Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 01

Total number of words is 5014
Total number of unique words is 1716
43.4 of words are in the 2000 most common words
57.3 of words are in the 5000 most common words
64.6 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.

FRU MARIE GRUBBE.
INTERIEURER FRA DET SYTTENDE
AARHUNDREDE.
AF
J. P. JACOBSEN.
ANDET OPLAG.
KJØBENHAVN.
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).
GRÆBES BOGTRYKKERI.
1877.


I.

Den Luft, der laa under Lindetræernes Kroner, havde vugget sig frem
over den brune Hede og de tørstige Marker; den var bleven baget
af Solen og støvet af Vejene, men nu var den renset af det tætte
Løvhang, svalet af de kjølige Lindeblade, og Duften af Lindens gule
Bloster havde gjort den fugtig og givet den Fylde. Nu laa den og
blinkede stille og saligt op i det lysegrønne Hvalv, kjærtegnet af
sagte dirrende Blade og af hvidgule Sommerfugles flimrende Vingeslag.
De Menneskelæber, som aandede denne Luft, vare svulmende og friske,
den Barm, den højnede, var ung og spæd. Barmen var spæd og Foden var
spæd, Midjen smal, Væksten slank, og der var en vis mager Styrke i
den hele Skikkelse. Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne Haar,
der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, mørkeblaa
Fløjelshue var gleden af og hang om Halsen i sine knyttede Hagebaand
ned paa Ryggen som en lille Munkehætte. Ellers var der intet
Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskaaren Lærredskrave slog ned
over en lavendelblaa Hvergarnskjole med korte og vide, opskaarne
Ærmer; ud af dem brusede et Par store Poseærmer af fint, hollandsk
Lin. En højrød Sløjfe sad paa Brystet og højrøde Sløjfer paa Skoene.
Hun gik med Hænderne paa Ryggen og med foroverbøjet Hoved. Med
legende, sirlige Skridt gik hun langsomt op ad Gangen; men ikke
ligefrem; hun gik i Bugter; snart var hun ved at støde imod et Træ
paa den ene Side, snart var hun ved at komme ud mellem Træerne
paa den anden Side. En Gang imellem standsede hun, rystede Haaret
fra Kinderne og saae op mod Lyset. Det dæmpede Skjær gav hendes
barnehvide Ansigt en matgylden Lød, der gjorde de blaaladne Skygger
under Øjnene mindre synlige; de røde Læber blev purpurbrune og de
store, blaa Øjne blev næsten sorte. Hun var nydelig var hun: lige
Pande, svagt kroget Næse, kort, skarpskaaren Underlæbe og stærk,
rund Hage og fint rundet Kind og ganske smaa Øren og rent og skarpt
tegnede Bryn ... Hun gik og smilte, let og tankeløst, tænkte paa
Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring hende. Hun kom til Ende
med Gangen, standsede og gav sig til at svinge rundt paa Hælen, halvt
til højre og halvt til venstre, stadigt med Hænderne paa Ryggen, med
Hovedet lige, Blikket opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i Takt
med sin Svingen.
Der laa to Graastensfliser og var Trappetrin ned til Haven, til Haven
og det skarpe, hvide Sollys. Den skyfri, blaahvidste Himmel saae
lige ned i den, og den Smule Skygge, der var, holdt sig tæt ind til
Foden af de klippede Buksbomhække. Det skar i Øjnene, selv Hækken
stod og gnistrede Lyset fra sine blanke Blade i skarpe, hvide Blink.
Ambraen slæbte sig i hvide Snirkler ud og ind, frem og tilbage, om
tørstige Balsaminer, Boboreller, Gyldenlakker og Nelliker, der stod
og stak Hovederne sammen ligesom Faar paa aaben Mark. Ærterne og
Bønnerne henne ved Lavendelrækken vare ved at falde fra Stængerne af
Varme, Morgenfruerne havde opgivet det Hele og stod og saae Solen
lige op i Ansigtet, men Valmuerne havde kastet deres store, røde
Blomsterblade og stod i de bare Stilke.
Barnet i Lindealleen sprang ned over Trinene, løb gjennem den solhede
Have, med bøjet Hoved, som man løber over en Gaard i Regnvejr.
Hun styrede hen imod en Trekant af dunkle Takstræer, smuttede om
bagved dem og gik saa ind i den store Løvstue, der var en Levning
fra de Belowers Tid. En vid Rundkreds af Ælmetræer havde de flettet
sammen foroven, saavidt Grenene kunde naa, og det runde Hul i Midten
havde de gitret til med Lægter og Rafter. Slyngende Roser og valske
Kaprifolier groede stærkt op i Ælmeløvet og tættede godt, men til
den ene Side var de slaaet fejl, og Humlen, der var plantet efter
med, havde forknyttet Ælmekvistene og magtede ikke selv at lukke for
Hullet.
For Indgangen til Stuen laa der to hvidmalede Havheste; derinde
stod der en lang Træbænk og et Bord; Pladen til Bordet var af Sten:
stor og oval havde den været, men det Meste af den laa paa Jorden
i tre Stykker, kun et lille fjerde laa løst over det ene Hjørne af
Bordrammen. Ved det satte Barnet sig, tog Benene op paa Bænken,
lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors. Hun lukkede sine Øjne
og sad ganske stille; der kom et Par smaa Rynker i Panden, en Gang
imellem bevægede hun Øjenbrynene og smilte let:
«I Stuen med de røde Purpurtæpper og den forgyldte Alkove ligger
Griseldis for Margrevens Fødder, men han støder hende bort; nys har
han revet hende op fra det lune Leje, nu aabner han den smalle,
rundbuede Dør, og den kolde Luft strømmer ind paa den stakkels
Griseldis, der ligger paa Gulvet og græder, og der er intet Andet
mellem det kolde Nattepust og hendes varme, hvide Legeme end det
tynde, tynde Lin. Men han jager hende ud og laaser Døren efter hende.
Og hun trykker den nøgne Skulder op til den kolde, glatte Dør og
hulker og hører ham gaa blødt inde paa Gulvets Tæpper, og gjennem
Nøglehullet kommer Lyset fra den duftende Kjærte og sætter sig som
en lille, rund Sol paa hendes blottede Bryst. Og hun lister sig bort
og gaar ned ad den mørke Marmeltrappe og der er ganske stille, hun
hører ikke andet end den bløde, klappende Lyd af sine nøgne Fødder
paa de isnende Stentrin. Saa kommer hun udenfor. Sneen ... nej,
det regner, det skylregner, og det tunge, kolde Vand plasker ned
paa hendes Skuldre; Linet klæber fast til hendes Legeme, og Vandet
driver ned ad hendes bare Ben, og hun træder med de skære Fødder i
det bløde, kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under Fodbladet.
Og Vinden ... Buskene river hende og flænger hendes Kjole, nej, hun
har jo ingen Kjole paa ... som det flængede mit brune Skjørt! -- der
maa vist allerede være Nødder i Fastruplund, alle de Nødder, der var
paa Viborg Marked ... Gud veed, om Ane har faaet Ro i sine Tænder ...
Nej! Bruhnhylde! -- den vilde Hest sprænger afsted ... Bruhnhylde og
Grimmild -- Dronning Grimmild vinker ad Mændene, vender sig og gaar
bort. Og de slæber Dronning Bruhnhylde frem, og en lav, sort Karl med
svære, lange Arme, En som Bertel i Bomhuset, tager i hendes Bælte og
rykker det over, og han smøger hendes Kittel og hendes Underkjortel
af hende, og med sine sorte Næver stryger han Guldringene af de
hvide, myge Arme, og en stor, halvnøgen, brun og laadden Karl lægger
sin haarede Arm om hendes Liv, og med sine plumpe, brede Fødder
træder han Sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte
Lokker om sin Haand og trækker bort med hende, og hun følger ham med
foroverbøjet Krop, og den Store lægger sine svedige Haandflader paa
hendes nøgne Ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte,
fnysende Hingst, og de slænger hende ned i det graa Støv paa Vejen
og de knytter Hestens lange Hale om hendes Ankler ...»
Saa kom Rynkerne igjen og blev der længe, hun rystede paa Hovedet og
saae mere og mere fortrædelig ud, endelig slog hun Øjnene op, rejste
sig halvt og saae sig træt og misfornøjet omkring.
Myggene dansede henne for Aabningen mellem Humlerankerne, og det
drev paa derude fra Haven stødvis med Duft af Mynte og Hjærtensfryd
og imellem med Duft af Dild og Anniskaal. En lille, tummelumsk,
gul Edderkop løb kildrende hen over hendes Haand og fik hende til
at springe op fra Bænken. Hun gik hen mod Indgangen og rakte efter
en Rose, der sad oppe i Løvet, men hun kunde ikke naa den. Saa gik
hun udenfor og plukkede af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo
ivrigere blev hun, og snart havde hun Skjørtet fuldt. Hun bar dem ind
i Løvstuen og satte sig ved Bordet. Een for een tog hun dem op af
Skjødet og lagde dem paa Stenpladen tæt op til hinanden, og snart var
Stenen skjult under et blegrødt, duftende Svær.
Den sidste Rose var tagen, hun glattede Skjørtets Folder og de løse
Blomsterblade og de grønne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens
Luv, strøg hun af, og blev saa siddende med Hænderne i Skjødet og
saae paa Rosenfloret.
Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skjær og Skygger, fra Hvidt,
der rødmer, til Rødt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er
tung, til et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om det drev i
Luften --. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, yndigt hvælvet, blødt i
Skyggen, men i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med
alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer og spredt i Huden ... og saa
den tunge, søde Duft, den drivende Em af _den_ røde Nektar, som koger
i Blomsterets Bund.
Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes
milde, fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med
løste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med
eet Strøg Alt det bort, der var paa Bordet, og gik ud i Haven,
rettende paa sine Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt gik
hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte saa langsomt Havediget op
mod Kjørevejen. Paa den var der kort før Indkjørslen til Gaarden
et Læs Hø væltet; flere Læs holdt bagved og kunde ikke komme frem.
Ladefogden pryglede Kusken med en brun Stok, hvis Politur glimtede i
Solen.
Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk paa Barnet, hun holdt
sig for Ørerne og gik hastigt op mod Gaarden. Kjælderdøren ned til
Bryggerset stod aaben; hun smuttede derned og slog Døren i efter sig.
Det var den fjortenaarige Marie Grubbe, Datter af Hr. Erik Grubbe til
Tjele Hovedgaard.
* * *
Skumringens blaa Skjær laa over Tjele. Duggen var falden og havde
gjort Ende paa Høkjørslen. Gaardens Piger var i Stalden og malkede;
Karlene rumsterede omkring i Agerum og Selekammer; Hovbønderne stode
i Flok uden Porten og ventede paa at blive ringet til Nadvre.
I det aabne Vindue stod Erik Grubbe og saae ud over Gaardspladsen:
langsomt og een for een kom Hestene helt fri for Seler og Grime
udad Stalddøren og gik hen til Vandingstruget; midt i Gaarden stod
en Dreng med rød Hue ved en af Bindestenene og satte nye Tænder i
sin Rive, og henne i et Hjørne legede to unge Mynder Tagfat mellem
Træhesten og den store Slibesten.
Som Tiden led kom Karlene tiere og tiere frem i Stalddørene, saae
sig om og trak sig fløjtende eller trallende tilbage; en Pige med
fyldt Malkespand kom i hurtig, smaatrinet Trampen over Gaarden, og
Hovbønderne begyndte at trække sig inden Porten som for at skynde paa
Nadverklokken. Nede i Kjøkkenet blev der stærkere Tumlen og Raslen
med Spande, Fade og Brikker, saa blev der taget et Par stærke Tag i
Klokken, og den rystede to Hold rustne Toner af sig, der snart døde
hen i Træskoklampren og Lyden af Døre, der skurede mod Fældingen. Saa
var Gaarden tom, kun de to Hunde stod og gjøede om Kap ud ad Porten.
Erik Grubbe trak Vinduet til og satte sig betænksomt ned. Det var i
Vinterstuen han sad. De brugte den baade Vinter og Sommer, baade til
Dagligstue og Spisestue, de opholdt sig næsten aldrig i andre Stuer
end den. Det var et rummeligt tofags Værelse med højt Brystpanel
af mørkt Egetræ, Væggene vare beklædte med et Tavl af hollandske
Stentøjsfliser, de vare glasserede, hvide i Bunden og malede med
store, blaa Roser. Kaminen var sat med brændte Mursten, en Dragkiste
var stillet foran Aabningen, ellers vilde det trække naar der blev
gaaet med Dørene. Et poleret Egetræsbord med to store, halvrunde
Klapper, der næsten hang ned til Jorden, nogle højryggede Stole med
Sæder af haardt, blankslidt Læder og et lille, grønmalet Skab, der
hang højt oppe paa Væggen, andet var der ikke derinde.
Som Erik Grubbe nu sidder der i Mørkningen, kommer hans Husholderske,
Ane Jensdatter, ind med et Lys i den ene Haand og en Stob pattevarm
Mælk i den anden. Stoben sætter hun for ham, selv sætter hun sig ved
Bordet og Lyset foran sig, dog giver hun ikke Slip paa Stagen, men
sidder og drejer den rundt med sin store, røde Haand, der glimter af
mange Ringe og store Stene.
«Aaja saamænd ja!» sagde hun som hun satte sig.
«Hvad er det?» spurgte Erik Grubbe og saae hen paa hende.
«Aa, En kan da nok give sig, naar En har støjet om til En hverken
aarker eller sanser!»
«Ja! -- travle Tider! -- Folk faar de Sommerdage rende den Varme op,
de om Vinteren skal sidde i.»
«Ja! -- I snakker! -- der er Maade med Alting, men Hyvl i Grob og
Hamler i Gras det er en lied Kongkyren[1]. Jenne er En om Alting; de
indenoms Piger er Trallier tilhobe, Kjærrestsladder og Byssens Nyt,
det kan de nok kom' igjennem; gjør de Nøj, saa gjø' di ed skidt, aa
gyres skal ed aa det te Gavns; men hvem der kommer te ed, de æ misæl
A. Wulborg æ syg aa Stine aa Buel, de Malosier[2], de staar og bødler
te di sveder ve ed, men li vidt kommer de. En ku' da osse ha' nøj
Hjælp a' Mari naar I vild' tal' henne te', men hun fo' da hverken Lov
te' aa rør' sæ te' de' jen heller de aant.»
[1] Hyvl i Grob o. s. v. = Det er en daarlig Kongekjørsel at kjøre
Hjulene i Grøften og Vognhamlerne itu.
[2] Malosie = stort, klodset Fruentimmer.
«Naa, naa! du snakker dig jo baade fra Vejr og Aande og fra Landsens
Maal tillige. Klag ikke mig Noget paa, forklag dig selv; havde du
havt Taalmod med Marie i Vinter og lært hende lempelig op og viist
hende ret Haandelag paa Alting, saa havde du nu havt Gavn af hende;
men du havde intet Taalmod, du var hidsig og hun blev trodsig, I var
jo ved at splitte hinanden levende ad. Det er saamænd mere end Tak
værd, at det blev forbi.»
«Ja vist saa! værg I kuns Mari, I er saa nærmest til det; men værger
I Jeres, saa værger A min, og enten I tager det til Fortrydelse eller
hvad I gjør, saa faar I vide, at der er mere Sind i Mari end hun kan
komme gjennem Verden med. Men det fik nu være den Fejler det er,
men hun er ond -- ja! I siger nej, men hun er ond; aldrig kan hun
lade bitte Ane gaa i Fred, aldrig! hun ligger over hende med Pluk
og Nap og lede Ord saa lang Dagen er; det sølle Barn maatte ønske
det aldrig var bleven til og det maatte A og, og A ønsker det, saa
travrig som det er. Aa! Gud inderlig se i Naade til os! I er ikke
ens Fader for de to Børn; men det forstaar sig, det er som ret er,
Fædrenes Synder skulle hjemsøges paa Børnene i tredje, ja i fjerde
Led, og Moderens Synd ligesaadan, og bitte Ane er kuns en Horeunge,
-- jo! jeg siger det rent ud, hun er en Horeunge, en Horeunge baade
for Gud og Mennesker! -- men I! I, hendes Fader! I maatte skamme Jer,
maatte I, -- ja, det siger A om I saa lægger Haand paa mig for det,
som den Mikkelsdagsaften for to Aar siden, I maatte skamme Jer, æ tvi
maatte I saa; for at lade Jert eget Barn mærke, at det er undfangen
udi Synd, og I lader hende formærke det, baade I og Mari lader hende
og mig mærke det, ja, om I saa slaar mig lader I hende det mærke ...»
Erik Grubbe sprang op og trampede haardt i Gulvet.
«Stejler og Hjul! siger jeg, er du da spitalstosset Kvind? -- du er
drukken er du, ind og læg dig paa din Seng og sov dig Rusen og Galden
væk! du fortjente jeg slog dig under dine Øren, galsindede Kvind! --
nej, ikke et Ord til! -- Marie skal bort, hun skal herfra den Dag
imorgen, -- Fred vil jeg have i Fredsens Tid.»
Ane hulkede højt.
«Aa Gud, aa Gud! at det skulde times! -- en Verdens Skam! -- lægge
mig ud for Drik! -- har jeg nogentid den Tid vi har kjendt til
hinanden og al den Tid der forved gaaet i Stegers med en ruset Pande?
har I hørt mig snakke over mig? hvor er den Plet, I har seet mig
ligge mendrukken? Det er den Tak, En faar! Sove min Rus væk! -- ja,
give til Gud A maatte sove hen, give til Gud A maatte synke død ned
for Jer, som I bær Spot og Spe ind paa mig ...»
Hundene glammede op derude i Gaarden, og der lød Hovslag under
Vinduerne.
Ane tørrede hastigt sine Øjne, og Erik Grubbe aabnede Vinduet og
spurgte hvem det var.
«Ridende Bud fra Fovsing», svarede en af Husets Karle.
«Saa tag hans Hest og lad ham komme herind,» og dermed blev Vinduet
lukket.
Ane satte sig til Rette i Stolen og skyggede med Haanden for de
rødgrædte Øjne.
Saa kom Budet ind og bragte Hilsen og Venskab fra Stiftsbefalingsmand
Christian Skeel til Fovsing og Odden, som lod formelde, at han idag
havde faaet Stafet om at Krigen var erklæret under første Juni; af
den Grund var det nødvendigt at han for flere Aarsagers Skyld tog
til Aars og derfra mulig til Kjøbenhavn og lod nu derfor spørge,
om Erik Grubbe vilde slaa Følge, saalangt Omstændighederne vilde
Vejen gjøre, de kunde da i alt Fald faa endt den Sag, de havde
sammen med somme Aarhusfolk, og anlangende Kjøbenhavn saa vidste
Stiftsbefalingsmanden, at Erik Grubbe didhen havde mere Ærinde end
nok var. I alle Fald vilde Christian Skeel være paa Tjele henad fire
Slæt over Middag.
Erik Grubbe sagde dertil, at han skulde være rede til Rejsen.
Med den Besked red saa Budet hjem.
Nu talte Ane og Erik Grubbe længe om hvad der skulde gjøres medens
han var borte, og det blev da ogsaa bestemt, at Marie skulde rejse
med til Kjøbenhavn og blive hos sin Faster Rigitze et Aarstid eller
to.
Den nær forestaaende Afsked havde gjort dem begge roligere, men den
gamle Tvist var nærved at flamme op igjen, da de kom til at tale
om, hvilke af sin salig Moders Smykker og Klæder Marie skulde føre
med; det blev dog afgjort i Mindelighed, og Ane gik for at lægge sig
tidligt, da det nok kunde behøves, at den Dag imorgen blev gjort saa
lang som muligt var.
Lidt efter meldte Hundene nye Fremmede.
Denne Gang var det dog ikke andre end Sognepræsten for Tjele og
Vinge, Hr. Jens Jensen Paludan.
Med et: «God Kvæld i Stuen!» traadte han ind.
Det var en bredskuldret, knokkelstærk Mand med lange Lemmer og
ludende Hoved; rundrygget var han ogsaa, og hans Haar var stort
som en Kragerede, graasprængt og filtret, og hans Ansigt havde en
underlig stærk, jævn og tillige ren, blegrød Farve, der ikke passede
godt til de grove, knortede Ansigtstræk og de buskede Bryn.
Erik Grubbe bad ham sidde ned og spurgte ham, hvorledes det gik
med hans Høbjergning. Talen drejede sig saa en Stund om Aarstidens
vigtigste Markarbejder og døde hen i Suk over det forgangne Aars
daarlige Kornavl.
Præsten sad og skelede paaskjøns over til Stoben og sagde saa:
«Velbyrdighed altid synderlig maadeholden! holder sig altid til
naturlig Drikke. -- Det er og det sundeste! nysmalket Mælk er en
Himmerigs velsignet Ting, det er det, baade for ond Mave og æng
Bryst.»
«Jamænd! Guds Gaver er alle gode saa enten de malkes eller tappes os
til. -- I faar nu sætte Smag paa en Tønde ægte Mumme, vi forgangen
fik hentet hjem fra Viborrig; hun er baade god og tysk endda jeg ikke
kan skjønne at Tolderen har mærket hende.»
Ølkruse og en stor Tudekande af Ibentræ og siret med Sølvringe blev
sat frem.
Saa drak de hinanden til.
«Heydenkamper! ægte, adelig Heydenkamper!» udbrød Præsten med en
Stemme, der skjalv af Begejstring og Rørelse, og da han salig lagde
sig tilbage i Stolen, havde han næsten Taarer i Øjnene.
«I er en Kjendere, Hr. Jens!» smiskede Erik Grubbe.
«Ak, hvad Kjendere! vi ere fra igaar og vide Intet,» mumlede Præsten
aandsfraværende, «ellers tænker jeg paa,» fortsatte han med hævet
Røst, «om det skulde have sin Rigtighed med det, jeg har ladet mig
fortælle om de Heydenkampers Bryghus. -- Det var en Frimestere, der
fortalte mig det, en Gang deroppe i Hannover, den Tid, jeg rejste
med Junker Jørgen. -- Se! han sagde, at de begyndte altid deres
Brygning en Fredag Nat, men inden Nogen fik Lov at røre sin Haand til
Nogenting, maatte han gaa hen til Oldgesellen og lægge sine Hænder
paa den store Vægt og sværge ved Ild og Blod og Vand, at han ingen
hadske og onde Tanker gik og bar paa, for det vilde gjøre Øllet
Skade. Han fortalte ogsaa, at Søndag Morgen naar Kirkeklokkerne
begyndte at gaa, saa slog de alle Døre og Vinduer og Lemme op for
at det kunde ringe ind over Øllet; men det Fornemste det blev gjort
naar Øllet var sat hen for at gjæres, saa kom Mesteren selv med en
prægtig Lade, deden op han drog baade svære Guldringe og Kjæder og
kostelige Stene, som der var sære Tegn paa, og det blev tilhobe lagt
ned i Øllet, og det kan En da nok tænke, at saadan ædle Rigdomme maa
give Drikken Lod og Andel i de hemmelige Krafter, der er i dem fra
Naturen af.»
«Ja, det er ikke godt at vide Noget om,» mente Erik Grubbe, «jeg har
nu mere Tro til den Brunsviger-Humle og den anden Urtesaad, de sætter
til.»
«Jo!» sagde Præsten alvorligt og rystede paa Hovedet, «det maa vi
ikke sige, der er meget Fordækt i Naturens Rige, det er sikkert nok.
Hver en Ting baade død og levendes har sit Miraculum i sig, det er
kuns om at gjøre at have Taalmod til at søge og opladte Øjne til at
finde, -- ak, i gamle Dage, da det ikke var saa lange Tider siden at
Gud Herren havde taget sine Hænder af Jorden, da var hver en Ting
saa bespændt med Guds Kraft, at der sprang ud af dem Lægedom og
alt Godt, evigt og timeligt, men nu Jorderig hverken er fin eller
ny længer og vanhelliget af mangfoldige Slægters Synder, nu er det
kuns ved besynderlige Lejligheder at de lade sig formærke, til visse
Timer og paa visse Steder, naar mærkelige Himmeltegn er oppe; det
sagde jeg nyssens nu til Smeden, vi stod og taltes ved om det gruelig
flammendes Skjær, der i de sidste Nætter har været at se den halve
Himmel rundt. -- Ellers kom der den Gang en ridendes Stafet forbi os
-- herop til, jeg tror?»
«Det var saa, Hr. Jens.»
«Han red vel intet med Andet end som godt var?»
«Han red med det at Krigen er nu erklæret.»
«Herre Jesus, nej da! -- ja, ja, en Gang maatte det jo komme.»
«Ja, men har de biet saa længe, skulde de biet til Folk havde deres
Avl inde.»
«Det er de Skaaninger, der har drevet det frem, sagtens; de formærker
endnu den sure Svie af sidste Krig og venter at komme efter den søde
Kløe i denne.»
«Aa! det er intet Skaaningerne ene, Sjællandsfarerne vil altid Krig,
de veed jo vel, at dem gaar den immer udenom, -- ja, det er gode
Tider for Nøvter og Tosser, naar Rigens Raader ere galne tilhobe ...»
«De siger ellers, at Marsken vilde nok nødig til det.»
«Ja, Fanden tro det! -- kan jo dog nok være, men det kjendes kun
lidtagtig at prædike Rolighed i en Myretue, -- naa, Krig har vi, og
nu gjælder det om at hver hytter sit. Der er nok at tage sig til i
alle Maader.»
Talen faldt saa paa den forestaaende Rejse og gik nu en Tid om de
slette Veje, vendte tilbage til Tjele, til Fedekvæg og Staldfodring
og gik igjen paa Rejse. De havde imens ingenlunde forsømt Kanden,
Øllet var steget dem svært til Hovedet, og Erik Grubbe, der just
fortalte om sin Rejse til Ceylon og Ostindien med «Perlen», havde
ondt ved at komme frem igjennem sin egen Latter, hver Gang en ny
Pudserlighed randt ham i Minde.
Præsten blev jo længer jo alvorligere; han laa sammensunken ned i
Stolen, men en Gang imellem virrede han med Hovedet, saae bistert ud
for sig og bevægede Læberne som om han talte; gestikulerede derhos
med den ene Haand, ivrigere og ivrigere, indtil han kom til at trumfe
i Bordet; saa faldt han sammen igjen med et forskrækket Blik over paa
Erik Grubbe. Endelig da denne var kjørt aldeles fast i Skildringen af
en over al Maade enfoldig Kokkedreng, fik Præsten sig rejst op og tog
paa at tale med en dump, højtidelig Røst.
«Sandelig,» sagde han, «sandelig! jeg skal vidne med min Mund -- med
min Mund -- at I er en Forargelse og en Forargelsens Gjenstand -- det
var Jer bedre, I blev kastet i Havet -- sandelig! med en Møllesten og
to Tønder Malt, -- to Tønder Malt dem skylder I mig, det vidner jeg
højtideligen og med min Mund, -- to topfulde Tønder Malt i mine egne
nye Sække, -- for det var ikke mine Sække, -- aldrig i Evighedens
Rige, -- det var Jeres egne gamle Sække og mine nye, dem beholdt
I -- og det _var_ bedærvet Malt, -- sandelig! se Ødelæggelsens
Vederstyggelighed og Sækkene høre mig til og jeg vil betale, --
Dommen hører mig til, siger jeg. -- Skjælver I ikke i Eders gamle Ben
-- I gamle Skjørlevnere! -- kristeligen skulde I leve, -- er det
kristelig at leve med Ane Jensdatter og lade hende snyde en kristelig
Sognepræst? -- I er en -- I er en -- kristelig Skjørlevnere -- ja --.»
Erik Grubbe havde ved Begyndelsen af Præstens Tale smilet over hele
Ansigtet og venskabeligt rakt sin Haand ud imod ham over Bordet,
senere stødte han ud med Albuen som for at puffe en usynlig Tilhører
i Siden, at han skulde se, hvor ubetalelig drukken Præsten var,
men omsider maa han have faaet et Slags Forstaaelse af Talen; thi
han blev med Et kridhvid i Ansigtet og tog Tudekanden og slængte
mod Præsten, der tumlede baglæns over i Stolen og fra den gled
ned paa Gulvet. Det var dog kun af Forskrækkelse, han faldt, thi
Kanden naaede ham ikke, den blev liggende ved Randen af Bordpladen;
Indholdet drev over hele Bordet og randt i smaa Strømme ned paa
Gulvet og paa Præsten.
Lyset var brændt ned i Stagen og flakkede, saa der snart var lyst
i Værelset, snart saa mørkt, at den blaa Dagning saae ind igjennem
Vinduerne.
Endnu talte Præsten. Det ene Øjeblik var hans Røst dyb og truende,
det andet pibende og næsten klynkende.
«Der sidder I i Guld og Purpur og jeg ligger her og Hundene slikke
mine Saar -- og hvad lagde I i Abrahams Skjød? -- hvad Offer gav I?
-- I lagde ikke en Sølvotteskilling i den kristelige Abrahams Skjød.
-- Og nu pines I svarligen -- men Ingen skal dyppe sin Finger i Vand
for Jer,» og han slog med Haanden i det spildte Øl, «men jeg vasker
mine Hænder, -- begge to, -- jeg har advaret Jer, -- hi, -- der gaar
I, -- ja, der gaar I i Sæk og Aske, -- i mine to nye Sække -- Malt
...»
Han mumlede endnu en Stund, saa faldt han i Søvn, men Erik Grubbe
gjorde imens Forsøg paa at komme til at hævne sig; han tog haardt
fast i Stolearmen, gjorde sig lang og anstrengte sig med at sparke
Bordbenet eftertrykkeligt i det Haab, at det var Præsten.
Snart rørte sig Intet mere, der hørtes kun de to gamle Herrers
Snorken og den ensformige Plasken af Øllet, der blev ved at dryppe
ned fra Bordpladen.


II.

Sal. Hans Ulrik Gyldenløves Enke, Fru Rigitze Grubbe havde sin Gaard
liggende paa Hjørnet af Østergade og Pilestræde.
Paa den Tid var Østergade et temmelig aristokratisk Opholdssted;
her boede Medlemmer af Familierne Trolle, Sehested, Rosenkrantz og
Krag; Joachim Gersdorff boede ved Siden af Fru Rigitze, og i Carl
van Manderns nye, røde Gaard logerede som oftest to eller flere
udenlandske Residenter. Dog var det kun den ene Side af Gaden, der
var saa fint befolket; paa Nikolaj-Siden vare Husene lave og her
boede mest Haandværkere, Kræmmere og Skipperfolk. Et Par Værtshuse
var der ogsaa.
Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af September.
I Kvistvinduet paa Fru Rigitzes Gaard stod Marie Grubbe og saae ud:
ikke en Vogn. Ingen Travlhed, lutter astadige Fodtrin og en enkelt
Østersraabers drævende Sang. Solskinnet sitrede ned over Tage og
Brosten, og alle Skygger stode skarpt og kraftigt, vare næsten
firskaarne. Alt Fjærnt laa i en let, røgblaa Varmedis.
«Passt au...f!» raabtes der bagved hende med en Kvindestemme, der
heldigt efterlignede et af megen Kommanderen hæst Organ.
Marie vendte sig om.
Det var Kammerpigen Lucie, der raabte. Hun havde en Tidlang siddet
stille oppe paa et Bord og betragtet sine temmelig velformede Ben med
et kritisk Blik. Omsider var hun bleven kjed deraf og havde raabt,
og nu sad hun og lo af alle Kræfter og svingede overgivent frem og
tilbage med Benene.
Marie trak paa Skuldrene og vilde med et halvt gnavent Smil vende sig
om til Vinduet igjen, men Lucie sprang ned fra Bordet, tog hende om
Livet og tvang hende til at sætte sig paa en lille Halmstol, der stod
derhos.
«Hør, Jomfru!» sagde hun, «veed hun Noget?»
«Naa!»
«Hun glemmer at faa sit Brevskab skrevet og halvgaaen to har vi de
Fremmede, saa hun har knappe fire Timer. Veed hun, hvad de skal have?
Gyldensuppe, Flyndere og saadan anden bred Fisk, stegte Høns udi
Trisanet og Mansfelder Kage med sød Spillinge-Moes. Fint er _det_,
fedt er det sku ikke. Jomfruens Kjæreste kommer da ogsaa!»
«Aa Snak om en Ting,» udbrød Marie ærgerligt.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 02
  • Parts
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 01
    Total number of words is 5014
    Total number of unique words is 1716
    43.4 of words are in the 2000 most common words
    57.3 of words are in the 5000 most common words
    64.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 02
    Total number of words is 4940
    Total number of unique words is 1629
    43.9 of words are in the 2000 most common words
    57.8 of words are in the 5000 most common words
    64.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 03
    Total number of words is 4803
    Total number of unique words is 1784
    38.2 of words are in the 2000 most common words
    52.2 of words are in the 5000 most common words
    60.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 04
    Total number of words is 4895
    Total number of unique words is 1627
    46.3 of words are in the 2000 most common words
    61.4 of words are in the 5000 most common words
    68.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 05
    Total number of words is 5026
    Total number of unique words is 1588
    45.6 of words are in the 2000 most common words
    60.6 of words are in the 5000 most common words
    69.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 06
    Total number of words is 4915
    Total number of unique words is 1747
    42.1 of words are in the 2000 most common words
    56.2 of words are in the 5000 most common words
    64.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 07
    Total number of words is 4778
    Total number of unique words is 1794
    40.7 of words are in the 2000 most common words
    53.7 of words are in the 5000 most common words
    60.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 08
    Total number of words is 4873
    Total number of unique words is 1630
    44.9 of words are in the 2000 most common words
    59.7 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 09
    Total number of words is 4780
    Total number of unique words is 1628
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    57.9 of words are in the 5000 most common words
    66.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 10
    Total number of words is 4815
    Total number of unique words is 1758
    39.7 of words are in the 2000 most common words
    54.3 of words are in the 5000 most common words
    61.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 11
    Total number of words is 4943
    Total number of unique words is 1495
    46.8 of words are in the 2000 most common words
    61.3 of words are in the 5000 most common words
    69.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 12
    Total number of words is 4972
    Total number of unique words is 1645
    42.6 of words are in the 2000 most common words
    57.7 of words are in the 5000 most common words
    67.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 13
    Total number of words is 4928
    Total number of unique words is 1683
    41.8 of words are in the 2000 most common words
    56.7 of words are in the 5000 most common words
    65.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 14
    Total number of words is 4976
    Total number of unique words is 1443
    46.0 of words are in the 2000 most common words
    59.9 of words are in the 5000 most common words
    67.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 15
    Total number of words is 4793
    Total number of unique words is 1546
    43.2 of words are in the 2000 most common words
    58.6 of words are in the 5000 most common words
    66.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 16
    Total number of words is 1040
    Total number of unique words is 476
    62.5 of words are in the 2000 most common words
    70.6 of words are in the 5000 most common words
    75.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.