Lykke-Per. Første Del - 16

Salomons Opfordring satte Eybert sig til Klaveret og spillede et
Par Lieder ohne Worte, hendes Yndlingsmusik. Blandt mange andre
fortræffelige Egenskaber besad Eybert ogsaa den at være
musikalsk. Han spillede godt og navnlig korrekt og dertil med
megen Følelse. Særlig denne Aften lagde han en saadan Ømhed i
Foredraget, at Hensigten ikke let kunde misforstaaes.
Imidlertid stod Jakobe henne i den aabne Havedør med Skuldren
støttet til Karmen og saae ud paa Regnen, der nu styrtede ned
spandevis. Hun var ganske umusikalsk og blev hurtig fraværende,
naar der spilledes. Aldeles uden Virkning listede Eybert sin
smægtende Kærlighedserklæring ind i hendes Øre. Hun stod og
tænkte paa, at Per alligevel ikke havde vist sig. I dette
Tilfælde havde hun altsaa gjort ham Uret. Og hun følte sig nu
lidt skamfuld derved. Dagens megen forherligende Tale om ham var
i det hele ikke gaaet hende ganske sporløst forbi. Hun spurgte
sig selv, om hun maaske havde værdsat ham for ringe og muligvis
derfor ogsaa havde bedømt hans Væsens Egenart for strengt.
Maaske var han virkelig en Naturkraft, der engang skulde rydde
Skranker og rejse Kamp. I hvert Fald syntes han jo at eje lidt
af de fødte Høvdingers Evne til at vinde Vaabenfølge. At tænke
sig, at han havde faaet selve Onkel Heinrich lænket til sin
Triumfvogn! -- Naa, hun var jo endelig ikke selv helt ukendt med
den Uhyggens Magt, der udgik fra hans lyse, havkolde Øjne. Mod
manglede han jo heller ikke. Hun skulde ikke let glemme den
Søndag Middag, da han havde sat dem alle i Skræk ved en
dumdristig Svømmetur. Hun havde dengang tilfældig staaet her i
Døren og set udover Vandet og hørt Kandidat Ballings og nogle
andre Herrers barnligkaade Pjasken og Skrigen nede omkring
Badehuset, som laa skjult af Haven. Da saae hun pludselig hans
mørke Hoved langt ude i den oprørte Sø. Hun tænkte i Begyndelsen
slet ikke paa, at det kunde være et Menneske, endsige, at det
var ham. Først idet der blev gjort Anskrig fra Badehuset,
forstod hun det, … og hun kunde endnu fornemme det Skrækkens
kolde Lyn, der i det samme jog hende nedover Ryggen fra Nakke
til Hæl.
Hun havde rigtignok tænkt sig Fremtidens Helte af et renere og
ædlere Stof. Hun havde drømt om et genfødt Aristokrati, et
Aandens Adelskab, der skulde fuldbyrde Menneskehedens Frigørelse
ved Retfærdighed og Skønhed. Men maaske var det netop de brede
Næver og de plumpe Skuldre, der nu skulde til. Maaske var der
ingen anden Udvej end en grufuld Sprængning af det forbryderisk
skinhellige Samfund, en Hævnens Dommedag, der rensede Verden ved
Blod og Ild.


Niende Kapitel.
I Avgust havde Per fuldført sit Kampskrift og læste det en Dag
op for Vennen Ivan, der ikke forstod meget af det men dog var
bleg af Betagethed og straks udbad sig Tilladelse til at bekoste
Trykningen.
Og nu skulde han altsaa berede sig til at drage ud paa sin store
Rejse. Han havde allerede nogen Tid taget Undervisning i Sprog
„efter en letfattelig Metode“ og mente at kunne være færdig til
Opbrud om et Par Uger. Men forinden skulde han ifølge sin Plan
fri til Jakobe. Og han besluttede at gøre dette den 3die
September, der var en Søndag. Til den Tid havde Skræderen lovet
ham den første af hans nye Klædninger, som han havde ladet sy
efter engelsk Mode, fordi Jakobe engang i hans Nærværelse --
ligesom med Hensigt -- havde ytret, at hun foretrak denne for
den franske.
Han havde oprindelig tænkt at vente, indtil hans Bog var
udkommen og var bleven omtalt i Pressen; men han var bleven
utaalmodig efter at faa en Ende paa den Uro og Spænding, som
Tanken om Udfaldet af dette Frieri holdt ham i. Han kunde
tilsidst næsten ikke sove om Natten. Han havde sat sin hele
Velfærd i Vove paa dette Tærningekast, og han blev alvorlig hed
om Ørene en Dag paa en Kafe, hvor han traf Løjtnant
Hansen-Iversen, der bestemt mente at vide, at Jakobes Forlovelse
med Eybert nu var en afgjort Sag.
Paa den fastsatte Dag -- en straalende Solskinsdag med et Mylr
af Mennesker omkring alle Stationsbygningerne -- tog han
hjemmefra allerede om Formiddagen i Haab om at træffe Jakobe og
finde Lejlighed til en Samtale med hende i Enrum, forinden det
sædvanlige Tilløb af Søndagsgæster begyndte.
Der mødte ham nu straks et Uheld, forsaavidt som det viste sig,
at Dagen var grumme ilde valgt. Da han ved To-Tiden naaede ud
til „Skovbakken“, fandt han Huset fuldt af Fremmede. Det var
Familjens tredjeældste Datters -- den femtenaarige Rosalies --
Fødselsdag, og en Del kvindelige Slægtninge og en
sommerfuglebroget Sværm af den unge Piges Veninder foruden
forskellige andre Bekendte var kommen for at lykønske. Blandt de
sidste var den lange Kandidat Balling, Literatur-Iglen, der --
efter uden Held at have forsøgt sin Lykke hos Nanny -- nu havde
udset Rosalie til at faa Del i hans forventede Berømmelse.
Tilstede var ogsaa en anden Herre, som Per før havde truffet
her; det var en halvgammel, ugift Timelærer, Kandidat Israel,
der var beslægtet med Huset paa den salomonske Side. Han var en
lille, kejtet, tarvelig klædt Mand med sky og nervøse
Bevægelser. Altid stod han med Hænderne stukket ind i
Frakkeærmerne og drejede sit halvskallede Hoved og sin tynde
Fuglehals snart til den ene, snart til den anden Side, som om
han bestandig frygtede for at være i Vejen for Nogen. Naar man
ikke netop hørte ham tale (og han var i Almindelighed helst selv
Tilhører) skulde Ingen let falde paa, at han var den Aron
Israel, der i visse Krese nød et Ry, som kunde sidestilles med
selve Dr. Nathans. Han var en stille Lærd med en uhyre Viden paa
de forskelligste Omraader. Og dog var det ikke særlig hans
Lærdom, man tænkte paa, naar hans Navn nævnedes. Hvad der havde
skabt hans Anseelse, var hans sjeldne Uegennyttighed, en
Uselviskhed af den særegent ophøjede Art, som fortrinsvis
træffes mellem Jøder. Hans mange Venner sagde om ham, at hans
Sjæl var lige saa ren, som hans Frakke gerne var plettet.
Forgæves havde man flere Gange tilbudt ham ærefulde
Universitetsstillinger; end ikke noget Adjunktembede havde han
villet modtage for ikke at tage Pladsen op for Nogen, der maaske
trængte til den. Han var selv ret formuende, men levede yderst
tarveligt og meget tilbagetrukkent, mens han i det skjulte
bortgav store Summer, særlig til fattige Studerende. Sammen med
to ældre, ligeledes ugifte Søstre boede han i en gammeldags
Lejlighed i Sværtegade, og hans lille Stue, hvis Vægge fra Loft
til Gulv dækkedes af fyldte Reoler, var et Samlingssted for hans
forhenværende Elever og andre unge Studerende, der søgte hans
Vejledning, laante Bøger af ham og paa alle Maader hensynsløst
misbrugte hans Tjenstvillighed. Nogen større Originalitet som
Videnskabsmand eller Pædagog besad han nu dog ikke. Kun Folk,
der fortrinsvis bedømte Menneskene efter deres Karakter, kunde
sætte ham ved Siden af en revolutionerende Aand som Dr. Nathan.
Selv nærede han en overordenlig Beundring for denne omstridte
Mand og traadte ofte med stor Lidenskab i Skranken for ham paa
Grund af den Smaalighed, hvormed man ogsaa mangen Gang i jødiske
Krese -- dels af Frygtagtighed, dels af Skinsyge -- misbilligede
Nathans Optræden og i Bedømmelsen af hans Person heftede sig ved
den Slags -- ganske vist komiske -- Smaaskrøbeligheder, der saa
hyppig følger Aandens kronede Storheder og ligesom smaa,
bjældeklingende Narre-Pager bærer Slæbet paa det kongelige
Purpur.
Per, der havde ladet sig skuffe af Hr. Israels uanselige Ydre,
og som forresten heller ikke sad inde med de fornødne
Forudsætninger for Forstaaelsen af hans Værd, havde altid
behandlet ham ganske overlegent. Ikke desmindre havde den lille
Mand bestandig vist ham megen Deltagelse og altid været en
opmærksom Tilhører, naar Per efter Middagen fik Tungen løst og
paa sin højmælte og foredragsagtige Maade udviklede sine
Fremtidsideer. Heller ikke nu havde Per opholdt sig længe i
Stuen, før Hr. Israel stilfærdigt nærmede sig ham og indledte en
Samtale med ham om hans Studier.
Jakobe havde endnu ikke ladet sig se. Hun opholdt sig paa sit
Værelse og viste sig først, da de fleste af Gæsterne var gaaet.
Hun havde ikke villet udsætte sig for frittende Blikke, maaske
endog for nærgaaende Spørgsmaal af Folk, der gik og ventede paa
hendes Forlovelse med Eybert, -- saa meget mindre, som det
afgørende Ord i dette Forhold endnu slet ikke var bleven sagt.
Det var hende selv, der havde afværget det endelige Spørgsmaal
fra Eyberts Side. Hun ønskede at udskyde Afgørelsen, indtil Per
var rejst. Med Skamfuldhed havde hun maattet tilstaa for sig
selv, at han i nogen Tid havde beskæftiget hende mere, end det
var tilladeligt i et Øjeblik, da hun stod i Begreb med at
bortgive sig til en anden. Hun havde i de sidste søvnløse Nætter
maattet gøre Vold paa sig for ikke at tænke paa ham, men hun var
overbevist om, at fra den samme Dag, hun vidste ham borte, vilde
det være forbi med det nedværdigende Herredømme, han havde faaet
over hendes Fantasi.
Idet hun nu fik Øje paa ham i hans ny, engelske Dragt, krøb hun
uvilkaarlig lidt sammen. Det viljespændte, forskende Blik,
hvormed han iagttog hende, vakte straks en Anelse hos hende om
den Beslutning, hvormed han var kommen. I Begyndelsen undgik hun
derfor at komme i Nærheden af ham; men da hun indsaae, at hun
dog næppe vilde slippe for hans Frieri, og da hun nu ogsaa selv
ønskede at faa en Ende paa det utaalelige Forhold, bestemte hun
sig til lige saa godt først som sidst at lade det komme til en
Afgørelse.
Hun gik ene ned i Haven og spaserede lidt frem og tilbage i en
af Gangene nærmest Huset. Hun ventede, at han nu vilde opsøge
hende her, hvor de jo lettest blev uden Vidner.
Hendes Beregning slog til. Det varede ikke mange Minuter, før
hun hørte hans hurtige Skridt i en af Sidegangene; og pludselig
overfaldtes hun af Svimmelhed. Hun havde maattet standse men gik
nu atter nogle Skridt, idet hun ligesom søgte Tilflugt ved en
stor Stenvase, der stod opstillet bag en Bænk paa en
vedbendbevokset Sokkel midt i den overskyggede Gang. Hun gav sig
Udseende af her at være beskæftiget med at ordne en Slyngranke,
der hægtede sig op ad Stenen; men hendes Hænder rystede, og
efterhaanden som Skridtene nærmede sig, tog hendes Hjertebanken
til, saa Solpletterne paa Gruset dansede for hendes Øjne. Nu
hørte hun ham lige bag sig, og i det samme vendte hun sig om med
et af Angst og Had flammende Blik.
„Hvad vil De mig?“ næsten raabte hun. „Hvorfor forfølger De
mig?“
Han blottede ærbødig sit Hoved og bad om Tilladelse til at tale
med hende et Øjeblik.
Hun bød ham at fatte sig i størst mulig Korthed, hvad han med en
ny, dyb Hovedbøjning lovede.
„Men De ser saa træt ud, Frøken! Vil De ikke hellere tage
Plads?“
Han viste hen paa Bænken, der stod under Stenvasen med Ryggen
til dens Sokkel. Hun bad ham paany om ikke at opholde hende, men
hun kunde virkelig næsten ikke holde sig oprejst og maatte sætte
sig.
Da hun havde taget Plads, satte Per sig i hensynsfuld Afstand
ved Siden af hende. To Minuter efter havde han friet.
Han sagde, hvad han vidste, der skulde siges ved en saadan
Lejlighed, og føjede til:
„De maa være overbevist om, Frøken, at jeg ikke vilde have talt
saadan til Dem, dersom det havde været mig muligt at tie. De maa
ikke tro, at det bare er en flygtig Sommerforelskelse, … hvad De
maaske kunde mene paa Grund af den forholdsvis korte Tid, jeg
har haft den Lykke at kende Dem. Men den Tid, saa kort den er,
har for mit Vedkommende paa mange Maader haft en afgørende
Betydning. Jeg har før sagt Dem det, at fra den Dag, jeg første
Gang betraadte Deres Forældres Hjem og saae Dem, begyndte der et
nyt Liv for mig. Frøken Jakobe! Man siger om mig, at jeg ikke
mangler Evner, -- og jeg tror det selv! Jeg indbilder mig endog,
at man har svært god Brug for mig herhjemme. Men samtidig føler
jeg, at uden Dem vil jeg næppe nogensinde fuldtud kunne naa,
hvad jeg tilsigter, … jeg veed jo godt, hvormeget De allerede
har betydet for min Udvikling. Det er da ikke alene hele min
personlige Lykke, men min hele Fremtid og Velfærd, der bestemmes
af det Svar, De nu vil give mig.“
Han havde faaet Lov at tale ud. Hun havde ikke kunnet faa sig
til at afbryde ham, for hun maatte nu tilstaa for sig selv, at
det var en uværdig Trang til at høre disse Kærlighedsord, der
havde faaet hende til at søge denne sidste Samtale med ham. Der
var desuden noget i selve hans Stemme, der gjorde hende svag.
Dens dybe, stærke Mandsklang overvældede og bedøvede hende.
Tiltrods for, at han i sine sidste Udtalelser havde været mere
uklogt aabenhjertig, end han selv vidste af, gik det ikke op for
hende, at han i Grunden hele Tiden havde været mere opfyldt af
sig selv end af hende.
Foruroliget af hendes Tavshed og af hendes mørke og ubevægelige
Ansigtsudtryk vedblev Per:
„Jeg indser meget godt, at det er temmelig dristigt af mig at
henvende mig til Dem paa en saadan Maade. De er en attraaet
Dame, smuk, klog, formuende, -- og jeg en stakkels ukendt
Ingeniør, der endnu kun har sine Fremtidsudsigter at byde paa.
Men det er heller ikke noget endeligt, afgørende Svar, jeg
forlanger af Dem. Hvad jeg beder Dem om, er blot, at De vil give
mig lidt Haab … en Smule af et Løfte med paa Rejsen ud i Verden.
Stol paa mig, Frøken Jakobe! Der er Intet, jeg ikke vil vove …
Intet, jeg ikke vil udrette … for at kunne vinde Deres Bifald!“
Mens den første Del af hans Tale havde været nøje overlagt i
Forvejen, havde han maattet sige dette sidste uden Forberedelse;
og det var kun Jakobes vedvarende Tavshed, der forledte ham til
saa vidtgaaende Indrømmelser. Men nu vidste han heller ikke mer
at sige. Og han bøjede sig for hende som for at erklære, at han
var beredt paa at modtage sin Dom.
Jakobe tog sig endelig sammen.
„Jeg bør vel i Grunden sige Dem Tak for Deres gode Mening om
mig. Forresten er jeg ganske overbevist om, at De i høj Grad
overvurderer Deres Følelser for mig. -- I hvert Fald,“ afskar
hun ham hurtigt Ordet, da han vilde gøre Indsigelse, „al videre
Forklaring er jo unødvendig, naar jeg fortæller Dem, at jeg --
allerede er forlovet.“
„Det er altsaa virkelig Tilfældet? … Og med Eybert, ikke sandt?“
„Derom har De ingen Ret til at spørge,“ sagde hun kort. Hvorpaa
hun rejste sig og gik bort. -- Som ramt af et Hjerneslag blev
Per siddende paa Bænken og stirrede udtryksløst efter hende.
Ude paa Terrassen sad Fru Salomon og Aron Israels to smaa,
tykke, borgerlig gemytlige Søstre; de kaldte paa Jakobe, da hun
kom forbi, men hun lod, som om hun ikke hørte det, og gik op paa
sit Værelse. Saasnart hun her var kommen indenfor Døren, trak
hun den højre Handske af og trykkede Haandbagen mod sine Kinder
for at fornemme, om de brændte. Hendes Bryst bølgede; Knæene
dirrede under hende. At noget saadant skulde overgaa hende! Hun
følte sig som En, der lykkelig var undsluppen en dødelig Fare …
Hurtig og ubehersket skilte hun sig af ogsaa med den anden
Handske og med sin Hat og kastede det altsammen hen paa Sengen
med et Udtryk, som om hun befriede sig for noget smudsigt.
Ganske udmattet sank hun saa ned i sin Lænestol. -- Godt, at det
nu var overstaaet, og at hun ikke skulde se ham mere! Stuen
begyndte at løbe rundt for hende. Hun lukkede Øjnene og trykkede
Haanden mod Siden. Aa, denne vilde Hjertebanken! Hvor hun kendte
den igen! Hvormange stormfulde Timer, hvormegen kummerfuld Lykke
den hamrede tilbage i hendes Erindring!
Hun blev siddende med lukkede Øjne og lod sig glide ind i en
drømmende Stemning, ind i hint Erindringens fredhellige
Mausoleum, hvor hendes Fortids døde Kærlighedshaab hvilede. I
sin Skamfuldhed søgte hun at forklare sig denne Betagethed af en
hende fremmed og usympatisk Mand derved, at det slet ikke var
ham selv, men alene de Minder, han vakte, der gød Uro i hendes
Sind. For at bortjage Billedet af Per lod hun Fortidens store
Skygger drage hende lokkende forbi, gennemlevede alle sine gamle
Lidenskaber lige fra den første Gang, hun som en lille
trettenaars Pige følte denne smertelige Vellyst under det
venstre Bryst, og til hendes sidste, skæbnesvangre Skuffelse,
der havde faaet hendes Hjerte til at lukke sig som en bortstødt
Haand, der knyttes.
Men nu lød Gongonen til Middag. Hun foer op og saae paa sit Ur.
Der var virkelig gaaet næsten to Timer. Og hun havde endnu ikke
faaet sig omklædt! -- Ja ja, saa fik det være; hun var saa
dødsens træt. -- Og Eybert, som sikkert ventede dernede! Hun tog
sig til Panden og blev stille et Øjeblik. Ham havde hun i disse
Timer ikke en eneste Gang haft i sine Tanker!
Størsteparten af Formiddagens Gæster var nu gaaet. Der var kun
nogle af Fødselsdagsbarnets unge Veninder; desuden Kandidat
Balling og Aron Israel med sine Søstre. Den første kresede med
rejst Løvemanke omkring Rosalie, der stod glædeshoppende midt i
Stuen og holdt Philip Salomon under Armen -- parat til at gaa
tilbords og som Dagens Dronning indtage Hæderspladsen ved sin
Faders Side. Eybert var ganske rigtig kommen nu. Og i den anden
Ende af Stuen stod Per -- i tilsyneladende rolig Samtale med
Ivan.
Der skød en rasende Forbitrelse op i Jakobe, da hun fik Øje paa
ham. Men saa kom hun til at tænke paa, at han muligvis var
bleven her for ikke at vække Mistanke og give Anledning til
Sladder ved en pludselig Forsvinden, og hvor pinligt det end var
hende at skulle være sammen med ham, maatte hun i sit stille
Sind yde ham sin Anerkendelse for en saadan Omtanke.
Da man satte sig tilbords, sørgede hun dog for, at de kom til at
sidde saa langt fra hinanden som muligt, og i det hele gjorde
hun sig Umage for at lade, som om han ikke var tilstede. Men hun
kunde ikke lade være med at lægge Mærke til, at han imod Sædvane
næsten ikke rørte Karaflerne. Paa en besynderlig
tilskuestillende Maade fyldte han Gang efter Gang sit Glas med
Vand, som han akkurat farvede med nogle Draaber Vin. Det var
tilsidst ikke til at tage fejl af, at han gjorde det i en
bestemt Hensigt, at han havde planlagt et eller andet Overgreb
og paa Forhaand vilde sikre sig mod at kunne mistænkes for at
handle under Paavirkning af stærke Drikke.
En vild Angst greb hende med eet … Hvad havde det gale Menneske
i Sinde?
Middagen gik dog tilende, uden at der skete noget, og Selskabet
spredte sig i Haven, de unge Piger med Cigaretter, Herrerne med
nogle store, mørke Cigarer med et Bismarckportræt paa Beltet.
Fru Salomon, Eybert, Aron Israel og hans to Søstre havde sat sig
ind i et lukket Bjælkelysthus, hvor Kaffen blev udskænket af
Husmoderen personlig. Ogsaa Jakobe var tyet derind, og pludselig
formørkedes Indgangsdøren af Pers brede Skikkelse. Hans
Ansigtsudtryk var sorgløst og smilende, men Holdningen
udfordrende.
„Undskyld, Hr. Sidenius,“ sagde Fru Salomon, der i den sidste
Tid var optraadt med megen Bestemthed overfor sin Søns
paagaaende Ven. „Her maa ikke ryges. Ivan er vist nede ved
Vandet. Kaffen skal straks blive bragt derned.“
Per trak sig tavs tilbage, og Jakobe saae overrasket hen paa
Moderen. Saa taknemlig hun end var hende for at have faaet ham
bort, følte hun sig dog lidt stødt af hendes Tone. Skulde hun
ane noget? Umuligt var det ikke. Moderen havde aarvaagne Øjne.
Forresten var hun fast bestemt paa, dersom Per fremtidig ikke af
egen Taktfølelse holdt sig borte fra Huset, da selv at
underrette Forældrene om hans Frieri. Hun vilde for enhver Pris
forskaanes for oftere at være sammen med ham. Og idet hun lagde
sit trætte, værkende Hoved tilbage mod Lysthusets Bjælkevæg,
lukkede hun et Øjeblik sine Øjne i en dejlig Forudfølelse af den
Fred, hun igen vilde faa, naar hun vidste sig sikret mod Synet
af ham.
I det samme hørte hun hans Navn nævnet. Det var Aron Israel, der
i al Troskyldighed havde givet sig til at tale om „Falkens“ to
Uger gamle Artikel om hans Ideer og meget begejstret udtalte sig
om „disse dristige og fantasifulde Fremtidsplaner for Land og
Folk.“
„Jeg er … naturligvis … ikke istand til at sige … til at dømme
om, hvorvidt Sagen er praktisk gennemførlig,“ sagde den lille
Mand paa sin underlig stammende og forlegne Maade. „Men Hr.
Sidenius synes jo for Alvor at mene, at vi i Betragtning af vor
ejendommelige geografiske Beliggenhed og vore … som man vel
altsaa maa sige … hidtil ubenyttede … eller … maaske snarere …
hidtil upaaagtede naturlige Hjælpekilder har særegne Betingelser
for at blive et Industriland af Rang, især naar de moderne
Maskiner, han taler om … disse Bølgemaskiner og Vind-Motorer
eller hvad det er, han kalder dem … engang har naaet fuld
Udvikling. Som sagt, jeg drister mig ikke til at have nogen
Mening om den tekniske Side af Sagen; men der synes mig at være
noget saare tiltalende ved selve Tanken … saaledes at forvandle
de Naturmagter, vi hidtil har betragtet som vore Fjender og
Landets Ødelæggere … Vestenvinden, Bølgeslaget, Luft-Uroen i det
hele … at forvandle dem til vor sande Rigdomskilde, et
uudtømmeligt Kraftvæld, der vil kunne omskabe netop vore hidtil
fattigste Egne til et sandt Eldorado. Det klinger jo næsten som
et Eventyr.“
Hans Ord vakte nogen Uro rundt om blandt Tilhørerne. Eybert sad
og smilede lidt nervøst. Fru Salomon bød mere Kaffe. Kandidat
Balling, der nu ogsaa var kommen derind, saae med Medynk paa
Taleren. Selv de to gamle Frøkner Israel fik efterhaanden en
Fornemmelse af, at Broderen havde vovet sig ud paa utryg Vej. Da
han tav, blev der en længere Stilhed.
Det var Eybert, der følte sig kaldet til at bryde den.
„Ja Eventyrdigtning, kære -- den har vi jo sjelden Mangel paa
hertillands.“
„Hør!“ lød det med et Løvebrøl fra Balling, hvis Blodtørst
vaktes, saasnart han hørte Nogen blive rost.
Opmuntret af denne Tilslutning vedblev Eybert:
„At ville flyve med Vildgæssene har jo desværre altid været vor
Nationalskavank, og det har sandelig -- baade politisk og
kommercielt -- været os en dyr Passion. Det er en evig Sandhed,
hvad Nathan engang skrev i en Nekrolog over et forulykket
Subjekt af hans Bekendtskab: man fødes, lever, ældes og dør som
Fantaster i dette Land.“
Aron Israel sad lidt og pillede ved sit tynde Hageskæg. Saa
sagde han, ligesom undskyldende:
„Ja -- mon der ikke skulde være nogen Overtro deri ogsaa? Jeg
mener, holder ikke … gennemgaaende … vore unge Mænd sig i deres
Stræben endogsaa paafaldende lavt ved Jorden? Jeg har som Lærer
nogen Lejlighed til at lære vor Ungdom ret nøje at kende; og det
har ofte forbavset mig, hvor sjelden deres Indbildningskraft
beherskes af noget, der ligger udenfor Dagliglivets snevreste
Rammer. I ni af ti Tilfælde gaar deres Fremtidsdrømme ikke ud
over en eller anden ret beskeden Samfundsstilling, et
Borgmesterembede, en indbringende Lægepraksis, en hyggelig
Præstegaard paa Landet. Der synes mig derfor noget interessant …
noget tiltrækkende ved at træffe en ung Mand, der som Hr.
Sidenius sætter sit Maal saa højt … saa fantastisk stort, om De
vil -- --.“
„Jeg vil ikke strides med Dem om det enkelte Ord,“ afbrød Eybert
ham ret hvast, mens Fru Salomon igen bød Kaffe og de to Frøkner
Israel hemmelig forsøgte ved Tegn at faa Broderen til at
standse. „Maaske maa man virkelig snarere kalde os et drømmesygt
Folk end netop et fantastisk. Resultatet er i hvert Fald --
desværre -- det samme.“
Disse Ord bekræftede Balling med et Udtryk fra sin Citatsamling:
„Ja, vi er et Taagefolk med uklare Hjerner og slappe Viljer,“
udslyngede han uden dog at antyde noget Anførselstegn. Til
Gengæld rullede han kraftigt med sine egne Gaaseøjne.
Aron Israel sad atter et Øjeblik og ventede beskedent paa, om de
andre vilde sige mere. Saa sagde han:
„Er det da saa slemt for en ung Mand at drømme? Jeg mener … har
ikke de største Mennesker væsenlig faaet deres Værd for os ved
deres stærke Drømme? Ja mon Nogen overhovedet har udført en
Stordaad i Verden uden først at have drømt den? I Grunden vikler
vel al Virkelighed sig ud af vore Fantasier, og --“
„Gud bevares!“ lo Eybert. „Det er en anden Sag! Naar man ikke
nøjes med alene at fantasere, men ogsaa forstaar at realisere,
saa --.“
„Ja -- jeg veed dog ikke. For Personligheden selv er der i hvert
Fald næppe nogen afgørende Værdiforskel paa de to Ting. Jeg
mener … er der ikke i Drømmen ligesom i Ønsket og Haabet … dens
Fader og Moder, kunde man maaske sige … Spor af en
hemmelighedsfuld Trolddomskraft, der kan faa Personligheden til
at vokse ud over de Grænser, som Fødsel, Opdragelse, Vane, Arv
og andre Tilfældigheder har afstukket … og saaledes paa en Maade
… i hvert Fald tilsyneladende … sprænge Naturens Skranker. Selv
om det f. Eks. ikke skulde lykkes Hr. Sidenius at virkeliggøre
sine dristige Fantasier … hvad unægtelig er det sandsynligste …
saa kan de jo dog blive af den største Betydning for hans
personlige Udvikling, hvilket dog … ideelt set … maa siges at
være det vigtigste.“
„Undskyld, mine Herrer!“ afbrød Fru Salomon lidt nervøst; hun
havde siddet og iagttaget Jakobe, der hørte efter med et
anstrengt Udtryk i Øjnene. „De maa ikke tage mig det ilde op,
men det var Meningen, at vi skulde køre en Tur. Vognen holder
for Døren. Jeg kan høre, at min Mand knalder med Pisken.“
Aron Israel blev forlegen, og alle rejste sig straks og gik op.
Ogsaa Jakobe fulgte men lidt langsommere og i Afstand. Da hun
var kommen op ad den brede Marmortrappe og havde naaet Terrassen
foran Villaen, blev hun et Øjeblik staaende her med Haanden paa
Brystlænet og saae i Tanker ud over Havet.
Vognen -- en Charabanc -- holdt udenfor Forstuetrappen, og
Philip Salomon i højstegen Person sad paa Kuskepladsen med to af
de halvstore Børn ved Siden. Da det kom til Stykket, foretrak
Rosalie og hendes Veninder at blive hjemme og spille Kroket, og
Kandidat Balling vilde derfor heller ikke med. Ligeledes
undskyldte baade Aron Israel og Onkel Heinrich sig, fordi de
ikke turde udsætte sig for Aftenkøligheden. Nanny, hvem Faderen
nu spurgte om, var ikke til at finde; hun var gaaet bort straks
efter Middagen, fordi hun havde sat Dyhring Stævne ved
Stationen. Der blev saaledes god Plads baade til Per og Ivan,
hvilket var ganske imod Fru Salomons Beregning. Endnu i sidste
Øjeblik søgte hun at blive dem kvit ved at henstille til dem at
følge Ballings Eksempel og vise sig galante overfor de unge
Piger; men Per lod, som om han ikke hørte det, og satte sig med
hele sin Vægt paa en af Yderpladserne.
Solen var i sin Nedgang. Himlen lyste rødt over Skoven; der
rørte sig ikke en Vind. Først kørte de et Stykke ud ad
Strandvejen, saa drejede de ind i Skovens Skumring, hvor Philip
Salomon lod Hestene gaa i Skridtgang paa de sandede Veje.
Passiaren i Vognen gik hele Tiden livlig, særlig var Eybert
meget underholdende. Per derimod mælede ikke et Ord. Han sad
ubevægelig ret op og ned; kun Øjnene flyttede sig urolig, og
Farven paa hans Kinder skiftede idelig. Siden om Formiddagen, da
Jakobe gik fra ham derude i Haven, og efter at den første
Virkning af hendes Svar havde fortaget sig, havde han stadig
gentaget den samme Sætning for sig selv: „Jeg vil endnu ikke
give tabt“. Han havde opbygget alt for meget paa denne
Forhaabning til straks at kunne opgive den. Det syntes ham, at
selve Grunden under hans Livsværk vilde styrte sammen, dersom
Lykken svigtede ham her. -- Og dog, alle disse Bekymringer for
Fremtiden var i Løbet af Dagen trængt mere og mere tilbage i
hans Sind af Sorgen eller Skuffelsen over ikke at eje Jakobes
Kærlighed. Han havde ikke vidst, at hun rent personlig betød saa
meget for ham. Skønt han stadig godt kunde se, at hun ikke var
nogen egenlig Skønhed, var den Tanke ham nu uudholdelig, at
nogen anden skulde besidde hende. Egenkærligheden og hans
saarede Forfængelighed havde i de forløbne Timer hidset ham op
til den Indbildning, at han virkelig elskede hende. For første
Gang i sit Liv syntes han at forstaa Ordet Tilbedelse. Som han i
dette Øjeblik saae hende for sig, med det smalle, blege Ansigt
indrammet af mørke Haarbølger, paa en Baggrund af luende
Solnedgangsrødt og sorte, højtidelige Træstammer, blev hun et
helligt Væsen for ham, og han var ude af sig selv ved Tanken om,
at den klamme Eybert eller en anden Hr. Fiskeblod skulde
vanhellige denne skønne, stolte Jomfruelighed, at overhovedet