Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 08

til Ulrik Frederik spurgte ham om han ved Hjælp af den lille Seddel,
han for nogle Dage siden havde ladet ham tilskikke ved Ole Borch,
havde stillet hans Horoskop.
«I det Store,» sagde Burrhi, «kunde jeg vel nok sige Eder, hvad
Eder er bestemt, men naar ikke Nativiteten stilles ret lige i den
Time Barnet fødes, saa kommer intet alle Smaategn med og Resultatet
bliver da kuns meget lidt at lide paa. Dog veed jeg noget. Ja ja,»
vedblev han og strøg sig over Øjnene, «havde I været borgerlig født
og i en Medikusses ringe Stilling, da havde jeg kun havt glade
Ting at berette Eder; men nu vil Verden intet blive Eder fuldt saa
let. Det er paa visse Maader meget at beklage, at Verdens Gang
i de meste Tilfælde er saaledes, at en Haandværkeres Søn bliver
og en Haandværkere, en Kjøbmands Søn en Kjøbmand, en Bondes Søn
en Bonde og saaledes fort over det Hele, thi, Manges Ulykke har
aleneste deri sin Grund, at de give sig hen i en anden Bestilling
end den, Himmeltegnenes Stilling ved deres Fødsel anviser Dem. Om
saaledes En, der er født i Begyndelsen af Vædderens Tegn, giver
sig i Krigerstanden, da vil Intet lykkes for ham, og Saar og liden
Forfremmelse og tidlig Død vil være ham vis, men om han tager sig
til at arbejde med sine Hænder som Kunstsmed eller Stensnidere, vil
Alting staa for ham som paa Pinde. En, der er født under Fiskenes
Tegn, i den første Part, ham bør det at dyrke Jorden eller om han
er rig, at skaffe sig meget Jordegods, den, som er født i sidste
Part, maa søge sin Lykke paa Søen, enten det saa maa være som gemen
Børtskippere eller som Admiral. Tyrens Tegn i første Part er for
Krigsfolk, i sidste Part for Advokater, Tvillingerne som I er født
under, er som jeg siger for Medici i første Part, og for Kjøbmænd i
anden Part. -- Men lad mig nu se Eders Haand!»
Ulrik Frederik rakte Haanden frem, Burrhi gik hen til
Hestesko-Trianglen og strøg sine Sko henover dem, som en Linedandser
stryger sine Saaler paa Harpiksbrædtet inden han gaar ud paa Tovet.
Saa saae han i Haanden.
«Ja,» sagde han, «Æres-Linien er hel og lang, ser jeg, og rækker saa
vidt, den række kan, uden at naa til en Krone. Lykke-Stregen er mat
paa nogen Tid, men bliver alt mere og mere klar. Der er Livsfuren,
den ser hel ilde ud desværre, I maa tage Jer vel i Vare til I har
naaet Syvogtyveaarsalderen, til da er Eders Liv haardt og hemmeligt
truet, men saa bliver Linien klar og stærk helt op i høj Alderdom,
men den skyder kun en Streg ud -- jo dog, der er alt en mindre hos --
ja, I vil faa Livsarvinger i tvende Kuld, det fejler intet, men faa
i hvert.»
Han slap Haanden.
«Hør,» sagde han alvorligt, «der er Fare for Eder, men hvor den
truer, det ser jeg intet, dog, aaben Krigsfare det er det ingenlunde;
skulde det være Fald eller anden Rejsevaade, saa tag her disse
trekantede Malakiter, de er af en særdeles Sort; ser I her, i denne
Ring har jeg dem selv, de skytter godt mod Fald eller Styrtning fra
Hest eller Vogn. Tag dem med, bær dem paa Jert blotte Bryst, eller
om I lader dem sætte i en Ring, da tag Guldet ud bagved, for de maa
røre, hvis de skal skjærme; og se her en Jaspissten, kan I se, der
sidder i den som et Træes Lignelse, den er saare rar og fin, og god
mod snigendes Vaabenstik og flydendes Forgift. Jeg beder Eder end en
Gang, min dyrebare, unge Herre, I vogte Eder vel, især for Kvindfolk;
jeg veed det intet sikkert, men der er Tegn, der tyder, at Faren
blinker i et Kvindfolks Haand, men jeg veed det intet, det er intet
vist, vogt Eder derfor ogsaa for arge Venner og skalkagtige Tjenere,
for kolde Vande og for lange Nætter.»
Ulrik Frederik tog venligt mod Gaverne og glemte ikke den følgende
Dag at sende Guldmageren en kostbar Halskjæde til Tak for hans gode
Raad og gode Værgestene.
Herefter gik hans Rejse uden Standsning lige til Spanien.


X.

Der blev saa stille i Gaarden den Foraarsdag, da Hestenes Hovslag
var døet bort i det Fjerne. Endnu stod alle Døre aabne efter
Afskedsstundens Travlhed, endnu stod Bordet dækket, hvorved Ulrik
Frederik havde spist, hans Salvet laa endnu ved hans Couvert,
saaledes som han havde krammet den sammen, og fugtige Spor af hans
store Ridestøvler var endnu synlige hele Gulvet over.
Derhenne ved det store Pillespejl havde han trykket hende til sit
Bryst, kysset og kysset hende til Farvel og søgt at trøste hende ved
svorne Løfter om snarligt Gjensyn.
Uvilkaarligt gik hun hen for Spejlet som for at se, om det ikke
havde holdt hans Billede fast, saaledes som hun for et Øjeblik
siden, indesluttet i hans Arme, havde set det. Hendes egen ensomme,
forknytte Skikkelse, hendes blege, forgrædte Ansigt mødte hendes
søgende Blik inde bag Spejlets glatte, blanke Flade.
Porten blev lukket i dernede, Tjeneren tog af Bordet, og Nero,
Passando, Rumor og Delphin, hans kjæreste Hunde, der havde været
lukket inde, løb med ynkelig Piben, snusende til Sporene, rundt i
Stuen. Hun vilde kalde dem hen til sig, men kunde ikke for Graad.
Passando, den store, røde Rævemynde, kom hen til hende, hun knælede
ned og klappede den og strøg den, men den logrede kun adspredt med
Halen og saae hende med store Øjne lige op i Ansigtet og peb og peb.
Hine første Dage, -- hvor dog Alt var tomt og trist, hvor langsomt
Tiden randt, og hvor knugende tungt Ensomheden laa paa hende, og hvor
Længslen saa imellem var skjærende skarp som Salt i en aaben Vunde.
Ja, det var de første Dage, men da det saa ikke var nyt længer
og blev ved at komme Altsammen, Mørket og Tomheden, Længslen og
Sorgen, Dag for Dag, som et Snevejr, der falder Flok paa Flok,
den ene langsomt dalende Flage efter den anden, da kom der en
underlig Haabløshedens Sløvhed og Ro over hende, ja næsten som en
Følelsesløshed, der sætter sig lunt tilrette i Sorgens Hygge.
Og saa var det pludseligt igjen helt anderledes.
Alle Nerver spændte i den højeste Pirrelighed, alle Aarer bankende
af livstørstigt Blod og hendes Fantasi saa fuld som Ørkenens Luft af
farverige Billeder og daarende Syner.
I slige Dage følte hun sig som en Fange, der utaalmodigt ser sin
Ungdomstid, Vaar paa Vaar, glide gold forbi, uden Blomster, mat
og øde, stadigt svindende, aldrig kommende. Og det var hende som
Tidens Sum blev talt hende til Time-Hvid for Time, og som hver af
dem med Klokkeslagets Klang faldt klirrende ned for hendes Fødder og
smulnedes og blev til Støv, og da kunde hun i kvalfuld Livslængsel
vride sine Hænder og skrige som i Pine.
Sjældent viste hun sig ved Hoffet eller hos sin Slægt, thi Etiketten
fordrede, at hun holdt sig hjemme, og da hun kun var meget lidt stemt
til at paaskjønne Besøg, ophørte disse snart, og hun var ganske
overladt til sig selv.
En lad Mathed blev snart Følgen af denne ensomme Grublen og Sørgen,
og hele Dage og Nætter i Rad blev hun liggende tilsengs og søgte her
at holde sig i en halv vaagende, halv slumrende Tilstand, der affødte
æventyrlige Drømme, som i Klarhed langt overgik den sunde Søvns
taagede Drømmebilleder, saa de næsten var som virkelige, og gav en
kjærkommen Erstatning for det Liv, hun savnede.
Dag for Dag blev hun mere og mere pirrelig, saa den mindste Larm
voldte hende Smerte, og hun kunde faa de sælsomste Indfald og
pludselige, vanvittige Ønsker, der næsten maatte vække Tvivl om
hendes Forstand.
Der var vel ogsaa kun et Straas Bredde mellem Vanviddet og denne
sælsomme Lystenhed, som betog hende efter at udføre en eller anden
fortvivlet Handling, blot for at udføre den, ikke fordi hun havde
mindste Grund dertil, ja ikke en Gang rigtig ønskede det.
Saaledes hændte det undertiden, naar hun stod ved det aabne Vindue,
lænet til Vindueposten og saae ned i den stenlagte Gaard dybt under
hende, at der foer igjennem hende en fristende Drift til at kaste
sig derned, blot for at gjøre det. Men i det samme Nu havde hun
i Fantasien gjort Springet, og hun følte den skjærende, kjølige
Kildren, som Spring fra høje Steder frembringer og hun foer fra
Vinduet ind i det Inderste af Stuen, rystende af Angst og med
Billedet af sig selv, liggende blodig nede paa de haarde Sten, saa
tydeligt for sig, at hun maatte gaa til Vinduet igjen og se ned, for
at jage Billedet bort.
Mindre farlig og af en lidt anden Natur var den Lyst hun følte, naar
hun, hvad der stundom hændte, kom til at se paa sin blottede Arm, og
næsten nysgjerrigt fulgte de blaa og dunkeltviolette Aarers Løb under
den hvide Hud, den Lyst, hun da følte til at bide ned i dens hvide
Runding, og hun fulgte virkelig sin Lyst og bed som et grumt lille
Rovdyr Mærke paa Mærke, men saasnart det gjorde rigtig ondt, holdt
hun straks op og gav sig til at kjæle for den stakkels mishandlede
Arm.
Til andre Tider kunde hun, bedst som hun sad, finde paa at gaa ind og
klæde sig af, blot for at svøbe sig i et tykt, rødt Silketæppe og
mærke det blanke Stofs kjøligt glatte Berøring eller for at lægge en
iskold Staalklinge nedad sin blottede Ryg.
Af saadanne Indfald havde hun mange.
* * * * *
Efter fjorten Maaneders Fraværelse vender saa Ulrik Frederik hjem.
Det var en Julinat. Marie kunde ikke sove, hun laa og lyttede paa den
langsomt pibende Sommernatsvind, urolig af alskens ængstende Tanker.
De sidste otte Dage havde hun ventet Ulrik Frederik hver Time i
Døgnet, ønskende hans Komme, frygtende hans Komme.
Vilde Alting blive igjen som i gamle Dage, for fjorten Maaneder
siden? -- det syntes hende nej det ene Øjeblik, ja det andet. Hun
kunde nu ikke rigtig tilgive ham den Spaniensrejse, hun var bleven
saa gammel i al den Tid, saa forsagt og stilfærdig, og nu kom han
hjem, vant til Glands og Tummel, friskere og mere ungdommelig end
før, og fandt hende bleg og falmet, tung i Sind -- tung i Gang, slet
ikke den Gamle, og i det første Møde vilde han være saa fremmed og
kjølig overfor hende og det vilde gjøre hende endnu mere forskræmt,
og han vilde vende sig fra hende, men aldrig vilde hun vende sig fra
ham, nej, nej, hun vilde vaage over ham som en Moder, og naar Verden
gik ham imod, saa vilde han komme til hende, og hun vilde trøste ham
og være ham saa god, savne for hans Skyld, lide og græde, gjøre Alt
for hans Skyld. -- Saa syntes det hende igjen at saasnart hun saae
ham, vilde Alt være som det var, jo, de stormede gjennem Stuen, som
kaade Pager, stimede og støjede, og Væggene gav Gjenlyd af Latter og
Jubel og Krogene hviskede med Kys --.
Som hun tænkte sig det saadan, faldt hun i en let Blund og det larmed
og legte ind i hendes Drømme, og da hun vaagnede, larmed det endnu,
raske Fodtrin lød paa Trapperne, Porten slog op, Døre lukkedes, Vogne
rumlede paa Gaden og Hestehove skrabede i Stenbroen.
Det er ham! tænkte hun, sprang op, greb det store, stukne Sengetæppe,
og svøbt i det som en Kaabe, ilede hun ind gjennem Værelserne. I
Storstuen standsede hun, der stod en Bissepraas i en Træstage nede
paa Gulvet og brændte, et Par af Lysene i Armstagerne var tændte,
Tjeneren var løben fra disse Forberedelser af lutter Travlhed.
Det talte derude. Det var Ulrik Frederiks Røst, hun skjælvede af
Bevægelse.
Døren gik op, og med Hat paa Hovedet og Kappe omkring sig stormede
han ind, vilde gribe hende i sine Arme, men fik kun fat i hendes
Haand, for hun foer tilbage, han saae saa fremmed ud, hun kjendte
ikke hans Dragt, han var bleven saa brun og saa fyldig, og under
Kappen var han i en sælsom Klædning, hun aldrig havde seet Mage til,
det var den nye Mode med lang Vest og skindbræmmet Kjole, og den
forandrede helt hans Figur og gjorde ham endnu mere ukjendelig.
«Marie,» raabte han, «min hjærte Pige,» og han vred hende ind til
sig, saa det værkede i hendes Haandled og hun vaandede sig af Smerte.
Men han mærkede det ikke, han var temmelig drukken, thi Natten var
ikke varm og de havde bedet godt i den sidste Kro.
Det hjalp kun lidt Marie stred imod, han kyssede og klappede hende
vildt og ubændigt. Endelig slap hun dog fra ham, og med blussende
Kind og bølgende Barm flygtede hun ind i den nærmeste Stue; saa kom
hun dog i Tanker om, at det maaske var en vel sælsom Velkomst og
vendte tilbage.
Ulrik Frederik stod paa samme Plet, helt forvirret, delt imellem
Bestræbelsen for at faa sin omtaagede Forstand til at fatte, hvad der
foregik, og Anstrængelsen for at hægte Hagekrogen i sin Kappe op,
men hans Tanker og hans Hænder var lige hjælpeløse. Da nu Marie kom
tilbage og friede ham for Kappen, kom han paa, at det Foregaaende
nok skulde være Spøg og brast ud i en skogrende Latter, slog sig paa
Laarene, vred og vendte sig, ravende som han var, truede skjælmsk ad
Marie og lo fornøjet og godmodigt, havde aabenbart noget Spøgefuldt,
han vilde sige, begyndte ogsaa paa det, men kunde ikke faa det frem,
og sank endelig ganske opløst og lattergreben ned paa en Stol,
stønnende og gispende af al den Leen, med et lykkeligt, bredt Smil
over hele Ansigtet.
Lidt efter lidt veg Smilet for et døsigt Alvor, saa rejste han sig
op og gik i tavs, misfornøjet Majestæt frem og tilbage over Gulvet,
stillede sig omsider op ved Kaminen, foran Marie, med den ene Arm i
Siden, den anden støttet paa Gesimsen og saae overlegent -- stadig
slynget af den stærke Rus -- ned paa hende.
Han holdt nu en lang, usammenhængende Fuldmandstale om sin egen
Storhed, om den Ære, der var viist ham udenlands, og om den store
Lykke, det var for Marie som en menig Adelsmands Datter, at have til
Gemal En, der om han havde villet, kunde have hjemført en Prindsesse
af Blodet. Han gik derefter uden Grund over til at sige, at han vilde
være Herre i sit Hus, og truede Marie, at hun skulde være saa lydig,
saa lydig, han vilde ingen Raisonering høre paa, ikke et Kny, ikke
eet; hvor højt han ogsaa havde hævet hende, saa blev hun dog altid
hans Slave, hans lille Slave, lille, søde Slave, og nu blev han saa
mild som en legende Los, græd og smiskede og trængte med hele en
drukken Mands Ihærdighed ind paa hende med grove Kjærtegn og plumpe
Elskovsord -- uundgaaelige, uafviselige.
* * * * *
Næste Dags Morgen vaagnede Marie længe før Ulrik Frederik.
Det var næsten med Had, hun betragtede den sovende Skikkelse ved
hendes Side. Hendes Haandled var hovnet op og var ganske ømt fra hans
voldelige Velkomsthilsen igaaraftes. Der laa han med de kraftige Arme
under den stærke, laadne Nakke; sorgløst, trodsigt, syntes det hende,
aandede det brede Bryst, og der var et dorsk, mæt Smil paa de røde,
fugtigt glindsende Læber.
Hun blev bleg af Harme og rød af Undseelse, ved at se paa ham.
Næsten fremmed for hende ved den lange Adskillelse, var han trængt
ind, pukkende paa hendes Kjærlighed som sin Ret, overmodig vis paa
hele hendes Sjæls Hengivenhed og Tilbøjelighed, som En er vis paa at
finde sine Møbler staaende, hvor de stod, da En gik ud. Vis paa at
være savnet, vis paa at Længsels Klager havde svunget sig fra hendes
skjælvende Læber henimod ham i det Fjerne, vis paa at alle hendes
Ønskers Maal var hans brede Favn --.
Da Ulrik Frederik stod op, fandt han hende halvt siddende, halvt
liggende paa en Løjbænk inde i den blaa Stue. Hun var bleg,
Ansigtstrækkene slappe, Øjnene nedslagne, og den syge Haand laa mat
ned i hendes Skjød, svøbt i et Kniplingslommetørklæde; han greb
efter den, men hun rakte ham langsomt den venstre og heldte med et
smerteligt Smil Hovedet tilbage.
Ulrik Frederik kyssede smilende den fremrakte Haand, kom med nogle
spøgefulde Bemærkninger om hans Tilstand igaaraftes og undskyldte
sig med, at han, saalænge han var i Spanien, aldrig havde faaet en
eneste god Rus, fordi Spanierne slet ingen Forstand havde paa at
drikke, og han tilføjede, at naar han skulde være ærlig, saa drak han
heller den uægte Alikant og Malagavin fra Johan Lehns Stue eller fra
Bryhanskjælderen, end det ægte, søde Djævelskab, der vankede dernede.
Marie tav.
Frokostbordet stod dækket og Ulrik Frederik spurgte, om de ikke
skulde spise.
Marie skulde Ingenting have, hun bad ham undskylde, han maatte spise
ene, hun havde ingen Madlyst, og hendes Haand gjorde saa ondt, han
havde rent kvæstet den.
Saa fik han da at vide, hvor skyldig han var, og han vilde endelig
se den syge Haand og kysse den, men Marie skjulte den hurtigt i sin
Kjoles Folder og saae paa ham, som han sagde, med et Blik som en
Tigerinde, der forsvarer sit værgeløse Afkom. Han bad længe, men
det hjalp ikke, saa satte han sig leende tilbords og spiste med en
Appetit, der levende mishagede Marie. Roligt kunde han imidlertid
ikke sidde, han maatte hvert Øjeblik løbe til Vinduet og se ud, for
alle Gadens hjemlige Scener var ham saa nye og kurieuse, og han
fik snart ved denne idelige Løben den halve Opdækning spredt rundt
omkring i Stuen, hans Øl stod i det ene Vindue, Brødkniven laa i det
andet, hans Serviet hang over Vasen paa den forgyldte Gueridon og en
Kringle laa paa det lille Bord i Krogen.
Endelig blev han færdig og satte sig hen ved Vinduet og sad længe og
saae ud, snakkende til Marie, der henne fra sin Løjbænk kun svarede
ham sjeldent eller slet ikke svarede.
Omsider rejste hun sig og gik hen til Vinduet, hvor han sad. Hun
sukkede og saae tungsindigt ud i Luften.
Ulrik Frederik smilte og drejede med stor Ihærdighed sin Signetring
rundt paa Fingeren.
«Skal jeg puste paa den kranke Haand?» sagde han i en klagende,
medlidende Tone.
Marie rev Kniplingstørklædet af Haanden uden at sige et Ord og blev
ved at se ud.
«Den tager Kuld, den lille Stakkel,» sagde han og saae et Øjeblik op.
Marie støttede, tilsyneladende tankeløst, den syge Haand mod
Vindueskarmen og spillede med Fingrene, som paa et Klavikordium,
frem og tilbage, ud af Solen og ind i Vinduespostens Skygge og ud af
Skyggen og ind i Solen igjen, frem og tilbage.
Ulrik Frederik saae med smilende Velbehag paa den smukke, blege
Haand, der som et vevert, smidigt, lille Kattedyr leged og tumled i
Karmen, krummed sig som til Spring, drejed og vendte sig, skød Ryg,
tog Tilløb hen til Brødkniven, rullede med Skaftet, krøb tilbage,
lagde sig fladt ned i Karmen, listed sig langsomt hen til Kniven
igjen, snoede sig smidigt i Greb om Skaftet, løftede Bladet og lod
det spille blankt i Solen, fløj saa op med Kniven ...
I samme Nu lynede Kniven ned imod hans Bryst, men han værgede med
Armen, og Klingen skar igjennem hans lange Kniplingsmansketter ned
i Ærmet og han hugged den til Side ned paa Gulvet, sprang med et
Forfærdelsesraab op, saa Stolen tumled tilbage, Altsammen i eet kort
Sekund, ligesom med en eneste Bevægelse.
Marie var dødbleg, hun klemte Hænderne op mod sit Bryst, hendes Blik
var stivt og forfærdet, det stirrede hen paa den Plet, hvor Ulrik
Frederik havde siddet, saa sænkede Øjelaagene sig, en skærende, død
Latter trængte sig over hendes Læber, og hun sank om paa Gulvet,
lydløst og ganske langsomt, som støttet af usynlige Hænder.
Dengang hun legede med Kniven, havde hun pludselig lagt Mærke til, at
Ulrik Frederiks Kniplingsskjorte stod aaben og blottede hans Bryst,
og i samme Øjeblik var den meningsløse Drift opstaaet hos hende,
at hugge det kolde, blinkende Blad ind i det hvide Bryst, og hun
gjorde det; ikke fordi hun ønskede at dræbe eller blot at saare ham,
maaske kun fordi Kniven var kold og Brystet varmt, eller mulig fordi
hendes Haand var syg og svag og Brystet stærkt og sundt, men først
og fremmest fordi hun ikke kunde lade være, fordi hendes Vilje ingen
Magt havde over hendes Hjærne, eller hendes Hjærne ingen Magt over
hendes Vilje.
Ulrik Frederik stod bleg og støttede sig med Haandfladerne paa
Frokostbordet, han skjælvede, saa Bordet rystede og Fadene klirrede
mod hinanden. Frygt var ellers ikke blandt hans Egenskaber eller
Mod blandt hans Mangler, men dette var kommet saa uanet, var saa
vanvittig ubegribeligt, at han kun med Spøgelserædsel kunde tænke paa
den Skikkelse, der laa livløs og stille paa Gulvet henne ved Vinduet.
Burrhis Ord om Faren, der blinkede i en Kvindes Haand, klang for ham,
han sank paa Knæ og bad; for al rimelig Sikkerhed, al forstandig
Tryghed var vegen fra Jordelivet og al menneskelig Vished ogsaa, thi
det var Himlen selv, der regjered, ukjendte Gejsters Indflydelse, der
styred, overjordiske Magter og Tegn, der bestemte. Hvorfor skulde
hun ellers ville dræbe ham, hvorfor, Gud, du Almægtigste, hvorfor,
hvorfor? ... Fordi det skulde være. Skulde.
Næsten stjaalent tog han Kniven op, brækkede Bladet over og kastede
Stumperne ind i den tomme Kamin.
Endnu rørte Marie sig ikke.
Hun var da ikke saaret? nej, Kniven var jo blank, og der var ingen
Blod paa hendes Mansketter, men hun laa saa stille, dødsens stille;
han ilede hen til hende og løftede hende op i sine Arme.
Marie sukkede, slog Øjnene op, saae stivt og dødt ud for sig, saae
paa Ulrik Frederik, og hun slyngede sine Arme om ham, kyssede og
kjærtegnede ham, men sagde ikke et Ord. Hun smilede vel saa lykkelig
og glad, men der var en spørgende Angst i hendes Blik, hun saae henad
Gulvet som om hun søgte Noget, greb saa pludselig Ulrik Frederik om
Haandledet og følte paa hans Ærme, og da hun saae, at det var udrevet
og Mansketten flænget, skreg hun i Forfærdelse.
«Saa gjorde jeg det dog,» raabte hun fortvivlet, «aa Gud i din
højeste Himmel, bevar min Forstand, saa mindelig jeg beder! -- Men
hvorfor spørger du intet?» sagde hun til Ulrik Frederik, «hvorfor
slænger du mig intet fra dig som en forgiftig Eddersnog! Alligevel,
Gud skal vide, jeg intet har Skyld eller Andel i, hvad jeg gjorde;
det kom saadan paa mig, der var _det_, der tvang mig, jeg svær' dig
min højeste Helgens Ed, der var _det_, der styred' min Haand; men du
tror det intet, hvor kan du ogsaa?» og hun græd og jamred.
Men Ulrik Frederik troede hende ganske. Det var jo den fuldeste
Bekræftelse af hans egne Tanker, og han trøstede hende med gode Ord
og Kjærtegn, skjøndt han følte en hemmelig Rædsel for hende som den,
der var et stakkels vanvittigt Redskab i arge Gejsters usalige Vold.
Og han overvandt ikke denne Rædsel, uagtet Marie Dag for Dag opbød
al en klog Kvindes Kløgt for at vinde hans Tillid. For havde hun hin
første Morgen svoret i sit Hjærte, at Ulrik Frederik skulde faa Lov
til at udfolde al sin Elskværdighed og bruge alt sit Taalmod for at
vinde hende igjen, saa svor hendes Opførsel nu lige det Modsatte;
hvert Blik var en Bøn, hvert Ord et ydmygt Løfte, og i tusinde
Smaating, i Dragt og Lader, i snilde Overraskelser og sarte Hensyn
tilstod hun ham, hver Time paa Dagen, sin inderlige, længselsfulde
Kjærlighed, og havde hun kun havt Mindet om hin Formiddags Optrin at
overvinde, da var Sejren ogsaa bleven hende vis.
Men større Fjender stod hendes Sag imod.
Ulrik Frederik var draget bort som fattig Prinds fra et Land, hvor
den mægtige Adel ingenlunde betragtede en Konges uægte Børn som mere
end sin Lige. Enevælden var endnu saa ung, og den Betragtning, at
Kongen var en Mand, der kjøbte sin Magt ved at give sin Magt, saa
saare gammel. Det Halvgudsskjær, der i senere Tider omstraalede den
absolute Arveherre, om det end alt var tændt, det var dog endnu kun
spagt og spædt og blændede Ingen, der ikke stod altfor nær.
Fra dette Land drog Ulrik Frederik til Phillip den Fjerdes Hær
og Hof, og her blev han overvældet med Gaver og Æresbevisninger,
udnævntes til Grand d'Espagne og behandledes paa lige Fod med
Don Juan d'Austria, thi de Spanskes Konge lod sig det være
magtpaaliggende, i hans Person at hylde Frederik den Tredie og ved
overvættes Gavmildhed og Naade at udtrykke sin Tilfredshed med
Regjeringsforandringen i Danmark og sin Anerkjendelse af Kong
Frederiks sejerkronede Bestræbelser for at indtræde i de absolute
Herskeres Række.
Løftet og beruset af al denne Hæder, som ganske forandrede hans
Opfattelse af hans egen Betydning, saae Ulrik Frederik snart, at han
havde handlet utilgivelig letsindigt i at gjøre en menig Adelsmands
Datter til sin Gemalinde, og Tanker om at lade sin egen Ubesindighed
gaa ud over hende, Tanker om at lade hende ophøje og om at lade sig
skille fra hende, krydsede i broget Forvirring hinanden under hans
Rejse hjem, og da nu den overtroiske Frygt for, at hans Liv var
truet af hende, kom til, tog han den Beslutning, indtil han kunde
skjønne, hvad der videre var at foretage, at behandle hende koldt
og ceremonielt, og at afvise ethvert Forsøg paa at vække det gamle,
idyliske Forhold tillive igjen.
Frederik den Tredie, der ingenlunde var nogen ufin Iagttager,
opdagede snart, at Ulrik Frederik ikke var vel fornøjet med sit
Ægteskab og forstod ogsaa helt vel Grunden, og han benyttede derfor
enhver Lejlighed til at fremdrage og udmærke Marie Grubbe, og
overvældede hende med Tegn paa Gunst og Naade, og troede paa denne
Vis at kunne hæve hende i Ulrik Frederiks Øjne og Yndest, men det
hjalp ikke, det bidrog kun til at skabe en Hær af aarvaagne og
misundelige Fjender rundt om den Udkaarne.
* * *
Den Sommer, som saa ofte ellers, boede Kongefamilien paa
Frederiksborg.
Ulrik Frederik og Marie tog ogsaa derud, thi de skulde hjælpe med
til at udfinde og optænke alle mulige Festligheder og Optog, som i
September og Oktober skulde gaa for sig, naar Churfyrsten af Sachsen
kom for at trolove sig med Prindsesse Anna Sofie.
Foreløbig var Hofkredsen derude ganske lille, først i Slutningen af
Avgust skulde den udvides, thi da skulde Prøverne paa Balletter og
anden Lystbarhed begynde. Der var derfor meget stille, og de sled
Tiden som de bedst kunde. Ulrik Frederik var næsten hver Dag paa
lange Jagt- og Fisketoure, Kongen havde travlt med sit Drejelad
og sit Laboratorium, som han havde ladet indrette i et af de smaa
Taarne, og Dronningen og Prindsesserne baldyrede til den forestaaende
Fest.
* * * * *
I den Allee, som fra Skoven fører op mod Laagen til lille Dyrehave,
plejede Marie Grubbe at gaa sin Morgengang.
Hun var der ogsaa idag.
Højt oppe i Alleen lyste hendes kraprøde Robe skarpt mod den
muldsorte Gang og det grønne Løv.
Langsomt kom hun nærmere.
Den sirlige, sorte Filthat, uden andet Smykke end en smal Perlelidse
og en blinkende, sølvindfattet Solitaire paa den opkrammede
Sideskygge, sad let paa det i tunge Lokker opsatte Haar. Robelivet
sad stramt og glat, Ærmerne var snevre til ned imod Albuen, der blev
de dybt opslidsede, hængende, agrafferede over Slidsen med Perlemoder
og forede med ansigtsfarvet Silke. En tætvævet Kniplingsbredde
skjulte de nøgne Arme. Robeskjørtet, der bagtil slæbte en Smule,
var paa Siderne højt ophæftet og faldt i rundede Folder kortelig af
foran, og lod et sort og hvidt skraastribet Silkeskjørt tilsyne, saa
langt, at Foden med de sortsviklede Strømper og perlespændte Sko
netop kunde sees. I Haanden havde hun en Vifte af Svanefjer og Fjer
af Ravne.
Tæt ved Laagen standsede hun, aandede i sin hule Haand og holdt den
først for det ene, saa for det andet Øje, saa rev hun en Kvist af og
lagde de kjølige Blade paa de hede Øjelaag, men det kunde alligevel
sees, at hun havde grædt. Saa gik hun ind ad Laagen, op mod Slottet,
vendte tilbage igjen og slog ind paa en Sidegang.
Neppe var hun forsvunden mellem de mørkegrønne Buksbomhække, før der
oppe i Alleen viste sig et sælsomt, skrøbeligt Par: et Mandfolk, der
gik langsomt og vaklende som En, der nys var kommen op af en haard
Sygdom, støttede sig til et Fruentimmer i en gammeldags Stoffes Kaabe
og med en stor, grøn Skjærm for Øjnene. Manden vilde gaa hurtigere
til, end han ret vel kunde aarke, og Fruentimmeret holdt igjen og
trippede smaaskjændende med.
«Naa, naa!» sagde hun, «bi at tage dine Ben med, du flyver jo til som
et vindt Hjul i en skjæv Vej, kranke Lemmer skal krankelig bæres.
Gaa nu stille! sagde hun ikke det, den kloge Kone i Lynge. Er det at
stolpre afsted paa Ben, som der intet er mere Støtte og Stivelse i,
end som i gammel Sime!»
«Herregud, da ogsaa for Ben det er!» klynkede den Syge og standsede,
da Knæene rystede under ham, «nu er hun helt af Syne,» og han saae
langeligt op imod Laagen, «helt af Syne! og der bliver ingen Lystfart
i Dag, har Foureren sagt, og der er saa længe til imorgen!»
«Ja, ja, den Tid gaar nok, lille Daniel, og saa kan du hvile idag,