Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 05

Kaarden frem over Dynen, da raabte han: «var dig, Præstevom!» og
gjorde et Udfald efter Hr. Jens, men denne afparerede sikkert Stødet
med sin brede Alterbog.
«Lad dog slige Pagenstreger fare,» sagde han haanligt, «dertil er vi
vel begge to for gode, og nu hun derhenne,» og han vendte sig mod Ane
Skomagers, «er det bedst hun lader os ene.»
Ane gik, Præsten trak sin Stol hen mod Sengen og Ulrik Christian
lagde Kaarden fra sig ovenpaa Dynen.
Saa talte Hr. Jens med vakre Ord om Synden og Syndens Sold, om Guds
Kjærlighed til Menneskenes Børn og om Døden paa Korset.
Mens Præsten talte, laa Ulrik Christian og legede med Kaarden, at
Lyset kunde spille paa den blanke Klinge, og han bandede, nynnede
Stumper af utugtige Viser og vilde afbryde ham med gudsbespottelige
Spørgsmaal, men Hr. Jens lod sig ikke forstyrre og talte videre om de
syv Korsens Ord, om den hellige Nadvere, om Syndernes Forladelse og
Himmerigs Glæde.
Men saa rejste Ulrik Christian sig overende i Sengen og sagde lige i
Ansigtet paa Hr. Jens: «det er idel Løgn og Digt tilhobe.»
«Fanden skal tage mig som jeg staar, er det sandt!» raabte Præsten,
«hvert evige Ord,» og han slog i Bordet, saa Krukker og Glas ramlede
mellem hinanden og nu rejste han sig op og med streng Røst talte han
ham til og sagde: «I fortjente, jeg i min Retfærdigheds Vrede rystede
Støvet fra mine Fodsaaler og lod Eder ligge ene her tilbage som et
sikkert Bytte for Djævelen og hans Rige, thi did skal I visseligen
komme. I er af dem, som dagligen nagle den Herre Jesum ind til
Korsens Galge og for dem er al Helvedes Gaarde beredt. Spot intet ad
Helvedes frygtelige Navn, thi det er en Lyd, som har i sig en Ild
af Pine, ja som slutter i sig inde de Martredes og Vaandefuldes
jammerlige Skrig og Smertes Gnidsel! Ak, Helvedes Nød og Kvaler er
større end noget Menneske kan fatte, thi om En døde radebrækket og
under Kneb af gloendes Tænger og han vaagnede udi Helvedes Ild, han
vilde længes til sin Bøddelsted som til Abrahams Skjød. Vel er Sot og
Sygdomme bedske for Menneskens Kjød, naar de som en Trækvind piner
sig Tomme for Tomme gjennem alle Fibre og naar de spænder Senerne som
de skulde briste, naar de brænder som salten Ild i Livets Indvolde
og gnaver med sløve Tænder paa Legemets inderste Marv, men Helvedes
Kvaler er som en susende Stormvind af Smerter, der slider i alle
Ledemods mindste Led, som et hvirvlendes Uvejr af ufattelige Veer,
en evig Hvirvel af Jammer og Pine, thi som een Bølge skyller mod
Stranden og en næste følger og den næste igjen i al Evindelighed,
saaledes følge Helvedes skoldende Sting og Hug paa hinanden evig og
evindelig og uden Ende og uden Ophør.»
Den Syge saae sig forvildet omkring, «jeg vil intet,» mumlede han,
«jeg vil intet; jeg har hverken at skaffe med Jeres Helved' eller
Himmerig; jeg vil dø, eneste og aleneste dø og Ingenting andet.»
«I skal visseligen dø,» sagde Præsten, «men for Enden af Dødsens
mørke Gang der er kuns tvende Porte, een ind til Himmerigs Glæde
og een til Helvedes Jammer, og der er ingen anden Vej at komme,
visseligen ingen.»
«Jo der er, Præst, jo, der er, -- er der ikke? svar! er der ikke en
dyb, dyb Grav, digt hos, for dem, der gik deres egne Veje, en dyb,
sort Grav ned til Ingenting, slet ingen Verdens Ting?»
«De, der gik deres egne Veje, de styre mod Djævelens Rige; der
myldrer af dem for Helvedes Porte, Høje og Lave, Gamle og Unge,
de skubbes og drages for at undgaa den gabendes Svælg og de raabe
ynkeligen paa den Gud, hvis Vej de intet vilde følge, at han skal
føre dennem bort. Afgrundenes Skrig er over deres Hoveder og de
krympe sig i Rædsel og Elende, men Helvedes Porte skal lukke sig over
dem som Vandene lukke sig over den Druknede.»
«Er det nu Noget, I fortæller, er det? Ved Eders ærlige Navn, er det
andet end som Digt?»
«Ja!»
«Jamen jeg vil intet, jeg vil være Jeres Vorherre foruden, jeg vil
slet intet udi Himmerig, bare dø.»
«Saa far da hen til de evig Fordømtes gruelige Pinested, hvor den
uendelige Svovlsøs kogende Bølger omkaster de usalige Skarer, hvis
Lemmer trækkes i Kvalens Kramper og hvis hede Munde suger efter Vejr
imellem Overfladens spillende Luer. -- Jeg ser deres Kropper drives
om som hvide Maager paa Havet, ja som flyvendes Fraade i blæsende
Storm, og deres Skrig ere som Jordens Brølen, naar Jordskjælv ryster
dens Indvolde og deres Jammer er uden Navne. Ak! at mit Hjærte turde
bede dig løs, du Arme! men Naaden haver tilhyllet sit Aasyn og
Barmhjærtighedens Sol er gangen under.»
«Men saa hjælp mig da, hjælp mig, Præst!» stønnede Ulrik Christian,
«hvad er du Præst for, naar du intet kan hjælpe? bed! for Guds
Skyld bed! er der ingen Bønner i din Mund? eller giv mig din Vin og
dit Brød, der er jo Frelse, siger de, i Vinen og Brødet; eller er
det Løgn, lutter forsmædelig Løgn? jeg vil krybe for din Gud som
en angergiven Pog, han er jo saa stærk, saa uretfærdig stærk, saa
trøstesløs mægtig; gjør ham god, din Gud, gjør ham god imod mig, jeg
bøjer mig, jeg bøjer mig, jeg kan jo ikke mere!»
«Bed!»
«Ja, jeg vil bede, jeg vil bede saameget det skal være -- ja!» og han
lagde sig paa Knæ i Sengen og foldede Hænderne, «er det ret?» spurgte
han og saae hen til Hr. Jens, «og hvad skal jeg sige?»
Præsten svarede ikke.
En Stund laa Ulrik Christian saaledes og stirrede opad med store,
feberstraalende Øjne, «der er ingen Ord, Præst!» klynkede han, «Herre
Jesus! de er borte allesammen,» og han sank grædende sammen.
Pludselig foer han op, greb sin Kaarde, brød den itu og raabte:
«Herre Jesus Christus, se, jeg brækker min Kaarde!» og han holdt de
blanke Klingestykker i Vejret: «Pardon, Jesus, Pardon!»
Præsten talte nu Forsoningens Ord til ham og skyndte sig med at
berette ham, da han ikke saae ud til at have meget igjen.
Saa kaldte Hr. Jens paa Ane Skomagers og gik.
Da Sygdommen ansaaes for smitsom, kom der ingen af de Nærmeste ind
til den Syge, men i et Gemak nedenunder var nogle Slægtninge og
Venner, Kongens Livmedikus og et Par Hofkavalerer samlede for at
modtage de Besøg af Adelspersoner, Gesandter, Officerer, Hoffolk og
Raadmænd, som kom for at spørge til hans Befindende. Sygeværelsets
Fred blev derfor ikke forstyrret og Ulrik Christian var atter allene
med Ane Skomagers.
Det begyndte at skumre, Ane lagde noget Brænde til Ilden i Kaminen,
fik et Par Lys tændt, tog sin Bønnebog frem og satte sig lunt
tilrette; hun trak sin Kappe fremefter og faldt snart i Søvn. Ude
i Forværelset var der bleven posteret en Badskærer og en Lakaj i
Tilfælde af at der skulde komme noget paa; de laa nu begge to paa
Gulvet henne ved Vinduet og spillede Tærninger paa Straamaatten for
at det ikke skulde rasle og de var saa optagne af deres Spil, at de
ikke mærkede at der var En, der listede sig gjennem Stuen, før de
hørte Sygeværelsets Dør lukke sig efter den.
Det var Medikus, sagde de og saae forskrækkede paa hinanden.
Det var Marie Grubbe.
Hun nærmede sig lydløst Sengen og bøjede sig over den Syge, der laa
stille hen og blundede. I det døsige, usikre Lys saae han saa bleg
og fremmed ud, Panden saa dødningehvid, Øjelaagene saa sælsomt store
og de magre, voksgule Hænder famlede matte og hjælpeløse om paa det
mørkeblaa Bolster.
Marie græd. «Er du saa syg?» mumlede hun. Hun lagde sig ned paa Knæ
foran Sengen, støttede sine Albuer paa Sengestokken og saae ham lige
ind i Ansigtet.
Han vaandede sig og slog Øjnene op. Søgende og uroligt var Blikket.
«Ulrik Christian!» sagde hun og lagde sin Haand paa hans Skulder.
«Er her flere?» stønnede han mat.
Hun rystede paa Hovedet. «Er du meget syg?» spurgte hun.
«Ja, det er snart forbi med mig.»
«Nej, nej! det maa intet være, for hvem har jeg tilbage, naar du gaar
hen? Nej, nej, hvor skal jeg holde det ud?»
«At leve! -- det er let at leve; men jeg har faaet Dødsens Brød og
Dødsens Vin, jeg maa dø ... ja, ja, ja ... Brød og Vin, Kjød og Blod
-- tror du, det kan ... nej, nej, Jesu Christi Navn, Jesu Christi
Navn! Bed en Bøn, Barn, ret en stærk Bøn!»
Marie foldede sine Hænder og bad.
«Amen, Amen! bed igjen! jeg er saa stor en Syndere, Barn, der maa saa
meget til, bed igjen, en lang Bøn med mange Ord -- mange Ord! -- aa,
nej? hvad er det nu? hvorfor drejer Sengen? -- hold fast, hold fast!
den gaar rundt ... som et hvirvlendes Uvejr af mange Piner, en evig
Hvirvel af Kval og ... ha, ha, ha ... er jeg drukken igjen? hvad er
det for Spil! og hvad Satan har jeg da drukken? -- Vin! -- ja vist,
det var Vin, jeg drak! ha, ha, lustig, mein Kind, lustig! kys mig,
min Høne!
Herzen und küssen
Ist Himmel auf Erd ....
kys igjen min Snut, jeg er saa kold, men du er rund og varm ... kys
mig varm? -- og du er hvid og trind og hvid og glat ....»
Han havde slaaet sine Arme om Marie og knugede det forskrækkede Barn
ind til sig. I det samme vaagnede Ane Skomagers og saae den Syge
sidde og gantes med et fremmed Fruentimmer. Truende holdt hun sin
Bønnebog op i Vejret og raabte: «h'raus du höllisch' Weib -- sitzt
mich das lose Ding und tändeliret mit de sterbende Gnad'! h'raus wer
du bist -- elender Bote des Menschenfeindes, des lebendigen Teufels!»
«Teufel!» brølede Ulrik Christian og slyngede forfærdet Marie Grubbe
fra sig. «Vig bort Satan! ud, ud!» og han slog Kors paa Kors, «o,
du forbandede Djævel! du vilde bringe mig til Synd i mit sidste
Aandepust, i den sidste Time, hvor En skal være saa forsigtig,
bort, bort i Herrens velsignede Navn, du forbandede Gestalt.» Med
vidtopspilede Øjne og Forfærdelse i hvert Træk stod han op i Sengen
og pegede mod Døren.
Maalløs og ude af sig selv af Rædsel styrtede Marie ud.
Den Syge kastede sig ned og bad og bad, mens Ane Skomagers højt og
langsomt læste den ene Bøn efter den anden af sin storstilede Bog.
Et Par Timer efter døde Ulrik Christian.


VI.

Efter Stormen paa Kjøbenhavn i Februar Nioghalvtreds trak Svensken
sig tilbage og nøjedes med at holde Byen indesluttet.
De Belejrede aandede nu friere, Krigens Byrder blev mindre tunge end
før, man fik Aanderum til at glæde sig over det, man havde gjort og
over det, man havde vundet, baade af Ære og Privilegier. Vel var der
de, der havde faaet Smag paa det bevægede Krigerliv og som med Mismod
saae en trist, kjedsommelig Fredstid udfolde sine dagligdags Scener,
men Hovedmassen af Befolkningen var glad og følte sig let om Hjærtet.
Og Glæden fik Luft i muntre Lag, thi alle de Bryllupper, Barselgilder
og Fæstensøl, der vare blevne holdte tilbage mens Fjenden var saa
knugende nær, de samlede nu glade Skarer i hver en Gyde og Gænge i
Byen.
Nu blev der ogsaa Tid til at beskjæftige sig med sine Naboer og
til at gjøre Skjæven i deres Øjne til Bjælker. Der blev Tid til at
bagtale hinanden, misunde og hade hinanden. Brødnid og Lykkenid
levede kraftigt op og gammelt Fjendskab slog ud i nyt Nag og ny
Hævntørst. En var der, som i den seneste Tid havde forøget Tallet
paa sine Fjender og næsten samlet Alles Had over sit Hoved, og det
var Corfitz Ulfeldt. Ham kunde man nu ikke ramme, thi han var tryg
i Fjendens Lejr; men de af hans og hans Hustrus Slægtninge, som
man troede vare venligt sindede mod ham, dem betragtede man med
mistænksomme Blikke, belurede og fortrædigede dem og Hoffet kjendte
dem ikke.
Det var vel ikke mange dette gjaldt, men blandt de faa var Sofie
Urne, Ulrik Frederiks Fæstemø.
Dronningen, der mere hadede Ulfeldts Hustru end hun hadede Ulfeldt
selv, havde fra Begyndelsen af været imod Ulrik Frederiks Forbindelse
med en Dame, der var saa nært knyttet til Eleonore Christine, og nu
da Ulfeldts sidste Handlinger havde stillet ham og hans i et endnu
hadefuldere Lys end tidligere, begyndte hun igjen, baade hos Kongen
og hos Andre, at arbejde hen til at faa Forbindelsen hævet.
Det varede ikke længe før Kongen havde samme Ønske som Dronningen,
thi man havde skildret ham den virkelig intriguante Sofie Urne som
saa listig og farlig og Ulrik Frederik som saa letsindig og let at
lede, at det blev ham klart, hvormegen Fortrædelighed og Ufred, der
heraf kunde vokse frem; men han havde nu engang givet sit Minde og
var altfor øm over sit Ord og sin Ære til at tage det tilbage. Han
forsøgte derfor at overtale Ulrik Frederik. Han viste ham hvor let
det gode Forhold, hvori han stod til Hoffet, kunde forstyrres ved
en Person, der med Rette var ham og Dronningen saa meget imod, da
hendes Sympathier saa ganske var for Kongehusets Fjender og endvidere
hvorledes han stod sin egen Lykke i Vejen, idet der vanskelig blev
den vigtige Æresposter betroet, som vidstes under stadig Paavirkning
af en Hoffet fjendtlig Kreds. Endelig tydede han hen til Jomfru
Sofies intriguante Karakter og yttrede sin Tvivl om at hun virkelig
bar Kjærlighed til ham, thi en ret og oprigtig Kjærlighed, sagde
han, vilde hellere have forsaget end at bringe sin Objekt i Vaade og
Vanskelighed, hellere sørgende have holdt sig fordækt end jubilerende
aabenbare sig, men Jomfru Sofie havde ikke gjort sig Skrupler,
tvertimod hun havde benyttet sig af hans Ungdom og blinde Elskov.
Saaledes talte Kongen, men han kom ingen Vegne med Ulrik Frederik,
thi han havde i frisk Minde hvormegen Overtalelse det havde kostet
ham at faa Jomfruen til at give sit Sindelag tilkjende, og da han
gik fra Kongen, var han endnu fastere end før besluttet paa at Intet
skulde skille dem ad. Hans Bejlen til Sofie var det første alvorlige
Skridt han i sit Liv havde taget og han satte sin Ære i at det blev
taget fuldt ud, der havde altid været saamange Hænder rede til at
lede og føre ham, men han var nu for gammel, han kunde gaa alene og
han vilde det. Hvad var Hoffet og Kongens Naade, hvad var Glands og
Ære for ham mod hans Kjærlighed, kun for den vilde han kæmpe og
savne, kun i den vilde han leve.
Men Kongen lod Christoffer Urne vide, at han var imod Forbindelsen,
og Huset blev derfor lukket for Ulrik Frederik, som nu kun i Smug
kunde besøge Jomfru Sofie. I Begyndelsen var dette som Blæst til
brændendes Lue, men efterhaanden voldte det, at han sjældnere saae
sin Fæstemø, at han blev mere klarsynet over for hende, og der var
Øjeblikke, hvor han tvivlede om hendes Kjærlighed, ja end ikke ret
vidste om hun hin Sommerdag ikke havde draget ham fremad, medens hun
syntes at holde ham tilbage.
Hoffet, der hidtil havde taget imod ham med aabne Arme, viste ham
nu en isnende Kulde, Kongen, der før saa varmt havde beskjæftiget
sig med hans Fremtid, var nu Ligegyldigheden selv; nu var der ingen
Hænder strakte frem for at lede ham og han begyndte at savne dem,
han var slet ikke den Mand, der duede til at stævne _mod_ Strømmen,
blot den ikke bar _med_, var han modløs. Fra hans Fødsel var der lagt
ham en gylden Traad ihænde, blot han fulgte den, gik det opad til
Lykke og Ære, den havde han sluppet for selv at finde sig frem, endnu
glimtede den for ham, -- skulde han gribe den igjen? Han kunde ikke
mande sig op til at trodse Kongen, han kunde ikke slippe Sofie; ad
Krogveje maatte han liste sig til at besøge hende, hans Stolthed led
ved denne uværdige Snigen sig frem, det var ham næsten det Haardeste
af Alt, han var vant til at komme i Pomp og Pragt, vant til at tage i
Fyrstestil hvert Skridt han tog, og dette var saa ganske anderledes.
Dage gik og Uger gik med daadløs Grublen og dødfødte Planer, han
lededes ved sin Raadløshed, kom i Foragt for sig selv, og saa
Tvivlen: havde ikke hans evindelige Tøven dræbt hendes Kjærlighed
eller havde hun aldrig elsket ham, hun var saa klog sagde de, ja vist
var hun klog, men var hun _saa_ klog, som de sagde? aa nej, hvad var
da Kjærlighed, naar hun ikke elskede, og dog, og dog ....
* * * * *
Bagom Christoffer Urnes Have gik der en lille Smøge, ikke bredere
end at en Mand kunde klemme sig igjennem den; den Vej var det Ulrik
Frederik maatte gaa naar han vilde besøge sin Fæstemø, og han havde
da gjerne Livsens Korthed med til at holde Vagt for Enden af Smøgen,
forat Ingen fra Gaden skulde se ham klavre over Plankeværket.
Det var en lun, maaneklar Sommernat, en tre-fire Timer over Sengetid;
Daniel havde svøbt sig ind i sin Kappe og sat sig tilsæde paa
Resterne af et Svinetrug, der fra en tilstødende Gaard var kastet
over i Smøgen; han var glad tilmode, en Kjende drukken og sad
og smaafniste ad sine egne lystelige Tanker. Ulrik Frederik var
allerede over Plankeværket inde i Haven. Hylden duftede stærkt, paa
Grønsværet laa Lærred paa Bleg i lange, hvide Stykker, det susede
sagte i Løntræet over ham og i Roserne ved Siden; de var fulde af
røde Blomster, men i det stærke Maaneskin syntes de ham næsten hvide.
Han gik op mod Huset, der laa det med sin skjærende hvide Væg og de
gulligt glittrende Ruder. Hvor alt var stille, straalende og stille
... Nu sittrede en Faarekyllings svirrende Glastoner hen gjennem
Luften, Stokrosernes skarpe, blaalige Skygger stod som malede paa den
hvide Mur, en fin Em steg op over Blegen -- nu, Krogen af Døren og
han var inde i Mørket. Forsigtigt famlede han op ad den gamle Trappe,
den lumre, krydrede Loftsluft slog ham imøde og under hans Fødder
knirked og knirked det møre Gulv. Maanen skinnede derind gjennem et
lille Tagvindue og aftegned i Lys dets firkantede Form midt paa en
Korndynges jævne Overflade -- over Dyngen, Støvet hvirvlede i Skjæret
bag ham, nu var han ved Gavlkammerets Dør. Den aabnedes indenfra, et
svagt, rødligt Lysskin lod et Øjeblik Korndyngen, den skraa, sodgule
Skorsten og Tagets Lægter træde ud af Mørket, saa var det borte og
han stod inde hos Sofie i Gaardens Klædekammer.
Det var lavt og lille, opfyldt med store Linnedskabe, under Loftet
hang Lærredsposer med Dun og Fjer, gamle Spinderokke stod i Krogene
og Væggene vare behængte med Knipper af Rødløg og sølvbeslaaet
Seletøj. Henne under Vinduet, der var lukket med store Træskodder,
stod paa en messingforsiret Kiste en lille Haandlygte. Sofie aabnede
dens Hornrude, at den kunde lyse lidt bedre; hendes Haar var løst
og hang ned paa Ryggen af den skindbræmmede Klædestrøje, hun havde
taget over sin Hvergarnskjole, hendes Ansigt var blegt og forgræmmet,
men hun smilede lystig og sladrede i Eet væk. Hun havde sat sig paa
en lav Skammel, foldet Hænder om sine Knæ og snakkede muntert op til
Ulrik Frederik, der stod og Ingenting sagde, men hun snakkede af
Angst, thi hans Tværhed havde gjort hende bange.
«Nu Junker Tavs og Tvær!» sagde hun «du siger Intet, er der da i alle
de hundrede Timer intet kommen dig hundrede Ting, du ønsked at hviske
mig til, aa, da har du intet længtes som jeg,» hun pudsede Lyset i
Lygten med sine Fingre og kastede den glødende Tande paa Gulvet og
Ulrik Frederik gik uvilkaarligt et Skridt frem og traadte Gnisten ud.
«Det var Ret,» vedblev hun, «kom herhen og sæt dig ned, men først
maa du knæle og sukke og tigge mig god, for nu er det tredie Nat jeg
sidder her og vaager, igaar og iovergaars sad jeg forgjæves og vented
og længtes til mine Øjne blev dumme.» Hun løftede truende Haanden:
«paa Knæ, Junker Troløs! og bed som I bad for Jert Liv;» det sagde
hun med spøgende Højtidelighed, saa smilte hun og bad halv bønligt,
halv utaalmodigt: «kom nu hen og knæl, kom nu hen og knæl!»
Ulrik Frederik saae sig næsten uvilligt om, det var saa latterligt
at knæle her i Christoffer Urnes Pulterkammer, men han knælte dog,
lagde sin Arm om hendes Liv og skjulte sit Ansigt i hendes Skjød, men
han sagde Intet.
Ogsaa hun tav, beklemt og bange, hun havde seet at Ulrik Frederik
var bleg og forpint og hans Øje sky og uroligt; hendes Haand
legede sorgløst med hans Haar, men hendes Hjærte bankede heftigt i
anelsesfuld Angst.
I den Stilling sad de længe.
Pludselig sprang Ulrik Frederik op.
«Nej, nej!» sagde han, «det kan ikke saadan blive ved! Det veed
Gud Fader, vor Herre i Himlen, du er mig saa kjær som mit inderste
Leveblod, saa jeg aldrig veed hvad Liv det bliver at føre, som skal
leves dig foruden. Men hvad kan det baade? hvortil skal det lede? de
staar os jo Alle saa haardt imod, der er ikke en Mund, der har Trøst
i Mæle, de vender sig fra os Een og Hver. Det er som der krøb dem en
kold Skygge over, naar de nu ser mig; men før, da var det som kom
der et Lys naar jeg kom. Jeg staar saa allene, Sofie, saa bitterlig,
bitterlig ene! Ja jeg veed du har varet mig ad -- og jeg har Synd
og Skam af at bede den Bøn jeg vil, men jeg ædes op i denne Strid,
den har suget mit Mod og min Værdighed bort, saa jeg brændende af
Skam, men forknyt og forpint, beder dig: giv mig fri! giv mig mit Ord
tilbage, hjærtensdyre Pige!»
Sofie havde rejst sig op, hun stod tryg og kold som en Støtte og
stirrede alvorligt paa ham mens han talte.
«Jeg er frugtsommelig,» sagde hun roligt og fast.
Havde hun sagt ja, havde hun givet ham fri, Ulrik Frederik følte det,
han havde ikke taget derimod, han vilde have kastet sig tilbedende
for hendes Fødder, han vilde have trodset Kongen og dem alle, sikker
paa hende; men hun gjorde det ikke, hun rykkede kuns i hans Lænke
for at vise ham hvor godt han var bunden, o, hun var klog, som de
sagde; det kogte i ham, han kunde kastet sig over hende, grebet hende
i hendes hvide Strube, for at vriste Sandheden ud af hende, for at
tvinge hende til at lægge hvert Blad i hendes Kjærligheds Rose aaben
for ham i hver dets Skygge og hver dets Fold, at han dog kunde faa
Vished, men han tvang sig og sagde med et Smil: «javist, jeg veed --
det var jo ene Spøg, forstaar du vel.»
Sofie saae uroligt paa ham, nej det var ikke ene Spøg, det var det
ikke, hvorfor kom han ikke hen og kyssede hende, hvis det var Spøg,
hvorfor blev han staaende saa stille der henne i Skyggen, blot hun
kunde se hans Øjne, nej det var ikke Spøg, han havde spurgt ligesaa
alvorligt som hun havde svaret, ak det Svar! hun anede hvad hun havde
tabt ved det, han havde ikke forladt hende, hvis hun havde sagt ja;
«o Ulrik Frederik,» sagde hun, «jeg havde kuns vort Barn i Tanker,
men har du mig intet længer kjær, saa gaa, skynd dig at gaa og byg op
paa din Lykke, jeg holder dig intet tilbage.»
«Forstaar du da intet, det var kun Spøg; vil du tro, jeg kunde tigge
mit Ord tilbage og luske bort dermed i Skam og nedrig Skjændsel! Jeg
maatte jo,» sagde han, «hver den Gang jeg løfted mit Hoved, være i
Angst for at det Blik, der havde seet min Vanære, skulde mødes med
mit og tvinge det skamfuldt ned til Jorden,» og han mente hvad han
sagde, havde hun elsket ham saa inderligt som han havde elsket hende,
da maaske, men nu, aldrig.
Sofie gik hen til ham, hun lagde sit Hoved paa hans Skulder og græd.
«Farvel, Ulrik Frederik,» sagde hun, «gaa, gaa, intet om jeg kunde
binde dig med et Haar vilde jeg holde dig tilbage, den Time du længes
bort.»
Han rystede utaalmodigt paa Hovedet. «Hjærte Sofie,» sagde han og
løste sig ud af hendes Arme, «lad os nu intet drive Comediespil med
hinanden, jeg er jo baade dig og mig selv det skyldig at Præsten
lægger vore Hænder tilsammen, det kan kuns intet ske for snart og
derfor skal det ogsaa være om et Par Dage, men det skal gaa for sig i
alt Fordulgthed, for det er til ingen Nytte at sætte Verden mere op
imod os end skeet er.» Sofie turde Intet sige dertil og de aftalte
hvor og hvorledes det skulde sættes i Værk, endelig bad de hinanden
kjærligt Farvel.
Da Ulrik Frederik kom ned i Haven, var Maanen borte og Alting mørkt,
enkelte tunge Regndraaber faldt fra den sorte Himmel. I Gaardene
galede de aarvaagne Haner, men Daniel var falden i Søvn paa sin Post.
I hans Stadsstue blev en Ugestid efter Jomfru Sofie og Ulrik Frederik
hemmeligt viede af en fattig Præst. Men Hemmeligheden blev ikke bedre
bevaret end at Dronningen et Par Dage efter talte til Kongen derom.
Følgen heraf var at Ægteskabet en Maanedstid efter ophævedes ved
kongelig Ordre, og næsten samtidig sendtes Jomfru Sofie med hendes
Frænders Samtykke til Frøkenklostret i Itzehoe.
Ulrik Frederik gjorde intet Forsøg paa at afværge dette Skridt; vel
følte han sig krænket derved, men han var træt og sløvet og bøjede
sig i dump Mismodighed for det, der som han sagde, nu en Gang saa
skulde være. Næsten hver Dag var han drukken og han elskede, naar
Vinen havde gjort sin Virkning, for det Par trofaste Svirebrødre,
der var hans eneste stadige Omgang, grædende og klagende at skildre
det søde, fredelige Lykkens Liv, som kunde være blevet hans og endte
saa altid med tungsindige Hentydninger til at hans Levnets Dage
var faa i Tal og at de snart vilde bære hans knuste Hjærte til
den Lægedomssted, hvor Lejet redtes i sorte Dun og hvor Ormene var
Badskjær.
For at gjøre Ende paa dette Levnet lod Kongen ham følge med de
Tropper, som Hollænderne overførte til Fyen, og herfra vendte han
midt i November tilbage med Budskabet om Sejren ved Nyborg. Han
indtog nu igjen sin Plads i Kongens Gunst og i Hoffets Rækker, blev
udnævnt til Oberst tilhest og syntes nu helt at være bleven sig selv
igjen.


VII.

Marie Grubbe er nu sytten Aar.
Den Eftermiddag, hun i Rædsel var flygtet fra Ulrik Christian
Gyldenløves Dødsleje, var hun kommen styrtende op paa sit Kammer og
var gaaet hændervridende op og ned ad Gulvet, jamrende sig som stædt
i stærke legemlige Smerter, saa Lucie ganske aandeløs løb ned til Fru
Rigitze og bad hende for Guds Skyld endelig se op, hun troede der
Noget var sprungen inden i Jomfru Marie, og Fru Rigitze kom da ogsaa
derop, men hun kunde ikke faa et Ord ud af Barnet; hun havde kastet
sig ned foran en Stol og gjemt sit Ansigt i Hyndet, og til Alt, hvad
Fru Rigitze spurgte, svarede hun kun, hun vilde hjem, hun vilde hjem,
hun kunde nu aldrig blive længer, og hun græd og hulkede og rokkede
med Hovedet fra den ene Side til den anden. Saa gav Fru Rigitze hende
et Livfuld Hug og skjældte Lucie ud fordi de havde været ved at tage
Livet af hende med deres Pjank og lod dem saa skjøtte sig selv.
Det var Marie ligegyldigt at de slog hende. I hendes Kjærligheds
lykkelige Dage, var der da bleven budet hende Hug, vilde det have
ramt hende som den sorteste Ulykke, som den dybeste Beskæmmelse, men
nu var det hende ligegyldigt, nu alle hendes Længsler, hendes Tro
og hvert hendes Haab i een kort Time var visnet, skrumpet sammen og
vejret hen. Hun tænkte paa, hun en Gang hjemme paa Tjele havde seet
Karlene stene en Hund ihjel, der var kommen ind i den højgjærdede
Andepark; det arme Dyr svømmede stumt omkring; op kunde det ikke
komme, og Blodet randt af det, een Sten saarede det hist, en anden
her, og hun huskede, hun bad til Gud for hver Sten, der faldt, at den
maatte ramme ret dybt, thi Dyret var saa elendigt at Skaansel havde
været den blodigste Synd. Nu følte hun sig selv som den stakkels
Diana, og hun bød hver Sorg og Bitterhed velkommen, blot den ret
vilde ramme, for nu var hun saa ulykkelig at Naadesstødet var al
hendes Haab og Forlængsel. O, naar det var Enden paa al Storhed: en
trælleagtig Klynken, et lystent Vanvid og knælende Angst, o, saa
var der ingen Storhed; den Helt, som hun havde drømt, han red ud ad
Dødens Porte med klirrende Spore og ringende Bidsel; med blottet
Hoved og sænket Kaarde, men ikke med Angst i vidløse Øjne, ikke
med Naadesbønner paa skjælvende Læber. Der var da ingen straalende
Skikkelser at længes frem imod i tilbedende Kjærlighed, ingen Sol at
stirre sig lysblind paa saa Alt blev Straaler og Glands og Farver!
mat og graat -- Altsammen saa var det mat og graat og øde, bundløs
Hverdag, lunken Søgnedagsliv tilhobe.
Saadan var hendes Tanker i den første Tid, det var hende som havde
hun en stakket Stund været bortrykket til en forunderlig, rigbroget
Fabelverden, i hvis varme, livssvangre Luft hele hendes Væsen havde
foldet sig ud som en underlig fremmed Blomst og straalet Sol fra alle
Blade og aandet Duft fra alle Aarer, og salig i sit Lys og sin Duft
var den vokset og vokset, Blad i Mylder ved Blad, Fold bredt ud paa
Fold i ustandselig Kraft og Fylde. Og nu var det Alt forbi, hun var
gold og fattig igjen, tom og isnet af Kulde, og saadan var den hele
Verden, alle de Mennesker, der var til, saa var de saadan. Og dog
levede de løs i daarlig Travlhed, o, hendes Hjærte blev sygt i hende
af Lede ved at se dem brede og strække deres usle Armod og stolte
lytte efter lødig Klang i deres Tomheds Buldren.