Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 13

Total number of words is 4928
Total number of unique words is 1683
41.8 of words are in the 2000 most common words
56.7 of words are in the 5000 most common words
65.9 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
hans Landse hist paa Husets Hjørne og Blomsten med dens Blade her i
Vinduet. Og som den lyser i den brede Gade og som den spejler sig i
Flodens Vand! Og der er ingen Skyer paa Himlen, en hvidlig Kreds, en
Glorie om Maanen, og ellers Intet uden tusind Stjerner.
En saadan Aften var det nu i Nürnberg, og i den stejle Gade op til
Borgen og i den Gaard som kaldtes for v. Karndorfs, der var der Gilde
denne samme Aften.
De sad ved Bordet, og de var Alle mætte, lystige og drukne. Paa En
nær var de alle ældre Folk, og denne Ene var kun atten Aar. Han havde
ingen Paryk, han bar sit eget Haar, og det var stort nok til det,
gyldent, langt og lokket. Hans Ansigt var saa dejligt som en Piges,
hvidt og rødt, og Øjnene var store, blaa og stille.
Den gyldne Remigius kaldte de Andre ham, og gylden ikke blot for hans
Haars Skyld, men for hans store Rigdom, thi trods hans unge Aar var
han den rigeste Adelsmand i hele bayrisch Wald, -- for bayrisch Wald
der var han fra.
De talte om Kvindeskjønhed, de lystige Herrer ved det gode Bord, og
alle var de enige om, at den Gang de var unge, da vrimled Verden
af Skjønheder med hvilke de, der nu bar Skjønheds Navn, slet ingen
Sammenligning kunde taale.
«Men hvem har seet Perlen for dem Alle tilhobe?» sagde en rødmusset
Tyksak med smaa, bitte, funklende Øjne, «hvem har seet Dorothea v.
Falkenstein af de Falkensteiner fra Harzen, hun var rød som en Rose
og hvid som et Lam, hun kunde spænde med sine Hænder om sit Liv og en
Tomme til, og hun kunde træde paa Lærkeæg uden de gik istykker, saa
let var hendes Gang paa Jorden, men hun var ingen af Jeres Hejreben
for det, hun var fyldig som en Svanefugl, der sejler paa en Dam og
fast som nogen Raa, der springer i en Skov.»
Saa drak de paa det.
«Gud velsigne Jer allesammen saa graa som I er!» raabte en lang,
gammel Knark for Enden af Bordet, «men Verden bliver grimmere Dag for
Dag. Vi kan se det paa os selv,» og han saae rundt paa dem, «hvad
for Karle vi dog var! men saa Fanden med det endda. Men hvor i al
Verdens den drikkendes Navn, kan Nogen fortælle mig det? hvad? --
kan der? -- hvem kan? -- kan Nogen fortælle mig det: hvor de trinde
Værtinder med deres leendes Munde og spillendes Øjne og nette Fødder,
og saa Krokonens Datter med det gule, gule Haar og med Øjne saa blaa,
hvor er de bleven af? Hvad? Eller er det Løgn, kunde En komme i et
Herberg, i en Landevejskro eller Gjæstgivergaard, hvad, kunde En
komme der, uden de var der ogsaa? Aa, Jammerens Jammer og Elendighed,
hvad er det for skrutryggede Døttre med Griseøjne og brede Hofter, de
Værtshusfolk lægger sig til nu til Dags, hvad er det for tandløse,
skalhovede Hekser, der nu faar Brev og Bevilling paa at skræmme Livet
af sultne og tørstige Folk med deres rindendes Øjne og runkne Hænder?
Uh, føj, jeg er saa bange for et Krosted som for klare Fanden, for
jeg veed jo, det Ølskjænkerasen derinde er gift med Døden fra Lübeck
i egen lede Gestalt, og naar som En først er bleven saa gammel som
jeg, saa er der Noget i memento mori, En heller vil glemme end huskes
paa.»
Der sad en Mand midt for Bordet, kraftig bygget og ret fyldig i
Ansigtet, der var gult som Voks, han havde graa og buskede Bryn og
klare spejdende Øjne, han saae just ikke svagelig ud, men som om han
havde lidt meget, lidt store legemlige Smerter, og der var et Træk
ved hans Mund naar han smilte, som om han sank noget Bedskt med det
Samme. Han sagde med en blød og dæmpet Stemme, lidt hæs var den:
«den brune Euphemia af de Burtenbachers Stok, hun var stateligere
end nogen Dronning, jeg har seet for mine Øjne. Hun kunde bære den
stiveste Gyldenstykspragt, som var det den bekvemmeligste Husdragt,
der var til, og Kjæder og Klenodier om Hals og Midie, paa Bryst og
paa Haar, det hang og det sad, som var det de Krandse af vilde Bær,
som Børn hænger paa sig, naar de leger i Skoven. Der var ingen, der
var som hun; naar de andre unge Jomfruer de prunked i deres Stads som
prægtige Relikviehuse med Snørkler af Guld, og med Lænker af Guld,
med Roser af dyr'bare Stene, saa var hun at se til, saa festlig og
fager og frisk og let som et Banner, der flyver for Vinden. Der var
Ingen hendes Lige, hverken var eller er.»
«Jo, jo, og hendes Overmand med!» raabte den unge Remigius og sprang
op. Han bøjede sig ivrig frem over Bordet, støttet paa den ene Haand,
medens han i den anden svingede en blank Pokal hvis gyldne Drue
skvulpede over Randen og vædede hans Finger og hans Haandled, og
dryppede i klare Draaber fra hans hvide, brusende Kniplingsmansket.
Hans Kinder blussede af Vin, hans Øjne funkled, og han talte med
usikker Stemme.
«Dejlighed!» sagde han, «er I blinde allesammen, eller har der ingen
af Jer seet den danske Frue, ikke saameget som seet Fru Marie? Hendes
Haar er som naar Solen den skinner paa en Eng og Græsset staar i Aks,
hendes Øje er mere blaat end som en Klinge, og hendes Læber er saa
røde som en blødendes Drue. Hun gaar som en Stjerne, der gaar over
Himlen, hun er rank som et Scepter og statelig som en Trone, aa,
alle, alle Legemsdyder og Dejligheders Flok er i Blomster hos hende,
som Rose ved Rose i florerendes Pragt. Men der er det ved hendes
Dejlighed, som gjør, at naar En seer hende, bliver En tilsinds, som
naar En om Højtidsmorgen hører dem blæse fra Domkirkens Taarne; En
bliver saa stille, for hun er ligesom den hellige Smertens Moder paa
den skjønne Billedtavle, der er saadan en Højhedens Sorg i hendes
klare Øjne, og det samme haabløse Taalmodssmil om hendes Mund.»
Han var helt bevæget og havde Taarer i Øjnene, han vilde tale, men
kunde ikke, og blev staaende oprejst, kæmpende med sin Stemme, for
at faa Ordene frem. Men saa slog en af hans Naboer ham venligt paa
Skuldren, og fik ham til at sidde ned, og drak saa med ham Bæger paa
Bæger, og saa blev Alting godt igjen, de Gamles Lystighed gik højt
som før, og Alt blev Jubel, Sang og Latter.
* * * * *
Marie Grubbe var da i Nürnberg.
Siden hun skiltes fra Sti Høg havde hun flakket om i det meste af et
Aar, og havde nu endelig slaaet sig til Ro her.
Hun havde forandret sig meget siden den Aften, hun tog Del i
Balletten i Frederiksborg Slotshave. Ikke blot gik hun nu i sit
tredivte Aar, men den ulykkelige Forbindelse med Sti havde gjort et
mærkværdigt stærkt Indtryk paa hende. Hun havde skilt sig fra Ulrik
Frederik, ledet og fremskyndet af tilfældige Omstændigheder, men
fremfor Alt, i Kraft og Medfør af, at hun havde bevaret hine sin
første Ungdoms Drømme om, at den, en Kvinde skulde følge, han skulde
være hende som en Gud paa Jorden, at hun med Kjærlighed og ydmygt
kunde tage af hans Hænder Godt og Ondt, alt som hans Villie var, og
nu havde hun i et Øjebliks Forblindelse taget Sti for denne Gud, han,
som ikke en Gang var en Mand. Det var hendes Tanker. Hver Svaghed,
hver umandig Tvivl hos Sti, følte hun som en uafviskelig Skamplet paa
sig selv. Hun væmmedes ved sig selv, for hin stakkede Kjærlighed, og
gav den lave Skjændselsnavne. Disse Læber, som havde kysset ham, gid
de maatte visne, disse Øjne, som havde smilt til ham, gid de maatte
dummes, dette Hjærte, som havde elsket ham, gid det maatte briste.
Hver Evne i hendes Sjæl, hun havde besudlet den ved denne Kjærlighed,
hver Følelse, hun havde vanhelliget den. Hun havde mistet al Tillid
til sig selv, al Tro paa sit eget Værd, og i Fremtiden -- der lyste
intet Haab for hende i Fremtiden.
Hendes Liv var afsluttet, hendes Levnets Løb fuldendt; en rolig Krog,
hvor hun kunde lægge sit trætte Hoved til Hvile, for aldrig at løfte
det mere, det var alle hendes Ønskers Maal.
Saadan var hendes Sind, da hun kom til Nürnberg. Et Tilfælde førte
hende sammen med den gyldne Remigius, og hans inderlige, men
tilbageholdne Tilbedelse, den friske Ungdoms afgudiske Tilbedelse,
hans jublende Tro paa hende, og hans Lykke ved hans Tro paa hende,
har været som kjølig Dug for den nedtraadte Blomst, den rejser sig
vel ikke, men den visner ikke heller, den folder endnu de fine,
farverige Blade ud for Lyset, og dufter og straaler i tøvende
Livskraft. Og saadan hun. For der var Lise i at se sig ren og skær
og ubesmittet i en Andens Tanker, og der var halvt som Frelse i at
vide, at En var den, der vakte i en Andens Sjæl en frejdig Tillid,
Skjønhedshaab og ædle Længsler, som gjorde den, hos hvem de vaktes,
rig. Og det var ogsaa blidt og dulmende, i vage Billeder og dunkle
Ord at klage sine Sorgers Klage for en Sjæl, der selv uprøvet og fri
for Kummer, med stille Vellyst led hver Lidelse af hendes, og var
taknemmelig, fordi at den fik Lov at dele de Sorger, som den anede,
men ikke forstod, og dog ligefuldt delte. Jo, det var blidt at klage,
naar En saae Ens Sorger vakte Ærefrygt og ikke Medlidenhed, saa de
blev som et mørkt og majestætisk Pragtgevandt om Ens Skuldre, et
taarefunklende Diadem om Ens Pande.
Saaledes begyndte Marie lidt efter lidt at forsones med sig selv, men
saa hændte det en Dag, Remigius var redet ud, at hans Hest blev sky,
kastede ham af Sadlen, og slæbte ham tildøde i Stigbøjlerne.
Da Marie hørte dette, sank hun hen i en tung, sløv og taareløs Sorg.
Hun sad i hele Timer og stirrede hen for sig med et træt, tankeløst
Blik, tavs som En, hvem Mælet var røvet, og var ikke til at bevæge
til at tage sig Nogetsomhelst for, ja hun vilde end ikke at der
taltes til hende; gjorde Nogen det, afviste hun dem med en mat
Bevægelse med Haanden og en stille Rysten paa Hovedet, ligesom om det
voldte hende Smerte.
Dette varede nu længe, men imidlertid var næsten alle hendes Penge
opbrugte, og der var næppe saa mange tilbage, at de kunde rejse hjem
for dem. Lucie blev ikke træt af at foreholde Marie dette, men det
var først langt om længe at det fandt Gehør.
Endelig rejste de da.
Undervejs blev Marie syg, saa Rejsen blev meget forlænget, og Lucie
maatte sælge den ene rige Dragt efter den anden, det ene kostbare
Smykke efter det andet, for at de kunde komme Vejen frem.
Da de naaede Aarhus, ejede Marie næppe mere end de Klæder, hun havde
paa sig.
Her skiltes de; Lucie tog tilbage til Fru Rigitze, Marie tog til
Tjele.
Det var i Foraaret Treoghalvfjerds.


XVI.

Efter at Fru Marie Grubbe var kommen til Tjele blev hun ved at bo
der, sammen med sin Fader, indtil hun seksten hundrede og ni og
halvfjerds lod sig vie til kongelig Majestæts Justitsraad Palle Dyre,
og med ham levede hun saa i et, indtil seksten hundrede og ni og
firs, aldeles begivenhedsløst Ægteskab.
Det er et Tidsrum, der begynder med hendes tredivte Aar og ender med
hendes seks og fyrretyvende, fulde seksten lange Aar.
Fulde seksten lange Aar, levet i dagligdags Bekymringer, i smaalige
Pligter og i sløvende Ensformighed, og intet Tillids- eller
Fortrolighedsforhold til at give det Varme, ingen forsonende Hygge
til at gjøre det lyst. Evindelige Trætter om Ingenting, larmende
Skjænderi for ubetydelige Forglemmelser, knarvurne Udsættelser her og
plumpe Spotterier hist, det var Alt hvad hendes Øren hørte. Og saa
hver sollys Levnetsdag møntet ud i Daler, Ort og Hvid, hvert Suk, der
lød, et Suk for Tab, hvert Ønske, der hørtes, et Ønske om Vinding,
hvert Haab et Haab om Mere. Og luvslidt Karrighed paa alle Kanter,
hyggefjendsk Travlhed i hver en Vraa, og Gjerrigheds altid spejdende
Øje stirrende vaagent ud af hver en Time. Det var det Liv, hvori
Marie Grubbe leved.
I den første Tid hændtes det ofte, at hun midt i Travlheden og Larmen
glemte Alt omkring sig, betagen af vaagne Skjønhedsdrømme, skiftende
som Skyer, rige som Lyset.
Men der var een især.
Det var Drømmen om det slumrende Slot, som Roserne skjulte.
Den stille Have, Slottets stille Have! Hvile i Luft og i Løv, og
som en Nat uden Mørke, Tavsheden drømmende over det Hele. Der
blunded Duften i Blomstens Klokker og Duggen paa det spæde Græsblads
bøjelige Klinge. Der sov Violen med halvvejsaaben Mund under Bregnens
krummede Spire, mens tusinde bristende Knopper var dysset i Søvn
midt i Foraarets frodigste Tid paa de mosgrønne Træers Kviste. --
Hun kom til Borgens Gaard: Rosernes tornede Ranker væltede lydløst
den mægtige grønne Løvbølge ned over Mure og Tag og skummed tyst
og blomsterblegt i Rosenmylder og Rosenstænk. Fra Marmorløvens
aabne Grab stod den springende Vandstraale som et spindelvævsgrenet
Krystaltræ, og blanke Heste spejled deres aandeløse Muler og lukkede
Øjne i Porfyrkummens slumrende Vand, mens Pagen sovende gned Søvnen
af sit Øje.
Hun mættede sit Blik ved denne Skjønhedshvile i den tavse Gaard, hvor
faldne Rosenblade laa i høje Driver op mod Mur og Dør og skjulte med
deres rødmende Sne den brede Marmortrappes brede Trin.
-- At kunne hvile! -- I salig Fred at lade Dagene dale ned over sig,
Time efter Time, mens alle Minder, Haab og Tanker i vage, bløde
Bølger randt bort af Ens Sjæl ..... det var den skjønneste Drøm, hun
kjendte.
Det var den første Tid; men Fantasien trættedes af evigt frugtesløst
at flyve mod det samme Maal, som en indelukket Bi, der summer imod
Ruden, og alle Evner trættedes med den.
Som en skjøn og ædel Bygning i Barbarers Hænder forsømmes og
fordærves, idet de dristige Spir trykkes ned til plumpe Kuppelhatte,
de kniplingsfine Ornamenter brydes Led efter Led, og den rige
Billedpragt dækkes Lag paa Lag med dødende Kalk, saaledes forsømtes
og fordærvedes Marie Grubbe i disse seksten Aar.
Faderen, Erik Grubbe, var bleven gammel og affældig, og det syntes
at Alderen, ligesom den havde gjort hans Ansigt skarpere og mere
frastødende, saaledes havde den ogsaa skærpet og fremhævet alle hans
slette Egenskaber. Han var gnaven og umedgjørlig, paastaaelig indtil
Barnagtighed, hidsig, i allerhøjeste Grad mistroisk, listig, uærlig
og gjerrig. Han førte nu paa sine gamle Dage altid Gud i Munden,
især naar der var Kreaturer syge eller Høsten var vanskelig, og han
havde da en Hærskare af krybende, sledske Tilnavne af egen Opfindelse
til Vorherre. Det var umuligt at Marie enten kunde elske eller ære
ham, og hun bar nu oven i Kjøbet Nag til ham, fordi han ved aldrig
opfyldte Løfter, ved Trudsler om at gjøre hende arveløs og om at jage
hende fra Tjele og berøve hende al Understøttelse, havde formaaet
hende til at gifte sig med Palle Dyre; skjøndt det, der mest havde
tilskyndet hende til dette Skridt, var Haabet om at blive uafhængig
af den faderlige Myndighed, hvilket Haab imidlertid ikke var blevet
opfyldt, paa Grund af, at Palle Dyre og Erik Grubbe vare komne
overens om at drive Tjele og Nørbækgaard, der betingelsesvis var
given Marie i Medgift, i Fællesskab, og da Tjele var den største af
Gaardene, og Erik Grubbe ikke kunde aarke at føre Tilsynet, medførte
dette at de Nygifte tiere opholdt sig under Faderens Tag end under
deres eget.
Palle Dyre, Manden, en Søn af Oberst Clavs Dyre til Sandvig og
Krogsdal, senere til Vinge, og hans Hustru Edele Pallesdatter
Rodtsteen, var en førladen, korthalset, lille Mand med ret livlige
Bevægelser og et determineret Ansigt, der imidlertid vansiredes noget
af et Lungeslag, som bredte sig over hele den højre Kind.
Marie foragtede ham.
Han var ligesaa gjerrig og nøjeregnende som Erik Grubbe, men egenlig
var han en dygtig Mand, klog, rask og modig, kun manglede han
fuldstændigt Æresfølelse; han snød og bedrog, naar han kunde komme
afsted med det, og skammede sig aldrig, naar det blev opdaget;
han lod sig skjælde ud som en Hund, hvis det kunde bringe ham en
Skillings Fortjeneste ikke at tage til Gjenmæle, og dersom en
Bekjendt eller Slægtning overdrog ham at besørge et Kjøb eller Salg
eller et andet Tillidshverv, tog han aldrig i Betænkning at bruge
denne Tillid saaledes, at den bragte ham selv Fordel. Uagtet hans
Ægteskab i Hovedsagen havde været ham en Forretning, var han dog
stolt af at være gift med Statholderens fraskilte Kone, hvad der
imidlertid ikke forhindrede ham fra at tiltale og behandle hende paa
en Maade, der syntes uforenelig med hin anden Følelse; ikke at han
paa nogen Vis var usædvanlig grov eller voldsom, ingenlunde, men
han hørte til det Slags Mennesker, der i en stolt og selvtilfreds
Bevidsthed om deres egen Ulastelighed, som i alle Maader korrekte og
normale Hverdagsmennesker, ikke kunne afholde sig fra at lade Andre,
i den Henseende mindre heldigt stillede, føle deres Overlegenhed,
og med en ubehagelig Naivitet opstille sig selv som Mønstre til
Efterfølgelse -- og Marie var jo nu ikke blandt de heldigt Stillede;
baade hendes Skilsmisse fra Ulrik Frederik og Forødelsen af hendes
Mødrenearv var kun altfor iøjnefaldende Uregelmæssigheder.
Saadan var nu altsaa den Mand, der blev den Tredie i Livet paa Tjele,
og der var ingen af hans Egenskaber, der kunde give Haab om, at han
skulde evne at gjøre det lysere eller blidere, hvad han da heller
ikke gjorde. Evindelig Strid og Uenighed, gjensidig Tværhed og
indbyrdes Pukken paa hinanden, det var det, den ene Dag førte med sig
efter den anden.
Marie sløvedes derved, og Alt det blomsterfine, duftende og fagre,
der hidtil i frodige, vistnok ustyrlige og tidt barokke Arabesker
havde slynget sig gjennem hendes Liv, det visned bort og døde Døden.
Raahed i Tanker som i Tale, en plump og trællesindet Tvivl om det
Ædle og Store, og en fræk Foragt for sig selv, det havde disse
seksten Tjeleaar bragt hende.
Og Eet endnu.
Der var kommet en tykblodet Sandselighed over hende, en higende
Attraa efter Livets gode Ting, et kraftigt Velbehag ved Mad og
Drikke, ved bløde Sæder og ved bløde Lejer, en vellystig Fryd
ved bedøvende, krydrede Dufte og et hverken smagbehersket eller
skjønhedsadlet Hang til Pragt. Altsammen Lyster, som hun kun
tarveligen fik stillet -- men, det gjorde jo ikke hendes Attraa
mindre stærk.
Hun var bleven fyldig og bleg og der var en dvælende Ladhed over alle
hendes Bevægelser. Hendes Blik var for det Meste forunderlig tomt og
udtryksløst, men stundom sælsomt skinnende og hun var kommen i Vane
med at stille sine Læber til et uforanderligt og intetsigende Smil.
Saa skrives der seksten hundrede og ni og firs. -- Det er Nat, og
Tjele Hestelade brænder.
De flakkende Flammer flagrede frem gjennem den tykke, brandbrune
Røg og lyste over hele den græssede Gaardsplads, hen paa de lave
Udhuslænger, paa Hovedbygningens hvide Mure, lige til Havens sorte
Trækroner, der løftede sig op over Taget. Karle og tilløbne Folk
løb frem og tilbage mellem Brønden og Brandstedet med ildblankt
blinkende Vand i Saaer og Spande. Palle Dyre foer et Steds fra og
et andet Steds hen med Haaret flyvende om Ørerne og med en rødmalet
Rive i Haanden, mens Erik Grubbe laa bedende over en gammel udbjerget
Skjærekiste og fulgte med stigende Angst Ildens Fremskridt fra Spænde
til Spænde og vaandede sig lydeligt hver Gang en Flamme fik Luft og
triumferende svinged sin gnistomflagrede Hvirvel højt over Huset.
Marie var ogsaa dernede, men hendes Blik havde andet Maal end Branden.
Hun saae paa den nye Kudsk, som ledte de forskrækkede, ildsky Heste
ud af den røgopfyldte Stald. Dørkarmen var stødt ud og Dørgabet
udvidet over sin dobbelte Bredde, idet den svage Raastensmur var
reven ned til begge Sider, og ud ad denne Aabning førte han Hestene,
en ved hver Haand. De kraftige Dyr, som var helt forstyrrede af
Røgen, stejlede og kastede sig voldsomt efter Siden, saasnart det
skjærende, usikre Lys fra Flammerne mødte deres Øjne, og det saae ud
som Kudsken skulde rives i Stykker eller trampes ned imellem dem, men
han hverken slap eller faldt, han tvang dem Mulerne ned mod Jorden og
jog med dem, halvt løbende eller springende, halvt slæbende, tværs
over Gaarden og slap dem saa løs indad Haveporten.
Der var mange Heste paa Tjele, og Marie Grubbe havde rig Lejlighed
til at beundre den skjønne, kæmpemæssige Skikkelse, alt som den i
vekslende Stillinger brødes med de vælige Dyr, nu næsten hængende i
oprakt Arm, løftet i Vejret af en stejlende Hingst, nu kastende sig
voldsomt tilbage paa jordstemte Fødder, nu atter hidsende dem frem i
Spring og Sæt, og Alt med disse bløde, sejge, fjedrende Bevægelser,
som er ejendommelige for alle overhaands stærke Folk.
De korte Lærredsbenklæder og den graalige Blaargarnsskjorte, som
Branden gav et gulligt Skjær og tegnede med skyggestærke Folder,
fremhævede ypperligt de prægtige Former og stemmede skjønt og simpelt
med det kraftigt farvede Ansigt, de fine blonde Dun om Mund og Hage
og det store, lyse, brusende Haar.
Søren Ladefoged kaldtes denne toogtyveaarige Kæmpe, egenlig hed han
Søren Sørensen Møller, men havde faaet Tilnavnet efter sin Fader, der
havde været Ladefoged paa en Hovedgaard i Hvornum.
Hestene blev da bjergede, Laden brændte ned, Ilden i Grunden blev
slukket, og Folkene gik hen at tage sig et lille Morgenblund ovenpaa
den gjennemvaagede Nat.
Marie Grubbe søgte ogsaa sin Seng, men hun sov ikke, hun laa og
tænkte, og imellem rødmede hun over sine Tanker, imellem kastede hun
sig uroligt, ligesom om hun blev bange for dem.
Endelig stod hun op.
Hun smilte haanligt medlidende ad sig selv, mens hun klædte sig
paa. I Almindelighed plejede hun om Hverdagen at gaa skjødesløst,
urenligt, næsten lurvet klædt, for saa ved Lejlighed at pynte sig saa
meget desto stærkere paa en mere iøjnefaldende end smagfuld Maade;
men i Dag var det anderledes; hun tog en gammel, men ren, mørkeblaa
Hvergarnskjole paa, bandt et lille, højrødt Silketørklæde om sin Hals
og tog en net, lille, simpel Hue frem; men saa betænkte hun sig og
valgte en anden, der med sin ombøjede, gult- og bruntblomstrede Kant
og sit Nakkeskjæg af uægte Sølvbrokade slet ikke passede til det
Øvrige. Palle Dyre tænkte, hun vilde i Byen og snakke om Branden, men
sagde til sig selv, at der blev ingen Heste til hende at kjøre med.
Hun blev imidlertid hjemme, men Arbejdet vilde ikke rigtig gaa, der
var saadan en Uro over hende, hun slap det Ene for det Andet, for at
slippe det igjen. Omsider gik hun ud i Haven; hun sagde, det var for
at rette ved det, Hestene havde lagt øde om Natten; men hun gjorde
ikke megen Gavn derude, for hun sad det Meste af Tiden i Lysthuset
med Hænderne i Skjødet og stirrede tankefuldt ud for sig.
Den Uro, som var kommen over hende, fortog sig ikke, den blev snarere
stærkere Dag for Dag, og hun havde faaet en pludselig Lyst til
ensomme Vandringer over ad Fastruplund til eller i den nederste Del
af Yderhaven. Baade hendes Mand og hendes Fader skjændte paa hende
derfor; men hun var ligesom hun var døv og ikke saa meget som blot
svarede dem, og saa tænkte de, det var bedst at lade hende raade sig
selv en stakket Tid, saalænge Travlheden ikke var større. --
En Ugestid efter Branden gik hun en Eftermiddag sin vante Gang over
ad Fastrup til, og fulgte just Randen af et langstrakt, brysthøjt
Krat af Egepurre og vilde Hybenroser, da hun pludselig saae Søren
Ladefoged liggende, ligesaalang han var, i Kratbrynet, med lukkede
Øjne ligesom om han sov. Der laa en Høle lidt fra ham, og Græsset var
slaaet hvor hun stod og et langt Stykke opefter.
Hun blev længe staaende, stirrende paa hans store, regelmæssige Træk,
paa hans brede, kraftigt aandende Bryst og hans mørke, storaarede
Hænder, som han havde foldet over sit Hoved; men Søren mere hvilte
sig end sov, og slog pludseligt Øjnene op og saae lysvaagent op paa
hende. Det gav et Sæt i ham af Forskrækkelse over at Herskabet havde
truffet ham sovende i Stedet for i Færd med at meje; men han var
bleven saa forbavset over Udtrykket i Maries Blik, at det var først
da hun rødmende sagde Noget om Varmen og vendte sig for at gaa, først
da var det, at han kom til Besindelse og sprang op, greb sin Le og
sin Strygestikke og gav sig til at stryge Staalet saa det klingrede
hen igjennem den varme, sitrende Luft.
Og saa begyndte han at slaa, som det var Livet om at gjøre.
Endelig da han saae Marie gaa over Stenten til Lunden, holdt han
op og stod en Stund stirrende efter hende, med Armene støttede paa
Leen. Saa kylede han med Et Leen langt fra sig og satte sig ned med
skrævende Ben, med aaben Mund og med Hænderne fladt stemmede ned i
Græsset ud til Siden, og saadan sad han i stille Forundring over sig
selv og sine egne forunderlige Tanker.
Han lignede ganske en Mand, der lige var faldet ned fra et Træ.
Han syntes hans Hoved var saa fuldt, ligesom om han drømte. -- Om der
nu ikke var Nogen, der havde gjort noget Trolddom ved ham? for saadan
havde han aldrig været, det myldred paa og myldred paa inden i hans
Hoved, det var just som om han kunde tænke paa syv Ting ad Gangen,
og han havde slet ingen Styr paa det, det kom af sig selv og tog sig
selv væk igjen, ligesom om han slet ikke havde med det at gjøre.
-- Det var da mærkeligt, som hun havde seet paa ham, og hun havde
Ingenting sagt om, at han laa og sov der midt paa Dagen. -- Lige
ud af sine klare Øjne havde hun seet saa mildt og saa ... ligesom
Jens Pedersens Trine, havde hun seet paa ham. Den naadige Frue. Den
naadige Frue. Der var en Fortælling om en Frue paa Nørbækgaard, som
var løbet bort med sin Skytte; om han nu ogsaa var bleven seet saadan
paa, mens han laa og sov? -- Den naadige Frue! mon han kunde blive
gode Venner med den naadige Frue, ligesom den Skytte blev det? Han
forstod det ikke, mon han var syg? det brændte i en Plet paa hver
af hans Kinder, hans Hjærte banked og var saa beklemt, og det var
ilde nok han kunde faa sit Vejr ... Han gav sig til at rykke i en
Egepurre; men kunde ikke faa den op, som han sad; saa rejste han sig
og sled den løs, kastede den, greb sin Le og gav sig til at slaa saa
Græsset røg af Skaaret.
I de nærmeste Dage derefter traf det sig tidt, at Marie kom tæt om
ved Søren Ladefoged, fordi han i den Tid mest havde Gaardarbejde,
og han stirrede da altid paa hende med et ulykkeligt, forvirret og
spørgende Blik, som om han vilde bede hende om Løsningen paa den
forunderlige Gaade, hun havde kastet paa hans Vej; men Marie saae
blot stjaalent hen paa ham og vendte Hovedet bort.
Søren var ganske skamfuld over sig selv, og gik i en stadig Angst
for, at hans Medtjenere skulde mærke, at det ikke var rigtig fat
med ham. Han havde aldrig i sine Dage været betaget af nogen Følelse
eller Længsel, der blot var det mindste fantastisk, før nu, og
derfor gjorde det ham urolig og bange. Det kunde jo være, han var
ved at blive sær eller forrykt. En vidste jo aldrigen, hvordan sligt
kom Folk paa, og han lovede sig selv, han vilde aldrig tænke paa
det mere; men et Øjeblik efter var hans Tanker der, hvor han vilde
stænge dem fra at komme. Netop det, at han ikke kunde slippe for
disse Tanker, hvad han saa gjorde, forknyttede ham mest, for han
sammenlignede det med, hvad han havde hørt om Cyprianus, med at En
kunde brænde den og drukne den, og den kom dog ligegodt igjen, og dog
nærede han inderst inde et Ønske om, at Tankerne ikke maatte fortage
sig, fordi det vilde blive saa tomt og trist derefter; men det vilde
han ikke tilstaa for sig selv, thi han skammede sig, saa hans Kinder
bleve røde, hvergang han roligt overvejede, hvad det var for Galskab,
han gik og havde i Tanker. --
En Ugestid efter at hun havde fundet Søren sovende, sad Marie Grubbe
under den store Bøg, paa Lyngbakken midt inde i Fastruplund. Hun
sad med Ryggen lænet op mod Stammen og havde en opslaaet Bog paa
Skjødet, men hun læste ikke, hun stirrede alvorligt ud for sig, op
efter en stor, mørk Rovfugl, der i langsomt glidende, spejdende Flugt
svævede hen over de løvtunge Kroners uendelige, bølgede Flade. Den
lysopfyldte, solede Luft, gjennemsitredes af Myriader af usynlige
Insekters enstonede, søvndyssende Summen, og søde, altfor søde Dufte
af den gulblomstrede Gyvel, og den bitre Duft af det solvarmede
Birkeløv ved Højens Fod blandede sig med den muldede Skovbundsduft og
den mandelsøde Duft af den hvide Mjødurt borte i Lavningen.
Marie sukkede.
"Petits oiseaux des bois,"
hviskede hun klagende,
"que vous estes heureux,
De plaindre librement vos tourmens amoureux.
Les valons, les rochers, les forests et les plaines
Sçauent également vos plaisirs et vos peines;"
Hun sad et Øjeblik som om hun anstrængte sig for at huske Resten, saa
tog hun Bogen, og læste med sagte og modfalden Røst:
"Vostre innocente amour ne fuit point la clarté,
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 14
  • Parts
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 01
    Total number of words is 5014
    Total number of unique words is 1716
    43.4 of words are in the 2000 most common words
    57.3 of words are in the 5000 most common words
    64.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 02
    Total number of words is 4940
    Total number of unique words is 1629
    43.9 of words are in the 2000 most common words
    57.8 of words are in the 5000 most common words
    64.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 03
    Total number of words is 4803
    Total number of unique words is 1784
    38.2 of words are in the 2000 most common words
    52.2 of words are in the 5000 most common words
    60.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 04
    Total number of words is 4895
    Total number of unique words is 1627
    46.3 of words are in the 2000 most common words
    61.4 of words are in the 5000 most common words
    68.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 05
    Total number of words is 5026
    Total number of unique words is 1588
    45.6 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    69.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 06
    Total number of words is 4915
    Total number of unique words is 1747
    42.1 of words are in the 2000 most common words
    56.2 of words are in the 5000 most common words
    64.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 07
    Total number of words is 4778
    Total number of unique words is 1794
    40.7 of words are in the 2000 most common words
    53.7 of words are in the 5000 most common words
    60.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 08
    Total number of words is 4873
    Total number of unique words is 1630
    44.9 of words are in the 2000 most common words
    59.7 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 09
    Total number of words is 4780
    Total number of unique words is 1628
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    57.9 of words are in the 5000 most common words
    66.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 10
    Total number of words is 4815
    Total number of unique words is 1758
    39.7 of words are in the 2000 most common words
    54.3 of words are in the 5000 most common words
    61.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 11
    Total number of words is 4943
    Total number of unique words is 1495
    46.8 of words are in the 2000 most common words
    61.3 of words are in the 5000 most common words
    69.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 12
    Total number of words is 4972
    Total number of unique words is 1645
    42.6 of words are in the 2000 most common words
    57.7 of words are in the 5000 most common words
    67.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 13
    Total number of words is 4928
    Total number of unique words is 1683
    41.8 of words are in the 2000 most common words
    56.7 of words are in the 5000 most common words
    65.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 14
    Total number of words is 4976
    Total number of unique words is 1443
    46.0 of words are in the 2000 most common words
    59.9 of words are in the 5000 most common words
    67.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 15
    Total number of words is 4793
    Total number of unique words is 1546
    43.2 of words are in the 2000 most common words
    58.6 of words are in the 5000 most common words
    66.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 16
    Total number of words is 1040
    Total number of unique words is 476
    62.5 of words are in the 2000 most common words
    70.6 of words are in the 5000 most common words
    75.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.