Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 10

var ... ja, det er nu saa plat umuligen at give den Sorrig Navn,
men det kommer mig for, at det stundom var mest lig en Sorg for en
fordækket Brøst ved Ens Natur, en indvendig Skade paa Ens Sjæl, som
gjorde En hel anderledes end andre Folk; ringere i alle Maader ...
nej, det er nu saa overhaands svært, at faa det fundet i Ord, just
i den rette Mening! Se, Livet, Verden, den syntes mig saa usigelig
prægtig og skjøn, det maatte være saa stolt og lystelig over al
Maade, at være med deri; om i Sorg eller Lykke, det skjællede Intet,
blot jeg led eller glædtes ret rigtigen, ikke paa Skrømt som i en
Mummenskands eller Fastnachtsspil. Jeg vilde, at Livet skulde tage
mig saa stærkt at jeg nedbøjedes eller opløftedes, saa der intet
var Tankerum i mit Sind for Andet end som det, der løftede mig op,
eller det, som der bøjed' mig ned; jeg vilde smelte ud i min Kummer
eller brænde sammen med min Glæde. Ak, I fatter det aldrig! -- om
jeg blev som en af det romerske Landeriges Feltherrer, der førtes i
Triumfvogn gjennem Gaderne, da vilde jeg være det saadan, at Sejren
og Jubileringen det var mig, og Stoltheden og Folkets Frydeskrig og
Basunernes Lyd, Magten og Æren, Altsammen i een skingrendes Klang,
saadan vilde jeg være det, men intet som den, der i usselig Æresyge
og koldt Hovmod, medens Vognen ruller frem, tænker i sit Hjærte paa,
hvor stolt han straaler i Hobens avindsyge Øjne, og hvor afmægtigt
Misundelsens Bølger slikker efter hans Fødder, mens han med Velbehag
føler Purpuret blødt om sin Skulder og Krandsen kjølig om sin Pande.
-- Forstaar I, Sti Høg, _det_ tror jeg er at leve til, det er det
Liv, jeg tørstede efter, men jeg vidste med mig selv, at saadan kunde
det aldrig blive for mig, og det bares mig for, at jeg var selv Skyld
deri paa en eller anden ubegribelig Vis, at jeg havde forsyndet mig
mod mig selv eller ledet mig selv vild; jeg veed intet, men det
syntes mig, som vældede derudaf min bitre Kummer, at jeg havde rørt
ved en Stræng, der intet maatte tone, og ved dens Klingen var der
Noget revet sønder i mig, der ingentid vilde læges, saa jeg aldrig
vilde fange den Førlighed igjen, at jeg kunde tvinge Livets Dør
aaben, men maatte staa derudenfor og lytte til Festens Toner, ubuden
og usøgt, som en vanfør Terne.»
«I!» udbrød Sti Høg som forbavset, saa forandredes hans Miner
pludseligt og han sagde med et helt andet Stemmelag, «nej, nej, nu
ser jeg, hvad det er,» og han rystede paa Hovedet ad hende, «Herre
du Godeste, hvad et Menneske har nemt ved at bedrage sig selv i de
Materier. Det er saa sjeldent, vore Tanker er den Vej vendte, at
vi kjender der hverken Stente eller Sti, men vi løber saa bus til,
gladelig hen, blot vi øjner den Ting, der kan lignes ved et Spor,
og er rede til at sværge det er Adelkongevej. Eller har jeg Uret,
ma chere? Er vi intet begge to, en for sig og hver for en, der vi
søgte en Aarsage til vor Melankolie, gaaet hen og har kejset den
gjenneste den bedste Tanke, vi traf at træffe paa, til den eneste
sandfærdige Forklaring. Skulde En intet efter det, vi hver har sagt,
tænke, at jeg gik omkring, svarlig betynget af Tanken om Verdens
Forkrænkelighed og om de Ting, der er i Verden, deres Ustadighed
og Forgængelighed, og at I, min hjærte Frænke, var helt igjennem
overbeviset om, at I var en Sølle-Sidse, for hvem Døren er lukt og
Lyset slukt, og som knap har Mod til Haab? -- Men det har Alt kuns
lidet paa sig, for naar vi komme paa det Kapitel at tale, saa drikkes
vi saa lettelig drukne af vore egne Ord og vi rider saa haardelig til
paa hver Tanke, vi kuns kan faa Grime paa!»
Nede i Gangen kom det øvrige Selskab, og de fulgtes med dem ad
Slottet til.
* * *
Klokken var halvgaaen otte om Aftenen den seksogtyvende September,
da Knaldet af Kanoner og en festlig Marsches skingrende Trompettoner
gav tilkjende, at begge Majestæterne, ledsagede af hans kurfyrstelige
Højhed Prinds Johan Georg af Sachsen og hans fyrstelige Fru Moder, i
Spidsen for Landets fornemste Mænd og Kvinder, fra Slottet begav sig
ned igjennem Haven for at overvære den Ballet, der nu der skulde tage
sin Begyndelse.
En Række af Begblus kastede et brandrødt Skjær over Havefacadens
røde Mure, lod Taks og Buksbom rødme med en Glands af Bronze og alle
Kinder lue med kraftig Sundheds dunkelstærke Lød.
Se, skarlagenrøde Drabanter i dobbelt Række holde blomsteromvundne
Kjærter op i den mørke Luft, Lyskroner og Ildpotter, Fyrboller og
kunstige Lampetter, lavt med Jorden og højt mellem Træernes gulnende
Blade, tvinge Mørket tilside og holde en straalende Sti aaben for det
prægtige Tog.
Og Lyset gnistrer i Guld og gyldne Traade, spejler sig blankt i
Sølv og Staal og glider i glandsfulde Strimer nedad Silkeslag og
Silkeslæb. Saa blødt som rødlig Dug er det aandet hen over det dunkle
Fløjel, og sprudende hvidt sætter det sig som Stjerner paa Rubiner og
Diamanter, og røde Farver bryste sig med Gule, det klare Himmelblaa
lukker for det Brune, blandt Hvidt og Violblaat skjærer Søgrønt sig
lysende frem, Koralrødt synker mellem Sort og Lilla, og Gulbrunt
og Rosa, Staalgraat og Purpur hvirvles imellem hinanden, lyst og
dunkelt, Lød paa Lød i broget Bølgen.
Forbi -- nede i Gangen nikke endnu de buskede Fjer hvidt, hvidt i den
dæmrende Luft ...
Den Ballet eller Masqverada, der nu ageres, hedder «Die Waldlust».
Scenen er en Skov.
Kronprinds Christian som Jæger tolker sin Glæde over det frejdige
Jægerliv under de løvrige Kroner, spadserende Damer nynne om
Violernes Duft, Børn lege Skjul mellem Stammerne og plukke Bær i
nydelige, smaa Kurve, og muntre Borgermænd jubilere over den rene
Luft og den klare Drue, mens to naragtige, gamle Kjærlinger med
forelskede Fagter forfølge en smuk Bondeknøs.
Saa svæver Skovgudinden frem, den jomfruelige Diana, hendes kongelige
Højhed Prindsesse Anne Sofie.
Henrykt rejser Kurprindsen sig og tilkaster hende Fingerkys med begge
Hænder, mens hele Hoffet jubler.
Og Skovgudinden deklamerer, og hendes fyrstelige Bejler fører i
overstrømmende glad Taknemmelighed de høje Forældres Hænder til sine
Læber.
Næppe er Gudinden forsvunden, før Bondemand og Bondekone træde frem
og synge en Duet om Kjærligheds Lykke.
Nu følge lystige Scener Slag i Slag, tre unge Herrer pynte og glæde
sig i det Grønne, fire Officerer er glade, to Bondekarle komme
veltilmode fra Marked, en Gartnerdreng synger og en Poet synger og
endelig seks Personer, der paa allehaande kaade Instrumenter opføre
en meget overgiven Musik.
Nu Slutningsscenen.
Det er elleve Schæferinder, nemlig deres kongelige Højheder
Prindsesserne Anne Sofie, Friderica Amalie og Vilhelmina Ernestina,
Madame Gyldenløve og syv skjønne, adelige Jomfruer.
De dandse nu med stor Kunstfærdighed en landlig Dands, hvori det
forestilles, at Madame Gyldenløve af de Andre drilles og gjækkes,
fordi hun er hensunken i Elskovstanker og ikke vil deltage i deres
lystige Menuette, og de spotte hende, fordi hun har givet Afkald paa
sin Frihed og bøjet sin Nakke under Elskovens Aag; men da triner
hun frem og i en sirlig Pas de deux, som hun dandser med Prindsesse
Anne Sofie, udtrykker hun for denne Kjærligheds rige Henrykkelse og
Salighed, og saa dandse de Alle glade frem, slyngende sig imellem
hverandre i vanskelige Toure, medens et usynligt Chor bagved Scenen,
ledsaget af en skjønne Strygemusik, synger til deres Pris:
"Ihr Nümphen hochberühmt, ihr sterblichen Göttinnen,
Durch deren Treff'ligkeit sich lassen Heldensinnen
Ja auch die Götter selbst bezwingen für und für,
Last nun durch diesen Tantz erblicken eure Zier
Der Glieder Hurtigkeit, die euch darum gegeben
So schön und prächtig sind, und zu den End erheben
Was an euch göttlich ist, auff dass je mehr und mehr
Man preisen mög an euch des Schöpfers Macht und Ehr."
Dermed var saa Balletten forbi, og man spredte sig i Haven og
lystvandrede mellem de oplyste Bosquetter, eller hvilte sig i skjønt
indrettede Grotter, medens Ædelknaberne, udstafferede som italieniske
eller spaniolske Frugtsælgere, bøde Vin og Bagværk og Konfiturer
omkring i flettede Kurve, som de bar paa deres Hoveder.
De Agerende blande sig nu ogsaa i Selskabet og modtage
Komplimenteringer for deres store Kunstfærdighed og Adræthed, men
Alle er enige om, at næst Kronprindsen og Prindsesse Anne Sofie
havde Ingen ageret sin Part saa vel som Madame Gyldenløve, og baade
Majestæterne saa vel som Kurfyrstinden gave hende stort Lov, og
Kongen sagde, at selv Mademoiselle La Barre havde intet kunne føre
den Rolle ud med større Gratie eller med livagtigere Gebærder.
Til langt ud paa Natten blev nu Festen ved i de oplyste Gange og i de
mod Haven vendende Sale, hvor Fioler og Fløjter lokkede til Dands og
bugnende Borde til Drik og Pokulats. Selv ud paa Søen strakte Festen
sig, og munter Latter klang ind over Haven fra lampebehængte Gondoler
derude.
Overalt var der Folk; flest hvor Lyset straalte og Tonerne legte,
færre hvor Lyset var fjernt, men selv hvor Mørket herskede alene
og Tonerne halvt gik under i Løvets Hvisken, vandrede der lystige
Rækker og stumme Par. Ja, om det saa var den fjerne Grotte længst
mod Øst, havde her en enlig Gjæst skikket sig til Sæde. Men han var
travrig tilmode; den lille Lampet oppe i Grottens Løvhang kastede
sit flimrende Lys paa bedrøvede Miner og mismodige Bryn.
Hvidgule Bryn.
Det var Sti Høg.
"...... È di persona
Anzi grande, che no; di vista allegra,
Di bionda chioma, e colorita alquanto."
hviskede han for sig selv.
Han havde ikke ustraffet i de sidste fire, fem Uger stadig været
sammen med Marie Grubbe. Hun havde aldeles bedaaret ham. Han længtes
kun hende, drømte kun hende, hun var hans Haab og hans Fortvivlelse.
Han havde elsket før, men aldrig saaledes, aldrig saa vegt og blødt
og modløst. Det var ikke det, at hun var Ulrik Frederiks Gemalinde,
ikke heller det, at han var gift med hendes Søster, der betog ham
Haabet. Men det var nu denne hans Kjærligheds Væsen at være modløs,
hans Pogekjærlighed, som han bittert kaldte den. Den havde i sig saa
liden Begjær, saa megen Frygt og Beundring, og dog paa en anden Vis
saa megen Begjær. En feberbrændende, vemodig Længsel ind imod hende,
en sygelig Smægten efter at leve med hende i hendes Minder, drømme
med i hendes Drømme, lide hendes Sorger og dele hendes modige Tanker,
ikke mere, ikke mindre. Hun havde været saa smuk i Dansene, men
endnu mere fremmed, endnu mere fjern; de runde, blændende Skuldre,
den rige Barm og de slanke Lemmer, det gjorde ham rentud bange; al
denne Legemspragt, som gjorde hende endnu rigere og fuldkomnere, han
frygtede for den, den bragte ham til at skjælve og betyngede ham hans
Aandedræt, han vovede ikke at lade sig betage deraf, han frygtede for
sin Lidenskab, for den svælgende, himmelbrændende Brand, der ulmed
derinde; thi denne Arm om hans Nakke, disse Læber trykkede mod hans,
det var Vanvid, taabelige Vanvidsdrømme; denne Mund ...
"Paragon di dolcezza!
..............
... bocca beata,
... bocca gentil, che può ben dirsi
Conca d'Indo odorata
Di perle orientali e pellegrine;
E la porte, che chiude
Ed apre il bel tesoro,
Con dolcissimo mel porpora mista."
Han løftede sig et Øjeblik fra Bænken som i Smerte; nej, nej! og han
klyngede sig igjen til sin ydmyge Kjærlighedslængsel, han slængte
sig i Tanken i Støvet for hendes Fødder, hagede sig fast til sin
Kjærligheds Haabløshed, holdt Billedet af hendes Ligegyldighed op
for sine Øjne, da -- stod Marie Grubbe for ham i Grottens hvælvede
Aabning, lys imod Mørket derude.
Hun havde den hele Aften været i en sælsom lyksalig Stemning; hun
følte sig saa tryg og sund og mægtig; Festens Pragt og Toner,
Mændenes Hyldest og Beundring, hun skred hen derover som var det
et Skarlagenstæppe, bredt ud for hendes Fod at træde paa. Thi hun
var saa helt betaget, helt beruset af sin egen Skjønhed. Det var,
som skød sig Blodet i rige, funklende Straaler ud fra hendes Hjærte
og blev til Skjønhedssmil paa hendes Læber, til Straaleglands i
hendes Øje og Vellydsklang i hendes Stemme. Der var en jubelmættet
Ro i hendes Sind, en skyløs Klarhed over hendes Tanker, en frodig
Folden-ud i hendes Sjæl, en salig Følelse af Magt og Harmoni.
Aldrig havde hun været saa dejlig som nu, med Lykkens overmodige Smil
paa sine Læber, og i Blik og Miner en Dronnings stolte Ro, og saadan
stod hun nu i Grottens hvælvede Aabning, lys imod Mørket derude.
Hun saae ned paa Sti Høg og mødte hans haabløst beundrende Blik, og
hun bøjede sig ned imod ham, lagde medlidsfuldt sin hvide Haand paa
hans Haar og kyssede ham. Ikke i Elskov, nej, nej! Som en Konge, der
skjænker en trofast Vasal en kostelig Ring til Tegn paa sin kongelige
Yndest og Naade, saaledes gav hun ham sit Kys i rolig Gavmildhed.
Men saa! saa veg et Øjeblik Sikkerheden fra hende, hun rødmede og
slog Øjnene ned.
Havde nu Sti Høg grebet til, havde han taget det Kys som mer end
en fyrstelig Gave, han havde mistet hende for bestandig. Men han
knælede tavs ned for hende, trykkede taknemmelig hendes Haand til
sine Læber, veg saa ærbødigt til Side og hilste hende dybt og
ærefrygtsfuldt med blottet Hoved og bøjet Nakke. Og hun skred stolt
forbi, bort fra Grotten, bort i Mørket.


XII.

I Januar seksten hundrede og fire og treds udnævntes Ulrik Frederik
til Statholder i Norge, og i de første Dage af April samme Aar rejste
han derop.
Marie Grubbe fulgte ham.
Forholdet mellem dem havde senere ikke forbedret sig synderligt, blot
at deres Mangel paa indbyrdes Forstaaelse og indbyrdes Kjærlighed
ligesom var bleven anerkjendt af begge Parter som en uforanderlig
Kjendsgjerning og havde fundet sit Udtryk i den yderst ceremonielle
Maade, paa hvilken de omgikkes med hinanden.
Det første Aarstid, eller halvandet, efter at de havde taget Bolig
paa Aggershus, levede de saaledes, og Marie ønskede heri for sit
Vedkommende ingen Forandring. Men med Ulrik Frederik forholdt det sig
anderledes: han var nemlig igjen bleven forelsket i sin Gemalinde.
Og nu var det en Vintereftermiddag, henimod Skumringen, at Marie
Grubbe sad alene i den lille Stue, der fra gammel Tid førte Navn af:
Daasen.
Det var raat og blæsende Vejr, graat og mørkt. De tunge Tøsneflokke
klinede sig op i Hjørnet af de smaa Ruder og dækkede fast det halve
af det grønlige Glas. Regnkolde Vindpust, som hvirvledes ned mellem
de høje Mure, ligesom tabte Besindelsen og kastede sig blindt frem
og dundred paa Porte og Døre og foer saa pludselig lige op i Luften
med en hæs og hundeagtig Tuden. Mægtige Vindpust kom hujende ned over
Taget derovre og kasted sig plat imod Ruder og Mur med et Slag som
en Bølges, og blev borte med det Samme. Og der var andre Vindpust,
der brølede ned i Kaminen, saa Flammen dukkede sig af Angst og den
hvidlige Brænderøg forskrækket krummede sig som en Bølgekam henimod
Kaminaabningen, parat til at kaste sig ud i Stuen, men saa i næste Nu
hvirvled den tynd og let og blaa op igjennem Skorstenen, og Flammerne
raabte efter den, hopped og sprang og sendte den spragende Gnister
i Haandfuldvis lige i Hælene. Og saa begyndte Ilden først rigtig at
brænde, lagde sig med brummende Velbehag bredt over Gløder og Aske
og Emmer, kogte og syded af Fryd i det hvide Birkeveds inderste
Marv, snurred og spandt som en brandrød Kat og strøg saa med Luer
og Flammer polidsk og fornøjet om Næsen paa sortladne Knuder og
hedhovede Favnestykker.
Rød og lun og lysende strømmede den lystige Ilds Aande ud i den
lille Stue. I en flimrende Lysvifte spilled den hen over det tavlede
Gulv og jog det fredsommelige Skumringsmørke foran sig, saa det
bange gjemte sig som zittrende Skygger tilhøjre og tilvenstre bag de
snirklede Stoleben, eller trykked sig ind i Krogene, gjorde sig langt
og tyndt i Skjul bag fremspringende Lister eller lagde sig plat ned
under den store Dragkiste.
Saa med Eet ligesom sugede Kaminen Lyset og Varmen buldrende til sig
igjen, og Mørket bredte sig frejdigt over hele Gulvet, paa hver en
Tavle og hvert et Brædt, helt henimod Ilden, men saa kom Ildskjæret
jagende henover Gulvet igjen, saa Skumringsmulmet fløj til alle
Sider, og Skjæret efter det, opad Vægge og opad Døre, helt op over
den blanke Messingklinke, -- ingensteds var det sikkert; ja, der sad
Mørket og klemte sig ind til Mur og Loft som en Kat i et Træ, og
Skjæret sprang omkring dernede, hen og frem, hoppende og jagende som
Hunden ved Træets Rod. Ikke engang mellem Glas og Pokaler højt oppe
paa Dragkistens Tag kunde Mørket være i Fred, for de røde Rubinglas,
de blaa Pokaler og grønne Rømere, alle saa tændte de brogede Fyr og
hjalp Skjæret at finde det frem.
Og Blæsten blev ved derude og Mørket tog til, men derinde, der luede
der Ild og der dandsed der Lys, og Marie Grubbe hun sang. Snart sang
hun Ordene lige som hun kunde huske dem, snart nynnede hun blot
Melodien; hun havde sin Luth i Haanden, men hun spillede ikke, hun
blot nu og da greb i Strængene og fremlokkede et Par klare, længe
klingende Toner.
Det var en af disse hyggelige, smaa, vemodige Sange, som gjør
Ens Hynde blødere og Ens Stue lunere, en af disse sagteligt
bølgende Melodier, der ligesom synger sig selv i deres magelige
Sørgmodighed og med det Samme lader Ens Stemme lyde saa fornøjeligt
fyldig, saa svulmende og saa rund. Marie sad lige i Skjæret fra
Kaminen, omspillet af det rødlige Lys, og hun sang saa tankeløst
velbehageligt, ligesom kjærtegnende sig selv med sin egen Røst.
Da aabnedes den lave Dør, og Ulrik Frederiks høje Skikkelse dukkede
ind ad den.
Marie holdt straks op med at synge.
«Ah, Madame!» udbrød Ulrik Frederik i en mildt bebrejdende Tone, idet
han med bønfaldende Gebærde traadte hen imod hende, «havde jeg vidst,
I vilde lade Eder incommodere af min Nærværelse ...!»
«Aa nej, jeg sang ikkun for at holde mine Drømme vaagne.»
«Aimable Drømme?» spurgte han og bøjede sig ned over Varmebukken
foran Kaminen og varmede sine Hænder paa dens blanke, røde
Kobberkugler.
«Ungdomsdrømme,» svarede Marie og løb med Haanden over Luthens
Strenge.
«Ja, immer er Alderdommen sig selv lig!» og han saae smilende paa
hende.
Marie tav lidt, saa sagde hun pludseligt:
«En kan være ret ung og have gamle Drømme endda.»
«Hvad her er for en skjønne Desmerlugt herinde! -- men er ellers min
Ringhed med i _de_ gamle Drømme, Madame? -- om En tør spørge.»
«Ak nej!»
«Der var dog en Tid ...»
«Blandt alle andre Tider.»
«Ja, Madame, blandt alle andre Tider var der en Gang en underskjønne
Tid, hvor jeg var Eder saare, saare kjær. Kan I kuns mindes en
Mørkningstime, Ottesdagen efter vort Bilager eller ved det Lav? Det
var en Blæst og Sne ...»
«Ret som nu.»
«I sad foran Kaminen ...»
«Ret som nu.»
«Ja, og jeg laa ved Eders Fødder, og Eders kjære Hænder legte I mit
Haar.»
«Ja, den Gang elskede I mig!»
«O, ret som nu! -- og I -- I bøjede Eder ned over mig, I græd, saa
Taarerne randt Jer ned ad Kinderne, og I kyssede mig og saae saa ømt
og bevæget paa mig, som om I bad en Bøn for mig i Eders Hjærte, og
saa paa een Gang, -- kan I mindes? -- saa bed i mig i Halsen.»
«Ja, Gud du Godeste, hvor jeg dog elskede Jer, min Hr. Gemal! Naar
jeg hørte Eders Sporer klingre paa Trappen, saa ringede mit Blod for
mine Øren, jeg zittrede fra Hoved og til Fod og mine Hænder blev saa
kolde som en Is. Og naar I saa kom ind og trykkede mig i Eders Arme
...»
«De grace, Madame!»
«Aa, det er jo kuns døde Minder om en Amour, som længst er slukket
ud.»
«Ak, slukket ud, Madame! den ulmer dog hedere end før.»
«Nej, den er dækket til med altfor mange Dages kolde Aske.»
«Men den rejser sig af Asken som den Fugl Fønix, skjønnere og
fyrigere end før -- sig, gjør den intet?»
«Nej, Elskov er som en fin Blomst; om en frostig Nats Kulde forvisner
dens Hjærte, saa gaar den ud fra Top til Rod.»
«Nej, Elskov er som den Urt, der kaldes for Jerichos Rose; om Tørken
kommer, saa tørres den bort og krymper sig sammen, men bliver det saa
en mild og liflig Nat med frodig Dug, saa slaar den alle sine Blade
ud igjen og er saa grøn og frisk som ingen Tid før.»
«Kan hænde! der er vel mange Slags Elskov til.»
«Det er der, -- ja, og vor var just saadan Elskov.»
«At Eders var det, det siger I mig nu, men min, aldrig var den det,
aldrig.»
«Saa har I aldrig elsket.»
«Elsket ikke! nu skal jeg fortælle Jer, hvor jeg har elsket -- Det
var paa Frederiksborg ...»
«O, Madame, I er uden Skaansel!»
«Nej, nej, det er slet intet det. -- Det var paa Frederiksborg. Ak,
I veed kuns lidet, hvad jeg der led. Jeg saae, at Eders Kjærlighed
til mig var intet nær som før. Ak, som en Moder vaager over sit
kranke Barn og giver Agt paa hvert et lille Tegn, saaledes fulgte
jeg med Angst og Bævelse Eders Kjærlighed. Og da jeg saae i Eders
kolde Blikke, hvor bleg den blev, og følte i Eders Kys, hvor svagt
dens Pulse slog, da var det som skulde jeg forgaas i Kval og i Pine.
Jeg græd for denne Kjærlighed i lange Nætter, jeg bad for den som
for et Hjærtens dyrebart Barn, der dør og dør, Time for Time. Og
jeg spejdede efter Hjælp og efter Raad i min Kvide, efter Lægedom
for Eders kranke Kjærlighed og hvad gehejme Midler, som kom mig for
Øre, af Elskovsdrikke at være, dem blandede jeg med tvivlendes Haab
i Eders Morgendrikke og Aftenvin. Jeg lagde Eders Brystdug ud for
trende voksende Maaner og læste Bryllupspsalmen derover, og paa Eders
Sengefjæl, der malte jeg forinden med mit eget Blod tretten Hjærter
i Kors, men uden Gavn, min Hr. Gemal, for Eders Kjærlighed var krank
til Døden. -- Se, saadan var I elsket!»
«O nej, Marie, min Kjærlighed er ikke død, den er opstanden. Hør mig,
Hjærte! hør mig, for jeg har været slagen med Blindhed, med daarlig
Vanvittighedssot, men nu, Marie, knæler jeg ned for Eders Fødder,
og se, jeg bejler igjen, med Tryglen og med Bøn. Ak, min Elskov har
været som et vægelsindet Barn, men nu er den vokset op til Mand, o,
giv Jer trygt hen i dens Arme og jeg sværger Jer ved Korsens Træ og
Mands Honneur, at de skal ingensinde slippe Jer igjen.»
«Ti, ti, hvad kan det hjælpe!»
«O, tro mig dog, Marie!»
«Ved Gud den Levendes! jeg tror Jer, der er ikke Trevl eller Traad af
Tvivl i mit Sind, jeg tror Jer fuldt, jeg tror, at Eders Kjærlighed
er stor og stærk, men _min_! den har I kvalt med egne Hænder, den
er et Lig, og hvor højt saa Eders Hjærte raaber, saa vil det aldrig
vække den op igjen.»
«O jo, Marie! I af Eders Kjøn ... jeg veed, at der er dem iblandt
Jer, som naar de elsker en Mand, saa om han støder dem bort med sin
Fod, de kommer dog igjen, evindelig igjen, for deres Kjærlighed er
fast mod alle Saar.»
«Ja, det er ret, min Hr. Gemal, og jeg -- jeg er et saadant
Kvindfolk, skal I vide, men I -- er intet af de rette Mænd.»
* * *
«Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens
allerkjæreste Søster, og være dig en god og rund Givere af hvad
som ønskværdig er, baade til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af
Hjærte.
Hjærtens allerkjæreste Søster, som er min eneste velmenendes Ven
fra Børnetid, vil jeg nu beskrive, hvad skjønne Frugter jeg har
af min Ophøjelsesstand, som skal være forbandet fra den Dag, den
begyndte; thi den har, som Gud veed, ikkuns ført mig Fortræd og
Tribulats i fulde Skaale.
Ja, var det mig intet en rette Ophøjelse paa bagvendt Vis, som
allerkjæreste Søster nu skal høre, og som vel hende allerede i
mange Stykker er bevidst; thi det kan intet fejle, at Søster jo
af hendes kjære Mand har fornummet at det, allerede mens vi var
paa Sjælland at bo, stod ganske koldsindigt til imellem mig og
min fine Hr. Gemal; og her til Aggershus var det paa nogen Tid
ikke anderledes, thi han har ført sig saaledes op imod mig som
mestendels er utroligen at fortælle, men som nok stod til ventendes
af slig en smukke Junkere. Men jeg bryder mig kuns fejl om hans
skidne Galanterier, thi de gaa mig i Ingenting an, saasom jeg bær'
til ham for længe siden saa ringe Kjærlighed, at det jo intet
skulde være nok til at holde en kranker Ælling ved Live, og kan han
for mig løbe Runsk efter Rakkerens Kvind, om det skulde være hans
Ønske, kuns han i Ingenting kommer mig for nær at fægte, som han
just netop gjør, og i saa Manering, at man skulde undres paa, om
han er optændt af Galenskab heller Djævelen har besættet ham, og
det har deraf sin Begyndelse, at han kom til mig en Dag med fine
Ord og strunke Løfter og vilde, Alting skulde være godt igjen os
imellem, mens han er af mig saa afskyet og foragt', hvad jeg ham
og fortalte i de Ord, at jeg holdt mig ham altfor god at være; men
da var det, det ret gik an, thi wenn's de Düwel friert, plejer
man sige, macht er sein Hölle glühn, og tændte han mig fluks en
Helvedes Badstue op, i saa Maade, at han kjørte herind paa Slottet
i Hobevis af løse Kvindfolk og Skarns Skjøger, og beværtede paa
dem med Mad og Drikke i store Stykker, ja med dyrebar Snemos og
bekostlige Schauessen, som til nogen fyrstelig Banquete, og der
skulde mine kunstig vævede Damaskes Duge, som jeg har i Arv efter
vor sal. Moder, være lagt frem, og mine Silkeshynder med Fryndserne
om ligedan, men blev der Intet af, som jeg slog det bag Laas
tilhobe, saa han maatte laane i Staden baade til Borde og Bænke at
brede.
Min hjærtens allerkjæreste Søster, jeg vil nu intet trætte hende
længer med saadan garstig Kompagnie, men er det intet forsmædeligt,
at saadant Skjøgepak, som, om dem skete deres Ret, skulde have
deres Hud strøgen brav af ved Stadens Kag, skal sidde paa
Stadsebænk i kongelig Majestæts Statholderes Stue; jeg mener, det
er saa uerhørt og bespotteligen, at om det kom kongelig Majestæt
til Gehør, som jeg ønsker af ganske Hjærte, Liv og Sjæl, da vilde
han tale min guten Ulrik Friederich saadan til, som han kuns lidet
skulde forlystes at høre paa. Den artigste af hans Streger imod
mig har jeg endnu intet fortalt; den er og hel ny, som den skete
forgangen Dag, der jeg lod sende efter en Kræmmere, at han skulde
komme op med nogle brabandtiske Silkes-Agramaner, som jeg vilde
have forneden en Trøje; men han lod svare, om jeg vilde skikke
Pengene ned, skulde Varerne vel komme, men Statholderen havde
forbøden ham at sælge mig Noget paa Borg, og ligedan Bud kom der
fra Hattestaffereren, som der var sendt efter, saa jeg formener,
han har gjort mig ubetroet over det ganske Sted, mens jeg har ført
i hans Bo for mange tusinde Rigsdaler og tusinder til. Nu intet
mere for denne Gang. Gud være alting befalet, og han sende mig
altid gode Bud fra dig.
af Aggershus Slot, 12 Decembris 1665.
Din fuldtro Søster altid
_Marie Grubbe_.
Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Styge Høeghs, Landsdommere
paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»
«GUD have hende i sin Forvaring, min allerkjæreste Søster, nu og
altid, det vil jeg ønske hende af et oprigtig Hjærte, og vil jeg
bede for hende den Bøn, at hun maa fatte et oprejset Sind og intet
lade sig plat nedtrykke, thi hver har sin Jammerslod tildelet, og
vi svømme og bade i idel Elendighed.
Hendes Skrivelse M. A. K. S. er kommen mig tilhaande, uskadt og
ubrudt i alle Maader, og fornemmer jeg deraf med synkendes Hjærte
den Spot og Beskæmmelse, hendes Gemal fører hende paa, som er en
store Uret af kongelig Majestæts Statholdere at gjøre, som han
gjør. Men vær dog ikke for hastig, min Høne, thi hun har Aarsage
til Taalmod, som hende er saa høj en Plads anviset, som ikke var
god at gaa Forlis af, og som vel er det værd med Uro at bevare,
thi om hendes Gemal sværmer hen og spilder meget Gods, saa er det
af hans eget, han forøder, mens min Slemmere til Mand har sat Veje
for baade hans og mit, som er en Ynk, at en Mand, der skulde holde
sammen paa, hvad af GUD os er fortroet, i den Sted splitter og øder