Lykke-Per. Første Del - 02

under den søvnigt lysende Moderatørlampe. Faderen sad paa sin
sædvanlige Aftenplads i en gammeldags, høj og stivrygget
Lænestol, der var betrukken med et blomstret Stof af billigste
Slags. Han sad der træt sammensunken, med bøjet Hoved; Armene
var korslagte over Brystet. En stor, grøn Øjenskærm skjulte mere
end Halvparten af hans graablege, rynkede og skægløse Ansigt.
Halvslumrende hørte han -- og hørte alligevel ikke -- den
enstonige Oplæsning af Bladets fire Spalter lange
Udenrigsartikel. Pastor Sidenius var Morgenmand. Selv midt om
Vinteren stod han op, naar Kirkeuret slog seks. Og forresten
havde han ikke stort tilovers for Aviser og den Art verdslig
Læsning, som han fortrinsvis anvendte som en Slags
Bedøvelsesmiddel, ved hvilket han lod sig dysse i Blund efter
Middags- og Aftensmaaltidet.
Ved Bordet sad foruden Signe to af de yngre Smaapiger i deres
store, tærnede Bomulds-Busseroner, begge -- skønt ganske
rødøjede af Søvnighed -- flittig bøjet over et Hæklearbejde. De
var at se til som nøjagtige Kopier af den ældre Søster, havde
det samme lidt gammelkloge Ansigtsudtryk, de samme smaa, haarde
Fletninger foran Ørene, de samme store, lyse, lidt udhvælvede
Øjne under kraftigt tegnede Bryn. Døren til Sovekammeret stod
aaben, og derinde i Halvmørket ved Moderens Seng sad et andet af
de mindre Børn og gned hendes syge Ben.
Peter Andreas var der ogsaa. Han stod for sig selv henne ved et
af Vinduerne og skottede hvert Øjeblik hemmeligt op til Uret paa
Sekretæren. Han var nu en Dreng paa fjorten Aar, tætbygget og
sværlemmet, med Klæder, der stumpede for Hænder og Fødder. Hans
to ældre Brødre var nu borte fra Hjemmet; de var begge bleven
voksne og studerede ved Universitetet i København. Som Husets
ældste, hjemmeværende Søn havde Peter Andreas arvet deres
Værelse, -- et lille Gavlkammer oppe paa Loftet, hvor han for
det meste opholdt sig, naar han var hjemme.
Saasnart Signe havde sluttet sin Oplæsning, benyttede han
Lejligheden til at sige Godnat og slippe bort; men Faderen
standsede ham henne ved Døren med det Spørgsmaal, hvorfor han
allerede forlod dem, og han gav da som Paaskud, at han endnu
havde en Stil at skrive.
„Er der ellers noget læseværdigt i Bladet?“ spurgte Faderen, da
han var gaaet -- endnu lidt fortumlet af Søvnen.
„Hvormange er Klokken, Børn?“ lød det i det samme med Moderens
svage Røst inde fra Sovekammeret.
„Klokken er ti Minutter over ni,“ svarede de to Smaapiger i
Munden paa hinanden efter at have vendt sig om og set paa Uret.
Der var derefter stille nogen Tid. Alle vidste, at nu maatte
Vægteren straks være der. Ude paa Gaden gik nogle Folk forbi.
Man kunde ikke høre andet end deres Stemmer. Et Lag nyfalden Sne
gjorde Skridtene lydløse.
„Skal jeg læse mere?“ spurgte Signe, henvendt til Faderen.
„Aa, lad det kun være,“ sagde han, rejste sig op, tog
Øjenskærmen af og gav sig til at spasere frem og tilbage over
Gulvet for at ryste Døsigheden af sig inden Aftenbønnen.
Det varede nu heller ikke mange Minutter, før der udenfor paa
Gaden hørtes en dyb Brummen, den gamle Vægters „Sang“. Det lød,
som om en fuld Mand gik og snakkede højt med sig selv. De to
Smaapiger begyndte straks at pakke deres Sysager sammen; ogsaa
Signe gav sig til at rydde op for Natten. Saa blev de to
Tjenestepiger hentet ind fra Køkkenet, og Signe satte sig ved
det opslaaede Klaver.
Inde fra Sovekammeret lød atter Moderens Stemme.
„Skal vi iaften synge: „Lover Herren, han er nær.“
„Hører du, Signe,“ sagde Faderen, han havde stillet sig hen bag
den store Lænestol, paa hvis Ryg han hvilede sine foldede
Hænder.
Signe havde en stor og ganske smuk Sopran, som hun brugte med en
ubehersket Kraft, der stod i en karakteristisk Modsætning til
det Maadehold, der prægede alle andre Livsytringer hos hende.
Som hun sad der med sine tykke, arbejdsrøde Hænder paa det gamle
Instruments gulbrune Tangenter og med Blikket løftet mod det
Høje, var det overhovedet ikke vanskeligt at se, hvad det var
for en Tro og et Haab og en Kærlighed, der havde givet denne
endnu ikke tyveaarige unge Pige Styrke til med en saadan
Selvfornægtelse at ofre sin Ungdom for Hjemmet og sine smaa
Søskende. Det var dog ikke nogen sværmerisk Betagethed, hendes
lille, runde Ansigt lyste af, mens hun sang, ikke denne
overjordiske Henrykkelse, hvorunder Himlene aabner sig og Sjælen
bortrives af salige Syner. Som den fuldblods Sidenius, hun var,
havde hun slet ingen Anlæg for katolsk Mysticisme. Den sikre
Fortrøstning, der afspejlede sig i hendes Blik og Miner, og som
gav hendes Stemme en saa usædvanlig Inderlighed og Kraft,
udsprang af en forholdsvis nøgtern, dogmatisk begrundet
Overbevisning om at tilhøre den lille Flok, der fulgte
Retfærdiggørelsens snevre Sti, og hvis Arvelod var i Himlen,
hvor engang den evige Herlighed skulde blive Lønnen for al Møje
og alle Afsavn.
Midt i Salmens andet Vers tav Faderen pludselig og løftede
Hovedet med et lyttende Udtryk.
„Stille!“ udbrød han og standsede Sangen.
Samtidig kaldte Moderen inde fra Sengen: „Der er Nogen, der
ringer paa Portklokken,“ sagde hun.
Nu hørte ogsaa de andre den tunge Natklokke klemte derhenne i
den anden Ende af Huset, og denne usædvanlige Lyd midt i
Aftenens Stilhed virkede uvilkaarlig opskræmmende.
Faderen gik gennem et tilstødende Værelse ind i sin Stue, der
laa ved Siden af Porten, og slog her et Vindu op.
„Hvem kommer her og ringer ved Nattetid?“ raabte han ud.
Inde i Dagligstuen kunde man høre, at en Mandsstemme svarede ude
paa Gaden. Mens de to Smaapiger, helt uhyggelig tilmode, saae
paa hinanden og derpaa hen paa Søster Signe, der var bleven
siddende ved Klaveret, fortsatte Faderen derinde i barsk Tone:
„Deres Barn sygt … Hvad er Deres Navn, og hvor bor De? …
Krankstuegyden … Ja saa … Hvor gammelt er Barnet? … Et Aar! …
Det er besynderligt, som Folk i denne By faar travlt med at
forlange Præstens Hjælp, saasnart der er Fare paafærde. Til
daglig føler de ingen Trang til at føle Guds Nærhed. Hvorfor har
De ikke ladet det Barn døbe for længe siden? … Ja naturligvis
skal jeg komme. De maa gaa hjem og ordne det fornødne, at alt
kan være parat, til jeg kommer. -- Og De maa sørge for, at der
er Lys paa Trappen,“ raabte han efter Manden, som allerede havde
fjernet sig.
Da Præsten kom tilbage til Dagligstuen, spurgte han efter Peter
Andreas.
„Nu skal jeg kalde paa ham,“ sagde Signe, der vidste, at Faderen
paa Grund af sit svage Syn ikke gerne gik ud om Aftenen eller i
glat Føre uden Ledsagelse.
„Boel kan hente ham,“ sagde Præsten til den gamle Tjenestepige
og gik ind i Sovekammeret for at klæde sig paa. „Du, Signe, maa
blive her og hjælpe mig med Præstekjolen.“
Inde hos Moderen var imidlertid Natlampen bleven tændt.
„Tag endelig noget varmt paa dig, Johannes,“ sagde hun i sin
altid lidt modfaldne Tone. „Det er vist rigtig koldt iaften, jeg
kunde høre det paa Kirkeuret før. -- Signe, hent Fa’ers forede
Vest. Den hænger inde i Skabet.“
Men nu kom den gamle Boel tilbage med den Besked, at Peter
Andreas ikke var paa sit Kammer, og at hun heller ikke havde
kunnet finde ham noget andet Sted i Huset.
Uvilkaarlig rejste Præsten sig fra den Stol, hvorpaa han netop
havde anbragt sig for at faa Præstekraven sammenheftet med en
Naal bag i Nakken. Han blev bleg. Og da han nu paa Pigens
forstyrrede Ansigtsudtryk kunde se, at hun vidste mere, end hun
havde sagt, gik han hende tæt ind paa Livet og sagde bydende:
„Hvad er der? … Tal ud! … Du skjuler noget.“
Skælvende af Angst for Præstens Vrede gik hun til Bekendelse og
fortalte, at hun, der ligesom Peter Andreas havde sit Kammer paa
Loftet, flere Gange i den senere Tid havde hørt ham liste om
deroppe om Natten; og da hun nu fandt hans Værelse tomt, havde
hun derfor anstillet en nærmere Undersøgelse og derved fundet
Vinduet i Forstuen staaende paa Klem og friske Spor i Sneen
udenfor.
Henne i Sengen havde Moderen forsøgt at rejse sig. Nu lagde hun
sig tilbage paa Puden med et klagende Udbrud og holdt Haanden
for Øjnene som En, for hvem det svimler.
Præsten gik hen til hende og greb hende om den anden Haand.
„Rolig, Mo’er … rolig!“ sagde han, skønt hans egen Stemme
skælvede.
„Gud se i Naade til os!“ stønnede hun.
„Amen!“ sagde Præsten stærkt, -- han slap ikke hendes Haand.

Imidlertid befandt Peter Andreas sig ude paa de store Bakker
nordfor Byen, hvor en livlig Skare halvvoksen Ungdom i disse
Aftener drev Slædesport i det klare Maaneskin. Det var selve den
„kongelige Amtschaussé“, man havde udvalgt til Bane, -- en bred,
jævnt nedadskraanende Vej, der fra Bakkehøjden førte i en enkelt
stor Svingning lige ind til Byen, ja her kunde man endda, dersom
man havde tilstrækkelig Fart paa og ikke var bange for Vægterne,
rutsje gennem hele den stejle Nørregade næsten ned til Torvet
foran Raadhuset.
Under denne lange Nedfart havde man foran sig den frieste og
videste Udsigt over Egnen: først nedover selve den snedækkede By
med rødt Lygtelys i Gaderne og hvidt Maaneskin paa Tagene;
dernæst over den tilfrosne Fjord og de islagte Enge; endelig
over det fjerne Bondeland med dets Landsbyer, Skove og tilsneede
Marker. Og ovenover alt dette en høj, vatret Himmel, hvor Maane
og Stjerner syntes at lege Skjul bag Skyerne -- som havde disse
gamle Kloder ladet sig smitte af Ungdommens Lystighed.
Hallo! Under skingrende Fløjten og raske Tilraab foer de
skinnebeslaaede Slæder nedad den isglatte Vej, styret ved Hjælp
af lange Pigkæppe, der slæbte efter dem som et Ror, … hoppede
over Smaasten, løftede sig over enhver Forhindring saa let som
en Baad over en Bølge. Hist og her ved Siden af Vejen stod
Smaaklynger af halvvoksne Tjenestepiger med indbundne Hoveder og
med Hænderne viklede ind i Forklæderne som i en Muffe. Naar det
nu hændte, at en af Idrætsmændene tumlede bagover og blev
siddende paa Banen som en afkastet Rytter, mens den tomme Slæde
med forøget Hast fløj videre nedad Bakken, -- opløftede der sig
fra disse Klynger en ubarmhjertig Kvindelatter, tilsat med en
hoverende Hujen fra de Drenge, der tilfældigvis i det samme foer
forbi.
Værst gik det i slige Tilfælde ud over Latinskolens Drenge,
„Studenterfrøene“, som var i afgjort Mindretal. Peter Andreas’
højeste Unaade ramte derfor den af dem, der tilføjede Standen et
saadant Nederlag.
Selv styrede han med overlegen Sikkerhed sin nye, flotte,
rødmalede Langslæde, „Blodørnen“ kaldet, den han udenvidere
havde taget paa Kredit hos en af Byens Hjulmænd, og som han om
Dagen holdt skjult i en af Tømmergaardene. Let og lydløst næsten
fløj den gennem Luften paa sine engelske Rundjern, mens han i
eetvæk brølte: „Varsko!“ Hans runde Kinder glødede; hans Øjne
var stive af triumferende Iver og Kappelyst. Undertiden rejste
han sig midt under Farten op paa Mederne, svang sin Pigstav over
Hovedet som en Kriger en Lanse og raabte: Hej-Hallo-Ho! Hans
sydende Livsmod, al den viltre, ærelystne Ungdomskraft, han
maatte skjule og nedkue i Hjemmet og paa Skolen, brød i saadanne
Øjeblikke frem hos ham i et Overmod, der gjorde ham en Smule
latterlig selv for hans bedste Venner mellem Kammeraterne.
Pludselig hørtes et højt, varskoende Raab nede fra Foden af
Bakken. I samme Nu styrede alle Slædefarerne ud til Vejkanten og
lod sig vælte ned i de dybe Grøfter paa begge Sider. Ogsaa de,
der var paa Vej opefter, forputtede sig i Hast bag Snedriver og
Buske, mens alene Pigebørnene blev staaende oprejst og nøjedes
med at stikke Hovederne sammen og fnise.
Nede ved Indkørselen til Byen var Vægteren kommen tilsyne. I sin
lange Kavaj, med Blikskiltet skinnende paa Brystet som en
Stjerne, stod han der i Maanelyset for Enden af det mørke
Stræde. Af Hensyn til de købstadsøgende Bønders Heste var al
Slædesport paa Landevejen strengelig forbudt. Drengene havde
derfor udstillet Vagtposter hist og her under Bakken for at
sikre sig mod en Overrumpling. Og nu stod den frygtede „Wolle“
dernede og saae op mod den pludselig ganske tomme Vej, mens der
hist og her fra Grøfterne lød et halvkvalt „Kuk-Kuk“ eller
„Mi-jav“, efterfulgt af Grinen og Fnisen. Saa opløftede han
truende sin Stok, vendte sig hovedrystende om og gik tilbage ind
i Byen.
Kort efter hørtes igen Vagtmandskabets Signal. Og et Par
Minutter efter var Legen paany i fuld Gang over hele Banen.
Imidlertid havde en af de større Læredrenge faaet en af Pigerne
lokket med paa sin Slæde, et Syn, der øjeblikkelig fik
Ærgerrigheden til at flamme op i Peter Andreas’ Bryst. Midt
under Nedfarten standsede han udfor en Klynge lattermilde
Pigebørn og indbød den allerlængste af dem til at slaa Følge.
Efter lidt Nølen gav hun efter og satte sig foran ham overskrævs
paa Slæden. Dristigt slyngede han Armen om sin Erobring, -- og
Blodørnen foer afsted.
„Varsko!“ brølte han af sine Lungers fulde Kraft; han maatte
forkynde Verden sin Triumf.
„Saae du Peter Andreas? … Ja, det var jo Per!“ hørte han i
Forbifarten fra et Par af Kammeraterne, der var paa Vej opefter
med deres Slæder. Hans Hjerte svulmede. Han havde opfanget den
ufrivillige Beundring i Tonefaldet.
Ogsaa Pigebarnet -- en sortøjet og sortlokket Tiggertøs --
vendte sig under den vilde Fart anerkendende om imod ham og
grinte med en stor, rød, halvaaben Mund, der fik hans Kinder til
at brænde. Gamle Drømme vaagnede paany i hans Bryst, … Drømme om
Natmandsliv og Natmandslykke paa den store, frie Hede, Drømme om
et sorgløst Vandrerliv, om et Hjem i et Telt eller en Jordhytte,
ene med Stjernerne og de flyvende Skyer.
Slæden standsede først helt nede foran Byen, og Pigebarnet vilde
nu rejse sig for at vende tilbage til sine Veninder. Men Peter
Andreas tvang hende til at blive siddende, -- han vilde ikke
slippe hende og gav sig til at trække hende opad Bakken. Fod for
Fod stred han sig opefter med sin tunge Byrde. Han indbildte sig
at være en Kriger, en Viking, der vendte hjem fra Sejrstogt i
fremmede Lande og førte sit Krigsbytte med sig, en dejlig
Kvinde, en ranet Prinsesse, der nu skulde være ham til Vilje
deroppe i hans Bjælkehus dybt inde i Skovene, … og sporet af sin
Fantasi stemmede han Fødderne mod den isglatte Skraaning med en
Kraftanspændelse, saa Sveden sprak ham af Panden.
Da de havde naaet Bakketoppen, og idet han igen anbragte sig bag
paa Slæden for at fare nedover, vendte Pigen sig om imod ham og
sagde:
„Er det sandt, hvad de siger, at du er en Søn af Præsten?“
Spørgsmaalet trak ham saa hovedkulds tilbage til Virkeligheden,
at han formelig blegnede derved.
„Nej!“ stødte han frem mellem Tænderne -- med et Eftertryk, der
forplantede sig helt ned i hans Fødder. Og Blodørnen fløj
nedover Bakken, saa Skinnejernene sang.
Og virkelig havde han heller aldrig saa stærkt som i dette
Øjeblik følt, at han ikke hørte hjemme dernede i den halvmørke,
beklumrede Stue, hvor hans Fader og Søskende nu sad og sang
Salmer og bad bange Bønner midt i Vinternattens Eventyrpragt --
en Slags Underjordiske, blinde for Lysets Glans, fulde af Gru
for Livet og dets Herlighed. Han følte sig tusinde Mile borte
derfra, i en hel anden Himmelegn, i Pagt med Solen og Stjernerne
og de sejlende Skyer.
Tys! -- Hans Øre fangede med eet en gammelkendt Klang dernedefra
… Kirkeklokkens Slag. Som et Budskab fra Underverdenen steg den
op til ham gennem den sølvlyse Frostluft … elleve tunge, mørke,
langsomme Slag. Hvor han hadede den Lyd! Allevegne og til alle
Døgnets Tider brød den skurrende ind i hans Lykkedrømme …
advarende, kaldende. Det var ikke muligt at flygte saa langt, at
den ikke indhentede ham. Som en usynlig Aand forfulgte den ham
paa alle hans forbudne Veje. Naar han om Foraaret havde stjaalet
sig ud paa Engene med sin Kæmpedrage „Heljo“, eller naar han om
Sommeren drev med en Jolle ude paa Fjorden og trak Aborrer, …
hvert Kvarter listede denne Spøgelserøst sig ind i hans Øre med
sin besværgende Mumlen.
„Hallo!“ skreg han for at overdøve Røsten og krystede i
udfordrende Trods den lange Pige endnu kraftigere i sin Arm. Hun
vendte sig atter smilende om imod ham med et Blik, der jog ham
en sød Kuldegysning nedover Ryggen.
„Du er smuk,“ hviskede han ind i hendes Øre. „Hvad hedder du?“
„Oline.“
„Og hvor bor du?“
„I Smedestrædet … Riisagers Gaard … Og hvor bor du?“
„Jeg?“
„Ja. Naar du ikke er Præstens Søn, hvem er du saa?“
„Hvem jeg er? … Jeg? … Det kan jeg ikke sige dig. -- Men skal vi
mødes imorgen Aften i Voldstrædet, naar det er bleven mørkt?“
„Det kan vi jo gerne.“
Uden at agte nogen Fare havde han overskredet Bygrænsen og foer
nu i fuld Fart videre nedad Nørregade. Han var dog ikke kommen
langt, før en stor Skikkelse sprang frem fra et Gadehjørne og
med et tordnende „Holdt“ huggede den krumme Ende af en Stok i
Slæden, saa denne væltede og kastede det sammenslyngede Par ud i
Sneen. Med et vildt Skrig flygtede Pigebarnet, mens Peter
Andreas følte sig grebet i Nakken af Ole Vægters kraftige Næve.
„Kom nu her, du Knægt! Jeg skal lære Jer Satens Drenger at holde
Jav med Øvrigheden. Paa Raadstuen med ham! … Ingen Snak! … Hvem
er du en forbandet Søn af?“
Peter Andreas forstod straks, at her maatte der Opfindsomhed
til, om han skulde slippe ud af Klemmen. Hurtigt og ligesom
aandeløs sagde han:
„Det var godt, jeg traf Dem, Vægter! Der er stort Slagsmaal
deroppe mellem Drengene. Iversens store Læredreng har trukket
Kniv. De maa skynde Dem, … han er helt rasende.“
„Hvad er’et, han siger?“
„Ja, han har stukket Alfred … Borgmesterens Søn. Bare han ikke
er død. Han ligger deroppe i en stor Blodpøl.“
„Borgmesterens Søn!“ stønnede Vægteren og slap sit Tag.
„Jeg løber hen og siger det til Familjen og henter Doktor
Carlsen,“ sagde Peter Andreas og greb hurtig efter Slæderebet.
Før Vægteren fik sig besindet, var han væk.
Klokken var bleven næsten tolv, da han, efter at have svunget
sig over Naboens Plankeværk, krøb ind gennem det Forstuevindue,
han ved sin Bortgang havde ladet staa paa Klem. Han havde
trukket Støvlerne af sig ude i Sneen, og med forsigtige Skridt
listede han henimod Loftstrappen. I det samme blev Døren til
Studereværelset reven op. Faderen stod foran ham med en Lampe i
sin opløftede Haand.
I nogle Øjeblikke stod Fader og Søn saaledes overfor hinanden
uden at tale. Der hørtes kun en klirrende Lyd af Kuplen paa
Lampen i Pastor Sidenius’ sitrende Haand.
„Ad Tyvens Vej gaar du ind og ud af din Faders Hus,“ sagde
Præsten endelig. -- „Hvor kommer du fra?“ tilføjede han lidt
efter med halv Stemme, som havde han næppe Mod til at høre
Svaret.
Peter Andreas fortalte uden Omsvøb eller Forsøg paa Besmykkelse,
hvor han havde været, -- han ringeagtede i dette Øjeblik Faderen
for dybt til, at han kunde faa sig til at lyve for ham. Og da
han nu var gaaet til Bekendelse, tilstod han med det samme baade
Købet af „Blodørnen“ og sin Gæld hos Hjulmanden.
„Saa vidt er det altsaa kommen med dig?“ sagde Faderen uden at
lade sig mærke med, at den værste Angst i Virkeligheden var
bleven taget fra ham. Han vidste, at der et Par Steder i Byen
fandtes Smughuler for Uterligheden, og han havde frygtet for, at
det var til et saadant Sted, Sønnen ved slet Eksempel var bleven
lokket hen. „Gaa i din Seng!“ fortsatte han. „Du er og bliver et
Syndens Barn! … Imorgen tales vi nærmere ved.“
Da Peter Andreas tidlig den næste Dag blev kaldt ned til
Morgenandagten i Dagligstuen, var han forberedt paa en
Gentagelse af den højtidelige Brændemærkning, der i sin Tid var
overgaaet ham i Anledning af Æbletyveriet. Signe sad ved
Klaveret, hvor der brændte et enligt Lys. Resten af den store
Stue laa i Mørke, og der var saa koldt, at der stod en Taage ud
af Mundene paa dem, der sang.
Imidlertid blev baade den første og den anden Salme sungen
tilende og Trosbekendelsen fremsagt, uden at der skete nogen
Hentydning til Gaarsaftenens Begivenhed. Heller ikke senere paa
Dagen blev der talt et Ord til ham derom. Pastor Sidenius havde
den hele Formiddag siddet ved sin Hustrus Seng, og Forældrene
var kommen til den Erkendelse, at det var frugtesløst længer at
forsøge paa ved Overtalelser at indvirke paa Drengens Sind, --
der kunde nu kun haabes paa, hvad Tiden og Livets Tugt ved Guds
Naade kunde udrette. Den eneste Foranstaltning, der blev
truffen, var den, at Naboens Plankeværk forsynedes med
opadvendte Spigersøm, og at Faderen fremtidig hver Aften
personlig forvissede sig om, at Sønnen laa i sin Seng.
Peter Andreas var ligeglad. Intetsomhelst af, hvad man foretog
sig med ham i Hjemmet -- det være sig ondt eller godt -- gjorde
længer noget Indtryk paa ham. Den Tid var forbi, da han lagde
Planer om ved et eller andet eventyrligt Skridt -- en formelig
Opstand eller en hemmelig Flugt -- at forkorte sin Pine og drage
ud i Verden for paa Lykke og Fromme at opsøge det Kongerige,
hans Drømme havde forjættet ham. Han var nu baade gammel nok og
forstandig nok til at indse, at han hurtigst og sikrest vilde
kunne naa den attraaede Uafhængighed, naar han taalmodig gik sin
Skolegang tilende, -- og forresten varede det heller ikke længe,
før han udfandt andre Midler til at skuffe Faderens
Aarvaagenhed. Naar alt i Huset var bleven stille, firede han sig
ved Hjælp af en Tougende fra sit Gavlvindue ned paa Portrummets
Halvtag og lod sig herfra glide langsmed Nedløbsrenden ned paa
Gaden, -- og endnu mangen maaneklar Nat laa han ude paa Fjorden
med sin elskede Fiskesnøre og forærede ved Hjemkomsten Vægteren
sin Fangst for at holde hans Mund lukket.
Ogsaa med den sortøjede Oline fra Riisagers Gaard havde han
fundet Lejlighed til at forny Bekendtskabet. De havde et Par
Gange haft Stævnemøde om Aftenen i en af Byens store
Tømmergaarde; men forresten var de hurtig bleven færdig med
hinanden. Den altfor grovkornede Ligefremhed i Tøsens Udtryk og
Lader havde gjort ham skamfuld, og da hun engang ligefrem
forsøgte Angreb paa hans Dyd, havde han med Skyhed slængt hende
fra sig og søgte hende ikke tiere.
En særlig Forkærlighed havde han for Havnen og det Liv, der --
fattigt nok forresten -- rørte sig paa Bryggen mellem Kulskibene
og de smaa, svenske Tømmerlastere. Dernede laa en lille
Provianteringsbod, hvis Bestyrer han havde lært at kende, og her
tilbragte han ofte sine Fritimer for at kunne høre paa
Søfolkenes Fortællinger om deres Oplevelser i fremmede Lande, om
de store Oceandampere med deres Fragt af indtil to Tusinde
Personer, og om Livet paa de store Havnepladser med deres
vældige Skibsværfter og Dokker.
Sømandslivet fristede ham dog ikke. Han havde sat sig et større
Maal. Han vilde være Ingeniør. Denne Stilling syntes ham nemlig
at byde de fleste Muligheder for Virkeliggørelsen af hans Drøm
om et stolt og frit omflakkende Liv, rigt paa Eventyr og
spændende Tildragelser. Desuden vilde han ved at vælge en saadan
rent praktisk Livsgerning paa den tydeligste Maade udskille sig
fra sin Slægt og bryde med dens saa forherligede,
aarhundredgamle Traditioner. Hans Valg var en bevidst Udæskning,
navnlig overfor Faderen, der plejede at tale meget nedsættende
om Folks Glæde ved Tidens store tekniske Fremskridt. Saaledes
havde han engang, da der var bleven en Del Røre blandt Borgerne
i Anledning af et Forslag om at søge Byens hensygnende Skibsfart
fremmet ved en Uddybning af Fjordindløbet, udtalt sig yderst
ringeagtende om den hele Sag. „Disse Folk med deres idelige
Bekymringer for alle andre Ting end det ene fornødne,“ havde han
sagt. Fra den Dag vidste Peter Andreas, at han vilde være
Ingeniør.
En Tilskyndelse i samme Retning fik han desuden henne fra
Skolen. Mens de fleste af hans Lærere, paavirket af Forældrenes
Opfattelse af ham, allerede paa et tidligt Tidspunkt havde
opgivet ham som En, der dog aldrig vilde drive det til noget
ordenligt, havde han efterhaanden vundet sig en Ven og Beskytter
i sin Matematiklærer. Denne, en gammel Militær, udtalte sig
endog særdeles rosende om hans Evner overfor Faderen, naar denne
-- som det et Par Gange havde været Tilfældet -- i sin
Utaalmodighed tænkte paa at tage ham ud af Skolen for straks at
sætte ham til et Haandværk. Det saae næsten ud, som om den gamle
Soldat dreves hertil af en forstaaende Deltagelse for Drengen og
fandt en Tilfredsstillelse i at bringe den strengt dømmende
Præst til Tavshed med sine Lovord.
Ellers var det nu saaledes, at Byens Stemning overfor Pastor
Sidenius og hans Hus var i Færd med at vende sig. Tiden og Vanen
havde omsider ogsaa i dette Forhold gjort sin forsonende
Gerning. Hertil kom, at adskillige af de gamle Købmænd og
Studeopdrættere, som hidtil havde behersket Byens offenlige
Mening, i Aarenes Løb var døde, og -- hvad der var det
væsenligste -- det havde for de flestes Vedkommende vist sig, at
hverken deres Handelsomsætning eller deres Formue stod i
rimeligt Forhold til den Myndighed, de havde tiltaget sig i alle
Byens Anliggender. Det havde været Forretningsfolk af den gamle
Skole, der i deres Bondehovmod ikke vilde erkende, at Tiden løb
fra dem, og som lod haant om de ændrede Former,
Samfærdselsmidlernes Udvikling havde givet Handelen. Flere af
Byens bedste Familjer, der havde levet stort paa nedarvet
Rigdom, sank i Aarene efter Krigen næsten ned til Fattigdom. Og
som Velstanden svandt, voksede Trangen til Religionens Trøst.
Pastor Sidenius’ myndige Ord om det Timeliges Forfængelighed og
Armodens og Savnets sande Rigdom begyndte at finde Forstaaelse
hos Folk og allermest netop hos dem, der forhen havde staaet ham
haardest imod. Stadig øgedes den Skare af Andægtige, der om
Søndagen samledes om hans Forkyndelse, og det hændte aldrig mer,
at nogen af Byens Borgere undlod at hilse ham, i hvert Fald naar
han var i Ornat.
* *
*
Det var under den videre Udvikling af disse Forhold, at
Befrielsens Time endelig slog for Peter Andreas. Takket være den
gamle Matematiklærers indtrængende Forestillinger hos Faderen
havde denne omsider indvilliget i at lade ham rejse til
Hovedstaden for at studere ved det polytekniske Institut. Han
var nu seksten Aar.
En smuk Høstaften, da den ugenlige Passagerbaad langsomt dampede
ud gennem Fjordens endnu lige tilgroede Krumninger paa Vej til
København, stod Peter Andreas henne i Agterstavnen med en Taske
over Skuldren og saae tilbage imod Byen, der tegnede sig
bestandig mørkere mod den gulrøde Aftenhimmel. Løsrivelsen fra
Hjemmet havde ikke kostet ham Taarer. Selv Afskeden med Moderen
var gaaet for sig uden større Sindsbevægelse. Og dog, som han nu
stod der i sin nye, skræddersyede Dragt, med en
Hundrededalerseddel indsyet i Foret paa sin Vest, og saae Byens
Tagvrimmel og Kirkens tunge Murstenstaarn svinde bort mod den
lysende Himmelrand, greb Benauelsen ham, ja der rørte sig en vag
Følelse af Taknemlighed i hans Bryst. Han syntes nu selv, at han
ikke havde faaet sagt Hjemmet og Forældrene Farvel paa rette
Maade, og han ønskede næsten, at han kunde vende om og tage
Afsked endnu engang. Om det saa var den fjerne Lyd af Kirkens
Aftenklokke, der bares ud til ham over Engene som Hjemmets
sidste Hilsen og Advarsel, saa vakte den nu kun hans forsonlige
Følelser.
Denne let bevægede Stemning holdt sig hos ham den første Tid
under Opholdet i København. Den forstærkedes endda, efterhaanden
som han blev et Bytte for den særegne Forladthedsfølelse, der i
Begyndelsen knuger Provinsboeren i den store By med dens lutter
fremmede og ligegyldige Ansigter. Han kendte ikke et Menneske i
København. Ingen af hans Skolekammerater var endnu kommen
dertil, idet de havde fortsat deres Skolegang for at blive
Studenter. Han kunde de første Uger blive helt modløs i sin
Ensomhed; og ofte gik han ned til Børsbroen for at se, om der
ikke skulde være kommen en Æbleskipper derhjemmefra, med hvem
han kunde faa sig en Passiar om Byen og fælles Bekendte. Kun
hans Følelser overfor Faderen undergik ingen væsenlig
Forandring; det var bestandig til Moderen, han skrev, naar han
overhovedet lod høre fra sig.
Af hans ældre Brødre havde den ene -- Thomas -- allerede for et
Aarstid siden fuldendt sine Studier og var bleven Kapellan et
Sted paa Landet. Den anden, Eberhard, boede ganske vist stadig i