Lykke-Per. Første Del - 13

da hun stod faa Skridt fra dem. Nu bagefter følte hun, at hun
kunde have været i Stand til at dræbe dem med egen Haand.

Naar senere hendes Kærlighedsskuffelse havde oprevet hende, som
den gjorde, var det, fordi denne Sjælsrystelse var gaaet
umiddelbart forud. Den ene Ydmygelse virkede tilbage paa
Erindringen om den anden, ja Indtrykkene af de to Begivenheder
blandede sig efterhaanden sammen for hende og fik en
skæbnesvanger Magt over hendes Sind.
Hun havde blandt andet i hine Dage besluttet aldrig at fæste sig
til nogen Mand. Med en Jøde vilde hun ikke gifte sig. Hun vilde
ikke, at hendes Børn skulde komme til at gennemgaa, hvad hun
selv havde maattet lide paa Grund af sin usalige Fødsel. Men at
stifte Familje med en Kristen kunde hun heller ikke tænke sig.
Dertil hadede hun for uforsonligt dette Samfund, der i
Aarhundreder havde været hendes Stammes koldblodige Bøddel.
Selve Racen skræmmede hende desuden, virkede paa hende som en
raa Trusel. Synet af en saadan firskaaren, blaaøjet og kødrig
Nordbo som Per vakte straks Erindringen om hine to skulderbrede
og magtglade Officiantskikkelser, som hun endnu efter Aars
Forløb ikke kunde mindes uden at føle Mordlyst krible hende i
Fingerspidserne.
Saa var der ogsaa det, at hun nu begyndte at føle sig gammel.
Hun havde været voksen siden sit ellevte-tolvte Aar. Allerede i
Trettenaarsalderen havde hun haft sin første, dybt ulykkelige og
oprivende Forelskelse, -- hun syntes derfor, hendes Hjerte nu
fortjente Hvile.
At hendes gamle Ven Eybert holdt af hende og gerne vilde have
hende til Kone, havde hun længe vidst. Hun for sit Vedkommende
satte stor Pris paa at tale med ham. Saa forskellige de end var,
besad de mange fælles Interesser -- politiske og literære -- og
havde omtrent det samme mistrøstige Syn paa det meste af, hvad
der foregik herhjemme og rundt i Verden. I Grunden kunde hun
rigtig godt lide ham. Den lille, stilfærdige Mand med det
glatkæmmede lyse Haar og det tynde Fuldskæg havde en velgørende,
beroligende Indflydelse paa hende, vakte intet af den Erindring
om bredskuldret Brutalitet, der virkede saa afskrækkende paa
hende overfor saa mange andre Mænd. Rigtignok var der saa heller
ikke nogetsomhelst hos ham, der vakte det kvindelige Driftsliv i
hende. Kun naar hun engang imellem hørte ham tale til andre om
sine to moderløse Smaa, kunde der i Dybet af hendes Hjerte røre
sig noget, der flygtigt bragte Blodet op i hendes Kinder; ja,
der kunde være Øjeblikke, hvor hun i Trang til at udfylde en
Plads her i Livet og ofre sig for et Kald flygtig lod sig gribe
af den Tanke at blive Moder for denne ensomme Mands Børn.
* *
*
En Dag i Skumringen sad Onkel Heinrich hensunken i en dyb
Lænestol inde i Biblioteket og røg en af sine stærke, sødligt
duftende „Manillaer“ efter Middagen. Han havde siddet nogen Tid
alene, da Ivan kom derind og kastede sig i en Stol overfor ham.
„Onkel -- jeg har noget at tale med dig om.“
„Det er et højst ubekvemmeligt Øjeblik, du har valgt dertil. Du
veed, det inkommoderer mig at tale, naar jeg har spist.“
„Men du holder heller ikke af at tale, mens du spiser, -- det
plejer du jo at sige -- saa jeg veed virkelig ikke, hvornaar jeg
maa snakke til dig.“
„Naar jeg sover. -- Naa, men hvad er det saa?“
„Vil du gøre mig en Tjeneste, Onkel?“
„Du veed, at jeg af Princip aldrig gør Folk Tjenester. Lad os
altsaa tale om noget andet.“
„Saa kald det en Forretning -- eller hvad du vil,“ sagde Ivan og
anbragte sig i sin Yndlingsstilling med den ene Fod oppe under
sig. „Ser du, der er en ung Mand, som jeg interesserer mig for …
et Menneske, som --.“
„Kort og godt -- et af dine Genier. Videre!“
„Jamen dennegang tager jeg ikke fejl, Onkel! Det er absolut et
eminent Talent. Han vil engang komme til at præstere noget
epokegørende i sit Fag. -- Men han er fattig.“
„Fattig? Ja, det er jo en af Hovedegenskaberne hos Geniet, har
jeg forstaaet.“
„Og naturligvis vil man ikke give ham Lov til at gøre sig
gældende herhjemme. Det er jo de store Begavelsers sædvanlige
Lod. Men jeg er forresten ikke bange. Han skal slaaes op. Jeg
har talt med Dyhring derom, og han har lovet mig at interviewe
ham ved Lejlighed og skrive en Artikel om de store Opfindelser,
han beskæftiger sig med.“
„Med andre Ord, Ivan -- det Menneske, du der taler om, det er
den selvbevidste unge Person med Opstandernæsen, der optraadte
her forleden og gjorde Skandal’ -- ham med det uanstændige Navn.
Hvad er det nu, han hedder?“
„Sidenius.“
„Herr Gott von Mannheim! At et stakkels Menneske kan hedde
saadan!“
„Nu veed jeg, at han har i Sinde at rejse bort og studere i
Udlandet en Tid.“
„Er han kommen til Penge da?“
„Nej, ser du, Onkel, det er netop det, jeg gerne vilde tale med
dig om. Forstaar du, jeg vilde gerne kunne tilbyde ham de
nødvendige Rejsepenge, som jeg veed, han mangler. Men han er en
stolt Natur. Og saa ømfindtlig paa det Omraade, at -- -- ja, --
-- jeg er næsten sikker paa, at han vilde sige nej, naar man gik
hen og ligefrem tilbød ham Penge. Han vilde tage det op som en
Fornærmelse. Saadan er han.“
„Saa skulde du sgu beholde dine Moneter, Ivan.“
„Snak, Onkel! Det er netop den Slags Folk, der skal hjælpes. --
Og du maa finde paa en Udvej, Onkel.“
„Jeg? Er du gal?“
„Jeg har tænkt mig, at jeg kunde faa dig til at være Skærmbræt
for mig. Og det vil du nok, Onkel, naar jeg ber dig pænt om det.
Ser du, Pengene maa tilbydes ham paa en saadan Maade, at det
ikke støder ham … og absolut anonymt, ellers tager han dem
aldrig. Du kan jo sige, at det er nogle Venner og Beundrere, der
har ønsket at vise ham en Opmærksomhed, inden han rejser … eller
du kan tilbyde ham dem som Laan … eller hvad du nu kan finde
paa.“
Onkelen skød sine buskede Bryn i Vejret og overvejede et
Øjeblik. Det var ham i Grunden ikke imod at optræde som
Velgører, naar det ikke kostede ham noget. Han havde desuden
selv faaet en Smule tilovers for Per, som blandt alle Nannys
Kurmagere syntes ham den eneste, der sad inde med Betingelser
for at slaa sig op i Verden og blive et standsmæssigt Parti.
„Hvormeget har du tænkt at fylde i den Luks?“
„Hvad der behøves, for at han skal slaa igennem. Jeg har ment en
fem-seks Hundrede Kroner. Maaske mere. Jeg har ikke sat nogen
Grænse. Han faar anvist en Konto hos Griesmann og kan saa trække
paa mig gennem ham.“
„Du er gal, min Søstersøn! Du er ligesom din Mor og din Far og
alle dine Søskende og din hele Familje splittergal!“
„Er der Nogen, der gi’er lidt Ild?“ lød det i det samme fra
Døren til Dagligstuen. Det var Nanny; hun stod derhenne med
begge Hænder spændt omkring Livet og stak Overkroppen frem. En
utændt Cigaret vippede mellem hendes Læber.
Onkelen skar en Grimace.
„Der kommer hun med sin Papirpatte! … Har jeg ikke sagt dig, at
det er en væmmelig, afskyelig, nederdrægtig Stank.“
„Er du i daarligt Humør, Onkel? Det var kedeligt. For der er
noget, jeg gerne skulde snakke med dig om.“
„Du ogsaa! … Snak væk! Min Middagshvile er dog komplet ødelagt
for idag.“
„Jeg har en Høne at plukke med dig, lille Ven.“
„Pluk væk! Og lad det faa en Ende!“
„Jeg synes, du kunde være saa taktfuld ikke at gaa gennem
Strøget med dine Damer paa den Tid, hvor ordenlige Folk spaserer
der. I hvert Fald skulde du vise din Familje det Hensyn at vælge
en mindre afskrækkende Ledsagerske end det Uglebillede, jeg saae
dig med baade idag og forleden. Vi kan ikke være bekendt, at du
har en saa skrækkelig Smag, Onkel.“
Hun havde stillet sig hen bag hans Stol, paa hvis Ryg hun
hvilede sine Arme, mens hun sendte Strøm paa Strøm af Cigaretrøg
ned over hans tyndhaarede Isse. Saa opbragt han end var over
hendes Ord, rørte han sig ikke, men hengav sig med halvlukkede
Øjne til den lille Nydelse, det var for ham at føle disse varme
Aandepust fra de friske Pigelæber.
„Har jeg ikke sagt dig, Nanny, at det er væmmeligt, afskyeligt
at høre en ung Pige føre saadan uanstændig Tale. Forresten er
den unge Dame, du taler om --.“
„Hvadfor en ung Dame?“
„Hende, du maaske har set mig gelejde en enkelt Gang -- det er
min Værtindes Datter, en meget dannet og højst respektabel --.“
„Jeg har ikke talt om nogen ung Dame. Jeg har talt om en gammel
Hejre med røde Uldblomster paa Hatten og fede Sminkeklatter paa
Kinderne. Og jeg siger dig, Onkel -- hende kan du ikke være
bekendt.“
„Og jeg siger dig, Tøs, at du skulde sidst snakke om, hvad man
kan være bekendt -- du! Hvad er maaske det for Personer, du
trækker her til Huset med dit uanstændige Koketteri? En Hr.
Sidenius! En Bondedreng, der akkurat har faaet saa megen
Politur, at han ikke snyder sig med Fingrene! Og hvad for et
Fjæs der sidder paa den Fyr! Han ser grangivelig ud, som om han
havde haft en Jomfru Næsvis til Mor og en Hanswurst til Far.“
„Jeg finder ham nu smuk.“
„Ja … du finder ham smuk,“ vrængede han efter hende. „Men det
siger jeg dig, Nanny! Gifter du dig med en Døbt, som ikke i det
mindste er Født, saa --.“
„Hvad saa, Onkel?“
Han sendte hende et frygteligt Blik over Stoleryggen og sagde
langsomt, med højtideligt Eftertryk paa hvert Ord:
„Saa faar du ikke min store Brillantnaal efter min Død.“
„Jamen den har du jo ogsaa lovet Jakobe, Onkel. Og Rosalie har
ogsaa faaet Løfte paa den. Og Ivan, tror jeg.“
Han foer rasende op og styrtede ud af Stuen, idet han raabte: „I
er allesammen splittergale i dette Hus! Jeg sætter ikke mere
mine Ben her! Her er befængt! Jeg har faaet nok. -- --“
Ivan og Nanny saae lidt betuttede paa hinanden. Som sædvanlig
vidste de ikke rigtig, om han havde talt i Alvor eller halvt i
Spøg.
Men nu kom Jakobe frem i Dagligstuedøren.
„Hvad har I gjort ved Onkel? Han var jo helt ude af sig selv.“
„Ingenting,“ svarede Ivan. „Du veed, han kan aldrig lide mine
Venner, -- og nu har han ogsaa set sig gal paa Sidenius. Det er
det hele! Jeg fortalte ham, at Sidenius tænkte paa at rejse, og
jeg bad ham om at gøre mig en Tjeneste i den Anledning -- det
var det hele.“
„Vil Hr. Sidenius rejse?“ spurgte Nanny -- og der var noget i
Betoningen, som fik Søsteren i Døren til at se iagttagende paa
hende.
„Han tænker paa det, ja.“
Nanny spurgte ikke om mere. Som i Tanker gik hun hen og kastede
sin halvt udrøgne Cigaret fra sig i en Malmskaal, der stod paa
Bordet.
„Jeg tror virkelig, Nanny for Alvor har faaet et godt Øje til
Hr. Sidenius,“ sagde Jakobe om Aftenen, da hun og Moderen sad
alene i Dagligstuen omkring den tændte Arbejdslampe.
„Aa, hvor falder det dig ind!“ sagde Fru Salomon i lidt uvillig
Tone -- som var det en Tanke, der i Stilhed ogsaa havde
beskæftiget hende og foruroliget hende en Smule. „Hr. Sidenius
er jo en halvt utilregnelig Fusentast. Og Nanny mangler ikke
Forstand. -- Desuden rejser han jo nu, og dermed ophører sagtens
vort Bekendtskab med ham.“
„Jeg har nu den Tro, at det vil trække ud med den Rejse,“ sagde
Jakobe efter nogen Tavshed, -- hun sad tilbagelænet i
Sofahjørnet ved Siden af Moderen og saae ud for sig i en egen
mørk Grublen.
„Kære Barn, hvad kan du vide om det?“
„Aa, jeg er da ikke blind, Mor! Fra det første, jeg saae det
Menneske her, var jeg klar over, hvad han kom her for. Og han er
vist ikke af dem, der saa hastig opgiver, hvad de har sat sig i
Hovedet. Det siger jo ogsaa Ivan om ham. Hvad der ellers kan
være at udsætte paa ham -- og der er jo tilstrækkeligt endda! --
noget af en Karakter synes han virkelig at være.“
Fru Salomon smilte lidt.
„Jeg tror, du begynder at forlige dig med ham, Jakobe.“
„Nej, det gør jeg ikke, … og det vil jeg heller aldrig kunne.
Dertil er selve hans Person mig for meget imod. Men jeg tænker
paa, at han jo endnu er ganske ufærdig. Ingen kan vide, hvad han
under gunstige Forhold vil kunne udvikle sig til. Maaske vil han
virkelig engang kunne blive en ret antagelig Mand for Nanny. I
hvert Fald tror jeg næsten, jeg vilde foretrække ham til Svoger
f. Eks. for et Menneske som Dyhring.“
„Hør, du er dog bleven en rigtig Kirsten Giftekniv, Jakobe,“
sagde Fru Salomon. „Forleden var det Olga Davidsen, du havde
travlt med; og idag er det din egen Søster, du vil have afsat.“
Jakobe blev rød. Hun følte sig truffet af Moderens Bebrejdelse.
„Lille Mor,“ -- hun bøjede sig frem for at skjule sin
Forlegenhed og lagde Haanden hen paa Moderens Arm -- „Du veed
nok, det er nu engang gamle Jomfruers Svaghed.“
* *
*
Per blev i disse Foraarsmaaneder en hyppig Gæst i det salomonske
Hjem. Vistnok var det stadig Nannys Person, der hovedsagelig
drog ham dertil; men ogsaa det ham saa nye og fremmedartede
Familjeliv øvede en mægtig Tiltrækning paa ham.
En Aften, da han var gaaet, kunde Jakobe ikke lade være med at
henkaste det Spørgsmaal:
„Gud veed, hvad Hr. Sidenius egenlig tænker paa, naar han saadan
sidder og ser hen for sig uden at sige noget?“
Han sad og tænkte paa sit eget Barndomshjem. Han saae for sig
Dagligstuen derhjemme, saaledes som den stod tydeligst for hans
Erindring: i de lange Vinteraftener, naar den enlige Lampe
brændte døsigt paa Bordet foran Hestehaarssofaen og Faderen
halvslumrede i den stivryggede Lænestol med sin grønne Papskærm
for Øjnene, mens Signe læste højt af Avisen og de mindre Søstre
sad krumme over deres Stoppearbejde og hvert Øjeblik skottede op
til Uret paa Sekretæren for at se, om Vægteren ikke snart vilde
komme og forkynde Sengetid. Han hørte igen hine smaa Suk, der nu
og da lød fra Soveværelset ved Siden af, og hvormed Moderen
derinde i Sengen gav sit altid lidt beklemte Hjerte Luft. Han
hørte den stille Kogelyd fra Lampen, lugtede Tørveosen fra
Kakkelovnen blandet med Lugten af Pletvand eller Medicin.
Hvad der slog ham ved Sammenligningen, var dog ikke særlig
Modsætningen mellem den Rigdom, han havde for Øje, og
Barndomshjemmets Kummerlighed. Det var meget mere en Forskel i
Tonen, i Talens Varmegrad, i selve Livstemperaturen i de to
Hjem. Naar han her hørte de kaadmundede Børn tale næsten
kammeratlig til deres Forældre; naar han hørte Fru Salomon
drøfte Foraarsmoderne med sine Døtre, tale til dem om, hvilke
Farver og hvilket Snit der klædte dem, ja ligefrem paalægge dem
som Pligt at tage sig godt ud; naar han bestandig fandt Sindene
livfuldt optagne af alt, hvad der skete rundt om i Verden, men
aldrig hørte den mindste Hentydning til det dunkle „Hinsidige“,
der som en Gravluftning havde gennemtrængt hans eget Hjem, hvor
man regelmæssig begyndte og afsluttede Dagen med at bortvende
sig fra Verden i Bøn og Salmesang; hvor det at pynte sig, ja
blot at være velklædt og ofre Omhu paa sin Person næsten
betragtedes som uværdigt for et af Aanden genfødt Menneske, --
han følte da med Taknemlighed, at han virkelig her havde fundet,
hvad han havde villet søge i fremmede og fjerne Egne, Naturens
Børn, ubesmittede baade af et Himmerig og et Helvede.
Dog, ogsaa selve Rigdommen havde gennem det salomonske Hjem
faaet ny Værdi for ham. Han havde hidtil paa Bondevis betragtet
Pengene nærmest som et Vaaben, med hvilket man -- halvt
snigmorderisk -- hævdede sig i Tilværelseskampen. Nu aabnedes
hans Øjne for den Betydning, gode og betryggede Livsvilkaar
kunde faa ogsaa for et Menneskes sunde aandelige Vækst, for hans
rolige og frie Karakterudfoldelse. Han begyndte at forstaa den
Ærefrygt for Guldet, man tillagde Jøderne, og som alle
rettroende Sideniuser højlig forargedes over. Han huskede sin
Faders foragtelige Udtryk om „Mammondyrkerne“ og mindedes sin
Religionslærer, en bleg og luvslidt Teolog, som -- idet han
strøg Eleverne over Haaret med en Haand, der stank af Bukselomme
-- indtrængende formanede dem til aldrig at eftertragte saadanne
Skatte, som „Rust og Møl kan fortære“. Han tænkte paa, hvorledes
i dette lille ludfattige Land Slægt efter Slægt var bleven
optugtet til at nære en farisæisk Ringeagt for alt „timeligt
Gods“, og hvorledes aandelig Forkommenhed og Pjalteri og
Snuskethed samtidig havde præget det hele Samfund, og han følte
en trodsig Lyst til at raabe ud over Landet et: „Respekt for
Pengene! Paa Knæ for Mammon … Folkenes Opretholder og Forløser!“
Han følte dog godt, at denne Lysskyhed overfor Guldets Glans
endnu ikke var gaaet ham selv helt af Blodet. Naar han saae sig
omkring i de overdaadigt udstyrede Stuer, mærkede han ofte
Resterne af sin medfødte Troldenatur røre sig i ham. Ja, hver
Gang han fra dette østerlandske Solskinshjem tænkte tilbage paa
sit eget Liv med dets triste og fattige Glæder og
Samvittighedskampenes Kval og Uhygge, følte han med Skamfuldhed,
at han virkelig var, hvad Faderen altid havde kaldt ham, et
„Mørkets Barn“, en Underjordisk -- en Sidenius.
Livet i det store, rige og selskabelige Købmandshjem, hvor saa
mange fribaarne og formsikre Mennesker mødtes, virkede
overhovedet paa ham som et Aandens Spejl og vakte ham til
fornyet Selverkendelse. For første Gang i sit Liv traf han her
Folk, hvem han følte sig underlegen. Endog i Samtale med de unge
Piger eller deres Veninder maatte han benytte allehaande
Kunstgreb for at dække over Manglerne ved sin Kultur og skjule
de store Huller i sin Viden. I al Hemmelighed søgte han da ogsaa
skyndsomst at indhente, hvad han havde forsømt i Henseende til
almindelig Dannelse. Navnlig havde han med Iver kastet sig over
Studiet af Nathans Bøger, som han i disse Krese saa ofte hørte
omtalt og omstridt. Ogsaa sine højst mangelfulde Sprogkundskaber
søgte han at hjælpe paa for ikke at staa tilskamme i et Hus,
hvor der kom saa mange Udlændinge, og hvor selv de yngre Børn
talte de tre evropæiske Hovedsprog med Færdighed.
Derfor, skønt han stadig søgte til Huset særlig for Nannys
Skyld, holdt han undertiden mest af at sidde og snakke med Fru
Salomon og Jakobe, hvis Underholdning syntes ham at være mest
belærende. Navnlig havde han faaet stor Respekt for Jakobe, der
med lige stor Lethed kunde tale om gamle, græske Filosofer og om
den nyeste Bismarck-Politik, og som alligevel ikke var nogen
Blaastrømpe. Trods det lidet behagelige Indtryk, hun straks
havde gjort paa ham, og skønt hun endnu langtfra altid viste sig
for ham fra sin tilgængeligste Side, satte han megen Pris paa at
tale med hende om, hvad han havde læst eller tænkte paa at læse;
og hun paa sin Side lod sig ved en Slags Overrumpling afvæbne af
hans Optagethed af Dr. Nathan, en Mand, i hvem ogsaa hun saae
Landets stærkeste Personlighed og en ny Tids Herold. De havde
her fundet et Felt, hvor de kunde mødes i Forstaaelse, og
hvortil de hver paa sin Maade droges af det, der var dybest i
dem begge -- Hadet til den Kirke, der havde kastet Skygge over
deres Ungdom. Og Per gjorde ingen Røverkule af sit Hjerte. Han
udtalte sig om sine Følelser med en naiv Aabenhjertighed, der
efterhaanden vandt ham -- om ikke hendes Sympati, saa dog hendes
Overbærenhed. I Virkeligheden ledede hun i denne Tid hans
Udvikling langt mere, end hun selv anede. Men heller ikke Per
havde nogen rigtig Forstaaelse af den Indflydelse, hendes
overlegne Personlighed var ved at faa paa ham. Med al sin
Respekt for hende begreb han derfor heller ikke rigtig den
overordenlige Hyldest, hun fra visse Sider var Genstand for, f.
Eks. paa Husets store Modtagelsesaftener, hvor saa mange af det
liberale Partis Bedstemænd var tilstede. Mens Nanny ved saadanne
Lejligheder foer overgiven gennem Stuerne med Literaterne
Balling og Povl Berger og den Slags Narrefølge, samlede Jakobe
trods sit afmaalte, til Tider afvisende Væsen Selskabets Spidser
om sin Stol, de virkelige Berømtheder, Universitetsprofessorerne
og de mange ansete Læger, der udgjorde en saa betydningsfuld Del
af Hovedstadens allerede ganske indflydelsesrige Fremgangsparti.
Engang hørte han endog en af disse Folk udbryde i Beklagelser
over, at en Kvinde af saa megen Aand og med saa mange Kundskaber
ikke syntes tilsinds at gøre nogen Mand lykkelig. „Forresten,
hvem skulde hun gifte sig med?“ havde Manden bagefter selv
indvendt. „Hun, der i sit Væsen har saa meget dronningeagtigt,
burde jo i det mindste have en Prins. Denne kedelige Eybert er
da i hvert Fald ikke noget for hende.“ Disse Ord gjorde, skønt
udtalte i Spøg, et alvorligt Indtryk paa Per og paavirkede lidt
efter lidt hans Bedømmelse ogsaa af hendes Ydre. Han maatte
indrømme, at hun bar sig ganske stolt, og at Ansigtsprofilen
virkelig mere var en Ørns end en Papegøjes. Han fik Øjet op for
Skønheden i hendes lette og dog saa sikre Gang med dens
ejendommelige, rovdyrsagtigt lydløse Fodskifte. Han lagde Mærke
til den overlegne Maade, hvorpaa hun kunde synke ned i en
Lænestol, -- ja, om det saa var hendes hastige Maade at pudse
Næsen paa, slog det ham med eet, hvor fornem den var.
En Aften kom de tilfældig til at være nogle Øjeblikke alene inde
i Biblioteksværelset. Nanny var i Middagsselskab og ventedes
først hjem om en Timestid; han var netop bleven siddende for at
bie paa hendes Hjemkomst. De sad paa hver sin Side af det store,
ottekantede, perlemorsindlagte Bord, Lampen stod imellem dem og
spejlede sin gule Silkeskærm i dets mørke Plade. Jakobe sad med
Haanden under Kinden og bladede i et Billedværk. De havde i
nogen Tid ikke talt, da hun pludselig gjorde ham det Spørgsmaal,
hvorledes det egenlig var gaaet til, at han, som tilhørte en
Slægt, der var saa udpræget præstelig, havde faaet Lyst til at
gaa den praktiske Vej og blive Ingeniør.
„Synes De maaske ikke om Stillingen?“ spurgte han afledende.
„Jo -- hvorfor ikke?“ sagde hun og talte med megen Varme om den
Betydning, Aarhundredets storslaaede Ingeniør-Virksomhed sikkert
engang vilde faa for Menneskehedens Frigørelse, idet man ved
saaledes at formindske Afstanden mellem Landene ved Hjælp af
Jernbaner og Telegrafer og Dampskibe bidrog til at udligne de
indbyrdes Forskelligheder og dermed havde gjort det første
Skridt til den endelige Virkeliggørelse af Menneskenes gamle
Drøm om en broderlig Forstaaelse mellem alle Jordens Folkeslag.
Per skottede ved disse Ord et Par Gange hurtigt over til hende
og blev lidt rød. Han havde aldrig selv betragtet sin Virksomhed
fra det Synspunkt men følte sig overordenlig tiltalt af at se
sit Kanalprojekt stillet i en saa ophøjet Ides Tjeneste. Han
blev formelig lidt højtidelig stemt.
Saadan gik det ham iøvrig bestandig overfor hende. Det var med
hendes Ord som med Nathans Bøger, de kunde glimtvis ligesom
lynbelyse fjerne og fremmede Tankeegne, saa de virkede som en
lokkende Aabenbaring. -- -- Hvor hun er klog! tænkte han ofte,
naar han sad overfor hende og betragtede hendes sære,
sfinksagtige Træk, og han kunde da have en helt eventyrlig
Fornemmelse af at sidde Ansigt til Ansigt med en ungdommelig
Sibylle. I saadanne Øjeblikke voksede hun ud i det
overnaturlige, blev selve Visdomsdybets uudgrundelige
Bevogterske.
„Jeg vilde ønske, jeg havde kendt Dem for længe siden, Frøken.“
Skønt han havde gjort sig Umage for at lægge lidt Lystighed i
Stemmen, hørte han godt, hvor flovt det lød. Jakobe smilte da
ogsaa paa en Maade, der ikke kunde smigre ham. Alligevel blev
han ved:
„Ja, det var naturligvis dumt sagt. Men det er nu ikke desmindre
sandt, -- jeg gaar virkelig i denne Tid omkring med en
Fornemmelse af, at jeg først nu begynder at blive rigtig
Menneske. Og det har nu De en Smule Del i, Frøken … enten De saa
bryder Dem om det eller ej.“
„Hvad Slags Skabning mener De da at have været før?“
Det varede lidt, før han svarede:
„Husker De ikke fra Deres danske Læsebog et Sagn om en
Bakketrold, der krøb op gennem en Muldvarpetue for at leve
mellem Menneskene men nøs ganske forskrækkeligt, hvergang Solen
brød gennem Skyerne? -- Aa, jeg kunde fortælle Dem en lang
Historie derom!“
Og, bedst som de sad, begyndte han virkelig at lukke noget af
sit Allerinderste op for hende. Overrasket af en Trang til
Fortrolighed fortalte han hende -- omend halvt spøgende -- om
sin Barndom og om det brudte Forhold til Forældrehjemmet.
Jakobe havde i Forvejen hørt noget derom gennem Ivan. Hun blev
lidt sky ved denne pludselige Aabenhjertighed og opfordrede ham
ikke til at fortsætte.
Nu blev de ogsaa afbrudt af Onkel Heinrich, der kom ind fra
Forstuen. Den gamle Udhaler forsømte sjælden nogen Lejlighed,
hvor han kunde komme til at beskue sine Niecer i stort Toilette.
Hans første Spørgsmaal galdt da ogsaa Nanny.
I det samme hørte de Vognen rulle ind i Porten, og et Øjeblik
efter fejede Nanny ind ad Døren.
Idet hun opdagede Per, standsede hun og lod med beregnende
Langsomhed det hvide Skindslag glide ned fra de blottede
Skuldre.
Per havde rejst sig og betragtede hende lidt forvirret.
Ja, vist var det et dejligt Legeme, som stod der foran ham i en
hvid, dybt nedringet Silkekjole, endnu blussende af
Selskabssalenes Hede og med Øjnene straalende af Festglæde. Og
dog -- da han lod Blikket glide tilbage til Søsterens sortklædte
Skikkelse, som sad der med Haanden tænksomt under Hagen, omgydt
af Lampens rolige Lys, slog det ham, hvor godt Jakobe taalte
Sammenligningen.
Helt underlig tilmode tog han lidt efter Afsked og gik langsomt
hjemad. Og midt paa Gaden standsede han og sagde halvt
forskrækket til sig selv, idet han skød Hatten tilbage fra
Panden:
„Jamen -- du gode Gud! Kan det da være Jakobe, jeg elsker?“


Ottende Kapitel.
For at gøre sit Navn kendt af Offenligheden og derved fremme
ogsaa sine Planer i det salomonske Hjem havde Per i nogen Tid
tumlet med den Tanke at udgive et lille Skrift om sine Ideer.
Det skulde være hans Svar til Oberst Bjerregrav, og Skriftet
skulde formes som en Udfordring til det hele hjemlige
„Ingeniørkleresi“, der havde villet kneble ham og støde ham ned
i Mørket. De Herrer skulde faa at mærke, at der endnu var Liv i
Rebellen.
Han vilde blandt andet udvikle Nødvendigheden af en fuldstændig
Omordning af Landets Samfærdselsvæsen. Med Tal, som man nok
skulde lade staa, vilde han godtgøre, hvor taabeligt det var for
et brændselsfattigt, af Havet omflydt lille Land at begunstige
Udviklingen af et kostbart Jernbanenet i Stedet for at lægge
Hovedvægten paa et mangearmet Kanalsystem, der kunde bringe saa
at sige hver eneste lille By i direkte Forbindelse med
Verdenshavnene. Han vilde hermed først og fremmest slaa til Lyd
for sit eget Projekt, hvoraf Bogen skulde indeholde en
fuldstændig Beskrivelse ledsaget af Tegninger og Overslag.
Iøvrig var det hans Hensigt ogsaa at meddele Betragtninger af et
videre Omfang. Ægget af de Ord, Jakobe hin Aften havde ladet
falde om Ingeniørvidenskabens naturlige Førerstilling i Nutidens
Kulturkamp, besluttede han at udstyre Bogen med nogle kraftige
Indledningsord, hvori han mere i Almindelighed vilde udtale sig
om Landets Fremtidsopgaver.
Dette Kampskrift begyndte han nu at udarbejde. Saa uvant det end
var ham at udtrykke sig med Pennen, og skønt Ortografi og
Tegnsætning ikke var hans stærke Side, gav han sig ufortrøden i
Kast med Opgaven. I en Stil og Tone, der var farvet af hans
Indtryk fra Dr. Nathans Skrifter, fastslog han først det dybe
Forfald, hvori „det akademiske Spidsborgerskab“ i Løbet af det
sidste Hundredaar havde styrtet Nationen, og gav en mørk
Skildring af den uophjælpelige Armod, hvori Landet tilsidst
vilde synke ned, dersom man paa Trods af sund Fornuft og andre
Landes Erfaringer ikke løsrev sig fra de overleverede
Forestillinger om Smørrets og Flæskets Velsignelser og resolut
skaffede Befolkningen nye Indtægtskilder. Som Modstykke
udkastede han et livfuldt Billede af det Vidunderrige, hvortil
en kraftig Industri forholdsvis hurtigt vilde kunne omskabe
Landet. Mens Pennen tumlede henover Papiret, saae han i Aanden
store Skibe dampe frem ad hans Kanalers blanke Vandveje, tungt
ladede med fjerne Landes Raaprodukter. Han saae stolte Fabriker
rejse sig langs alle rindende Strømmes regulerede Løb, hørte
Lyden af summende Svinghjul og brusende Turbiner. Paa den golde,
jyske Hede, hvor nu kun nogle magre Faar fandt en kummerlig
Føde, saae han menneskemylrende Stæder, travle Nybyggerbyer,
hvor ingen Kirkeklokker i Midnatstimen ringede Spøgelsefrygt ind