Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 14

Tout le monde est pour vous un lieu de liberté,
Mais ce cruel honneur, ce fleau de nostre vie,
Sous de si dures loix la retient asservie,"
..........
Hun lukkede Bogen med et Slag, og næsten raabte:
"Il est vray je ressens une secréte flame
Qui malgré ma raison s'allume dans mon ame
Depuis le jour fatal que je vis sous l'ormeau
Alcidor, qui dançoit au son du chalumeau."
Hendes Stemme var igjen falden af, og de sidste Linier blev kun
hvisket ganske sagte og udtryksløst, næsten mekanisk, som om hendes
Fantasi til Akkompagnementet af Rhytmen dannede sig et andet
Billede, end det, Ordene tegned.
Hun lænede Hovedet tilbage og lukkede sine Øjne. Det var saa
besynderligt, saa ængstende, nu hun var bleven halvgammel, at føle
sig bevæget af de samme tungtaandende Længsler, de samme anelsesfulde
Drømme og urolige Forhaabninger, som havde gjennembævet hendes
Ungdom; men vilde de vare, vilde de være anderledes end det korte
Flor, som en solrig Efteraarsuge kunde kalde tillive, et Efterflor,
som bygged sine Blomster af Plantens allersidste Kraft, og gav
den svag og udtømt i Vinterens Vold? De var jo engang døde, disse
Længsler, og havde hvilet tyst i deres Grav. Hvad vilde de, hvad kom
de for? Var ikke deres Livsmaal opfyldt, at de kunde hvile i Fred,
og ikke rejse sig igjen i løjet Form af Liv, og lege Ungdomslegen om
igjen?
Saadan tænkte Marie vel, men det var ingenlunde alvorligt ment med
disse Tanker, det var kun digtende tænkt, og ganske upersonligt,
ligesom med en Andens Tankegang, thi hun havde ingen Tvivl om sin
Lidenskabs Styrke eller Varighed, og den havde fyldt hende saa
ganske og saa uimodstaaelig virkeligt, at der slet ingen Plads blev
til eftertænksom Forundring. I Fortsættelse af disse uvirkelige
Forestillinger, dvælede hun et Øjeblik ved Billedet af den gyldne
Remigius og hans urokkelige Tro paa hende, men det aflokkede hende
kun et bittert Smil, og et kunstigt Suk, og saa var hendes Tanker
andetsteds bundne.
Hun undredes paa, om Søren vilde have Mod til at bejle til hende.
Hun kunde knap tro det. Han var jo en Bonde ... og hun udmalede
sig hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene -- hans hundeagtige
Lydighedsfølelse, hans krybende, selvnedsættende Ærbødighed; hun
tænkte paa hans simple Vaner og hans Uvidenhed, hans bondeagtige
Sprog og grove Klæder, hans grove Arbejde, hans slidhærdede Legeme og
hans plumpe Graadighed. Og hun skulde bøje sig ind under alt dette,
elske alt dette, tage Godt og Ondt af denne sorte Haand ... der var
i denne Selvnedværdigelse en sælsom Nydelse, som halvt var i Slægt
med grov Sandselighed, men ogsaa i Slægt med det, der regnes for det
Ædleste og Bedste i Kvindens Natur.
Men saadan var jo ogsaa det Ler blandet, af hvilket hun var skabt --.
Nogle Dage senere færdedes Marie Grubbe i Bryggerset paa Tjele i Færd
med at blande Mjød; thi der var ikke faa af Bistaderne, der havde
taget Skade den Nat, Branden var.
Hun stod just inderst inde ved Gruen og stirrede ud gjennem Døren,
i hvis Aabning Hundrede af Bier, lokkede af den søde Honninglugt,
summede omkring, gyldne og glindsende af det indfaldende Sollys.
I det Samme kom Søren Ladefoged svingende ind ad Porten med en tom
Rejsevogn, i hvilken han havde kjørt Palle Dyre til Viborg.
Han saae et Glimt af Marie, skyndte sig at spænde fra, fik Vognen
trukket ind og Hestene paa Stald, og spankede saa en Stund omkring
med Hænderne dybt i Lommen paa sin lange Kudskefrakke og med Blikket
heftet paa sine store Støvler. Pludselig drejede han rundt og gik hen
mod Bryggerset, svingende resolut med den ene Arm, rynkende Panden
og bidende sig i Læben, som en Mand, der tvinger sig selv til en
ubehagelig, men uundgaaelig Afgjørelse. Han havde ogsaa bandt paa,
det skulde have Ende, ligefra Viborg og til Foulum, og han havde
holdt sig ved Mod ved en lille Flaske, som Husbonden havde glemt i
Vognen.
Han tog sin Hat i Haanden, da han kom ned i Bryggerset, men sagde
Ingenting og stod og gned forlegent med Fingeren paa Kanten af
Bryggekarret.
Marie spurgte, om Søren havde Bud til hende fra hendes Mand.
Nej.
Om Søren vilde smage paa hendes Bryg eller han vilde have et Stykke
Stenhonning?
Jo tak, -- nej, ellers Tak, det var ikke det, han var kommen om.
Marie blev rød og følte sig hel beklemt.
Om han maatte spørge om en Ting?
Jo, det maatte han saa godt.
Ja, han vilde da, med gunstig Forlov, bare sige det, at han var ikke
rigtig, for baade naar han sov og naar han var vaagen, havde han
alletider den naadige Frue i Tanker, men han kunde ikke gjøre for det.
Ja, men det var jo ogsaa rigtig nok af Søren.
Ja, det vidste han nu ikke, om det var, for det var ikke med at passe
det, han skulde, at han tænkte paa den naadige Frue. Det var paa en
anden Maner; han tænkte paa hende i hvad Folk kaldte for Kjærlighed.
Han saae ængsteligt spørgende paa hende og blev helt modfalden og
rystede paa Hovedet, da Marie svarede, at det var ret nok, det var,
hvad Præsten sagde, alle Mennesker skulde.
Nej, det var heller ikke paa den Vis, det var saadan elskendes. Men
det var nok uden Aarsag, for, vedblev han i en tirrende Tone, ligesom
han vilde yppe Klammeri, saadan en fine Frue, hun var vel bange for
at røre ved en simpel Bondekarl som han, endda Bønder alligevel var
halv som Mennesker ogsaa og hverken havde Vand eller sur Vælling til
Blod mere end som andre havde; han vidste nok fornemme Folk, de holdt
dem for at være en Slags for sig selv, men det var da nok det Ene
som det Andet, skulde han da tro, for de baade aad og drak og sov
og saadan Noget, ligesom det simpleste sølle Bondeskrog gjorde, og
han kunde derfor aldrig tænke, at den naadige Frue kunde tage Skade
af, at han kyste hende for hendes Mund, mere, end som hun tog af en
Herremands Kys. -- Ja, hun skulde nu ikke se saa vist paa ham, fordi
han var saa fri i sin Snak, han brød sig ikke om hvad han sagde, hun
var fri for at føre ham i Fortræd, for naar han gik herfra, gik han
enten ud i Møllerens Dam eller slog et Stykke Reb om sin Hals.
Det maatte han ikke sige, hun havde slet ikke tænkt paa at nævne et
Ord om ham til noget Menneske i Verden.
Naa, det havde hun endda ikke, ja det kunde En jo tro, om En vilde,
men det gjorde nu heller ingen Forandring i de Dele alligevel. Hun
havde ellers voldt ham Fortred nok, og det var ene hendes Skyld, at
han vilde undlive sig, for han elsked hende da saa inderlig.
Han havde sat sig ned paa en Ølskammel og sad nu og stirrede paa
Marie med et inderlig bedrøvet Udtryk i sine trofaste, milde Øjne;
mens hans Læber dirrede, som om han kæmpede med Graaden.
Hun kunde ikke lade være at gaa hen til ham og trøstende at lægge sin
Haand paa hans Skulder.
Men det maatte hun ikke, han vidste godt, at naar hun lagde sin
Haand paa ham og sagde nogle Ord stille for sig selv, saa kunde hun
læse Modet fra ham, og det vilde han nu ikke have. Ellers kunde hun
da godt sætte sig ved Siden af ham, alligevel han kun var en simpel
Bondekarl, naar hun betænkte at han var død inden Aften.
Marie satte sig.
Søren skulede hen til hende og flyttede sig lidt bort paa Bænken,
saa rejste han sig pludseligt op. Han vilde da sige Farvel og takke
den naadige Frue for alt Godt, den Tid de havde kjendt hinanden,
og om hun saa vilde hilse hans Sødskendebarn Ane, hende, der var
Bryggerspige der paa Gaarden.
Marie holdt hans Haand fast.
Ja, nu vilde han da gjerne afsted.
Nej, han skulde blive, der var ingen i Verden, hun holdt saa meget
af, som ham.
Aa, det sagde hun nu blot fordi at hun var bange for, at han skulde
gaa og pusle om hende alle Steder, men det kunde hun være rolig for,
for han var hende slet ikke hadsk, og han skulde aldrig komme hende
nær, efter at han var død, det skulde han baade love og holde, om hun
saa vilde slippe.
Nej, hun vilde aldrig slippe.
Ja, det kunde da ikke hjælpe, og Søren rev sin Haand til sig og løb
ud af Bryggerset, og tværs over Gaarden.
Marie var lige bag efter ham, da han smuttede ind i Karlekammeret,
slog Døren i efter sig og stemmede Ryggen imod.
«Luk op, Søren, luk op, ellers kalder jeg alle Folkene sammen.»
Søren svarede ikke, men tog ganske rolig noget beget Sejlgarn op af
Lommen og gav sig til at surre det om Klinken, mens han holdt Døren
i med Knæ og Skulder. Trudselen om Folkene frygtede han ikke, da han
vidste, de alle var i Engene ved Høet.
Marie hamrede paa Døren, alt hvad hun kunde.
«Herregud, Søren!» raabte hun, «saa kom da ud, jeg elsker dig jo saa
højt et Menneske elske kan, jeg gjør, Søren, jeg elsker dig, elsker
dig, elsker dig, -- aa, han tror mig intet, hvad skal jeg arme,
elendige Menneske da gribe til?»
Søren hørte hende ikke, han var gaaet igjennem Karlekammeret, og ind
i et lille Kammer der bagved, hvor han og Skytten plejede at sove.
Her skulde det gaa for sig, og han saae sig om derinde. Saa kom han
i Tanker om, at det var Synd for Skytten, det var bedre at gjøre det
derude, hvor de laa saa mange sammen. Han gik ud i Karlekammeret
igjen.
«Søren, Søren, aa lad mig komme ind, lad mig, hvad, aa luk op. Nej,
nej, aa, han hænger sig, og her staar jeg. Aa, for Gud den Almægtiges
Skyld, Søren, saa luk da op, jeg har jo elsket dig fra den første
Gang jeg saae dig. Kan du da intet høre? Der er Ingen, jeg har saa
kjær, som dig, Ingen, Ingen i Verden, Søren.»
«Er ed sand?» spurgte Sørens Stemme, hæs og ukjendelig, lige ved
Døren.
«Aa Gud have Lov til evig Tid! ja, ja, ja, Søren, det er sandt, det
er sandt, jeg svær' dig den højeste Ed, som paa Jorden er til, at
jeg elsker dig udaf min inderste Sjæl. Aa, Gud have evig Lov og Tak
...»
Søren havde taget Snoren af, og Døren gik op.
Marie foer ind i Kammeret, og kastede sig om hans Hals, hulkende og
jublende.
Søren stod ganske forvirret og forlegen ved det Hele.
«Aa, Himlen ske Tak, at jeg har dig igjen!» raabte Marie, «men hvor
var det, du vilde have gjort det? sig mig det nu,» og hun saae sig
nysgjerrigt om i Kammeret, med dets uredte Senge, hvor afblegede
Bolstre, sammenfiltret Halm og snavsede Læderlagner laa uordenligt
over hinanden.
Men Søren svarede ikke, han stirrede truende paa Marie: «hvafor saa
do ed et nøj far?[11]» sagde han og slog hende over Armen.
[11] "Hvafor saa" osv. = "hvorfor sagde du det ikke noget før?"
«Om Forladelse, Søren! om Forladelse!» græd Marie, og trykkede sig op
til ham, medens hendes Øjne bedende søgte hans.
Søren bøjede sig undrende ned over hende, og kyssede hende. Han var
ganske forbavset.
«De er da hverken Komeddi eller Obenbarels[12]?» spurgte han stille
hen for sig.
[12] Obenbarels = Aabenbarelse.
Marie rystede smilende paa Hovedet.
«Aa den Unde[13]! hvem skuld' da ha' tint[14] ....»
[13] Unde = Onde.
[14] tint = tænkt.
* * *
I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie og Søren holdt godt skjult,
men da Palle Dyres hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold
der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde dem uforsigtige, blev
det snart ikke nogen Hemmelighed for Tyendet paa Tjele, og da Parret
saae sig røbet, forsøgte det ikke i mindste Maade at holde Sagen
skjult, men levede som om Palle Dyre befandt sig i den anden Ende af
Verden, og ikke i Randers. Erik Grubbe brød de sig slet ikke om; naar
han truede ad Søren med sin Krykkestok, truede denne igjen med sin
Næve, og naar han skjændte paa Marie og vilde forsøge paa at bringe
hende til Fornuft, drillede hun ham med at ramse en hel Mængde op
for ham, uden at hæve sin Stemme højere end sædvanligt, hvad der var
nødvendigt, om han skulde høre Noget, da han var bleven helt tunghør,
og oven i Kjøbet paa Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en
Hue, hvis lange Øreklapper var bundet tæt ind til Hovedet, hvad der
da heller ikke gjorde ham mere lydhør.
At ikke ogsaa Palle Dyre blev Medvider, var ikke Sørens Skyld, thi i
sin ungdommelige Kjærligheds Ustyrlighed tog han ikke i Betænkning,
selv naar Husbonden var hjemme, i Mørkningen, eller naar han ellers
havde Lejlighed, at søge Marie op oppe i selve Herskabsstuerne, og
det var kun Loftstrappens heldige Beliggenhed, der i mere end eet
Tilfælde frelste ham fra at blive røbet.
Hans Stemning overfor Marie var noget vekslende, idet han undertiden
kunde komme i Tanker om, at hun var stolt og foragtede ham, og han
blev da meget lunefuld, tyrannisk og urimelig, og behandlede hende
haardere og raaere, end han egenlig mente af, for saa ved hendes
Lydighed og Blidhed at faa sin Tvivl modbevist og gjort til Intet;
som oftest var han imidlertid god og føjelig og let at lede, kun
skulde Marie være meget forsigtig med sine Klager over hendes Mand
og hendes Fader, at hun ikke skildrede sig som altfor føleligt
forurettet, thi saa blev han gal og rasende, og svor, han vilde slaa
Hjærnen ind paa Palle Dyre og lægge sine Hænder om Erik Grubbes tynde
Hals, og var saa opsat paa at fuldbyrde sin Trudsel, at der maatte
Bønner og Taarer til, for at faa ham gjort rolig igjen.
Men af Alt det, der kunde indvirke forstyrrende paa Forholdet mellem
Søren og Marie, var der dog Intet, der var mere vedholdende eller
mere virksomt, end Folkenes Drillerier, for de var selvfølgelig
yderst forbittrede over dette Kjærresteri mellem Madmoder og
Kudsk, der jo stillede denne deres Medtjener ulige heldigere end de
selv var stillede, og gav ham, navnlig i Husbondens Fraværelse, en
Indflydelse, hvortil han ikke havde mere Ret end de. Derfor pinte og
plagede de da ogsaa Søren paa alle optænkelige Maader, saa han tidt
var ude af sig selv, og snart var bestemt paa at rømme, snart paa at
tage sig af Dage.
Pigerne var naturligvis de, der var værst ved ham.
* * * * *
En Aften blev der støbt Lys i Tjele Borgestue. Marie stod ved den i
et halmfyldt Kar nedsænkede Kobberform[15] og dyppede Vægerne, som
Bryggerspigen Ane Trinderup, Sørens Sødskendebarn, lod dryppe af i
et gult Lerfad. Kokkepigen bragte og hentede Brikkerne, hængte dem
op under Lysebordet, og tog Lysene af, naar de var bleven tykke nok.
Ved Borgestuebordet sad Søren Ladefoged og saae til, han havde en
rød Klædeshue paa, der var udstafferet med Guldgalloner og sorte
Plumager, foran ham stod en Sølvkande med Mjød, og han sad og spiste
af et stort Stykke Steg, som han med sin Foldekniv skar i Stykker paa
en liden Tintallerken. Han spiste med stor Sindighed, drak imellem af
Kruset, og besvarede nu og da Maries smilende Nik med en langsom,
anerkjendende Hovedbevægelse.
[15] Form = Kjedelen, hvori den smeltede Tælle er.
Hun spurgte ham, om han sad godt.
Det var der Maade med.
Saa var det bedst, at Ane gik ind i Pigekammeret og hentede en Pude
til ham.
Det gjorde hun saa, men ikke uden at gjøre en hel Del Tegn til den
anden Pige, bag Maries Ryg.
Vilde Søren ikke have et Stykke Kage?
Jo, det kunde ikke være saa ilde.
Marie tog en Vægeten[16], og gik efter Kagen, men blev temmelig længe
borte.
[16] Vægeten = en Rulle af løstvunden Blaarvæge, gjennemtrukken med
Tælle, anbragt i en Stage af Konstruktion som en Voksstabelholder.
Hun var næppe ude af Døren, før begge Pigerne gav sig til at
skoggerle af fuld Hals, ligesom efter Aftale.
Søren skjævede arrigt hen til dem.
«Aa lille Søren,» sagde Ane, idet hun efterlignede Marie Grubbes
Røst og Tale, «vil Søren intet have en Salvet at tørre Sørens fine
Fingre paa, og en udpolstret Skammel til Sørens Fødder? Og kan
Søren nu ogsaa se at spise ved det ene tykke Lys, eller skal jeg
tænde bedre op for ham? hvad lille Søren? Og saa hænger der en sid,
blommerantes[17] Kjol' i Husbonds Kammers, skal jeg intet hente den,
den vilde være saa stads til Sørens røde Kabuds?»
[17] blommerantes = broget blomstret.
Søren værdigede hende ikke et Svar.
«Aa, vil Junkeren intet tale et bitte Ord?» fortsatte Ane, «saadan
simple Folk som os og vores Lige vil saa gjerne høre lidt fin Snak,
og jeg veed, at Junker kan, for du har da hørt, Trine, at hans
Kjærrest' har givet ham en Komplimentbog med al Slags Finhed i, og
det kan jo aldrigen fejle, at saadan en højbaaren Herre kan baade
stave og læse, enten det saa skal være forlænds eller baglænds.»
Søren slog med den knyttede Næve i Bordet, og saae vredt til hende.
«Søren,» begyndte nu den Anden, «A vil gi' dæ en gal Skjelling for en
Kys; A ved nok te do plejer at faa baade Stieg og Most a hinner den
Gammel ...»
I det Samme traadte Marie ind med Kagen og satte den for Søren, men
han slængte den hen over Bordet.
«Jav di Kvinner ud!» raabte han.
Ja men Tællen blev jo kold.
Det brød han sig ikke om.
Saa blev Pigerne da sendt udenfor.
Søren smed den røde Hue langt fra sig og bandte og var vred; hun
skulde ikke her gaa og bringe Æde for ham, som om han var en mager
Gris, og han vilde ikke gjøres til Nar for Folk ved hendes Laven
Komediantspillerhuer til ham, det skulde have en Ende dette her, det
var ham, der var en Mand, og det var Ingenting lig ad, at han gik
her og lod sig kjæle for, han havde ikke ment det saaledes, han vilde
raade og hun skulde lyde, han vilde give og hun skulde tage; ja han
vidste nok, han Ingenting havde at give af, men derfor skulde hun
ikke gaa og gjøre ham til Nummer Nul ved at give til ham. Vilde hun
ikke gaa med ham gjennem Kamp og Flint, saa maatte de skilles ad.
Dette kunde han ikke holde ud, hun skulde give sig rigtig i hans Magt
og rømme med ham, hun skulde ikke sidde der og være den naadige Frue,
saa han altid skulde se op til hende, han trængte til hun skulde være
Hund med ham, hun skulde have det saadan at han kunde være god imod
hende og faa Tak af hende, og hun skulde være bange for ham, og hun
skulde Ingenting have at stole paa uden paa ham.
En Vogn kom rullende ind ad Porten, og da det skjønnedes at maatte
være Palle Dyre, listede Søren ned til Karlekammeret.
Her sad der tre Karle paa deres Senge, foruden Skytten Søren Jensen,
som stod op.
«Der haar vi Baruenen!» sagde den ene Karl, som Kudsken traadte ind.
«Tys, lad ham Ingenting høre!» udbrød den Anden med forstilt
Ængstelighed.
«Ja,» hviskede den Første halvhøjt, «A vild' it vær' i hanses Sted
for saamanne Rosenobler, som der kan gaa i en Møl'sæk.»
Søren saae sig urolig omkring og satte sig saa ned paa en Kiste, der
stod opimod Væggen.
«Det maa vær' en pinagtig Død aa faa,» sagde den, der havde tiet og
gøs.
Søren Skytte nikkede alvorligt ad ham og sukkede.
«Hva er et, der er po Snak?» spurgte Søren med forstilt Ligegyldighed.
Ingen svarede.
«Er et herover?» spurgte den første Karl og lod Fingeren glide
tversover sin Nakke.
«Tys!» sagde Skytten og rynkede Pande ad Spørgeren.
«Er et mæ, I snakker om,» sagde Søren, «saa sej it der og kryk, men
sæj hva' I vil sæj.»
«Ja!» svarede Skytten med megen Eftertryk paa Ordet, og saae med
alvorsfuld Bestemthed paa ham. «Ja, Søren, det _er_ om dig. Herregud!
...» han foldede sine Hænder og syntes at fortabe sig i mørke
Grublerier. «Søren,» begyndte han saa igjen og tørte sig om Næsen,
«det er halsløs Gjerning, du bedriver, og jeg vil sige dig det,»
han talte som om han læste det op af en Bog, «vend om, Søren! der
staar Galgen og Blokken,» han pegte imod Hovedbygningen, «der er en
kristelig Levnet og Begravelse,» og han førte i en Bue Haanden i
Retning af Hestestalden. «For du skal straffes paa din Hals, det er
Lovens hellige Ord, ja det er, det er det, betænk det.»
«Aa,» sagde Søren trodsigt, «hvem vil angi'e mæ?»
«Jo,» gjentog Skytten med en Betoning, som om der var bleven
fremført en Ting, der meget forværrede Sagen, «hvem vil angive dig?
Søren, Søren, hvem vil angive dig? -- Du er jo Fanden partere mig
ogsaa taabelig,» fortsatte han i en ganske uhøjtidelig Tone, «og det
ogsaa rigtig taabeligen at rende efter saadan en halvgammel Kvind,
naar der er det at vove ved det, som der er. Var hun endda ung! --
Og saa en gal Satan ogsaa, lad du den Blaakindede beholde _hende_ i
Fred, der er da Gud ha' Lov andre Kvindfolk til end som hende.»
Søren havde hverken Mod eller Lyst til at forsøge paa at forklare
dem, at han slet ikke kunde leve uden Marie Grubbe, han var selv
ganske skamfuld over denne ufornuftige Lidenskab, men det vilde være
at hidse hele Koblet, Karle og Piger paa sig at tilstaa Sandheden, og
derfor løj han saa og fornægtede sin Kjærlighed.
«Ja de' er en viis Vej,» sagde han, «men sier I Folkens, A haar
en Rigsdaler, naar som Ajer[18] di ingen haar, og jen Lap og jen
Ralt[19], og jen til og manne flier[20], det blyver en hiel Las[21],
bette Venner, og foer A føst mi Paang fuld, saa kvitterer A lissaa
stil', og saa ka jo jen a Jer forsøg hans Lyk'.»
[18] Ajer = andre.
[19] jen Ralt = een Pjalt.
[20] flier = flere.
[21] hiel Las = helt Læs.
«Det er nu godt nok,» svarede Søren Skytte, «men det er at stjæle
Penge med Rebet om sin Hals, kalder jeg det. Det kan jo være liflig
nok at faa givendes til Gave baade Klæder og Sølv, og det kan jo
ogsaa være skjønt nok at ligge og strække sig paa sin Seng, og
give sig ud for syg, og saa faa baade Vin og Steg og hvad godt er
sendendes ned, men det vil aldrig gaa her mellem saa mange Folk, det
kommer lige godt op en Dag, og saa er det værste i Verden dig vist.»
«Aa, di lar et aldrig go saa vidt,» sagde Søren lidt modløs.
«Ja, de vil da gjerne af med hende begge to, og hendes Søstre og
hendes Svogre, de er' ikke det Slags Folk, der skulde ville gaa
imellem, naar de kan faa hende gjort arveløs.»
«Aa, Fajen i hvi't[22], saa hjælper hun mæ nok!»
[22] hvi't = hvilket.
«Tror du? hun kan have nok med at hytte sig selv, det har været galt
med hende for tidt, til at der skulde være Nogen, der vilde hjælpe
hende med saa meget som en Havresaa.»
«Naa ja da,» sagde Søren og gik ind i Bagkammeret, «truet Mand ka'
læng' løv'[23].»
[23] løv' = leve.
Fra den Dag af maatte Søren, hvor han stod og hvor han gik, høre
paa skumle Hentydninger til Galgen og Blokken og de gloende Tænger
og Følgen heraf var, at han for at holde Skrækken borte og Modet
oppe, tog sin Tilflugt til Brændevinet, og da Marie jævnlig havde
stukket Penge til ham, var han aldrig nødt til at holde sig ædru.
Efterhaanden blev han imidlertid ligegyldig for Trudslerne, men var
dog meget forsigtigere end før, holdt sig mere til Folkene og søgte
sjeldnere Marie.
Da Julen nærmede sig og Palle Dyre kom hjem og blev hjemme, ophørte
Møderne mellem Søren og Marie ganske, og for nu end yderligere at
bringe sine Medtjenere til at tro, at Alt var forbi og saaledes
afholde dem fra at sladre til Husbonden, gav Søren sig til at lege
Kjæreste med Ane Trinderup, og han skuffede dem Alle, endogsaa Marie,
hvem han dog havde indviet i Planen.
Tredie Helligdag, medens næsten Alle var i Kirke, stod Søren for
Enden af Hovedbygningen og legede med en af Hundene, da han hørte
Maries Stemme kalde, næsten under Jorden, syntes han.
Han vendte sig om, og saae da Maries Ansigt gjennem en Luge lige nede
ved Grunden, Lugen til Saltkjælderen.
Hun var bleg og forgrædt, og hendes Øjne stirrede saa forvildet og
ængsteligt under de smerteligt sammendragne Bryn.
«Søren,» sagde hun, «hvad har jeg gjort dig, at du intet mere holder
af mig?»
«Jamen det gjør A jo! Ka' do it forstaa, te A mo si mæ fuer, for her
laver de jo po ingenting Ant end aa leg mæ ö og fo mæ undlyvet. Snak
it te mæ og la mæ go, om do it vil ha e Hjæl a mæ[24].»
[24] tage Hjællet af En = slaa En ihjæl.
«Lyv intet, Søren, jeg ser vel hvorhen du stiler, men jeg ønsker
aldrig en ond Time over dig for det, for jeg er jo intet din
Ungdomslige, og du har altid havt Sind til Ane, men du har Synd af at
lade mig se paa det, det er intet vel betænkt. Du skal aldrig tro,
jeg vil tigge mig dig paa, for jeg veed saa grangivelig hvor vovelig
det vilde stæde dig og hvad Ryk og Slid og Haardhed der skulde til,
om vi skulde blive et Par for os selv, og det var da ogsaa knap at
ønske for Nogen af os, alligevel jeg intet kan lade det være.»
«Jamen A vil hverken ha' Ane for lidt eller møj, den Buentøs[25] hun
er, A holder a Ingen i Verden foruden som dæ, la' dem saa kald' dæ
gammel og und og hvad Dævlen di vil.»
[25] Buentøs = Bondetøs.
«Jeg tror dig intet, Søren, saa gjærne jeg vilde.»
«Trover do mæ it?»
«Nej, Søren, nej; jeg vilde kuns ønske at det var min Grav her, hvor
jeg staar og jeg kunde lukke Lugen og sætte mig ned og sove hen i
Mørket.»
«Du skal nok kom' te og trov mæ.»
«Aldrigen, aldrigen, der er ikke den Ting i Verden du kunde gjøre,
der kunde faa mig til det, for der er intet en Rimelighedstanke deri.»
«Do gjør' mæ tobele mæ di Snak, og det vil do fortryd', for om saa A
skal brindes løvendes op eller pines ihjæl for den Tings Skyld, saa
skal do kom' te aa trov mæ.»
Marie rystede paa Hovedet og saae bedrøvet paa ham.
«Ja saa mo et vær'[26], i hunt[27] et saa gor,» raabte Søren og løb
bort.
[26] saa mo et vær' = saa maa det ske.
[27] i hunt = hvordan end.
Ved Kjøkkendøren standsede han og spurgte efter Ane Trinderup og fik
til Svar at hun var i Haven. Han gik saa over i Karlekammeret, tog en
ladt, gammel Bøsse af Skyttens, og løb ud i Haven.
Ane stod og skar Grønkaal da Søren fik Øje paa hende. Hun havde
Forklædet fuldt af Blade og holdt den ene Haands Fingre op til Munden
for at aande dem varme. Ganske langsomt listede Søren henimod hende,
med Blikket fæstet paa det Nederste af hendes Skjørt, for han vilde
ikke se Ansigtet.
Pludselig vendte Ane sig om og saae Søren, og hans mørke Miner,
Bøssen og den listende Gang gjorde hende bange, og hun raabte henimod
ham: «aa lad vær, Søren, lad vær!» Han løftede Bøssen, Ane styrtede
med et vildt, skingrende Skrig afsted hen igjennem Sneen.
Skuddet faldt, Ane blev ved at løbe, tog sig saa til Kinden og sank
om med et forfærdet Raab.
Søren kastede Bøssen og løb hen til Enden af Vaaningshuset.
Lugen var lukket.
Saa hen til Hoveddøren, ind gjennem alle Stuer, til han fandt Marie.
«Det er forbi!» hviskede han bleg som et Lig.
«Er de efter dig, Søren?»
«Nej, A haar skot hende.»
«Ane? aa hvordan skal det gaa os? -- rend Søren, rend -- tag en Hest
og røm, skynd dig, skynd dig, tag den Graa.»
Søren løb.
Et Øjeblik efter sprængte han ud ad Porten.
Han var ikke kommen Halvvejs til Foulum, før Kirkefolkene kom hjem.
Palle Dyre spurgte straks, hvor Søren skulde hen.
«Der ligger En ude i Haven og jamrer,» svarede Marie; hun skjælvede
over hele Legemet og kunde neppe staa paa sine Ben.
Palle og en af Karlene bar Ane ind, der skreg, saa det kunde høres
langt bort; men forøvrigt var Faren ikke stor, Bøssen havde været
ladet med Rævehagl, og et Par Stykker var gaaet igjennem Kinden og
nogle flere havde boret sig ind i Skulderen, men da det blødte
stærkt og hun klagede sig saa ynkeligt, blev der sendt Vogn til
Viborg efter Badskjæreren.
Palle Dyre udspurgte hende, da hun nogenlunde havde fattet sig, om
hvorledes det Hele var gaaet til og fik da baade det at vide og hele
Historien om Forholdet mellem Søren og Marie.
Da han kom ud fra Sygeværelset, trængte Tjenestefolkene sig om ham
og vilde alle fortælle ham om det, han nys havde hørt; de var nemlig
bange for at de ellers paa en eller anden Maade kunde komme til at
blive straffede. Palle vilde imidlertid ikke høre paa dem, sagde, det
var Snak og dumme Rygter og sendte dem bort. Det Hele var ham nemlig
meget ubelejligt; Skilsmisse, Forhørsrejser, Proces og lignende
Udgifter, det vilde han helst undgaa, Sagen maatte kunne neddysses
og Alt gaa i Orden igjen og blive som det var. Selve Maries Utroskab
var ham taalelig ligegyldig, og Sagen kunde maaske vendes til det
Gode derved, at han kunde faa mere Magt over hende og muligvis ogsaa
over Erik Grubbe, hvem det sagtens vilde være meget om at gjøre, at
Ægteskabet holdt, tiltrods for at det var brudt.