Lykke-Per. Første Del - 05

foragtfuldt Blik; men idet han opdagede Per, var der fløjet lidt
Rødme op i hans gulblege Kinder, og han havde hurtig skjult sig
saa fuldstændig bag sin Avis, at der ikke blev andet synligt af
hans Person end et Par lange, korslagte Ben.
„Hvad vil De spise? Lidt Østers?“ spurgte Salomon, idet han trak
sine rødbrune Handsker af og stak dem ind mellem de to nederste
Vesteknapper. „De har vel fuldkommen friske Skaldyr iaften?“
henvendte han sig til Opvarteren, der svarede med et lidt
skødesløst Buk.
Per kunde ikke faa sig til at tilstaa, at han ikke havde
synderlig Smag for denne fornemme Ret. Men paa den anden Side
vilde han ikke give Afkald paa et solidt Aftensmaaltid. Han var
bleven sulten af den lange Venten i den kolde Frostluft. Han
trængte til Kød, til Ost og Æg, -- mange Æg.
„Østers er godt,“ sagde han. „Men jeg vil sige Dem forud: jeg er
sulten som en Ulv.“
„Bravo! Udmærket!“ jublede Salomon og klappede i Hænderne, mens
alle Gæsterne -- endog Damerne -- vendte sig fortørnede om imod
dem. Ogsaa den enlige Herres Guldlorgnet viste sig et Øjeblik
spejdende over Kanten af Avisen.
Vendt mod Opvarteren vedblev Salomon: „Lad os høre? … Hvad er
der mere iaften?“
Opvarteren opremsede en Række Retter.
„Lad os faa det altsammen … hele Registret!“ raabte han i
løssluppen Overgivenhed og gjorde med begge Armene en svømmende
Bevægelse udover Bordet. „Dæk bare op! En grand souper! … Og
lidt hurtig, lille Ven! Vi er sultne som Ulve.“
Per, som havde set, at selv Opvarterens Mine var bleven
overlegen, vidste i sin Skamfuldhed ingen anden Udvej end at
slaa ind i den andens Tone. Han tog en Tandstikker fra Bægeret
paa Bordet, lagde sig tilbage i Sofahjørnet og kastede et
udfordrende Blik ud i Salen.
Nu blev „Skaldyrene“ anrettet paa et Underlag af smaa Isstykker
og med en Flaske afkølet Champagne. Senere fulgte Fuglevildt,
Asparges, en Omelet, Ost, Selleri og Frugter. Per tog forsvarlig
til sig af det altsammen. Han sagde til sig selv, at naar han nu
engang var kommen her, vilde han ogsaa have noget for det. Og
det var første Gang i sit Liv, han sad ved en saa kongelig
Opdækning.
Salomon selv nippede kun til de første Retter men snakkede til
Gengæld ustanselig. Han var kommen ind paa sit Yndlingstema,
Renaissancen. „Denne Menneskehedens Stortid“ -- sagde han -- „da
Digtere, Kunstnere, Opfindere, alle de store Begavelser levede
som Fyrster, æredes som Konger, elskedes af Dronninger, medens
vore Dages Genier sidder og sulter paa Kvistkamrene og knap nok
regnes med til det gode Selskab. Derfor savner deres Værker saa
ofte det Storhedspræg, den gigantiske Kraft, der uimodstaaelig
river med. Jeg talte før om Enevoldsen. Ved Gud, jeg agter i høj
Grad hans Talent. Jeg betragter hans „Skabelsen“ som et lyrisk
Mesterværk. Og dog -- ikke sandt? -- Filigranarbejde,
fortryllende Hjernespind, smukke Statuetter i Stedet for
Monumenter. I tre Dage sidder han og grunder paa et Adjektiv.
Der mangler ham de store Oplevelser, det er Sagen! … Aa, hvem
der var rig … rig! … rig!“
Han kastede sig tilbage mod Sofaryggen med begge Hænder lagt om
bag Nakken og den ene Fod oppe under sig, saa et Stykke af den
røde Silkestrømpe saaes.
„Men jeg troede, De var rig,“ bemærkede Per tørt -- for dog at
sige noget.
„Aa, rig! … Nej, man skulde kunne strø Millioner omkring sig …
øse Guld ud med begge Hænder! Genierne skulde sidde som
Smaafyrster rundtom i Landet, omgive sig med et Hof, holde
Jagter, Maskeballer, Elskerinder … Tænk paa Rubens! Tænk paa
Goethe! Tænk paa Voltaire!“
Han kastede sig atter frem over Bordet for at fylde i Pers Glas.
Og nu gjorde han et Forsøg paa at faa sin Gæst til at udtale sig
om sig selv og sine Fremtidsplaner. Af en fælles Bekendt, der
var Polytekniker, havde han faaet at vide, at Per efter en
almindelig Antagelse blandt sine Medstuderende tumlede med en
eller anden stor Opfindelse; og det var hans stadige Sorg, at
han hidtil slet ikke havde kunnet faa ham til at aabenbare noget
derom, saa han kunde faa Lejlighed til at tilbyde ham sin
Støtte.
Men Per var nu mindre end nogensinde tilbøjelig til den Slags
Fortrolighed. Han lod, som om han ingenting forstod. Da han
endelig var bleven færdig med at spise, tændte han en Cigar og
lænede sig tilbage mod den høje Sofaryg uden længer at gide høre
paa den andens Udgydelser.
Hans Tanker, ildnede af Vinen, gled atter til Fruen fra
Karnevalet … Fru Engelhardt hed hun. Mens han med Øjnene fulgte
Cigarrøgens hensvævende Skyer, forvandlede disse sig for hans
Blik til et luftigt Flor, til et bølgende Alkoveforhæng,
hvorimellem hendes modne Skikkelse kiggede frem i nøgen
Dejlighed. Egenlig gik det først nu rigtig op for ham, hvor
forelsket han var. Naar han skulde være ganske ærlig, maatte han
tilstaa, at hans Følelser for hende indtil dette Øjeblik ikke
havde været synderlig forskellig fra dem, han plejede at nære
for smukke og fyldige Kvinder. Det eneste, der afkølede ham en
Smule, var Tanken paa hendes Alder. Hun var næppe helt ung; dog
vist ikke over de tredive. Men selv om saa var? Blikket i hendes
mørkebrune Øjne, der var store som et Par fuldmodne Kastanier,
-- hendes forvovne Holdning i den nydelige Columbinedragt, de
bugnende Skuldre, den lille Stumpnæses sitrende Fløje, -- alt
forraadte en ungdommelig Fyrighed, en hidsig Hengivelsestrang,
der trodsede Aar og Alder.
Pludselig faldt hans Øjne paa Herren med Guldlorgnetten, der
endelig havde lagt sin Avis tilside og nu tilkaldte Opvarteren
for at betale. Idet deres Blikke mødtes, rejste de sig begge
lidt op med en ceremoniel Hilsen.
„Men Gud, det er jo Neergaard!“ udbrød Salomon. „Kender De ham?“
„Nej … Jeg stødte tilfældigt paa ham igaar paa Karnevalet.“
„Hvad? Var De der? … Jeg saae Dem ikke.“
„Der var jo ogsaa saa skrækkelig overfyldt. -- De var der altsaa
ogsaa?“
„Gud, det var jo mig, der var Hamlet! Saae De mig ikke?“
Per mindedes godt at have set en lille sortklædt Ridderskikkelse
i Selskab med en Dame i en Snedronningedragt, som havde vakt
nogen Forargelse blandt de andre Damer, dels paa Grund af sin
dristige Nedringethed, dels for sin Overlæsselse med Diamanter,
der hang som regnbuespillende Rimkrystaller i det hvide Slør.
„De var der med en Dame?“ spurgte Per.
„Min Søster -- ja!“
„Aa --.“
Herren med Guldlorgnetten havde imidlertid rejst sig og var i
Øjeblikket i Færd med ved Opvarterens Hjælp at iføre sig sit
Overtøj. Per betragtede med nogen Misundelse baade hans meget
korrekte og elegante Paaklædning og den
Verdensmandsoverlegenhed, hvormed han lod Opvarteren bringe ham
baade Hat og Stok og tilsidst blot ved en Haandbevægelse
forlangte Ild til sin Cigaret. Per havde den foregaaende Nat kun
vekslet nogle almindelige Talemaader med ham. Kort efter, at han
første Gang havde danset med Fru Engelhardt, var han dukket op
ved deres Side og havde ladet sig forestille. Siden havde han
stadig iagttaget dem paa Afstand, saa Per tilsidst var bleven
enig med sig selv om, at han maatte være en Medbejler.
For at komme ud af Restavrationen maatte Hr. Neergaard forbi det
Bord, hvor Per og Salomon sad; og Salomon viftede nu kammeratlig
med Haanden og raabte:
„Godaften, Neergaard … Godaften … Hvordan lever man?“
Hr. Neergaards Øjenbryn løftede sig som i dyb Overraskelse. Saa
smilte han overbærende og besvarede Hilsenen med et skødesløst
Nik uden engang at tage Cigaretten af Munden. Derimod hilste han
igen med næsten overdreven Høflighed paa Per, som derved paany
blev tvungen til at lette paa sig og gøre sin Reverens.
„Hvad er han egenlig for en Fyr?“ spurgte Per, da han var borte.
Salomon trak paa Skuldrene.
„Veed ikke, hvad jeg skal sige … Kender i Grunden kun lidt til
ham. Træffer ham blot af og til i Selskabslivet. Han var engang
en ganske distingveret Person. Er forøvrig juridisk Kandidat,
bærer et anset Navn og har fortræffelige Forbindelser, … kort
sagt, har haft brillante Chancer for at gøre Karriere i vore
smaa Forhold. Der var nok ogsaa engang Tale om at ansætte ham i
Diplomatiet … ved Legationen i London, tror jeg. Selve Prinsen
af Wales skal have interesseret sig derfor. Jeg veed ikke, hvad
det var, der kom i Vejen. I hvert Fald frabad han sig
Ansættelsen. Han er vistnok noget af en Særling. Nu sidder han i
en yderst beskeden Stilling oppe i et af Ministerierne.“
* *
*
Allerede den næste Dag modtog Per den Bal-Indbydelse, Fru
Engelhardt havde lovet at skaffe ham, og han fik nu travlt med
at udbedre sin Garderobe, for at han ved sin Fremtræden i det
københavnske Selskabsliv ikke skulde staa tilskamme for de
øvrige Kavalerer. I den Anledning viste det sig nødvendigt for
ham at skaffe sig et Pengelaan. Ved en af sine Kafe-Bekendte
blev han indført hos en ældre, forhenværende Landmand, der
gjorde sin lille Kapital frugtbringende ved at udlaane den til
unge Mennesker mod en Godtgørelse af 60 p. C. og Sikkerhed i
Livsforsikringspolice, Bøger, Bohave, Daabs- og
Vaccinationsattest foruden en højtidelig mundtlig Erklæring,
afgiven i Vidners Overværelse og med Haanden paa Biblen.
Madam Olufsen gjorde store Øjne i Anledning af de mange nye
Ting, der næsten daglig blev bragt ind i Huset fra Byens store
Magasiner. Hun og hendes Mand talte ofte om, hvad der vel kunde
være igære. Per selv sagde ingenting. Han havde overhovedet
været meget tilbagetrukken i den senere Tid og var desuden
sjelden hjemme.
Den eneste, der havde kunnet give nogen Oplysning, var den tavse
Trine. Med Kærlighedens tusindøjede Instinkt havde den enfoldige
Pige -- saavidt hendes Forstaaelse af den Slags Ting overhovedet
rakte -- hurtig begrebet, hvad det var, der her forberedtes; og
bestandig hyppigere i disse Dage maatte hun ty over i
Nødtørftshuset, der var hendes Tilflugtssted, naar Sorgen
overvældede hende og hun maatte være ene for at kunne græde ud.
Ikke desmindre var det med om muligt endnu større Omhu og
Andagt, at hun nu puslede om nede i hans smaa Stuer og tog Vare
paa, hvad der tilhørte ham. Navnlig vaagede hun over alt dette
nye, som hun antog for hans Brudgomsudstyr, med en Nidkærhed,
som galdt det hendes egen Lykke. Hun syede Mærke paa det fine
Linned, paa Lommetørklæderne og de silketynde Strømper og lagde
rent Papir i de nederste, uaflaasede Kommodeskuffer, hvor det
altsammen skulde ligge. Da Balaftenen kom, var det ogsaa hende,
der maatte binde hans hvide Slips, knappe hans Handsker, sige
ham, om hans nyanskaffede Kjole sad godt i Ryggen, og om det
maskinklippede Haar klædte ham. Og da Klokken var bleven halvni
og den bestilte Droske ikke kom, var det hende, der blev skældt
ud for en Torsk, og hende, der i Slud og Mørke, uden Hat og
Sjal, maatte løbe helt ind i Adelgade efter en anden.
Da Per traadte ind i Balsalen, var Dansen allerede begyndt. En
halv Snes Par valsede højtidelig omkring paa Gulvet, mens et
noget lignende Antal stod eller sad langsmed Væggene. Mellem de
sidste opdagede han hurtig Fru Engelhardt. Hun var i ildrød
Silke og sad og viftede sig med en stor, dunkantet Vifte. Ved
hendes Side sad en blankskallet Herre og vuggede en Klaphat paa
sit Knæ -- Neergaard.
Synet af denne Mand, men navnlig den skinsyge Tanke, der i det
samme foer ham gennem Hovedet, at ogsaa hans Nærværelse kunde
skyldes Fru Engelhardts begunstigende Mellemkomst, ødelagde
totalt hans Stemning. Det første Kvarterstid deltog han slet
ikke i Dansen men opholdt sig inde i de tilstødende Stuer, hvor
nogle ældre Herrer sad og spillede Kort. Først henimod
Slutningen af første „Vals“ gik han ind og inklinerede for Fruen
med et stift Buk uden at se til hendes Kavaler. Hun syntes ikke
straks at ville genkende ham. Endelig rejste hun sig op, samlede
Slæbet og lagde med et halvt moderligt Smil sit svære Legeme i
hans Arm.
„Hvad De dog er for en utaknemlig En,“ sagde hun paa sit
københavnsk, da de havde danset et Par Gange rundt, uden at Per
havde mælet et Ord. „De siger mig ikke engang Tak, fordi jeg
skaffede Dem Indbydelsen. Det var dog ellers slet ikke saa let,
vil jeg fortælle Dem.“
„Jeg er Dem særdeles forbunden, Frue!“
„Hvor formelt! Er der gaaet Dem noget imod?“
„Ja -- lidt.“
„Og hvad er det, … dersom det kan betroes en Dame?“
„Hvorfor er den Neergaard her? Jeg kan ikke lide ham. De vilde
gøre mig en Tjeneste ved ikke at danse med ham.“
„Det maa jeg sige … De er virkelig fordringsfuld.“
Hun lo, men gjorde sig i det samme tungere i hans Arm.
Ogsaa Per kom til at le. Dette lønlige Fortrolighedstegn, Duften
fra hendes Haar og den halvblottede Barm, der hvilede mod hans
Bryst, gjorde ham øjeblikkelig hed. De dansede fire Gange rundt,
og da han førte hende tilbage til hendes Plads, var Neergaard
forsvunden. Han saae ham lidt efter staa henne i den anden Ende
af Salen og gøre Kur til en ganske ung Pige med lange, korngule
Fletninger nedad Ryggen.
Imidlertid slæbte Ballet sig trevent gennem de første Danse,
tilsyneladende uden stor Fornøjelse for andre end Husets
Tjenestefolk, der nu og da fik Lov at kigge ind i Salen bag en
Dør. Først efterat Herrerne havde opdaget nogle i Sideværelserne
fremsatte Forfriskninger, blev der mere Liv. Forresten var
Herreselskabet noget blandet og Tonen temmelig ugenert, saadan
som det let bliver Tilfældet i ellers dannede Familjer, der
mangler voksne Sønner, og hvor man maa skaffe sig Balkavalerer
gennem Bekendte og Bekendtes Bekendte uden anden Garanti end en
Vejviseradresse. De Indbudne følte sig ikke paa nogen Maade
forpligtede overfor det Hjem, de gæstede; man teede sig ganske
utvungent, gabede og kritiserede og krævede ind omtrent som i et
offenligt Lokale.
Værten, en lille hvidhaaret Mand, der ikke selv kendte Navnet
paa sine Gæster, bevægede sig ængstelig omkring i Stuerne som
den mest fremmede. Med et anstrengt Selskabssmil udførte han
samvittighedsfuldt det ham af Hustru og Døtre paalagte Hverv: at
faa Kavalererne til at „arbejde“. Naar han fandt en Herre staa
ledig foran Malerierne paa Dagligstuevæggen eller opholde sig
lidt længe ved Forfriskningerne, stillede han sig hen ved Siden
af ham og indledede en Samtale, der begyndte nok saa uskyldig
med nogle Ytringer om Billedkunst, om Teatret eller Skøjteføret,
men som ufravigelig endte med, at Vedkommende under hans
Bevogtning vendte tilbage til Dansesalen og her forestilledes
for en eller anden af Husets ældre Veninder, der manglede Navne
paa sit Balkort.
Fru Engelhardt havde lovet Per Kotillonen. Men da man havde
spist og Dansen begyndte, søgte han hende forgæves baade i Salen
og de tilstødende Stuer. Tilsidst fandt han hende i et lille,
svagt oplyst Kabinet, et sekskantet Taarnrum, paa den anden Side
Dagligstuen. Hun sad her ganske alene i Hjørnet af en Sofa, der
stod saaledes, at den ikke kunde ses, før man stod i Døren.
Hun modtog ham med blid, træt Sørgmodighed, sagde, at han
rimeligvis nu blev vred paa hende, men hun havde ingen Lyst til
at danse mere, og naturligvis var det for meget forlangt, at han
skulde give Afkald paa Dansen for at sidde her og underholde
hende. En saadan Opofrelse vilde hun aldeles ikke tage imod …
han maatte paa ingen Maade føle sig forpligtet.
Med al sin selskabelige Uerfarenhed var Per dog ikke dummere,
end at han forstod Meningen. Han skød en Stol hen ved Siden af
hende, og en Tid sad de nu tavse begge to, mens Musiken og
Støjen fra Dansesalen lød ind til dem -- stærkt afdæmpet, som
den blev, ved at passere to-tre store Værelser. Saa tog Per
pludselig hendes Haand, som laa blottet paa Sofaarmen, og da hun
lod ham beholde den, erklærede han hende i meget ligefremme Ord
sin Kærlighed og gentog sin Bøn om at tilstaa ham et Stævnemøde.
Hun lovede tilsidst at føje ham, og han bøjede sig ned over
hendes hvide Arm og trykkede een, to, tre Gange et Kys paa den
oppe ved Albuen. Han havde i Grunden troet, at hun vilde have
afværget det, og hun sagde da ogsaa, at hun vilde blive alvorlig
vred, dersom han gjorde det oftere -- men Øjnenes fugtige Glans
og den mægtige Barms Svulmen modsagde hendes Ord.
Men nu hørtes der Trin i Stuen udenfor. Per havde akkurat faaet
kastet sig tilbage i Stolen, da Neergaards lange Skikkelse viste
sig i Døraabningen. Han bukkede høflig undskyldende; dog blev
han staaende derhenne med Hænderne paa Ryggen, som tænkte han
paa at gaa derind.
„Træd nærmere,“ sagde Fruen.
„Trænger De til Selskab?“ spurgte han paa en Maade, som Per ikke
syntes om, -- næsten brysk lød det.
„Ikke just det; men har De noget morsomt at fortælle, vil vi
gerne høre det.“
„Aa ja, De og Hr. Ingeniør Sidenius sidder nu ogsaa her saa
trøstesløst ensomt … saa ganske forladt af Verden.“
„Ja,“ sagde hun, idet hun med en mat Bevægelse slog sin Vifte ud
og lagde sig tilbage i Sofahjørnet. „Det er trist … jeg er
bleven træt … ganske ødelagt af Dansen og de mange Mennesker.
Men De? Hvorfor danser De ikke? De er jo ovenikøbet saa stærkt
engageret iaften.“
„Aa nej, Frue,“ -- han besluttede sig endelig til at gaa derind
-- „nu tror jeg, at ogsaa jeg i dette stemningsfulde Mulm vil
indøve mig i at sige Verden ret Farvel. -- Tillader De?“
Han rullede en Stol hen til Sofaen fra den modsatte Side af den,
hvor Per sad. De to kom derved til at sidde Ansigt mod Ansigt
uden endnu at have hilst paa hinanden.
Fru Engelhardts Tunge fik paa engang yderlig travlt. Hun
kritiserede Selskabets Sammensætning, talte om Souper’en, som
hun til Gengæld roste stærkt, dernæst om forskellige af de
tilstedeværende Damers Toiletter. Per sad og iagttog Neergaard
og sagde ingenting. Heller ikke Neergaard talte. Han havde bøjet
sig forover, saa man ikke længer kunde se hans Ansigt. Albuerne
hvilede paa hans Knæ, og de lange Hænder -- der rystede lidt --
legede med de aftrukne Handsker.
„Hvor De er bleven en rigtig kedelig En, Neergaard,“ afbrød hun
pludselig sig selv. „Og De, som engang virkelig var saa
underholdende. Hvad er der i Grunden i Vejen med Dem? … Det er
naturligvis noget med en Dame.“
„Det er det maaske.“
„Ja, det er den lille Frøken Holm. Naturligvis! Hun maa jo være
aldeles efter Deres Smag. Jeg skal nemlig sige Dem, Hr. Sidenius
… Hr. Neergaard har altid været saa galant at fortælle mig, at
han sværmer for de lysblonde og blaaøjede. Og saa er hun jo
ovenikøbet fra Landet,“ sagde hun, atter vendt mod Neergaard.
„Lutter Kløverduft og Sommersol og sød Mælk, … en fuldendt lille
Mejerske, saadan som De jo altid har ønsket Dem det. -- Hvornaar
skal saa Bryllupet staa?“
Hr. Neergaard, der havde løftet Hovedet, lænede sig nu tilbage
mod Stoleryggen, lagde Klaphatten over sin Mave, foldede
Hænderne ovenpaa og sagde som med et mæt Suk: „Naar man har
naaet min Alder, gør man vist fornuftigst i at betragte sig som
en allerede hedengangen. Man har da kun tilbage at drage Omsorg
for en anstændig Begravelse.“
Fru Engelhardt lo.
„Nu ser De virkelig for sort paa Tilværelsen. Hvad skulde saa vi
stakkels Fruentimmer sige? … Se til den gamle Ritmester Frick
derinde, han er toogtres og fører sig endnu i Dansen som en ung
Løjtnant. Jeg er overbevist om, han gør endnu Erobringer blandt
Damerne … Ak nej, Mændene har i Deres Alder endnu megen Lykke
ivente.“
Neergaard bøjede sig for hende.
„Jeg takker Dem, Frue, for Deres ved Baaren holdte trøsterige
Tale. Jeg veed jo nok, at man -- saavel Mænd som Kvinder -- i
vore Dage forstaar den Kunst at bevare en ret frappant
Ungdomsfriskhed endog temmelig højt op i Alderdommen, paa
lignende Maade som man har lært at konservere Grønærter,
Asparges og andet Sommergrønt. Men saadan en gammel, henkogt
Ritmester er mig nu alligevel en Vederstyggelighed. Nej, man
skal resignere i Tide, give Ungdommen, hvad Ungdommens er … saa
sparer man sig mangen Genvordighed. Og af Genvordigheder kan man
jo i min Alder have tilstrækkeligt endda. Gigten,
Fordøjelsesbesværlighederne, Havresuppen, Stensmerterne og
Operationsbordet -- det er de reelle Værdier, man har tilbage,
naar man er kommen paa den forkerte Side af de fyrre.“
„Og saa Minderne,“ kom det blødt henkastet fra Fru Engelhardt.
„De gode Minder, Neergaard … dem glemmer De.“
„Minderne? … Hm! … Er de ikke ogsaa saadan en Slags henkogte
Varer, skabte til fattig Vintertrøst for Tabet af den Sommer,
der svandt? Nej, lad os ikke tale om Minderne! De er jo bare en
Plage mere, … det er jo netop dem, der, efterhaanden som vi
ældes, faar os til at føle alle Livets Tildragelser som en
bestandig svagere og mere trættende Gentagelse.“
„Aa, De er aldeles umulig iaften. Men jeg undskylder Dem. De er
syg, Neergaard, … De lever sikkert altfor uregelmæssigt. De
skulde virkelig tale med en Læge. Jeg er vis paa, han vil
tilraade Dem en Kur i Carlsbad.“
„Maaske. Eller nogle af disse bekendte, virkningsfulde
Jernpiller … en Revolverfuld ad Gangen. Som smertestillende
Middel skal de være uden Lige.“
„Aa, nu vil jeg ikke snakke med Dem mere. At De dog ikke et
Øjeblik kan tale alvorligt!“
Per havde under dette Ordskifte flyttet sine Øjne fra den ene
til den anden. Dets kammeratlige Tone havde igen gjort ham lidt
usikker med Hensyn til disse to Menneskers indbyrdes Forhold;
men han beroligede sig med, hvad Fru Engelhardt havde fortalt
ham allerede Karnevalsnatten, at hun og Neergaard var Bekendte
fra Barndommen. Desuden tydede hendes Væsen overfor ham -- for
ikke at tale om denne vittigt anbragte Anbefaling af et Ophold i
det fjerne Carlsbad -- absolut kun paa, at han med sin
Paatrængenhed var hende til Besvær.
Men nu begyndte der at blive livligt inde i Stuerne, hvor trætte
og forpustede Par slog sig ned om de stadig lige velforsynede
Forfriskningsborde. Dansen var ved at slutte. Inde i Salens
Støvtaage hvirvlede tilsidst blot tre-fire forfløjne og
forelskede Par omkring; de kunde ikke faa nok men lod Musikken
gentage Tappenstregen Gang efter Gang i stadig hurtigere Tempo.
Vognene begyndte at køre frem. Fru Engelhardt gik rundt og sagde
Farvel med sin Mand under Armen. Det var en høj, mavesvær,
godmodig udseende Grosserer, der havde tilbragt Aftenen inde ved
Spillebordene. Da de kom forbi Per, standsede Fruen til dennes
største Forskrækkelse og forestillede de to Herrer for hinanden.
Og Ægtemanden tog ham i Haanden og sagde ham nogle høflige Ord.
Men Per blev undselig og kunde ikke faa sig til at møde hans
Øjne.
Hvorfor gjorde hun mon det? -- tænkte han lidt urolig, da han i
det samme hørte hende sige meget højt til sin Mand midt i
Stimmelen foran Udgangsdøren, aabenbart i den bestemte Hensigt,
at han skulde høre det:
„Er det ikke næste Tirsdag, du skal til London, min Ven?“
Grossereren bekræftede det. Og Per blev rød og smilte. Og smilte
igen og blev bleg. Med et stort, skinnende Blik fulgte hans Øjne
de fyldige, hvide Skuldre over den ildrøde Silke. -- Ja, nu
begyndte Livet for ham!
* *
*
Ved Tretiden fulgtes Neergaard og Per hjemad i den maaneklare
Nat. Det var ikke Per, der havde søgt Ledsagelse, men da
Neergaard ved Bortgangen havde spurgt ham, hvor han boede, og om
de ikke skulde følges, da de dog skulde samme Vej, havde han
ikke villet sige Nej. Han opfattede Tilbudet som den endelige
Anerkendelse af hans Sejr over ham i Kampen om Fru Engelhardt,
-- et Fredstilbud. Desuden havde han vanskelig ved at modstaa
den verdensmandsagtige Høflighed, den anden vedblivende viste
ham trods den store Aldersforskel.
Neergaard talte om Selskabet og om den selskabelige Adspredelse
i det hele taget; men Per var for optaget af sig selv og af
Aftenens Begivenhed til at opfatte stort andet end selve Ordene.
Trods den skarpe Frost og deres langsomme Marsj -- Neergaard
svinglede lidt paa Benene -- gik Per med opknappet Frakke.
Sejrsfølelsen gjorde ham hed. Smilende stødte han svære
Tobaksskyer ud i den lyse Luft.
De drejede op fra Kanalen ved Holmens Bro og gik videre op mod
Kongens Nytorv paa Gadens venstre Side. De kom forbi
Nationalbanken, hvis tunge, firkantede Masse løftede sig mod
Stjernehimlen som en mægtig Sarkofag. En Skildvagt i rød Kappe
bevogtede Indgangen til dette Mammons stilfulde Mausoleum.
Lidt efter standsede Neergaard udfor et af de gamle, smalle og
uanselige Huse, der endnu havde faaet Lov at ligge her ved den
brede Færdselsaare.
„Ja, her bor altsaa jeg. Vil De ikke, Hr. Ingeniør, gøre mig den
Fornøjelse at følge med op og drikke et Glas god Vin. Det er jo
endnu ikke sent.“
Per betænkte sig, men sagde ja. Han følte Trang til at slaa sig
løs og havde navnlig ingen Lyst til at komme hjem. Siden den
Dag, da han laasede sine Papirer inde i den øverste
Kommodeskuffe, gik han om i sine Stuer med en Uhyggefornemmelse,
som havde han nedgravet et Lig under Gulvet.
Faa Minutter efter fandt han sig magelig anbragt i et Sofahjørne
bag et stort Bord, hvorpaa der brændte en højfodet Lampe med
grøn Silkeskærm. Mens Neergaard rumsterede i Stuen ved Siden af
for at finde Drikkevarer, løb hans Øjne mønstrende omkring i en
smuk og elegant Ungkarlesalon, der fik ham til med Bekymring at
tænke paa sine egne smaa, fattige Kamre. Hvorledes skulde han
der kunne modtage en Dame som Fru Engelhardt? -- Her var Tæppe
over hele Gulvet. Indlagte Mahognimøbler. Vaser og forgyldte
Armstager. Altsammen aabenbart gammelt Arvegods. Og derhenne paa
Væggen over Skrivebordet fremtonede gennem Halvmørket en sand
Hærskare af alle Slags smaa og store Portrætter: Malerier i
forgyldte Rammer, Daguerreotypier, Silhuetter, smaa
Elfenbensmedaljoner, Litografier, Haandtegninger og moderne
Fotografier … et Skyggetog af den henfarne Neergaardske Slægt.
Lidt forsømt saae det rigtignok altsammen ud ved nærmere
Eftersyn. Tæppet var næsten opslidt, Møbelbetrækket falmet. Paa
det store, smukke Bogskab, der var fuldt af lange Rækker
indbundne Bøger, lagde han Mærke til et Par Revner i
Glasruderne.
Men nu viste Neergaard sig med en langhalset Flaske og to grønne
Pokaler. Han satte sig i en Lænestol overfor Per og skænkede op
med stor Omhyggelighed.
„Det glæder mig at have gjort Deres Bekendtskab,“ sagde han og
løftede sit Glas. „Jeg tillader mig at drikke paa Deres
Velgaaende, Hr. … Hr. Lykke-Per!“
Per saae paa ham -- lidt overrasket og misfornøjet med denne
lidt for direkte Hentydning til Aftenens Begivenhed. Men da
Meningen altsaa dog var den at hylde ham som Sejrherre, vilde
han ikke vise sig fornærmet. Han greb sit Glas og nedskyllede
Vinen.
„Det er forresten ikke min egen Opfindelse med det just ikke
synderlig vittige Tilnavn,“ vedblev Neergaard og gav sig til at
pudse sine Lorgnetter. „Det er en af Deres Venner, jeg citerer …
den lille Salomon, som jeg forleden saae Dem sammen med. Han er
en stor Beundrer af Dem. Forresten er Navnet efter min Mening
ikke engang rigtig smigrende. Et gammelt Ord siger jo om Lykken,
at den er Daarernes Formynder. Og en ærværdig, latinsk Forfatter
skrev om Heldet, at det er Fader til Sorgen.“
Per tænkte ved sig selv: ja, trøst du dig! Det er dig vel undt!
„Dersom det ikke lød som et afskyeligt Paradoks,“ -- fortsatte
den anden -- „vilde jeg sige, at de Ulykkelige forekommer mig at
være de lykkeligste. De har dog den Tilfredsstillelse at kunne
skælde ud paa Skæbnen, injuriere Vorherre, kræve Forsynet til
Regnskab o. s. v., medens den, der -- som man siger -- sidder
paa Lykkens Skød, kun kan anklage sig selv ved indtræffende
Uheld.“
„Men hvorfor Uheld?“ bemærkede Per smilende og saae paa Røgen
fra sin Cigar.
„Hvorfor?“ sagde Neergaard, gennem hvis Tale der hele Tiden
klang en Bitone af Medlidenhed, hvad Per dog ikke havde Øre for.
„Jeg tror ikke, De forstaar mig rigtig, Hr. Ingeniør! Jeg mener
-- trods min Afsky for Paradokser -- at selve Heldet er det
allerstørste Uheld, der i vore Dage kan ramme noget Menneske,
fordi … ja, fordi vi i nihundredeognioghalvfems af tusinde
Tilfælde mangler Evnen til at benytte det saadan, at det ikke
bliver os mere til Skade end til Gavn. Vi er i vor Tid ikke
oplærte til at omgaaes fortroligt med det eventyrlige, -- det er
Sagen. Vi befinder os ved Lykkens Bord som en Bonde ved Kongens