det er i det hele
ikke for min Fornøjelses Skyld, jeg er kommen.“
„Jeg kan næsten tænke det. Du maa rimeligvis have noget
alvorligt paa Hjerte, siden du har kunnet overvinde dig til at
se herind.“
„Deri tager du ikke synderlig fejl, min Ven! Nogen Længsel efter
at gense dig har i hvert Fald ikke drevet mig. For altsaa at gaa
lige til Sagen: jeg saae tilfældig imorges paa min Barberstue
det Smudsblad, du skriver i, og fandt deri en Artikel om et
saakaldt Vandbygningsprojekt … en Artikel, som du rimeligvis
kender noget til … i hvert Fald mente jeg at kunne genkende din
flabede Stil. Maa jeg spørge, hvad er Meningen med den Artikel?
Det er mig ikke bekendt, at du paa noget Tidspunkt af dit Liv
har beskæftiget dig med alvorlige Ting, altsaa heller ikke med
Vandbygningsvæsenet; og skønt jeg ikke tvivler om, at du i
Almindelighed skriver om Forhold, du ikke har ringeste Forstand
paa, saa finder jeg Anledning til i dette enkelte Tilfælde at
advare dig mod at fortsætte dine dumme Skriverier.“
„Ja, jeg har allerede hørt det, … der skal nok være indløbet et
Par Misforstaaelser,“ sagde Dyhring smilende.
„Misforstaaelser? Det hele er en kolossal Taabelighed, min Ven,
som du for din egen Skyld skulde vogte dig for oftere at røre op
i. Og du tager storlig fejl, dersom du mener at gøre den unge
Mand nogen Tjeneste dermed, -- du opnaar i det højeste at gøre
ham endnu mere storforrykt, end han er i Forvejen.“
„Du kender ham altsaa?“
„Kender … og kender! Fyren har jo rendt mig paa Døren med det
taabelige Projekt. Han er aldeles løbsk!“
„Saa du mener ikke, han duer til noget?“
„Nu, det vil jeg ikke netop sige. Aldeles ikke sige. Men han er
ganske umoden, har ikke haft Taalmodighed til at lære noget og
bilder sig ikke desmindre ind at kunne kritisere andre … ja at
have en Mission som Fornyer. Mindre kan ikke gøre det! Og nu vil
han udgive en Pjece, skriver du.“
„Gør jeg det?“
„Naturligvis! Der skal laves Spektakler, gøres Optøjer! Det er
denne Jødedoktor, der har sat Ungdommen Fluer i Hovedet. Der
skal luftes ud, som det saa stort hedder. Der skal paa alle
Omraader reformeres og revolutioneres -- --.“
„Men sig mig, Onkel, trænges der egenlig ikke til det? Jeg synes
at erindre, at du ofte selv har udtalt dig ret kraftigt om den
nationale Søvnagtighed og vore hjemlige Ingeniørers Mangel paa
Initiativ. Ja -- hvordan er det? -- du har jo selv engang
udgivet en Pjece, som nok skal have været temmelig skrap i
Tonen.“
„Det er en ganske anden Sag … og jeg skal have mig meget
frabedt, at du drager den Slags Sammenligninger,“ sagde Onkelen
og blev rød helt op over Skaldepanden. „De Anker, jeg i sin Tid
efter samvittighedsfuld Overvejelse tillod mig at rette mod
Administrationen, var alle fuldt berettigede og vel begrundede.
Dengang, ser du, var Oppositionen ikke et Udslag af drengeagtig
Forvorpenhed men af alvorlige og fædrelandskærlige danske Mænds
Bekymring for Landets Fremtid. Det gør en Forskel, min Far!“
„Tror du, at den Tids Magthavere netop havde den Opfattelse af
jer?“
„Ja, det tror jeg … men forresten er det aldeles ikke min Agt at
indlade mig i nogen Diskussion med dig om de Ting. Jeg har blot
for din egen Skyld villet advare dig mod at støtte en
Projektmager, som kun kan gøre dig og dit Blad latterlige i alle
sagkyndige Folks Øjne. Du veed, at jeg absolut ikke er nogen
Beundrer af din Virksomhed, men den Ros maa jeg dog give dig, at
du hidtil har undgaaet at gøre dig ligefrem til Nar. Og -- da
jeg nu engang er her -- lad mig saa med det samme sige dig
noget, som jeg længe har haft Lyst til at tale til dig om, naar
jeg læste dine Artikler. Det har undret mig, Otto, at du med din
Forstand og dine -- jeg kan godt sige -- ikke almindelige
journalistiske Evner ikke har indset, hvor du staar dig selv i
Lyset ved at arbejde ved det ryggesløse Blad.“
„Har du maaske noget bedre at tilbyde mig, Onkel?“
„Det siger jeg ikke. Men det kunde maaske være. -- Du veed vist,
at Redaktør Hammer ved „Dannevang“ hører til mine gode Bekendte.
Vi har oftere talt sammen om dig. Han anerkender, som jeg, dit
stilistiske Talent men beklager, at du anvender det i en saa
slet Sags Tjeneste. Jeg vilde ikke anse det for usandsynligt, …
ja, jeg har Lov at sige, at der sikkert kunde stilles dig en
fordelagtig Ansættelse ved Bladet i Udsigt, dersom du vilde føre
dig lidt skikkelig op.“
„Dannevang! Jamen, det er jo reaktionært, Onkel! Og tilmed
patentpatriotisk og militærbegejstret og skrupgudeligt. -- Du
vil da ikke, jeg skal svigte min Overbevisning?“
„Din Overbevisning! Hør, min Dreng, overfor mig kan du spare dig
al Maskering. Jeg kender dig! Og nu vil jeg sige dig endnu en
Ting. Jeg vil gøre dig en ny Indrømmelse. Du har i sin Tid valgt
din Levevej med et Fremblik, som jeg maa yde min Anerkendelse.
Journalistiken synes virkelig at skulle blive som et Springbræt
for dem, der vil tilvejrs i Samfundet. Du har naturligvis set,
at Redaktør Lille er bleven udnævnt til Gesandt i Washington.
Nylig sprang jo en anden Journalist op til at blive Amtmand. Det
være nu af det onde eller af det gode, saa er det altsaa et
Faktum, at Regeringen yder den anstændige Presse sin
Anerkendelse ogsaa ved Embedsbesættelser og det tilmed paa den
fordomsfrieste Maade. Den Ting synes mig værd at betænke for
dig, Otto! Husk paa, at overalt, hvor dine Kolleger har Chancer,
har du det i ganske fortrinlig Grad. Du bærer et Navn, der er
vel anset i Hæren og som saadant ogsaa skattet ved Hoffet. At
jeg er din Onkel og gerne støtter dig i enhver hæderlig Stræben,
kan maaske ogsaa blive af en Smule Betydning for dig. Og endelig
mangler du jo heller ikke selv Egenskaber, der vil kunne være
dig til Gavn f. Eks. paa den diplomatiske Løbebane. Hvem veed?
Maaske afhænger det kun af dig selv, min Dreng, om du engang
skal blive Hr. Lilles Afløser paa Gesandtskabsposten i
Washington.“
Dyhring, der havde smilet under denne Tale, gjorde sine Øjne
smalle og sagde ud i Luften:
„Washington? … Ja, hvorfor ikke? … De amerikanske Damer skal jo
være højst bedaarende. Og Køkkenet er vistnok i de højere
Stænder ligesaa meget fransk som engelsk. -- Jeg skal tænke over
det, Onkel.“
Men nu havde Obersten nok. Han røg op med glødende Ansigt.
„Og saadan vover du at svare mig!“
„Ja, du maa undskylde mig, Onkel. Jeg kan nu engang ikke tage
Livet saa højtideligt.“
„Nej -- det er sandt,“ sagde den gamle Militær efter et Ophold,
og hans Stemme slog over af Bevægelse. „Du kan ikke tage Livet
højtideligere. For dig og dine materialistiske, fædrelandsløse
og gudløse Lige er jo Livet intet andet end en god eller daarlig
Spøg. Fædrelandets Trængsler, Befolkningens Nød, politiske
Ulykker, Krig og Pest og Brand -- alt er for jer kun
Underholdningsstof, Spalteføde, et Rov for jeres lejede Penne.
Nej, I kan ikke tage Livet højtideligt. Men derfor vil Livet
heller ikke bruge jer. Vær vis paa det! Livet vil forkaste jer …
spænde jer ud som unyttigt Skrammel, der er dømt til
Tilintetgørelse! Vær vis paa det!“
Dyhring sad med fremstrakte Ben og Hænderne hægtede til Lommerne
ved Tommelen. Han saae stadig ud i Luften med sine slangeagtig
tilknebne Øjne.
„Tiden vil vise det, Onkel!“
* *
*
Ude paa „Skovbakken“ var Jakobe denne Eftermiddag ene hjemme.
Fru Salomon var efter Frokosten gaaet over i Skoven med de
yngste Børn, og Nanny var stadig i Byen. Jakobe opholdt sig i
denne Tid mest paa sit Værelse. Hun havde igen faaet en af sine
slemme Nedstemthedsperioder, led af stærke Hovedsmerter og laa
søvnløs Nat efter Nat, holdt vaagen dels af sine legemlige
Plager, dels af urolige og lidelsesfulde Tanker, fremkaldt af et
nedværdigende, sanseligt Begær. Udmattet efter en saadan
gennemvaaget Nat havde hun lagt sig hen paa sin Langstol og laa
der sammenkrøben med halvaabne Øjne og Hænderne under Kinden.
Værelset laa paa første Sal, og gennem den aabne Altandør havde
hun Udsigt over nogle Trætoppe til et stort Stykke blaa Himmel
med mange smaa, dunformede Skyer. Den dybe Stilhed omkring
hende, gennemvævet som den var med Bladesuset derude fra Haven,
dyssede hende nu og da ind i det nervøse Halvblund, hvorunder
Legemet sover, uden at Bevidstheden tabes. Ved den mindste Lyd
slog hun Øjnene op og var lysvaagen.
„Jakobe! Er du deroppe? … For Pokker, er der Ingen hjemme i
dette Forstyrrelsens Hus!“
Det var Onkel Heinrichs Stemme nede fra Haven. Hun rejste sig
langsomt, sad nogle Øjeblikke med Hænderne trykket for Ansigtet
og gik saa derned. Hun fandt Onkelen i Havesalen. Først
beklagede han sig med sædvanlig Ubeherskethed over at have
maattet vente, derpaa trak han en Pakke Papirer op af sin
Brystlomme og kastede den hen paa et Bord.
„Der!“ sagde han.
I Jakobes trætte Ansigt lyste det pludselig op.
„Du har købt!“
„Jeg har fulgt din Ordre, … jeg siger dig det nok engang: Jeg
vil ikke have noget Ansvar! Jeg har advaret dig tilstrækkelig
mod det Fluepapir. I Længden er det noget Snavs.“
„Jeg kan høre paa dig, at de er gaaet op igen idag. Hvad sagde
jeg?“
„Hvad sagde jeg … hvad sagde jeg,“ vrængede han efter hende. „I
Fruentimmer er tossede! Har I spillet heldig engang, bilder I
jer straks ind, at I forstaar jer paa Forretning. Saa er din
Søster dog lidt fornünftigere, hun lader sig dog sige … løber
ikke bestandig grassat.“
Jakobe trak kækt paa Skuldren, tog Papirerne -- nogle usikre
Sukkerandele -- og puttede dem til sig. Baade hun og Nanny drev
i al Hemmelighed lidt Børsspil med deres Paaklædningspenge, og
Onkelen var den betroede Mellemmand ved disse Omsætninger. Begge
spekulerede de med en vis Lidenskab; men medens Nanny alene
dreves af Udsigten til Fortjeneste og altid foretrak det
beskedne Udbytte af en forsigtig Jobben med solide Papirer, var
det hovedsagelig Spillets Spænding, der fristede Jakobe,
tilligemed den Triumf, det var for hende, naar hun stik imod
Onkelens eller Avisernes Advarsler var bleven ved at vove paa en
„Hausse“ og slap heldig derfra.
Hr. Delft havde imidlertid faaet fat i Dagsnummeret af „Falken“,
der laa paa Bordet sammen med Dagens andre Aviser. Han stod lidt
og kiggede i det og sagde saa:
„Du har vel læst Dyhrings Artikel om ham, denne Sidenius? Jeg
tror sgu, han slaar sig op, den Fyr!“
„Aa, Dyhring gør jo i Grunden bare Løjer med ham.“
„Løjer -- hm. Veed du hvad, min Pige, det kunde saamænd gerne
hænde, at de Løjer blev til Alvor engang. Han har Lykken med
sig, den Knægt! Ved Gud, de snakker allerede om ham paa Børsen.“
Det sidste var nu pure Opspind; men Hr. Delft havde i den senere
Tid grebet enhver Lejlighed til at holde Lovtaler over Per.
Efter at det var gaaet op for ham, at det var selveste Jakobes
Haand, Per efterstræbte, havde han faaet meget høje Tanker om
hans Mod og søgte efter Evne at understøtte ham i hans dristige
Foretagende. Dertil kom, at han nærede et ganske specielt Had
til Eybert, hvem han trods ihærdig Bagvaskelse ikke havde været
i Stand til at fortrænge af Familjens Gunst; og den blotte Tanke
om endelig engang at se denne Mand ydmyget kunde faa Øjnene til
at spille i Hovedet paa ham af Skadefryd.
Igen ved Middagsbordet blev „Falkens“ Artikel bragt paa Bane,
dennegang af Ivan, der var vendt hjem fra Byen opfyldt af
fantastiske Forestillinger om den Opsigt, den havde vakt. Han
havde paa Vejen til Stationen været inde paa Redaktionskontoret
hos Dyhring, der -- uden at nævne noget bestemt Navn -- havde
fortalt om Onkelens Besøg og i det hele ladet ham forstaa, at
han havde vovet sig meget langt ud ved at tjene ham i denne Sag
og derfor haabede at kunne gøre Regning paa en Gentjeneste ved
Lejlighed.
„De gamle Parykker begynder at blive bange!“ jublede Ivan ud
over Bordet. „De vil paa Forhaand knuse Sidenius ved at tvinge
Bladene til Tavshed! Men det skal ikke lykkes dem! … Og faar han
først Luft! Gud, hvor de vil hyle!“
Hverken Philip Salomon eller Fru Lea svarede noget hertil;
navnlig den sidste iagttog i den senere Tid en paafaldende
Tavshed, hver Gang Pers Navn nævnedes. Jakobe sagde heller
ingenting men syntes ganske optaget af at hjælpe en af de smaa
Søskende, der havde Plads ved Siden af hende. Dog var hun
hverken saa uopmærksom eller saa ligegyldig, som hun gav det
Udseende af. Broderens Fortælling om de foregivne Trusler mod
„Falkens“ Redaktion drev hende endog et Øjeblik Blodet til
Kinderne. Hun kunde nu engang ikke høre Tale om nogen Slags
Tvang eller Forfølgelse uden straks at flamme op. Ivans
overdrevne Forherligelse af Vennen afkølede hende dog hurtig, og
det var tilsidst med et Udtryk af Lede, hun hørte paa hans
triumferende Forkyndelser.
Da de sad ved Kaffebordet ude paa Terrassen, fik de Besøg af
Eybert; og i samme Nu forsvandt Onkel Heinrich. Han kunde -- som
han med en hæslig Sigtelse plejede at sige -- „ikke aande samme
Luft som den Kviksølvæder.“ Ogsaa Nanny tog kort efter bort for
at køre til Stationen, mens Ivan allerede straks efter Bordet
var ilet dertil -- utaalmodig efter at erfare, om Aftenaviserne
skulde indeholde noget om „Falkens“ Artikel.
Eybert havde lejet sig Sommerbolig der i Nærheden og var i denne
Tid næsten daglig Gæst paa „Skovbakken“. Alligevel kom han
dennegang halvt bagpaa Jakobe. Da hun hørte Hundene gø, havde
hun været overbevist om, at det var Per, der kom. Lige siden hun
læste Artiklen om ham, havde hun ventet at se ham. Hun kunde
ikke tænke sig, at han skulde kunne lade Dagen hengaa uden at
fremstille sig her med sine friske Lavrbær, -- og hun havde paa
Forhaand følt Ubehaget ved Synet og ynket ham. I sin glade
Overraskelse gengældte hun nu Eyberts Hilsen med et usædvanlig
varmt Haandtryk.
Det var overhovedet ikke grundløst, naar den aldrende Frier i
denne Tid saae saa forhaabningsfuld ud. Jakobe gav ham for hver
Dag mere talende Beviser paa, at hun betragtede deres Forlovelse
som en halvvejs afgjort Sag. Blandt andet var hun begyndt at gaa
med en østerlandsk Ring, han engang havde givet hende til en
Fødselsdag, og som hun aldrig før havde villet bære; og naar
hans to Smaapiger kom der i Besøg, sendte hun gerne Barnepigen
hjem og tilbragte halve Dage alene med dem ude i Haven.
Nu fulgtes de ned til Stranden, hvor de en Tid gik samtalende
frem og tilbage i Alleen langsmed Bolværket. Som saa ofte, naar
de var alene, faldt deres Tale paa Politik. Det var dennegang
Stormagternes Kolonierhvervelser og de dermed forbundne
Krigsrustninger, de kom ind paa; og Eybert udtalte Haabet om, at
man herhjemme vedblivende vilde være saa forstandig at afholde
sig fra al Slags Eventyrpolitik. Han tilhørte som Statsmand den
nøgterne Skole; det var hans Ærgerrighed at repræsentere
Ædrueligheden i dansk Politik, og trods sin sociale Stilling og
sin Verdensmandsdannelse følte han sig naturlig knyttet til det
brede, frisindede Landbodemokrati, der altid havde været Udtryk
for Besindigheden i Nationen. I sine Samtaler med Jakobe gav han
dog gerne sine Ord et noget dristigere, mere revolutionært Sving
for at dække over Ulighederne i deres Karakterer. Hun havde paa
alle Omraader en Forkærlighed for de yderliggaaende
Standpunkter. Derfor fandt hun det ogsaa meget uklogt, om Landet
paa Forhaand opgav al Kappestrid med Handelens og Industriens
Stormagter og ikke i Tide søgte at sikre sig Handelspladser og
Afsætningsmarkeder i de fjerne Fremtidslande. Som hun plejede at
sige: Et saa lilleputagtigt Land som det danske var i sig selv
en Urimelighed, et saa lille og saa fattigt Land var i Længden
en Umulighed. Hun vilde have, at der skulde rejses en Bevægelse
herhjemme for at faa Folk til at forstaa, at kun ved Rigdom, ja
ved Overflod befæstede en lille Stat sin Tilværelse og skabte
sig Respekt hos de store.
Det var imidlertid begyndt at smaaregne. Ved Solnedgang blev
Himlen ganske overtrukken, og de maatte søge under Tag. Inde i
Havesalen var der bleven tændt et Par Lamper, og paa Fru