Lykke-Per. Første Del - 04

Guldflod ind til Byens fattige Pæreskipperhavn. Og denne Drøm om
paa saadan Maade at blive en Velgører for selve den By, der
havde været Vidne til hans Fornedrelse, havde egenlig aldrig
siden helt forladt ham. Efter hint sidste, ulykkelige Julebesøg
havde den især faaet stor Magt over ham. I hans Ensomhed lod den
ham aldrig Ro, den blev hans fikse Ide, i hvis Virkeliggørelse
han tilsidst med en Slags religiøs Overbevisning saae sit Livs
skæbnebestemte Opgave og foreløbige Maal.
I tre Aar, lige siden han fik lært sig at opsætte en Kanalprofil
efter et Generalstabskorts Højdekurver, havde han nu arbejdet
paa dette Værk. Døgn efter Døgn havde han stjaalet Timer af sin
Nattesøvn for at beregne Jordarealer og Strømhastigheder, tegne
Faskin-Indbygninger og Glacis’er, Brohoveder og Duc-d’Alber. Og
Aar for Aar udvidede han sin Plan, føjede noget nyt til, gjorde
den mere og mere kæmpemæssig. Paavirket af nogle bekendte tyske
Fagskrifter, som han havde anskaffet sig, var han saaledes
kommen paa den Tanke at lade den uddybede Skibsvej fortsætte sig
paa den anden Side af Byen som en Kanal eller et System af
Kanaler efter hollandsk Mønster. Hvad der foresvævede ham som
det endelige, vældige Maal var et Net af brede Vandaarer, der
forbandt alle Midtjyllands større Aaer, Indsøer og
Fjordindskæringer med hinanden og satte den opdyrkede Hede og de
opblomstrende Nybygger-Byer derinde i Forbindelse med Havet paa
begge Sider.
Men hver Gang hans Tanker løftede sig til saa høj en Flugt, var
det, at Mismodet meldte sig. Afmagtens laadne Trolde lejrede sig
om hans Arbejdsbord og haanlo af hans store Drømme. Du er gal!
skreg de. Før du bliver gammel og graa, kan du ikke gøre dig
nogen Forhaabning om at faa Tilladelse til at gennemføre
nogetsomhelst i dette Land, hvor det betragtes som en
Formastelighed af en ung Mand at have anden Ærgerrighed end den
at sidde sig en Pukkel til paa en Kontorstol, og hvor en
Ingeniør, der vil bevare sine Medborgeres Agtelse og sine
Overordnedes Tillid, i det højeste tør gøre sig Haab om at opnaa
en Stilling som Vejassistent med kongelig Udnævnelse. Har du
allerede glemt, hvad din ærværdige Lærer, den Guds Mand
Professor Sandrup, dog med saa megen faderlig Alvor lagde dig
paa Sinde, dengang du ved en Overhøring begyndte at kramme ud
med det nye, du havde lært ved din (af Ingen paabudte) Læsning i
moderne tyske Skrifter: „Beflit Dem, unge Mand, paa at bekæmpe
Deres utidige Trang til at vise Selvstændighed.“ Ikke sandt?
Lærerige Ord! Løfterige Ord!
Dog, længe ad Gangen fik saadanne bitre Tanker sjelden Lov til
at gnave paa hans Hjerterod. Dertil var han for ung, og hans
Sind for omskifteligt. En rask Spaseretur, et Øjekast af en smuk
Pige, et Spisegilde hos de Gamle eller en Aften tilbragt med
nogle Venner paa en Kafe, -- mere behøvedes der i Almindelighed
ikke for at sprede Mismodsskyerne om hans Pande. Især var
Kvinderne virksomme Afledere, hver Gang det truede med at trække
sammen til en Stemningstorden. Han var nu enogtyve Aar gammel,
og Tiltrækningen til det andet Køn var i Færd med at tage
Herredømmet over hans Fantasi og give den en ny Horisont.
* *
*
En Aften kom han tilligemed en Bekendt ind i en gammeldags
Schweizer-Kafe, der var et yndet Samlingssted for Byens udbredte
kunstneriske og literære Halvverden. Med en Mine, der lyste af
Sindsbevægelse, udpegede hans Ledsager ham nogle af Tidens mest
omtalte Kunstnere og Forfattere mellem Gæsterne. Per, der slet
ikke havde Interesse for den Slags Ting, havde imidlertid fæstet
sin Opmærksomhed paa en ung Pige, der stod bag Skænken -- en høj
og slank Skikkelse med et pragtfuldt gyldenrødt Haar.
„Det er den røde Lisbeth,“ forklarede den anden. „Det er hende,
der har staaet Model til Iversens Venus og til Petersens
Susanne. Hun er ikke ilde, hva’? Sikken Hud!“
Per blev fra den Dag en hyppig Gæst i Kafeen, især paa de Tider
af Døgnet, da der kun var faa andre. Han var bleven meget
indtagen i den unge Pige, og da det viste sig, at Tiltrækningen
var gensidig, førte den uden mange Omstændigheder til et
fortroligt Forhold.
Han var med Aarene bleven ikke saa lidt forfængelig af sit Ydre.
Han havde et bredt og kraftigt Legeme, et stejlpandet Hoved med
mørkt, kruset Haar og store, blaalige Øjne under sammenvoksede
Bryn. Over den svære Mund tegnede sig Spiren til et Overskæg.
Takket være Madam Olufsens moderlige Omsorg havde han nogenlunde
bevaret sit gode Drengehuld, og hans Kinder havde heller ikke
helt mistet deres landlige Teglstensfarve. Naar han bevægede sig
ude mellem Folk, smilte han gerne uden selv at vide det, og
dette bestandige, lidt tomme Smil skuffede let dem, der ikke
kendte ham, saa de ansaae ham for en barnlig Natur i skønneste
Harmoni med hele Tilværelsen. Helt var det overhovedet ikke
lykkedes ham at ryste Provinsboeren af Ærmet; men naar han var i
sine bedste Klæder, gjorde han en ganske statelig Figur, førte
sig rankt og bevægede sig med ikke ringe Anstand. Trods sin
hyppige Pengemangel forsømte han aldrig sin Paaklædning. I hvert
Fald naar han viste sig paa Gaden, var han altid som pudset og
blæst. Han havde allerede Verdenserfaring nok til at vide, at
der var Øjeblikke, hvor et hvidt Skjortebryst og en ulastelig
siddende Frakke kunde faa større Betydning for en ung Mands
Fremtid end Aaringers selvforsagende Slid, -- at saalænge
Skinnet var reddet, var overhovedet ingenting tabt. Hjemme
derimod var han skødesløs med sig selv og følte endda en vis
Hygge og Tilfredsstillelse ved at gaa og slide paa sine gamle
Laser.
Den Kafe, hvor han nu var bleven Stamgæst, og hvor han ødslede
mere Tid og flere Penge, end han rigtig vilde tilstaa for sig
selv, var den saakaldte „Gryde“, der var Stamknejpe for en
oppositionel artistisk Klike, de „Uafhængige“, en Kres af yngre
og enkelte allerede ældre Skønaander, virkelige Begavelser, men
alle mere eller mindre forsatte i Væksten, enten ikke rigtig
udvoksede eller altfor tidlig ældede. Der sad om Aftenen den
meget omstridte Saltvandsmaler Fritjof Jensen, en bredskaaren
Vikingeskikkelse i Sømandspjækkert og med bølgekruset Haar og
Skæg -- en genial, fantasirig Kunstner, en indtagende Broder
Lystig ved et skummende Ølkrus men holdningsløs og upaalidelig
som en Dreng i Overgangsalderen. Der sad hver Formiddag i
tungsindig Ensomhed den syge Digter Enevoldsen og pudsede sine
Lorgnetter eller kælede for sine Hænder eller fortabte sig i
Nydelsen af en Cigar, saadan som han havde siddet der Aar efter
Aar og under allehaande Smaabeskæftigelser udciseleret sine
farveglødende Vers, smaa Mesterværker, der anslog en hel ny Tone
i dansk Poesi. Der sad den unge, naturalistiske Figurmaler
Jørgen Hallager med Bulbideransigtet -- Oprøreren, Anarkisten,
der vilde omstyrte Samfundet, reformere Kunsten, afskaffe
Akademier og have alle Professorer hængt, men som iøvrig
ernærede sig redelig som Retusjør hos en Fotograf. Og der var
den gamle Spottefugl, Journalisten og Lystspilforfatteren
Reeballe, en lille, hjulbenet, parykbærende Dværg med eet blankt
skinnende og eet ligesom ormstukkent Øje og med et langt,
gulhvidt Bukkeskæg nedover et snavset Skjortebryst, -- det
uopslidelige Offer for Karikaturtegnerne i Byens
Vittighedsblade. Med en fortygget Cigarstump i Mundvigen og med
den ene eller begge Hænder skjult bagpaa under Bukselinningen
drev han i oftest temmelig drukken Tilstand omkring mellem
Bordene, slog sig ned hist og her, undertiden mellem ham ganske
ubekendte Folk, og blandede sig vrøvlagtig i deres Samtaler.
Ogsaa han vilde reformere Verden, men i klassisk Aand. Hans
Ideal var Sokrates. Hans Standpunkt var den klare, ædruelige
Erkendelses. I sine mest omtaagede Øjeblikke yndede han at slaa
sig for sit Bryst og kalde sig „den sidste Græker“.
Skønt Per var saa meget yngre end disse Mænd og ikke selv havde
gjort nogen Tilnærmelse, nød han den Ære at blive inddraget i
deres Kres, dels -- som Fritjof Jensen engang ytrede -- for sine
„maleriske røde Kinders“ Skyld, væsenligst dog paa Grund af sit
Forhold til Lisbeth, der var deres fælles Kæledægge, hvis
farveskønne Silkehaar og skære Hud nogle af dem skyldte
Halvdelen af deres Berømmelse, hvorfor de til Gengæld viste
hende den Opmærksomhed altid at anerkende den for Øjeblikket
foretrukne Tilbeder, selv om Vedkommende slet ikke hørte til det
benaadede Kunstnerlav.
Per vedblev ikke desmindre at føle sig fremmed i disse
Menneskers Selskab, og det var ikke udelukkende af Beskedenhed,
at han sjælden blandede sig i Samtalen. Han havde lige saa ringe
Sans for Maleri som for Poesi. Hans Fantasi fandt tilstrækkelig
Næring i hans Studium. Indbildningskraften blev saa aldeles
taget i Beslag af hans store Fremtidsværk, at der ikke blev
noget tilovers for Kunsten.
Nogen uinteresseret Tilskuer var han alligevel ikke. Han havde i
al Stilhed sin Morskab af disse kuriøse Mennesker, der kunde
springe i Harnisk paa Grund af en Farvesammensætning og tale sig
op i Ekstase i Anledning af fire rimede Linjer, som om
Menneskehedens Velfærd afhang af deres rette Forstaaelse. Han
nød en saadan Scene som et komisk Skuespil, og han maatte le ved
sig selv, da han mærkede, hvorledes ogsaa Lisbeth var greben af
Galskaben og -- stolt, som hun i det hele var, af sit Legemes
Betydning for Kunsten -- vilde have sit Liv opfattet som en
begejstret Hengivelse til det Skønnes Forherligelse.
Mellem alle disse Mennesker var der en, der viede Per en ganske
særlig Deltagelse, en Mand, som heller ikke hørte hjemme i
Kresen og i Almindelighed ikke engang var rigtig velset der. Det
var en vis Ivan Salomon, en ung Jøde, Søn af en af Byens Rigmænd
-- en lille, vever Skabning, et brunøjet Egern, altid smilende,
lutter Tjenstagtighed, saare lykkelig ved at færdes mellem saa
mange berømte Kunstnere. Det var dette Menneskes ærgerrige Drøm
engang at opdage og fremelske et Geni. Bestandig var han paa
Jagt efter et skjult eller miskendt Talent, hvis Beskytter han
kunde blive. I enhver, lidt iøjnefaldende ydre Særegenhed -- et
Par dybtliggende Øjne, en kraftig formet Pande eller bare et
uklippet Haar -- saae han straks Tegn paa sjeldne Evner, og der
fortaltes mange muntre Historier om de Skuffelser, han i saa
Henseende havde lidt.
Nu havde han øjensynlig kastet sit Haab paa Per, der imidlertid
følte sig højst besværet af hans Opmærksomheder. Selv hans
Smiger var ham inderlig imod. Det virkede ubehageligt paa ham,
naar Hr. Salomon -- med ret uforblommede Hentydninger til hans
hurtige Held overfor Lisbeth -- smilende fortalte ham, at han
var en udpræget Aladdintype, et Lykkebarn, paa hvis cæsariske
Pande der med Gudens Finger stod skrevet: Jeg kommer, ser,
sejrer! Selve Ordene virkede ganske vist betagende paa ham, fik
hans inderste, skjulteste Stemningsliv til at dirre. Det pinte
og ydmygede ham blot, at han første Gang skulde høre denne
Profeti af en naragtig lille Jødes Mund.
En Aften kom han ind i Gryden henimod Midnatstid og faldt da
midt ned i et stormende Bakkanal. Det var den store Fritjof
Jensen -- „Fritjof“, som han slet og ret kaldtes af alle -- der
slog sig løs i Anledning af, at han havde faaet et af sine 4
Alens Lærreder „Orkan i Nordsøen“ solgt til en Smørgrosserer.
Midt paa Gulvet i et Værelse, som ved en Gang var adskilt fra
Kafeens øvrige Lokaler, var en Del Smaaborde stillet sammen i en
Række, og her sad en Snes Mennesker omkring to vinløvomkransede
Boller med Champagnepunsj.
For den øverste Bordende -- omhvirvlet af Tobaksskyer -- tronede
Fritjof selv som en olympisk Gud. Foran ham stod hans mægtige
Privatpokal, kaldet „Dybet“, og man kunde se paa hans ligesom
blinde Øjne og høre paa hans Mæle, at han ikke var paa det
tørre. I mere end et Døgn havde han uafbrudt været paa Farten,
havde tilbragt Nat og Dag i Østerskældere, hos offenlige Piger,
ude i Skoven og paa Vinstuer og havde trukket med sig, hvad han
undervejs traf paa af Venner og Venners Bekendte.
Der blev holdt en Række Taler. En bleg, ung Mand med
mefistofeliske Træk sprang saaledes op paa sin Stol og udbragte
skrigende et Leve for en Fraværende, en vis Dr. Nathan, hvem Per
hyppig havde hørt omtale her og altid med en særegen
Begejstring. Det var en Literaturkritiker og Populærfilosof, der
regnedes for visse yngre Akademikerkreses aandelige Fører, og
som, utilfreds med Forholdene herhjemme, havde bosat sig i
Berlin. Andet vidste Per ikke om denne Mand, skønt man vanskelig
kunde tage en Avis eller et Vittighedsblad i Haanden uden at
støde paa hans Navn, -- „Dr. Satan“, som de sidste ufravigelig
kaldte ham. At Manden var Jøde, havde gjort sit til, at Per
aldrig havde følt Trang til at skaffe sig nærmere Oplysninger om
ham. Han yndede nu engang ikke dette fremmede Folkefærd og havde
desuden ingenting tilovers for literære Mennesker. Og denne
Doktor havde endda holdt Forelæsninger paa selve Universitetet,
dette teologisk besmittede Moderskød for den hele akademiske
Spidsborgerlighed, der i Pers Øjne var Landets egenlige Ulykke.
Den blege, unge Taler, som stod der paa Stolen og fægtede
begejstret med Armene, var en Digter ved Navn Povl Berger. Med
Tilslutning fra Drikkebrødrene rundt om kaldte han først Dr.
Nathan sin „Helt“, derpaa sin „Gud“ og tilsidst sin „Frelser“,
og efter endelig at have tømt sit Glas, knuste han det til hans
Ære i sin Haand, saa Blodet løb ham ned over Fingrene.
Per sad med aaben Mund. Han havde en Fornemmelse af at befinde
sig i et Galehus.
I Løbet af Natten fik Selskabet stadig ny Forøgelse. For at
skaffe Plads maatte der tilsidst sættes endnu et Par Smaaborde
derind, og af Hensigtsmæssighedshensyn anbragtes saa disse ikke
i Fortsættelse af de andre men paa Siden, saa den hele Samling
dannede et Kors. Men da hørtes pludselig et Brøl og et
Dunderslag i Bordet. Det var Fritjof, der raabte:
„Vi vil ikke sidde her under det forbandede Galilæer-Tegn! … Jeg
faar Kvalme af al den Fromhed! … Lad os danne en Hestesko! Vi
vil forskrive os til Fanden ved at hædre hans Fodbeklædning! …
Flyt ud, Venner!“
Og da man havde føjet ham, og alle igen var kommen tilsæde efter
Forstyrrelsen, løftede han sin fyldte Pokal og fremsagde:
„Jeg hilser dig, Lucifer! Hellige Oprører! Du, Frihedens og
Glædens Skytsaand! Alle Djævelungers Gud! … Tildel mig endnu
mangen fed Smørgrosserer, og jeg vil opbygge dig et Alter af
Østersskaller og tømte Champagneflasker! … Hej, Vært! …
Gripomenus! … Mere Vin her! … Et Hav af Vin! … Et Daabens Bad i
Vin, mine Venner! … Hej, er der Ingen, der hører -- --!“
Værten, en lille trøjeklædt Schweizer, viste sig i Døren ind til
Kafeen, hvor der forlængst var lukket og slukket. Med optrukne
Skuldre og mange beklagende Haandbevægelser bad han de Herrer
meget undskylde, men han turde ikke servere mere iaften. Klokken
var over to, og Gadens venligsindede Nattebetjent havde allerede
een Gang banket advarende paa Ruden ind til ham.
„Klokken? … Klokken!“ raabte Fritjof. „Vi er Guder, Gripomenus!
Klokken er for Skrædere og Skomagere!“
„Ja, ok for Kafeværter -- disvær!“ svarede den lille Mand med
Hovedet paa Siden og Hænderne foldede foran Brystet. Og da han
mærkede, at hans Vittighed gjorde Lykke, tilføjede han med et
Smil, at han glædede sig til at se de Herrer igen den næste Dag;
de kunde komme saa tidligt, de ønskede det. „Vi opner Klokken
syv.“
Men nu kastede Fritjof sig tilbage i Stolen og tog et dybt Greb
ned i sin højre Bukselomme. „Vin vil jeg ha’e!“ raabte han og
strøede i det samme en Haandfuld Guldpenge ud over Bordet, saa
de rullede klirrende ned til alle Sider. „Her er Smør! … Vil I
ha’e mer! … Drik, Venner! … Lad det Skidt ligge! … Vi er ikke
Spidsborgere!“
Men denne Ophøjethed var dog de andre lidt for olympisk; de blev
med eet ganske ædru og fik travlt med at samle Guldet op fra
Gulvet, mens Fritjof blev ved at brøle:
„Vin! -- Vin og Piger vil vi ha’e! -- Vin, siger jeg!“
Efterhaanden opløstes dog Drikkelaget. Værten trak ærbødig hver
enkelt til Side og bad ham mindelig „for den Politiens Skyld“ at
forlade Lokalet, hvorefter de en efter en blev lukket ud ad en
Bagdør. Kun Fritjof var ubønhørlig og blev ved at raabe.
Tilsidst var der ikke andre end Per tilbage. Men da saa ogsaa
han vilde gaa, holdt Fritjof ham tilbage ved Ærmet og truede,
tiggede, ja tryglede ham næsten med Graad i Halsen til at blive.
Per lod sig tilsidst overtale. Han fandt det ikke længer
forsvarligt at lade Mennesket ene i en saa overspændt
Sindsstemning. Under Løfte om at ville forholde sig rolige fik
de Kaffe og Kognak bragt ind; hvorpaa „Gripomenus“ hovedrystende
trippede tilbage til sit Lukaf.
Fritjof plantede begge Albuerne oppe paa Bordpladen og støttede
sit skæggede Hoved mellem Hænderne. Han var pludselig bleven
tavs og saae ned for sig med halvlukkede Øjne.
Per sad paa den anden Side af Bordet og tændte sig en frisk
Cigar. Et eneste, halvt nedskruet Gasblus brændte lige over
deres Hoveder. Resten af det store Rum kunde akkurat skimtes
gennem et graat Slør af ophvirvlet Støv og Tobaksdamp. Rundt om
stod Mylret af tomme Borde og Stole ganske saaledes, som
Gæsterne havde forladt dem. Paa Bordene flød Cigaraske,
Champagnepropper, itubrudte Glas. Men alt var stille nu … saa
iørefaldende stille efter den forudgaaende Larm, at det var, som
om der ved hver Lyd kaldtes puslende Genlyd frem af alle
Hjørnerne.
Da Fritjof stadig ikke sagde noget, troede Per tilsidst, at han
var falden i Søvn. Han stødte da sit Glas mod hans og sagde:
„Skaal!“
Men i Stedet for at svare begyndte Fritjof at tale melankolsk om
Døden. Idet han saae usikkert over paa Per med sine ligesom
blinde Øjne, spurgte han, om han aldrig følte sig uhyggelig
tilmode ved at tænke „paa detteher -- hvad det nu er -- paa den
anden Side Graven.“
Per, som ikke kendte den Slags Anfægtelser og i hvert Fald endnu
var for opfyldt af det nærværende Liv til at have Tanker
tilovers for det muligvis tilkommende, troede i første Øjeblik,
at den anden gjorde Løjer, og gav sig til at le. Men da greb
Fritjof ham i Armen og sagde -- halvt angstfuldt, halv bydende:
„Stille Menneske! Lad os ingenting forsværge! … I unge
Grønskollinger har saa let ved at være raske paa det. Men vent,
til I faar de første graa Haar i Tindingen. I skal da nok føle
en løjerlig Kriblen i Kroppen ved at tænke paa, at jeres
velplejede Person engang skal anrettes som Festmaaltid for nogle
hundrede sultne Maddiker. Bare lidt overflødigt Fedt om Hjertet
-- færdig! En Høvlspaanspude under Hovedet, otte Skruer i
Kistelaaget og -- værs’artig -- Bordet er dækket! … Lad os
ingenting forsværge, siger jeg! Maaske findes der alligevel mere
ovenover Stjernerne, end vore moderne Jødeprofeter drømmer om.
Og i saa Fald … hvad saa? Kommer der saa ikke en Regnskabets Dag
for os allesammen? … Vi bilder os nu ind at være bleven saa
kloge. Ja vel! Men lykkeligere? … Skaal!“
Per spilede Øjnene op. Han stirrede paa denne skæggede Vildbams,
denne Livsglædens og Skønhedsdyrkelsens Ypperstepræst, der
pludselig aabenbarede sig som hans Faders og Moders Aandsfrænde,
en Underjordisk, hvis inderste Sjæl færdedes i Skyggeriget,
kresede omkring Graven og den hinsidige Dommer, -- ræd for de
Lysets Magter, han for et Øjeblik siden selv saa overmodig havde
paakaldt. -- --

Og dette blev ikke den eneste Gang, Per fik et saadant
overraskende Indblik i disse „Uafhængiges“ Indre og skimtede en
Vrange, en Natside, en uovervunden Rest af et gammelt Jeg, der i
ubefæstede Øjeblikke drev et uhyggeligt Abespil med deres nye.
Om det saa var „den sidste Græker“, Reeballe, kunde han, naar
han undtagelsesvis var ædru, have ret alvorlige Kampe at bestaa
med sin Samvittighed, og Lisbeth fik regelmæssig sin
Konfirmationssalmebog frem af Kommodeskuffen, saasnart hun fik
sine Lændesmerter eller frygtede for at være frugtsommelig.
Efterhaanden dæmrede der da hos ham en Forestilling om, hvad det
overhovedet var, der lammede Menneskenes Kraft og gjorde Verden
til en stor Lemmestiftelse. Som her den ene søgte Fortrøstning i
Flasken, den anden nedlarmede „Stemmen i sit Indre“ med
drengeagtig Stortalenhed og vilde Løjer, den tredje i artistisk
Selvbedøvelse sluttede sig inde i sin Skal som en Snegl under
Torden, mens den fjerde fortabte sig i ørkesløse Drømme om et
fremtidigt anarkistisk Broderskab mellem Mennesker, -- saadan
sad Folk overalt i Verden og kæmpede med Spøgelser, mens Livet
rødmosset og smilende bød til Fest rundt omkring dem. Han kendte
det jo altsammen derhjemme fra!
Og nu vældede der frem i ham en svimlende Følelse af at være
noget for sig selv, en Undtagelse, der allerede som Barn ved et
lykkeligt Tilfælde havde sprængt de Lænker, hvori selv Tidens
frieste Aander endnu trællede. Ivan Salomons Ord om hans
Aladdinslykke og om Gudeskriften paa hans Pande fik med eet en
ny, langt mere vidtrækkende Betydning. Det galdt blot om at
ville, hensynsløst og uden Anfægtelser at begære -- og alle
Livets Herligheder skulde blive ham til Del!
Saa var han da en Kongesøn alligevel. Herskerkronen var lagt om
hans Isse. Een var der jo allerede, der havde set den skinne og
læst dens Indskrift: Jeg kommer, ser, sejrer!


Tredje Kapitel.
Efter lange Overvejelser tog Per en Dag nogle Tegneruller og
Beregningshefter under Armen og søgte Professor Sandrup i hans
Privatbolig for at bede ham om at se paa hans Kanal- og
Fjordreguleringsprojekt og udtale en Dom derom. Professoren
spilede Øjnene op, satte tavs sine Briller paa den lange Næse og
smaagryntede utilfreds. Og med den uhyggelige Evne, der i
Aarenes Løb udvikler sig hos gamle Lærere, til øjeblikkelig at
slaa ned paa et Arbejdes svage Punkter, varede det ikke længe,
før han paaviste en Fejl i Pers Strømhastigheds-Beregninger.
Per kunde ikke nægte hverken Fejlens Tilstedeværelse eller dens
Betydning for den hele Plan. Han blev brændende rød og forsøgte
ikke et Ord til Forsvar.
Derpaa aftog Professoren atter Brillerne. Og idet han iøvrig
ydede ham sin Anerkendelse for den Interesse og Flid, hvorom
hans Arbejde vidnede, tilraadede han ham indstændig ikke oftere
at bruge sin Tid til den Slags hensigtsløse Forsøg men helt at
ofre sig til et grundigt og planmæssigt Studium af de
foreskrevne Eksamensfag.
Da Per var kommen hjem, tog han igen Papirerne for sig og
studerede dem grundig. Men det hjalp ikke. Fejlen var
uomtvistelig. Den havde indsneget sig straks i Begyndelsen af
hans Beregninger over Strømhastighederne, og dens Berigtigelse
vilde, som Professoren rigtig havde set, have til Følge, at den
projekterede Middelvandstand paa Aaens laveste Punkt sænkede
Vandspejlet her under Havets Niveau, med andre Ord, at hele
Planen hvilede paa et falsk Grundlag og var ugennemførlig.
Paany steg Skamrødmen op i hans Ansigt … han saae sit hele
stolte Kongedømme uhjælpeligt synke i Grus. I over en Time blev
han siddende sammenbøjet ved Bordet med Hovedet i sine Hænder og
rørte sig ikke.
Men pludselig rejste han sig, kastede Tegninger, Beregninger og
Overslag hulter til bulter ned i Kommodeskuffen, tændte sig en
Cigar og skridtede ind til Byen, hvor han tilbragte
Eftermiddagen i en Billardstue. Højrøstet spaserede han omkring
i Skjorteærmer og spillede med enhver, der bød sig til. Han var
endda ualmindelig sikker i Stødet, vandt Parti efter Parti.
Ingen skulde se paa ham, at han samme Dag havde lidt et saa
forsmædeligt Nederlag.
Hen paa Eftermiddagen traf han her en Bekendt, som falbød en
tiloversbleven Billet til et Kunstner- og Studenterkarneval
samme Aften. Billetten var at faa til halv Pris. Per købte den
straks.

Den følgende Aften stod han med opslaaet Frakkekrave og ventede
ved et af de mørke og stille Hjørner af Frue Plads. Det var
Snevejr. Paa Pladsen foran ham saaes der ikke et Menneske. Det
hvide Snetæppe laa rundt om Kirken uden et eneste Fodspor. De to
Statuer af Moses og David foran Indgangen havde faaet store,
hvide Parykker paa og mindede med denne Hovedpynt og i deres
sorte Kapper om et Par holbergske Advokater.
Den, han ventede paa, var en Dame, en yngre Frue, som han havde
truffet paa Karnevalet og danset med den halve Nat. Noget stort
Haab om, at hun vilde komme, havde han dog ikke. Det var hans
første Kærlighedseventyr med en virkelig Dame, og noget Løfte
havde hun da heller ikke villet give ham. Hun havde nærmest
slaaet hans dristige Anmodning hen i forlegen Spøg.
Klokken oppe i Taarnet havde forlængst slaaet ni, og han tænkte
just paa at gaa hjem, da Nogen rømmede sig bag ved ham. Det var
et Bybud, der udbad sig hans Navn og derpaa overrakte ham et
Brev.
Per skyndte sig hen under den nærmeste Lygte, og mens hans
Næsebor udvidede sig for at indaande Papirets Violduft, læste
han: „Kommer selvfølgelig ikke. Skal derimod forsøge at skaffe
Dem Indbydelse til Fabrikant Fensmarks næste Søndag. Jeg tror,
de mangler dansende Herrer.“ -- Brevet var uden Underskrift. En
Efterskrift manglede derimod ikke. Der stod: „Jeg er i Grunden
meget vred paa Dem. Jeg haaber, De skammer Dem lidt.“
Per stak Brevet i Lommen og smilede tilfreds. Han tænkte paa
Lisbeth. Han kunde nu endelig give hende Løbepas. Han havde i
Virkeligheden længe haft Afsmag for disse Allemandspiger med
deres Raaheder og Prellerier, deres Lopper og snavsede Kamre. Et
rigere, værdigere Elskovsliv skulde nu begynde for ham. Hans
Fantasi oprullede et betagende Fremtidsperspektiv af galante
Oplevelser: farefulde Stævnemøder, hemmelige Drosketure, dulgte
Haandtryk under Bordet, stjaalne Kys bag Viften, frygtsomme
Tilstaaelser -- --
Han var kommen gennem Skoubogade og vilde dreje ind i
Vimmelskaftet, da han pludselig afsluttede den skønne
Billedrække med en drøj Ed. Lige imod ham paa samme Fortov kom
en lille, zobelskindsklædt Herre under en stor Paraply. Skønt
Paraplyen skjulte hele Overkroppen, havde han øjeblikkelig
genkendt ham paa det hurtige Fodskifte. Det var Ivan Salomon.
For at undgaa et Møde traadte han i Hast over Rendestenen og
vilde skraa over til den anden Side af Gaden; men det var
forsilde. Et Udraab, et Frydeskrig: „Hr. Sidenius! … Er det ikke
Hr. Sidenius?“ nødte ham til at standse.
„Dersom De er paa Vej til Gryden“ -- sagde Salomon, --
„fraraader jeg Dem at gaa derhen. Jeg kommer netop derfra. Der
er iaften ikke til at holde ud for Kedsommelighed. Der er ikke
andre end Enevoldsen; men vor kære Digter sidder aldeles
aandsfraværende og pudser sine Lorgnetter og har aabenbart store
Vanskeligheder med Anbringelsen af et Komma. Lad os gaa et andet
Sted hen. De gør mig nok den Fornøjelse at spise til Aften med
mig? -- De er fri, ikke sandt?“
Per vidste, at han lige saa godt straks kunde opgive al
Modstand, -- han vilde dog ikke kunne finde paa nogen
Indvending, som Salomon ikke var i Stand til øjeblikkelig at
slaa til Jorden.
Saa havde han nu heller ingen stor Lyst til at komme hjem til
sig selv og faa sin Stemning ødelagt ved at erindres om det, der
laa i Kommodeskuffen. Sove kunde han dog ikke. Og naar Mennesket
endelig vilde have ham med, saa -- for en Gangs Skyld. -- --
Kort efter sad de i en vinrød Fløjlssofa i en nyopført, elegant
Hotelrestavration, der fortrinsvis besøgtes af det tilrejsende
Landaristokrati og af Officerer. Et kostbart Brysselertæppe
dækkede Lokalets Gulv, store Spejle dannede dets Vægge,
Betjeningen besørgedes lydløst af selskabsklædte Opvartere, og
blandt Gæsterne, hvorimellem der var flere Damer, førtes
Samtalen med dæmpede Stemmer.
Per følte sig i første Øjeblik en Smule trykket. Han var ikke
vant til at bevæge sig i saa fornemme Omgivelser. Men navnlig
generede det ham at være her med Salomon. Denne havde straks ved
en noget støjende og anmassende Optræden tiltrukket sig en
Opmærksomhed, som absolut ikke var præget af Velvilje.
Der var særlig een af Gæsterne, -- en enlig siddende Herre, som
Per forresten endnu ikke havde faaet Øje paa -- der havde set
irriteret op fra sin Avis. Det var en Mand i
Fyrretyveaarsalderen, en høj, skeletagtig, slapt udseende
Skikkelse med et skallet, næsten nøgent Hoved og et indfaldent
Ansigt, hvori der sad et langt nedhængende, blond Overskæg og en
Guld-Næseklemmer. Han havde betragtet Ivan Salomon med et