Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 04

fort varmendes og rolig, høj og skinnendes op imod Himlen.»
«Men kjære Ulrik Frederik, vær dog barmhjertig og hav Medynk med mig
og stæd mig intet i en Fristelse, jeg muligen intet kan staa imod,
thi I maa tro, I er mig af Hjærtet kjær og dyrebar, men netop af
den Aarsag vil jeg til det Yderligste værge mig mod at bringe Eder
i en falsk og ufornumstig Situation, som I ingenledes fideliter kan
meintenere. I er vel seks Aar paa det Nærmeste yngre end jeg er og
det, som udi min Gestalt nu kanske er Eder til Behag, kan Alderen
lettelig forvanske eller vende om til Grimhed. Ja! I smiler, men
supponer at I, naar I er fyldt de Tredive, drages med en rynket
Heks af en Kjæreste[3], der kuns har ført Eder en ringe Medgift og
heller intet paa anden Maade har været Eder til Forfremmelse; tænker
I intet, I vilde da ønske Jer, I da I var de Tyve havde giftet en
ung, fyrstelig Person, hvad der baade havde været Eders Alder og
Byrd allermest gemäss og som og vilde have baaret Eder bedre frem
end den simple Adelspige vilde have gjort? Hjærte Ulrik Frederik,
talte I til Eders høje Slægtninge, de vilde sige Jer det Samme;
men de vilde intet sige Eder at om I hjemførte den Adelsjomfru som
var ældre end Jer, vilde hun kvæle Eder tildøde med sin Iversyge;
iversyg vilde hun være paa hvert Jert Øjekast, ja paa Eders inderste
Hjærtenstanker! for just fordi hun vidste I havde sluppet saa meget
for at fange hende, vilde hun strænge sig an for at hendes Elskov
kunde være Eder Alverden. Tro mig, hun vilde omgive Eder med sin
afgudiske Kjærlighed som med et Bur af Jern, og fornam hun I længtes
ud deraf et Minut, hun vilde græmme sig i Dage og Nætter og forbittre
Eder hver en Time med sin mistrøstige Sorg.»
[3] Kjæreste, dengang = Kone.
Hun rejste sig op og rakte ham Haanden. «Farvel, Ulrik Frederik, det
er bedskt som Døden at vi maa skilles, men om mange Aar naar jeg er
en gammel, gusten Pige eller er en gammel Mands halvgamle Kjæreste,
vil I sande at Sofie Urne havde Ret. Gud Fader holde sin Haand over
Jer. -- Mindes I den spanske Romanbog, den Sted om den indianske,
slyngendes Urt, der har sin Støtte af et Træ i sin Ungdom, men bliver
ved at vinde sig om det længe efter at Træet er morsk og ude og er
tilsidst den, der holder Træet, som intet kan støtte mere. Tro,
Ulrik Frederik, saadan vil mit Sind ogsaa støttes og bæres af Eders
Kjærlighed lange Tider efter at den er visnet og vejret hen.»
Hun saae ham lige ind i Øjet og vendte sig for at gaa, men Ulrik
Frederik holdt Haanden fast.
«Vil I da gjøre mig ganske og aldeles rasendes! skal jeg da sige
dig at nu, jeg veed du har mig kjær, kan ingen Livets Magt gjøre
Skilsmisse mellem os. Aner du da intet at det er daarligt at tale
om hvad du eller jeg vil. Er intet mit Blod som drukken af dig, er
jeg mig selv mægtig nu? jeg er besat af dig, saa om du i denne Time
vendte din Hu fra mig, du skulde dog blive min, dig til Trods, mig
til Trods. Jeg elsker dig som om jeg hadede -- -- jeg tænker intet
paa _din_ Lykke, hvad rører det mig om du kommer i Lykke eller
Ulykke, blot _jeg_ er med i din Glæde, blot _jeg_ er med i din
Lidelse, blot _jeg_ ....»
Han slængte hende med et Ryk ind mod sig og knugede hende op til sit
Bryst.
Langsomt løftede hun sit Ansigt op mod ham og saae længe paa ham med
taarefyldte Øjne; smilte saa: «som du vil da, Ulrik Frederik,» og hun
kyssede ham lidenskabeligt flere Gange efter hinanden.
Tre Uger efter fejredes Trolovelsen med megen Pragt. Kongen havde
villigt givet sit Samtykke, for dog en Gang at gjøre Ende paa Ulrik
Frederiks vel lystige Ungkarleliv.


V.

Efter Hovedudfaldene anden September og tyvende Oktober var Byen fuld
af Ulrik Christian Gyldenløves Ry. Oberst Satan, som Borgerne kaldte
ham. Hans Navn var i Alles Munde; der var ikke det Barn i Byen uden
det kjendte Bellarina, hans Fuks med de hvide Sokker, og naar han
red forbi, kiggede Stadens Ungmøer beundrende efter den slanke, høje
Skikkelse i den bredskjødede, blaa Drabantfrakke med de vældige,
hvide Opslag, det røde Skjærf og det spandbrede Kaardegehæng, og de
var stolte, naar deres kjønne Ansigt indbragte dem et Nik eller et
Øjekast fra den frække Soldat. Ja selv de astadige Familiefædre og
deres kruskappede Matroner, der dog vidste, hvor slem han var, og
kjendte alle hans kjønne Historier, nikkede fornøjet til hinanden,
naar de havde mødt ham og fordybede sig i det vanskelige Spørgsmaal
om, hvordan det vilde været gaaet Byen, naar han ikke havde været.
At Soldaterne og Voldmandskabet forgudede ham, var nu intet Under,
thi han havde ganske sin Faders, Kong Christians, folkevindende
Gaver. Men ogsaa i andre Henseender havde han taget Arv efter ham,
han havde faaet baade hans Hidsighed og hans Umaadelighed, men ogsaa
en Del af hans Begavelse, hans Raadsnarhed og hans Overblik. Han var
meget ligefrem; flere Aars Ophold ved udenlandske Hoffer havde ikke
gjort nogen Hofmand ud af ham, ja, han var ikke en Gang nogenlunde
beleven, til daglig Brug var han stødende ordknap og i Tjenesten
lukkede han aldrig sin Mund op uden at han bandede og svor som den
gemeneste Matros.
Men Soldat det var han. Trods sin unge Alder, han var kun otte og
tyve Aar, ordnede han Byens Forsvar og ledede de farefulde, men
vigtige Udfald med en saa overlegen Indsigt og en saa stor Modenhed
i Planerne, at Sagen neppe havde været i saa gode Hænder hos nogen
anden af Frederik den Tredies Mænd.
Det var derfor rimeligt, at hans Navn fordunklede alle andre, og
at Vinkelpoeterne i deres versificerede Beretninger om Udfaldene
tilraabte ham: «du sejerkronte Gyldenløv, du Danmarks Fiende-Frelse»,
eller hilste ham med et: «o, hil dig, hil du nordisk' Mars, du tapre
David danske,» og ønskede ham at hans Liv maatte vorde som et cornu
copiae eller Overflødighedens Horn, fuldt med Roes og Ære, Sundhed,
Velstand og Lykke; og det var saare naturligt, at mangen stille
Aftenandagt endte med en Bøn til Gud om ogsaa fremtidigen at opholde
Hr. Ulrik Christian; ja, der fandtes vel enkelte fromme Sind,
der sukkede til Herren, at hans Fod maatte ledes bort fra Syndens
slibrige Adelveje og hans Hu vendes fra Alt, som ondt var, til
Dydernes og Sandhedens skinnende Lyskrands, at den, som i saa fuldt
Maal havde vundet sig denne Verdens Ære, ogsaa maatte blive delagtig
i den eneste sande og rette Ære.
* * * * *
Marie Grubbe var meget optaget af denne hendes Fasters nære
Slægtning. Tilfældigvis havde hun aldrig været sammen med ham,
hverken hos Fru Rigitze eller andetsteds; kun paa Gaden havde hun
seet ham, en Gang i Skumringen, da Lucie havde viist hende ham.
Alle talte om ham; næsten hver Dag blev der fortalt hende nye,
modige Træk af ham; hun baade hørte og læste, at han var en Helt,
og den jublende Mumlen, der var gaaet igjennem Folkehoben hin
Skumringsstund, da han red forbi, havde gjort et uudsletteligt
Indtryk paa hende.
Det store Navn, som Heltenavnet er, løftede ham ganske ud af de
almindelige Menneskers Rækker. Hun havde egenlig aldrig tænkt sig
Helte være til som andre Mennesker. Kong Alexander af Macedonia,
Olger Danske, Ridder Bayard og de der, det var Helte, store, fjerne,
straalende Skikkelser, der mere var Mønstre eller saadan Noget end de
var Mennesker som andre Folk. Ligesom hun, da hun var mindre, aldrig
havde troet, at Nogen kunde komme til at skrive saa sirligt som de
Forskrifter, En skrev efter, saadan var det heller ingensinde faldet
hende ind, at Nogen kunde naa op til at blive en Helt. Helte det var
noget Forbigangent, Noget, der havde været til. At man kunde møde en
Helt, en virkelig Helt, møde ham ridende i Store-Færgestræde, saa
vildt havde hun aldrig drømt. Livet saae pludselig helt anderledes
ud, der var Andet til i Verden end det Dagligdags; det Store,
Skjønne, det brogede Rige, som der stod om i Historiebøger og Viser,
det kunde En Altsammen møde. Der var da virkelig Noget til, En kunde
længes efter af sin ganske Sjæl; alle disse Ord som Folk og Bøger
var fulde af, de betød Noget, de var Noget; der var Mening i hendes
uklare Drømme og Længsler, det var ikke Noget, hun var ene om; voksne
Folk troede paa det. Livet var rigt, straalende rigt.
Endnu anede hun det kun, hun var overbevist om at det var sandt,
men hun kunde ikke se og føle at det var det. Han alene var det
Haandgribelige for hende, var hende et Pant paa, at det var saaledes.
Derfor drejede alle hendes Tanker og Drømme sig evigt og bestandigt
om ham, og tidt og mange Gange foer hun til Vinduet, naar hun hørte
Hestetrav nede paa Gaden, og hun overtalte ofte den villige Lucie,
naar de var ude, til at gaa en Omvej med sig om ad Slottet, men de
saae ham aldrig.
Saa var det en af de allersidste Dage i Oktober, hen paa
Eftermiddagen, at hun sad og kniplede i en af Vinduesfordybningerne
i den lange Stue, hvor Kaminen stod. Fru Rigitze sad ved Kaminen,
hun havde en lille Bakke med Gløder hos sig og tog nu og da lidt
tørrede Blomster og Kanelbark af en Bøsse, hun holdt paa Skjødet, og
lagde paa Gløderne. Luften i den lave Stue var hed og kvalm og sød,
og mellem de brede, mørktblomsterbrogede Gardiner kom der kun meget
lidet Lys ind. Fra det tilstødende Kammer hørtes en Rok snurre, og
altimellem nikkede Fru Rigitze saa smaat i sin polstrede Stol.
Marie Grubbe var mat af Varmen. Hun søgte at kjøle sine hede Kinder
mod de smaa, duggede Ruder og kiggede med det samme ud paa Gaden,
hvor et tyndt Lag friskfalden Sne gjorde Luften skjærende lys. Saae
hun saa ind i Stuen igjen, blev der dobbelt mørkt og trykkende.
Pludselig traadte Ulrik Christian saa raskt ind ad Døren, at det gav
et Sæt i Fru Rigitze. Han saae ikke Marie og satte sig straks henne
ved Kaminen. Saa nævnte han et Par undskyldende Ord om at det var saa
længe siden, han havde været der, sagde, at han var træt, satte sig
saa forover paa Stolen med Haanden under Kinden og tav stille, kun
halvvejs lyttende til Fru Rigitzes livlige Tale.
Marie Grubbe var bleven ganske bleg af Bevægelse, da hun saae ham
træde ind! hun lukkede et Øjeblik Øjnene som om det svimlede for
hende, saa blev hun blussende rød og havde ondt ved at trække
Vejret. Hun havde en Fornemmelse som Gulvet sank under hende eller
som at hele Stuen med Stole, Borde og Mennesker dalede ned gjennem
Luften, og Alt hvad der var derinde saae hun saa underlig skarpt og
bestemt, men dog saa uroligt, det var som om hun ikke rigtig kunde
holde det fast med Blikket, og saa saae det desuden saa nyt og
fremmed ud altsammen. Imidlertid, længe før dette fortog sig varede
det ikke, og hun kom til sig selv igjen. Der var han altsaa. Hun
vilde ønske, hun var langt borte eller blot oppe paa sit Kammer, sit
fredelige, lille Kammer; hun var saa bange; hun kunde mærke hendes
Hænder rystede. Bare han ikke saae hende!
Hun trykkede sig lydløst længere ind i Vinduesfordybningen og fæstede
nu først bestemt Blikket paa sin Fasters Gjæst.
Var det saadan han saae ud! Ikke meget, meget større; og hans Øjne
var jo slet ikke skinnende sorte, blaa var de, rare blaa, sørgmodige
Øjne, det havde hun slet ikke tænkt sig. Han var saa bleg og saae saa
bedrøvet ud; -- nu smilede han, men ikke rigtig glad, hans Tænder var
saa hvide og hvor hans Mund var smuk, saa fin og lille.
Jo længer hun saae paa ham, jo smukkere syntes han hende, og hun
begyndte at undres over, at hun kunde have tænkt sig ham større eller
anderledes i det Hele. Hun glemte rent sin Frygt og tænkte kun paa
al den Roes og Berømmelse, hun havde hørt over ham. Hele Tiden saae
hun paa ham og hun forestillede sig ham i Spidsen for sine Skarer,
stormende fremad under Folkenes Jubel og Alting veg eller det blev
kastet tilside som Bølgerne kastes tilside, naar de skummende springe
op mod en Sejlers brede Bringe. Kartoverne dundrede, Palladsker
blinkede og Kugler peb i den uvejrsmørke Røg, men han sprængte
fremad, kjæk og rank, og ved hans Stigremme slæbte Sejren, som der
stod i Krøniken, hun havde læst.
Fuldt af Beundring og Begejstring lyste hendes Øje paa ham.
Ved en pludselig Bevægelse fangede han Blikket. Han drejede Hovedet
til Siden, saae ned og havde ondt ved at undertrykke et triumferende
Smil, saa rejste han sig op og lod som om han først nu fik Øje paa
Marie Grubbe.
Fru Rigitze sagde, det var hendes lille Broderdatter, og Marie gjorde
sin Kompliment.
Ulrik Christian blev forbavset, ogsaa lidt skuffet ved at erfare at
de Øjne, der havde seet saaledes paa ham, vare et Barns.
«Ma chere,» sagde han lidt spidst og saae ned paa hendes Arbejde,
«hun er den største Mesterinde i at arbejde geheimt og stille, jeg
nogentid har kjendt; En har jo intet hørt det Ringeste til hendes
Kniplestokke hele Tiden.»
«Aa!» sagde Marie, der godt forstod ham, «der jeg saae
Generallieutenanten,» og hun skjød den svære Kniplepude ind i
Vindueskarmen, «kom det mig i Hu, det mere var Tider til at sørge for
Lægevæle[4] end for Huestads.»
[4] Lægevæle = Charpi.
«Da veed jeg Huer klæder ligesaa charmant i Krigstid som ellers,»
sagde han og saae paa hende.
«Ja, men hvem har Tanker for det i saadanne Tider som nærværendes!»
«Mange,» sagde Ulrik Christian, der begyndte at more sig over hendes
Alvorlighed, «og jeg for een.»
«Ja, jeg forstaar,» svarede Marie og saae alvorligt op paa ham, «det
er jo kuns et Barn, I taler til.» Hun nejede ceremonielt og tog efter
Knipletøjet.
«Tøv lidt, lille Jomfru!»
«Aa nej, lad mig intet incomodere Eder længer.»
«Hør nu,» sagde han og greb hende haardt om Haandledene og bøjede
hende over mod sig over Kniplebordet, «hun er mig for Gud en
vanskelig Person, men,» hviskede han, «har En bedet mig Goddag med et
Øjekast som det, hun saae paa mig med, saa vil jeg intet, at En en
Haandevending efter hilser mig saa fattigt Farvel, jeg vil det intet
-- saa -- kys hun mig nu!»
Marie trykkede med Taarer i Øjnene sine skjælvende Læber mod hans,
han slap hende og hun sank ned ved Bordet, med Hovedet hvilende paa
sine Arme.
Marie var ganske fortumlet. Baade den Dag og den næste havde hun en
dump Fornemmelse af Trældom, af at hun ikke var fri længer. Det var
hende som var der bleven sat en Fod paa hendes Nakke, som var hun
bleven traadt i Støvet og ikke kunde rejse sig igjen. Men det var
ingen bitter Følelse, der var ingen Trods i hendes Tanker, ingen
Ønsker om Hævn var der. En sælsom Ro var kommen over hendes Sind,
ingen flyvende Tog af brogede Drømme og heller ingen Længsler mere.
Overfor Ulrik Christian følte hun ikke noget Bestemt, hun vidste blot
at hvis han sagde: kom, maatte hun komme, hvis han sagde: gaa, maatte
hun fjerne sig. Hun forstod det ikke, men saadan var det, det vilde
blive ved at være saaledes og anderledes kunde det ikke blive.
Hun kniplede og syede den ganske Dag med en usædvanlig Udholdenhed
og mens hun arbejdede nynnede hun alle de modige Viser hun kjendte
om Elskovs Roser, hvis Farve blegned og aldrig blomstred paany, om
Svenden, der maatte forlade sin Mø og drage til det fremmede Land,
hvorfra han aldrig, aldrig vendte tilbage, og om Fangen, der sad i
det skumle Taarn saa sørgelig længe og hvordan saa først hans ædle
Falk den _døde_, dernæst hans trofaste Hund _døde_ og sidst hans
gode Ganger graa _døde_, men hans troløse Viv Malvina hun levede
frydelig og fro og uden Sorger. De Viser sang hun og mange andre, og
imellem sukkede hun, imellem var hun lige ved at græde, saa Lucie
troede hun var syg og vilde have, hun skulde lægge Vejbredblade i
sine Strømper.
Da Ulrik Christian et Par Dage efter atter saae ind og talte mildt
og venligt til hende, var ogsaa hun som om der Intet havde været dem
imellem; men hun saae med en barnagtig Nysgjerrighed paa de store,
hvide Hænder, der havde taget saa haardt paa hende og hun spejdede
efter, hvad det havde været i hans Øje og hans Stemme, der saaledes
havde kunnet kyse hende, og ogsaa Munden med det smale nedadbøjede
Overskjæg betragtede hun, men stjaalent og med en hemmeligt kildrende
Skræk.
I den nærmest følgende Tid kom han næsten hver eller hveranden Dag,
og Marie Grubbe blev mere og mere optaget af ham. Naar han var borte,
var der øde og livløst i den gamle Gaard, syntes hun, og hun længtes
efter ham som den Søvnløse længes efter at det skal blive Dag, men
naar han saa kom, var hendes Glæde dog aldrig fuld og fri, hun følte
sig altid saa usikker overfor ham.
En Nat drømte hun at hun saae ham ride gjennem den tætopfyldte Gade
ligesom hin første Aften, men der lød ingen Jubel og alle Ansigter
saae koldt og ligegyldigt paa ham, hun selv blev bange i Tavsheden
og turde ikke smile til ham, men gjemte sig bag Hoben; da saae han
sig om med et spørgende, underlig vemodigt Blik, og det fæstede sig
paa hende, det Blik, og hun trængte sig frem gjennem Folkestimlen,
kastede sig ned lige for hans Hest og den satte sine kolde Jernsko
paa hendes Nakke ...
Hun vaagnede, satte sig op i Sengen og saae sig forbavset om i det
kolde, maanelyse Kammer: ak, det var kun en Drøm! og hun sukkede,
hun vilde dog saa gjerne vise ham, hvor højt hun elskede ham. -- Ja
saadan var det, hun havde ikke vidst det før, hun elskede ham. Det
blev hende, som hun laa i Ild, ved den Tanke, det flimrede for hendes
Øjne og alle Hjertets Pulse banked, banked, banked. Hun elskede ham;
hvor det var forunderligt at sige, hun elskede ham! saa herligt
var det, saa stolt, saa mægtigt virkeligt, men dog saa uvirkeligt.
Herregud, hvad kunde det hjælpe, hun elskede ... og hun fik Taarer i
Øjnene af Medlidenhed med sig selv -- men alligevel! og hun gjemte
sig lunt og blødt under Dynen igjen, det var dog dejligt at ligge
og tænke paa ham saadan og paa sin Kjærlighed, sin store, store
Kjærlighed.
Næste Gang Marie saae Ulrik Christian var der ingen Følelse af
Usikkerhed hos hende, tvertimod, den Hemmelighed, hun bar paa, gjorde
hende betydelig i hendes egne Øjne og Frygten for at røbe den gjorde
hendes Væsen mere behersket, næsten voksent. Der kom nu en dejlig
Tid fuld af Drømme og fuld af Længsler, en fantastisk dejlig Tid;
eller var det ikke dejligt, naar Ulrik Christian gik, skjult for ham
og alle Andre, at tilkaste ham Hundrede af Fingerkys, eller naar han
kom, da at forestille sig, hvordan hendes elskede Ven vilde tage
hende i Favn, kalde hende ved alle Verdens søde Navne og sætte sig
hos hende og hvordan de saa vilde se hinanden i Øjnene -- længe, og
hun vilde lade sin Haand glide igjennem hans bløde, brune, buklede
Haar? Hvad gjorde vel det, at det ikke skete, tvertimod, hun blev
ganske rød ved Tanken om at det var Noget, der virkelig kunde ske.
Det var skjønne, lykkelige Dage, men saa var det at Ulrik Christian
sidst i November blev saa farligt syg. Hans Helbred, der længe havde
været svækket af Udskejelser i alle mulige Retninger, havde maaske
ikke kunnet udholde den vedholdende Nattevaagen og det anstrengende
Arbejde, der var forbunden med hans Post, eller maaske det ogsaa
var nye Udskejelser, der havde spændt Buen for højt. En smertefuld,
tærende Sygdom med vilde Febersyner og evindelig Uro brød løs og tog
efter kort Tids Forløb en saa farlig Vending, at det var øjensynligt
at Sotens Navn var Døden.
* * * * *
Det var den ellevte December.
I det store, læderbrune Gemak, der førte ind til Ulrik Christians
Sygeværelse, gik kongelig Confessionarius Hans Didrichsen Bartskjær
urolig frem og tilbage over det med kunstigt flettede Straamaatter
belagte Gulv. Han standsede aandsfraværende foran Malerierne paa
Væggene og betragtede tilsyneladende med stor Opmærksomhed de bare,
fyldige Nymfer, der laa udstrakte i Skyggen af mørke Træer, de
badende Susanner og den sødlige Judith med de kraftige, nøgne Arme;
men længe formaaede de ikke at fængsle ham, han gik hen til Vinduet
og lod Blikket rastløs vandre om fra den graahvide Himmel til de
vaade, glindsende Kobbertag og de langlige Dynger af grumset Tøsne
nede i Slotsgaarden. Saa begyndte han igjen sin urolige Vandring,
mumlende og gestikulerende.
Det synes ham de gik med Døren, han standsede pludseligt og lyttede:
nej! Saa trak han Vejret tungt og lod sig falde ned paa en Stol og
der sad han og sukkede og gned beklemt sine Haandflader mod hinanden,
da Døren virkelig gik op og et halvgammelt Fruentimmer med en stor
Falbeladekappe af rødprikket Tøj forsigtigt vinkede ad ham.
Præsten tog sig sammen, stak Alterbogen under Armen, glattede paa sin
Samarie og traadte ind i Sygeværelset.
Det var en stor, oval Stue; fra Gulv til Loft med mørkt Panel,
fra hvis stærkt dybede Midtfyldinger en Rad grimme, broget malede
Hoveder af Tyrker og Morer grinede frem med hvide Tænder. Et tyndt,
blaagraat Klæde, hvormed det smale, dybe Gittervindue var hængt til
forneden, holdt den nederste Halvdel af Stuen i et dybt Halvmørke,
medens Lyset spillede frit paa Loftsmaleriet, hvor Heste, Vaaben
og nøgne Legemer vare samlede i en uopløselig Forvirring, og paa
Himmelsengens Baldakin med dens sølvfryndsede Omhæng af gult Damassin.
En varm, af Salver og andre Medikamenter beklumret Luft slog Præsten
imøde som han traadte ind og var ved at tage Vejret fra ham. Han greb
efter en Stol og støttet til den saae han i sin Svimmelhed Alting
dreje sig forbi, Bordet med Flasker, Phioler og Uringlas, Vinduet,
Sygevogtersken med hendes Kappe, Sengen med den Syge, Vaabenstativet
og den aabne Dør ind til Naboværelset, hvor Ilden blussede i Kaminen.
«Guds Fred, Herre!» hilste han med skjælvende Røst, da Svimmelheden
havde fortaget sig.
«Hvad i Helvede vil han her?» brølede den Syge og lettede sig op i
Sengen.
«Gemach, gnädigster Herr, gemach,» tydsede Ane Skomagers, Sygekonen,
og gik hen mod Sengen og strøg kjærtegnende hen over Dynen, «es is de
hochwürdige Confessionar sejner Majestät, der hiegeschicket is und
Euch beichten soll.»
«Naadigste Herre! ædle Hr. Gyldenleu!» begyndte Præsten og nærmede
sig Sengen, «vel veed jeg, I intet haver hørt til de enfoldige Vise
eller vise Enfoldige, som haver havt Herrens Ord til deres idelige
Støttestav og hans Hus til deres stadige Herberge, og skjøndt den
Gud, der lader Tordenens Kartover drøne, ogsaa er den Gud, som holder
Sejrens gyldne Palmer eller Nederlagets bloddryppende Cypresser i sin
Haand, saa er det dog for Mennesken' om ikke til at undskylde, saa
dog til at begribe, at den, hvem meget Folk er givet at byde over og
at foregaa med sit vaillante Exemple, kan for en Stund forgjætte at
vi ere som idel Intet, som et svajende Siv, ja, som kraftløse Ymper
i Verdens Skaberes vældige Hænder og at han daarligen tænker: dette
haver jeg udrettet, denne Daad er en Frugt, som jeg haver bragt til
Modenhed og til Fuldkommelse. Men, dyrebare Herre! nu I er hvilendes
paa Eders haarde Smertensleje, nu haver visseligen den Gud, som er
Kjærlighedens huldrige Gud, oplyset Eders Forstand og tilvendet sig
Eders Hjærte, saa at I med Angst og Bævelse haver lidet efter at
bekjende Eders utoede Synder, at I med Fortrøstning kunde modtage den
Naade og Tilgivelse, han med baade kjærlige Hænder rækker Eder i Møde
til Annammelse. Angerens Orme med de hvasse Tænder ...»
«Kryds mig for og Kryds mig bag, Bod og Bedring, Syndernes Forladelse
og det evige Liv,» vrængede Ulrik Christian og satte sig helt op i
Sengen, «tror han, surfjæsede Skaldenakke han er, tror han, fordi Ens
Ben bulner ud af Kroppen i Stumper og Skjæver, En for den Sags Skyld
skulde blive mere genegen til at høre paa hans Præstepjadder?»
«Naadigste Herre, I misbruger højligen det Privilegium, Eders høje
Stand og endmere Eders ynkværdige Sygdom giver Eder, til unødigen
at overskjælde en Kirkens ringe Tjenere, som ikkuns gjør sin Pligt
ved at søge at vende Eders Tanker til det for Eder visseligen ene
Fornødne. Ak, høje Herre, det hjælper kuns lidet at stampe mod
Braaden! har ikke denne fortærende Sot, som haver slagen Eders
Legeme, lært Eder, at Ingen kan undgaa Herrens Straffedomme og at
Himlens Svøbeslag falder paa Høje som paa Lave?»
Ulrik Christian afbrød ham leende: «der taler I, Helved fortære
mig, som en uvittig Pog; det, der mig nager, det har jeg ærligen og
redeligen skaffet mig selv, og dersom I tror, at Himmel eller Helved'
skikker Folk saadant paa, saa skal jeg sige Jer, at de faar det ved
Drik og ved Nattesvir og ved Galanteri, og den Slags Ting, det kan I
stole paa. Naa, men tag han mig nu sine højlærde Ben ud af Kammerset
her det Forteste han kan, ellers skal jeg ...»
Her fik han et af sine Anfald og medens han vred og vaandede sig
under heftige Smerter, svor og bandte han saa bespottelig og
saa kurieus forfærdeligt, at Præsten blev bleg af Forargelse og
Rædsel, og han bad til Gud om Styrke og overbevisende Kraft, at det
dog maatte forundes ham at gjøre denne saa haardt forsømte Sjæl
tilgængelig for Religionens Sandhed og herlige Trøst, og da den
Syge igjen var bleven rolig, begyndte han atter: «Herre, Herre! med
grædendes Røst anraaber og bønfalder jeg Eder at lade af med saadan
vederstyggelig Banden og Sværgen; betænk dog at Øksen alt ligger ved
Træets Rod og at det bradt skal afhugges og kastes paa Ilden, om det
farer fort med sin Goldhed og intet i den ellevte Time bryder ud i
Blomst og sætter Frugt! Lad af med Eders usalige Viderspændstighed og
kast Eder fuld af Ruelse og Bøn for vor Frelseres Fødder ...»
Ulrik Christian havde, da Præsten begyndte, sat sig op paa
Hovedgjærdet og nu viste han truende mod Døren og raabte den ene Gang
efter den anden: «H'raus Præst! h'raus, marche! jeg taal' ham intet
længer!»
«Og kjære Herre,» fortsatte Præsten, «om I gjør Eder haard,
fordi I mistvivler om at finde Naade, fordi Eders Syndebjerg er
saa overmaade, saa hør da med Jubel, at Guds Naadsens Væld er
uudtømmeligt ...»
«Galne Præstehund, gaar han nu!» hvæsede Ulrik Christian frem mellem
de sammenbidte Tænder, «ejns -- zwej --!»
«og om Eders Synder vare røde som Blod, ja, som tyriske Purpur ...»
«Rechtsum!»
«han skal dog gjøre dem hvide som Libanons ...»
«Saa skal da ogsaa St. Satan og alle hans hellige Engle,» brølte
Ulrik Christian, idet han sprang ud af Sengen, snappede en Kaarde
fra Vaabenstativet og stødte heftigt efter Præsten, men denne havde
hurtigt bjerget sig ind i Sideværelset og slaaet Døren i efter sig.
Ulrik Christian løb nu rasende mod Døren, faldt saa magtesløs om paa
Gulvet og maatte løftes op i Sengen, men han tog Kaarden med sig.
Resten af Formiddagen gik hen i døsig Ro, han havde ingen Smerter,
og den Mathed, der var kommen over ham, fandt han behagelig og
velgjørende. Han laa og stirrede paa de smaa Lysprikker, som trængte
sig ind mellem Traadene i Klædet, der var hængt for Vinduet, og talte
de sorte Ringe i Jerngitret. Imellem smilte han fornøjet, naar han
kom til at tænke paa Præstejagten og blev kun gnaven hvergang Ane
Skomagers vilde have, han skulde lukke Øjnene og forsøge paa at sove.
Lidt over Middag bankedes der haardt paa Døren, og umiddelbart efter
traadte Præsten ved Trinitatis, Mag. Jens Justesen, ind. Den store
føerladne Mand med de grove, kraftige Træk, kort sort Haar og store
dybtliggende Øjne, traadte straks hen til Sengen og hilste: Goddag.
Saasnart Ulrik Christian saae, der atter var en Præst for hans Seng,
blev han saa rasende, at han rystede paa alle Lemmer, og Eder og
Skjældsord foer ud af ham mod Præsten, mod Ane Skomagers, der ikke
bedre kunde vare hans Fred, og mod Gud i Himlen og alle hellige Ting.
«Ti stille, Menneskebarn!» dundrede Hr. Jens, «er det en Mund at
føre for En, der alt har sit ene Ben i Graven? Brug I heller den
flakkende Livsfunke, der end er i Jer, til at gjøre Eders Fred med
Vorherre, end til at yppe Kiv med Mennesken'. I bær' Jer jo ad som de
Misdædere og Ugjerningsmænd, der, naar deres Dom er falden og de ser,
de intet kunne undgaa Tængerne og Øksen, der holdes dem i Beredskab,
da i deres usle Afmægtighed true og skjælde mod Gud Vorherre med
skidne Vanvittighedsord, for dermed at sætte Mod i sig selv og
saalunde holde sig oppe over den Sø af hartad dyrisk Sønderknuselse,
den lamslagne Fejghedstilstand og trælleagtig mistrøstige Anger, i
hvilken dog slige Kumpaner paa det Sidste hensynke, og som de fast
mere have i Frygt end Døden og Dødsens Pinsler.»
Ulrik Christian hørte roligt til, indtil han havde faaet listet