Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 09

saa er du saameget des stærkere imorgen, saa følger vi hende hele
Skoven igjennem, fluks ned til Laagen, ja vi gjør, og nu gaar vi
hjem, og saa skal du ligge paa den bløde Løjbænk og have et godt Krus
Øl, og saa spiller vi Verkehring og saa kommer Reinholdt Vinskjænk,
naar det høje Herskab har spiset af, og saa spørger du Nyt og vi faar
os en god, trofast Lanter til Sol gaar i Bjerge, ja, vi gjør, lille
Daniel, ja, vi gjør!»
«Ja, vi gjør, ja, vi gjør!» vrængede Daniel, «du med din Lanter og
Spil og Verkehring! naar det brænder i min Hjærne som Løbebly og min
Forstand er i vilden Vaade og -- hjælp mig hen til Vejkanten, at jeg
kan sætte mig lidt -- saa, saa ... er jeg klog, Magnille? er jeg? --
jeg er galen som en Flue i en Flaske, hvad? Hille Kors og Sakrament!
det er klog Mands Fart for en vanbaaren Vanbyrdig, ussel, ussel,
rygbraaden Stakkarl, at æde sig op af højgalen Elskov til en Prindses
Hustru, det er klogt, Magnille, at længes Øjnene ud af Hovedet efter
hende, at gispe som en landsmidt Fisk efter at se kuns et Glimt af
hendes Gestalt, at minde med sin Mund det Støv, hun har traadt, det
er klogt, siger jeg! -- aa, var der intet de Drømme, Magnille, hvor
hun bøjer sig over mig og lægger sin hvide Haand paa mit pinefulde
Bryst eller ligger saa stille og aander saa sagte og er saa kold
og forladt og har Ingen til at værge sig, uden som mig ... eller
hvirvler forbi i et stakket Glimt, hvid, hvid som en nøgen Lilie! --
men det er nichtige Drømmer, Røg og Tant kuns og fattige Luftblaser.»
De gik igjen.
Ved Laagen standsede de.
Daniel støttede sig med Armene paa den og stirrede op imellem Hækkene.
«Derinde!» sagde han.
Stille og lys laa Dyrehaven med Sol i Luft og Sol i Løv. Kisel
og Smaaskaar nede i Gangen kasted Lyset tilbage i dirrende
Straalebundter, flyvende Edderkoppespind blinked gjennem Luften og
tørre Knopblade dalede vrikkende ned fra Bøgenes Grene, mens højt
oppe mod den blaa Himmel Slottets hvide Duer tumlede sig med Solguld
over de hurtige Vinger.
Fra en fjern Luth klang en lystig Dandsemelodi dæmpet derned.
«Saadan en Nar!» mumlede Daniel. «Skulde En tro det, Magnille, at
En, der har Indialands dyrbareste Demantsperle, vilde agte den ringe
og løbe efter Skjærver af malet Glas! Marie Grubbe og -- Karen Fiol!
er _han_ klog? og nu tænker de, han jagter, tænker de, fordi han
lader Vildtskytten skyde til sig og kommer hjem med Horsgummer og
Tredækkere i Bundter og Par, og imens saa stimer og fjaser han nede
i Lynge med en Kjøbemø, en Carnaille -- tvi, tvi, i Helvedes Hav for
skidden Commerce! -- og han er saa iversyg paa den Majmaanedskilling,
at han knap tør vende sine Øjne fra hende en Dag tilende, mens ...»
Det rasled i Løvet, og Marie Grubbe stod lige foran ham indenfor
Laagen.
Dengang hun drejede af ned i Haven, var hun nemlig gaaet ned til
Indhegningen, hvor Elsdyrene og de Esrom-Kameler nu holdtes, og var
derfra søgt hen til et Lysthus, lige tæt op mod Laagen. Her havde hun
hørt Daniels Ord til Magnille og nu:
«Hvem er I?» spurgte hun, «og var de sande, de Ord, I sagde?»
Daniel havde ondt ved at holde sig opret ved Laagen, saadan rystede
han.
«Daniel Knopf, velbaarne Madame, den galne Daniel,» svarede han,
«bryd Jer intet om hans Snak, det løber ham saadan af Tungen, Redt
og Uredt mellem hinanden, Hjærneavner og Tungetærsken, Tungetærsken
og intet Andet.»
«I lyver, Daniel.»
«Ja, ja, Herregud! vist lyver jeg saa, det er troligt nok, for her,
velbaarne Madame,» og han pegede paa sin Pande, «her er det som en
Jerusalems Forstyrrelse -- nej dig, Magnille, nej dig høvisk og
sig den velbaarne Madame Gyldenleu, hvor galen jeg er bleven, --
vær intet undseendes! Herregud, vi har jo alle vores smaa Bræk og
Skrøbeligheder! sig det kuns, Magnille, vi er jo ligegodt dog kuns
saa galne, som Vorherre han gjør os.»
«Er han virkelig ret galen?» spurgte Marie Magnille.
Magnille dyppede sig forvirret, greb efter Maries Kjoleflig ind
mellem Laagens Tremmer og kyssede paa den og saae ganske forskrækket
ud: «Aa nej, nej, er han intet, Gud have Lov.»
«Hun er ogsaa ...» og Daniel slog med Haanden en Kreds i Luften, «vi
passer paa hinanden, vi to Galne, saa vel vi kan, det er intet for
det Bedste, men Herregud, Galne se, Galne gaa, ved fælles Hjælp de
Graven naa, men der bliver intet ringet over dem, det maa intet være.
Ellers Tak for god Efterspørgsel, mange Tak, mange Tak og Gud i Vold.»
«Bliv,» sagde Marie Grubbe, «I er intet mere galen, end I gjør Jer
selv. I skal tale, Daniel; vil I, jeg skal tro saa laveligt om Jer,
at I er Mellemmand mellem hende, I nævnte, og min Hr. Gemal? vil I
det?»
«En stakkels, galen Mand,» klynkede Daniel og slog undskyldende ud
med Haanden.
«Gud forlade Eder, Daniel, det er skjændigt Spil, I driver; jeg havde
troet Eder saa meget, meget bedre!»
«Er det sandt, er det sandfærdigen sandt,» raabte han ivrig og hans
Øjne lyste af Glæde, «saa er jeg klog igjen, spørg mig kuns, bare
spørg!»
«Var de sande, de Ord ...»
«Som Evangelium, men ...»
«Er I vis derpaa? I fejler intet?»
Daniel smilte.
«Er ... han der idag?»
«Er han paa Jagt?»
«Ja.»
«Saa ja.»
«Hvad er --,» begyndte Marie igjen efter en lille Pavse, «hvad er hun
for Slags Person, om I veed det?»
«Lille, velbaarne Madame, ret lille, rød og rund som et Løgæble,
gesvadsig og munter, med leendes Mund og væver Tunge.»
«Men af hvad Folk er hun kommen?»
«For to Aar siden, eller halvtredie, var hun gift med en fransøsk
Valet de chambre, som forløb Landet og lod hende blive siddendes, men
hun sad intet ret længe, førend som hun, i Ledtog med en forgjældet
Harpenist, satte ud for Paris og _der_ og til Bryssel har hun været,
til hun kom her tillands igjen iaar ved Pindsedagstide. Hun har
ellers et naturligt oplyst Hoved og angenemme Manerer, undtagen naar
som er, at hun er drukken; det er nu al den Videnskab, jeg haver.»
«Daniel,» sagde hun og standsede uvis.
«Daniel,» svarede denne med et fint Smil, «er Eder nu og evindelig
saa tro som Eders højre Haand.»
«Vil I da være mig til Hjælp? -- Kan I komme over ... over en Vogn og
en Agesvend, der er til at lide paa, saa fluks jeg giver Jer Varsel?»
«Ja, jeg kan, det kan jeg, en maadelig Time efter skal der holde en
Vogn i Herman Blytækkers Vænge, op imod det gamle Fjælleskur. Lid I
kuns paa det, velbaarne Madame.»
Marie stod et Øjeblik, som om hun betænkte sig. «Vi tales ved igjen,»
sagde hun saa, nikkede venligt til Magnille og gik.
«Er hun nu intet al Dejligheds Tresor, Magnille!» udbrød Daniel og
stirrede henrykt opad Gangen, ad hvilken hun var forsvunden. «Og saa
ædelig stolt,» tilføjede han triumferende, «aa, hun vilde sparke
mig bort, ret foragtendes sætte sin Hæl paa min Nakke og træde mig
sagtelig ned i det ringeste Støv, om hun vidste, hvor djærvelig
Daniel drømmer om hendes Person. -- Saa brændendes skjøn og herlig!
det sved mig i Hjærtet for hende, hun maatte fortro sig til mig, til
mig! nedbøje sin Stoltheds majestætiske Palme ... men der er Fryd i
den Sentiment, Magnille, Himmerigs Fryd, Magnilleke!»
Saa stavrede de af med hinanden.
* * * * *
At Daniel og hans Søster var komne til Frederiksborg, var gaaet
saaledes til: den arme Livsens Korthed havde efter Scenen i
Statafkroen fattet en afsindig Kjærlighed til Marie Grubbe. En
fattig, fantastisk Kjærlighed, der Intet haabede, fordrede eller
ventede andet end golde Drømme. Ikke mere. Og den Smule Virkelighed,
der krævedes til at farve Drømmene med et svagt Skjær af Liv, fandt
han i rigt Maal ved nu og da at se hende saadan som Lejligheden
faldt, glimtvis nærved eller dragende forbi i det Fjerne. Men da
nu Gyldenløve rejste bort og Marie aldrig tog ud, da voksede hans
Længsel og steg og steg, til den var ved at gjøre ham vanvittig, og
kastede ham omsider paa Sygelejet.
Da han svækket og ødelagt rejste sig igjen, var Gyldenløve kommen
hjem, og af en af Maries Piger, som han havde i sin Sold, erfarede
han, at Forholdet mellem Marie og hendes Gemal ikke var det Bedste,
og denne Efterretning gav hans umulige Lidenskab ny Næring og ny
Vækst, Fantasteriets overnaturlig frodige Vækst. Inden han endnu
havde forvundet sin Sygdom saameget, at han ret kunde staa og støtte,
rejste Marie til Frederiksborg. Han maatte følge efter, bie kunde
han ikke. Han sagde, han vilde tage til den kloge Kone i Lynge for
at blive fuldstændig helbredet, og hans Søster Magnille skulde følge
ham, saa kunde hun med det Samme faa Raad for sine daarlige Øjne.
Det fandt Venner og Bekjendte rimeligt og afsted kjørte de Daniel og
Magnille til Lynge. Her opdagede han Gyldenløves Forhold til Karen
Fiol, og her fortroede han sig fuldstændig til Magnille, sagde hende
sin besynderlige Elskov, sagde hende, at der for ham kun var Lys og
Livsens Aande, hvor Marie Grubbe var, og besvor hende at følge ham
til Frederiksborgby, for at han kunde være den nær, der saa ganske
fyldte hans Hu.
Magnille føjede ham, de lejede sig ind i Frederiksborg og havde nu
alt i mange Dage fra det Fjerne fulgt Marie Grubbe paa hendes ensomme
Morgengange.
Og saa var det, de mødtes.


XI.

Et Par Dage efter ud paa Formiddagen var Ulrik Frederik i Lynge.
Han laa paa alle Fire ude i den lille Have foran Huset, hvor Karen
Fiol boede, med en Krands af Roser i den ene Haand, medens han med
den anden søgte, snart at lokke, snart at trække en lille, hvid
Fruerhund frem under Hasselbuskene i Hjørnet.
«Boncoeur! petit petit Boncoeur! Boncoeur, kom saa da, din lille
Skalk, aa, saa kom da, din Narrifas -- aa, dit Bæst, Boncoeur, lille
Hund! -- forbandede, stædige Tingest ...»
Karen stod i Vinduet og lo.
Hunden kom ikke, og Ulrik Frederik lokkede og bandede.
"Amy des morceaux delicats,"
sang Karen og vinkede med en fyldt Vinpokal.
"Et de la debauche polie
Viens noyer dans nos Vins Muscats
Ta soif et ta melancolie!"
Hun var meget oprømt, meget hed, og somme af Sangens Toner gik
højere, end de egenlig skulde.
Endelig fangede Ulrik Frederik Hunden.
Triumferende bar han den hen for Vinduet, trykkede den Rosenkrandsen
ned over Ørerne og rakte den knælende op mod Karen.
«Adorable Venus, reine des coeurs, je vous prie accepter de ton
humble esclave cet petit agneau innocente, couronné des fleurs ...»
I det Samme aabnede Marie Grubbe Havelaagen. Hun blev bleg, da hun
saae Ulrik Frederik paa Knæ række en Rosenkrands, eller hvad det var,
op mod det røde, leende Kvindfolk, og hun bukkede sig ned, tog en
Sten og kastede den af al Magt efter hende, men den ramte paa Kanten
af det aabne Vindu, saa Ruderne klirrende regnede ned paa Jorden.
Karen styrtede skrigende bort. Ulrik Frederik saa ængsteligt ind
efter hende, tabte i Overraskelsen Hunden, men beholdt Krandsen, og
stod nu forbavset, vred og forlegen og drejede den rundt mellem sine
Hænder.
«Bi kuns, bi kuns,» raabte Marie, «jeg traf dig intet, men jeg
skal nok, jeg skal nok,» og hun trak en lang, svær Staalnaal med
rubinforsiret Hoved ud af sit Haar, den holdt hun saa op for sig som
en Dolk og ilede i et underligt smaatrinet, næsten hoppende Løb op
imod Huset; det var ligesom hun ikke kunde se, for hun løb ikke lige
paa, men i sælsomme, usikre Bugter op efter Husets Dør.
Der standsede Ulrik Frederik hende.
«Gaa tilside,» sagde hun næsten klynkende, «du med din Krands.»
«Saadan En,» vedblev hun, medens hun vendte sig fra den ene Side til
den anden for at smutte ind, og stadigt holdt Øjnene fæstede paa
Døraabningen, «saadan En binder du Krandse til, Rosenkrandse, ja--a,
her er du den kjælne Hyrde; har du intet en Skalmeje ogsaa? har du
ingen Skalmeje?» gjentog hun og snappede i det Samme Krandsen ud
af hans Hænder, kastede den paa Jorden og trampede paa den, «og en
Hyrdestav, Amaryllis? med en Silkesløjfe?»
«Lad mig komme frem, siger jeg,» truede hun og løftede Naaledolken
mod ham.
Han greb hende om begge Haandled og holde hende fast; «vil du stinge
igjen?» sagde han skarpt.
Marie saae op paa ham.
«Ulrik Frederik,» sagde hun ganske sagte, «_jeg_ er din Hustru for
Gud og Mennesker. Hvorfor elsker du mig intet mere? Følg med, lad
hende derinde være den, hun er og følg med. Følg med, Ulrik Frederik,
du veed intet, hvad brændendes Elsk jeg bær' til dig, hvor bitterligt
jeg længes og sørger. Følg med, hører du, følg med!»
Ulrik Frederik svarede ikke, han bød hende Armen og fulgte hende ud
af Haven, hen til hendes Vogn, der holdt ikke langt derfra. Han hjalp
hende op, gik forom Hestene og saae paa Seletøjet, spændte et Spænde
om og kaldte Kusken ned, som for at lade ham rette ved Koblerne, og
hviskede saa til ham, da de stod der foran:
«Saasnart du er i Sædet saa kjør til, alt hvad Øgene strække kan, og
stop aldrig et Minut, før I er hjemme, det siger jeg, og du kjender
mig vel!»
Kusken var oppe, Ulrik Frederik tog i Siden af Vognen, som for at
stige op ogsaa, Pidsken susede ned over Hestene, han sprang tilbage
og Vognen foer afsted.
Et Øjeblik tænkte Marie paa at faa Kusken til at standse, paa at
gribe Tøjlerne, paa at springe ud, men der kom en Afmagts Ro over
hende med Et, og en uendelig dyb, navnløs Væmmelse, en kvalmende
Lede, og hun blev siddende rolig og stille, stirrende ud for sig,
uden at lægge Mærke til Vognens rasende Fart.
Og Ulrik Frederik var atter hos Karen Fiol.
* * * * *
Om Aftenen, da Ulrik Frederik vendte hjem, var han egenlig en
lille Smule beklemt, ikke just ængstelig var han, men betaget af
den Spænding, som lister sig over Folk, naar de har den bestemte
Overbevisning, at de gaar en hel Række af Fortrædeligheder og
Ubehageligheder imøde, og som ikke kan undgaaes, som man skal
igjennem.
Marie havde naturligvis klaget til Kongen, og denne vilde nu gjøre
ham kjedsommelige Bebrejdelser, som maatte høres til Ende; Marie
vilde hylle sig i den krænkede Dydefuldheds majestætiske Tavshed,
hvad han saa skulde gjøre sig den Ubelejlighed at ignorere.
Stemningen deroppe vilde være yderst trykkende, Dronningen vilde se
træt og lidende ud, fornemt lidende, og Hofdamerne, der Ingenting
vidste, men Alting anede, vilde sidde tavse, nu og da sagte sukkende
løfte deres Hoveder og se mildt bebrejdende paa ham med store,
tilgivende Øjne, aa, han kjendte det Hele lige til den Glorie af
højhjertet Trofasthed og heroisk Selvopoffrelse, hvormed Dronningens
stakkels Kammerjunker vilde søge at omgive sit smalle Hoved, ved
med komisk Modighed at stille sig ved hans, Ulrik Frederiks, Side,
overvældende ham med Høflighed og ærbødigt trøstende Dumheder, medens
hans smaa, vandblaa Øjne og hele hans spinkle Skikkelse, tydeligt som
klare Ord, talte og sagde: se, alle vende ham Ryggen, men jeg ikke,
med Fare for kongelig Vrede, for Dronningens Mishag, trøster jeg den
Forladte! Jeg sætter mit trofaste Bryst mod ... aa, hvor han kjendte
det godt, Altsammen, Alting, det Hele.
Han tog fejl.
Kongen modtog ham med et latinsk Sprichwort, hvad der var et
ubedrageligt Kjendetegn paa, at han var glad stemt, og Marie rejste
sig og gav ham Haanden som sædvanlig, lidt koldere maaske, lidt mere
afmaalt, men ialtfald helt anderledes, end han havde ventet det.
Heller ikke da de blev alene, hentydede hun saameget som med et Ord
til deres Møde i Lynge, og Ulrik Frederik undrede sig mistroisk
derover; han vidste ikke ret, hvad Tanke han skulde gjøre sig om
denne besynderlige Tavshed.
Han vilde næsten hellere, hun havde talt!
Skulde han lokke hende til at tale, takke hende, fordi hun havde
tiet, give sig Anger og Bod i Vold og lege den Leg, at de bleve
forsonede igjen?
Han turde ikke ret prøve derpaa, for han havde lagt Mærke til, at hun
nu og da saae hen paa ham i Smug, med saadan et sælsomt Udtryk i sine
Øjne, et roligt, maalende, gjennemtrængende Blik, fuldt af stille
Undren og af kjølig, næsten haanende Nysgjerrighed. Ikke et Glimt af
Hævn eller Had, ikke en Skygge af Sorg eller Klage, ikke et sittrende
Blink af tilbagetrængt Vemod! Intet saadant, slet intet!
Derfor turde han ikke, og der blev Ingenting sagt.
Engang imellem i de paafølgende Dage, kunde hans Tanker dvæle uroligt
derved, og en feberagtig Lyst til at faa det klaret, opstaa hos ham.
Men det skete ikke, og han kunde ikke lade være med at tænke sig,
at hine uudtalte Bebrejdelser, de laa nu som Lindorme ligger i deres
mørke Hule, rugende over skumle Skatte, der voksede alt som Øglerne
vokste, blodrød Karfunkel løftende sig frem paa guldrød Stilk og bleg
Opal langsomt bredende sig i Løg ved Løg, svulmende og ynglende,
medens Ormenes Kroppe stille, men ustandset voksende, gled ud i Bugt
paa Bugt, løfted sig i Ring paa Ring over Skattens frodige Mylder.
Ja, hun maatte hade ham, maatte gaa og gjemme paa Hævntanker, thi
en saadan Forhaanelse som den, han havde tilføjet hende, kunde ikke
glemmes, og han satte denne formodede Hævnlyst i Forbindelse med det
sælsomme Optrin, da hun løftede sin Haand mod ham, og med Burrhis
varslende Ord, og han undgik hende endnu mere end før, og ønskede
endnu ivrigere, at deres Veje maatte blive skilte.
Men Marie tænkte ikke paa Hævn, hun havde glemt baade ham og Karen
Fiol; thi i hint Minut af navnløs Lede var hendes Kjærlighed bleven
udslettet, sporløst udslettet, som en straalende Boble, der brister
i Støv og ikke er mere. Og dens Glands er heller ikke mere, og de
flyvende Farver, den laante hvert lille Billed, den afspejlede i sig,
ikke heller de er mere. De er det ikke, og Blikket, som den fængslede
ved sin Pragt og urolige Skjønhed, er nu frit, skuer frit omkring og
ser vidt udover Verden, den Verden, som i farvede Billeder spejledes
i Boblens Glar.
* * * * *
Paa Slottet var Dag for Dag Antallet af de Fremmede vokset.
Balletprøverne vare allerede i fuld Gang og Dandsemestere og
Akteurer, Pilloy og Kobbereau, var beordrede herud, dels for at
instruere, dels for at overtage de vanskeligste eller utaknemmeligste
Roller.
Ogsaa Marie Grubbe skulde optræde i Balletten og tog med Iver Del i
Øvelserne. Hun var siden Dagen i Lynge bleven langt mere virksom og
selskabelig, saa at sige mere vaagen.
Før var hendes Samliv med hendes Omgivelser temmelig udvortes; naar
der ikke just var Noget, der ligesom kaldte paa hende, vakte hendes
Opmærksomhed eller Interesse, saa smuttede hun straks ned i sin egen
lille Verden og saae derfra ligegyldigt ud paa de Udenforstaaende.
Nu derimod levede hun med; og havde hendes Omgangskreds ikke været
saa optaget af alle hine Dages mangfoldige Nyheder og Afvekslinger,
vilde de med Forbavselse have seet, hvor forandret hendes Væsen var
blevet. Der var kommen en rolig Sikkerhed over hendes Bevægelser, en
næsten fjendtlig Finhed i hendes Tale og en klog Agtpaagivenhed i
hendes Miner.
Men det var der Ingen, der mærkede, kun Ulrik Frederik greb sig
enkelte Gange i at beundre hende som en fremmed, ham ubekjendt
Person.
Blandt de Fremmede, Augustmaaned bragte, var der ogsaa en af Maries
Slægtninge, Sti Høg, hendes Søsters Mand.
Ud paa Eftermiddagen, et Par Dage efter hans Ankomst, stod de med
hinanden paa en Bakke i Skoven, hvorfra man saae ud over Byen og det
flade, solsvedne Land bagved den.
Store, langsomt glidende Regnskyer samlede sig oppe paa Himlen, og
fra Jorden steg der en bitter, vissen Duft, som var det de matte,
halvtudgaaede Urters Suk efter Livsens Væde.
Den svage Luftning, der næppe var stærk nok til at holde Møllen
dernede ved Korsvejen i Gang, susede mismodigt i Trætoppene, saa det
lød, som klagede Skoven forknyt over Soleglød og Sommerbrynde, -- og
som Tiggeren, der blotter sit medynksvækkende Saar, saaledes syntes
de gule, fortørrede Græsmarker at lægge deres golde Jammer aaben for
Himlens Blikke.
Tættere og tættere samlede Skyerne sig, og enkelte store Regndraaber,
ganske enkelte, faldt med et Slag paa Blade eller Straa, som saa et
Øjeblik svingede til Siden, rystede og pludselig blev stille igjen.
Svalerne strøg lavt langs med Jorden, og den blaalige Nadverrøg slog
slørende ned over de sorte Straatage i den nære By.
En Vogn skumpede besværligt henad Vejen, og nede fra Gange og Stier
rundt om Højens Fod hørtes dæmpet Latter og munter Tale, Raslen af
Vifter og Silke, Bjæffen af smaa Skjødehunde og Lyden af tørre Grene,
der knagede og knækkedes.
Det var Hoffet paa dets Eftermiddagspromenade.
Marie og Sti Høg havde skilt sig fra de Andre og var gaaet op ad
Bakken, nu stod de tavse og saae ud, stakaandede af saa hurtigt at
have besteget den bratte Skraaning.
Sti Høg var den Gang et Par Aar over de Tredive, han var en høj
Mand, høj og mager, rødhaaret og med et langt, smalt Ansigt. Han var
bleg og fregnet, og hans tynde, hvidgule Øjenbryn buede højt op over
hans blanke, lysgraa Øjne, der fik et træt, lyssky Udtryk ved at
Øjelaagene var ganske rosenrøde, og derved at han, naar han blinkede,
blinkede langsommere, eller bedre: lod Øjet længere være lukket
end andre Mennesker. Hans Pande var høj og over Tindingen var den
stærkt rundet og blank. Næsen, smal og langsomt krummet, var lidt for
lang og Hagen baade for lang og spids, medens Munden var fuldkommen
smuk, Læbernes Farve saa frisk, deres Linier saa rene og Tænderne
smaa og hvide. Men det var dog ikke det, der gjorde denne Mund saa
ejendommelig, det var det, at han havde dette underlig sørgmodige,
grusomme Smil, som undertiden findes hos store Vellystninge, dette
Smil, der er higende Begjær og foragtende Træthed paa een Gang, paa
een Gang ømt og længselssygt som søde Toner og grumt og blodlystent
som den dæmpede Tilfredsstillelsens Knurren, der trænger sig ud af
Rovdyrets Strube, naar dets Tænder slide i det bævrende Bytte.
Saadan saae Sti Høg ud.
Dengang.
«Madame,» sagde han, «har I ingentid ønsket Jer, I sad vel og godt
forvaret inden et Klosters Porte, saadan som de har dem i Italien og
de Steder der?»
«Ih nej, Gud frels mig vel! hvor skulde jeg komme paa slige katoliske
Tanker?»
«I er da meget lykkelig, min dyrebare Frænke? Livsens Drik er for
Eder da skær og frisk, den smager sødt paa Eders Tunge, gjør den,
varmer Eders Blod op og rasker Eders Tanker? Er det Sanden! aldrig
bærmebedsk, doven og forfulet? aldrig blakket som af Edderdyr og
Orme, der mimrer og kravler omkring ...? Saa har jeg taget Fejl af
Eders Øjesyn da?»
«Ja, kunde I faa mig til at skrifte paa den Vis!» sagde Marie og lo
ham lige op i Øjnene.
Sti Høg smilte, førte hende hen til en lille Græsbrink deroppe, og de
satte sig ned.
Han saae forskende op paa hende.
«Veed I intet,» sagde han langsomt, tilsyneladende forlegen og
uvis paa, om han skulde tie eller tale, «veed I intet, Madame, at
der her i Verden er en gehejm Societet, som En kunde kalde for de
Melankoliskes Kompagnie? Det er Folk, som fra Fødselen af er givne en
anden Natur og Beskaffelse, end som Andre, de har et større Hjærte og
fortere Blod, de higer og attraar mere, begjærer stærkere, og deres
Forlængsel er vildere og mere brændendes, end den er hos den gemene
Adelhob. De er fluks som Søndagsbørn, deres Øjne er mere aabne, alle
deres Sandser er subtilere i deres Fornemmelser. Livsens Glædskab og
Lyst, den drikker de med deres Hjærterødder, imens de Andre de kuns
griber dem med deres grove Hænder.»
Han standsede lidt, tog sin Hat i Haanden og lod Fingrene legende
glide hen over den fyldige Fjerbusk.
«Men,» vedblev han med mere dæmpet Stemme og ligesom for sig selv,
«Vellyst i Dejlighed, Vellyst i Pragt, i alle de Dele, som nævnes
kan, Vellyst i Gemyttets inderste Rørelser, Vellyst i de lønlige
Drifter og Tanker, Mennesken selv aldrig ret kan begribe, alt Dette,
som for Andre tjener dem, naar de er ørkesløse, til stakket Kortvil
eller fult Slemmeri, det er for deres Sjæle som Lægedom og kostelig
Balsam. Det er Livsens eneste honningdraabendes Blomster, hvoraf de
dier deres daglige Føde, og derfor søge de ogsaa paa Livsens Træ
Blomster op, hvor hine aldrig vilde tro de fandtes, under mørke Blade
og paa tørre Grene, men de, de Andre, kjender de til Vellyst i Sorg
eller i Fortvivlelse?»
Han smilte haanligt og tav.
«Men hvorfor», spurgte Marie og saae ligegyldigt bort fra ham,
«hvorfor kalder I dem Melankoliske, medens det jo kun er Verdens
Glædskab og Lyst, de har i Tanker, og hverken hvad tungt er eller
travrigt heller?»
Sti Høg trak paa Skuldrene og gjorde Mine til at rejse sig, som om
han var træt af at dvæle længer ved dette Emne og vilde afbryde
Samtalen.
«Men hvorfor da?» gjentog Marie.
«Hvorfor?» udbrød han utaalmodig og med en foragtelig Betoning,
«fordi al Jorderigs Fryd er saa stakket og forkrænkelig, saa falsk
og ufuldkommen, fordi hver Vellyst den Stund den blusser op som
rigen Rose, løves af som Træ i Høst, fordi hver Livsens prægtig Lyst
straalendes i Dejlighed og i sin Velmagts frugtbareste Flor, fluks
som den favner dig med sunde Arme, eddres af Dødens Kræft, saa du
just som den minder din Mund, mærker den rystes af Forkrænkelighedens
Kramper. Er det vel frydefuldt? maa intet den Tanke æde sig ind som
røden Rust paa hver en lykkeglimrendes Time, ja ligesom skadelig Rim
fryse død hver frodig Sjælens Sentiment, ned til dens dybeste Rod?»
Han sprang op fra Brinken og talte med hæftige Gebærder ned imod
hende.
«Saa I spørger, hvorfor de nævnes de Melankoliske, naar al Vellyst,
som den gribes, skyder Ham og vorder Lede, naar al Jubel kun er
Glædskabens sidste vaandefulde Aandedrag, naar al Dejlighed er
Dejlighed, der svinder, og al Lykke er Lykke, der brister!»
Han gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende.
«Det er da det, der bringer _Eder_ paa Klostertanker?» sagde Marie og
saae smilende ned.
«Det er saa, Madame; mangen en Stund er den, da jeg stiller mig fore,
at jeg her stænget inde paa et enligt Klosterkammer eller holdes
fangen i et højt Taarn, hvor jeg ensom sidder ved min Rude og vogter,
hvor Lyset rinder hen og Mørket vælder ud, mens Ensomheden, tavs og
stilt, men stærk og frodigen, ranker sig op om min Sjæl og gyder sine
Dvaledruers Safter i mit Blod. -- Aa, men jeg veed hel vel, at det er
Digt og Bedrag; aldrig vilde Ensomheden faa Magt over mig, jeg vilde
længes som Brand og røden Lue, længes ud af Vid og Samling efter
Livet igjen og hvad Livets er ... men I forstaar intet Alt det, jeg
her præker. Lad os gaa, ma chere! det vil snarligen regne, nu Vinden
saa helt har lagt sig.»
«Men det letter jo! se, hvor lyst det er den hele Himmelsrand rundt!»
«Ja vel, det letter og tætter.»
«Jeg mener: nej,» sagde Marie og rejste sig.
«Jeg bander: jo, med Eders gunstige Forlov.»
Marie løb nedad Bakken.
«Mands Villie er Mands Himmerig!» raabte hun tilbage, «kom I nu ned
i Eders!»
Da de vare nede, drejede Marie af, bort fra Slottet, og Sti Høg
fulgte med ved hendes Side.
Han lod tankefuld og gjorde ikke Mine til at optage den afbrudte
Samtale.
«Hør nu!» sagde saa Marie, «I har saa egenlig gode Tanker om mig, Sti
Høg, Vejr har jeg ingen Forstand paa, og hvad Folk taler til mig,
forstaar jeg ikke heller.»
«Aa jo!»
«Men intet, hvad I talte til mig.»
«Nej.»
«Nu bander jeg: jo.»
«Bande bider intet Øje ud, veed I, uden Næve følger efter.»
«Nu da, tro det, om I vil, men jeg kjender grant nok, veed Vorherre,
den svære, stille Bedrøvelse, der kommer over En, uden En veed
hvorfor. Hr. Jens han sagde immer, det var Hjemsygen efter Himmerigs
Rige, hvor hver Kristensjæls rette Hjemland er, men jeg tror det
knap. En længes og trænges og veed ikke levendes Haab at trøste
sig med; nej, nej, for den stride Graad, det har kostet mig tidt!
Det kommer saa urandsagelig tungt og tærendes paa, saa En sygner
i sit Hjærte og kjender sig saa træt af sine Tanker og ønsker, En
aldrig var fød. Men det har ingentid været Lykkens eller Verdens
Forkrænkelighed, der har ligget mig tungt i Tanker, at det var
det, jeg sørgede for, nej, aldrig! Det var helt en anden Vej, det