Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 07

og halvsandt Billede, naar der sagdes, at hendes Kjærlighed til den
afdøde Ulrik Christian havde været som en Indsø, pidsket, jaget og
tumlet af Stormen, medens hendes Kjærlighed til Ulrik Frederik var
at ligne ved den samme Sø ved Aftenstide, naar Vejret havde bedaget,
spejlblank, kold og klar, og uden anden Bevægelse end Skumboblernes
Bristen inde blandt Breddens dunkle Siv. Og dog vilde det paa en
Maade være ret grebet, ikke blot i det, at hun var kold og rolig mod
ham, men endnu mere deri, at alle de brogede, myldrende Drømme og
Livstanker, som hin første Lidenskab havde havt i Følge, de blegnede
og luftedes bort i denne sidste Følelses magtløse Magsvejr.
Hun elskede jo nok Ulrik Frederik, men var det ikke mere fordi han
var som den magiske Vaand, der slog Portene ind til Livets Herlighed
og Pragt aabne for hende, og var det ikke mest Pragten, hun egenlig
elskede?
Det kunde se ud undertiden som det var ikke saa. Naar hun i
Skumringen sad paa hans Skjød og, akkompagnerende sig selv, sang
smaa franske Arier for ham om Daphnis og Amaryllis, og da imellem
standsede, og medens hun skjødesløst lod Fingrene lege med Citharens
Strænge, lænede sit Hoved mod hans Skulder, da havde hun saa søde
og elskovsvarme Ord for hans ventende Øre, at ingen ret Elskov
har dem sødere, og der var kjælne Taarer i hendes Øjne, som kun
Kjærlighedens milde Uro dugger frem -- og dog -- kunde det ikke være
at hun i Længsel, paa en svunden Følelses Minder byggede en Stemning
op, der skjærmet af det milde Mørke, næret af det blussende Blod og
de bløde Toner, narrede hende selv og gjorde ham lykkelig? For var
det blot jomfruelig Blyhed, der ved Dagens Lys gjorde hende karrig
paa Elskovsord, og utaalmodig ved Kjærtegn; eller var det blot
Pigefrygt for at synes saa pigesvag, der lagde hende Spot i Øje og
Haan paa Læbe, saa mangen en Gang, naar han bad om et Kys eller med
Elskovseder vilde lokke det Ord fra hendes Mund, som alle Elskere
saa gjerne høre; hvoraf kom det da, at hun tidt og ofte, naar hun
var alene og hendes Fantasi var bleven træt af for tusinde Gange at
udmale sig Fremtidens Herlighed, kunde stirre saa haabløst og fortabt
ud for sig, og føle sig saa uendelig ensom og forladt?
* * *
Lidt over Middag sidst i August, red Ulrik Frederik og Marie, som saa
ofte før, henad den sandede Vej langs Sundet udenfor Østerport.
Luften var frisk af en Formiddagsbyge, Solen i Spejl over Vandet,
tordenblaa Skyer rullede bort i det Fjerne.
Saa rask som Vejen tillod red de frem, baade de og Lakejen i hans
lange, karmoisinrøde Skjødefrakke. Forbi Haverne red de, hvor de
grønne Æbler lyste frem mellem de mørke Blade, forbi de udspændte
Bundgarn, paa hvis Traade endnu de blinkende Regndraaber hang,
Kongens Fiskerhus forbi, med det røde Tegltag, og gjennem Limsyderens
Gaard, hvor Røgen stod lige som en Støtte ud af Skorstenen. De spøgte
og lo, smilte og lo og jog afsted.
Ved Gyldenlundskroen drejede de af og red gjennem Skoven lige efter
Overdrup, hvorfra det saa i sindigt Ridt gik gjennem Krattet ned mod
Overdrupsøens[5] blanke Vandflade.
[5] Overdrupsø nu = Ordrupmose.
Store, ludende Bøge spejlede her deres grønne Løvtag i den klare
Sø og saftigt Mosegræs og blegrøde Vandrølliker dannede en bred og
broget Bræmme i Skjællet, hvor Skraaningen, der var brun af vissent
Løv, faldt af mod Vandet. Oppe i Luften, under Bladhangets Skjærm,
hvor en Lysstribe skjød ned gjennem det svale Halvmørke, hvirvlede
Myggene i lydløs Dands; en rød Sommerfugl lyste der et Øjeblik, saa
fløj den ud i Solskjæret ud over Søen, hvor staalblaa Guldsmedde
blinkede blankt gjennem Luften og jagende Gjedder drog hurtig
glidende Bølgelinier hen over Fladen. Fra en Gaard bag Krattet lød
Hønsenes Kaglen derned, og paa den anden Side Søen kurrede Skovduerne
under Dyrehavens kuplede Bøge.
De holdt Hestene an og lod dem langsomt pjadske ud i Vandet for
at skylle de støvede Koder og læske deres Tørst. Marie holdt lidt
længere ude i Vandet end Ulrik Frederik, med Tøjlerne slappe, for
at Hoppen frit kunde bøje sit Hoved; i Haanden havde hun en lang
Bøgegren, hvis Blade hun, et for et, rev af og lod falde ned i det nu
smaat skvulpende Vand.
«Jeg tror, vi faar Torden,» sagde hun og fulgte opmærksomt et
svagt Vindpust, der ved sin hvirvlende Bevægelse frembragte runde,
mørktkrusede Pletter ude over Søen.
«Lad os saa vende,» raadede Ulrik Frederik.
«Ikke for Guld,» svarede hun og drev pludselig sin Hest i Land.
I Skridtgang red de nu Søen rundt hen til Vejen og ind i Storskoven.
«Jeg gad vist,» sagde Marie, da hun atter følte Skovfriskheden paa
sin Kind og længe i lange Drag havde indaandet dens Kjølighed, «jeg
gad vidst,» længer kom hun ikke, men saae med straalende Blikke op i
det grønne Løv.
«Hvad gad du vidst, min Hjærte?»
«Jo, om Skovluft intet kan gjøre kloge Folk galne. -- Aa, for de
mange Gange jeg har løbet i Lindum Skov og holdt ved med at løbe
længere og længere ind i det Aller-tykkeste og tætteste. Jeg var saa
ellevild af Lystighed og sang af fuld Hals og gik og gik, rykked'
Blomster op og kasted' dem igjen og hujed' efter Fuglene, naar de
fløj op, indtil jeg saa lige med Et blev saa underlig skræmt og sky,
-- aa, jeg blev saa beklemt og ulykkelig, og for hver en Gren, der
knaged', foer det i mig, og min egen Røst, den var jeg næsten mere
bange for end for alting Andet. Er aldrig det hændt dig?»
Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte hun at synge i vilden
Sky:
"Jeg ganger mig i Skoven fro,
Hvor Ælm og Abild gro,
Og smykker der med Roser to
Vel mine Silkesko.
For en Dands,
For en Dands,
For en Tralala,
For de røde, røde Bær paa den Hybengren!"
og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten og hun lo og jubled og
sprængte afsted, alt hvad Hesten bære kunde, henad en smal Skovsti,
hvor Grenene fejede hen over hende, og hendes Øjne funklede og
Kinderne brændte, hun hørte ikke paa Ulrik Frederiks Raaben, Pidsken
hvinede ned og afsted stod det med slappe Tøjler -- Skummet sad i
Flager paa hendes flagrende Skjørt, den bløde Skovjord haglede op om
Hestens Sider og hun lo og hug med Pidsken i de høje Bregner.
Med Eet ligesom løftede Lyset sig fra Blad og Gren og flygted for et
regntungt Mørke. Buskene raslede ikke, Hovslaget hørtes ikke: hun
red frem over en lang Skovslette. Til begge Sider: Skovens Træer
som en tung, mørk Ringmur; over hende: truende sort Himmel med
jagende, graaflossede Skyer; ligefor: Sundets skummelt blaasorte,
taagebegrændsede Flade. Hun strammede Tøjlerne og det udmattede Dyr
standsede villigt. I en stor Bue jog Ulrik Frederik forbi, svingede
op imod hende og holdt snart ved hendes Side.
I samme Øjeblik slæbte som et tungt, graat, regnvædet Forhæng en Byge
skraat henover Sundet; et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over
det flagrende Græs, peb forbi deres Øren og larmed som skummende
Bølger i de fjerne Trætoppe. Store, flade Hagl raslede ned over dem
i hvide Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder, stænkede
bort fra Hestenes Manke og sprang og trilled omkring i Græsset, som
myldred de op af Jorden.
For at komme i Ly, red de ind imellem Træerne, søgte ned mod
Stranden og holdt snart udenfor «Stataf-Kroens» lave Døre.
En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede Kromand viste dem ind i
sin Storstue, hvor der, som han sagde, allerede var en Fremmed inde.
Det var Livsens Korthed, og han rejste sig straks for de Indtrædende
og tilbød med et ydmygt Buk at rømme Stuen for det høje Herskab, men
Ulrik Frederik bød ham huldsaligt at blive.
«I skal blive, Mand,» sagde han, «og muntre os op i dette
fortrædelige Herrens Vejr. Du skal vide, min Hjærte,» og han vendte
sig mod Marie, «at denne uanseelige Dværgemand er den vidtberømte
Komediantenspiller og Ølstue-Hans-Wurst, Daniel Knopf, vel drillet i
alle frie Kunster, saasom Dobbel, Fægtning, Drik, Fastnachtgalenskab
og deslige, ellers agtbar og ærlig Kjøbmand i den gode Stad
Kjøbenhavn.»
Daniel hørte kun halvt denne Lovprisning, saa optaget var han
af at betragte Marie Grubbe og af at formulere nogle ret artige
Lykønskningsord, men da Ulrik Frederik nu med et drøjt Slag paa han
brede Ryg vakte ham, blussede hans Ansigt op af Harme og Undseelse og
han vendte sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme og sagde med
sit koldeste Smil: «vi er vist intet nok drukne, Hr. Oberst.»
Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og raabte: «o, din
Sakraments Gaudieb, vil din Helvedes Karl nu lade mig staa til
Skamme som en usselig Pralere, der intet har Dokumenter at belægge
sine storskryderiske Ord med? Tvi, tvi, for al den Del! er det
Ret? har jeg intet de Snese Gange berømmet din Kunstfærdighed
for denne ædelige Jomfru, saa hun tiere end tidt har ytret
den største Forlængsel efter at se og høre dine vidtomspurgte
Vidunderlighedskunster! I kan jo sagte agere lidt den blinde Cornelis
Fuglefænger og hans fløjtende Fugle eller lege den Puds med den
kranke Hane og den skrukke Høne!»
Marie tog nu ogsaa Ordet og sagde smilende, at det var som Oberst
Gyldenleu sagde, at hun tidt og ofte havde længtes at erfare, hvad
for Tidkort, hvad for fin og særdeles Skjæmt det var, der kunde holde
de unge Cavalliers fast paa smudsige Ølkipper halve Dage og hele
Nætter i Rad, og hun bad Mester Daniel, han nu vilde stille hendes
Længsel og ikke lade sig for længe bede.
Daniel bukkede sirligt og sagde, at hvorvel hans ringe Pudserier
mere vare skikkede til at give ørhovede Cavalliers en bekvemme
Lejlighed til at brøle og stime endnu højere, end til saadan fin og
skjøn Jomfru at amusere, saa vilde han dog fluks begynde, for at det
aldrig skulde siges, at ham nogen Tid var noget af hendes skjønne
Velbaarenhed befalet eller ombedet, uden han jo det havde paa Stand
exequeret og udført.
«Se nu!» sagde han med et helt andet Stemmelag og slængte sig ved
Bordet med Albuerne ud til Siden, «nu er jeg en hel Forsamling af
Eders Fæstemands velbaarne Kjendinger og synderligt gode Venner.»
Han tog en Hoben Sølvdalere op af en Lomme, lagde dem paa Bordet,
strøg Haaret ned i Øjnene og lod sin Underlæbe hænge dorskt ned.
«Dæ'len smelte mig!» drævede han og slog raslende med Pengene som det
var Terninger, «er jeg intet velbaaren Erik Kaases ældste Søn for
Ingenting! Hvad? vil din Skarnædere gjø' mig ubetroet? Ti slog jeg,
Helved fortære mig, ti, saa det klingred'. Kan din Fæhund se? siger
jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negenøjenskarl, kan du? Eller
skal jeg aabne din Bælg med min Stingendal, saa din Lever og Lunge
kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din Nøvt du er!»
Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet:
«Høder du?» hvæsede han med nordskaansk Accent, «vet din Dræksjung
hvem du høder? Tag mig hin Helvedes Fursta, slaar jeg din ...»
«Nej, nej,» sagde han med sin rigtige Stemme, «det er sagte vel stor
Lystighed at fange an med; nej, nu!» og han satte sig ned, støttede
Hænderne helt ude paa Knæene som for at undgaa sin Mave, gjorde
sig tyk og pluskjæbet og fløjtede med rolig Betænksomhed, altfor
langsomt, Visen om Roselil og Hr. Peder. Saa holdt han op, rullede
forelsket med Øjnene og raabte kjælent:
«Poppegøj--e! lille Poppegøj--e,» fløjtede igjen, men havde nu
Vanskelighed ved samtidigt at trække Munden op til et indsmigrende
Smil. «Lille Sukkerdukke!» raabte han saa, «lille Honningsnut! om til
mig, lille Nus, om til mig! labe Vin, den lille Katunge? labe sød,
sød Vin af lille Krus?»
Atter skiftede han Mæle, han lagde sig frem i Stolen, plirede med det
ene Øje og redte med krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskjæg.
«Bliv nu her,» sagde han lokkende, «bliv nu her, skjøn Karen, aldrig
skal jeg forlade dig og du maa heller aldrig forlade mig,» og hans
Stemme blev graadrusten, «vi vil aldrigen forlade hinanden, min leve,
leve Hjærte, aldrig i Verden. -- Gods og Guld og Ære og Ædeligheds
Berømmelse og dyrebare Slægteblod! væk, bander jeg, væk! det er mig
som Drank det og Bærmevalle. -- Fine Jomfruer og Fruer! væk, siger
jeg, du er mig hundrede Himmelhøjder bedre end som de, den Dejligheds
Ting, du er. Fordi de har Vaabenskjold og Mærke, de! -- skulde de
være bedre for det? du har ogsaa Vaabentegn, har du saa! det røde
Mærke paa din hvide Skulder, som Mester Anders har brændt med sit
røde Jern, det er Adelstegn det, -- jeg spier paa mit Skjold for at
kysse det Mærke, det gjør jeg, det regner jeg Skjold for -- ja. For
er der i hele Sjællands Land en adelig Kvinde saa dejlig som du er?
spørger jeg -- er der? -- nej, der er ikke, ikke en Stump af en!»
«Det -- det -- det er Løgn at forstaa,» raabte han med ny Røst,
sprang op og gestikulerede henover Bordet, «min Fru Ide, at forstaa
-- din Hjadderkop -- hun har Skabning, du, at forstaa -- Lemmer --
hun har Lemmer, siger jeg, din Rakkesvands ...»
Her vilde Daniel lade sig falde tilbage paa Stolen, men da Ulrik
Frederik i det samme rev den bort, faldt han og trillede henad
Gulvet. Ulrik Frederik lo som en Besat, Marie sprang hurtig op, rakte
begge sine Hænder ud som for at hjælpe Daniel op. Den Lille greb
halvt liggende, halvt knælende Haanden og stirrede paa hende med et
saa taknemmelighedsfuldt og hengivent Blik, at hun længe ikke kunde
glemme det.
Saa red de hjem, og der var Ingen af dem, der tænkte paa, at dette
tilfældige Møde i «Statafkroen» skulde række længere end det havde
rakt.


IX.

Den Rigsforsamling, der lige som Høsten var bragt tilende, tog sin
Begyndelse i Kjøbenhavn, førte jo en Mængde af Landets Adel til
Byen, alle begjærlige efter at værne om deres Rettigheder, men ogsaa
betænkte paa at forlyste sig ovenpaa Sommerens Travlhed. Heller ikke
var det dem imod at gjøre Forsøg paa at blænde den siden Krigen
temmelig højttalende, kjøbenhavnske Befolkning ved deres Pragt og
Rigdom og derved give den en liden Mindelse om at Skjællet mellem
Landets gode Mænd og den ufri Hob endnu stod støt og trygt, trods
kongelige Privilegier, trods borgerlig Vaabendaad og Sejersglands og
trods Kræmmerkisternes ynglende Dukater.
Af rigtklædte Adelsmænd og Fruer vrimlede da Gaderne, af
skrammererede Adelstjenere og adelige Heste med sølvspændt Seletøj
og brogede Vaabendækner. Og der blev en Gjæstereren _og_ Beværten i
alle Byens Adelsgaarde -- til sent ud paa Natten klang Fiolen fra
de oplyste Sale ud over Byen og fortalte de blundende Borgere at
Landets bedste Blod varmede sig der i statelig Dands over tavlede
Gulv og ved skummende Vin i arvede Pokaler.
Alt dette gik Marie Grubbe forbi; hende var der Ingen, der bød
til Gjæst, thi dels mentes der at endel af de Grubber, paa Grund
af deres Forbindelse med Kongehuset, stod mere paa dettes end paa
Standens Side og dels hadede den gode gamle Adel oprigtigt den i de
senere Aartier temmelig talrige Overadel, der dannedes af Kongernes
naturlige Børn og deres Nærmeste. Marie blev da saaledes af en
dobbelt Grund forbigaaet, og Hoffet, der under hele Rigsforsamlingen
levede meget indgetogen, bød hende ingen Erstatning.
I Begyndelsen faldt dette hende vel lidt haardt, men da det blev
ved, vakte det snart hendes Sinds let vækkelige Trods og havde den
saare naturlige Virkning tilfølge, at hun sluttede sig inderligere
til Ulrik Frederik og kom til at holde mere af ham, fordi der, som
det syntes hende, for hans Skyld blev gjort hende Uret; og denne
hendes Tilbøjelighed blev ved at vokse i Styrke, saa der, da de den
sekstende December sekstenhundrede og treds i al Stilhed blev viede
til hinanden, var de bedste Udsigter til et lykkeligt Samliv mellem
hende og Rigens Jægermester, denne Tittel og Bestilling var nemlig
Ulrik Frederiks Part af det sejrende Kongehuses Naadesbevisninger.
At Vielsen gik saa stille af, var ganske imod hvad der havde været
paatænkt, for det havde længe været bestemt, at Kongen skulde gjøre
deres Bryllup paa Slottet, ligesom Christian den Fjerde havde gjort
Fru Rigitzes og Hans Ulriks, men i den sidste Time fik man Skrupler
og mente, af Hensyn til Ulrik Frederiks tidligere Giftermaal og
Skilsmisse, at burde lade det blive som det saa blev.
* * * * *
De er da saa nu gifte og hjemfarne Folk, og Tiden lider og Tiden
løber og Alt er vel -- og Tiden mindsked Fart og Tiden krøb, for
det er jo nu engang i Almindelighed saa, at naar Leander og Leonora
har været sammen i et Halvtaarstid, saa er Aanden ikke altid over
Leanders Kjærlighed, uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu
stærkere og inderligere end i Trolovelsesdagene. Thi, medens hun
er som de smaa Børn, der finder det gamle Æventyr nyt hvor tidt
det end fortælles med de selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser
og det selvsamme evige «Snip, snap, snude,» saa er Leander saa
fordringsfuld, at han trættes, saasnart hans Følelse ikke længer gjør
ham ny for sig selv. Saasnart han ikke længer er helt beruset, er
han ogsaa i det Samme mer end ædru. Rusens svulmende lyse Overmod,
der har givet ham en Halvguds Selvtillid og Tryghed, forlader ham,
han ængstes, han tænker og fanger Tvivl. Han ser tilbage paa sin
Lidenskabs urolige Levnetsløb, sukker sit Suk og gaber. Og han
længes, han føler sig som En, der er kommen hjem efter en langvarig
Fart i fremmede Lande og nu atter ser de saa inderlig velkjendte, saa
lang Tid forglemte Steder liggende for sig, og alt mens han ser dem,
tankeløst undrer sig over at han virkelig har været borte fra denne
hjemlige Verdenspart saa længe.
I en saadan Stemning sad Ulrik Frederik en regnfuld Septemberdag.
Han havde havt sine Hunde inde at lege med, havde forsøgt paa at
læse og havde spillet Daldøs[6] med Marie. Regnen skyllede ned, det
var ikke Vejr til at tage ud i, og han var derfor gaaet ind i sit
Vaabenkammer, som han kaldte det, i den Tanke at pudse og efterse
sine Skatte -- det var det just Vejr til -- og var saa kommen til
at tænke paa en Kasse Vaaben, han havde faaet i Arv efter Ulrik
Christian, havde ladet den bringe ned fra Loftet og sad nu og løftede
Arven Stykke for Stykke.
[6] Daldøs = Et Brædtspil, der spilledes med Brikker og Tærninger.
Der var Pragtkaarder, blaaanløbne med Guldindlægning og sølvblanke
med mat Gravering; der var Jagtknive med tunge, enkelt eggede Blade,
med lange, flammebugtede, med trekantede, naalespidse Blade; der
var Toledoklinger, mange Toledoklinger, lette som Rør og bøjelige
som Vidjer, med Fæster af Sølv og af Jaspisagat, af drevet Guld og
af Guld med Karbunkler, og een iblandt dem, den havde kun Fæste af
ætset Staal, den var stukken igjennem et lille Spændebaand af Silke,
besyet i Roser og Ranker med røde Glasperler og grøn Floksilke. Enten
var det et Armbaand, et simpelt Armbaand eller, som Ulrik Frederik
troede, et Strømpebaand -- og Kaarden var stukket der igjennem.
Det er fra Spanien, tænkte Ulrik Frederik, for der havde den Afdøde
været i ni Aar og tjent i Armeen. Ak ja, han skulde ogsaa have været
i Fremmedtjeneste hos Carl Gustav, men saa kom Krigen, nu kom han
vel aldrig ud at tumle sig, og han var dog knap treogtyve Aar. Altid
leve her ved dette lille, kjedelige Hof, dobbelt kjedeligt nu da al
Adelen holdt sig hjemme. -- Jage lidt, se lidt til sit Lehn, en Gang
i Tiden, ved Kongens Naade, blive Gehejmestatsraad og Ridder, holde
gode Miner med Prinds Christian og beholde sin Bestilling, nu og da
bruges til en kjedsommelig Ambassade til Holland, blive gammel, faa
Værk, dø og blive begravet i Frue Kirke, det var den glimrende Bane,
der var ham afstukken. -- Nu krigedes de nede i Spanien, der var
Hæder at vinde, Liv at leve -- der var Kaarden og Baandet fra. Nej --
han maatte tale med Kongen, det regnede endnu og der var langt til
Frederiksborg, men det fik ikke hjælpe, vente kunde han ikke, det
maatte afgjøres.
Kongen syntes godt om Forslaget. Imod Sædvane sagde han straks ja,
til stor Forbavselse for Ulrik Frederik, der hele Vejen havde redet
og for sig selv anført alt, alt det, der gjorde det vanskeligt,
urimeligt, umuligt -- og nu sagde Kongen ja, til Jul kunde han rejse,
til den Tid kunde nok de indledende Skridt være gjorte og den spanske
Konges Svar være kommet.
Svaret kom da ogsaa allerede i Begyndelsen af December, men Ulrik
Frederik kom dog først til at rejse noget hen i April; der var saa
meget, der skulde gjøres forinden, Penge, der skulde skaffes, Folk,
der skulde udrustes, Breve, der skulde skrives; men saa rejste han da.
Marie Grubbe var kun daarligt tilfreds med denne Spaniensrejse,
og vel fik Fru Rigitze hende til at indse, at det var nødvendigt,
at Ulrik Frederik rejste udenlands og vandt Hæder og Berømmelse
for at Kongen ret kunde gjøre noget for ham; thi vistnok var hans
Majestæt en absolut Herre, men han var desuagtet meget ømfindtlig for
Folks Omtale og Adelsskabet var jo nu paa denne Tid saa forkert og
vrangvilligt, at det visselig vilde lægge Alt, hvad Kongen foretog
sig ud i den daarligste Mening -- men alligevel, Kvinder have nu en
Gang en medfødt Frygt for al Sigen Farvel og her var meget at være
bange for, thi selv om Marie kunde se bort fra Krigsfaren og den
lange, farlige Rejse og trøste sig ved at der jo nok blev taget vel
Vare paa en Konges Søn, saa kunde hun dog ikke Andet end ængstes
for, at det Samliv, de saa vel havde begyndt, ved en maaske mer end
aarelang Adskillelse kunde blive saaledes afbrudt, at det aldrig
kom til at fortsættes som det var begyndt. Deres Kjærlighed var saa
ny og saa lidet befæstet, og nu just som den var kommen i Vækst,
skulde den skaanselløst udsættes for allehaande Umildhed og Fare;
var det ikke ret at stile henimod at lægge den øde? -- og det havde
hendes korte Ægtestand lært hende, at det Slags Ægteskab hun i sin
Trolovelsesstand havde set an for saare let at føre, det hvor Mand
og Kvinde gik hver sin egen Vej, det kunde kun være et Ulykkens
Liv med idel Mulm og ingen Dagning, og det var der jo nu her gjort
en Begyndelse til udvortes: Gud forbyde det skulde komme saaledes
indvortes, men det var at friste Lykken haardt at aabne Dør for
saadan Skilsmisse.
Og saa var hun ogsaa meget skinsyg paa alt det lette, katolske
Kvindepak dernede i Spaniens Riger og Lande.
* * *
Frederik den Tredie, der, som saamange andre Fyrster og Herrer
dengang, ivrigt dyrkede Guldmagerkunsten, havde medgivet Ulrik
Frederik det Hverv, i Amsterdam at opsøge den berømte Guldmager,
Italieneren Burrhi, forhøre om han ikke agtede sig til Danmark og
underhaanden lade ham forstaa at saavel Kongen som den rige Christen
Skeel til Sostrup vel kunde gjøre ham hans Umag betalt, hvis han
vilde ulejlige sig did.
Da Ulrik Frederik derfor i Juni Maaned Toogtreds naaede den nævnte
By, lod han sig ved Ole Borch, der da studerede her og var vel kjendt
med Burrhi, føre hen til ham. Guldmageren, dengang lidt oppe i de
Halvhundrede, var en Mand lidt under Middelhøjde med gode Anlæg til
Fedme, let i Gang og Holdning, noget gulladen, med sort Haar og en
smal Knebelsbart, runde Kinder, fyldig Hage, kroget, lidt plump Næse
og smaa, blinkende Øjne, der vare omgivne af en utallig Mængde smaa
og store Rynker, som i en Vifte gik ud fra Øjenkrogene og gav ham et
paa en Gang fiffigt og godlidende Udseende.
Sort Fløjelsfrakke med store Opslag og florbetrukne Sølvknapper,
sorte Knæbenklæder, sorte Silkestrømper og Sko med store, sorte
Baandroser var hans Dragt. Han syntes at sætte Pris paa Kniplinger,
thi han havde Kniplinger i Brystet og i Enderne af sin Halsklud og
baade om Haandledene og fra Kanten af hans Knæbenklæder hang rige
Kniplingsmansketter i tykke Folder. Hans Hænder var hvide, fede,
buttede og smaa og saa overlæssede med sjelden plumpe Guldringe, at
han ikke kunde faa Fingrene sammen. Endogsaa om Tommelfingrene havde
han store, juvelblinkende Ringe. Saasnart han sad ned, gjemte han,
uagtet det jo var Sommerdage, Hænderne i en stor Skindmuffe, for han
frøs altid sine Hænder, som han sagde.
Den Stue, han førte Ulrik Frederik ind i, var stor og rummelig med
Hvælvingsloft og smale spidsbuede Vinduer højt oppe paa Væggen.
Et stort, rundt Bord stod midt paa Gulvet, omgivet af Træstole,
paa hvis Sæder der laa bløde Hynder af rødt Silke med lange, tunge
Kvaster i alle fire Hjørner. Bordskiven var indlagt med en stor
Sølvplade, hvorpaa der i Niello var fremstillet de tolv Himmeltegn,
Planeterne og de vigtigste Stjernebilleder. En Rad Strudsæg hang paa
Snor ned fra Hvælvingens Midtroset. Gulvet var malet i graa og røde
Tavl, og indenfor Døren var gamle Hestesko i Triangel indfældede i
Gulvplankerne. Et stort Koraltræ stod under det ene Vindue, et mørkt,
udskaaret Træskab med Messingbeslag under det andet. I en Krog var
anbragt en Voksdukke i Legemsstørrelse, forestillende en Morian, og
langs Væggen laa Blokke af Tinerts og Kobbermalm. Morianen havde et
tørt Palmeblad i Haanden.
Efter at de nu vare skikkede til Sæde og de første
Høflighedsyttringer udvekslede, spurgte Ulrik Frederik -- de talte
Fransk -- Burrhi om han ikke ogsaa vilde komme de Søgende i Danmarks
Land til Hjælp med sin Visdom og Forfarenhed.
Burrhi rystede paa Hovedet.
«Jeg veed vel,» sagde han, «at den hemmelig' Kunst har fornemme
og mægtige Dyrkere i Danmark, men jeg har nu underviset saa mange
fyrstelige Herrer og Prælater, og har jeg end ikke altid set Utak
og liden Skjønsomhed for min ventede Løn, saa har jeg dog mødt saa
megen Vrangsindethed og Uforstandighed, at jeg vanskelig tiere tager
mig en Skikkelse paa som Læremester for saa ophøjede Skolarer. Det er
mig ikke vitterligt efter hvilken Regula eller Methode hans Majestæt
Kongen af Danmark laborerer, saa mine Ord ingen Sigtelse mod ham
kan have til Indhold, men jeg kan i al Gehejmhed bedyre, at jeg har
antruffen Herrer af Rigens allerhøjeste Adel, ja salvede Fyrster
og Arveherrer, der vare saa uvittige i deres Historia naturalis og
Materia magica, at den gemeneste Marktskrigere ikke kan være mere
bondeagtig overtroisk end som de var. De slaa endog deres Lid til
det vidtudspredte, forsmædelige Landerygte, at det at lave Guld, det
er som at lave en Dvaledrik eller Lægedomspillula; blot En har den
rette Opskrift, saa mænges det tilhobe, sættes paa Ilden, en Formula
udsiges, og saa skal Guldet være der. Saadant har Styverfængere og
ignorantiske Personer udspredt -- dem Djævelen have! Kan de Folk dog
intet forstaa, at dersom det saaledes gik an, da vilde Verden svømme
udi Guld. Vel er det som gode Autores, sikkerlig med Rette, formode,
saaledes bestilt af Naturen, at kuns en vis Del af Materie kan
luttres ud i Guldets Gestalt, men vi vilde dog blive oversvømmede.
Nej, Guldmagerkunsten er en vanskelig og bekostelig Kunst. Der maa
en lykkelig Haand til, der maa være visse særdeles Constellationer
og Conjunctioner forhaanden, om Guldet ret skal vælde. Intet alle
Aaringer er Materien lige guldgivtig, nej, nej, betænker dog at
det ingen ringe Destilatio eller Sublimatio er, men en Naturens
Omskabelse, der skal gaa an. Ja, jeg tør sige, at der gaar en
Sittring gjennem Naturgejsternes Pauluner hver den Gang en Del af det
pure, tindrendes blanke Guld fries ud af Materia vilis's tusindaarige
Omfavnelse!»
«Men,» sagde Ulrik Frederik, «I forlade mig jeg spørger, men sætter
En intet ved slige lønlige Kunster sin Sjæl udi Fare og Vaade?»
«Nej, nej,» svarede Burrhi ivrigt, «hvor vil I tro! hvilken Mager
var vel større en Salomo, hvis Segl, baade det store og det lille,
vidunderligen er os bevaret den Dag idag vi lever? Hvo gav vel Mosem
Trolddomsgave? Mon ikke Zebaoth, Stormenes Aand, den Forfærdelige?»
og han trykkede Stenen i en af sine Ringe op til sine Læber. «Jo,
jo,» vedblev han, «visselig have vi store Mørkets Navne og farlige
Ord, ja gruelige Hemmeligheds-Tegn, der, hvis de bruges til det Onde,
som mangfoldige Spaakvinder og Troldkarle og Lægmandsmedici gjøre,
fluks lægger deres Paakalderes Sjæle i Gehennas Lænker. Men vi, vi
paakalde dem ikkuns for at udfri den hellige Urmaterie af Støvs og
jordisk Askes urene Besmittelse og Beblandelse; thi det _er_ Guldet;
Guldet er den originale Begyndelsesmaterie, som det gaves at give Lys
før Solen og Maanen blev indsat i Himlens Hvælvinger.»
Saaledes talte de længe om Guldmagerkunsten og andre Lønvidenskaber,