Lykke-Per. Første Del - 19

hvortil han nu ogsaa i hendes Øjne var kaaret af selve Skæbnen.
Til Gengæld gav hun sig mere og mere uforbeholdent hen i sin
Lidenskab for hans Person. Det opstemte Ømhedsvæld i hendes
Bryst, den brændende Hengivelsestrang, der fra hendes Barneaar
havde voldet hende saa mangen bitter Ydmygelse, kunde nu endelig
faa Udbrud. Dag og Nat var hendes Tanker hos ham. Hver Morgen
sendte hun friske Blomster til at live op i hans triste Stue.
Hun overvældede ham med allehaande unyttige Foræringer,
anspændte daglig sin Opfindsomhed for at udtænke noget, der
kunde glæde ham. Tilsidst fik hun endog Forældrene overtalt til
at flytte til Byen tidligere end sædvanlig, saa hun kunde se ham
hyppigere, vente hans Komme hver Time paa Dagen og om Natten
vide ham blot ottehundredeogtredive Skridt fra hendes Side, --
hun havde selv engang i Smug opmaalt Afstanden. Men selv dette
var hende ikke altid nok. En Time efter, at han var gaaet fra
hende, kunde hun sætte sig ned og skrive til ham eller
telegrafere. Bestandig var der noget, hun nødvendigvis straks
maatte sige ham, eller noget, hun frygtede for ikke at have
faaet sagt paa rette Maade, eller noget, hun havde sagt men nu
fortrød og vilde bede ham glemme -- altsammen halvt ubevidste
Paaskud for at sige ham dette ene og eneste: at hun elskede ham,
og at hun talte Minuterne og sit Hjertes Sekundslag, til hun
saae ham igen.
„Bon jour, Monsieur!“ skrev hun til ham en Morgen, da Solen
skinnede ind ad hendes Vindu. „Mon du skulde komme i Formiddag?
I saa Fald kunde jeg jo spare mig denne Epistel. Men du er saa
uberegnelig. Hvorfor kom du ikke iaftes? Jeg ventede til Klokken
ti, gik saa i Seng i daarligt Humør og hadede dig af et
oprigtigt Hjerte til Klokken elleve. Idag tilgiver jeg dig for
det prægtige Solskinsvejrs Skyld. -- Kunde du nu ikke for denne
Dag lade dine Korrekturer og Tegninger hvile og komme her ved
To-Tiden; saa er kun Moder og jeg hjemme. Husk paa, at vi snart
er langt borte fra hinanden, og naar du er rejst, gaar jeg i
Kloster og gennemlever Evigheden, indtil du kommer tilbage.“
Per gik under alt dette omkring med en lykkelig Pasjafornemmelse
og tog i Løbet af en Maaned tolv Pund til i Vægt. Alligevel --
den erotiske Atmosfære, hvori Jakobe indhyllede ham, kunde til
Tider blive ham lidt for tropisk. Han kunde nok selv ved
Lejlighed flamme op, navnlig naar de efter Middagen sad ene
sammen i Kabinettet. Men Jakobes evigvarende Blussen var ham
fremmedartet og i Længden temmelig anstrengende. Med sit fra
Barndommen forkrøblede Følelsesliv, beklippet for alle andre
Rørelser end saadanne, der trivedes i Skyggen og opelskedes af
den barske Vind, følte han sig næsten tilbagestødt af hendes
solmodnede Elskov. Han kunde sidde halvt forlegen under hendes
ubeherskede Kærlighedsudbrud og var i det hele mangen Gang en
ret kejtet Elsker.
En Dag, da de sad ene i Mørkningen, lagde Jakobe Armene om hans
Hals og sagde:
„Har du rigtig tænkt paa, Per, at du endnu aldrig har sagt mig,
at du elsker mig?“
„Men du veed det jo.“
„Jamen det er mig ikke nok. Jeg vil høre dig sige det. Jeg maa
dog i det mindste een Gang høre, hvordan det lyder, naar min
Kæreste siger mig, at han elsker mig. -- Gør det nu, Per!“
„Men, kære, jeg har da virkelig ofte sagt dig, at -- --“
„Ikke med de Ord, Per! Og det er netop dem, jeg vil høre. Husk
paa, at det er de tre Ord, vi Kvinder hører lyde for vort Øre
Dag og Nat, vaagen og i Drømme, lige fra vi kommer hjem fra vort
første Bal. Sig dem, Per! Skal jeg hjælpe dig! Hør da -- nu
gentager du mine Ord, saa bliver det ovenikøbet en gensidig
Bekendelse -- Altsaa: Jeg --“
„Jeg,“ gentog han.
„Elsker --“
„Nej, det er virkelig for dumt, Jakobe,“ indvendte Per, rød i
Hovedet af Flauhed, og holdt Haanden for hendes Mund. Og da hun
vedblev at tigge, gjorde han sig vred og frigjorde sig for
hendes Arme.
Dog, saa lettet han ofte følte sig, naar han om Aftenen, efter
den sidste, stormfulde Afsked ude i Forstuen, kom ud paa Gaden
og tændte sig en Cigar, -- han havde aldrig Lyst til straks at
gaa hjem til sit Arbejde, endmindre til som i gamle Dage at
drive ind paa en Kafe. Han var kommen til at holde af at spasere
omkring i Gaderne, helst i de stille og mennesketomme, og give
sig hen i visse nye Stemninger, som han ikke ret forstod.
Ligesom hin første Gang, da han uforvarende var kommen til at
drikke af Evighedens Kilde, havde han en betagende, halvt
skræmmende Fornemmelse af, at der var ved at aabne sig en
Eventyrverden i hans Indre. Men medens den Kærlighedens
Paradishave, hvori han var bleven indført ved den brave
Fransisca, havde været en hyggelig lille Urtegaard med Reseda og
Levkøj og velpassede Køkkenbede, stirrede han nu ind i en
susende Palmelund, stor og højtidelig som et Tempel. Han
begyndte under disse Nattevandringer at faa en Anelse om en
højere Lykke, en større og renere jordisk Lyst end den, han
hidtil havde eftertragtet. Han begyndte at forstaa, at Livet kun
blev rigt ved en Kvindes Kærlighed, og at der var en dybere
Sandhed, end han selv havde vidst, i hans letfærdigt mente Ord
om det Favntagets Himmerig, hvor der var Glemsel for alle
Sorger, Tilgivelse for alle Synder.
En Nat efter Hjemkomsten fra en saadan timelang Vandring skrev
han disse Linjer til Jakobe:
„Der var en Mand, der engang for Spøg kaldte mig for
„Lykke-Per“. Nu, jeg har egenlig heller aldrig selv betragtet
mig som Stedbarn her i Livet. Maaske har jeg i enkelte,
mismodige Øjeblikke kunnet beklage mig over den Skæbne, der lod
mig fødes i det Land, hvor Præstens Søn Adam engang i Tidernes
Morgen giftede sig med Degnens Datter Eva og efterhaanden
opfyldte Jorden med to Millioner Sidenius’er. Men naar jeg nu
ser tilbage paa de forløbne Aar, saa føler jeg, at en Skytsaand
har fulgt mig gennem Livet, og skønt jeg ofte har været paa
Vildspor og jaget efter uægte Glimmer, saa staar jeg nu med
Sejrens Guldkrone i min Haand: dig og din Kærlighed.
Jeg føler Trang til endnu engang, inden jeg gaar til Ro, at
indeslutte dig i mine Tanker og takke dig. Du var min gode
Skytsaand fra den Dag, jeg første Gang betraadte dine Forældres
Hus, det vil sige fra den Dag, der betegner det store Vendepunkt
i mit Liv. Hvad jeg forleden ikke kunde komme over at sige, da
jeg sad hos dig og du bad mig derom, det hvisker jeg nu til dig
gennem Nattestilheden: Jeg -- elsker -- dig!“
Da han den næste Dag i nøgtern Stemning gennemlæste Brevet,
følte han sig flau og brændte det. Saa skrev han et andet i
Stedet, hvori han mest fortalte om sin Bog.
„Det er en Pokkers Tid, det tager med det Trykkeri. Det er nok
de Tegninger, der forsinker; de skal jo skæres i Træ. Veed du
forresten, jeg tænker paa at ændre Bogens Titel. „Nye Tider“
lyder saa almindeligt. „Fremtidsstaten“ vil jeg kalde den.
Klinger det ikke godt?“
* *
*
Man var kommen ind i Oktober, og Per var endelig bleven færdig
med sine Rejseforberedelser. Det var hans Hensigt først at
tilbringe nogen Tid i Tyskland og besøge et Par af de
bekendteste tekniske Instituter dernede. Senere vilde han se at
faa Lejlighed til at følge et eller andet af de store
Vandbygningsarbejder, der udførtes af det engelsk-amerikanske
Verdensfirma Blackbourn & Gries, hvortil hans Svigerfader havde
lovet at skaffe ham Anbefaling. Iøvrigt agtede han sig til
Paris, London, New-York og et Par andre af de nordamerikanske
Storstæder. I det hele vilde han blive borte et Par Aar.
Skønt Jakobe ikke fattede, hvordan denne lange Tid skulde gaa
for hende, gjorde hun ingen Indvendinger. Ja, det var endogsaa
hende, der havde faaet det ene Aar lagt til. Per selv havde ment
at kunne nøjes med den halve Tid; men hun bad ham indtrængende
om ikke at forhaste sig, og hun fandt i dette Punkt Medhold hos
sin Fader, der en Dag lod Per kalde til sig paa sit Kontor og
her overgav ham et Akkreditiv paa fem Tusinde Kroner med den
Tilføjelse, at det skulde blive fornyet efter Udløbet af et Aar.
Midt under Travlheden med Indpakning og Fuldstændiggørelse af
sit ret vidtløftige Rejseudstyr modtog Per en Dag et Brev fra
Eberhard. Broderen skrev, at det var kommet ham for Øre, at han
stod i Begreb med at begive sig til Udlandet; han vilde derfor
ikke undlade at gøre ham bekendt med Faderens Tilstand, der nu
var en saadan, at Katastrofen kunde ventes naarsomhelst. Selv
agtede han sig med det allerførste hjem for at kunne være
tilstede ved Dødslejet, hvor i det hele alle de andre Søskende
ventelig vilde samles.
Efter Modtagelsen af dette Brev gik Per en halv Dag op og ned ad
sit Gulv i tvivlraadige Tanker. Brevets Tone havde været
usædvanlig hensynsfuld, og Lykken havde stemt ham selv
forsonlig. Ingen vilde jo nu heller kunne mistænke ham for at
vende tilbage som den fortabte Søn -- tænkte han.
Og dog! Endnu var hans Triumf ikke fuldstændig. -- Var hans Bog
endda udkommen!
Han brændte tilsidst Brevet sammen med en Del gamle Papirer, som
han ryddede ud af sine Skuffer, og talte slet ikke til Jakobe om
det.
Dagen efter rejste han til Tyskland.