Lykke-Per. Første Del - 10

Total number of words is 4662
Total number of unique words is 1621
44.8 of words are in the 2000 most common words
59.8 of words are in the 5000 most common words
66.9 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
for egen Regning løb efter en Præst, havde Per og Betjenten
været Madam Olufsen behjælpelig med at bringe Manden i Seng,
hvor han saa faa Minutter efter udaandede med Hovedet paa hendes
Bryst.
Per havde siden den Dag ikke følt sig vel tilpas derhjemme i
sine Stuer. Det var første Gang, Døden traadte ham saa nær.
Billedet af det stive, uskønne Lig, der laa deroppe lige over
Hovedet paa ham og gabede, havde holdt ham vaagen om Nætterne;
og om Dagen, naar han sad ved sit Bord med Hovedet mellem
Hænderne og stirrede fortabt ned paa sine Tegninger -- disse
fem-seks ulyksalige Blade, der havde magtstjaalet al hans Tanke
og Vilje -- da var det for ham, som om den Dødens Stilhed, der
rugede over Huset, den Gravkulde, der trængte ned til ham gennem
Loftet, spottede al hans Møje ved at minde ham om, hvor ringe og
fattig selv den sejrrigste Skæbne blev overfor Dødens Vælde,
hvor sekundkort selv det længste Menneskeliv var i Sammenligning
med Intethedens Uendelighed.
Han havde slet ikke været hjemme hele det sidste Døgn. For at
dræbe Tankerne havde han drevet om paa Kafeer og Billardstuer og
havde tilbragt Natten i Selskab med en fremmed Kvinde, en af
Gadens barmhjertige Søstre, og sad nu her med et tømt Glas --
jaget gennem Byen af den ham fra Barndommen saa forhadte Lyd af
Kirkeklokkerne, der havde forfulgt ham den hele Formiddag som en
besværgende Mumlen. Aldrig følte han sig saa fredløs, aldrig saa
mistrøstig og modløs som paa en saadan Helligdag, naar han gik
mellem Gadernes lange Rækker af tilskoddede Butiker og saae alle
Parker og Spasereveje fulde af søndagsglade Borgere. Her kom en
fednakket Herre med Næsen i Sky og Hænderne bag paa Ryggen, --
en Jurist (skønnede han), maaske en Aagerkarl, en Tyvekæltring,
der i en eller anden Kirke havde hentet sig Absolution for Ugens
Synder og nu luftede sit genfødte Menneske med en Havannacigar i
Munden. Og der kom en anden fednakket Herre, en Tvillingbroder
til den første, med en yppig, blond Dame under Armen og en
henrivende lille Pige ved Haanden, -- en lykkelig Familjefader,
der havde fundet sit Kald her i Livet som Agent i Tinknapper
eller maaske grundet en velsignelsesrig Eksistens paa en
Forretning med Klosetpapir. Og der kom Studenter og Soldater,
leende unge Piger og surt smilende gamle Damer, alle udluftende
hver sit lille, hyggeligt indrettede Sneglehus, der for dem
betød den hele Verden. Beskedne Folk! Lykkelige Mennesker!
Brave, rettroende Sidenius’er.
Han foer sammen ved det hæse Stød i en Dampfløjte. En stor
Fragtdamper gled ud af Havnen under kraftige Stempelslag. Solen
spejlede sig i dens sortmalede Skrog, og Røgen væltede ud over
Skorstensranden som Bunker af sort Uld. Kaptajnen stod paa
Kommandobroen med Haanden paa Signalskiven. Over Agterstavnen
saaes det engelske Handelsflag.
Der vaagnede ved dette Syn en heftig Længsel hos Per efter at
rejse … efter at komme bort og begynde sit Liv fra nyt i en
anden Jordbund, mellem andre Mennesker … at søge over til
Amerika, til Avstralien eller endnu længere bort, til et eller
andet fjernt og ukendt Land uden Degnesjæle og uden
Kirkeklokker.
Tanken var ham slet ikke fremmed, Fristelsen ikke ny. Og hvad
hindrede ham vel egenlig? Han kendte intet til den Hjemstavnens
Trolddomsmagt, som Neergaard hin Nat havde talt om og selv var
bleven et Offer for. Med det gamle Nyboderhjems forestaaende
Opløsning vilde han tilmed miste sin allersidste Tilflugt
herhjemme. Og var det ikke haabløst at vente sig nogen Fremtid i
dette lille vanrøgtede Land, der af Skæbnen syntes bestemt til
en snarlig Undergang? Han havde i disse Dage efter
Højbaadsmandens Død ofte maattet tænke paa, hvad den Gamle havde
fortalt ham om sit lange Livs Oplevelser, der strakte sig lige
fra Skærtorsdagsslaget derude paa Reden, til hvilket han havde
været Vidne fra sin Moders Arm, og ned gennem den lange Række af
Ydmygelser, den enestaaende Sønderlemmelse, hvortil hin
Paasketorden havde været Indledningen. Men hvorfor blive ved at
klamre sig til et dødsdømt Land, der i Løbet af et Menneskes Liv
var svundet ind til en Ruin, sygnet hen til et blegt og slapt
Rudiment paa Evropas kraftsvulmende Legeme?
Et nyt Liv! En anden Jord, en anden Himmel! … Der ligesom groede
nye Kræfter frem i ham, blot han tænkte derpaa. Mens hans Øjne
blev ved at følge den bortdragende Damper, vaagnede alle
Drengetidens Fribytterlyster igen i hans Blod. Han sagde til sig
selv, at derude -- langt borte -- ventede maaske den store
Sejrslykke ham. Derude skulde maaske Barndommens gyldne Drømme
opfyldes. Der kunde han maaske endnu virkelig vinde Prinsessen
og det halve Kongerige, -- selv om Prinsessen var sort, og
Kongeriget en Palmeø i Sydhavet!
Der faldt i dette Øjeblik en Skygge henover hans Bord. Foran ham
stod en lille, modeklædt Herre med opløftet Hat og et henrykt
Smil i Ansigtet, -- Ivan Salomon.
„Syntes jeg ikke nok, det var Dem! … Hvor det var morsomt! Det
er saa længe, siden jeg har set Dem! Jeg tror virkelig, De
undgaar Deres gamle Venner. Hvorledes lever De dog?“
Per rejste sig halvt op og mumlede nogle Ord. Han var ikke
videre glad for dette Møde men bad dog den anden tage Plads.
Salomon satte sig paa den modsatte Side af Bordet og slog et Par
rappe Slag med Haandtaget af sin Stok paa dets Jernplade for at
hidkalde en Tjener.
„Er der ikke noget, jeg tør byde Dem?“ spurgte han. „Jeg ser,
Deres Glas er tomt. En Absint?“
„Tak, jeg skal ingenting have.“
„Et Glas Øl maaske? Eller et Glas Vin … Et Glas engelsk Portvin
f. Eks. Kan det ikke friste? Det er første Klasses Varer, der
serveres her.“
„Mange Tak. Jeg skal ikke have noget“, gentog Per meget bestemt,
idet han melankolsk tænkte, at han jo virkelig her alligevel
havde en Ven, endog en Beundrer. Og han mindedes et Ord, han
engang havde hørt eller læst, at Ingen var saa ene, han havde jo
sin Nar.
Salomon bestilte et Glas Isvand til sig selv og bød Cigaretter
af et Sølvetui.
„De har naturligvis siddet begravet i Arbejde, Hr. Sidenius! I
store Opfindelser! Det er derfor, De har søgt Ensomhed, ikke
sandt? Det har jeg netop tænkt mig. -- Naa, skal Bomben snart
springe? Tør Verden snart vente sig en Overraskelse fra Deres
benaadede Haand?“
Per svarede kun med et Skuldertræk.
„Jeg vil betro Dem, at der ventes paa Dem. Ventes med Længsel.
Jeg siger altid til Folk, der klager over, at der ikke mere sker
noget af Betydning herhjemme, -- vent, siger jeg, der er i Færd
med at gro en ny Slægt op i vort Fædreland. Fra den vil
Revolutionen komme“.
Per vilde stadig ikke ind paa det Emne. Han følte sig ogsaa
altid ubehagelig berørt af Salomons Smiger, fordi den saa
ublufærdig afdækkede Tanker og Forhaabninger, han mangen Gang
knap rigtig havde Mod til at tilstaa for sig selv.
„Har De læst Nathans sidste Afhandling i „Lyset“? De kender den
ikke? … Aa, den skal De læse! Den er netop noget for Dem!
Aldeles ypperlig, siger jeg Dem! Som han der afklæder indtil
Nøgenhed, hvad han kalder vore udmalkede Æstetikere herhjemme,
og raaber Initiativets og de dristige Handlingers Mænd i Gevær,
… vidunderligt!“
Per saae overrasket op.
„Dr. Nathan?“ sagde han.
Han mindedes med eet hin sidste Kafe-Samtale, han havde haft med
Fritjof, og hvorledes denne idelig havde hentydet til den
jødiske Skribent paa en Maade, han ikke dengang havde forstaaet
eller havde brudt sig om at forstaa. Nu gjorde Salomons
Meddelelse ham alligevel nysgerrig. Han spurgte, hvad det i
Grunden var for noget, denne Universitetsdoktor havde skrevet,
og øjeblikkelig tilbød den anden at laane ham den nævnte
Afhandling.
„Gør Dem ingen Ulejlighed“, sagde Per afværgende. „Jeg faar den
dog næppe læst.“ -- Og efter at have lagt sig tilbage i Stolen
tilføjede han henkastende: „Jeg tænker nemlig saa smaat paa at
udvandre“.
„Vil De rejse?“
Det lød næsten som et Angstskrig.
„Jeg tænker paa det.“
„For bestandig?“
„Maaske“.
Den lille Ivan slog Øjnene mod Jorden og sad en Tid tavs.
Han havde paa anden Haand hørt noget om Pers Projekt og om
Oberst Bjerregravs og Professor Sandrups afvisende Holdning
overfor det; men han havde ikke villet tro paa Muligheden af, at
man i vore Dage kunde udsættes for en saadan Miskendelse.
„Naa ja,“ sagde han. „Jeg forstaar det egenlig godt, at De føler
Trang til at komme bort. Der er -- foreløbig -- næppe nogen
gunstig Jordbund for Dem herhjemme. Jeg kommer til at tænke paa
et Udtryk, De engang brugte om vort berømmelige polytekniske
Læreværk. De kaldte det „en Udrugningsanstalt for Kontorister“.
Jeg finder det Udtryk aldeles mageløst. Og det er upaatvivlelig
fuldkommen rammende. Alt i vor Tid indrettes jo paa at fremelske
Middelmaadigheden. Der er ikke længer Plads for Undtagelserne,
ingen Forstaaelse af, ja ikke engang nogen Trang til det
særegne, det fremragende, det banebrydende. Det er, som Nathan
skriver, -- vi har altfor længe plejet en letfærdig Omgang med
Fantasien og derved i en betænkelig Grad svækket Nationens
Viljeskraft.“
„Skriver han det?“
„Aa ja, -- og meget mere. Men jeg vil nu alligevel sende Dem den
Afhandling. De maa læse den! -- Tænker De at rejse langt væk?“
„Jeg veed ikke. Jeg har ikke saadan nærmere -- --.“
„Aa, men De vil komme tilbage. De vil snart komme tilbage! Derom
er jeg ganske overbevist! Fremtiden herhjemme hører nu engang
Dem til! … Men maaske er det, alt vel betænkt, slet ikke afvejen
saadan at gøre sig usynlig en lille Tid. Det vil vist endogsaa
være ganske klogt. Et Ophold i Udlandet giver altid Prestige.
Kunde De blot opnaa en Ansættelse hos et af de store engelske
eller franske Ingeniørfirmaer. Blackbourn & Gries f. Eks. …
Firmaet med de store Broarbejder. Vi har undertiden haft lidt
Forretning med det. Men maaske har De allerede andre Planer?“
Per svarede undvigende.
Salomon sad og famlede med sit brogede Silkelommetørklæde. Der
havde hele Tiden brændt ham et Spørgsmaal paa Tungen; men han
fik ikke Mod til at udtale det. Det var et Spørgsmaal om
Rejseudgifterne. Han kendte Pers Forhold langt bedre, end denne
anede, vidste ogsaa om hans Pengevanskeligheder, og det havde
været hans store Sorg, at Pers Holdning overfor ham hidtil havde
gjort ham det umuligt at tilbyde sin venskabelige Hjælp. Nu
vaktes hans Haab om endelig at kunne faa Lejlighed til at vise
Per en af de Tjenester, han var saa ivrig efter at yde Folk, paa
hvis Talent og Fremtid han troede. Og denne Offervillighed var
aldeles ikke udelukkende en Forfængelighedssag for ham. Med sine
mange latterlige Egenskaber var den lille Ivan inderst inde et
uegennyttigt og barnligt medfølende Menneske, hvis Væsen var
Hjælpsomhed, hvis Natur det var at tilbede, og hvis eneste
Passion var den at bidrage til, at hans Afguder kunde
tilfredsstille deres.
Pludselig rejste han sig med et Sæt, som om han blev vippet
tilvejrs af en Mekanisme i Stolesædet.
„Jeg beklager at maatte forlade Dem,“ sagde han. „Jeg har lovet
min Moder og min Søster at tage med dem ud og se til vort
Landsted, -- og der ser jeg Vognen komme.“
Nede paa den smalle, dybtliggende Kørevej, der adskilte
Restavrationen fra Spaserestien, og som var overbygget med en
buet Bro, saaes en stor Herskabs-Ekvipage nærme sig. Bag et Par
høje, brune Heste med sølvbeslaaet Seletøj tronede en Kusk og en
Tjener i blaat Liberi, og bag disse igen øjnedes to
Silkeparasoller, en hvid og en lilla.
„De har ikke Lyst til at hilse paa min Familje?“ spurgte
Salomon. „Det vilde glæde baade min Moder og min Søster at gøre
Deres Bekendtskab.“
Per kom med Udflugter. Han havde slet ingen Lyst til at blive
trukket frem til Præsentation her for alle Menneskers Øjne. Men
Salomon havde allerede givet Tegn til Kusken, og et Øjeblik
efter standsede Vognen nedenfor en Trappe, der fra
Restavrationen førte ned til Vejen.
Under Parasollerne sad to Damer, af hvilke den ene -- den yngste
-- straks tog Pers Blik fangen. Han havde forresten set hende
engang før men under Maske og uden at vide, hvem hun var. Det
var den Karnevalsnat for noget over et Aar siden, da han ogsaa
havde truffet Fru Engelhardt for første Gang. Han huskede hende
fra hin Nat dunkelt som en stærkt nedringet Snedronning i en
hvid Silkedragt, der straalede af Diamanter; og han havde siden
altid tænkt sig hende som en blegfed, opstadset Jødedame, der
udstillede sine Yndigheder og sine Juveler ligesom en Kræmmer
sine Varer. Og nu saae han for sig en helt ung Pige, næppe meget
over atten-nitten Aar, om hvis jødiske Herkomst der ganske vist
ikke kunde tvivles, men som havde et friskt, regelmæssigt og
rødkindet Ansigt, ombrust af et stort, krøllet Haar. Hun var
iøjnefaldende men slet ikke smagløst klædt i en lille,
tætsluttende, ulvegraa Fløjlsvams og havde paa Hovedet en lilla
Hat, hvorfra to store, brogede Silkesløjfer udfoldede sig som et
Par kæmpemæssige Sommerfuglevinger. Lige under disse Vinger sad
et Par dejlige, sortebrune Øjne, fulde af Liv og Skælmeri. Og
disse Øjne betragtede ham med umiskendelig Interesse, en dristig
Nysgerrighed, der var nær ved at forvirre ham.
Moderen derimod havde besvaret Pers Hilsen med et lidt afmaalt
Nik.
„Naa saaledes ser De altsaa ud,“ sagde hun. „Min Søn har ofte
talt om Dem. De er Ingeniør, ikke sandt?“
Per svarede mekanisk, -- han havde ikke sine Øjne fra den unge
Pige, hvis Blik heller ikke slap ham, omend det mere og mere
skjulte sig bag de lange, nedsænkede Øjenhaar.
Iøvrig stod det hele Møde ikke længe paa. Ivan steg op i Vognen,
og efter at Fru Salomon havde sagt, at hendes Søns Venner altid
var velkomne i hans Hjem, udveksledes der atter en ceremoniel
Hilsen, Tjeneren steg op paa Bukken, og Vognen rullede afsted.
Helt varm i Kinderne gik Per ind mod Byen.
Han kunde ikke glemme det forvovne Udtryk i disse straalende,
sortebrune Øjne … Og pludselig saae han ganske tydelig den unge
Pige for sig, saadan som hun hin Karnevalsnat var skreden ham
forbi gennem Mængden -- halvnøgen, med en Guldkrone paa sit
mørke Uldhaar og med det lange, bølgende Slør tindrende af
Diamanter.
Og det var, som hørte han selve Fristerens Røst hviske ham ind i
Øret:
„Den sorte Prinsesse … og det halve Kongerige!“
* *
*
Sit Løfte tro sendte Salomon endnu samme Aften Dr. Nathans
omstridte Afhandling til Per, der i Mangel af anden
Beskæftigelse straks gav sig til at kigge i den. Han blev hurtig
fængslet baade af dens Sprog og Tone, der var saa ganske
anderledes, end han havde ventet. Han mindedes de Bøger af noget
lignende Art -- Martensens Etik f. Eks. --, af hvilke han i sine
Drengeaar havde maattet læse højt for Faderen paa sine
Frieftermiddage, en Beskæftigelse, der ikke var bleven uden
Indflydelse paa hans Forhold til Literaturen udenfor hans eget
Fag. Her saae han nu klart og myndigt udtalt, hvad hans egen
Erfaring havde lært ham om Livet og Menneskene, og han frydede
sig i sit Hjerte ved at læse de vittige og skaanselsløse Angreb
paa alt det, han selv hadede herhjemme, først og fremmest paa
hele det smaavorne, selvgode Kleresi, Sidenius’erne, der ogsaa
for denne Mand stod som Landets Ulykke og Skam.
Særlig opfyldt var han af den store Afhandlings Slutning, hvori
Forfatteren som Svar paa de Angreb, hans Virksomhed havde været
Genstand for fra mange Hold, i digterisk Form gengav det første
Indtryk, han havde faaet af sit Hjemland ved Tilbagekomsten fra
et fleraarigt Studieophold i Udlandet. Han fortalte om,
hvorledes han efter en Iltogsfart forbi det genfødte Tysklands
larmende Storbyer, gennem det myretravle Hamborg og det nyskabte
Kiel, en stille Morgen var kommen med Damperen til Korsør og
allerede ved Indsejlingen til den lille Byes tavse og tomme Havn
var bleven grebet af en Fornemmelse af at glide ind i en anden
Verden, i Drømmenes overjordiske Rige. Og Indtrykket havde ikke
fortaget sig, da han med den frembrydende Dag kørte ind gennem
Landet i et tungt rumlende Tog, der efterhaanden rystede alle de
andre Passagerer i Søvn, og som hvert Kvarter standsede ved en
lille Landstation, hvor et Par Bønder med grundtvigianske
Pilgrimshatte og store Tobakspiber sad og ventede -- ikke paa
det Tog, der holdt, men paa et, der skulde komme om en Time
eller to. Det var, som om han var kommen til et Land, hvor Tiden
ikke havde Værdi for Nogen, hvor alle i bogstavelig Forstand
havde Evigheden for sig. Og Indtrykket holdt sig endnu, da han
naaede København og gik rundt i de snevre Gader, hvor intet
syntes at have forandret sig i de mellemliggende Aar, hvor
Brolægningen var lige elendig, Butikerne lige provinsielle,
Droskerne de samme Sneglehusbefordringer som før, og hvor
Teaterplakaterne forkyndte Opførelsen af ganske de samme
barnlige Ridderdramaer, som dengang han rejste. Det var, som om
Livet havde staaet stille her, mens der ude i Evropa paa alle
Omraader havde fundet en mægtig Udvikling Sted, en aandelig
Revolution, der havde omskabt Samfundene og givet Menneskene
højere og dristigere Maal.
Tilsidst -- fortalte han -- var han kommen hen i Nærheden af
Studenterforeningen paa Gammelholm og tilfældigvis netop paa den
Tid af Dagen, da han i sine Kandidataar daglig havde drukket sin
Eftermiddagskaffe der sammen med nogle af sine
Universitetsvenner. Idet han tænkte sig Muligheden af endnu at
træffe en eller anden af disse gamle Bekendte, var han gaaet
derind. Og stor blev nu hans Overraskelse, da han saae næsten
hele Selskabet samlet derinde omkring det samme Bord, i det
samme Hjørne, med nøjagtig den samme Gruppering, som da han for
mange Aar siden sad imellem dem. De var vel alle bleven ældede i
den forløbne Tid, en enkelt allerede graahaaret, nogle var
bleven magre, de fleste fede, og saavel Ansigtsudtryk som
Bevægelser og navnlig Talens selvbehagelige Langsomhed røbede en
tidlig indtraadt Aandssløvhed. Men iøvrig sad de der ganske, som
havde de i alle disse Aar ikke rørt sig af Pletten. Ja, om det
saa var deres Samtale, til hvilken han -- ugenkendt som han var
-- nogen Tid havde siddet og lyttet ved et af Nabobordene,
bestod den af den samme ophøjede, teologisk-filosofiske Væven,
hvormed de ogsaa i gamle Dage havde krydret Kaffen og Tobakken,
og som røbede, at intet Bud om, hvad man i den sidste
Menneskealder havde tænkt, virket og digtet rundt om i Evropa,
var trængt ind over dette Lands Grænser. Og i det samme forstod
han, hvor han befandt sig. Han var kommen til Torneroses Rige,
hvor Tiden stod stille, og hvor Fantasteriets blege Rosenflor og
Spekulationens sejge, tornede Stængler lumskelig skjulte det
indre Forfald. Men i det samme (saadan sluttede han) havde han
ogsaa forstaaet sit Kald. Ligesom hin „langsvejsfra
hjemvendende“ Mand i Eventyret, der vristede Hanegals-Hornet af
den sovende Portvægters Haand for at vække Kæmperne af deres
Stensøvn, havde han søgt at kalde paa, hvad der endnu havde Liv
herhjemme, først og fremmest paa de unge, og blandt disse
navnlig paa de stærke og stridslystne, der havde Mod til at
gennembryde og sønderhugge det sejge Drømmespind, det lodne,
forhærdede Puppehylster, hvori Nationens Aand havde indkapslet
sig.
… Det var især dette sidste Kampsignal, der under Læsningen fik
Blodet til at skyde op i Pers Kinder. Han følte det, som var
dette æggende, ildnende Tilraab henvendt direkte til ham, ja
ganske særlig til ham. Hans Haand faldt tungt mod Bordpladen, og
han sagde to Gange ganske højt, som til Bekræftelse: „Ja! Ja!“
Han mindedes, hvorledes Obersten hin Dag spøgende havde kaldt
hans Projekt en Udfordring til den danske Teknikerstand. Nu vel!
Det skulde blive det! … For det vidste han nu, at han var født
til paa sit Omraade at blive Morgenvækkeren og Banebryderen i
dette dorske Samfund af tykblodede Præste- og Degnesønner. Den
lille Ivan havde haft Ret. Der ventedes paa ham. Netop paa ham.
Han rejste sig. Uden Tanke for den gamle Højbaadsmands Lig, som
endnu laa deroppe i sin udhuggede Konditorpapirs Dragt, gik han
frem og tilbage paa Gulvet med stærke Skridt. Og pludselig
trykkede han den knyttede Haand mod sin Pande, mens han taktfast
gentog sit bekræftende: „Ja -- ja -- ja!“
Det var den unge Frøken Salomon, han nu tænkte paa. Han saae
hendes store, sortebrune Øjne med det nyfigne, dristige,
tilsidst (bag Øjenhaarenes Slør) næsten som lokkende Blik.
Aldrig før var den Tanke falden ham ind, at han jo kunde fremme
sine Planer ved et rigt Giftermaal. Dertil havde han stolet for
sikkert paa sin egen Krafts Tilstrækkelighed, -- og forresten
var der ogsaa noget deri, som vilde have frastødt ham. Nu
foreholdt han sig selv, at det i Kampen for de store Maal ikke
nyttede at være for nøjeregnende med Midlerne. En Jødedame? Ja,
hvorfor ikke? Frøken Salomon var jo desuden baade ung og smuk ja
(saa vidt han havde kunnet se) overordenlig velskabt. Det var
paa Tide, han kom bort fra den barnagtige Forestilling om Lykken
som noget, der dumpede ned over Hovedet paa Folk ligesom en
Lotterigevinst. Der gaves i hvert Fald ingen anden paalidelig
eller fuldt værdig Lykke end den, man selv fravristede Skæbnen.
Som et Vilddyr, et krumtandet Bestie, en Eventyrets Gyldenbørste
skulde Lykken jages, fanges og bastes … et Bytte for den
snareste, den stærkeste, den modigste!
Et Par Dage derefter fandt Højbaadsmandens højtidelige
Begravelse Sted. Hans Lig var Aftenen forud bleven ført til
Kapellet; og paa Begravelsesdagen samledes Husets gamle Venner
til en stille Frokost forinden Jordfæstelsen. Klokken tolv holdt
unge Didriksen nede paa Gaden med sin Droske, hvori Madam
Olufsen og gamle Bendtz kørte bort tilligemed Kransene, mens de
øvrige Deltagere tilfods begav sig ud til Holmens Kirkegaard.
Det var en næsten sommerlig Foraarsdag. Ude omkring Gravene var
mange Smaabuske grønne, og over Ligstenene tumlede Fuglene sig i
deres kaadeste Elskovs-Tagfat. Den lille, tavse Sørgeskare af
gamle, affældige Skikkelser, der langsomt og vaklende --
støttende sig til Stokke og Paraplyer -- bevægede sig op ad
Kirkegaardsgangen i deres falmede og forældede Højtidsdragter,
tog sig helt gengangeragtig ud i dette klare Solskin. Kun Per,
der gik bagest, syntes i Pagt med den levende og ynglende Natur
rundtom. Vistnok var ogsaa han paa sin Maade greben af
Højtidelighed; men Dødens Magt over ham var brudt. Da han sammen
med de andre slog Kres omkring Graven og saae den solbeskinnede
Kiste glide ned i det mørke, snevre og kolde Jordhul, blandede
der sig for hans Vedkommende en næsten vellystig Fornemmelse i
Uhyggen. Endnu tilhørte han Livet og Solen. Endnu sang Blodet
sin rigt forjættende Sang i hans Øre. Endnu -- endnu!
Efter Begravelsen gik han hjem for at klæde sig om. Han vilde
aflægge Salomons en Visit.
Men hjemme i Hjertensfrydgade ventede der ham en sælsom
Overraskelse. Der laa et Visitkort paa hans Bord, -- et Kort med
adelig Krone og Navnet Baronesse v. Bernt-Adlersborg. Først
tænkte han, at det var kommet til ham af en Fejltagelse; men da
saae han, at der bag paa Kortet var skrevet et Par Linjer. I
elskværdige, næsten ydmyge Udtryk udbad Baronessen sig en
Samtale med ham og angav en Tid, paa hvilken hun den samme og
den følgende Dag vilde kunne træffes paa Hotel d’Angleterre.
Nu kom ogsaa Skibstømrerkonen ind og fortalte helt betagen om en
fornem Dame, der havde holdt udenfor i en Karet og spurgt efter
ham. Hun havde givet hende den „Seddel“ -- sagde hun -- og bedt
hende lægge den ind paa hans Bord.
Per stirrede igen paa Kortet.
Baronesse v. Bernt-Adlersborg! -- -- Aldrig i Verden havde han
hørt det Navn!
„Det maa alligevel være en Fejltagelse. Spurgte hun virkelig
efter mig? …. Nævnede hun mit Navn?“
„Ih ja, det gjorde hun da rigtignok. Hr. Sidenius, sa’ hun. Og
hun var grumme ked af ikke at træffe Herren hjemme.“
Der foer Per en Række dristige Fantasibilleder gennem Hovedet.
„Hvordan saae hun ud?“ spurgte han. „Var hun ung?“
„Ja saamænd. Hun kunde vel saadan omtrent være paa min Alder,“
svarede Kællingen, der var henimod de halvtres.
„Og det var en Dame … en virkelig Dame, mener jeg?“
„Jøsses Kors! Hun havde et stort Skind inde i Vognen.“
Per saae paa sit Ur. Ifald han skulde træffe den mystiske
Baronesse endnu den Dag, var der ingen Tid at spilde. Og han var
unægtelig noget utaalmodig efter at faa Gaaden løst. Han opgav
derfor Besøget hos Salomons, klædte sig i sin bedste Stads og
begav sig afsted.
Den langbartede Hotelportner gik ham straks noget overlegen
imøde; men da han hørte, hvem Per søgte, bøjede han sig ærbødig,
slog Trappedøren op for ham og ringede samtidig Allarm paa en
Klokke, der i et Nu hidkaldte en Tjener og en Stuepige ovenfra.
Med en Højtidelighed (saadan forekom det Per), som om han kunde
have været en Konge, der kom for at gøre en Dronning sin
Opvartning, ledsagede disse ham op ad den brede, tæppebelagte
Trappe og hen gennem en lang Gang, for Enden af hvilken han
overlodes til en svensktalende Kammerjomfru, der modtog hans
Kort og førte ham ind i et Værelse, en lille Salon, som var
udstyret med den sædvanlige -- for Per dog ret imponerende --
Hotelelegance: nogle højrøde Fløjlsmøbler og en
Glasprismelysekrone under Loftet.
Per, der ellers ikke let lod sig forbløffe, var i dette Øjeblik
ikke fri for at føle sig noget beklemt. Der foer ham pludselig
den Tanke gennem Hovedet, at han havde ladet sig lokke i en
Narrefælde, at det hele var en Komedie, arrangeret af en eller
anden af hans Fjender, der vilde have ham tilbedste.
Men der blev ikke levnet ham lang Tid til Eftertanke. En høj
Dame traadte i det samme ind fra Sideværelset.
Ung var hun ikke -- smuk var hun endnu mindre. Ansigtet var
falmet, Næsen farvet af en mistænkelig Rødme. Og hendes dybsorte
Dragt gjorde endda et ret tarveligt Indtryk paa Per. Alligevel
var det ikke til at tage fejl af, at hun var en Dame af den
store Verden. Der var over hendes Skikkelse og Væsen -- ikke
mindst i den Maade, hvorpaa hun gav ham Haanden og takkede ham
for hans Komme -- saa meget af den fine og blide Ynde og den
Takt, som ikke lader sig erhverve men er fornemme Slægters
Særeje.
„Det har -- haaber jeg -- ikke undret Dem, Hr. Sidenius, at jeg
gerne vilde se Dem engang og tale lidt med Dem,“ begyndte hun,
da de var kommen til Sæde overfor hinanden i et Par af de røde
Lænestole. „De var jo min kære afdøde Broders sidste Ven og
Fortrolige. De var vel næsten ogsaa den, der tog hans Farvel til
denne Verden -- --.“
Nu forstod Per Sammenhængen. Han huskede med eet, hvad
Sagføreren, der ordnede Boet efter Neergaard, havde fortalt ham,
at denne efterlod sig to Søstre, af hvilke den ene var rigt gift
med en svensk Godsejer.
Baronessen fortsatte:
„Jeg har længe været besjælet af Ønsket om at lære den Mand at
kende, til hvem min eneste Broder følte sig saa nøje knyttet, ja
i hvem han havde fundet ligesom et forynget Genbillede af sig
selv -- saaledes som han jo skrev til os i sit efterladte Brev i
Anledning af sine testamentariske Bestemmelser. Men min
højtelskede Husbonds lange Sygeleje bandt mig til mit fjerne
Hjem. Det blev mig jo ikke engang forundt at komme hertil og
bivaane min kære Broders Jordfæstelse.“
Baronessens besynderlige Udtryksmaade tilligemed nogle sære
Ansigtstrækninger forraadte en vidt fremskreden Nervøsitet.
Efter de sidste Ord faldt hun i heftig Graad og sad nogen Tid
med et Kniplingslommetørklæde for Øjnene.
Per følte sig ilde tilmode og sagde ingenting. Han kunde stadig
ikke overvinde et vist Ubehag ved at blive mindet om sit Forhold
til den ekscentriske Selvmorder.
„Ja, jeg har haft megen Sorg,“ vedblev Baronessen, da hun var
kommen lidt til sig selv. „De maa derfor give mig Lov til at
græde … Som De maaske veed, har Vorherre nu ogsaa taget min
ridderlige Husbond bort fra min Side og stillet mig ganske ene.“
Per fandt det rigtigst at tilkendegive sin Deltagelse ved en
Hovedbøjning.
„Jeg vil nu sige Dem, Hr. Sidenius, at jeg oftere har tænkt paa
at skrive til Dem, -- ogsaa paa min Søsters Vegne -- for at De
dog ikke skulde tro os ligegyldige for Deres Vel. Men jeg kunde
aldrig rigtig samle Mod dertil. Og De vilde vel ogsaa helst have
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Lykke-Per. Første Del - 11
  • Parts
  • Lykke-Per. Første Del - 01
    Total number of words is 4613
    Total number of unique words is 1689
    44.0 of words are in the 2000 most common words
    59.0 of words are in the 5000 most common words
    65.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 02
    Total number of words is 4660
    Total number of unique words is 1675
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    60.7 of words are in the 5000 most common words
    67.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 03
    Total number of words is 4581
    Total number of unique words is 1696
    41.3 of words are in the 2000 most common words
    56.1 of words are in the 5000 most common words
    64.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 04
    Total number of words is 4591
    Total number of unique words is 1748
    40.7 of words are in the 2000 most common words
    55.0 of words are in the 5000 most common words
    62.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 05
    Total number of words is 4644
    Total number of unique words is 1598
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    61.2 of words are in the 5000 most common words
    68.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 06
    Total number of words is 4791
    Total number of unique words is 1594
    46.9 of words are in the 2000 most common words
    61.3 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 07
    Total number of words is 4715
    Total number of unique words is 1611
    44.4 of words are in the 2000 most common words
    59.1 of words are in the 5000 most common words
    67.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 08
    Total number of words is 4716
    Total number of unique words is 1628
    43.9 of words are in the 2000 most common words
    58.4 of words are in the 5000 most common words
    66.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 09
    Total number of words is 4668
    Total number of unique words is 1617
    44.1 of words are in the 2000 most common words
    59.7 of words are in the 5000 most common words
    67.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 10
    Total number of words is 4662
    Total number of unique words is 1621
    44.8 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    66.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 11
    Total number of words is 4755
    Total number of unique words is 1612
    46.8 of words are in the 2000 most common words
    61.1 of words are in the 5000 most common words
    67.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 12
    Total number of words is 4666
    Total number of unique words is 1670
    42.6 of words are in the 2000 most common words
    57.5 of words are in the 5000 most common words
    65.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 13
    Total number of words is 4725
    Total number of unique words is 1556
    45.3 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    66.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 14
    Total number of words is 4721
    Total number of unique words is 1584
    43.8 of words are in the 2000 most common words
    59.5 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 15
    Total number of words is 4679
    Total number of unique words is 1624
    41.9 of words are in the 2000 most common words
    57.5 of words are in the 5000 most common words
    65.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 16
    Total number of words is 4774
    Total number of unique words is 1560
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    62.8 of words are in the 5000 most common words
    70.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 17
    Total number of words is 4735
    Total number of unique words is 1438
    50.5 of words are in the 2000 most common words
    66.6 of words are in the 5000 most common words
    74.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 18
    Total number of words is 4802
    Total number of unique words is 1517
    47.7 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    71.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Lykke-Per. Første Del - 19
    Total number of words is 1575
    Total number of unique words is 662
    57.8 of words are in the 2000 most common words
    70.0 of words are in the 5000 most common words
    76.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.