Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 03

Helliggejstes, men som han havde hørt vellærde Folk sige ikke var saa
ret i sin Tro som det hans Salighed og gejstlige Karriere tjenligt
var.
Det var en doggeagtig, lille Mand paa en tredive Aar med et langt,
glat og sort Haar, bredt Ansigt, tyk, lille Næse, spillende,
brune Øjne og røde Læber. Han stod oppe paa en Gadedørstrappe,
gestikulerede stærkt og talte hurtigt og fyrigt, men temmelig tykt og
læspende:
.... «I det seksogtyvende Kapitel,» sagde han, «skriver Evangelisten
Matthæus 51-54 saalunde: Og se, een af dem, som vare med Jesu, rakte
Haanden ud, og slog den ypperste Præstes Svend, og hug et Øre af
hannem. Da sagde Jesus til hannem, stik dit Sværd i sin Sted. Thi
hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Eller ment' du, at
jeg ikke kunde bede min Fader, at han tilskikkede mig mere end tolv
Skok Engle? Men hvorlunde skulde Skriften fuldkommes? Det skal Alt
saa gaa til.»
«Ja, kjære Landsmænd! det skal Alt saa gaa til. -- Nu ligger uden
denne Bys ringe Volde og svage Befæstning en almægtig Hob af
velberuste Stridsmænd, og deres Konge og Krigsøverste haver opladt
sin Mund og ladet udgaa Ordre og Befaling til dem, at de med Ild og
Sværd, med Paarend og Belejring gjøre sig denne Stad og hvem som er
deri, underdan og ganske deres egen.»
«Og de, som ere i Staden og se deres Velfart truet og deres Ruin
umenneskeligen besluttet, de føre sig i Vaaben, de bringe Fyrmørsere
og anden skadelig Krigsgeraad til Voldene og de tiltale sig selver,
sigendes: bør det os ikke med brændendes Lue og blanke Sværde at gaa
den Fredsforstyrrere paa Huden, som plat vil lægge os øde? hvortil
haver vel Gud i Himlen opvakt Koradtsighed og Ufrygtagtighed i
Mennesken's Bryst om ikke til slig en Fjende at modstaa og fordærve?
Og som Peter den Apostle drage de deres Glavind og ville pludseligen
afhugge Malcho hannem hans Øre. Men Jesus siger: stik dit Sværd i sin
Sted, thi hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Vel maa
dette lyde som en underlig Tale for den Vredagtiges Ufornumftstighed
og synes en Daarskab for den Hadefuldes useendes Blindhed. Men
Ordet er ikke som en Lyd af en Trompete, blot at høre; -- ligervis
som et Skiberum, der er ladet med mange gavnlige Ting, saaledes er
Ordet ladet med Fornumstighed og Betænkning, thi Ordet er en Mening
til Opfattelse og Forstændighed. Derfor lader os udgrandske Ordet
og successive fremfinde, hvorlunde det retteligen bør udlægges. --
Af hvad Aarsage skal da Sværdet blive i sin Sted og den, der tager
Sværdet omkomme med Sværd? Dette er for os at betænke udi trende
Poster:»
«Denne er da den første Post, at Mennesket er en viselig og over al
Maade herligen indrettet Mikrokosmos eller, som det kan udlægges: en
Jordlille, en Verden baade af Godt og Ondt; thi er, som Jacob den
Apostle siger, alene Tungen en Verden udaf Uret, hvormeget mere er
da ikke det ganske Legem' en Verden! baade de begjærendes Øjne, de
hastige Fødder og de gribendes Hænder; baade den umættelig' Bug, de
bedendes Knæ og de vagtsomme Øren? Og er Legemet en Verden, hvormeget
mere er da ikke vor dyr'bare og udødelig' Sjæl en Verden, ja, som en
Have fuld af søde og bitre Urter, fuld af de onde Drifters glubendes
Vilddyr og af Dydernes hvide Lam? Og er da den, som lægger en saadan
Verden øde, at agte bedre end en Ildstiftere eller en Voldsmand
eller en Marktyv? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide
og udstaa.»
Det var nu bleven ganske mørkt og Folkeskaren omkring Prædikanten
saaes kun som en stor, sort, sagte bevæget og stadig voksende Masse.
«Den anden Post er denne, at Mennesket er en Mikrotheos, det er: en
Afspejlning eller Lignelse af Gud den Almægtigste. Og er den, der
forgriber sig paa Guds Afbillede, ikke at agte slemmer' end den,
der stjæl' Kirkens hellige Kar eller Klæder eller øver Vold mod et
Kirkehus? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide og
udstaa.»
«Den sidste og tredie Post er denne, at først haver Mennesket Pligter
imod sin Gud og er skyldig for hannem ideligen at kæmpe og stride,
iført et rent Levnets skinnendes blanke Rustning og omgjordet med
Sandhedens skjærendes Glavind. Saadan berust falder det hannem til
at stride, en Herrens Stridsmand, sønderrivendes Helvedes Strube og
søndertrædendes Helvedes Bug. Derfor bør det os at lade den legemlig'
Sværd blive i sin Sted, thi visseligen, vi have nok at bemøde os med
den aandelig!»
Fra begge Ender af Gaden saaes nu og da Folk komme, der lyste
sig hjem med smaa Haandlygter. Efterhaanden som de stødte paa
Forsamlingen, stillede de sig op blandt de Yderste, saa der snart var
dannet en bugtet Halvkreds af blinkende Smaalys, der sluktes og lyste
op, alt som Folk bevægede sig, og nu og da løftedes ogsaa en Lygte i
Vejret og lod sit Skjær flakke søgende om paa Husenes hvidtede Mure
og mørke Ruder, indtil det fandt Hvile paa Prædikantens alvorlige
Ansigt.
«Men hvorledes! tale I i Eders Hjærter, sigendes: skulle vi da
overantvorde os selv, bunden paa Hænder og Fødder, til vor Fjende,
til Trældommens og Fornedrelsens bitre Sørgestand? -- O! mine
Elskelige, I tale ikke saa! thi da er I at regne som dem der men', at
Jesus ikke kunde bede sin Fader at han tilskikkede hannem mere end
tolv Skok Engle. O! falder ikke udi Mishaab, knurrer ikke i Eders
Hjærter mod Herrens Raadslagning og gjører ikke Eders Lever sort
imod hans Vilje! Thi den, Herren vil nedslaa, den knuses, den Herren
vil oprejse, lever i Tryghed. Og han er den, som haver mange Veje at
føre os ud af Farlighedens Ørker og Vildnisse; eller kan han ikke
vende Fjendens Hjærte, eller lod han ikke den Dødsengle gaa gjennem
Sancheribs Lejr, eller have I forgjæt' det røde Havs svælgende Vande
eller Kong Pharaos hastige Undergang? ...»
Her blev Jesper Kiim afbrudt.
Hoben havde hørt temmelig roligt paa ham; kun ude fra de yderste
Rækker havde der nu og da lydt en dæmpet, truende Mumlen. Saa var det
Mette Sennopskvindes skarpe Røst skingrede ind imod ham: «Hu, din
Helvedesgast! vil du tie den sorte Hund du er! -- hør intet paa ham,
det er svenske Penge, der tal' udaf hans Mund.»
Der blev et Øjeblik ganske stille, men saa brød Larmen løs; Haansord,
Eder og Forbandelser skyllede ned over ham. Han forsøgte at tale,
men da blev Raabene endnu stærkere og de nærmest ved Trappen trængte
truende op imod ham. En hvidhaaret, lille Mand, lige foran, der hele
Tiden havde grædt under Talen, stak nu rasende efter ham med sin
lange, sølvknappede Stok.
«Ned med ham!» raabtes der, «ned med ham! han skal kalde igjen hvad
han har sagt, han skal tilstaa hvad han har faaet for at beføre os.
Ned med ham! lad os faa ham her ned til Geständniss! vi skal nok
plukke det ud af ham.»
«Han skal i Kjælderen, skal han,» raabte andre, «han skal i
Raadstukjælderen. Lang ham ned! lang ham ned!»
Et Par stærke Karle havde allerede Tag i ham. Den Ulykkelige klamrede
sig fast til Trappens Trærækværk; saa spændte de baade det og ham
ned paa Gaden, ned blandt Mængden. Han blev modtaget med Spark og
Næveslag. Kærlinger rev ham i Haar og Klæder, saa smaa Drenge, der
stode med deres Fader i Haanden og saae til, hoppede af Fornøjelse.
«Lad Mette komme frem!» raabtes der bagved, «gaa tilside; tilside!
Mette skal tage ham i Forhør.»
Mette kom frem. «Vil han tage sin Djævels-Præk i sig igjen? vil han
Mester Lurifas?»
«Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer' end som Mennesken', som
skreven staar.»
«Skal En det!» sagde Mette og tog sin Trætøffel af og truede ham med,
«men Mennesken' har Trætøfler, har de, og du est en Satans Soldknægt
og intet Vorherres; jeg skal slaa dig, skal jeg, saa din Hjærne skal
sidde paa Muren næst herved;» og hun slog ham med Tøffelen.
«Forsynd Jer intet, Mette!» stønnede Magisteren.
«Saa skal da ogsaa den Slemme!» hvinede hun.
«Tys, tys,» raabtes der, «var Jer, var Jer, og stim ikke saa, her
kommer Gyldenløv', Generallieutenanten!»
En høj Skikkelse red forbi.
«Længe leve Gyldenløv'! den tapre Gyldenløv',» brølede Hoben.
Der svingedes med Hatte og Huer og Raabene vilde aldrig faa Ende. Saa
red Skikkelsen bort ad Volden.
Det var Generallieutenant over Militsen, Oberst tilhest og tilfods,
Ulrik Christian Gyldenløve, Kongens Halvbroder.
Mængden spredtes, der blev færre og færre, snart kun nogle faa.
«Det er ligegodt kurieus nok,» sagde Gert Farver, «her slaar vi
Hovedet i Bræk paa den, som tal' om Fredelighed og raaber os hæse
for den, som mest er Skyld i Krigen.»
«Gud i Vold, Gert Pyper, Gud i Vold og en ønskelig Godnat,» sagde
Kjøbmanden afbrydende og skyndte sig fra ham.
«Han tænker paa Mettes Tøffel,» mumlede Farveren; saa gik ogsaa han.
Henne paa Trappen sad Jesper Kiim alene tilbage og holdt paa sit
værkende Hoved, og oppe paa Volden gik Vagterne langsomt frem og
tilbage, stirrende ud over det mørke Land, hvor Alt var stille,
ganske stille, skjøndt Tusinder af Fjender laa derude.


IV.

Gulrøde Lysflager skjøde op over den havgraa Taagebanke i Horizonten
og de tændte Luften over sig saa den brændte i en mild, rosengylden
Flamme, der bredte sig videre og videre, blegere og blegere, op
til en lang, smal Sky, tog fat i dens bølgede Rand, gjorde den
glødende, gylden, blændende. Over Kallebodstrand var der lyst af
violet og rødligt Gjenskin fra Solhjørnets Skyer. Duggen tindrede
paa Vestervolds høje Græs og Spurvene kvidrede paa Tagene bagved og
i Haverne foran, saa at Luften stod i eet skjælvende Skinger. Fra
Haverne drev en let, fin Damp i smalle Striber, og Træerne bøjede
langsomt de frugttunge Grene for Luftningen ude fra Sundet.
Et langtrukkent, tre Gange gjentaget Hornsignal lød fra Vesterport
og blev besvaret fra de andre Byhjørner. De ensomme Vagter langs ad
Volden begyndte at gaa livligere frem og tilbage paa deres Poster,
rystede Kapperne og rettede ved deres Hovedtøj: nu kom jo Afløsningen.
Ude paa Bastionen nærmest nord for Vesterport, stod Ulrik Frederik
Gyldenløve og saae paa de hvide Maager, der i sejlende Flugt strøg
op og ned over Voldgravens blanke Vandflade.
Flygtige og lette, snart matte og taageagtige, snart farverigt
stærke, brandlevende og klare jog hans tyveaarige Minder forbi hans
Sjæl. De kom i Duft af stærke Roser og Duft af friske, grønne Skove,
de kom i Klang af Jægerhallo, til Gigers Lyd og i Brus af knitrende
Silke. Barndomslivet dernede i den holstenske By med de røde Tage
drog fjernt, men solbelyst forbi: han saae sin Moders, Fru Margrethe
Pappens høje Skikkelse, hendes sorte Psalmebog og hvide Hænder;
den fregnede Kammerpige med de tynde Ankler saae han og den bulne
Fægtemester med det rødblaa Ansigt og de skjæve Ben. Gottorps Have
drog forbi og Engene med de friske Høstakke nede ved Fjorden og der
stod Jægerens kluntede Heinrich, der kunde gale som en Hane og slaa
saa mageløst Smut. Kirken kom med sit sære Halvmørke, sit stønnende
Orgel, med Kapellets hemmelighedsfulde Jerngitter og den magre
Kristus, der havde den røde Fane i Haanden.
Fra Vesterport lød der atter et Hornsignal, og Sollyset brød frem i
det samme, skarpt og varmt og forjog alle Taager og disede Toner.
Saa var der Jagten, hvor han skød sin første Hjort og gamle von
Dettmer tegned ham i Panden med Dyrets Blod, mens de stakkede
Jægerdrenge blæste vildsomt skrattende Fanfarer. Saa var der
Bouketten til Slotsfogedens Malene og den alvorlige Scene med
Hovmesteren, og saa var der Udenlandsrejsen med den første Duel i
den dugfriske Morgen, med Anettes Kaskader af klingrende Latter, med
Ballet hos Kurfyrsten og den ensomme Tour uden Byens Porte, da hans
Hoved værked af den første Rus. Saa kom der en gylden Taage med Klang
af Bægre og Duft af Vin, og der var Lieschen og der var Lotte og der
var Marthas hvide Nakke og Adelaides runde Arme. Endelig Rejsen til
Kjøbenhavn, hans kongelige Faders naadige Modtagelse, Dagenes travlt
kjedsommelige Hofliv og vilde Nætter, hvor Vinen strømmed og Kysset
rased, afbrudt af pragtfulde Jagtfesters lystige Larm og natlige
Stevnemøders ømme Hvisken i Ibstrups Have eller Hillerødslottets
gyldne Sale.
Men langt klarere end Alt dette saae han Sofie Urnes brændende
sorte Øjne, langt mere betagen mindedes han lyttende hendes
vellystigtbløde, dejlige Stemme, der dæmpet drog En som med hvide
Arme og hævet flygted som en Fugl, der stiger og spotter En med kaade
Triller, mens den flygter ....
En Raslen nede i Voldskræntens Buske vakte ham af hans Drømme.
«Wer da!» raabte han.
«Det er kuns Daniel, Hr. Gyldenleu, Daniel Knopf,» svaredes der og en
lille, værkbruden Mand kom frem af Buskene og bukkede.
«Hvad! er det Livsens Korthed? hvad tusind Syger gjør han der?»
Manden saae trist ned for sig.
«Daniel, Daniel!» sagde Ulrik Frederik og smilede, «han er intet
gaaet uskadt ud af «den gloendes Ovn» i Nat, den tydske Brygger har
nok fyret ham for strengt.»
Den Værkbrudne gav sig til at kravle op ad Voldskrænten. Daniel
Knopf, ogsaa paa Grund af sin Statur kaldet Livsens Korthed, var en
rig Storkjøbmand paa nogle og tyve Aar, og var lige saa bekjendt for
sin Rigdom som for sin skarpe Tunge og sin Fægtekunst. Han omgikkes
meget med den unge Adel, det vil sige med en bestemt Kreds, der var
bekjendt under Navn af «le cercle des mourants», som navnlig bestod
af de yngre Mænd, der stod Hoffet nærmest. Ulrik Frederik var Sjælen
i denne Kreds, som var mere livslysten end intelligent, mere berygtet
end afholdt, men egenlig ligesaa beundret og misundt som berygtet.
Halvt som Hovmester, halvt som Hofnar levede Daniel med disse
Mennesker. Han færdedes ikke med dem paa alfar Gade eller i adelige
Huse, men i Fægteboden, i Vinhuse og paa Herberger var han dem ganske
uundværlig. Ingen kunde tale saa videnskabeligt om Boldtspil og
Hundedressur eller saa salvelsesfuldt om Finter og Parader. Ingen
kjendte Vin som han. Han havde dybsindige Theorier om Terningspil og
Elskovskunst og kunde tale langt og lærdt om det Forkastelige ved at
krydse det indenlandske Stod med Salzburgerheste. Han havde endelig
Anekdoter om Alt, og hvad der imponerede de andre unge Mennesker
overordenligt, han havde bestemte Meninger om Alt.
Saa var han i høj Grad føjelig og tjenstvillig, glemte aldrig
Forskjellen mellem sig og Adelen og havde et saa vidunderlig
latterligt Udseende, naar de i Kaadhed eller Drukkenskab stafferede
ham ud paa en eller anden urimelig Maner. Han lod sig hundse og
skjælde ud, uden at blive vred, og var i det Hele taget saa godmodig,
at han mangen en Gang gav sig selv til Pris, naar han derved kunde
standse en Samtale, der begyndte at faa en farlig Vending for Freden
i Laget.
Det var da ogsaa dette, der gjorde det muligt for ham at omgaaes
disse Folk og han _maatte_ omgaaes dem; for ham, den vanføre
Borgerlige, var Adelen Halvguder, kun de levede, kun deres
Frimurersprog var menneskelig Tale, over deres Tilværelse laa der
en Dag af Lys og et Hav af Duft, medens de andre Stænder sled Livet
hen i farvefattigt Mulm og oset Luft. Han forbandede det, at han
var borgerlig født, som en langt større Ulykke end hans Vanførhed
og græmmede sig derover, naar han var ene, med en Bitterhed og
Heftighed, der kom Vanviddet temmelig nær.
«Naa Daniel,» sagde Ulrik Frederik, da den Lille var kommen op til
ham, «det har intet været nogen ringe Taage, der har været for hans
Øjne inat, siden han har sejlet sig fast her paa Vestervold, eller
stod Luttendranken saa overhaands højt i Kvæld, siden jeg træffer ham
an her, liggendes tryg og tør som Noæh Ark paa den Bjerg Ararat?»
«Prinds af Canarien, I taler i Vildelse, om I tror jeg var i Lag
sammen med Eder inat!»
«Men hvad tusind Pokker er det da med ham?» raabte Ulrik Frederik
utaalmodigt.
«Hr. Gyldenleu,» svarede Daniel alvorligt og saae op paa ham med
Taarer i Øjnene, «jeg er en elendig Menneske.»
«Han er en Kræmmerhund er han! Er det en Sildeskude han er bange for
at Svensken han skal tage? Eller ynker han sig for der vil blive
Stilstand i hans Handel og mener hans Safran vil tabe Kraften og
Muggen falde i hans Pebber og Paradiskorn. Styversjæl han er! Som der
intet var andet for en god Borgere at tage sig nær end om hans sølle
Kram gaar Satan i Vold, nu det tegner til Fald baade for Konge og
Rige!»
«Hr. Gyldenleu!»
«Aa, gaa han Helved i Vold med hans Begrædelser!»
«Nej, Hr. Gyldenleu!» sagde Daniel højtideligt og traadte et Skridt
tilbage, «for hverken klager jeg over Bræk paa Næring eller Forlis af
Penge eller Penges Værd; jeg kerer mig de Düvel og en Døjt om Sild og
Safran, men skikkes væk som en Spedalsker eller en Landsens Uærlig
baade af Officiers og Gemene, det er en Syndigheds Uret imod mig,
Hr. Gyldenleu; -- derfor har jeg ligget i Græsset inat og tvinet
som en skamskabet Hund, der er lukket ude, for det har jeg krympet
og krænget mig som det usseligst' krybendes Dyr og raabet til den
Himmerigs Gud i min Sørgelighed og Vanmagt, og er gangen i Rette med
hannem, hvi jeg alleneste skal plat forkastes, hvi min Arm skal sees
an for vissen og uduelig til at føre Vaaben og Gevær, aldenstund der
rustes ud baade Tjenere og Handtværksburscher ...»
«Men hvem den skinnendes Satan har da viset ham af?»
«Jo, Hr. Gyldenleu, jeg løb mig til Voldene ligesom de andre de
løb, men kom jeg til det ene Hold sagde de, de kunde intet være
flere og kom jeg til det næste sagde de spotvis, at de var kuns
ringe Borgere, det var ingen Sted for Adelspersoner og fornemme
Folk og anden Snak mere; men der var ogsaa de Hold, hvor de sagde,
de skulde intet have med Gebræklige at skaffe, fordi der var Ulykke
ved dem og Kuglerne trak efter dem, og de skjøttede aldeles intet
om unyttigen at hazardere deres Liv og Lemmer ved at have saadan et
Menneske, som Vorherre havde stemplet, imellem sig. Saa supplicerte
jeg Generalmajor Ahlefeldt om at blive en Sted anviset, men han
bare rysted' paa Hovedet og lo: det var da endnu heller intet saa
styrtendes galt, de skulde stoppe Geledderne ud med saa stynede
Stumper, som mere vilde være dem til Ulejlighed end til Hjælp.»
«Men hvorfor gik han intet til nogle af de Officiers, han er kjendt
med?»
«Det gjorde jeg og, Hr. Gyldenleu, jeg tænkte straks paa Circlen og
kom da ogsaa to af de Mouranter i Tale, baade den Kong Skjørt og den
Ridder Forgyldt.»
«Naa og de hjalp ham?»
«Jo, Hr. Gyldenleu, de hjalp mig. -- Hr. Gyldenleu, de hjalp mig
saa Gud finde dem for det! Daniel, sagde de, gaa hjem, Daniel, og
lysk han sine Svedskenblommer! De havde tænkt, sagde de, jeg havde
havt saamegen Conduite, at jeg intet vilde komme her med mine
Abenpudserier. Et var det, jeg var dem god nok som Komediantenspiller
og Pudsenmager ved en lystig Pokulats, men naar de var i deres Embede
skulde jeg blive dem af Syne. Var det nu vel talet, Hr. Gyldenleu,
nej det var syndigt, syndigt var det! Den Gemenhed, de havde viset
mig paa Vinstuer, betød intet at de saae mig an for deres Lige,
at jeg skulde komme her og bilde mig ind, jeg kunde faa deres
Omgængelse og Selskab nu de vare i deres Bestilling. Jeg var dem for
nærgaaendes, Hr. Gyldenleu! jeg maatte intet tro jeg kunde trænge
mig ind i deres Kompagnie her paa denne Sted, her brugte de ingen
Lust-Major! Det sagde de til mig, Hr. Gyldenleu! Og jeg forlangte jo
dog ikkuns det at sætte mit Liv i Vove, Side om Side med de andre
Bysens Borgere.»
«Naa ja,» sagde Ulrik Frederik og gabte, «jeg forstaar nok, det
harmer ham at han skal være udenfor det Hele. Og det vil jo ogsaa
falde ham noget langsomt at sidde stille og svede ved hans Pult,
mens Rigens Fremtid bliver afgjort her oppe paa Voldene. Naa, han
_skal_ komme med. For ...», han saae mistænksomt ned paa Daniel, «der
stikker vel ingen Lumskerier under, Mester?»
Den Lille stampede i Jorden af Raseri, han blev bleg som en kalket
Væg og hans Tænder skar imod hinanden.
«Naa, naa,» vedblev Ulrik Frederik, «jeg stoler paa ham; men han kan
da heller intet forlange En skal tro ham som om han havde et adeligt
Ord at give; -- og husk: hans Egne har vraget ham først og ... tys!»
Der dundrede et Skud ude fra en af Bastionerne ved Østerport, det
første, der blev løsnet i denne Krig.
Ulrik Frederik rettede sig, Blodet foer ham til Kinderne, hans Øje
stirrede begjærligt og betaget efter den hvide Røg, og da han talte,
var der en sælsom Skjælven i hans Stemme.
«Daniel!» sagde han, «op ad Formiddagen kan han melde sig hos mig
og bryd han sig intet om det, jeg sagde.» Saa gik han hastigt henad
Volden.
Daniel saae beundrende efter ham, saa sukkede han dybt, satte sig i
Græsset og græd som et ulykkeligt Barn græder.
* * *
Det var hen paa Eftermiddagen. En stærk, ujævn Vind blæste gjennem
Byens Gader og hvirvlede Skyer af Spaaner, Halmstumper og Støv et
Steds fra og et andet Steds til. Den rev Tagstenene løse, stemmede
Røgen ned i Skorstenene og foer ilde med Skiltene.
Farvernes lange, mørkeblaa Faner kastede den i Vejret i dunkle Buer,
smældede dem ud i sorte Bugter og surred dem rundt om de svajende
Stænger. Rokkedrejernes Hjul gyngede rastløst frem og tilbage,
Bundtmagerskiltene slog med de laadne Haler og Glarmestrenes
pragtfulde Glassole svinged og blinked i vildsom Uro om Kap med
Badskærernes blankt polerede Bækner.
I Baggaardene slog det med Lemme og Luger, Hønsene maatte krybe i Ly
bag Tønder og Skur og selv Svinene blev urolige i deres Stier, naar
Vinden peb ind til dem gjennem sollyse Sprækker og Fuger.
Trods Blæsten var det trykkende hedt; det blæste Varme ned.
Inde i Husene sad Folk og gispede af Hede, kun Fluerne summede
livligt omkring i den lummervarme Luft.
Paa Gaden var ikke til at være og i Bislagene trak det, derfor søgte
da ogsaa overalt de, der havde Haver, ud i dem. I den store Have,
der laa bagved Christoffer Urnes Gaard i Vingaardsstræde, sad en ung
Pige i Skyggen af et af de store Løntræer.
Hun sad og syede.
Det var en høj, slank Skikkelse; næsten spinkel var den, men Barmen
var bred og fyldig. Hendes Teint var bleg og blev endnu blegere ved
det rige, sorte, buklede Haar og de ængsteligt store, sorte Øjne.
Næsen var skarp, men fin, Munden stor, men ikke fyldig og med en syg
Sødme i Smilet. Læberne var meget røde og Hagen noget spids, men dog
stærk og kraftig formet. Hendes Paaklædning var ikke meget ordenlig:
en gammel, sort Fløjelsrobe med afbleget Guldbroderi, en ny, grøn
Filthat med store, snehvide Strudsfjer og Lædersko med rødslidte
Næser. Hun havde Dun i Haaret, og hverken hendes Halskrave eller
hendes lange hvide Hænder var ganske rene.
Det var Christoffer Urnes Broderdatter Sofie. Hendes Fader, Rigens
Raad og Marsk, Jørgen Urne til Alslev, Ridder af Elefanten, var død
allerede i hendes Barndom, Moderen Fru Margrethe Marsvin for et Par
Aar siden. Hun havde derfor nu sit Tilhold hos den gamle Farbroder
og da han var Enkemand, var hun, ialtfald af Navn, den, der styrede
Huset.
Hun sad og syede og nynnede til, mens hun i Takt vuggede den ene af
sine Sko paa Spidsen af Foden.
Over hendes Hoved susede og svajede de tætløvede Kroner i den stærke
Blæst med en Lyd som af brusende Vande. De høje Stokroser svingede
deres blomsterknappede Toppe frem og tilbage i ustadige Buer som
grebet af uroligt Vanvid og Hindbærriset dukkede sig forknyt og
vendte den lyse Vrange ud af Bladene, saa det skiftede Farve ved
hvert Pust. Tørre Blade sejlede ned gjennem Luften, Græsset lagde sig
fladt henad Jorden og paa Spiræabuskens lyse Løvbølge vuggede den
hvide Blomsterfraade op og ned i evig Skiften.
Saa blev en Stund Alt stille. Alting rettede sig, endnu som dirrende
af Angst og i aandeløs Forventning, og i næste Nu hvinede Vinden ned
igjen og Urosbølgen med dens Brus og dens Glittren, dens vilde Vuggen
og rastløse Vekslen bredte sig atter ud over Haven.
"Fillis sad udi en Skøyte,
Koridon blæst' i sin Fløjte
Højt saa at det Fillis hørte
Og sin Roer ej mere rørte,
Thi drev Skøyten paa en Sand,
Thi drev Skøyten ....."
Nede fra Laagen i den anden Ende af Haven kom Ulrik Frederik gaaende.
Sofie saae et Øjeblik forbavset der henad, saa bøjede hun sig atter
over sit Sytøj og nynnede videre.
Ulrik Frederik slentrede langsomt opad Gangen, stod nu og da stille
og saae paa Blomsterne og lod i det Hele taget som om han ikke havde
seet, at der var Nogen i Haven. Han drejede saa ind paa en Sidesti,
standsede bag en stor Jasminbusk og rettede paa sin Uniform og sit
Belte, tog Hatten af og purrede op i Haaret og gik saa videre.
Stien gik i en Bue og mundede ud lige foran Sofie.
«Ah Goddag, Jomfru Sofie,» udbrød han ganske overrasket.
«Goddag,» sagde hun roligt og venligt, fæstede betænksomt sin Naal i
Sytøjet, glattede det med Haanden, saae saa smilende op og nikkede.
«Velkommen, Hr. Gyldenløve!»
«Das nenn' ich blindes Glück,» sagde han og bukkede, «jeg ventede kun
at finde Jomfruens Hr. Cousin herude.»
Sofie saae hurtigt paa ham og smilte: «han er her intet,» sagde hun
og rystede paa Hovedet.
«Nej,» sagde Ulrik Frederik og saae ned for sig.
Efter en lille Pavse sukkede Sofie og sagde: «Hvad for en Lummervarme
det da ogsaa er idag!»
«Ja, det falder trolig ud til Torden, om Blæsten stiller af.»
«Ja--a,» sagde Sofie og stirrede tankefuldt op mod Huset.
«Hørte I det Skud imorges?» spurgte Ulrik Frederik og rettede sig som
for at antyde, at han vilde gaa.
«Ja, det er Hjærtens tunge Tider vi gaar imod i denne Sommer. En
kan fluks blive svagsindet ved at tænke paa al den Farlighed baade
for Folk og Ejendele, og naar En har saa mange kjære Slægtninge og
gode Venner som jeg har, der allesammen er med i denne ulykkelig'
Affaire og udsat' for at miste enten Liv eller Førlighed eller hvad
de ejendes er, saa er der ogsaa mer end Aarsage nok til at komme paa
alskens modige og underlige Tanker.»
«Nej, hjærte Jomfru Sofie! I maa for den lebendiges Gud intet falde
hen i Taarer, I maler Eder alting altfor dyster af
Tousiours Mars ne met pas au jour
Des objects de sang et de larmes
Mais»
og han greb hendes Haand og førte den op til sine Læber
«.... tousiours l'Empire d'amour
Est plein de troubles et d'alarmes.»
Sofie saae naivt op paa ham.
Hvor var hun ikke dejlig: Øjets mægtige, sugende Nat, hvor Dagen
vældede frem i Stimer af myldrende Lysblink som en sort Diamantsten,
der spiller i Solskjæret, Læbernes smertelig skjønne Bue, Kindens
stolte Liliebleghed, der langsomt svandt i rosengylden Rødme, lig en
Sky, som Morgensolen belyser og dunkelaaret som skære Blomsterblade
de fine Tindinger, der hemmelighedsfuldt tabte sig op i det mørke
Haar ....
Hendes Haand skjælvede i hans, kold som Marmor; hun drog den lempelig
tilbage og slog Øjnene ned. Sytøjet gled fra hendes Skjød, Ulrik
Frederik bøjede det ene Knæ mod Jorden for at tage det op og blev
liggende i den knælende Stilling.
«Jomfru Sofie!» sagde han.
Hun lagde sin Haand paa hans Mund og saae mildt alvorligt, næsten
smerteligt paa ham.
«Kjære Ulrik Frederik!» bad hun, «tag mig det intet op i nogen
ilde Mening, at jeg besværger Eder intet at lade Eder henføre af
en øjeblikkelig Sentiment til at søge at provocere en Forandring i
det angenemme Forholdende, der hidtil har bestanden os imellem. Det
tjener til Intet uden at føre os begge Fortræd og Misnøje. Rejs Eder
op fra denne ufornumstige Positur og sæt Eder manerligen hos mig her
paa Bænken, at vi kan tales ved i al Rolighed.»
«Nej jeg vil have min Skjæbnebog gjort op nu i denne Time,» sagde
Ulrik Frederik og blev liggende. «I veed kuns lidet hvor stor og
brændendes er den Amour jeg bær' til Eder, om I har kunnet tænke,
jeg skulde nøjes med slet og bart at være Eders gode Ven. For Kristi
blodige Sveds Skyld tro dog intet paa en Ting saa ren og platterdings
umulig. Min Kjærlighed til Eder er intet nogen ringe ulmendes Gniste
eller Funke, som I kan øge eller svække med Eders Munds Vejr, alt
som Eders Hu er; par dieu! den er en luestærk og fortærendes Ild,
men det staar til Eder om den skal spredes og slukkes ud i tusinde
vildsomme Flakkeflammer og irrende Vejrlys eller den skal brænde