Lykke-Per. Første Del - 11

været fri for at korrespondere med en Dem vildfremmed og maaske
ganske ligegyldig Dame --.“
Per tvang sig til at fremmumle en hastig Indvending.
„Ja, ja … Oprigtig talt, jeg havde vist heller ikke ulejliget
Dem med noget Besøg idag, dersom ikke … ja, jeg kan ikke lade
være med at sige det … da jeg idag kom ud paa Kirkegaarden og
saae de dejlige, ganske friske Blomster paa min Broders Grav,
kunde jeg jo nok forstaa, hvem det var, der paa en saa smuk
Maade havde mindedes hans Dødsdag, og jeg følte en uimodstaaelig
Trang til at se Dem og bringe Dem min Tak, fordi De med en saa
trofast og -- tør jeg sige? -- sønlig Kærlighed bevarer Mindet
om min ulykkelige Broder.“
Per stirrede ned paa sin Støvlenæse og blev meget rød. Fra den
bageste Del af hans Bevidsthed sneg der sig en Tanke til Fru
Engelhardt. Selv anede han end ikke, hvor Neergaard laa
begravet.
„Men nu maa jeg da rigtig se paa Dem,“ vedblev Baronessen -- hun
følte sig mere og mere tiltalt af denne tavse og forlegne unge
Mand, der endog undsaae sig ved at vedkende sig sine
Kærlighedsgerninger. „Hvor De ser sund og frisk ud! Ja, De hører
sikkert ikke til disse Nutidens unge Mennesker, der ødelægger
deres Ungdom i Letsindighed. Hvor gammel er De, Hr. Sidenius?“
„Treogtyve.“
„Aa, saa ung! … Gud give, det maa gaa Dem rigtig godt! Jeg veed
jo, De har haft en trang Ungdom. Min Broder skrev det til os.
Deres Moder blev Dem tidlig berøvet. Og Deres Fader … ja, Deres
Fader har De jo aldrig kendt.“
Lænestolens Fløjlssæde begyndte at blive gloende under Per. Han
skyndte sig at skifte Emne.
„Det er kun paa Gennemrejse, at Baronessen befinder sig her?“
spurgte han.
„Ja -- ak ja. Jeg kom hertil iaftes og rejser, om Gud det vil,
igen herfra imorgen. Jeg er paa Vej ned til min Søster,
Hofjægermesterinde Prangen. Hun har jo -- som De nok veed -- for
sit Helbreds Skyld levet det sidste Aar i Syden. De kan tænke
Dem, jeg har nu ikke set hende i over to Aar, og vi tre Søskende
har nu altid saa daarligt kunnet undvære hverandre. Det var i
mange Aar min eneste Sorg, at jeg maatte leve borte fra mit
elskede Fædreland. Med Alexander var det jo ligedan. Ogsaa han
hang ved Hjemmet med hele sit rige og varme Hjertes Kærlighed.
Hr. Sidenius har rimeligvis hørt, at Hs. kgl. Højhed Prinsen af
Wales i sin Tid var saa naadig at interessere sig for min
Broder, og at der i den Anledning var Tale om en Ansættelse ved
vort Gesandtskab i London. Der havde jo sikkert under en saadan
Protektion kunnet aabne sig en glimrende Karriere for ham. Men
trods det meget, der kunde friste en Mand som Alexander ved et
saadant Tilbud, bestemte han sig til ikke at modtage det. Min
ærværdige Moder levede endnu dengang i København, og min Søster
var paa den Tid endnu ikke gift … og Alexander elskede København
og forgudede sit Hjem. Han kunde slet ikke trives udenfor de
kendte, kære Steder. Jeg tror, det var fra den Stund, da min
Moder døde og han blev ene tilbage mellem Minderne, at hans
Tungsind stammede. Saa var han i den sidste Tid jo ogsaa
legemligt syg … Og dog! At han kunde gøre det!“
Mindet om Broderens blodige Endeligt bragte atter Lommetørklædet
op for Øjnene, og Per snappede Lejligheden til at rejse sig for
at gaa.
Baronessen, der blev siddende i sin Stol, tog med moderlig Varme
hans Haand mellem begge sine og sagde:
„Hvor jeg nu er glad ved at have set Dem! Det er mit Haab, at vi
oftere skal træffes. Vil De love mig, at De vil besøge mig, naar
jeg vender tilbage fra Udlandet? Efter al Rimelighed tilbringer
jeg den tilstundende Sommer hos min Søster og Svoger paa
Kærsholm, og jeg er overbevist om, at De ogsaa hos dem vil være
af Hjertet velkommen.“
„Jeg siger saa mange Tak … naar blot jeg ikke bliver til
Ulejlighed,“ fremstammede Per, -- han vidste i sin Forlegenhed
ikke andet at svare.
„Tal dog ikke saadan, kære! Husk paa, at De jo paa en Maade
hører med til vor Familje nu. Saaledes vil i hvert Fald jeg
opfatte min Broders sidste Ønske. Og jeg føler mig forvisset om,
at min Søster i den Henseende vil tænke ganske som jeg. Lev nu
rigtig, rigtig vel! Og endnu engang Tak, fordi De netop idag har
tænkt saa kærligt paa Alexander.“
Per steg langsomt, tilsidst næsten nølende ned ad Hotellets
Trappe. Først nu bagefter gik det op for ham, hvor
betydningsfuldt dette nye Bekendtskab var (eller vilde kunne
blive) for ham, dersom han -- uden at gøre sig for mange
Skrupler paa Grund af dets Oprindelse -- udnyttede det med
Klogskab og Energi. Ved et eventyrligt Tilfælde aabnede der sig
her en Vej for ham til Mennesker med betydelig Indflydelse.
Dersom han ikke huskede fejl, laa den omtalte Hofjægermester
Prangens Gaard endda paa selve det Terræn, hvorigennem han havde
tænkt at føre sin midtjyske Forbindelseskanal, hvad der altsaa
maatte give denne Mand en ganske særlig Grund til at omfatte
hans Plan med Interesse. I hvert Fald, -- det galdt om ikke at
lade nogen Chance uforsøgt. I det høje Spil, der nu skulde
spilles, kunde han ikke have for mange Trumfer paa Haanden.
Der foer ham et Øjeblik den Tanke gennem Hovedet, at det maaske
nu slet ikke var nødvendigt for ham at træde i nøjere
Forbindelse med Huset Salomon. Hvor meget han end havde følt sig
tiltalt af den unge Pige, saadan ligefrem begærlig efter at
gifte sig ind i en Jødefamilje var han dog ikke. Og hvem kunde
vide, hvilke Muligheder der ogsaa i Henseende til Giftermaal
kunde aabne sig for ham i de aristokratiske Krese?
Paa den anden Side: i det salomonske Hus vilde han rimeligvis
træffe Børsens Matadorer, Bankernes Chefer og Byens store
Industridrivende, kort sagt, den lille Kres af Pengemænd, der,
naar det kom til Stykket, regerede den øvrige Verden. Selv uden
al Spekulation i noget Giftermaal vilde det være af stor
Betydning for ham at komme sammen med saadanne Folk og faa
Lejlighed til at paavirke dem til Gunst for sit Værk. Baronessen
rejste jo nu desuden bort, -- og han havde ikke Tid til at
vente. Idag, imorgen, i hvert Fald inden to-tre Maaneder maatte
han have erobret Tryllestaven, der gav ham Magt over Menneskene,
og som i hans Haand skulde forvandles til en Tordenkile.
Han var kommen ud paa Torvet og saae op paa Uret i den høje
Hjørnebygning. Der var endnu Tid til Visiten hos Salomons, og
han bestemte sig til at gaa derhen. Men han var endnu lidt
fortumlet af sin Oplevelse hos Baronessen, og han maatte først
sætte sig ind i en Kafe et Øjeblik og drikke sig et Glas Øl for
at falde lidt til Ro og ligesom forberede sig paa Besøget. Han
havde aldrig før sat sine Ben i et jødisk Hjem, og han havde
hørt saa meget om de gamle Skikke og Forskrifter, paa hvis
Overholdelse der blev lagt saa stor Vægt. Det galdt jo nu om at
gøre et godt Indtryk, og han var ængstelig for at komme til at
støde an.
Efterhaanden gled han dog tilbage til sine forrige Tanker. Han
kunde ikke lade være med at forundre sig over, at hint
uoverlagte Ord, som var undsluppet ham den Nat hos Neergaard,
havde faaet saa vidtrækkende Følger. For det fremgik jo tydelig
nok af Baronessens Tale, at det særlig havde været denne
henkastede Bemærkning om hans Herkomst, der havde gjort Indtryk
paa Broderen. Han huskede, at han allerede dengang havde
fortrudt sin Kaadmundethed men dog ikke fundet det Umagen værd
at gøre Fejlen god igen. Nu ønskede han alligevel, at han havde
gjort det.
Naa! -- han drak ud af sit Glas -- gjort var gjort! Tvivlsomme
Handlinger kunde undertiden give gode Frugter. I hvert Fald:
den, der vilde frem, skulde ikke se tilbage…
* *
*
Grosserer Salomons hørte til de meget faa Familjer, der boede i
et helt Hus for sig selv i den indre By. Det laa i
Bredgadekvarteret, var et ældre Sted i to Stokværk og tog sig
ved første Øjekast ikke videre imponerende ud fra Gaden,
indeklemt som det tilmed var mellem to svære Lejekaserner. Ved
nærmere Betragtning opdagede man dog, at der hvilede en egen fin
Værdighed over det. Man saae det paa det høje, blaasorte Tegltag
og paa Vinduespillernes Bredde, at Huset var af fornem
Oprindelse. Endnu kaldtes det ogsaa af ældre Folk i Kvarteret
for „Palæet“. Det havde i sin Tid tilhørt en forgældet
Adelsfamilje, af hvilken Grosserer Salomons Fader havde købt det
i Begyndelsen af Tredverne. Fra Portrummet kom man gennem en
moderne Glasdør ind i en Forhal, der var saa høj og stor, at den
gav Genlyd af Ens Skridt. Dens Vægge var behængt med Rustninger,
gamle Broncesager og pragtfulde orientalske Vaaben, saa man
havde Fornemmelsen af at betræde et Musæum. I Baggrunden gik en
dobbeltgrenet Trappe med forgyldt Rækværk op til Værelserne paa
første Sal.
Pigen, der havde modtaget Pers Kort, førte ham ind i en Slags
Biblioteksværelse og bad ham tage Plads; og Per slog sig ned i
en læderbetrukken Lænestol og saae sig opmærksomt omkring.
Svære, rødvinsfarvede Silkegardiner for Vinduerne … Et
tommetykt, mosagtigt Tæppe over hele Gulvet … Gyldenlæders
Tapeter … Et ottekantet, med Sølv og Perlemoder indlagt Bord
midt i Stuen … I Reolerne kostbart indbundne Bøger … Paa Væggene
Malerier … Under Loftet en gammel Kirkelysekrone med Indskrift …
Langs den ene Væg en antik, rigt udskaaren Disk med en
Opstilling af gammelt Sølv -- Stob, Krus og Bægre -- blandt de
sidste endog et Par gamle Alterkalke.
Dersom ikke Besøget hos Baronessen og de Tanker, dette havde
vakt hos ham, var gaaet forud, vilde al denne Pragt have gjort
et endnu stærkere Indtryk paa ham, end den nu gjorde. Og dog var
han imponeret. Halvt mod sin Vilje betoges han af denne
ublufærdige Forkyndelse af Pengenes Magt. Der krøb ham et eget
frysende Behag gennem Sjælen ved Tanken om denne Almagt, der
havde tvunget saa mange fremmede Folkeslags nedarvede Skatte, ja
selv Kirkernes hellige Kar til at tjene som Pynt i denne Jødes
Stue.
Han smilte lidt forlegen. Det lod sig ikke nægte -- den lille
Prinsesse Salomon havde virkelig ikke blot sin Skønhed at bringe
som Erstatning for, at hun var „sort“.
Døren til Sideværelset gik op. En lille Herre af et frastødende
Udseende traadte ind og bukkede dybt. Skønt vistnok henved
tresindstyve Aar var han meget moderne og ganske ungdommelig
klædt, bar en kort, lys Overfrakke og havde en Monocle dinglende
foran paa Brystet. I Haanden holdt han en blank Silkehat.
„Mit Navn er Direktør Delft,“ sagde han med noget fremmed i
Tonefaldet. „Jeg er Onkel her i Huset.“
Mandens store Høflighed forligede Per med hans hæslige Abehoved.
„Mit Navn er Sidenius.“
„Aa, -- den unge Ingeniør formodenlig? Min Nevø har talt om Dem.
Jeg be’r Dem, sæt Dem dog! Fru Salomon -- min Søster -- er i
Øjeblikket med en Syjomfru engagert. Hun vil straks være til
Tjeneste. Jeg be’r Dem! Gør Dem det mageligt!“
Per satte sig igen. Onkelen tog Plads paa en Stol i nogen
Afstand.
„Tør jeg være saa fri at spørge … har jeg før haft den Ære at se
Hr. Sidenius her i Huset?“
„Nej. Jeg traf forleden Fruen og Frøkenen for første Gang.“
„Aa ja, min Niece Nanny … Jeg tror, jeg har hørt derom.“
Der blev en lille Pavse, hvorefter Hr. Delft med et Smil og i en
Tone, der vilde have gjort alle andre end Per mistænksom ved
hans overordenlige Høflighed, henkastede den Ytring:
„Min Niece er ganske net, ikke sandt? …. Finder De ikke, Hr.
Sidenius?“
Per blev unægtelig noget forbavset. Med et overbærende Smil saae
han hen paa den snurrige lille Mand og sagde:
„Jeg finder Frøken Salomon meget smuk. En fuldendt Skønhed.“
„Ja, ikke sandt! Hun hører ikke til de ganske almindelige, tør
man vistnok sige … Men jeg kan forsikre Dem, Hr. Sidenius, hun
trækker ogsaa adskillige unge Mænd her til Huset mellem Aar og
Dag. For hvad formaar ikke Skønhed! Og Ungdom! Desuden … min
Svoger er jo ikke aldeles blottet for Midler.“
Manden er vist ikke rigtig vel bevaret, -- tænkte Per og opgav
Samtalen. Men den anden vedblev:
„Dersom Hr. Ingeniøren oftere beærer Huset med Deres Besøg, vil
De sikkert bekomme Lejlighed til at more Dem derover. Man kan i
den Henseende virkelig gøre højst kuriøse Observationer. For --
ikke sandt, Hr. Sidenius? -- Penge er magnetiske. Disse smaa,
runde Metalstykker tiltrækker de dybeste menneskelige Følelser …
bringer Hjertets mest ædleste Rørelser frem i Dagens Lys.
Agtelse, Venskab, Kærlighed. Har jeg ikke Ret?“
Per begyndte for Alvor at blive utaalmodig. Heldigvis kom nu
Pigen tilbage, og idet hun holdt Døren aaben ind til
Sideværelset, bad hun ham gaa derind.
Per traadte ind i en Stue eller rettere en Sal, der i endnu
højere Grad end baade Forhallen og Biblioteksværelset gav ham
Fornemmelsen af at betræde den virkelige Rigdoms -- Millionernes
-- Eventyrrige. Det store Rum med et pragtfuldt, svagt hvælvet
Stukloft i Rococostil, fra hvis Hjørner fede Englebørn blæste
til Doms i lueforgyldte Basuner, var det gamle Palæs
Selskabssal. Her, hvor fordum to Rækker spinkle Stole langs
Væggen og et Par høje Pillespejle rimeligvis havde udgjort hele
Bohavet, saaes nu en moderne Overflødighed af Møbler og
Dekorationsgenstande. Dybe Sofaer og store, bløde Lænestole,
Borde, Skamler, Bjørneskind og Bladgrupper, Søjler med
Statuetter, Etagerer med Nips, og atter Lænestole og smaa og
større Borde, og nye Bladgrupper og Kunstværker og et Portræt
paa et Staffeli. Omtrent midt i Stuen stod et opslaaet
Koncertflygel. Fra en mindre Stue ved Siden af, der var
indrettet som Vinterhave med Palmer, Gummitræer og syngende
Fugle, hørtes et Springvands Plasken.
Omsider opdagede han Fru Salomon paa en Puf under et af
Vinduerne, hvor hun nok saa huslig sad og syede. Hun modtog ham
med Venlighed og rakte ham sin venstre Haand til Velkomst.
De havde akkurat faaet udvekslet et Par Talemaader, da Per hørte
en Dør gaa inde i Vinterhaven og derpaa en munter Nynnen, der
hurtig slog over i nogle klare Sangtriller. Et Øjeblik efter
stod Frøken Nanny i Døraabningen i Overtøj og Hat. Ved at opdage
Fremmede i Stuen stoppede hun op i sin Sang med en pudsig
forskrækket Mine og førte Muffen op til Munden -- ligesom for at
standse et Udraab.
Per rejste sig og bukkede.
Ikke et Øjeblik faldt det ham ind, at hun havde vidst om hans
Tilstedeværelse -- saa naturligt gennemførte hun sin
Forstillelse.
„Er du hjemme endnu, mit Barn,“ sagde Moderen. „Jeg troede, du
var gaaet. -- Ja, jeg behøver jo ikke at forestille. De kender
min Datter, ikke sandt?“
Per svarede med et nyt Buk og ledsagede det med et Blik, der
noget for uforbeholdent gav Udtryk for de Følelser, hvoraf han i
dette Øjeblik beherskedes. Allerede forinden han havde set
hende, alene ved den blotte Lyd af hendes Sangtriller, der i
hans Øre lød som Klangen af Guldstykker, havde han slaaet sin
Beslutning fast. Hun var Midlet! Her skulde Skatten hæves! -- Og
som hun nu aabenbarede sig der i Døren med Vinterhavens Sol og
Fuglekvidder bag sig, ung og yppig, fristende at skue som en
østerlandsk Bajadere, syntes hun ham selve Eventyrets Fe med
Sejrens palmebladsvingende Genier i sit Følge.
Frøken Nanny satte sig et Øjeblik. Hun tog Plads paa en
Ottendedel af en Taburet, og der begyndte en af de sædvanlige
Visit-Samtaler, hvorunder hinanden fremmede Mennesker skaffer
sig Lejlighed til i Skjul af en Række Talemaader at anstille en
Undersøgelse af hinandens Ydre, Væsen og Manerer.
Per var nu slet ikke nogen Mester i at konversere. Dertil var
han bestandig for optaget af sig selv og sit eget. Desuden havde
han ingen Interesse for de sædvanlige Samtaleemner, vidste saa
lidt Besked om, hvad der foregik i Byen, i Teatrene, i
Politikens eller Literaturens Verden. Han følte ikke engang
nogen Forpligtelse til at være underholdende. Naar det ikke
desmindre nogle Gange var lykkedes ham at gøre Indtryk paa
Kvinder, var det sket ved en Art Overrumpling, et velberegnet
Tigerspring fra Tavshedens Baghold ud i de aabneste og frieste
Tilstaaelser.
Her sad han nu, mens den unge Pige fortalte, og dannede sig et
Skøn over Størrelsen af Grosserer Salomons Formue. Hans Øjne
stjal sig rundt i Salen. Og det svimlede for ham ved Tanken om,
at alt dette maaske engang skulde blive hans.
Til alt Held var Frk. Nanny i Stand til at besørge
Underholdningen ganske alene. Men samtidig med, at hun sad der
paa Kanten af sin Taburet -- i den korrekteste Stilling, med
Albuerne klemt ind i Siden og den lille, besløjfede Fløjlsmuffe
i Skødet -- og lod sin smukke, røde Mund løbe, havde ogsaa
hendes Øjne travlt og optog dristig Pers Person til Bedømmelse
Stykke for Stykke lige oppe fra Haaret med dets tykke Krøller og
ned til Anklerne, der saaes over de lidt landlige Sko.
Fru Salomon blev tilsidst en Smule urolig ved hendes Snaksomhed.
„Kære Barn, du glemmer vist din Spilletime.“
„Ja, lille Mama.“
Hun rejste sig straks. Med et hastigt Øjekast til Moderen og et
mere dvælende og mere talende til Per svansede hun ud.
Per viste sig meget adspredt efter hendes Bortgang. Det var
temmelig forrykte Svar, han gav Fru Salomon, der havde ledet
Talen hen paa hans Studier. Han var ganske fortryllet af den
unge Pige. Om det saa var hendes Gang, som han havde været
mindst tilfreds med, dengang hun kom ind, fordi den var en Smule
tung og vraltende, saa havde den, da hun gik bort (og just af
samme Grund) virket sært betagende paa ham. Den syntes ham saa
udpræget kvindelig, saa hunkønsagtig -- en ubevidst Logren.
Men nu opdagede han midt i Stuen en sortklædt Skikkelse -- en
Dame -- der maatte være kommen ind ad en Dør bagved ham.
„Min Datter Jakobe,“ forestillede Fru Salomon.
Per blev overrasket. Han havde aldrig tænkt paa, at der kunde
være andre Børn i Familjen end de to, han kendte, -- og der sneg
sig straks en bekymringsfuld Tanke til de Millioner, han i sin
Fantasi allerede havde taget i Besiddelse. Maaske er der endda
flere! -- foer det pludselig igennem ham med Skræk.
Den unge Dame syntes at være nogle Aar ældre end Søsteren, var
højere af Skikkelse og slankere, i Pers Øjne ligefrem uhyggelig
mager. Hun mindede ham i det hele mere om Broderen Ivan, havde
som denne stærkt udpræget jødiske Træk, en voksbleg Hud, en
stor, kroget Næse, en bred Mund og en kort afskaaren Hage.
Virkede hun allerede ved sit Ydre ubehageligt paa ham,
forbedredes Indtrykket ikke ved den Overlegenhed, hvormed hun --
tavs og paa Afstand -- besvarede hans Hilsen. Lidt efter rejste
han sig da ogsaa og sagde Farvel.
„Det var altsaa det saa meget omtalte Naturgeni,“ sagde Frøken
Jakobe, næsten før Døren havde lukket sig efter ham. „Han gjorde
unægtelig ikke noget synderlig civiliseret Indtryk.“
„Hans Opdragelse har vist været en Del forsømt,“ sagde Fru
Salomon. „Han har nok altid levet under meget trykkede Forhold,
fortæller Ivan.“
Datteren trak paa Skuldren.
„Ak ja, naturligvis … alle er de jo fattige i dette Land. Gud
give, der blot en eneste Gang maatte fremstaa en Begavelse
herhjemme, der fødtes rig. Der er i Længden noget ynkværdigt ved
det Armodsstempel, der vansirer selv de bedste. -- Og saa var
han jo ikke engang køn. Nanny udbasunerede ham forleden som en
komplet Byron.“
„Naa, køn … men han ser ganske godt ud.“
„Med de Gloøjne! Jeg fandt ham nu ligefrem hæslig,“ sagde
Datteren og lukkede med et Smæld en Bog, hun havde staaet og
bladet i. „Han virkede ubehagelig paa mig som en glasøjet Hest.
Og saa saae han saa brutal ud,“ tilføjede hun lidt efter med et
Udtryk, som gik der hende i det samme et mørkt Minde gennem
Sjælen.
„Jeg tror, han har irriteret dig, Jakobe.“
„Det har han ogsaa. Jeg veed ikke, hvorfra Nutidens Herrer har
faaet den slagteragtige Maade at betragte Kvinder paa. Det er,
som om de med Blikket vejer, hvor mange Pund Kød vi har paa
Kroppen.“
„Ja, han var lidt udannet, det saae jeg nok. Men man maa holde
den Slags unge Mennesker saadan noget tilgode,“ sagde Fru
Salomon sagtmodig.
„Ja, det siger du jo. Men jeg forstaar virkelig ikke, hvorfor vi
skal blive ved at belemres med alle Ivans mislykkede Genier. Vi
veed jo dog, hvad der kommer ud af det -- selv i bedste
Tilfælde. Nu ser du selv Fritjof Jensen. Han har dog vist ikke
mødt andet end Venlighed her i Huset -- jeg veed da, at Far
nogle Gange har hjulpet ham ud af Pengeforlegenheder. Og nu
skraaler ogsaa han op om „Jøderne“ i Aviserne.“
„Nu ja, min Pige, lad os nu ikke igen komme ind paa -- --.“
„Jeg synes, jeg lugter Kristenblod!“ lød det i det samme henne
fra en halvaaben Dør, hvor Onkelens skrækindjagende Ansigt viste
sig i Klemmen.
„Er det dig!“ sagde Fru Salomon. „Kom kun ind. Vi er alene nu …
jeg syntes, jeg hørte Børnene.“
„Her er Yngelen!“ sagde han.
Og ind stormede i deres Overtøj en Skare af sortøjede Børn i
Alder fra tolv til fire Aar … ikke mindre end fem i Antal og
alle saa friske og levedygtige af Udseende, at Synet deraf vilde
have bragt Per til Fortvivlelse. En Tid fyldtes nu Stuen af en
øredøvende Knebren fra alle disse røde Barnemunde, hvoraf ikke
en stod stille. Alle havde de noget at berette. Snart omsværmede
de Moderen, snart Søsteren eller Onkelen, og alle de mørke Øjne
lyste af Iver for at komme til at fortælle.
Da der endelig igen blev Ørenlyd, sagde Onkelen:
„Det er sandt … maa jeg gratulere til Husets ny Akvisition. Jeg
traf her for lidt siden en ung Hr. -- ja, hvad var det nu, han
hed? Det var et uanstændigt Navn. En Søn af en Pibekrave, ikke
sandt?“
„Kommer nu ogsaa du!“ udbrød Fru Salomon. „Hør, nu vil jeg ikke
høre mere om den Person. Han er en Bekendt af Ivan. Og han har
gjort os en Visit idag. Punktum … Bliver du her til Middag,
Heinrich?“
„Her? -- Lea, min Søster, har du nogensinde smagt en koscher
Svinesteg?“ sagde den lille Mand, af hvis Ord det selv for hans
Nærmeste ofte var vanskeligt at blive klog paa, hvormeget der
var ment i Spøg og hvormeget i Alvor.
Fru Salomon kom til at le.
„Du har nok spurgt dig for i Køkkenet, kan jeg mærke. Naa,
stille! Jeg hører Salomon.“

Overvældet af Indtrykkene fra det rige Hjem og opfyldt af sin
store Beslutning var Per imidlertid gaaet ad Hjemmet til. Han
havde lagt Vejen om ad nogle mennesketomme Sidegader, han
trængte til at være alene. Han havde nu ikke alene fundet sin
Vej og sit Maal men ogsaa Midlet. „Philip Salomons Svigersøn“,
-- det var Trylleordet, der skulde aabne Livets Fløjporte for
ham og gøre ham Menneskene underdanige.
Og hvorfor tvivle om sit Held? Naar han tænkte tilbage paa sit
Livs mange underlige Oplevelser, maatte han da ikke give Ivan
Ret i de Ord, han engang havde sagt om hans Aladdinslykke? Og
var der ikke som en Forudsigelse deri, at det netop var ham,
Nannys Broder, der først havde tydet Gudeskriften paa hans
Pande: Jeg kommer, ser, sejrer!


Syvende Kapitel.
Blandt de Mænd, der hver Dag ved To-Tiden kom gaaende op under
Børsrampens bredkronede Træer, var der ikke mange, hvem den
galonerede Døroplukker hilste med større Ærefrygt end en høj og
svær, rødmosset Mand med et sortlokket Hoved, en hvidbarberet
Dobbelthage og et Par ualmindelig tykke og blodfulde Læber
mellem de sædvanemæssige Grossererbakkenbarter. Ogsaa inde i den
brune Søjlehal blottedes mange Hoveder, hvor han kom forbi.
Særlig vakte hans Komme Opmærksomhed hos Kornagenterne i
Vinduesfordybningerne ud mod Kanalen og blandt de fragtsøgende
Skippere, der sad i en tavs Række paa den lange Bænk tilvenstre
for Indgangsdøren. Den statelige Mand var Grosserer Philip
Salomon, Chefen for det store Handelshus Isac Salomon & Søn, en
af Byens rigeste Mænd, hvis Formue Rygtet opgjorde til mellem
syv og otte Millioner.
Hans Ophold paa Børsen varede sjelden længe. Allerede naar
Betjenten gik gennem Salen med sin larmende Klokke for at
forkynde, at Kursnoteringen skulde begynde, var han i
Almindelighed færdig med sine Forretninger og vendte tilbage til
sit Kontor. Han hørte ikke til dem, der betragtede Børsen som en
Slags selskabelig Klub, hvor man mødtes efter Frokosten for at
snakke om Byens Nyt og kritisere den sidste Teaterforestilling.
Han viste sig ikke ofte i Teatrene og deltog kun nødtvungent i
Selskabslivet. Han delte sig ligelig mellem sin Forretning og
sin Familje, idet han ofrede den første sit klare og kolde
Hoved, den sidste sit varmtfølende og let overvundne Hjerte. Og
-- som man sagde om ham med en Hentydning til, at hans Kontor og
hans Hjem laa i samme Gade -- det hændte ham aldrig, at han „tog
fejl af Husnummeret“.
Philip Salomon var eneste Barn af den i sin Tid meget omtalte
Isac Salomon, efter hvem Firmaet havde Navn, -- en i mange
Maader mærkelig Mand, et Handelsgeni, der fra omvandrende
Sjakrer havde svunget sig op til at indtage en fremragende
Stilling paa det danske Pengemarked, -- „Salomon Goldkalb“, som
Folkevittigheden havde døbt ham. Han havde haft en Snes
Fuldskibe paa Søen, havde ejet Fabriker og vestindiske Plantager
og havde ved sit Snille aabnet den danske Handel nyt Opland paa
flere oversøiske Pladser. Under Jødeforfølgelsen i 1819 havde
han da ogsaa været blandt dem, der led mest Overlast fra den
københavnske Pøbels Side.
Det var ogsaa ham, der i sin Tid havde købt „Palæet“ og ladet
det istandsætte med saa ødsel en Pragt. Lige saa uanfægtet af de
Dydiges Forargelse som af Spotternes misundelige Forsøg paa at
latterliggøre ham var han ikke vegen tilbage for i sin hele
Livsførelse at kappes med selve Aristokratiets Stormænd. Han lod
sig køre gennem Byen med Fuldblods-Firspand og havde ved en
bestemt, festlig Lejlighed haft to Lakajer staaende bag paa
Karossen. Han gjorde sig til Beskytter for Videnskaben, stiftede
Legater, aabnede sit Hus for Kunstnere, -- og alt dette tiltrods
for, at han var en lille, svag og skrutrygget Mand, der vel
efterhaanden ved energisk Selvopdragelse havde erhvervet sig en
Del Kundskaber men ingen Dannelse, og som bevisligt havde købt
sin Kone for hundrede Rigsbankdaler af en fattig Jødeenke i
Jylland, hos hvem han engang under sin Omflakken havde haft
Logis.
Fra denne Mands Tid skrev sig ogsaa Forhallens orientalske
Vaabensamling og de mange andre kostbare Snurrepiberier, hvoraf
det salomonske Hjem endnu var fuldt, hele dette brogede og
prangende Musæum, som hans Skibe havde hjembragt til ham fra
alle Verdensdele, og som Sønnen -- mere af Pietetsfølelse end
fordi det tilfredsstillede hans personlige Smag -- havde ladet
henstaa i nogenlunde uforandret Skikkelse.
Philip Salomon havde i det hele kun arvet Forretningstalentet og
Arbejdsomheden efter sin Fader. Maaske bestod der dog ogsaa en
indre Sammenhæng mellem dennes Vandreaar og den Glæde ved
Naturen, der var Sønnen egen. Om Sommeren laa han længere paa
Landet end de fleste andre af Børsens Folk; og i den øvrige Tid
af Aaret kunde han om Søndagen, naar Vejret blot var taaleligt,
køre ud med hele Familjen allerede fra Morgenstunden. Han var da
altid selv Kusk, og hans Kone sad ved Siden af ham, mens en
Vrimmel af egne og andres Børn fyldte Charabanc’en bag dem.
Først et Par Mil ude i Landet standsede de ved en Kro eller inde
i en Skov, hvor Fru Salomon og de mindste blev ved Madkurvene,
mens Salomon og saamange af Børnene, som var store nok dertil,
drog paa Ekspedition omkring i Omegnen. Med sin store,
bredskyggede Hat skubbet bag i Nakken og med Overfrakken paa
Armen skridtede den frygtede Børskonge muntert afsted i Spidsen
for sin Sværm af krumnæsede Unger, som dansede og sloges og
hujede omkring ham med den Vildskab, der betager Købstadbørn og
især jødiske Børn i det Fri. Og nu kunde de ikke komme i
Nærheden af en Høj uden at bestorme den; ikke mødte de en
Bondemand, uden at Salomon gav sig i Snak med ham; ikke forlod
de nogen Vogterdreng, før han var blevet beriget med en Mark.
Men navnlig var Salomon en ivrig Blomsterplukker, og aldrig var
han gladere, end naar han ved Tilbagekomsten kunde overrække sin
Kone en rigtig stor Buket, for hvilken hun da takkede ham ved
smilende at give ham sin venstre Haand til Kys.
Fru Salomon var den i Begyndelsen af Halvtreserne saa berømte
Lea Delft -- eller Fru Lea Moritz, som hun en kort Tid hed --
hvis orientalske Skønhed havde bragt en lille Manufakturbutik i
Silkegade i stort Ry blandt Datidens Modeherrer og gjort