Lykke-Per. Første Del - 14

i Sindene, men som med elektriske Banstraaler jog Mørket og dets
Aander paa Flugt.
En Dag, som han sad der og glødede af Inspiration, fik han et
overraskende Besøg. Der blev slaaet et Par rappe Slag paa hans
Dør med en Stokkeknap, og „Direktør“ Delft aabenbarede sig i lys
Pariserdragt, pomadiseret og parfymeret, med et blaaligt Seglas
for det ene, stærkt skelende Øje.
„De har, ved Gud, skjult Dem godt,“ sagde han uden nogensomhelst
Indledning og saae sig mønstrende omkring i den lille, mørke
Bagstue, hvor det flød med Papirer og Tegneruller. „Saa her er
det altsaa, De sidder og udsteder Deres falske Veksler paa
Fremtiden! Det er virkelig ogsaa et Ideal af en
Falskmøntnerhule. -- For Guds Skyld! Jeg forstyrrer Dem dog vel
ikke i Fabrikationen af nogle hundrede Tusinde? Ha, ha, ha!“
Per kendte hans ligefremme Udtryksmaade for godt til at
fornærmes af den. Alligevel smilte han lidt tvungent. Han kunde
ikke lide denne grimme Mand og følte sig ubehagelig tilmode ved
Besøget. Hvad kan den gamle Slubbert ville mig? tænkte han.
„Det forbavser Dem dog vel ikke at se mig?“ spurgte Hr. Delft
med paatagen Ængstelse, efter at han havde gjort sig det
mageligt i den eenarmede Gyngestol, som Per havde budt ham Plads
i. „Jeg har saamænd længe ligget paa Tur ud til Dem, Hr.
Sidenius; men mine Forretninger har ikke levnet mig Tid før nu.
De urolige Forhold i Kina og Forviklingerne i Indien skaffer
vort Selskab et utroligt Bryderi. Jeg maa telegrafere den hele
Dag. -- Naa, men nu sidder jeg altsaa her for at passiare lidt
med Dem -- hen i Vejr og Vind, som man siger.“
Han gjorde her et lille Ophold i den tydelige Hensigt at spænde
Pers Nysgerrighed. Men Per forholdt sig roligt afventende og
spurgte ikke.
Der blev derfor en længere Pavse, hvorunder Hr. Delft paany
gjorde den fattige lille Stue til Genstand for en nærgaaende
Undersøgelse gennem sit Seglas.
„Har De nogensinde opholdt Dem i Kina, Hr. Sidenius? … I Indien
maaske? … Men i Amerika har De dog vel været? … Aa, der burde
alle unge Mænd rejse over og tage sig et Kursus i den Kunst at
kaste sig frem i Verden.“
Fornyet Pavse. Hvorefter Hr. Delfts Tone slog om og blev mere
forsigtig.
„Skulde De, Hr. Sidenius, tilfældigvis kunne erindre en lille
Samtale, vi havde med hinanden den første Gang, jeg havde den
Ære at hilse paa Dem i min Svogers Hus? De var saa elskværdig at
udtale nogle anerkendende Ord om min Niece, hvorfor jeg meget
takkede Dem. Jeg tillod mig ved den Lejlighed at henlede Deres
Opmærksomhed paa den Fornøjelse, De kunde skaffe Dem ved at
studere de mange latterlige Personager, som de unge Piger
trækker til Huset derhenne. Naa, har jeg ikke Ret? Er det ikke
mangen Gang et virkelig komisk Syn? Der kommer de unge Fyre
spankulerende og gør Haneben uden at have saa meget som en lybsk
Skilling i Lommen og med Ansigter saa uskyldige som en nyvasket
Barnerumpe.“
Per tænkte ved sig selv, at havde det ikke været for Jakobes
Skyld, skulde den gamle Kavaler snart være kommen paa Hovedet ud
af Døren.
„Og saa er det saa dansk … ikke sandt? … saa ægtepæredansk,“
blev Hr. Delft ufortrøden ved, idet han kastede et nyt,
medynksfuldt Blik om paa Stuens Kummerlighed. „I andre Länder
vilde saadan noget være en Umulighed … lod sig ganske ikke
tænke! I Amerika f. Eks. --.“
Han gav sig til at fortælle om, hvad han engang havde oplevet i
New-York med en ung Mand, der „machte en stor Karrier“ og
snappede en Milliardærdatter væk for Næsen af fødte Grever og
Baroner, endda han var en fattig Djævel, der spiste sin Middag i
en Saloon.
„Det unge Menneske hed Stadlmann, en Østerriger. Han var saadan
en Slags Geni eller Charlatan, man kalder det; han vilde lave
Sødmælk og Butter af Præriegræsset, uden at det først gik gennem
Køer. Storartet Ide! Saa var det paa et Laboratorium, han gik
der og eksperimenterte og blev bekendt med en Søn af Samuel
Smith -- De har nok hørt det Navn -- en af Børsens Matadorer i
Fifth Avenue, en Mand paa sine syv-otte Hundrede Millioner --
Dollars, forstaar De! Og Samuel havde en eneste Datter paa tyve
Aar, og, Gud forlade mig, gaar hun ikke hen og forliber sig i
denher Stymper og vil partu gifte sig med ham. Hvad gi’er De
mig! Naa, Fyren kom jo paa Hovedet ned ad Trapperne --
naturligvis. Dersom en Mand som Samuel havde saadan rent ud
foræret sin Datter bort, var han bleven til Grin i hele Unionen.
Men nu var vi nogle Stykker, der havde observeret detteher og
fulgt Sagens Gang, som det hedder; og vi sidder en Dag i vor
Klub og bliver enige om, at der maa kunne laves Forretning ud af
den Historie. Og saa dannede vi med det samme et Aktieselskab.“
„Et Aktieselskab? … Paa hvad?“ spurgte Per, der var begyndt at
lytte.
„Paa hvad? Paa den unge Mand naturligvis … paa hans Chancer
altsaa. Vi samlede en Aktiekapital … først paa fem, siden paa ti
Tusind Dollars, for at han kunde etablere sig som en ung
Levemand i New-York, leje sig en flot Lejlighed paa Broadway,
holde Tjener og Ridehest og give Soupers for Journalisterne og
blive omtalt i Bladene … kort at sige, efter Forløb af to
Maaneder var hans Navn bekendt over hele The Street. Saa kørte
han en Dag hen og friede hos Samuel.“
„Naa. Og fik hende?“
„Nej, ikke saa meget som en afklippet Negl af hende. Samuel
havde sin egen Spekulation med Pigebarnet. Han var selv en
Skarnkørers Søn og vilde derfor partu have sin Datter gift med
en Adelsmand.“
„Men hvordan gik det saa med Aktieselskabet?“
„Det gik meget godt. Det blev en Forretning paa sine Tohundrede
Procent.“
„Det forstaar jeg ikke. Naar Faderen kun vilde give Datteren til
en Adelsmand --“
„Ja, vi skaffede naturligvis Fyren det Adelskab. Det kostede os
fire Tusind Dollars. Men saa var det ogsaa et af Evropas ældste
og fineste Navne. Det gik meget nemt. Fyren leverte os Adressen
paa en gammel Enkegrevinde von Raben-Rabenstein i hans Hjemegn,
en fattig Djævel, som levede af at have Pensionat for unge
Piger. Vi sender hende en lang Skrivelse med Billet til New-York
og Retur og udbeder os hendes ærefulde Nærværelse ved den
højtidelige Aabning af et nyt Børneasyl, som vi havde oprettet i
filantropisk Øjemed, -- det var tre Unger fra Gaden og en
gammel, fordrukken Negerkælling, som vi havde engageret for tre
Maaneder, -- men det fortalte vi naturligvis ikke. Asylet skulde
bære Kejserindens Navn, skrev vi, og være særlig beregnet paa
Børn af østerrigske Forældre, … den kunde hun jo ikke staa for!
Det var en guddommelig Komedie! Ved hendes Ankomst med
Dampskibet mødte hele Interessentskabet med Blomsterbuketter og
kørte hende i en Karet med fire Heste til en Galladinner paa
Hotel Netherland, hvor hun blev præsenteret for Journalisterne
som Hr. Stadlmanns kødelige Tante, -- det stod altsammen at læse
i Bladene Dagen efter. Saa viste vi hende et lovformelig opsat
Adoptionsdokument og viftede hende lidt for Næsen med en
Tusinddollar-Check indtil hun besvimede. Seks Maaneder efter
blev den nybagte Greve von Raben-Rabensteins Bryllup fejret med
fyrstelig Pragt i Overværelse af hele Unionens Aristokrati. Jeg
kan tale med derom, for jeg var selv blandt de Indbudne og havde
den Ære at føre den unge Hertuginde af Catania født Simpson
tilbords.“
Per sad foroverbøjet og snoede nervøst sit Overskæg. Hr. Delft
havde med sin Fortælling stukket til hans ømme Sted: hans
Pengeforlegenhed. Det var daarlig nok, at hans Midler slog til
for hans personlige Fornødenheder i denne Tid. Hvorledes han
skulde skaffe sig Penge til at faa sin Bog trykt -- det
Spørgsmaal havde kostet ham meget Hovedbrud.
Han havde siddet ganske rolig og med et fremkunstlet Smil hørt
paa den vidtløftige Fortælling, der iøvrig ganske lignede de
Røverhistorier, Hr. Delft plejede at give tilbedste efter
Middagen i sin Svogers Hus. Han var kommen til at tænke paa, at
det muligvis vilde være klogt at holde gode Miner med denne
gamle Hyæne, og han overvejede nu, om ikke denne skulde kunne
benyttes til at skaffe et Laan tilveje paa ikke altfor ublu
Betingelser.
„Det er i Grunden ingen daarlig Tanke -- saadan at lave et
Aktieselskab paa en ung Mands Udsigter. Veed De hvad, Hr.
Direktør, den Trafik skulde De se at faa indført herhjemme. Jeg
har bare een Indvending. Hvorfor netop spekulere i
Ægteskabs-Chancer? De hører dog i Almindelighed til de mest
uberegnelige. Hvorfor ikke hellere spekulere i en anden af de
mangfoldige Muligheder, der kan aabne sig for en dygtig og
energisk ung Mand? Hvad siger De f. Eks. om en Ingeniør med en
eller anden god Ide … et originalt Vandbygningsprojekt f. Eks.
…?“
„Jeg indrømmer Dem,“ svarede Hr. Delft med et ubarmhjertigt
Smil, „paa Navnet kommer det mindre an, naar det ellers er
velklingende. Det Interessentskab, jeg talte om, hed saaledes
„Company til kunstig Fremstilling af Sødmælk og Fløde“. Et
fortræffeligt Navn! Vi fik paa det et Par godtroende Spækhøkere
til at tegne sig som Garanter.“
„Bien! De mener altsaa, at der kunde være Mulighed for at faa
dannet et lignende Konsortium her, naar en Mand f. Eks.
fremlagde Beregninger og nøjagtige Overslag, der tilfulde
godtgjorde, at hans Plan -- om den gennemførtes med Energi --
engang vilde kunne indbringe Millioner?“
„Ja -- hvorfor ikke?“
Svarets overraskende Ligefremhed gjorde Per mistænksom. Han vil
lokke mig i en Fælde, tænkte han. Han kender mine Planer, og nu
er det hans Mening at faa mig til at udlevere mig, for at han
bagefter kan prostituere mig for Jakobe og hendes Familje.
Han trak sig atter ind i sig selv og tav. Men da Hr. Delft nu
tog til sin Hat, som vilde han gaa, blev han alligevel urolig.
Han sagde til sig selv, at han jo dog vilde være nødt til at
gribe til en eller anden fortvivlet Udvej for at skaffe Penge,
og han besluttede at vove sig i hvert Fald endnu et lille Stykke
frem. Men pludselig faldt der en stor Lede over ham. Han følte
sig saa nedværdiget af disse uendelige Pengebekymringer. Han
harmedes ved saaledes stadig at maatte gaa Snigveje og hykle og
lyve for at skaffe sig, hvad han skulde bruge. I en Slags
Desperation brød han med alle Betænkeligheder og sagde:
„Hr. Direktør -- skal vi ikke lade al Forstillelse fare? Jeg kan
forstaa paa Dem, at De kender min Tilbøjelighed for Deres Niece,
og jeg gør Dem gerne den Indrømmelse, at det er noget ubesindigt
af mig i min nuværende Stilling at gøre mig Forhaabninger
overfor en Dame med saa mange udmærkede -- baade indre og ydre
-- Fortrin.“
„Meget smukt talt. Meget smukt.“
„Nu vel. De har nu selv bragt Sagen paa Bane, og De har derved
givet mig nogen Berettigelse til at gøre Dem følgende ligefremme
Spørgsmaal: Vil De, Hr. Direktør, sætte Dem i Bevægelse for til
Gunst for mig at faa dannet et saadant Interessentskab som det,
vi før talte om?“
„Jeg?“ udbrød den lille Mand og rejste sig i hyklet Bestyrtelse
halvt op fra Stolen.
„Ja, netop De!“ vedblev Per. „Jeg tilstaar, jeg er for Tiden i
stærk Forlegenhed. Jeg maa have Penge … Jeg skal have Penge, om
jeg saa skal stjæle dem.“
Hr. Delft, der iøvrig troede, at det stadig var Nanny, Pers
Planer galdt, var nu kommen derhen, hvor han vilde. Pers sidste
Udtalelse syntes han godt om. Den bestyrkede ham i høj Grad i
Troen paa, at Per sad inde med Betingelser for at gøre Karriere
og opnaa en Samfundsstilling, der anstod sig hans Søsters
Datter.
Han lo pludselig helt fornøjet.
„De er ikke ueffen. Tror jeg ikke, De foreslaar mig en Geschæft
om min egen Niece. Naa -- Tanken respekterer jeg. Men jeg gør
ikke Privatforretninger mere. Heller ikke med unge Piger. Men nu
skal jeg sige Dem, hvorfor jeg er kommen. Jeg har Tillid til
Dem, unge Mand! Jeg har Tro paa Deres Fremtid, og jeg vil hjælpe
Dem. De trænger til Penge. De skal faa dem. Men jeg siger Dem
straks -- her bliver ikke Tale om at betale nogen Rente eller
saadan noget. Det er altsaa ingen Forretning, forstaar De -- saa
kan De ellers kalde det, hvad De vil. Kender De David Griesmann,
Overretssagføreren? Han boer i Klosterstræde. Hos ham kan De
hæve, hvad De foreløbig har Brug for, mod Sikkerhed i -- nu ja,
i det forventede Udbytte af Deres eminente Opdagelser,
naturligvis. Men -- jeg siger Dem -- jeg vil have mit Navn holdt
udenfor. Dersom Nogen spørger mig, om det er mig, der
forstrækker Dem, siger jeg rentud nej. At De forstaar mig!“
Per svarede ingenting. Hr. Delfts Tone og overlegne
Beskyttermine gjorde ham det umuligt at fortsætte Forhandlingen;
og desuden havde han ingensomhelst Tillid til Paalideligheden af
dette altfor uegennyttige Tilbud.
Da „Direktøren“ nu igen tog til sin Hat, holdt han ham derfor
ikke længer tilbage. Han sagde blot med et Smil -- for at give
en Slags Forklaring:
„Ja, naturligvis opfatter jeg Deres Tilbud som et muntert
Indfald. Forhaabenlig forstod De ogsaa nok, at mine Ord var ment
i Spøg. De smittede mig virkelig med Deres amerikanske
Historie.“
Hr. Delft saae først lidt overrasket paa ham. Derpaa smilte han
med sit allerubarmhjertigste Smil.
„Gudbevares, Hr. Ingeniør! De har altfor ringe Tillid til min
Opfattelsesevne. Den fejler ellers ikke noget, vil jeg sige Dem.
Imidlertid … skulde De ved Lejlighed faa Lyst til at fortsætte
Spøgen, saa veed De nu, hvor Hr. Griesmann boer. Han har
Kontortid mellem ti og fire. Og jeg kan forsikre Dem, han har
megen komisk Sans … megen komisk Sans! Jeg anbefaler mig!“
Han stod allerede med Haanden paa Dørklinken, da han atter
vendte sig om mod Per, der var bleven staaende ved Bordet.
„Endnu et Ord, Hr. Sidenius! De har til min Søstersøn omtalt en
Enkebaronesse von Bernt-Adlersborg, ikke sandt? Undskyld mig mit
paatrængende Spørgsmaal … kender De noget nøjere til den Dame?“
„Nej. Jeg kendte en Smule til hendes afdøde Bror. Men hvorfor
vil De --?“
„Undskyld mig! Det er en ældre Dame, ikke sandt? Og vistnok
saadan lidt … lidt morsch i Hovedet?“
„Maaske. Men maa jeg spørge -- --?“
„Og De havde forleden et Brev fra hende, … et venligt Brev fra
Udlandet. Ivan har fortalt mig det. Hun havde bedt Dem om at
besøge hende i hendes Hjem i Sommer, og hun beklager nu, at hun
gennemgaar en Kur og først kommer tilbage til Vinter. Er det
ikke rigtigt?“
„Men for Pokker!“ udbrød nu Per utaalmodig og slog Knoen i
Bordet. „Hvorfor gør De mig alle de Spørgsmaal?“
Men uden at lade sig forskrække gik den lille grimme Mandsling
ham tæt ind paa Livet, løftede sig paa Taaspidserne og sagde:
„Jo -- jeg skal sige Dem -- der kunde muligvis ogsaa her i
Landet tænkes Folk, der kun vil gifte deres Døtre bort til Mænd
med et adeligt Navn. Adjø!“
* *
*
Salomons var allerede i Slutningen af Maj flyttet ud til deres
Sommerbolig „Skovbakken“, en Villa ved Kysten en Times Rejse fra
København. Per tog gerne derud om Søndagen, naar der var aabent
Hus, men viste sig ogsaa til andre Tider under Paaskud af at
ville raadføre sig med Ivan om Bøgers Trykning og lignende Ting,
der angik hans Pjece. At ikke alle i Familjen var lige glade ved
hans Besøg, og at navnlig Nanny oftere viste ham sin Ryg end sit
Ansigt, efter at det var gaaet op for hende, at hun var bleven
vraget, bekymrede ham ikke. Fra det Øjeblik, han var kommen til
den Overbevisning, at det var Søsteren, han holdt af, og at han
næppe forringede sine Fremtidsudsigter ved at følge sin
Tilbøjelighed, søgte han under sine Besøg udelukkende Jakobes
Selskab.
Nu var der ulykkeligvis ikke foregaaet en tilsvarende Stigning i
Jakobes Følelser for ham. Tværtimod. Noget af den Uhygge, hans
Person havde indgydt hende ved deres allerførste Møde, var igen
bleven levende hos hende efter hin Aftensamtale i København,
hvor han havde betroet hende sit Forhold til Forældre og
Søskende. Saa oprigtigt hendes eget Had til Kristendommen end
var, stødtes hun tilbage af den tilsyneladende Ro og Ufølsomhed,
hvormed han havde omtalt den hele Sag. I sin mosaiske Ærefrygt
for Hjemmet og Slægten skræmmedes hun af en saadan Uforsonlighed
overfor de Nærmeste.
Saa var der desuden kommen noget i selve hans Optræden, der
virkede ubehageligt paa hende. Efterhaanden som han overvandt
sin selskabelige Usikkerhed, der hidtil havde lagt en Dæmper paa
hans Selvfølelse, ytrede der sig blandt andet en uheldig
Tilbøjelighed hos ham til at tale i Tide og Utide. Efter at have
læst en halv Snes Bøger af Dr. Nathan og ligesindede Forfattere
følte han øjensynlig sin Viden tilstrækkelig grundfæstet og
kastede sig med provinsiel Frejdighed ind i enhver Diskussion om
Tidens store Frigørelseskamp. Navnlig efter Middagsbordet, hvor
han gerne drak tæt, gav han sig uforknyt til at forkynde, ja
næsten præke om Menneskehedens kommende Stortid og
Naturvidenskabens Evangelier -- paa en Maade, der undertiden
vakte Smil og Forlegenhed hos dem, der hørte ham.
Han skulde absolut paa enhver Vis udmærke sig. Paa Spasereturene
ude i Skoven sprang han over alle Vejbommene og opfordrede de
andre Herrer i Selskabet til at gøre ham det efter. Var de ude
at ro, tog han straks begge Aarene for at gøre sig til af sine
Armkræfter. -- Ogsaa med sin Paaklædning stødte han an. Efter
tarvelig fransk Mode sad hans Klæder meget stramt omkring ham og
fremhævede næsten uanstændigt hans kraftige Legemsformer. Dertil
havde han nu til Sommerbrug anskaffet sig en egen Slags dybt
udringet Linned, der ikke alene blottede hans muskelsvære Hals
men tillige aabenbarede det øverste af Brystet, hvad der gav ham
en vis, utækkelig Lighed med den Slags unge Mennesker, der
ernærer sig af Glædespigernes Kærlighed. Nanny hoverede
regelmæssig, hver Gang han havde været der i Besøg. Hun plejede
at sige: „Naar han en skønne Dag revner af Vigtighed, er jeg
bange for, det bliver over Bagpartiet.“
Jakobe havde trods alt nærmest ondt af ham. Men da det endelig
begyndte at gaa op for hende, at det var hende selv og ikke
Søsteren, hans Efterstræbelse galdt, og at det var for at tækkes
hende, han saadan slog om sig med sin Kraftnatur, vidste hun
ikke længer, hvad hun skulde stille op med ham. Hun sørgede for
aldrig mere at blive ene med ham, og hun talte til sin Broder
om, at han maatte se at faa ham til at gøre Alvor af den
Udenlandsrejse, der havde været talt om. Det gik ikke an, sagde
hun, at han blev ved at komme der i Huset, før han i det mindste
selv indsaae sin Mangel paa Kulturafslibning; og hertil vilde et
Ophold blandt Fremmede vistnok hurtigst hjælpe ham.
Tilsidst blev Bevidstheden om hans Hensigter hende uudholdelig,
og en Dag var det nær gaaet galt. Det var i Begyndelsen af Juli.
Familjen sad ude paa den brede, gruslagte Terrasse foran Villaen
og nød Aftenkøligheden efter en lummerhed Dag. Man havde nylig
rejst sig fra Middagsbordet og sad endnu ved Kaffen. Paa den
monumentale, togrenede Marmortrappe, der førte ned til Vandet
mellem Rosenbudskadser, løb og krøb de mindre og mindste Børn op
og ned i hvide Dragter og store Solhatte. Det var midt i
Blomstringstiden. Buskene blussede af Farver, og ved hvert
Vindpust gled en Vellugtsbølge henover Kaffebordet og blandede
sig med Duften af Philip Salomons Havannacigar.
Der var ingen andre Fremmede end Husvennen, Hr. Eybert, som
Dagen i Forvejen var kommen hjem fra sin aarlige Baderejse med
en ny, umærkelig lille Isseplade fra Gossec i Paris. Den
fyrretyveaarige Mand tog sig helt ungdommelig ud, som han sad
der, brunet af Sydfrankrigs Sol, og fortalte om sine
Alpeudflugter og om fælles Bekendte, han havde truffet
undervejs. Philip Salomon, der havde rykket sig lidt bort fra
Bordet for at gennemløbe Aftenaviserne, indskød nu og da et
Spørgsmaal eller meddelte Ivan en Børsnyhed. Uden Vanskelighed
fulgte denne Mand to-tre forskellige Samtaler samtidig med, at
han multiplicerede femcifrede Tal i Hovedet og opskrev Facit et
eller andet Sted i sin Hukommelses mægtige Kopibog. Og alligevel
var der ingen af dem alle, der mere bevidst end han nød Aftenens
Fred og Rosenduften og det hele Hjemmelivs Tryghed og Glæde.
Nanny var ikke hjemme. Umiddelbart efter Bordet var hun taget
bort for sammen med en Veninde at overvære en Sommerkoncert paa
Klampenborg, hvortil hun var bleven indbudt af Dyhring --
Journalisten.
Ved Otte-Tiden dukkede Per pludselig op. Han var i slet Lune.
Tvunget af Nøden og i Grunden uden at vente nogetsomhelst
Resultat deraf havde han om Formiddagen opsøgt den
Overretssagfører Griesmann, til hvem Hr. Delft med saa mystiske
Ord havde henvist ham; og til sin Forbavselse havde han straks
faaet udbetalt en større Sum alene ved at nævne sit Navn og
udstede en Kvittering. Men til Trods for, at han herved for lang
Tid var bleven befriet for den eneste, virkelige Sorg, han endnu
kendte og anerkendte, var han gaaet utilfreds og urolig hjem.
Med en Fornemmelse af paa uværdig Maade at have solgt sig havde
han laaset Seddelbunkerne inde i sin Kommodeskuffe uden engang
at ville eftertælle dem.
Synet af den hjemvendte Medbejler, som sad der forynget ved
Jakobes Side, forbedrede ikke hans Sindsstemning. I den Sum af
meget blandede Følelser, der udgjorde Pers Kærlighed til den
unge Dame, var Forfængeligheden en af de mest fremtrædende; og
selv et mindre mistænksomt Øje end hans vilde straks have kunnet
se, at hun var ikke saa lidt optaget af Hr. Eyberts
Tilbagekomst.
Den beregnede Skødesløshed, hvormed han derfor hilste paa sin
Rival, kom han imidlertid til at overdrive i en Grad, saa den
forfejlede sin Virkning og fik Hr. Eybert til at smile.
„Jeg tror, jeg har været saa uheldig at gøre mig den unge Mand
til Fjende,“ bemærkede han paa Fransk halvhøjt til Jakobe, der
-- i sin Opbragthed over Pers Opførsel -- undlod at svare.
Uheldigvis opfattedes Ordene ogsaa af Per, og hans Ansigt
falmede. Trods gentagne Opfordringer til ham om at tage Plads
blev han staaende. Selv da Ivan skød en Stol helt hen til ham,
satte han sig ikke. Han anbragte blot Haanden paa dens Ryg, og i
denne Stilling blev han ved at se over paa Eybert med et
uforskammet Blik. Der blev nogen Uro mellem de andre. Men i det
samme kom der heldigvis nye Besøgende, og en Skandale blev
afværget.
Jakobe forvandt dog ikke hele Aftenen disse Øjeblikkes
angstfulde Ophidselse. Hun var formelig kommen til at ryste. Og
hun lovede sig selv, at hun nu ikke længer vilde finde sig i
denne taabelige Drengs Anmasselser. Hun havde aabenbart allerede
vist ham en altfor stor Overbærenhed. Dersom han endnu en eneste
Gang vovede en saadan Opførsel, vilde hun bede Faderen forbyde
ham Huset. Den dumme, indbildske Knægt! Hvad maatte Eybert
tænke?
Da de Fremmede var gaaet og Moderen og Jakobe nogle Øjeblikke
havde siddet alene paa Terrassen uden at sige noget, gav den
første sig til at tale om Eybert.
„Jeg tror, han var lidt urolig for sin lille Astrid. Hun er nok
igen ikke rigtig flink.“
„Saa--aa,“ sagde Jakobe og blev langsomt rød. „Det har jeg ikke
hørt ham tale om. Det er dog vel ikke noget slemt?“
„Det tror jeg egenlig ikke; men det var dog vist af den Grund,
han tog lidt tidlig hjem. Han har jo ingen stor Tillid til sin
Husholderske, veed du. Han er virkelig rigtig ilde stillet,
stakkels Mand.“
Det sidste syntes Jakobe at overhøre. Hun lænede sig tilbage i
Kurvestolen med Hænderne samlede i Skødet og saae ud over
Sundet, der laa blankt og mælkefarvet under en stor og tom og
stjerneløs Aftenhimmel. Ovre paa Svenskekysten brændte Ruderne
endnu i Solnedgangsskæret.
Det var ikke nogen Hemmelighed for hende, at Forældrene gerne
saae hende gift med Eybert. Navnlig i den allersidste Tid havde
Moderen røbet megen Iver for at paavirke hende i den Retning,
hvad der forresten havde opbragt hende en lille Smule, fordi det
havde været saa ganske overflødigt. Hendes Tanker havde i den
sidste Maaned ganske af sig selv søgt ham hyppigere end
nogensinde før i deres lange Bekendtskabstid. Hun havde under
hans Fraværelse for første Gang for Alvor savnet hans Selskab.
Hun havde næsten daglig længtes … ikke alene efter deres
fortrolige Meningsudvekslinger om alt det mistrøstende, der
skete rundt om i Verden, men efter selve hans personlige
Nærværelse, efter hans lyse Smil, hans kloge Øjne, efter den
hele afklarede Ro, der prægede hans Væsen, og som virkede saa
velgørende paa hende. Naar hun før var kommen til at rødme, var
det paa Grund af det stærke Indtryk, det gjorde paa hende at
høre om hans lille Datters Sygdom. Hun havde i det Øjeblik med
undselig Forvirring følt, at hun allerede halvvejs betragtede
sig som hans Børns Moder.
At hun ikke elskede ham saaledes, som hun før havde elsket
andre, vidste hun godt; men herover gjorde hun sig ingen
Skrupler. Nu i sin modne Alder foretrak hun denne tillidsfulde
Tryghed, hun følte ved hans Side, for den store Lidenskabs
hærgende Feber. Hun sagde til sig selv, at var han ikke et
saadant stolt og herligt Sandhedsvidne, som hun engang i sin
Ungdoms Overmod havde drømt om at skænke Hvile og Glæde ved sit
Bryst, saa var han dog en Mand med en alvorlig Overbevisning. Og
var han ikke længer helt ung, saa skæmmedes han til Gengæld ikke
af den Ufærdighed og den forlorne Mandighed, der ofte gjorde
unge Mænd saa usmagelige.
Og saa var der altid en saadan ren og god Lugt ved hans Person,
-- hvad der betød uendelig meget for hende, der ikke kunde være
sammen med Nogen uden at modtage et ganske bestemt Lugtindtryk
af Vedkommende og lang Tid efter til sin store Plage forfølges
deraf, undertiden som en ulidelig Hallucination. -- Per sporede
hun i over tre Alens Afstand paa den Fattigdommens Stank af
Hengemthed og daarlig Vadsk og gammel Tobak, der hang ved hans
Klæder.
Endelig besad Eybert et Fortrin, der havde beskæftiget hende,
endog før han paa nogen Maade var bleven hende sympatisk. Han
var af en anset Familje, og med sine gode Formuesforhold og sin
akademiske Fortid (han var statsvidenskabelig Kandidat) var han
hurtig bleven en af den fremblomstrende københavnske
Liberalismes ledende Mænd med Sæde i Tinget og en ikke helt
ringe Indflydelse paa sit Partis Politik. Folk, der morede sig
med at sammensætte Ministerlister for det -- just ikke
sandsynlige -- Tilfælde, at frisindede Anskuelser skulde blive
repræsenterede i Regeringen, nævnte gerne hans Navn i første
Række; og denne Udsigt til Højhed og Magtbesiddelse havde
bestandig haft noget stærkt tillokkende for hende. Den
Ligegyldighed for selskabelig Rang og ydre Udmærkelse, som hun
bar tilskue, var ikke helt naturlig; den var et Nødskjul, som
Klogskab og Stolthed paabød hende. I flygtige Øjeblikke kunde
endnu Drømme om i selve Hoffets Sale at skaffe sig Oprejsning
for sine Ydmygelser og ved Kongers og Kejseres Arm at triumfere
over sit Blods Forhaanere faa hendes Kinder til at gløde. Dersom
ikke hendes nøgterne Forstand hurtig havde overbevist hende om
Fantasteriet i slige Tanker, skulde hun visselig ikke have ladet
den stakkels Eybert gaa saalænge og sukke forgæves.
* *
*
For Pers Vedkommende fik Sammenstødet med Eybert den Betydning,
at han besluttede sig til at fri snarest mulig. Nu, da han var
kommen til Penge, vilde han nemlig gøre Alvor af at rejse bort
et Aarstid for at gøre praktiske Studier rundtom i Udlandet --
baade i Evropa og Amerika. Men forinden vilde han sikre sig
Jakobe. Han turde ikke udsætte sig for, at Hr. Eybert eller en
anden omluskende gammel Ræv snappede hende bort under hans
Fraværelse.
At Jakobe just ikke opmuntrede ham men endog temmelig tydeligt
undgik hans Selskab, nedslog ikke hans Haab. Han havde fra
første Færd været klar over, at han maatte gaa lempelig
tilværks, saa at sige erobre hende Stykke for Stykke, … og
forresten mente han allerede at være rykket hendes Hjerte saa
nær, at han kunde høre det banke. Den forøgede Skyhed, hvormed
hun i den sidste Tid omgikkes ham, opfattede han netop som et
godt Tegn. Nu vilde han holde sig lidt paa Afstand og give hende
Ro og Tid til at overveje, forinden han skred til Handling.
En Dag fik han et Ekspresbrev fra Ivan, der glædestraalende
meddelte ham, at den Artikel, Dyhring havde lovet at skrive om
hans Ideer, nu var gaaet i Trykken og rimeligvis vilde komme i
„Falken“ allerede den næste Dag.
„Tjen mig nu i“ -- skrev han -- „at gøre Dyhring en Visit. Jeg