Lykke-Per. Første Del - 06

Taffel. Naar det kommer til Stykket, foretrækker vi allesammen
den hjemlige Vandgrød og vor Mo’ers Pandekager for alle
Slaraffenlands Herligheder. -- De kender rimeligvis Fortællingen
om Svinedrengen, der vinder Prinsessen og det halve Kongerige.
Den ender, synes jeg, akkurat der, hvor den begynder at blive
interessant, i hvert Fald for voksne Mennesker. Vi skulde have
set denne Bondeknold i Fløjl og Brokade gaa omkring og blive
bleg og mager af lutter Lykke. Vi skulde set ham ligge i
Prinsessens Silkeseng og flæbe af Længsel efter sin
Maren-Malkepiges laartykke Arme. For der er ingen Tvivl om, at
han vil gøre det. Han vil i det hele ikke have en glad Time, før
han igen kommer i sine Træsko og faar Krone og Scepter ombyttet
med sin Faders Møggreb.“
Han havde paasat sig sin Lorgnet og sad tilbagelænet i Stolen
med sine lange Hænder samlede under det bøjede Hoved. Hans matte
Øjne hvilede paa Per med et paa een Gang udforskende og
deltagende, næsten bekymret Udtryk, mens han fortsatte:
„Med alt vort danske Fantasteri stikker der i os alle en
grundfæstet Forkærlighed for det tilvante og prøvede. Hvor
hidsigt vi end i vore unge Dage kan storme frem mod det
overordenlige og eventyrlige … i det Øjeblik, Vidunderlandet
virkelig aabner sine Porte for os og Kongedatteren vinker til os
fra Altanen, faar vi Anfægtelser og kigger tilbage efter
Kakkelovnskrogen.“
„De har vistnok Ret,“ sagde Per -- han saae stadig med et Smil
ud paa Røgskyerne fra sin Cigar. „I Almindelighed gaar det
vistnok saadan. Men der gives Undtagelser.“
„Ikke een mellem Tusinde. Maaske ikke een mellem Titusinde. De
vil selv engang erfare, hvad for en uhyggelig Trolddomsmagt der
ligger i alt dette hjemlige og tilvante, selv om vi maaske
samtidig hader det. Se Dem f. Eks. om her! Der slæber vi med os
gennem Livet en voksende Bagage af vor Slægts Efterladenskaber,
der stabler sig op omkring os som en kinesisk Mur, og som vi dog
ikke nænner at skille os af med. Vi hygger os inde i et
Gravkapel af Familjeerindringer og har tilsidst ikke andre
Følelser tilbage end Pieteten.“
„Naa ja -- det kan da ikke gælde alle,“ sagde Per. „Jeg f. Eks.
vil vanskelig komme i den Fristelse. For hvad jeg slæber med mig
fra Fortiden, kan magelig faa Plads i en Vestelomme.“
„Saa gratulerer jeg Dem! Og dog -- hvad hjælper det? Hjemmets
forkoglende Magt stikker jo ikke alene i det materielle. Vi
lader vor maaske forlængst afdøde Faders meningsløse Formaninger
eller en enfoldig Moders Fordomme faa Indflydelse paa vore
Handlinger helt op i vor egen Alderdom. Og saa har man til
Overflod sine kære Søskende og sine bekymrede Onkler og Tanter
-- --.“
„Jeg for mit Vedkommende er nu ogsaa i den Henseende saa heldig
stillet ikke at kende noget til den Slags.“
„Saa maa jeg virkelig paany gratulere Dem. -- Men et Hjem har De
dog vel haft … tilmed rimeligvis et af disse for deres Hygge saa
berømte danske Præstegaardshjem. Ja, jeg slutter af Deres Navn,
kan De vide.“
Per lod, som om han overhørte dette sidste, og sagde, at han
ikke kendte og aldrig havde kendt, hvad man kaldte nærmere
Paarørende.
„Nej virkelig! De er maaske et --.“
„Ja,“ sagde Per, idet han med Forsæt afbrød ham. „Jeg er kun mig
selv.“
„Se-se!“ -- Neergaard bøjede sig frem med Hænderne paa Stolens
Sidestykker og stirrede som nyvaagen over paa ham. -- „Saa har
den lille Salomon altsaa ikke helt Uret. Saa hænger der jo
virkelig noget af Eventyret ved Dem. Ingen Familjehensyn! Ingen
Søskendeplager! Ingen velmenende Onkler og Tanter … Fri som
Fuglen under Himlen!“
Per tav bekræftende.
Neergaard sank atter tilbage i Lænestolen, og der blev et
Øjebliks dyb Stilhed.
„De synes virkelig at være et sjælden begunstiget Menneske, Hr.
Sidenius. Dersom man ikke var saa gammel og affældig, kunde man
fristes til at misunde Dem. Fri og ubekymret i alle Forhold. Og
med en Appetit paa Livet som en Solsort i et Kirsebærtræ. Ja,
saadan skal det være! -- Og alligevel? Hvad hjælper det saa? De
Lænker, vi Mennesker ikke fødes med, dem lægger vi selv paa os i
Livets lange Løb. Vi er og bliver af Slavestand. Vi føler os kun
hjemme i Bolt og Jern. -- Hvad mener De derom?“
„Ærlig talt forstaar jeg ikke, hvad De der tænker paa,“ sagde
Per og saae op til Uret paa Bogskabet, der viste et Kvarter over
fire. Han begyndte at trættes af Samtalens Ensformighed, -- var
desuden ogsaa bleven lidt betænkelig ved sin Kaadmundethed.
Der gik en lille Tid, inden Neergaard svarede. Han saae stadig
over paa Per med et optaget, anspændt Blik.
„Hvad jeg tænker paa? … Aa, vi anskaffer os jo Venner og Vaner,
lader os i Tidens Løb svinebinde af alle Slags Forpligtelser.
For nu slet ikke at tale om den Sammenklistren af Mand og
Kvinde, som benævnes Kærlighed, Elskov, Drift, eller hvad De
vil. Selv en saadan fri Fugl som De maa dog vistnok indrømme
mig, at Kvinden har Fangarme, der trods deres Blødhed kan lægge
sig om en Mand som en Jernbøjle.“
„Aa, ikke saa det generer,“ sagde Per og lo. „Og mindst, naar de
klemmer haardt.“
„Ja, De er endnu saa ung. Men alligevel -- sæt, det ved
Lejlighed hændte Dem, at en eller anden Kvinde, der rent erotisk
tiltrak Dem, selv om De maaske samtidig foragtede hende … en
Tøjte maaske eller en Maren-Amme, som De i Deres Ungdoms Uskyld
havde kysset … kort sagt, et Væsen, som De ved Vanens eller
gamle Minders Magt følte Dem knyttet til, … sæt nu, De vidste,
at denne Kvinde koldblodig bedrog Dem bag Deres Ryg. Hvorledes
vilde en fri Fugl som De forholde sig i et saadant Tilfælde?“
Hvor vil han hen med det? -- tænkte Per. Højt sagde han:
„Hvad jeg vilde gøre? Jeg tog mig naturligvis en anden.“
„Meget godt! Men dersom nu ogsaa denne anden skulde vise sig
mindre tilfredsstillende -- og den Risiko løber man dog straks
-- hvad saa?“
„Saa tog jeg en tredje, en fjerde, en femte, … Herregud, der er
jo Kvinder nok i Verden, Hr. Neergaard!“
„Ja, det er sandt! … Det er sandt!“
Han vedblev at gentage disse Ord, idet han et Nu lukkede Øjnene,
som havde han her fundet selve Verdensgaadens Løsning.
Per gjorde Tegn til at bryde op. Han syntes, Samtalen begyndte
at blive lidt for personlig. Det var ogsaa blevet silde. Et Par
hastige Bagervogne havde allerede kørt gennem Gaden og
tilkendegivet, at Morgenen stundede til.
Men Neergaard blev nu greben af en pludselig og besynderlig
Oprømthed. Han fyldte paany hans Glas og bad ham glemme Tiden.
„Jeg priser mig virkelig lykkelig ved at have gjort Deres
Bekendtskab, Hr. Sidenius. De er et ualmindelig friskt og
fornøjeligt Menneske. Dersom De ikke vil tage mig det ilde op,
kunde jeg have Lyst til at gøre Dem et Forslag.“
Hvad nu? tænkte Per.
Ja, Sagen kunde maaske i første Øjeblik synes ham lidt underlig;
men efter hvad han nu kendte til ham, vilde han sikkert ikke
tage den højtideligere, end den fortjente. Det var en af hans
Venner, en nær Paarørende, der laa for Døden. Han var
uhelbredelig syg … havde ikke langt igen … var syg baade paa
Sjæl og Legeme. Naa, det kom forresten ikke Sagen ved. Kort og
godt altsaa: Manden, som var ugift, kunde ikke blive enig med
sig selv om, hvad han skulde gøre ved sine Efterladenskaber, --
der forresten ikke udgjorde andet end noget Bohave, et Par
daarlige Malerier, lidt Bøger … omtrent saadan som han saae det
her. Til Familjen vilde han ikke efterlade dem. Han vilde ikke
have dem opbevarede paa Steder, hvor de risikerede at blive
Genstand for Pietet. Han forlangte udtrykkelig, at Rub og Stub
skulde stilles til Avktion og sælges, splittes for alle Vinde.
Det var nu bleven den stakkels Mands fikse Ide paa det sidste,
og da hans egen Slægt var velhavende og desuden rimeligvis vilde
modsætte sig hans Ønske, fordi det meste af, hvad han ejede, var
gammelt Arvegods, saa havde han talt om at ville
borttestamentere det til en eller anden, hvem han maaske kunde
gøre lidt Gavn eller dog et Øjebliks Glæde dermed.
„Det falder mig nu ind: maa jeg ikke have Lov til at foreslaa
ham Dem? Jeg er overbevist om, at dersom han kendte Dem, vilde
han af sig selv være kommen paa den samme Tanke. De er netop
saadan, som han ofte har ønsket selv at være. Fri og frank og
ubekymret. -- -- Nej, jeg be’r Dem … dersom De ikke har noget
mod mit Forslag, maa De ingenting sige. Vi taler da slet ikke
mere derom. Som sagt, det hele er ikke af stor Betydning …
repræsenterer højst et Par tusinde Kroner, naar Gæld og andre
Forpligtelser er fyldestgjorte.“
Han maa være bleven fuld, -- tænkte Per og fandt det ikke Umagen
værd at gøre Indvendinger. Han slog det hele hen i Spøg.
„Ja ja -- det vilde ikke være saa ilde,“ sagde han. „Penge kan
man jo altid bruge. -- Men nu er det paa Tide at komme hjem. Jeg
siger Tak for iaften!“
„Nej, hvorfor vil De gaa? Bliv dog lidt endnu! … Men her er
kvalmt herinde. Lad os lukke op!“ -- Han rejste sig nervøst og
slog et Vindu op, saa den kolde Luft foer ind i Stuen og jog en
lang, rygende Ildtunge op af Lampeglasset. -- „Sæt Dem dog! Vi
har ogsaa siddet her og snakket os saa melankolske. Flasken er
ikke tømt. Og Vinen er god.“
Men Per lod sig ikke længer overtale. Han begyndte at føle sig
lidt uhyggelig tilmode ved den andens stigende Ophidselse. Han
saae ogsaa nu, hvor gustent hans Ansigt var blevet, og han
mærkede, hvor hans Haand var klam, og hvor den sitrede, idet han
sagde ham Farvel.
Saamange underlige Mennesker der fandtes i Verden! tænkte han,
da han var kommen ned paa Gaden og med en frisktændt Cigar i
Munden spaserede taktfast hjem gennem Byen, hvor der nu overalt
begyndte at røre sig Liv. Han mindedes hin Nattescene med den
store Fritjof henne i „Gryden“. -- Saasnart man bliver ene med
dem, begynder de at se Spøgelser. Gravene aabner sig for dem. Og
de holder Ligprækner over sig selv.
Hist og her gik Mænd og fejede Gaden i Morgenens graa Dis. Smaa
Kælderbeværtninger var bleven aabnede og en enkelt Tobaksbod.
Lygterne var slukkede; men fra alle Bagerbutikerne skinnede der
Lys, og en Duft af friskbagt Brød strømmede ud gennem de store
Vinduers Trækruder. Udenfor en saadan Butik standsede han et
Øjeblik som Tilskuer til en Scene mellem en fiks Bagerjomfru,
der stod oppe paa en Trappestige beskæftiget med at anbringe
store Kageplader i en Reol, og en halvnøgen Svend, der sad paa
Disken tæt under hende og dinglede med Benene. Per kunde ikke
høre, hvad de talte om; men Svendens bredtskaarne Grin og den
forstilte Forbitrelse, hvormed Pigebarnet ved Hjælp af Foden
søgte at holde hans Hænder fra sig, gjorde alle Ord overflødige.
Per smilte, mens han i Tankerne legede med Fru Engelhardt paa
samme Maade. Ja, Natten var tilende nu, Livet vaagnede paany, og
Elskovsdriften magttog Menneskene allerede paa fastende Hjerte.
-- Og nu begyndte Fabriksfløjterne at lyde. Han lyttede helt
andægtig til dem. Først hørtes et Par Stykker ude paa Nørrebro,
saa en paa Kristianshavn, tilsidst lød de allevegnefra -- et
hundredstemmigt Hanegal, en ny Tids Ottesang, der engang skulde
mane alle Mørkets og Overtroens Spøgelser uigenkaldelig i
Jorden!


Fjerde Kapitel.
En mørk, taaget Aften en Ugestid senere steg en tynd, graaklædt
Herre af Sporvognen ved Hjørnet af Grønningen, gik forbi
Husarkasernen og videre over det langstrakte, trekantede Torv
foran Nyboder. Med den ene Haand bag paa Ryggen, den anden om
Haandtaget paa en Paraply, som han for hvert Skridt stødte
kraftig mod Stenbroen, skridtede han rask og taktfast langsmed
Nyboderskvarteret, idet han ved det svage Lygteskær eftersaae
Navnene paa alle Gadehjørnerne.
Da han var kommen den hele Række forbi uden at have fundet det
Navn, han søgte, og da der paa dette øde Sted ikke saaes et
Menneske, han kunde spørge, drejede han paa maa og faa om et af
Hjørnerne og blev hurtig ganske vildfarende i de mange, aldeles
ensartede Smaagader, hvoraf Nyboder bestod. Alle Vinduerne i de
lave Stuelejligheder var tilskoddede. Der lyste blot en lille
rund eller hjerteformet Glug i hver Skodde, og med Lygter var
der her endnu sparsommere end ude paa Torvet. Inde bag Skodderne
var der livligt nok. Overalt hørtes Snakken, Barnegraad, hist og
her Harmonikamusik, og man kunde ude paa Gaden tydelig høre
hvert Ord, der blev sagt. Hist aabnedes en Dør, og en Kone i
Nattrøje slog en Potte ud i Rendestenen, eller en lille Hund
blev et Øjeblik sluppet ud i det Fri. Her løb et Par Katte om og
opførte Elskovsduetter.
Da den Graaklædte endelig ved at udspørge de enkelte Personer,
han traf paa undervejs, havde fundet Hjertensfrydgade, fortsatte
han her sin Undersøgelse, idet han ved Hjælp af Tændstikker
aflæste Numrene over Dørene, indtil han naaede det Hus, hvor Per
boede. Først ledte han med Haanden efter en Klokkestreng, og da
han ingen fandt, gav han sig i Lag med den gammeldags Klinke,
fandt omsider ud af, hvorledes Døren skulde aabnes og traadte
ind i Husets lille Forstue, hvor der imidlertid var saa mørkt,
at han ikke kunde se en Haand for sig. I den Hensigt at hidkalde
en eller anden af Beboerne rømmede han sig kraftig et Par Gange.
Saa aabnedes Døren til Stuelejligheden, hvor der boede en yngre
Skibstømrerfamilje. Over et glatkæmmet Hoved, der tilhørte en
Kone, som kiggede frem med et Barn ved Brystet, strømmede
Lampelyset ud imod den Fremmede og udskar af Mørket et ungt,
langt og blegt Ansigt med rødkantede Øjne og smaa Bakkenbarter
under Ørene.
„Er det ikke her, Hr. Sidenius bor?“ spurgte han uden
forudgaaende Hilsen.
„Jo, -- han bor derinde i Bagstuen. Men han er ikke hjemme.“
„Ja saa! … Det er maaske hans Værtinde, jeg taler med?“
„Nej. Han bor hos Olufsens deroppe paa Salen … Jeg skal kalde af
Madammen.“
I det samme knagede den stejle Stigetrappe under vægtige Trin,
og Madam Olufsen, der havde staaet og lyttet deroppe bag sin
Dør, viste sig i Trappegabet med en lille Bliklampe i Haanden.
„Vilde den Herre tale med Hr. Sidenius?“ spurgte hun.
„Ja, -- men han er nok ikke hjemme,“ svarede den Fremmede i en
Tone, som vilde han gøre hende medansvarlig for, at han var
gaaet forgæves. „Mener De, det kan nytte, at jeg venter paa
ham?“
„Nej, det tror jeg ikke. Det er ikke saa længe, siden han gik.“
„Paa hvilken Tid af Dagen mener De, jeg bedst vil kunne træffe
ham?“
„Ja, se han er nu ikke meget hjemme for Tiden. Men ellers tror
jeg nok, han er sikrest at træffe i Mørkningen.“
„Tak. -- Farvel.“
„Fra hvem skal jeg hilse?“ spurgte Madam Olufsen.
Men den Fremmede var allerede ude af Døren. Man hørte Lyden af
hans taktfaste Skridt og Smækkene af Paraplyens Dupsko tabe sig
ned ad Gaden.
„Det var da vist en Præst,“ sagde den lille Skibstømrerkone helt
perpleks. „Hvad mon han vilde Ingeniøren?“
Men Madam Olufsen var i denne Tid ikke meget tilbøjelig til at
udtale sig om sin Logerende. Hun sagde kort „Godnat“ og vendte
tilbage til sin Stue.
Her sad Højbaadsmanden med et Par store Sølvbriller paa Næsen og
læste i „Den bortrømte Negerslave eller Skibbrudet paa
Malabarkysten“, en Roman i fjorten Bind, som han hver Vinter
bragte med hjem fra Jomfru Jordan og Gang paa Gang studerede med
samme Beundring og Spænding.
„Det var vel En, der vilde snakke med Sidenius,“ spurgte han
uden at løfte Øjnene fra Bogen.
„Ja,“ svarede Madammen, -- hun trak med en frysende Bevægelse
sit lille Skuldersjal tættere om sig, lagde en Skovlfuld
Tørvegumlinger paa Ilden i Kakkelovnen og satte sig i sin
Armstol med sit Strikketøj. Hverken hun eller hendes Mand var af
mange Ord i disse Dage. De kunde ikke komme bort fra, at deres
Logerende havde forandret sig i den sidste Tid og slet ikke til
sin Fordel. Han havde jo nok ogsaa før kunnet slaa sig lovlig
stærkt løs; men disse Svireanfald, som han dengang selv spøgte
med, havde aldrig varet mange Dage. Nu derimod havde han i
næsten tre Uger kun sjelden været hjemme, og naar de saae ham,
var han tavs og utilgængelig og misfornøjet med alting, saa han
endog havde talt om at ville flytte. Det kunde nu heller ikke
være det bedste Selskab, han søgte, dersom det da var sandt,
hvad han en Dag lod et Ord falde om, at han havde kendt den
kongelige Fuldmægtig, som forleden havde taget Gift, hvad der
havde staaet saa meget om i Bladene.
Saa havde de nu ogsaa faaet en anden Grund til at beklage sig.
De havde i den sidste Tid ikke faaet deres Leje, og desuden blev
de daglig rendt paa Døren af paatrængende Personer, der mødte
med Regninger fra Skomagere og Skræddere, som han skyldte Penge.
„Hvad var det for en Person, der var dernede og vilde snakke med
Sidenius?“ spurgte Højbaadsmanden omsider.
„Jeg kendte ham ikke. Men forresten kommer det mig nu for, at
jeg har set ham her engang før -- for længe siden. Jeg synes,
Sidenius dengang sagde, at det var En fra den anden Verden. Men
han saae da ellers ikke meget amerikansk ud.“
Per stod i dette Øjeblik og ventede Fru Engelhardt henne paa det
samme mørke Hjørne ved Frue Plads, hvor han engang før havde
staaet Vagt for hendes Skyld. Han havde dennegang et mere
velbegrundet Haab om, at hun vilde komme. Han havde ganske vist
ikke set hende siden Balaftenen, -- hun havde strengt forbudt
ham at passe hende op paa Gaden eller paa anden Maade søge at
komme i Forbindelse med hende -- men det var idag, hendes Mand
skulde rejse til London, og han havde den foregaaende Dag faaet
tilsendt en uunderskreven Billet med Ordene „Imorgen Aften“. Han
gik nu ud fra, at Mødested og Klokkeslet skulde være det samme
som sidst.
Forresten havde han om Morgenen modtaget en anden Skrivelse, der
næsten havde optaget ham mere end dette dog saa utaalmodigt
ventede Elskovsmøde. Det var Neergaards Sagfører, der til hans
største Forskrækkelse meddelte ham, at Neergaard i et efterladt
Brev, der udtrykte hans sidste Vilje, havde „decideret ham den
Sum, der vilde indkomme ved en i Testamentet nærmere fastsat
offenlig Bortavktionering af Afdødes Bohave.“ Testamentet var,
tilføjedes der i Brevet, i Grunden ugyldigt, idet det ikke var
opsat i de lovbefalede Former; men da den Afdødes to Søstre og
eneste retmæssige Arvinger var meget velhavende gift, var der
ingen Grund til at tro, at disse -- der i Øjeblikket begge
opholdt sig i Udlandet -- ikke skulde godkende hans
Dispositioner. Sagføreren anmodede ham derfor i sin Egenskab af
Boets Eksekutor om en Samtale, naar hans Vej engang førte forbi
hans Kontor.
Per havde ikke kunnet blive enig med sig selv om, hvad han
skulde gøre ved den Historie, -- han havde i første Øjeblik følt
sig inderlig flov. Med al sin fatalistiske Tro paa sin Pagt med
Lykken, og skønt Pengene virkelig blev kastet ham i Skødet paa
et Tidspunkt, da han havde dem allerhaardest behov, kunde han
ikke faa sig til at opfatte dette Udslag af en Selvmorderkaprice
som en himmelsendt Hjælp. Paa den anden Side syntes han knap at
kunne forsvare at give Afkald paa en saa betydelig Sum, der for
lang Tid vilde bringe ham ud over alle Genvordigheder. Af det
Laan, han havde skaffet sig, var der allerede ikke meget
tilbage; og det meste af hans Udstyr var tilmed endnu ikke
betalt.
-- -- Men nu rullede en lukket Droske frem fra Sidegaden. En
lyst behandsket Haand viste sig i Vinduesaabningen, og i det
samme sprang Per til, standsede Vognen, rev Døren op, tilraabte
Kusken Navnet paa en bekendt Førstesals-Restavration ved Kongens
Nytorv og krøb ind.
Under Kørslen beredtes der ham straks en ret alvorlig Skuffelse.
Han havde ventet at finde Fruen nervøs og urolig … at se hende
rødme og sitre under Pelsværkskaaben af Angst og Skamfuldhed.
Han havde endog forberedt sig paa nogle Talemaader, der kunde
overvinde hendes Skyhed; -- men han fik aldeles ingen Brug for
sine Forførelseskunster. Han var knap kommen tilsæde og havde
takket hende, fordi hun var kommen, før hun kastede sig op paa
hans Skød ligesom en Glædespige og trykkede sig ind til ham med
en Voldsomhed, saa Vejret næsten forgik ham.
Idet de gik op ad den stærkt oplyste Trappe til Restavrationen,
tilhyllede hun vel sit Ansigt; men da de af Opvarteren og en
lille Taffeldækker var bleven ført ind i et af
Separat-Kabinetterne, kastede hun straks baade Kaabe og Hat uden
at generes af disse Fremmedes Nærværelse. Mens Per teede sig
lidt ubehjælpsom i den ham uvante Situation, syntes hun at føle
sig ganske hjemme her, ordnede sit Haar foran Spejlet, trak
Handskerne af og satte sig i hele sin Bredde midt i Sofaen bag
det dækkede Bord.
Per tog i Tavshed Plads overfor hende paa den anden Side Bordet.
Han var klar over, at det ikke var første Gang, hun befandt sig
paa et saadant Sted. Han mente endog temmelig sikkert at have
set et behersket Genkendelsessmil brede sig mellem Opvarterens
Bakkenbarter, da de traadte ind.
„Hvorfor ser De saadan paa mig?“ spurgte hun, da de var bleven
ene, -- hun lagde Hovedet koket paa Siden og smilte lidt for
ungdommeligt. „Du gode Gud, De mønstrer mig jo formelig! … Er
der noget i Vejen med mit Toilette?“
Hun saae ned mod sin Barm, der vældede frem over en firkantet
Udskæring i Kjolelivet. Hun var sortklædt, stærkt snøret, bred
over Brystet, men smækker om Midjen som en ung Jomfru.
„Men saa tal dog, Menneske! -- De er dog en skrækkelig Bjørn.
Hvad er der nu gaaet Dem imod? … Nu faar De en paa Næsen!“
Da hun for at skaffe sig Kasteskyts gav sig til at plukke nogle
røde Blomsterbær af Bordopsatsen, flyttede Per sine Øjne ned paa
hendes Hænder. Bleg om Munden af Betagethed betragtede han deres
buttede Form, de hvide, bløde, bøjelige Fingre, de
perlemorsagtige Negle og den lille Række Smilehuller, der under
Haandens Bevægelser aabnede og lukkede sig over de rosenrøde
Knoer som smaabitte kysselystne Munde. Han greb i Flugten det
Bær, hun tilslyngede ham, og fangede i det samme hendes Haand og
vilde trække den til sig over Bordet for at føre den til sin
Mund -- da Døren i det samme blev slaaet op, og Opvarteren og
hans Følgesvend viste sig med Anretningen.
Nu blev Champagnen skænket op og Fadene afdækkede. Og da de igen
var bleven ene, smilte Per og løftede sit Glas til en
Hyldingsskaal. Et Par andre Glas fulgte efter og fordrev hurtig
hans Misstemning. For Pokker -- sagde han til sig selv -- hvad
vedkom i Grunden hendes Fortid ham? Hovedsagen var jo dog, at
hun nu tilhørte ham, var hans Ejendom, hans Erobring. -- --
Ved Desserten gav han sig til at snakke om Neergaards Selvmord.
Han udtalte som sin Formening, at Manden havde været sindssyg,
og tilsidst fortalte han aabenmundet om deres natlige
Sammenkomst oppe paa hans Værelse og om den overnervøse
Sindstilstand, hvori Neergaard ved den Lejlighed havde
testamenteret ham sine Efterladenskaber, uden at han dengang
havde forstaaet, hvad der foregik. Han plaprede ogsaa ud med,
hvad der rygtevis var bleven fortalt, at der havde været en
Kvinde med i Spillet. En af hans Bekendte, der paastod at have
sin Viden fra Neergaards Værtsfolk, havde berettet om en
tilsløret Dame, der i mange Aar havde besøgt ham, og som efter
al Rimelighed var den samme, der Aftenen før Begravelsen havde
skaffet sig Adgang til Lighuset og strøet et Væld af Roser over
hans Kiste.
Mens Per talte, sad Fru Engelhardt i en tankefuld Stilling med
Albuen paa Bordet og lod Spidsen af sin Lillefinger glide rundt
langs med Randen af Vinglasset. Hendes Ansigt havde et halvt
fraværende Udtryk. Det saae ud, som om hun høfligt men ikke
særdeles interesseret hørte paa en lidt for langstrakt
Fortælling. Først da Per fandt paa at fordybe sig i Neergaards
Fortid og fortælle, hvad han havde hørt om hans opgivne
diplomatiske Løbebane, begyndte hun at vise Tegn paa
Utaalmodighed. Hun tog en Drue fra Frugtskaalen, dyppede den i
sin Vin og gav sig til at suge paa den; afbrød ham derpaa
undskyldende med et Spørgsmaal om en ganske anden Sag, der
„pludselig faldt hende ind“, og bad ham samtidig ringe paa
Opvarteren for at faa Kaffen bragt ind. Da Per endnu ikke syntes
tilbøjelig til at slippe Emnet, rejste hun sig resolut, sagde
„Tak for Mad“ og gik hen til det opslaaede Klaver.
„Hvad skal jeg spille?“ sagde hun efter at have prøvet
Instrumentet med et Par raske Løb op og ned ad Tangenterne.
„Kender De denne?“ spurgte hun, og et Brus af falske Toner
hamredes op af Klaverets Dyb. -- „Waldtraum“, forklarede hun
midt under Udførelsen, aabenbart selv vel tilfreds med
Spektaklet.
Men Per var paany bleven tavs og indadvendt. Det var ham
paafaldende, at hun ikke viste mere Interesse for et ulykkeligt
Menneske, der dog havde hørt til hendes Omgang, havde været
hendes ydmyge Beundrer, ja hendes Balkavaler, endnu Natten før
han aflivede sig. Som noget ubestemmelig sort og uhyggeligt
flagrede den Mistanke ind i hans Bevidsthed: Kunde Neergaard
have været noget mere? Var hendes Ligegyldighed forstilt? Men
han fik ikke Tid til andet end netop at gribe Tanken i Flugten.
Foruroliget af hans Tavshed havde Fru Engelhardt pludselig
afbrudt sit Spil og rejst sig; bagfra lagde hun nu sine Arme om
hans Hals og tvang hans Hoved bagover, saa deres Øjne mødtes.
Nej, det er umuligt! tænkte Per, da han saae Smilet i hendes
Blik. Og nu dalede blide, bedøvende Kys ned paa hans Pande, hans
Haar og paa begge hans Øjne … indtil hendes Læber med pludselig
Vildskab søgte hans Mund og sugede sig fast der, ligesom for
aldrig at slippe den mere. Saa hviskede hun ham noget i Øret, og
han rejste sig. Uden at ville vente paa Kaffen slog hun selv
Kaaben om sig, mens Per afgjorde Regningen, hvorefter de skyndte
sig ned til den hidkaldte Droske. Tæt omslyngede, med Læbe mod
Læbe, kørte de hen til et Hotel, i hvis Bog de lod sig indskrive
som Hr. og Fru Svendsen fra Aarhus.
Men Gang efter Gang i Nattens Løb, mens Per laa vaagen i det
halvt oplyste Hotelkammer, sneg den sorte Mistanke sig atter
over ham og knugede ham tilsidst som et Mareridt. Han gennemgik
paany i Tankerne hine Nattetimer i Neergaards Stue, erindrede
sig de Ord, der var talt, og som han dengang ikke havde tillagt
nogen Betydning. Og med uhyggelig Klarhed gennemskuede han
efterhaanden alt: den Kvinde, som laa der og sov ved hans Side,
hørte ogsaa med til de Efterladenskaber, Neergaard havde givet
ham i Arv og Eje, -- ja hun havde været selve denne Mands
„Skæbne“ og havde ved sin Utaknemlighed drevet ham i Døden.
Og han -- han selv -- var hendes Medskyldige!
Det var for hans overophidsede Sanser, som om den Dødes Skygge
bevægede sig omkring i Rummet. Overalt dukkede hans nøgne Hoved
frem af Halvmørket og saae hen paa ham med sit spotske Vemod. Og
der, ved hans Side, laa hun, hans Morderske, der havde stjaalet
sig til at smykke hans Kiste med Roser. Hvem kunde forstaa det?
… Trygt som et Barn i sin Vugge sov hun med lange, regelmæssige
Aandedrag. Mens hendes Mand omtumledes paa Havet, og før Liget
af hendes Elsker var faldet sammen i Kisten, hyggede hun sig
inde i en andens Favn. Og han -- han selv -- var hendes
Medskyldige!
Han blev greben af en Væmmelse, en Rædsel, saa han ikke kunde
blive liggende. Han maatte op. Han vilde bort.
I det samme vendte Fru Engelhardt sig tungt i Sengen, slog Armen
over Hovedet og sagde halvsovende:
„Er du oppe?“
Han svarede ikke. Den blotte Lyd af hendes Stemme fik ham til at
gyse. -- Hun anstrengte sig for at aabne Øjnene men havde ikke
Magt dertil. Med et mat Forsøg paa at smile sov hun atter ind.
Han gjorde sig i Hast færdig til at komme bort. Lydløst vilde
han forsvinde uden Afsked. Nede hos Portneren vilde han skrive
en Billet blot med det eneste forklarende Ord: Neergaard.
Men da han havde faaet Overtøjet paa og stod ved Fodenden af
Sengene for at liste sig bort, blev hans Blik endnu engang
hængende ved den halvnøgne Skikkelse, som laa der i en uskøn
Stilling lige paa Ryggen med begge Hænder under Nakken og det
ene Knæ løftet. De smalle Skulderstropper, der skulde holde
Linnedet oppe, var gleden ned, saa Brystets gullighvide
Kødmasser laa ganske utildækkede. Udover Puden flød det mørke
Haar i vild Uorden; Hovedet var nedadbøjet, Ansigtet blegt af
Udmattelse.
Pers Hjerte bankede tungt. Hans Knæ sitrede. Han kunde ikke
vriste Blikket bort fra dette Syn. Trods al Modbydelighed og