Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 16

maatte være ikke saa lidt ældre. Han holdt sig meget for sig selv,
talte lidt og som det syntes ikke gjerne. Dog skyede han ingenlunde
Selskab, naar han blot kunde have det saaledes, at man lod ham i Fred
og ikke vilde drage ham ind i Samtalen, og det var ham aabenbart en
Fornøjelse, naar Færgen bragte Rejsende hen eller hjem, eller naar
Fiskerne kom i Land med deres Dræt, i Afstand at betragte deres
Travlhed og lytte til deres Ordskifte. I det Hele taget holdt han
meget af at se Folk arbejde, enten det saa var med at pløje eller
stække eller sætte Baade ud, og var der En, der tog et Tag, som
oversteg det almindelige Jevnmaal af menneskelige Kræfter, kunde han
smile helt tilfreds derved og løfte paa Skuldrene i stille Velbehag.
Da han havde været i Burrehuset en Maanedstid, begyndte han at nærme
sig Marie Grubbe eller tillod hende at nærme sig ham, og de sad tidt
i de lune Sommeraftener og talte med hinanden en Timestid eller to i
Træk inde i Krostuen, hvor saa Døren stod aaben og gav Udsigt ud over
det blanke Vand til det blaaligt dæmrende Møen.
En Aftenstund, da deres Bekjendtskab var blevet temmelig gammelt,
havde Marie fortalt ham sin Historie og endt den med et Klagesuk
over, at Søren var bleven taget fra hende.
«Jeg maa bekjende,» sagde Holberg, «at jeg er aldeles uformuendes
til at begribe, hvorlunde I har kunnet præferere en gemen Staldkarl
og Stoddere for en saa perfekt Cavalliere som hans Exellence
Statholderen, der jo dog af alle berømmes som en Mester i Belevenhed
og fine Manerer, ja som et Mønster paa hvad som besynderligen er
gallant og aimabelt.»
«Endog han havde været deraf saa fuld som den Bog, der kaldes for
alamodische Sittenschule, det vilde intet have vejet saa meget som
en Fjer, eftersom jeg nu en Gang havde for ham en saadan degout og
Afsky, at jeg knap kunde taale ham for mine Øjne, og I veed, hvor
aldeles uovervindelig en saadan degout kan være, saa om En havde
en Engels Dyd og Principier, saa vilde den naturlige Afsky dog bære
Sejren derfra. Min arme nuværendes Mand derimod, til ham optændtes
jeg af en saa hastig og uformodenlig Tilbøjelighed, at jeg kan intet
andet end tilskrive det en naturlig Attraktion, som heller intet var
at modstaa.»
«Saadant kalder jeg vel raisoneret! Vi har da kuns at pakke ned al
Verdens Morale i en Kiste og skikke den til Hekkenfjeld og leve efter
vore Hjærtens Lyster, thi der er jo ikke den Uterlighed til, En
nævne vil, den jo kan klædes op som en naturligen og uovervindeligen
Attraktion, og heller ikke den Dyd er til, iblandt alle de Dyder, der
opregnes kan, at En jo lettelig siger sig den fra, thi der vil være
den, som haver degout for Maadehold, den for Sandfærdighed og den for
Ærbarhed, og saadan naturlig degout er aldeles uovervindelig, vil de
sige, og den, som er beladt dermed, derfor ganske uskyldig. Men I er
for vel oplyset, Morlille, til at I ikke skulde vide, at saadant er
kuns skammeligt Hjernespind og Daarekistesnak.»
Marie svarede ikke.
«Tror I da ikke paa en Gud, Morlille,» vedblev Magisteren, «og paa
det evige Liv?»
«Gud have Lov og Tak, jo, jeg gjør, jeg tror paa Vorherre.»
«Men den evige Straf eller evige Løn, Morlille?»
«Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det
tror jeg.»
«Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?»
«Hvordan skal jeg opstaa? som det unge, uskyldige Barn jeg var, jeg
først kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte,
eller som den Gang, jeg æret og misundt som Kongens Yndling var
Hoffets Zirat, eller skal jeg opstaa som den gamle, fattige, haabløse
Marie Færgemands, skal jeg? og skal jeg svare til, hvad de andre,
Barnet og den livsranke Kvinde de synded', eller skal en af dem svare
for mig? Kan I sige mig det, Hr. Magister?»
«Men I har jo dog kuns havt een Sjæl, Morlille!»
«Ja, har jeg?» spurgte Marie og sank hen i Tanker. «Lad mig tale med
Jer ret oprigtigen,» fortsatte hun, «og svar mig som I tænker: tror
I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet sig haardeligen
mod sin Gud og Skabere, men som i sin sidste Stund, naar han ligger
og drages med Døden, bekjender sin Synd af et oprigtigt Hjærte og
angrer og giver sig Gud i Vold uden Tvivl og uden Betænkning, tror
I, den er Gud velbehageligere end En, som ogsaa har været ham haardt
imod med Synd og Forargelse, men saa i mange Livsens Aar har stridt
for at gjøre sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre, men
aldrig i Bøn eller aaben Anger har begrædt sit forrige Levnet, tror
I, at hun, som har levet som hun har troet, var rettelig levet, men
uden Haab om Belønning hisset og uden Bøn derom, tror I, Gud vil
skyde hende fra sig og kaste hende bort, endog hun aldrig bad Gud et
Bønnens Ord?»
«Derpaa tør intet Menneske svare,» sagde Magisteren og gik.
Kort efter rejste han.
* * * * *
Det næste Aar i Avgust faldt Dommen over Søren Færgemand, og lød paa
tre Aars Arbejde i Jern paa Bremerholm.
Lang Tid var det at lide, længere Tid at vente, saa gik da ogsaa den.
Søren kom hjem, men Fangenskabet og den haarde Behandling havde
nedbrudt hans Sundhed, og inden Marie havde plejet ham et Aar, bar de
ham paa Kirkegaarden.
Endnu et langt, langt Aar maatte Marie drages med Livet. Saa blev hun
pludseligt syg og døde. Hun var under sin hele Sygdom slet ikke ved
sin Forstands Brug, og Præsten kunde derfor hverken bede med hende
eller berette hende.
En sollys Sommerdag begrov de hende ved Sørens Side, og udover det
blanke Sund og de korngyldne Marker, sang det fattige Ligfølge, træt
af Varmen, uden Sorg og uden Tanke:
Vreden din afvend, Herre Gud, af Naade,
Riset det blodigt, som os over Maade,
Plaget saa redelig af en Vredes Brynde,
Fordi vi synde.
Thi om du efter vore Synder onde,
Straffed', som du med al Rette kunde,
Da maatte Alting gaa i Grund, og falde,
Ja, een og alle.