Lykke-Per. Første Del - 12

adskillige af dem mere og mindre afsindige af Kærlighed. Onkel
Heinrich, hendes Broder, fortalte altid og med Fordring paa at
blive troet, at hun havde været den egenlige Aarsag til
Oprettelsen af Skt. Hans Hospital. Butiken tilhørte hendes
Forældre, der var indvandret fra Tyskland, hvor hun ogsaa selv
havde levet sine første Barndomsaar. Atten Aar gammel giftede
hun sig allerede -- af flammende Kærlighed til en Fætter, Marcus
Moritz, en fattig, brystsvag, tysk Lærd, der blev Fader til
hendes to ældste Børn, Ivan og Jakobe. Den sidste var endnu ikke
født, da han døde; og Lea flyttede derefter tilbage til sine
Forældre. Trods deres Uformuenhed tilhørte disse (der ogsaa var
Fætter og Kusine) en af Tysklands fornemste Jødeslægter, hvoraf
de begge var meget stolte. Da Lea efter et Par Aars Enkestand
forlovede sig med Philip Salomon, var det ikke langt fra, at de
betragtede det som en Selvfornedrelse; Brudgommens Millioner
bødede i deres Øjne kun maadeligt paa, at hans Fader havde rendt
Landene rundt med Kramkisten paa Ryggen. For den unge Enke
derimod havde Salomons Formuesforhold og Hensynet til hendes
Børns ubetryggede Fremtid været afgørende. Som hun havde sagt
til sig selv: hun havde nu eengang ladet sit Hjerte raade, helt
og fuldt; dennegang var Turen kommen til Fornuften. Og dog
bedrog hun ingen. Hendes Hjerte var rigt nok til at kunne give
Forstanden, hvad der tilkom den, uden derfor at lægges øde. Det
ofrede kun af sin Overflod. I hvert Fald havde hun senere
skænket Philip Salomon rundelig Erstatning for, hvad han paa
Bryllupsdagen endnu havde maattet savne i sin Hustrus Kærlighed.
I tyve Aar havde de nu levet sammen i et lykkeligt Ægteskab. Fru
Lea -- om hvem en af hendes Tilbedere engang havde sagt, at hun
ejede Københavns smukkeste Ansigt, Danmarks pragtfuldeste Figur
og de dejligste Hænder i hele Verden -- var vel i Aarenes Løb
bleven noget svær men bevarede baade i Ydre og Væsen et Præg af
„Race“, som Kendere straks fik Øje paa. I Formen af Hovedet med
den krogede Næse og den tredobbelte Hage -- og ikke mindst i
Maaden, hvorpaa hun bar det -- var der en Højhed, der mindede om
antike Kejserindebyster. I hendes tunge, sorte Haar, som fra en
Skilning hang i to flettede Bukler ned over Ørene, saaes endnu
kun ganske enkelte Sølvtraade; Ansigtets flødefarvede Hud var
glat og fin, Tænderne velbevarede, Øjnene sortebrune med et
gyldent Skær. Philip Salomon var da ogsaa stadig saa forelsket i
sin Kone, at han undertiden forglemte sig inde i selve
Dagligstuen og vedblev at trykke sine Negerlæber mod hendes
Haand eller Kind paa en Maade, saa hun med et Blik maatte
erindre ham om Børnenes Nærværelse.
Kun i een Henseende bar Fru Salomon endnu paa et Savn, som
næsten blev større med Aarene. Hun havde i sin Ungdom paa sine
hyppige Besøg hos Slægtninge og i sit første Ægteskab modtaget
for rige og dybe Indtryk af Livet i Udlandets store Forhold til
rigtig at kunne føle sig hjemme i København. Skønt hun vogtede
sig for at betro det til andre end sin Mand, led hun stadig af
Hjemve efter det Land, hun i sit Hjerte betragtede som sit
egenlige Fædreland. Hvert Aar foretog hun gerne en maanedlang
Rejse gennem Tyskland for at besøge sin Slægt; og endnu hændte
det hende, naar hun vilde udtrykke sig rigtig betegnende, at hun
maatte laane Ordet fra sit Modersmaal.
Det var da ogsaa hende, der i sin Tid havde faaet sat igennem,
at de to ældste Børns -- Ivans og Jakobes -- Uddannelse for en
væsenlig Del kom til at foregaa i det Fremmede. Hun vilde -- som
hun plejede at sige i sit navnlig dengang ikke helt sikre Sprog
-- ikke have sine Børn „forklejnede“ i den Provinsby, som
København i hendes Øjne var. Dertil kom for Jakobes Vedkommende
endnu en anden Grund. Hun havde altid været et vanskeligt Barn,
saa modtagelig for Indtryk, saa følsom navnlig for enhver
Krænkelse, der hentydede til hendes jødiske Herkomst, dertil saa
legemlig svag og ømfindlig, at hendes Barndom havde været en
eneste lang Lidelseshistorie. Hun havde kunnet komme ligbleg
hjem fra Skolen, blot en Dreng havde raabt „Smaus“ efter hende
paa Gaden. Hun blev syg af Sorg og Ophidselse, hvergang en af
hendes smaa, blaaøjede Kammerater -- som det Gang efter Gang
hændte -- ydmygede hende ved at afvise et af disse Tilbud om
Venindefortrolighed, som hun i sin lidenskabelige Trang til at
finde Forstaaelse og Genkærlighed og trods alle bitre Erfaringer
ikke kunde lade være med stadig at forny. Hun havde arvet sin
Moders overdaadige Følelsesliv, men ikke hendes lykkelige Natur,
ikke hendes sunde Sindsligevægt, ikke det stolte og overbærende
Smil, hvormed Moderen mødte de Dannedes Fordomsfuldhed og
Pøbelens Raahed.
Ikke heller havde hun arvet Fru Salomons regelmæssige Skønhed.
Hun var i den opvoksende Alder nærmest uheldig, mager og
blodløs, havde store, uskønne Træk, ejede intet af den
myndeagtige Ynde, som hos mange forsoner med Flanealderens
Opløbenhed. Det gjorde hende i de flestes Øjne ikke mere
tiltalende, at hun ivrig søgte at skaffe sig Oprejsning for
Kammeraternes Ydmygelser ved at overstraale dem paa saadanne
Omraader, hvor hun havde Betingelser for at gøre sig gældende.
Da hun var et udmærket Hoved og dertil jernflittig, kunde hun
under Overhøringerne brillere med en Kundskabsmasse, der
virkelig var ualmindelig for hendes Alder, ja i sin Græmmelse
kunde hun tage sin Tilflugt til saadanne Midler som at vække de
andres Misundelse ved Hjælp af sine rigelige Lommepenge, f. Eks.
ved at møde paa Skolen med en Pose af den fineste Konfekt,
hvormed hun da tilkøbte sig en kortvarig Ombejlen.
Forholdet til Kammerater og Lærerinder blev tilsidst saa spændt,
at Institutbestyrerinden selv tilraadede Forældrene at tage
hende ud af Skolen; hvorefter hendes Uddannelse blev
tilendebragt i en Pensionsanstalt i Schweiz.
Dette Jakobes Udenlands-Ophold og Ivans samtidige Anbringelse
ved et tysk Handelsakademi vakte imidlertid en Del Uvilje blandt
Folk, hos hvem Nationalfølelsen i hine Aar -- saa nær efter den
ulykkebringende Krig -- endnu var i høj Grad pirrelig. Salomons
gentog derfor heller ikke Forsøget med nogen af de andre Børn.
Nu var Nanny, den næste i Rækken, ogsaa en ganske anderledes let
omgængelig Natur. Allerede fra Vuggen en Øjenslyst af Sundhed og
Rundhed var hun vokset op under almindelig Forgudelse, var
bleven klappet og strøget som en lækker lille Kattekilling,
tilsyneladende uden at have faaet anden Skade deraf end et lidt
for behagelystent Væsen og noget Hang til Kælenskab.
„Normalpigebarnet“ kaldte Faderen hende, fordi hun altid var i
Ligevægt, aldrig havde kendt Sygdom, end ikke havde haft saa
meget som ondt i en Tand. Ikke desmindre var hun netop „Uroen“ i
det salomonske Hjem, bestandig paa Farten, den halve Dag i
Overtøj. Hendes Stemme gjaldede gennem Stuerne og meldte ti
Gange om Dagen hendes Hjemkomst. Og hørte man om Aftenen Latter
og Hvin oppe fra Pigebørnenes Sovekamre og bagefter en dump Lyd
af tunge Trin henover Gulvet deroppe, saa vidste man, at det var
Nanny, der havde været i Bad, og som nu i hvidt Gevandt og med
udslaaet Haar dansede Tarantella for sine Søstre.
Dog, endnu eet uroligt Hoved var der i Huset eller viste sig der
i hvert Fald daglig; det var Onkel Heinrich, Fru Salomons
Broder. Denne lille Mand, hvis Ydre var saa paafaldende
forskelligt fra Søsterens, var ogsaa i andre Henseender et
Vidnesbyrd om den Uregelmæssighed, hvormed Egenskaber nedarves i
jødiske Slægter. Hr. Delft var Ungkarl og kaldte sig Direktør. I
sin Ungdom havde han begaaet en „Uagtsomhed“ med et ham betroet
Pengebeløb, hvorefter han en lang Række Aar havde levet i
Amerika og (efter sit eget Sigende) ogsaa i Indien og Kina som
Agent eller Rejsende for engelske Firmaer. Han var nu vendt hjem
med lidt Kapital, hvormed han endnu i sin fremrykkede Alder nød
Livets materielle Goder uden nogensinde at trættes af deres
Ensformighed. Om sine Rejser og Oplevelser ligesom om sine
Formuesforhold ytrede han sig bestandig med en Forbeholdenhed,
der skulde lade ane det overordenlige. Selv overfor sine
Nærmeste gav han sig Udseende af at hemmeligholde eventyrlige
Rigdomme, ligesom han paastod endnu at være Meddirektør for et
engelsk-kinesisk Dampskibsselskab. Iøvrig levede han i en højst
beskeden tre Værelsers Lejlighed og var yderst nøjeregnende med
enhver Udgift, der ikke ligefrem bidrog til hans legemlige
Velvære. Han ofrede en Del paa sin ydre Person, optog de nye
Moder samtidig med de yngste Herrer i Byen, lod daglig Resterne
af sit sorte Haar krølle og parfymere hos en Frisør og bar ved
festlige Lejligheder et Pragtstykke af en Brystnaal, hvorom han
plejede at sige, at han med den „vilde kunne faa en Dronning til
at elske ham“. Naar hans Niecer vilde drille ham, paastod de
derfor, at den var uægte; og han var engang gaaet bort som en
Rasende og havde ikke vist sig der i Huset en hel Uge, fordi
ogsaa hans Søster og Svoger havde tilladt sig at betvivle
Stenens Renhed.
Nogen blid eller behagelig Person i Omgang var han overhovedet
ikke, omend der i Almindelighed var en halvbevidst, humoristisk
Overdrivelse ogsaa i hans Forbitrelse. Hans selvtagne Rolle som
Bindehund i Søsterens Hjem, hans Glæde ved at fare i Benene paa
Folk, naar de af en eller anden Grund mishagede ham, og da
særlig paa Enhver, som kunde mistænkes for at spekulere i
Niecernes Medgift, -- alt dette stod i Forbindelse med den fikse
Ide hos ham, at han havde en Mission som de unge Pigers
Raadgiver og Beskytter. Der var i denne Opgave saa megen Alvor,
som der overhovedet var i Manden. Han havde sin egen, hemmelige
Tanke med saaledes at ville værne om de efterstræbte unge Piger.
Skjult bag alle hans Skryderier laa Erkendelsen af den Skam, han
havde kastet over sit ansete Slægtsnavn, og det var for at bøde
herpaa, han nu vilde være Søsterdøtrenes Forsyn og gøre sit til,
at de ikke valgte iblinde men gjorde et godt og navnlig et
fornemt Parti.
Salomons havde i mange Aar ikke haft nogen stor Omgangskres.
Byens ortodokse Jøder holdt sig lidt tilbage fra dem paa Grund
af deres Irreligiøsitet, den navnlig Fru Lea vedkendte sig med
stor Aabenhjertighed. Selv havde de aldrig følt sig stærkt
tiltrukket af det københavnske Selskabsliv og havde derfor
indskrænket sig til at holde aabent Hus to Gange om Maaneden og
iøvrig lade deres Venner vide, at de altid ventedes og til
enhver Tid var velkomne.
En Forandring heri skete der imidlertid, da Ivan vendte hjem fra
Tyskland og Nanny blev voksen. Lykkedes det end ikke Ivan helt
at virkeliggøre sin Drøm om at omskabe Hjemmet i Smag med
Renaissancens Fyrstehoffer, fik dog efterhaanden adskillige af
det yngre Slægtleds ledende Mænd, deriblandt ogsaa dets
Forfattere og Kunstnere, Indpas i Familjen.
Jakobe opholdt sig paa den Tid endnu mest i Udlandet. Hun havde
fundet et andet Hjem i sin gamle Pensionsanstalt i Schweiz,
mellem hvis høje Bjerge hun søgte Sundhed for sit sarte og med
Aarene stedse mere ømtaalige Legeme. Hun var hjemme i
Sommermaanederne, naar Forældrene laa paa Landet, men længtes
bort, saasnart den første Kulde og de første Tegn paa
Vinterselskabeligheden viste sig. Men en Dag -- hun gik dengang
i sit nittende Aar -- næppe en Maaned efter, at hun sidst var
rejst hjemmefra, fik Forældrene et lidt forvirret Brev fra
hende, hvori hun midt imellem forskellige andre Ting pludselig
henkastede den Tanke at opgive sit Pensionatsophold og slaa sig
til Ro derhjemme. Et Par Dage efter kom et nyt Brev, der slog
hendes snarlige Tilbagekomst fast, og næsten samtidig indløb et
Telegram med Meddelelse om, at hun allerede befandt sig paa
Hjemvejen og vilde komme den følgende Dag.
Saa karakteristisk denne utaalmodige Iværksættelse af en fattet
Beslutning nu end var for hende, saa satte den dog Forældrene i
nogen Uro. De anede, at der var tilstødt hende noget alvorligt,
og Fru Lea betroede sin Mand, at der rimeligvis var en
Kærlighedshistorie med i Spillet. Jakobe havde om Sommeren med
megen Varme omtalt en ung, sydtysk Advokat og bekendt Politiker,
en Søstersøn af Pensionatsejerinden, hos hvem han et Par Gange
havde været paa Besøg. Fru Lea kendte sin Datters letfængelige
Blod, der allerede et Par Gange før havde voldt hende bitre
Skuffelser. Da hun kom hjem, var det ogsaa let kendeligt paa
hende, at hendes Hjerte blødte; men da hun ikke selv gav anden
Forklaring paa sin Hjemkomst, end at hun dennegang havde følt
sig ene mellem de mange nye Pensionærer og længtes hjem, var der
ingen, der trængte ind paa hende for at aflokke hende nogen
Tilstaaelse -- mindst af alle Moderen, som altid for sit eget
Vedkommende havde fordret Kærlighedens Hemmeligheder respekteret
og f. Eks. aldrig havde villet forklare sin Mand, hvorfor han
ikke fik Lov at kysse hendes højre Haand. Hun havde kun ladet
ham forstaa, at det var et Løfte, hun havde givet sin Ungdoms
Elskede i et Øjeblik, der var bleven helligt for dem begge.
Jakobe havde nu været hjemme i fire Aar. Hun havde fyldt de
treogtyve og var stadig uforlovet. Det havde dog i den
mellemliggende Tid ikke manglet hende paa Tilbud, endog af
ganske smigrende Art. Hun havde med Aarene vokset sig næsten
smuk trods sin Sygelighed. Særlig følte lidt ældre Herrer sig
tiltrukket af hendes sære og blege Ydre. Enkelte foretrak det
endog for Nannys straalende men noget mere almindelige Skønhed.
I hendes Ansigt med den kraftig krogede Næse og det uudviklede
Hageparti -- dette Ansigt, som hendes Beundrere kaldte for et
Ørneansigt og Spotterne et Papegøjefjæs -- sad et Par store,
dunkle Øjne, i hvilke det hvide havde et stærkt blaaligt Skær,
der til Tider kunde blive næsten sort. Næsen var absolut for
stor, Munden for smallæbet og for bred; men disse Øjne havde et
uforglemmeligt Blik, paa engang stolt og sky, mærket af Ensomhed
og vidtflyvende Tanker. Af Skikkelse var hun højere end sine
Søskende, havde lange, slanke Ben og en ejendommelig, lydløs
Gang med et let og hurtigt Fodskifte. De faa, der havde set
hende smile, talte om hendes smukke Tænder. Og saa hvilede der
over hele hendes tørre og nervøse Skikkelse den særegne, aandige
Ynde, som Lidelser og Savn kan lægge om et sart Kvindelegeme.
Det var dog hovedsagelig hendes indre Egenskaber, man tænkte
paa, naar man talte om hende. Overalt berømmedes hendes
Klogskab, hendes Viljeskraft og hendes mangfoldige Viden. Hun
havde i sin Ensomhed kastet sin Kærlighed paa Bøger, studerede
gamle og nye Sprog, Historie og Literatur og søgte utaalmodig
stadig nye Felter for at tilfredsstille sin Kundskabstørst.
Fru Salomon sagde altid om hende, at hun var sin Faders udtrykte
Billede.
Af de unge og yngre Mænd, der hyppigst gæstede det salomonske
Hjem paa det Tidspunkt, da Per gjorde sin Indtrædelse deri, kom
de fleste imidlertid for Nannys Skyld. Ikke alene betragtedes
hun af Størsteparten som langt den smukkeste; men man antog
desuden, at hun som Philip Salomons eget Barn vilde blive den
mest begunstigede Arving af de to, endskønt baade Jakobe og Ivan
allerede som Børn var bleven kuldlyst af ham. Saa indbød nu
heller ikke Jakobes Væsen til nogen Slags Kurmageri. Man saae
hende sjelden, og i sin Skyhed viste hun ofte Fremmede en
fornærmende Kulde.
Ved den lille Herremiddag, hvor Per for første Gang var
Familjens Gæst, traf han -- foruden nogle ældre Herrer fra
Forretningsverdenen -- Digteren Povl Berger, en Husarløjtnant
Hansen-Iversen, en Kandidat Balling og Journalisten Dyhring. Kun
den første af dem havde han set før; men forresten havde han nær
ikke kendt ham igen. Den fanatiske Himmelstormer og Nathandyrker
havde, siden han sidst saae ham, ikke alene forandret sit
Mefistoskæg og ladet Barten gro ud over hele Ansigtet, men ogsaa
Minen var bleven en ganske anden; han lignede nu mest de gængse
Billeder af den lidende Kristus, hvad han -- som en af de andre
Herrer senere i Fortrolighed tilhviskede Per -- netop ogsaa
tilstræbte. Han havde, forklarede denne, i de samme Dage til
sine Venners Forbavselse udgivet nogle fromladne Vers, med
hvilke han paa eengang friede til Nannys Barmhjertighed og til
Udødeligheden paa det danske Parnas.
Den, som fortalte Per alt dette, var Kandidat Balling, der ogsaa
var en literær Mand men saakaldet Literaturhistoriker. Han var
en tre Alen høj, tarmetynd, løvemanket Lemmedasker med et Ansigt
saa fladt og udtryksløst som en Oblat. Den til Fromhed omvendte
Digter betroede Per henne i en Krog, at Manden var en Idiot, der
havde forset sig paa Dr. Nathan og nu ogsaa vilde være Geni og
Banebryder men foreløbig bare havde opnaaet at studere sig en
kronisk Mavekatar til. Balling var nu ganske rigtig uhyre
belæst, havde slugt hele Biblioteker, var saa fuld af Citater,
at man ikke kunde røre ved ham, uden at der slap ham en stjaalen
Aandrighed ud af Munden -- kort sagt, han var en af disse
Bogorme, der suger sig fast paa Literaturen ligesom Igler og
drikker dens røde, varme Blod og dog bliver ved at være lige
klamme. Han havde for et Aarstid siden udgivet en Bog om den
klassiske Tragedie; og da den var bleven en Del rost i Pressen,
havde Ivan straks sikret sig hans Person og indført ham i sit
Hjem.
Per, der havde været lidt spændt paa Udfaldet af dette Møde med
sine Medbejlere, blev fuldkommen beroliget ved Synet af disse
Mænd. End ikke overfor Husarløjtnanten nedsloges hans Mod, skønt
denne virkelig var en flot Skikkelse med et Par kække blaa Øjne
og en lys Snurbart i et af Foraarssolen brunet Ansigt.
Hvad Dyhring -- Journalisten -- angik, saa kunde Per ikke blive
klog paa, om han overhovedet var en Rival. Den skødesløse Maade,
hvorpaa han bevægede sig mellem Husets Damer, tydede ikke
derpaa. Ivan havde, uden at Per begreb hvorfor, været meget
ivrig for at bringe ham sammen med dette Menneske. Straks,
saasnart Dyhring var kommen, var de bleven forestillet for
hinanden; og efter Bordet søgte Ivan igen at føre dem sammen og
at faa Per til at udtale sig om sine Planer.
Men Per havde ikke mindste Lyst til at snakke fornuftigt. Dertil
var han altfor optaget af Nanny, der nu ogsaa saae forlokkende
dejlig ud i en udringet Raasilkekjole med røde Roser i sit sorte
Haar. Han havde haft den Ære at føre hende tilbords, og denne
Udmærkelse, og Bordets Glæder, og Anretningens ham uvante Pragt
var stegen ham til Hovedet og havde gjort ham overstadig. Inde i
Rygeværelset, hvor Kaffen og Likørerne anrettedes for Herrerne,
og hvor Onkel Heinrich med diabolsk Skadefryd lumskelig blev ved
at fylde i hans Glas, var han paa Nippet til at gøre Skandale.
Han slog Philip Salomon fortrolig paa Skuldren, roste hans Vine
og udtrykte i en hel Tale sin Beundring for Husets Damer. Nogle
af de ældre Herrer samlede sig efterhaanden om ham og havde
deres Morskab af den unge Mand, der saa aabenbart for første
Gang var i ordenligt Selskab.
Inde hos Fru Salomon og Jakobe i Dagligstuen sad en midaldrende,
blond Herre, der ikke røg Tobak. Det var en vis Hr. Eybert, en
af Byens større Fabriksejere og tillige bekendt som Politiker af
den liberale -- saakaldte „evropæiske“ -- Gruppe, en fordomsfri
og kundskabsrig Mand med megen Anseelse. Blandt den salomonske
Familjes nærmeste Omgang betegnedes han i Fortrolighed som
Jakobes tilkommende Mand. Han var noget ude over sin bedste
Alder, nemlig omkring de fyrre, og forøvrig Enkemand med to
Børn. Hans Kærlighed til Jakobe var en Kendsgerning. Han lagde
ikke Skjul paa den hverken overfor Forældrene eller overfor
hende selv. Forældrene var begge velstemte for Partiet; Hr.
Eybert var en prøvet Ven af Huset og dertil en meget velstaaende
Mand, der ikke kunde mistænkes for at spekulere i et rigt
Giftermaal. De saae desuden af forskellige Grunde gerne, at
Jakobe giftede sig; og de var i den Henseende under stadig
Paavirkning af Familjens Læge, en jødisk Professor, der med stor
Aabenhed erklærede, at „det Pigebarn sgu ikke var skabt til at
leve som Nonne“.
Med den Mistænksomhed, der regelmæssig vaktes hos den aldrende
Frier, saasnart et nyt, ungt Mandfolkeansigt dukkede op i det
salomonske Hus, havde Hr. Eybert straks ledet Samtalen hen paa
Per, idet han spurgte, hvem det unge Menneske var, der tilsidst
var bleven saa højrøstet ved Bordet.
„Det er en Hr. Sidenius … en af Ivans Venner,“ sagde Fru Salomon
i en Tone, hvori hun ligesom indlagde en lille Undskyldning paa
Husets Vegne.
„Ja saa, -- en Sidenius! Er han ikke saadan -- lidt --?“
Hr. Eybert gjorde med Fingeren en Kresbevægelse foran sin Pande.
„Aa, det tror jeg dog ikke,“ svarede Fru Salomon med en lille
Latter. „Men et noget uroligt Hoved er han vistnok.“
„Det ligger i saa Fald vist til Familjen.“
Jakobe løftede Øjnene fra en Bog, som hun -- tilsyneladende
udeltagende -- havde siddet og bladet i.
„Men han er jo en Præstesøn,“ sagde hun.
„Ja, der er vist en overhaandtagende Mængde Præster i Familjen,“
bemærkede Fabrikanten. „Rimeligvis netop af den Grund skyder
Slægten saa af og til nogle slemme Vildskud. Jeg erindrer, at en
af mine Onkler, der var Proprietær i Jylland, har fortalt mig om
en -- vistnok nu forlængst afdød -- Vendsysselpræst, der gik
under Navnet „gale Sidenius“ og virkelig ikke synes at have
faaet sit Epitheton ufortjent. Dersom min gamle Jyde-Onkels Ord
staar til troende -- hvad de forresten ikke altid gjorde -- maa
han have været noget nær en Landevejsrøver, der laa i Slagsmaal
rundtom paa Kroerne. Jeg husker ogsaa en Historie om en Degn,
som han engang i Drukkenskab … med Respekt at sige knappede
Permissionerne ned paa i Menighedens Paasyn, hvorpaa han i
Navnet Faderens, Sønnens og den hellige Aands tildelte ham tre
Næveklask, saa det rungede i Kirken. Det var jo en egen Art
Opbyggelse! Men efter den Historie blev den gode Pastor nok
ogsaa dømt fra Kjole og Krave og spærret inde.“
Mens Fru Salomon havde smilet af denne Historie, hørte Jakobe
paa den med et formørket Udtryk; og det var netop dette Udtryk,
saa fuldt af Afsky, der havde opildnet Fabrikanten til en ham
saa uvant dristig Veltalenhed og endog forledet ham til at
kolorere lidt paa Fortællingen for at gøre den des mere
afskrækkende.
Inde fra Rygeværelset hørtes igen Pers højrøstede Tale. Jakobe
foer formelig sammen. Lyden af denne Stemme fik hende til at
fryse. Hun gav sig atter til at blade i sin Bog, mens et bittert
Minde gled hende gennem Sjælen.
-- -- Det var for fire Aar siden paa en af Berlins store
Banegaarde. Hun var paa Vej til sin Pension i Schweiz, og det
var netop hendes sidste Rejse dertil; kort efter var det, hun
havde overrasket alle ved sin pludselige Hjemkomst. Hun skulde
her i Berlin tage mod en fra Breslau kommende Veninde, sammen
med hvem hun skulde fortsætte Rejsen sydpaa. Hun var urolig og
nervøs. Hun vidste, at hun snart igen skulde møde hin unge
Advokat, som hun elskede, og af hvem hun troede sig genelsket.
Derfor havde hun ikke kunnet finde Ro derhjemme og var rejst
bort endnu tidligere, end hun plejede. -- Idet hun nu kom ind i
den store Jernbanehal under Glashvælvingen, saae hun noget borte
paa Perronen en Flok ynkværdige Pjalteskikkelser, hvorom en Kres
af Nysgerrige stod og gabede, holdt i Afstand af et Par
Politibetjente. Paa Grund af Skikkelsernes brogede Dragter og
sydlandske Udseende tænkte hun, at det var en forkommen
Zigøjnertrup, som Myndighederne sendte tilbage til dens
Hjemsted; og i sin nervøse Frygt for stærke Indtryk vendte hun
sig henimod den modsatte Ende af Perronen for at opsøge en
Ventesal. Paa Vejen derhen mødte hun to Mænd, der bar en
Sygebaare; og paa denne laa -- blot tildækket med en Kappe -- en
gammel, udtæret Mand, der saae sig forvildet om med et Par
store, blodsprængte, feberglødende Øjne. Helt uhyggelig tilmode
henvendte hun sig til en Jernbanebetjent og spurgte, hvor
Ventesalene var. Manden saae paa hende med et uforskammet Smil
og sagde, at det maatte hun vist kunne lugte sig til; hun skulde
bare gaa lige efter Næsen. Saa vendte hun ham Ryggen og skyndte
sig videre. Udenfor en Række aabnede Fløjdøre, der afspærredes
af Politi, stod igen en Samling Nysgerrige, der strakte Hals og
løftede sig paa Tæerne for at komme til at se. Hun maatte
besværlig bane sig Vej gennem Sværmen, og nu mødte der hende et
Syn, der fik hende til at standse.
Derinde over en stor, halvmørk Ventesals Gulv laa eller sad
flere Hundrede af samme Slags fantastiske Pjalteskikkelser, som
hun havde set paa Perronen: Mænd, Kvinder og Børn, graaskæggede
Oldinge og Patteglutter, der laa ved Moderens Bryst. Nogle var
næsten nøgne; mange havde blodige Bind om Panden eller Hænderne;
alle var de gustne, udtærede og tilsmudsede, som havde de
vandret dagevis i Sol og Støv. Det faldt straks i Øjnene, at den
store, brogede Skare, hvori kun Kvindernes hvide Hovedklæder
skabte en vis Ensartethed, var grupperet slægtsvis, havde samlet
sig om Familjeoverhovederne, af hvilke de fleste var smaa,
sortøjede Mænd, klædt i lange Kaftaner med Bælte omkring Livet.
Alle havde de Stave hos sig og et eller andet Drikkekar ved
Bæltet. Mange af dem syntes overhovedet ikke at eje andet. Nogle
medførte dog lidt Køkkentøj; og enkelte Steder saae man Børnene
sidde trofast og vaage over nogle sammensnørede Bylter, der
aabenbart indeholdt Familjegods.
Jakobe stod i allerførste Øjeblik ganske uforstaaende overfor
hele dette Optrin. Da greb hun sig med eet til Hjertet. Hun
havde i Halvmørket derinde faaet Øje paa et Par jødiske Herrer
med hvide Mærker om Armen, der sammen med nogle Damer gik
omkring og uddelte Klæder og Mad. I det samme forstod hun alt.
Mens hun grebes af Svimmelhed, gik det op for hende, at hvad hun
her saae for sig, var et af de mange Tog af fordrevne russiske
Jøder, som i det sidste halve Aar var bleven ført gennem
Tyskland for at indskibes til Amerika. Hun havde den hele Sommer
læst i Aviserne om disse Skarer af Flygtninge, der endnu var
halvvilde af Rædsel over de Skænselsgerninger, som Pøblen under
Myndighedernes Ligegyldighed eller ligefremme Tilskyndelse havde
øvet imod dem. Der havde staaet, at man om Natten havde svedet
Jødernes Huse af over Hovedet paa dem, udplyndret dem indtil den
nøgne Krop, skændet deres Kvinder, stenet gamle Folk og slagtet
Børn, saa Rendestenene havde været røde af Blod, … hun havde
hver Dag læst derom, men hun havde søgt at trøste sig med, at
Skildringerne var overdrevne, at en saadan Umenneskelighed,
begaaet ovenikøbet mod et fredeligt og flittigt Folk, var en
Umulighed i Frihedens og Humanitetens Aarhundrede.
„Achtung!“ lød det bag hende.
Det var de to Mænd med Baaren, som nu kom tilbage og med Besvær
banede sig Vej ind gennem Salen for at bortbære en anden af de
mange Syge, der befandt sig derinde. Bagefter dem viste sig et
Par uniformerede Politiembedsmænd, der med den uanfægteligste
Inspektionsmine stillede sig op i den ene Dør og et Øjeblik
betragtede den sørgelige Scene, hvorefter de sabelraslende gik
videre.
Jakobe turde ikke se mere. Hun mærkede, det begyndte at lyne
rødt for hendes Øjne. Hun vaklede ind i en Førsteklasses
Ventesal ved Siden af og snappede efter Luft. Vinduerne vendte
ud til et Torv, hvor Folk gik og passiarede og lo. Sporvogne
kimede og Hunde løb omkring og legede i Solskinnet. Hun maatte
holde sig fast til Vindueskarmen for ikke at falde. -- -- Og
dette var ingen Drøm! Det var Virkelighed! Disse til Himlen
skrigende Skænselsgerninger kunde foregaa for Evropas Øjne, uden
at en myndig Stemme hævede sig derimod! Og Kirkernes Klokker
ringede Gudsfred over denne By, og Præsterne stod paa
Prækestolene og vidnede om Kristendommens Velsignelser og
Næstekærlighedens Sejr i et Land, hvor man med koldblodig
Nysgerrighed -- ja med Skadefryd -- betragtede disse Tog af
stakkels Hjemløse, der dreves gennem Landene som Pestbefængte og
ofredes til Nød og Undergang i selve Kristendommens Navn!
Det gav et Ryk i hende. Derude paa Torvet fik hun Øje paa de to
Politiofficerer. Det var to ægte prøjsiske Løjtnantsskikkelser
med Nakkeskilning og Slæbesabel og skinnende Sølvepauletter paa
de brede Skuldre. Hendes Hænder knyttedes. I deres
embedsmandsmæssige Uanfægtelighed, med deres overmodige Miner
syntes disse to Lovens Vogtere hende et Sindbillede paa det hele
farisæiske Kristensamfunds brutale Selvgodhed, og hun priste sig
lykkelig over, at hun ikke havde haft et Mordvaaben hos sig før,