Lykke-Per. Første Del - 17

Total number of words is 4735
Total number of unique words is 1438
50.5 of words are in the 2000 most common words
66.6 of words are in the 5000 most common words
74.6 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
nogen anden end han selv skulde faa disse mulmsorte Øjnes
uudgrundelige Sibylleblik til at briste i jordisk Elskovsfryd!
-- Men det skulde heller ikke ske. Med sammenbidte Tænder gentog
han for sig selv, at han ikke vilde give tabt. Hans Livsløsen
„Jeg vil“ skulde nu staa sin Prøve. Saa fik det gælde Knald
eller Fald!
Hvad han egenlig havde i Sinde at foretage sig for at tiltrodse
sig Jakobes Gunst, vidste han endnu ikke. Han vilde i saa
Henseende lade Tilfældet raade og blindthen give sig sine
Indskydelser i Vold. En lille Triumf havde han iøvrigt at bygge
paa midt i sit Nederlag. Baade ved Middagsbordet og nu paa
Køreturen mente han at kunne spore, at Jakobe følte sig lidt
besværet af Hr. Eyberts Elskværdigheder og undertiden maatte
lægge Baand paa sig for ikke at blive utaalmodig over den ret
fortrolige Tone, han allerede tillod sig overfor hende. Nu
gjorde han en ny Iagttagelse. Ved et af de røde Skovled, der
aabnedes for dem, stod en fattig Kone og falbød Blomster; Eybert
købte en Buket og overrakte Jakobe den med et galant Sprikvort.
Hun tog ogsaa imod den men uden Tak; og Per lagde Mærke til, at
hun hele Tiden holdt den nede i Skødet uden en eneste Gang at
lugte til den.
De havde imidlertid naaet Raadvad og kom nu ud af Skoven. En Tid
kørte de ud ad Lundtoftevejen, saa drejede Philip Salomon
tilvenstre ind paa en Bivej for at naa hjem over
Eremitagesletten.
Aftenen var allerede vidt fremskreden. Nede i Lavningerne og
omkring de smaa Damme drev hvide Taager. Allevegne var der
stille. Der hørtes over hele den vide Slette ingen anden Lyd end
en flerstemmig Sang fra et Selskab, som drog gennem Skoven et
Sted langt borte.
Hestene begyndte at nyse, og Damerne trak deres Skulderstykker
tættere om sig. Samtalen, der et Øjeblik var gaaet istaa, fik
fornyet Liv ved en Flok Krondyr, der stod og græssede nær ved
Vejen. De to gamle Frøkner Israel greb nemlig heraf Anledning
til at fortælle en Historie om en svensk Student fra Lund, der
havde indgaaet Væddemaal om at opløbe en Rudel af dette Kongens
Vildt og indfange et bestemt Dyr i Flokken, men som efter en
Times vild Jagt gennem Skoven styrtede død om med et sprængt
Hjerte.
„Tror Damerne virkelig paa den Krønike?“ spurgte Eybert
smilende. „Jeg kan erindre, at jeg hørte den som Dreng; men jeg
havde -- ærlig talt -- allerede dengang ingen Tillid til den.“
I Munden paa hinanden indestod Frøknerne Israel for Beretningens
Sandhed. De havde i sin Tid begge læst den i „Dagen“.
„Med al Respekt -- jeg tvivler alligevel,“ drillede Eybert.
„Selv en halvgal Svensker vilde næppe komme paa en saa forrykt
Ide eller vilde i hvert Fald inden ret længe have løbet sig
Besindighed til og sparet sit Hjerte.“
Paa Per, som havde følt sig personlig berørt af Fortællingen,
virkede disse Ord som en tilkastet Handske.
„Jeg finder, at Historien lyder meget troværdig,“ sagde han.
Paa Grund af hans forudgaaende, langvarige Tavshed og den
udæskende Tone, hvori han talte, vakte Bemærkningen nogen
Studsen.
„Naa, saa De -- Hr. Sidenius! -- hører i dette Tilfælde ogsaa
til de troende,“ bemærkede Eybert.
„Jeg tror,“ svarede Per, „at hvad en Mand med en Smule Agtelse
for sig selv har foresat sig, det gennemfører han -- koste hvad
det vil!“
Ved de sidste Ord søgte hans Blik Jakobe, der imidlertid hele
Tiden havde ladet, som om han ikke var tilstede, og ogsaa nu
saae til den anden Side.
„Det lyder jo meget smukt og navnlig saare mandigt,“ svarede
Eybert og saae smilende hen til Damerne. „Men den ubarmhjertige
Natur har jo dog uimodsigelig sat Skranker, som selv den
mandhaftigste Vilje bliver nødt til at respektere. Og Vorherre
har nu engang udstyret den lige saa yndefulde som velsmagende
Hjorteslægt med fire lange Gallopadeben, mens vi Mennesker har
maattet nøjes med et Par Stolper, der absolut egner sig bedst
til en sindigere Gangart.“
„Talen er jo i dette Tilfælde ikke alene om Hurtighed men ogsaa
om Udholdenhed. Og det er den sidste, der gør Underværkerne her
i Verden. Som Ordsproget siger, Hr. Fabrikant -- den, som ler
sidst, ler bedst!“
Eybert løftede Øjenbrynene; han begyndte at forstaa den skjulte
Trusel i Ordene. Med et medlidende Udtryk vendte han sig bort og
svarede ikke.
„Forresten,“ sagde han, idet han atter henvendte Ordet til
Damerne. „Jeg kommer til at tænke paa, at jeg selv engang i mine
unge Dage oplevede en Historie, der minder en lille Smule om
denne med den svenske Student, om den end fik en langt mindre
tragisk Udgang. Jeg husker, at jeg var paa Hjemvejen fra en
Skovtur sammen med nogle af mine Venner. Vi havde lejet en Vogn
ved Klampenborg for at køre hjem ad Strandvejen, og en af
Vennerne, der holdt af at gøre sig til af sin Styrke, tilbød saa
et Væddemaal. Han vilde løbe den sidste halve Mil ved Siden af
Vognen og forpligte sig til at følge den hele Tiden og være i
København samtidig med os, hvor meget vi saa lod Hestene strække
ud. Væddemaalet kom naturligvis i Stand, og da vi naaede
Konstantia stod Manden af og begyndte at løbe. Vi havde et Par
stivbenede Vognmandsheste for, og det var næsten ikke muligt at
faa dem ud af deres mekaniske Luntetrav, saa der var i og for
sig ikke noget urimeligt i Kapløbet; men allerede da min Ven
havde løbet i fem Minuter, stønnede han som en Blæsebælg, og da
der var gaaet ti, standsede han pludselig og erklærede
højtidelig, at han ikke vilde løbe mere, „fordi det var Synd for
Hestene“. Hvorpaa han -- ganske rørt over sig selv og med
forskellige træffende Bemærkninger om det moralsk forkastelige i
at misbruge de Umælende -- atter steg tilvogns.“
Fortællingen gjorde Lykke. De gamle Damer lo, og Philip Salomon
vendte sig om og sagde:
„Dersom den Mand lever endnu, vil jeg som Bestyrelsesmedlem i
Foreningen til Dyrenes Beskyttelse indstille ham til et
Hædersdiplom.“
Per svedte koldt af Raseri. Han følte sig overbevist om, at
Historien var møntet paa ham; og skønt Jakobe ikke havde taget
Del i Munterheden, martredes han af Medbejlerens Triumf og
pønsede paa at skaffe sig Oprejsning.
Da de gamle Frøkner Israel endelig blev færdig med at le, sagde
han:
„Jeg beklager Dem, Hr. Fabrikant, at De saa tidlig mistede Troen
paa Viljekraften. Jeg faar Lyst til at spørge Dem, om der kunde
være Haab for Dem om at genvinde den, dersom en anden paatog sig
at indfri Deres Ungdomsvens Ord?“
Eybert løftede atter sine gule Øjenbryn.
„Hvadbeha’r? Jeg forstaar Dem ikke.“
„Jeg spørger, om der kunde være noget Haab for Dem om at
genvinde Troen paa Viljekraften, dersom en anden indfriede Deres
Ungdomsvens Ord? For i saa Fald skal jeg gerne paatage mig det.
Og det straks paa Stedet.“
Uden at vente paa noget Svar svang han sig ud over Bagsmækken og
gav sig til at løbe ved Siden af Vognen.
Philip Salomon holdt Hestene an og sagde temmelig bestemt:
„Hr. Sidenius … jeg beder Dem … sæt Dem op i Vognen.“
Men Per raabte overgiven: „Hr. Grosserer! Jeg forsikrer Dem, …
det er ligefrem velgørende at strække Benene lidt. Husk ogsaa
paa, hvormeget det gælder! Ingen veed, hvad det kan komme til at
betyde for Gud, Konge og Fædreland, om Folketingsmanden for
Holbæk Amts syvende genvinder sin Tro paa Viljekraften! Og for
mit Hjerte skal De ingen Bekymringer gøre Dem. Det holder nok!“
„Ligemeget, Hr. Sidenius,“ sagde Philip Salomon næsten bydende.
„Jeg kan ikke tillade, at De løber saaledes ved Siden af
Vognen.“
„Nej, det er ogsaa bedst, jeg tager et Forspring!“
Og idet han trykkede Hatten fast paa Hovedet, foer han frem i
rasende Løb. Skønt Philip Salomon straks piskede paa Hestene for
at indhente ham, var han efter faa Minutters Forløb ude af Syne
-- forsvunden i Taagedisen.
„Det er dog virkelig for galt!“ mumlede Salomon, højrød af
Vrede, og gav Hestene endnu et Rap.
Men nu tog Fru Salomon tilorde.
„Du behøver vist ikke at anstrenge Hestene,“ sagde hun op til
sin Mand. „Hr. Sidenius har aabenbart ikke befundet sig rigtig
vel hos os og har saa -- paa sin egen Maade -- søgt en Anledning
til at slippe bort. Han har jo ogsaa herfra den korteste Vej til
Stationen, naar han skraar ind gennem Skoven.“
Forklaringen lød naturlig nok; thi skønt Hestene endnu gik
stærkt paa, saae man stadig ikke noget til ham; og nogen Genvej
havde han ikke kunnet tage, da de kørte noget nær i Retning af
„Skovbakken“, og Dyrehavshegnet desuden spærrede overalt.
Frøknerne Israel var himmelfaldne over Per og kunde ikke dy sig
for at tilhviske Fru Salomon en Bemærkning om den unge Mands
Mangel paa Levemaade. Endogsaa Ivan fandt hans Indfald meget
ilde anbragt, og Eybert tillod sig smilende en noget vovet
Bemærkning om den mulige Anledning til Pers pludselige
„Absentation“.
Jakobe sad tavs og saae ud paa Maanen, der steg blodrød op over
den svenske Kyst. Det saae ud, som om det hele Optrin ikke havde
gjort synderligt Indtryk paa hende. Og dog følte hun sig dybt
nedværdiget af det og samtidig saa underlig befriet, at hun var
nær ved at le højt. Saa forbitret hun var bleven over Pers
Opførsel, efter at det var gaaet op for hende, at den betød en
bevidst, planlagt Forfølgelse -- inderst inde havde hun
alligevel været højtideligt betaget ved at sidde saaledes og
vente paa det ubeherskede Udbrud af en Mands Lidenskab. Og nu
havde „Naturkraften“ udladet sig -- i en taabelig Drengestreg!
De havde imidlertid naaet Springforbi og drejede igen ind paa
Strandvejen. Hernede ved Søen luftede det lidt. Taagen blev
holdt borte, vældige Myggesværme sydede over Hestenes Hoveder.
De var næsten naaet hjem, da Philip Salomon pludselig holdt
Hestene an.
„Hvad er det? Er det ikke Louise, der kommer der? Der maa jo
være noget paafærde.“
En af Husets Tjenestepiger kom løbende imod dem henne paa Vejen.
Endnu før hun havde naaet dem, raabte Philip Salomon:
„Hvad er der? Er der hændt noget?“
„Ja, det er … det er,“ stammede den stakaandede Pige. „Det er
Hr. Sidenius.“
„Er han hjemme!“ lød det med tre-fire Stemmer paa eengang.
„Ja, -- og han er vist kommen en Skade til. Jeg skulde løbe hen
og hente Doktoren.“
„Gud, hvad er det da?“ spurgte Ivan ligbleg.
„Jeg veed ikke … Hr. Sidenius besvimede. Hr. Dyhring har givet
ham nogle af Frøkenens Draaber; men jeg tror ikke, han er kommen
til sin Bevidsthed.“
Philip Salomon bed sig tavs i sin Negerlæbe og lod Pisken smælde
over Hestenes Øren. Ogsaa han var bleven bleg. Alle var de tavse
og blege, mens det i flyvende Hast gik mod Hjemmet.
Allerede udenfor paa Vejen blev de modtaget af en Flok opskræmte
unge Piger; og da de kørte op for Forstuetrappen, viste Aron
Israel sig sammen med Balling og Nanny. Et Øjeblik efter kom
Dyhring, og tilsidst traadte Per selv ud, endnu lidt farveløs i
Ansigtet og med Skjortebrystet i Uorden, men med et stort Smil,
der lod lystigt og tilfreds.
„Ser De, Hr. Fabrikant, jeg holdt Ord!“ raabte han triumferende,
endnu før Vognen var standset.
„Var det et Væddemaal?“ udbrød de unge Piger i Munden paa
hinanden og flokkede sig omkring Vognen.
„Og hvad var Indsatsen -- om man tør spørge?“ sagde Nanny; hun
stod for sig selv paa det nederste Trappetrin, og hendes
underfundige Øjne gik frem og tilbage mellem Eybert og Jakobe
med et anelsesfuldt Blik.
Ivan sprang straks af Vognen og fattede med ængstelig Mine om
Pers Arm.
„Men Gud, Sidenius -- De har jo været syg!“
„Aa, det var ingenting. Bare lidt Svimmelhed. Jeg bar mig dumt
ad. Som det jo viser sig, havde jeg ikke behøvet at skynde mig
saa stærkt.“
Nu kom ogsaa de andre af Vognen, stadig lige tavse. Philip
Salomon sagde blot til Staldkarlen, idet han med sammenbidt Mine
tilkastede ham Tømmerne:
„Lad Kristian løbe efter Louise. Vi mødte hende henne paa Vejen.
Sig hende, at Doktoren ikke behøver at ulejlige sig herhen.“
I de følgende Minutter var det hele Selskab samlet i den
halvmørke Forstue, hvor Ungdommen højrøstet drøftede
Begivenheden med den overstadige Livlighed, der gerne afløser en
overstaaet Forskrækkelse. Ivan førte an. Han var pludselig
bleven ellevild af Begejstring for Pers Bedrift og maatte Gang
efter Gang høre Beretningen om, hvorledes Nanny og Dyhring, der
var kommen gaaende ovre fra Skoven, havde truffet ham paa
Trappen ude af Stand til at tale, og hvorledes han et Øjeblik
efter var besvimet inde i Dagligstuen.
Henne under Knagerækken stod Eybert og hjalp Jakobe af med
Overtøjet. Hans Øjne hvilede mistænksomt paa hende, mens han med
en tøvende Bevægelse tog Skindslaget fra hendes endnu dirrende
Skuldre.
„Jeg tror, jeg er kommen til at fryse paa Turen,“ sagde hun for
at forklare denne ubetvingelige, nervøse Skælven, der formelig
fik Tænderne til at slaa sammen i hendes Mund. Straks efter gik
hun op ad Trappen for at komme til sit Værelse.
Skønt Per lo og talte højt, som om han slet ikke tænkte paa
hende, havde han ikke et Øjeblik sluppet hende afsyne. I sin
dødelige Ophidselse havde han gjort sig selv det Løfte, at han
endnu denne Aften vilde tale med hende, om han saa skulde bryde
ind til hende fra Altanen udenfor hendes Kammer. Og da han nu
fik Øje paa Eyberts Buket, som hun havde lagt fra sig i
Vindueskarmen og glemt at tage med, greb han straks dette som en
Anledning til at nærme sig hende.
„Frøken Jakobe! Deres Blomster!“ raabte han efter hende.
Og i to-tre Spring var han oppe ad Trappen med Buketten.
Han kom dog ikke helt op. Jakobe var netop naaet til det øverste
Trin, hvorfra hun nu -- uden at vende sig om, endogsaa uden at
sige Tak -- strakte Haanden ud efter Blomsterne.
Men i Stedet for at give hende dem greb han fast om hendes
Haand; og -- efter at have forvisset sig om, at der ingen var
paa Gangen deroppe -- kyssede han den med Heftighed. Hun sank i
Knæ. Hun mægtede end ikke at rive Haanden til sig. Og da han
mærkede det, var han i næste Nu helt oppe hos hende og sluttede
hende i sine Arme.
„De elsker mig!“ hviskede han over hende. „Ikke sandt? De vil
være min?“
Hendes Sjælskraft var udtømt. En vellystfuld Skælven betog hende
i hans knugende Arm, og hendes Hænder greb uvilkaarlig ud i
Luften efter hans.
„De vil være min?“ gentog han. „Er det sandt?“
„Ja, ja,“ hviskede hun, gjort vild af Svedlugten fra hans endnu
ophedede Legeme, og hendes Hoved sank ned paa hans Skulder.
„Jeg kommer igen imorgen Formiddag … Vi tales da nærmere ved.“
Han krystede hende paany, var saa i et Par Spring nede af
Trappen og stod igen mellem de andre i Forstuen.
Det havde altsammen ikke staaet paa i stort mere end et halvt
Minut. Og Per var fra samme Øjeblik, han vidste Sejren vunden,
atter helt sig selv. Han snakkede løs, som om der ingenting var
sket, og fulgte med de andre ind i Havesalen, hvor nu Teen blev
anrettet.
Dog, lidt efter lidt meldte Eftervirkningen sig af den voldsomme
Spænding. Nu, da Dødsspringet var lykkedes, forstod han næsten
ikke, at han havde vovet det. Naar han saae sig tilbage,
sortnede det for hans Øjne. Og vendte han Blikket ud mod
Fremtiden, grebes han af ny Svimmelhed. Han kunde ligesom endnu
ikke rigtig tro paa Begivenheden. Var det virkelig muligt, at
han nu for alle Tider var Pengesorgen kvit, at han -- Per
Sidenius, den fattige Præstesøn -- nu var den tilkommende
Medejer af en Million! Ja, det var jo fuld Virkelighed!
Tryllestaven holdt han i sin Haand! Verden havde aabnet sig for
ham med alle sine eventyrlige Herligheder!
Til Trods for, at det lykkedes ham ganske godt at skjule sin
Sindsbevægelse, var der adskillige af de Tilstedeværende, særlig
blandt de ældre, der fik en Fornemmelse af, at der maatte være
forefaldet noget afgørende deroppe paa Trappen; og den
Omstændighed, at Jakobe ikke lod sig se, bestyrkede
Formodningen. Stemningen blev af den Grund mere og mere trykket,
tilsidst helt uhyggelig. Eybert gik tavs omkring med graablegt
Ansigt og nærmede sig et Par Gange Per paa en Maade, der vakte
Uro hist og her. Alene Kandidat Balling spankulerede omkring med
sin sædvanlige Mangel paa Forstaaelse og talte højrøstet om
Literatur i det Haab, at man skulde anmode ham om at underholde
Selskabet med at læse noget op.
Endelig kom Pigen ind med den længselsfuldt ventede Melding, at
Vognen til Stationen var kørt for Døren, og alle brød nu hurtig
op. Kun Eybert, der ikke skulde til København, blev siddende
lidt i det Haab, at Jakobe maaske skulde komme ned nu, da der
var bleven stille. Men efter at have ventet forgæves en halv
Snes Minuter rejste ogsaa han sig og tog i Tavshed Afsked.
„Nu, Philip --,“ sagde Fru Salomon, da hun endelig var bleven
ene med sin Mand. „Hvad har du saa at sige?“
„Du har Ret, Lea. Dette kan ikke længer gaa. Han er aldeles
utilregnelig.“
„Det har jeg jo sagt dig længe.“
„Jeg skal imorgen den Dag tale med Ivan. Han maa bringes til at
indse, at vi umuligt kan modtage det Menneske oftere.“
„Jeg frygter kun, det er forsilde, du! … Saae du rigtig paa
Jakobe?“

Straks efter at Vognen var kørt, var Nanny gaaet op paa sit
Værelse. Hun havde listet sig hen til Jakobes Dør for at lytte;
og da alt var stille indenfor, kiggede hun gennem Nøglehullet og
saae, at der ikke var tændt Lys derinde. Heraf sluttede hun, at
Søsteren allerede var gaaet i Seng, og skuffet listede hun
tilbage til sit Værelse.
Jakobe var dog endnu oppe. Døren til hendes Altan var aaben, og
derude i Maaneskinnet stod hun og fulgte Lyden af Vognen, der
førte Per bort. Hendes Ansigt var bleven gammelt i den sidste
halve Time, Udtrykket mørkt og forgræmmet. Som en Støtte blev
hun staaende derude, indtil den sidste Rumlen døde hen bag
Skoven.
Saa gik hun ind og lukkede Døren til efter sig. Et Par Gange gik
hun frem og tilbage over Gulvet; saa satte hun sig hen paa
Langstolen og trykkede Ansigtet ned i sine Hænder.
Længe sad hun i denne Stilling, et Bytte for den dybeste
Fortvivlelse og Skam. Dette blev altsaa Enden! Dertil skulde
hendes tungt tilkæmpede Selvforsagelse føre hende! Paa en saa
forsmædelig Maade, i et saadant Vrængebillede skulde hendes
Ungdomsdrøm om en Helte-Elsker virkeliggøres!
Hun søgte ikke at besmykke de Følelser, der havde kastet hende i
Pers Arme. Heller ikke prøvede hun paa at bedrage sig selv ved
at mene, at hun vilde være i Stand til at rive sig ud af sin
sanselige Forvildelse. Hun følte det kun altfor godt: hun var i
hans Magt. Og det vilde jo da ogsaa kun gøre hendes Ydmygelse
fuldstændig, om hun ovenikøbet blev nødt til at tilstaa, at hun
havde givet sig viljeløst hen! Her var ingen frelsende Udvej.
Hendes Skæbne var beseglet. Saa minutkort deres Møde havde
været, hun havde dog hvilet i hans Arme, hans Læber havde berørt
hendes, og en Anelse om Elskovens Henrykkelse havde gennemrislet
hende under hans Omfavnelse, -- hun var jo allerede halvvejs
bleven hans.
Der blev banket sagte paa hendes Dør, og Nanny stak Hovedet ind.
„Aa! Om Forladelse! Du sidder og sværmer i Maaneskin!“
„Hvad vil du?“
„Undskyld … jeg hørte, du endnu var oppe. Kunde du ikke laane
mig et Par Haarnaale?“
„Du kan jo se efter, om der er nogen.“
Nanny var i Natdragt. Paa en egen kattelistende Maade gik hun
over Gulvet hen til Jakobes Kommode og gav sig til at lede i en
af Skufferne. Men pludselig vendte hun sig om og satte sig paa
den halvt udtrukne Skuffe. Maanelyset faldt lige ind paa hende
og gennemskinnede det tynde Natlinned, saa hele Legemets Form
saaes derunder. Med indsmigrende fremstrakt Overkrop og lidt
Ængstelse i Stemmen sagde hun:
„Maa jeg spørge … tør man gratulere?“
Jakobe foer sammen med en Kuldegysning.
„Hvad mener du?“
„Aa, om Forladelse! Det skal maaske endnu være en Hemmelighed.
Da vil jeg ellers sige dig, at den er ikke videre godt gemt.“
„Hemmelighed? Hvilket? Jeg forstaar ikke et Muk.“
„Aa, du vil lade uskyldig! Hvad var det da for vigtige Ting, du
før derude paa Gangen forhandlede med Hr. Sidenius?“
Lyden af det sidste Ord fremkaldte en Slags Kvalmefornemmelse
hos Jakobe. Sidenius! Hvilket Navn! … Fru Sidenius!
„Og det Væddeløb -- hm!“ vedblev Nanny. „Det var mig nu straks
lidt mistænkeligt.“
Jakobe rettede sig besluttet op.
„Nu ja, du kan jo ogsaa lige saa godt faa det at vide iaften.
Jeg er altsaa forlovet med -- den Mand, du der nævner. Det er
hele Forklaringen, dersom den virkelig interesserer dig.“
Der blev et Øjebliks Stilhed.
„Om den interesserer mig? … Hvad mener du? Jeg er naturligvis
glad paa dine Vegne.“
„Saa -- er du det?“ sagde Jakobe.
„Hvor du taler løjerligt! Hvorfor skulde jeg ikke være glad
derved? … Aa, nu forstaar jeg! Du mener maaske, at jeg selv …
Jeg husker, du engang drillede mig med Hr. Sidenius. Men i den
Henseende skal du nu ingensomhelst Bekymringer gøre dig. Jeg
fragaar saamænd ikke, at jeg altid har syntes rigtig godt om din
Forlovede; men jeg tror nu alligevel, at du og han, I passer
vistnok meget bedre til hinanden.“
Jakobe saae opmærksomt op.
„Hvorfor mener du?“
„Jo -- I er nu begge to mere i den højere Stil, mens jeg jo som
bekendt kun er et stakkels tankeløst Hverdagsmenneske, et
letsindigt Verdensbarn, -- det har du selv tidtnok fortalt mig.
Naa, men nu vil Folk da faa noget at snakke om! Og stakkels
Eybert!“
Jakobe rejste sig utaalmodig.
„Hør Nanny -- det er silde. Og du maa jo fryse, som du sidder
der --.“
„Er jeg til Ulejlighed? Gudbevares, saa gaar jeg naturligvis.
Saa gaar jeg.“
Hun blev alligevel siddende lidt. Og atter var der noget egent
underfundigt i den Maade, hvorpaa hun endelig luskede henover
Gulvet paa sine bare Fødder. Henne ved Døren vendte hun sig
endnu engang om og sagde:
„Du er dog en rigtig kedelig En, at du aldrig kan fortælle lidt
interessant. Jeg havde glædet mig til at faa en rigtig fornuftig
Passiar med dig, og jeg kunde endelig ogsaa nok behøve at blive
belært af en ældre og erfaren Søster for det Tilfælde, at jeg
selv skulde komme i den rædselsfulde Situation at maatte række
Mund til en Person med Overskæg.“
„Ja, du maa nu undskylde mig, -- jeg er træt,“ sagde Jakobe og
begyndte at klæde sig af.
„Hvor du stiller dig hellig an! Bild mig bare ikke ind, at du
gaar i Seng. Du skal naturligvis skrive til ham endnu iaften …
udøse dit Hjerte for ham i Nattens ensomme Time, omfavne den
Elskede i violblaat Blæk og sende ham titusinde Kys med
Morgenposten. Men jeg vil advare dig, min Pige! Vær lidt
tilbageholden i Begyndelsen! Vær i det hele lidt fornuftig! Kan
du huske Rebekka, da hun blev forlovet; hun maatte i den første
Tid bruge Læbepomade, fordi han kyssede hende helt itu. Og
dersom jeg har nogen Forstand paa Mandfolk, saa er din Kæreste
vist en af dem, der tager for sig af Retterne. Godnat, lykkelige
Søster! Og drøm ikke altfor behageligt!“


Tiende Kapitel.
Der var ikke gaaet mange Dage, før det stod klart for Per, at
han trods det „Ja“, han havde fravristet Jakobe, ikke var naaet
synderlig videre, end han var i Forvejen. For det første
fordrede baade Jakobe og hendes Forældre -- de sidste endog „paa
det bestemteste“ -- at Forlovelsen foreløbig skulde holdes
hemmelig, i hvert Fald kun maatte betroes de allernærmeste.
Dernæst var Jakobes Opførsel overfor ham præget af en
Lunefuldhed, der mangen Gang satte hans Taalmod paa en haard
Prøve. Ved mere end een Lejlighed hændte det, naar han kom ud
til „Skovbakken“, at hun slet ikke lod sig se men blev oppe paa
sit Værelse under det Paaskud, at hun ikke befandt sig vel; og
det bødede kun lidt herpaa, at hun til andre Tider, naar de f.
Eks. var bleven alene i en Skumringstime, kunde give sig endog
ret lidenskabeligt hen til hans Kærtegn. Han var saa meget af en
Kvindekender, at han forstod Sammenhængen mellem saadanne
ubeherskede Ømhedsudbrud og de regelmæssigt paafølgende Anfald
af fornærmende Kulde; og han indsaae, at en fortsat
Eftergivenhed fra hans Side kunde blive farlig for ham.
Efter en Ugestids Forløb forandrede han derfor saa smaat sin
Opførsel overfor hende, viste sig en Smule ligegyldig, indfandt
sig med mindre Regelmæssighed og udeblev tilsidst helt i nogle
Dage.
„Med Sult skal de Stridige tæmmes!“ tænkte han. Det skulde nu
vise sig, om han havde Magt til at herske over Mennesker og gøre
sig deres Vilje underdanig.
Den første Dag følte Jakobe hans Bortebliven som en Befrielse.
Den anden Dag var hun forundret, den tredje Dag lidt urolig. Hun
bestemte sig tilsidst til at skrive for at faa at vide, om han
var bleven syg; men netop som hun havde faaet Pennen i Haanden,
hørte hun hans Stemme nede i Haven. I samme Nu slog hendes
Følelse om. Rigtignok var hendes Hjerte kommen til at banke, men
hun ønskede ham atter langt bort. Hun vilde ikke engang se ham.
Moderen lod straks en af hendes smaa Søskende melde hende hans
Komme, men hun blev siddende oppe paa sit Værelse. Paa det Ark
Papir, hun havde bestemt for ham, gav hun sig til at skrive et
ligegyldigt Brev til en udenlandsk Veninde.
Først efter en halv Timestids Forløb viste hun sig nede i
Stuerne. Per modtog hende med sit ligegladeste Smil og gav
ingensomhelst Forklaring paa sin lange Fraværelse. Det meste af
Aftenen opholdt han sig sammen med Ivan og Onkel Heinrich inde i
Billardværelset og syntes at more sig fortræffeligt. Straks
efter Tebordet tog han bort, uden at de i Grunden havde talt med
hinanden.
Den Nat blev afgørende for hendes Forhold til ham. Timevis gik
hun frem og tilbage i sit Kammer og kæmpede med sig selv. Hun
sagde, at nu vilde og maatte hun bryde denne unaturlige og
uværdige Forbindelse, der ikke alene havde forstyrret hendes
Forhold til Forældre og gamle Venner, men som var paa Veje til
at berøve hende den sidste Rest af Selvagtelse. Henimod Morgen
satte hun sig ved sin Skrivepult for at meddele ham sin
Beslutning. Men da hun skulde nedskrive Ordene, var det, som om
Haanden strittede imod. Kærlighedsbegæret flammede op i hendes
Blod, -- hun kastede pludselig Pennen og blev siddende
ubevægelig med Hænderne for Ansigtet.
Fra dette Øjeblik var han hendes Herre. Fra denne Nat fortabte
hun sig i sin Ulykke, saaledes som man synker hen i det
uafvendelige. Per vedblev at komme og gaa efter
Forgodtbefindende. Naar han blev borte, sendte han undertiden et
Brev med et Par undskyldende Linjer, ved en enkelt Lejlighed
fulgte der ogsaa nogle Blomster med; men han gav i Almindelighed
slet ingen Oplysning om Grunden til sin Udeblivelse, og Jakobe
spurgte aldrig.
En Dag opholdt hun sig inde i Kabinettet sammen med Moderen, der
sad paa sin Sofaplads og syede. Selv havde hun slaaet sig ned
henne ved Vinduet med en Avis. Hele Formiddagen havde hun
tilbragt paa sit Værelse; ikke engang ved Frokosten havde hun
vist sig. Hun var endnu ganske umeddelsom og saae ikke op fra
Avisen, som hun ligegyldig gennemløb.
„Du havde nok Brev imorges fra Sidenius,“ sagde Moderen efter en
længere Tavshed og gav sig til at lede efter noget i sit
Syskrin.
„Ja.“
„Kommer han herud idag?“
„Jeg veed det ikke.“
Der blev igen en Pavse. Men saa lagde Fru Salomon ligesom med en
Beslutning Hænderne ned i Skødet, saae paa Datteren og sagde:
„Jakobe … sæt dig herhen, min Pige, og lad os tale lidt sammen.“
Jakobe løftede Hovedet med et opskræmt Udtryk. Tøvende rejste
hun sig og gik hen til Moderen.
„Hvad vil du?“ spurgte hun, idet hun med Haanden under Kinden
lagde sig tilbage i Sofahjørnet, saa langt fra Moderen som
gørligt.
Fru Salomon tog hendes anden Haand og sagde:
„Vil du svare mig paa et Samvittighedsspørgsmaal, Jakobe?“
„Hvad mener du?“
„Nej … bliv nu ikke straks fornærmet! Jeg skal ikke trænge ind
paa dig. Vil du blot -- aabent og ærligt -- svare din Moder paa
et eneste Spørgsmaal: Er du lykkelig?“
„Det var da et besynderligt Spørgsmaal,“ sagde Jakobe og lod
ganske uforstaaende, ja forsøgte endog at le, -- men hun var
bleven meget bleg.
„Aa, ikke saa besynderligt. Du veed, at jeg ellers ikke har for
Skik at forlange mine Børns Fortrolighed i
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Lykke-Per. Første Del - 18
  • Parts
  • Lykke-Per. Første Del - 01
    Total number of words is 4613
    Total number of unique words is 1689
    44.0 of words are in the 2000 most common words
    59.0 of words are in the 5000 most common words
    65.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 02
    Total number of words is 4660
    Total number of unique words is 1675
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    60.7 of words are in the 5000 most common words
    67.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 03
    Total number of words is 4581
    Total number of unique words is 1696
    41.3 of words are in the 2000 most common words
    56.1 of words are in the 5000 most common words
    64.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 04
    Total number of words is 4591
    Total number of unique words is 1748
    40.7 of words are in the 2000 most common words
    55.0 of words are in the 5000 most common words
    62.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 05
    Total number of words is 4644
    Total number of unique words is 1598
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    61.2 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 06
    Total number of words is 4791
    Total number of unique words is 1594
    46.9 of words are in the 2000 most common words
    61.3 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 07
    Total number of words is 4715
    Total number of unique words is 1611
    44.4 of words are in the 2000 most common words
    59.1 of words are in the 5000 most common words
    67.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 08
    Total number of words is 4716
    Total number of unique words is 1628
    43.9 of words are in the 2000 most common words
    58.4 of words are in the 5000 most common words
    66.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 09
    Total number of words is 4668
    Total number of unique words is 1617
    44.1 of words are in the 2000 most common words
    59.7 of words are in the 5000 most common words
    67.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 10
    Total number of words is 4662
    Total number of unique words is 1621
    44.8 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    66.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 11
    Total number of words is 4755
    Total number of unique words is 1612
    46.8 of words are in the 2000 most common words
    61.1 of words are in the 5000 most common words
    67.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 12
    Total number of words is 4666
    Total number of unique words is 1670
    42.6 of words are in the 2000 most common words
    57.5 of words are in the 5000 most common words
    65.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 13
    Total number of words is 4725
    Total number of unique words is 1556
    45.3 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    66.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 14
    Total number of words is 4721
    Total number of unique words is 1584
    43.8 of words are in the 2000 most common words
    59.5 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 15
    Total number of words is 4679
    Total number of unique words is 1624
    41.9 of words are in the 2000 most common words
    57.5 of words are in the 5000 most common words
    65.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 16
    Total number of words is 4774
    Total number of unique words is 1560
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    62.8 of words are in the 5000 most common words
    70.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 17
    Total number of words is 4735
    Total number of unique words is 1438
    50.5 of words are in the 2000 most common words
    66.6 of words are in the 5000 most common words
    74.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 18
    Total number of words is 4802
    Total number of unique words is 1517
    47.7 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    71.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 19
    Total number of words is 1575
    Total number of unique words is 662
    57.8 of words are in the 2000 most common words
    70.0 of words are in the 5000 most common words
    76.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.