Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 12

Sørgeklæder for; in summa: hendes Elendighed var altfor vidtløftig
at beskrive, og derfor indflyede de til hans kongelige Majestæt,
deres allernaadigste Arveherre og Konges medfødte Naade og Mildhed
med deres allerunderdanigste Bøn og Supplicering om, at hans Majestæt
for Guds Skyld vilde forbarme sig over ham, Erik Grubbe, for hans
høje Alders Skyld, som var syvogtredsindstyve Aar, og over hende for
hendes store Elendigheds og Beskæmmelses Skyld og naadigst lade sig
behage at befale hans Exellence Gyldenleu, at han enten beviste Marie
hendes Sag paa hende, hvorfor Kristus siger, at Ægtefolk maa skilles
ad, hvad han aldrig skulde kunne gjøre, eller ogsaa tog hende til sig
igjen, hvorved fremmedes Guds Ære, idet Ægteskab holdtes udi den Agt,
som Gud det selver udi har sat, stor Forargelse forhindredes, store
Synder bortjagedes, og en Sjæl befriedes fra Fordømmelse.
Marie vilde først aldeles ikke sætte sit Navn under denne Supplike,
da hun paa ingen Maade vilde leve sammen med Ulrik Frederik, hvordan
det saa end skulde gaa. Men Faderen forsikkrede hende, at det var
kun Formaliteter med det Forlangende, at Ulrik Frederik skulde tage
hende til sig igjen, thi han _vilde_ nu have Skilsmisse for enhver
Pris, og den Maade, Bønskriftet var affattet paa, tvang ham til at
begjære det, og det vilde sætte hendes Sag i et bedre Lys og skaffe
hende bedre Vilkaar. Saa gav Marie da efter, ja hun føjede endog paa
Faderens Opfordring og efter hans Udkast følgende Efterskrift til
Suppliken:
«Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige Majestæt, men jeg
Elendige har ikke de Klæder, jeg kan komme iblandt Folk med.
Forbarm Eder over mig, allernaadigste Arveherre og Konge, og hjælp
mig Elendige til Rette. Gud vil det belønne.
_Marie Grubbe_.»
Men da hun ikke stolede altfor vel paa Erik Grubbes Ord, fik hun,
ved en af sine gamle Hofvenners Mellemkomst, Kongen en ganske privat
Skrivelse i Hænde, i hvilken hun uforblommet udtalte, hvor stærkt hun
afskyede Ulrik Frederik, hvor ivrigt hun længtes efter Skilsmisse og
hvor nødigt hun vilde, at hun ved Ordningen af Formuespørgsmaalet
skulde komme til at have selv den fjerneste Forbindelse med ham.
Erik Grubbe havde nu imidlertid denne ene Gang sagt Sandhed. Ulrik
Frederik _vilde_ skilles. Hans Stilling ved Hoffet var en anden som
Kongens Halvbroder end som Kongens Yndlingssøn. Det var nu ikke nok
at stole paa faderlig Godhed, han maatte ligefrem kappes med andre
Hoffets Mænd om Ære og Løn. At have en Sag som den foreliggende
verserende bidrog kun lidet til at styrke hans Anseelse, det vilde
være langt tjenligere at faa den endt saa hurtigt som muligt og i et
nyt og bedre betænkt Ægteskab at søge Erstatning for det, Skilsmissen
kunde koste baade af Ry og Gods. Han anvendte derfor den Indflydelse,
han havde, til at naa dette Maal.
Kongen lod straks Sagen forelægge Konsistorium, at det derover kunde
afgive sin Betænkning, og denne var saaledes, at Ægteskabet ved
Højesteretsdom af fjortende Oktober seksten hundrede og halvfjerds
erklæredes for ophævet, saaledes at begge Parter havde Lov til at
gifte sig igjen. Marie Grubbe fik de tolv tusind Rigsdaler og al
den øvrige Medgift af Klenodier og Jordegods tilbage, og saasnart
hun havde faaet Pengene udbetalt, beredte hun sig trods Faderens
Forestillinger til at rejse ud af Landet. Hvad Ulrik Frederik angaar,
tilskrev han straks sin Halvsøster, Kurfyrste Johan Georg af Sachsens
Gemalinde, om sit Ægteskabs Opløsning og spurgte hende, om hun vilde
vise ham saamegen søsterlig Kjærlighed, at han turde hengive sig
til det smigrende Haab at modtage en Gemalinde af hendes fyrstelige
Hænder.


XIV.

Marie Grubbe havde aldrig før havt Penge at raade over, og derfor
syntes det hende, nu hun havde faaet saa stor en Sum i Hænde, at
hendes Magt og Evne var uden Grændser. Ja, det var hende, som om
selve Vidunderlighedens Ønskekvist var lagt i hendes Haand, og hun
længtes som et Barn efter at svinge den Sving i Sving og kalde alle
Jordens Herligheder hen for sine Fødder.
Hendes nærmeste Ønske var at være langt borte fra Kjøbenhavns Taarne
og Tjeles Enge, fra Erik Grubbe og Faster Rigitze, og saa svang hun
da Kvisten første Gang, og paa Hjul og Kjøl over Vand og Vej førtes
hun bort fra Sjælland, ned gjennem Jylland og Slesvig til Lübecks
By. Hendes hele Følge var Kammerpigen Lucie, som hun havde faaet sin
Faster til at overlade sig, og saa en Kjøbmandskusk fra Aarhus, thi
først i Lübeck skulde de egenlige Rejseforberedelser træffes.
Det var Sti Høg, der havde bragt hende paa den Tanke at rejse, og den
Gang havde han sagt, at han ogsaa vilde forlade Landet og søge sin
Lykke ude og havde tilbudt sig at være hendes Rejsemarskalk. Han kom
nu ogsaa, hidkaldt ved et Brev fra Kjøbenhavn, til Lübeck en fjorten
Dages Tid efter Maries Ankomst dertil og begyndte straks paa at gjøre
sig nyttig ved at træffe de Foranstaltninger, en saa lang Rejse
gjorde nødvendig.
I sit stille Sind havde Marie egenlig tænkt at være en Velgjører
for den stakkels Sti Høg, ved med sine rige Midler at lette ham
Bekostningerne ved Rejsen og ved Opholdet i Frankrig, indtil det
skulde vise sig, om en anden Kilde vilde vælde for ham. Hun blev
derfor, da den stakkels Sti Høg kom, forbavset ved at finde ham klædt
med megen Pragt, udmærket bereden og ledsaget af tvende statelige
Ridesvende, i det Hele med alle mulige Tegn paa, at hans Pung
ingenlunde trængte til at fylde sig rund med hendes Guld. Men endnu
mere forbavsedes hun ved det Omslag, der syntes at være foregaaet i
hans Sind, han var livlig og næsten munter, og mens han før saae ud,
som om han med statelige Fjed fulgte sig selv til Jorden, saa traadte
han nu i Gulvet som en Mand, der ejed den halve Verden og havde den
anden Halvdel i Vente. Der havde været Noget af en plukket Fugl ved
ham før, nu ligned han mest en Ørn med brusende Fjer og skarpe Øjne,
der talte om endnu skarpere Klør.
Marie tænkte først, at det var Glæden over at kunne kaste alle
Fortidens Bekymringer bagved sig og Haabet om at vinde en Fremtid,
der var værd at vare, som havde bevirket denne Forandring; men da
han havde været der i nogle Dage uden at aabne sin Mund for hine
elskovssyge, modløse Ord, hun kjendte saa godt, begyndte hun at
tro, han havde faaet Bugt med sin Lidenskab og nu, i Følelsen af
sejersstolt at kunne sætte sin Hæl paa Elskovsdragens Hoved, kjendte
sig fri og stærk og sin Skjæbnes Herre, og hun blev ganske nysgjærrig
efter at faa at vide, om hun havde gjættet ret, og hun tænkte ved sig
selv, lidt fortrydelig med det Samme, at jo mere hun saae til Sti
Høg, jo mindre kjendte hun ham.
En Samtale, hun havde med Lucie, kunde ikke Andet end bestyrke hende
i denne hendes Formodning.
Det var en Formiddag, de begge to gik frem og tilbage i det store
Portrum, der fandtes i alle Lübeckerhuse og som baade var Gang
og Dagligstue, Tumleplads for Børnene og Scenen for de fleste
Haandgjerningsarbejder, undertiden ogsaa Spisestue og Grøntkammer.
Det Rum, de gik i, blev imidlertid nærmest kun brugt i de mildere
Aarstider, derfor var der nu blot et langt, hvidtskuret Bord, nogle
tunge Træstole og et gammelt Skab derinde, bagerst var der slaaet
lange Fjælhylder op, hvor Hvidkaal laa i grønne Rader over røde
Dynger af Gulerødder og strittende Peberrodsbundter.
Porten stod paa vidt Gab ud til den vædeblanke Gade, hvor Regnen
plaskede ned i blinkende Strømme.
Baade Marie Grubbe og Lucie var klædte paa til at gaa ud, den Ene
i en skindbræmmet Klædeskaabe, den Anden i et Slag af brungraat
Hvergarn; de gik og ventede paa, at Regnen skulde holde op og
skrede hurtigt frem og tilbage over det røde Murstensgulv, med smaa
trampende Trin, som om de havde ondt ved at holde Fødderne varme.
«Skulde det nu ogsaa være en rigtig sikker Ledsagere, I tror?»
spurgte Lucie.
«Sti Høg? -- ja, ja er han da saa, skulde jeg tænke. Hvad mener du
med det?»
«Aa, kuns om han intet bliver siddendes i det paa Veien.»
«Hvad!»
«Jo, de tydske Jomfruer eller da de hollandske med ... I veed,
han har det Ord paa sig, at hans Hjærte er gjort af saa glødendes
Materie, at det slaar i lysendes Brand, saasnart der kuns er et
Skjørt, der vifter til.»
«Hvem har holdt Tossemarked for dig med de Parabler?»
«Men Herregud, har I da aldrig hørt _det_ før? Jeres egen Svoger! --
Hvem kunde tvivle paa[10], at det var Nyt; jeg kunde da ligesaa godt
være falden paa at fortælle Jer, at der er syv Dage i en Uge.»
[10] Tvivle paa: i Betydningen: tro.
«Hvad mon der har seet dig idag, du primer som havde du faaet spansk
Vin til Morgenkost?»
«Ja, een af os, lader det til. -- Sig mig: Ermegaard Lynow, har I
aldrig hørt det Navn før?»
«Nej!»
«Saa spørg Sti Høg, om han skulde hændes at kjende det, og nævn saa
med det Samme Jydte Krag og Christence Rud og Edele Hansdatter, og
Lene Poppings om I vil, det var jo tænkeligen, han kunde træffe til
at vide nogle Parabler, som I kalder det, om dem alle tilhobe.»
Marie standsede i sin Gang ved den aabne Port og saae længe vist ud
paa Regnvejret. «Veed du kanhænde», sagde hun saa og begyndte at gaa
igjen, «veed du kanhænde ogsaa om nogle af de Parabler at sige?»
«Det skulde En næsten vente sig.»
«Om Ermegaard Lynow?»
«Jo besynderlig om hende.»
«Hvad da?»
«Aa det var med en af de Høger, Sti tror jeg han hed, en høj,
rødhaaret, bleg ....»
«Tak, det veed jeg nu just saa lige.»
«Veed I ogsaa det med Forgiften?»
«Nej, nej!»
«Eller Brevet da?»
«Naa, fortæl!»
«Hu, det er saa en grimme Fortælling den.»
«Naa!»
«Jo, den Høg han var nok gode Venner, det var da førend som han blev
gift, ja han var de allerbedste Venner med Ermegaard Lynow; hun havde
det længste Haar nogen Jomfru kunde have, for hun kunde fast træde
i det, og hun var saa hvid og rød, ret en Dejligheds Dukkebarn var
hun, men han var saa haard og bøs mod hende, sagde de, som var hun
en opsætsig Myndehund og intet den blide Skabning hun var, men jo
slemmer' han var, jo mer holdt hun af ham, han kunde have slaaet
hende blaa og grøn, om han intet gjorde det, hun vilde have kysset
ham for det, huha, det er ligeud grim at tænke paa, som en Mennesk'
kan være, naar den ret har sat sit Sind til en Anden. Men saa blev
han kjed af hende og saae aldrig den Vej hun var, for det han havde
faaet en Anden i Tanker, og Jomfru Ermegaard hun græmmed' sig og
sørged' og var ved at gaa til af ene Jammer og Elendighed, men hun
leved' endda, det Liv det var. Saa kunde hun intet holde det længer
ud, Jomfruen; de siger, hun havde seet Sti Høg ride Gaarden forbi og
var rendt ud efter ham og havde løbet en Mil Side om Side med hans
Hest, uden at han skulde saameget som standse et Trin eller skulde
ville høre paa hendes Bønner og Begrædelser, men bare red haardt til
og bort fra hende. Det kunde hun intet bære og saa tog hun dræbendes
Forgift ind og skrev saa til Sti Høg, at det havde hun gjort for
hans Skyld, nu skulde hun aldrig være ham til Hinder mere, blot hun
maatte se ham engang inden hun døde.»
«Og saa?»
«Ja Gud veed om det ogsaa er som Folk siger, for saa er han da den
ledeste Krop og Sjæl som nogen Helvedes Pine kan vente paa; -- saa
skrev han tilbages -- ja, saadan var det, han skrev tilbages, at
den Modgift, som bedst kunde gjøre hende frisk igjen, det var hans
Kjærlighed, men den stod det intet i hans Magt at give hende, men han
havde hørt at Melk og Hvidløg skulde ogsaa være godt, og det vilde
han raade hende til at tage ind. Se, det svared' han; hvad tænker I?
kan der nu være Noget mer skammeligt til end som det?»
«Og Jomfru Ermegaard?»
«Jomfru Ermegaard?»
«Ja vist.»
«Ja, det var intet hans Skyld, men hun havde intet taget Forgift nok
til at dø af, men hun blev saa krank og ilde, at hun nær aldrig var
kommen til Helsen igjen.»
«Det bitte Lam,» sagde Marie og lo.
* * * * *
Næsten hver Dag i den nu paafølgende Tid hidførte en eller anden
lille Forandring i Marie Grubbes Opfattelse af Sti Høg og derved
ogsaa i den Maade paa hvilken de omgikkes med hinanden.
Det var saa let at se, at Sti ikke var nogen Drømmer, af den Omsigt
og Raadsnarhed hvormed han fjernede alle de utallige Hindringer og
Vanskeligheder, Rejsen frembød, og det var ligeledes let at blive
klog paa, at han baade i Manerer og Begavelse stod langt over selv de
ypperste af de Adelsmænd, de traf sammen med. Altid var hans Tale ny
og interessant og ulig alle Andres, det var som havde han en egen,
kun af ham kjendt Vej, til Forstaaelse af Mennesker og Ting, og det
var med en frejdig Haan, syntes Marie, at han bekjendte sin Tro paa,
hvor stærkt Dyret i Mennesket var, eller hvor lidt Guld, der skjulte
sig i dets Naturs Slakker, og den kolde, lidenskabelige Veltalenhed
hvormed han beviste hende, hvor ringe Sammenhæng der var i Menneskets
Væsen, hvor uforstaaet og uforstandig, hvor leddeløs og famlende og
ganske i Tilfældets Vold det, der var ædelt og det, der var lavt,
brødes i Ens Sjæl, den Veltalenhed, hvormed han søgte at gjøre hende
dette klart, syntes hende stor og betagende, og hun begyndte at tro
at sjældnere Gaver og mægtigere Kræfter vare blevne ham til Del end
der ellers faldt i Dødeliges Lod, og hun bøjede sig i Beundring, ja
næsten i Tilbedelse for den Vældigheds Magt hun anede; men dog var
der med alt dette i hendes Sjæl en stille, lurende, stadigt hviskende
Tvivl, der aldrig fik Mæle i udtænkte Tanker, men kun i dunkel,
instinktmæssig Følelse rørtes af Frygt for at Magten var en Magt, der
trued og rased, der ønsked og higed, men aldrig slog ned, aldrig
greb til.
* * *
I Lohendorf en tre Mil fra Vechta laa der, lige ved Landevejen, et
gammelt Krosted, og her var Marie og hendes Følge, et Par Timer efter
at Solen var gaaet ned, taget ind.
Ud paa Aftenen, da Kusk og Ridesvende var gaaet til Hvile i Udhusene,
sad Sti Høg, Marie og et Par bondeagtigt udseende, oldenborgske
Adelsmænd i en ret fortrolig Samtale, ved et lille rødmalet Bord
foran den store Bilæggerovn i Kroens Skjænkestue.
Ved det lange Bord henne under Vinduerne, med Ryggen støttet mod
Bordpladens Kant, sad Lucie paa Enden af en Bænk og strikkede og saae
til.
Paa Herskabsbordet stod der et Tællelys i en gul Leerstage og spredte
sit søvnige Skjær over Ansigterne derhenne og spejlede sig fidtet
i den Række Tintallerkener, som fandtes over Ovnen. Marie havde en
lille Tinkande med varm Vin foran sig, Sti Høg en større, medens de
to Oldenborgere vare fælles om en mægtig Træstob med Øl, der stadig
tømtes og ligesaa stadig fyldtes af en pjudskhaaret Karl, som laa og
drev paa en Gaasebænk inderst i Stuen.
Baade Marie og Sti Høg havde helst trukket sig tilbage til deres
Kamre, thi de to Landadelsmænd var ikke noget muntert Selskab; og de
havde ogsaa gjort det, havde Kamrene ikke været saa isnende kolde og
Ulemperne ved at opvarme dem endnu værre end Kulden, hvad de havde
erfaret da Verten bragte dem Kakkelovnspotter derind; Tørvene var
nemlig der paa Egnen saa svovlede, at kun Folk, der var vante til
dem, kunde faa deres Vejr, hvor de var i Glød.
Oldenborgerne var ikke muntre, for de skjønnede nok de var i fint
Selskab og gjorde sig derfor Umag for at udtrykke sig saa belevent
som det stod i deres Magt, men efterhaanden som Øllet fik mere og
mere Magt over dem, blev ogsaa det Baand, de havde lagt paa sig selv,
slappere og slappere, ja, ganske løst. Deres Sprog fik et endnu
mere lokalt Anstrøg end før, deres Skjæmt blev massivere og deres
Spørgsmaal nok saa nærgaaende.
Som nu Spøgen voksede i Plumphed og Uhøviskhed, begyndte Marie at
blive urolig i Sædet, og Sti Høgs Øjne spurgte over Bordet om de
skulde gaa bort. Da kom just den lyseste af de Fremmede med en vel
grov Hentydning, som fik Sti til at rynke Brynene og se truende paa
ham, men dette æggede ham kun, og han gjentog sin skidne Skjæmt i
endnu kraftigere Udtryk, hvad der fik Sti til at love ham, han skulde
finde Tinkruset i sin Pande hvis han voved et Ord mer af samme Slags.
Netop i det Øjeblik nærmede Lucie sig Bordet med sit Strikketøj for
at se at finde en Maske, hun havde tabt, og heraf benyttede den anden
Oldenborger sig; han tog hende om Livet, tvang hende ned paa sit
Skjød og trykkede et forsvarligt Smækkys paa hendes Læber.
Denne Frejdighed opildnede den Lyse, og han slog sin Arm om Marie
Grubbes Hals.
I samme Nu sad Stis Krus ham i Panden saa kraftigt og sikkert, at han
sank over mod Bilæggeren med et dybt Grynt.
I næste Sekund var Sti og den Mørke ude midt paa Gulvet, og Marie og
hendes Pige flygtet hen i et Hjørne.
Karlen paa Gaasebænken sprang op, gav et Brøl fra sig ud ad Stuens
ene Dør, løb selv hen til den anden og gav sig til at stænge den
med en alenlang Jernbom, samtidig hørtes en Slaa smække for Husets
Bagdør. Det var nemlig Skik der i Kroen, saasnart der var Slagsmaal,
at stænge saadan, at Ingen, der var udenfor, kunde komme til at tage
Del i Striden og saaledes give den større Udstrækning end nødvendigt,
men det var ogsaa deres eneste Indblanden, og naar Stængselen var
besørget, listede de straks til deres Senge; for den, der Ingenting
saae, kunde heller Ingenting forklare.
Der var ingen af de Kæmpende, der havde Vaaben hos sig, saa de havde
kun Næverne at jævne Sagen med. Og der stod de, Sti og den Mørke og
bandte og brødes. De trak hinanden fra Plet til Plet, drejed sig i
sejge, modstridende Vendinger og tørned hinanden opad Døre og Vægge;
de fanged hinandens Arme, fried sig af hinandens Tag, bøjed og vred
sig, frem og tilbage med Hagerne trykket i hinandens Skuldre. Endelig
tumled de om paa Gulvet; Sti var øverst og havde lige et Par Gange
hugget sin Modstanders Hoved tungt mod det kolde Lergulv, da han
følte to kraftige Hænder i Greb om sin Hals. Det var den Lyse, der
var kommen til sig selv igjen.
Sti var ved at kvæles, Luften ralled i hans Strube, det sortned for
hans Øjne, og hans Lemmer lammedes. Den Mørke slog sine Ben om ham og
trak ham i Skulderen nedefter, den Lyse havde Hænderne om hans Hals
og Knæene i hans Sider.
Marie skreg og vilde ile til Hjælp, men Lucie havde slynget sine Arme
om hende i et næsten krampagtigt Tag, saa hun ikke kunde flytte sig.
Da, just som Sti var ved at miste sin Samling, huggede han sig med
en sidste Kraftanstrængelse forover, saa den Mørkes Baghoved hamrede
ned mod Jorden og den Lyse glippede lidt i sit Greb og aabned Vej
for en Kjende Luft. I et smidigt, kraftigt Kast rev Sti sig bort til
Siden, kasted sig ind paa den Lyse, saa han vælted til Jorden, bøjed
sig dernæst rasende frem over den Faldne, men ramtes af et Spark i
Hjærtekulen, saa han næsten segned; men saa greb han med den ene
Haand om Anklen den Fod, der havde ramt ham, og med den anden Haand
fik han Hold i Støvleskaftet lige neden til Knæet, løftede saaledes
Benet i Vejret og hug det ned mod sit fremspændte Laar, saa Knoglerne
brødes i Støvlen og den Lyse besvimet sank hen. Den Mørke, som laa
og stirred, fortumlet af Slaget i Hovedet, udstødte, da han saae
dette, et saa vaandefuldt Vræl, som havde det været ham selv, det gik
udover, og kravled i Skjul under Bænken oppe ved Vinduet, og dermed
var det Slagsmaal da forbi.
Men den Vildskab, Sti Høg ved denne Lejlighed havde viist at der
boede i hans Sind, havde en mægtig, forunderlig Indflydelse paa
Marie; thi da hun den Nat lagde sit Hoved paa sin Pude, sagde hun til
sig selv, at hun elskede ham, og da Sti Høg i de paafølgende Dage
havde lagt Mærke til, at der var Noget i hendes Blik og Adfærd, der
tydede paa, at der var skeet en stor Forandring til Gunst for ham i
hendes Sind og han opmuntret heraf, bad om hendes Kjærlighed, fik han
det Svar, han ønskede.


XV.

Nu i Paris.
Der er gaaet saa meget som et Halvtaarstid, og den Kjærlighedspagt,
der saa brat blev sluttet, var løsnet og braadnet en Stund forinden,
og Marie Grubbe og Sti Høg er langsomt gledne fra hinanden.
De veed det beggeto, men det er ikke blevet til Ord imellem dem;
der er saamegen Bitterhed og Smerte, saa megen Nedværdigelse og
Selvforagt gjemt i den Tilstaaelse, der truer, at der er Lindring i
at tøve.
I det er deres Sind ens.
Men i deres Maade at bære deres Kummer paa er de yderst forskjellige.
Thi mens Sti Høg i haabløs Kvide, sløvet af selve Smerten mod
Smertens hvasseste Braad, sørger og sørger i magtløs Betagenhed,
ligesom et fanget Rovdyr gaar frem og tilbage, frem og tilbage i sit
snevre Bur, saa er Marie nærmere at ligne ved et Dyr, der har revet
sig løs og flygter i ustandset Flugt, aldrig hvilemildnet Flugt,
dreven fremad og fremad, i vanvittig Frygt, af Lænken, der klirrende
slæber i dens Spor.
Hun vilde glemme.
Men Glemsel er som Lyngen, den gror kun af sig selv, og Alverdens
Fredning og Omhu og Røgt lægger ikke en Tomme til dens Vækst.
Hun øste ud af sit Guld med fulde Hænder og kjøbte sig Pragt; hun
greb hver Nydelses Bæger, som Guld kunde kjøbe, som Aand og Skjønhed
og Rang kunde kjøbe, men det var Alt forgjæves.
Der var ingen Ende paa hendes Elendighed, og Intet, Intet kunde fri
hende fra den. Havde det at skilles fra Sti Høg kunnet frembringe,
ikke en Lettelse, men blot en Forandring i hendes Pine, det havde
været gjort for længe siden, men det var ligegyldigt, ganske det
Samme, om det skete eller ej, der var ikke en Gnist af Haab om
Lindring i det, ligesaa godt følges ad som skilles, deri var der
ingen Redning.
Men de skiltes alligevel, og det var Sti Høg, der foreslog det.
De havde ikke seet hinanden et Par Dage, da Sti traadte ind i det
forreste af de pragtfulde Værelser, de havde lejet af Isabel Gilles,
Værtinden i la croix de fer.
Marie var der, og hun sad og græd.
Sti rysted mismodigt paa Hovedet og tog Plads i den anden Ende af
Stuen.
Det var saa tungt at se hende græde og vide, at hvert trøstende Ord
fra Ens Læber, hvert medlidende Suk og deltagende Blik kun vilde
gjøre Sorgen mere bitter og Graaden stærkere.
Han gik hen imod hende.
«Marie,» sagde han sagte og tonløst, «lad os endnu en Gang ret
rigtigen tales ved og saa skilles.»
«Ja, hvad kan det nytte?»
«Sig intet det, Marie, der venter paa dig endnu glade Dage i tykke
Skarer.»
«Ja Grædedage og Taarenætter i en hel og ubrydelig Kjæde.»
«Marie, Marie, tag Vare paa de Ord, du siger, for jeg forstaar dem,
som du aldrig vilde tro, jeg kunde forstaa dem, og saa saarer de saa
smerteligen haardt.»
«De Saar, der stinges med Ord til Od, dem agter jeg kuns ringe og har
aldrig havt i Tanke at skaane dig for dem.»
«Saa stød da til, hav intet Medlidenhed saameget som et Blink mere;
sig mig, du kjender dig fornedret ved din Kjærlighed til mig,
laveligt fornedret! Sig mig, du vilde give Aar af dit Liv for at
vriste hvert eneste Minde om mig ud af din Sjæl! Og gjør mig saa til
Hund og giv mig Hundenavne, kald mig det Forsmædeligste, du veed af
at sige, og jeg skal lyde alle dine Navne og sige du har Ret, fordi
du _har_ Ret, _har_ Ret, saa pinendes, som det er at sige. For hør,
Marie, hør, og tro det om du kan: endog jeg veed, du ræddes, ved dig
selv, for du har været min, og sygner i din Sjæl hver Gang du tænker
derpaa og rynker din Pande i Afsky og Vaade, saa elsker jeg dig dog
-- jo, jo, af al min Magt og Formue elsker jeg dig, Marie.»
«Nej, fy for Skam Sti Høg, aa, skam dig dog, skam dig dog, du veed
ej hvad du taler. Og dog, aa Gud forlad mig, dog er det sandt, saa
ræddeligt det lyder. Aa, Sti, Sti! hvorfor er du den Bondesjæl du
er, den krybendes Maddikeorm, som trædes og stinger dog intet? Om du
vidste, hvor jeg troed' dig stor! stolt og stor og stærk, du som er
saa svag. Men det voldte dine klingrendes Ord, som løj om en Magt,
du aldrig ejed', som raabte om en Sjæl, der var Alt, hvad din aldrig
var eller vilde blive. Sti, Sti, var det Ret, jeg fandt Klejnhed for
Styrke, ussel Tvivl for frejdigt Haab, og Stolthed, Sti! hvor blev
din Stolthed af?»
«Ret og Retfærdighed er kuns ringe Naade, men jeg fortjener intet
mere, thi jeg har været lidet bedre end en Falsknere imod dig. --
Marie, jeg har aldrig troet paa din Kjærlighed til mig, nej, aldrig,
end ikke hin Stund, da du svor mig den til, var der Tro i min Sjæl.
Ak, som jeg gjerne vilde tro, men kunde intet. Jeg kunde intet tvinge
Tvivlens mørke Hoved ned mod Jorden, den stirred' paa mig med de
kolde Øjne og alle mine Drømmes rige, ranke Haab, dem blæste den
bort med sin bedskelig smilendes Mund. Jeg kunde ikke tro du elskede
mig, Marie, og dog greb jeg din Kjærligheds Skat med baade Hænder og
al min Sjæl, og jeg fryded' mig ved den i Angst og bange Lykke, som
en Røver kan fryde sig ved sit gyldent blinkende Rov, naar han veed
den rette Ejersmand vil komme om en stakket Stund og rive ham det ud
af hans kjært belastede Hænder. For _den_ vil komme en Gang, Marie,
som er din Kjærlighed værd eller som du tror den værd, og han vil
intet tvivle, intet trygle eller skjælve, han vil bøje dig som lødigt
Guld i sin Haand og sætte sin Fod paa din Villie, og du vil være ham
følgagtig i Ydmyghed og Glæde; men det er intet fordi han elsker dig
mere end som jeg, for det kan intet være, men for han mer har Tro til
sig selv og mindre Øje for dit uskaterlige Værd, Marie.»
«Ak det er jo ret en Spaamandslektie, I der ramser op, Sti Høg, men
det er som I plejer, immer vil Jer Tanke paa Langvejsfart. I er just
som Børn, der faar et Spilleværk til Givendes; istedenfor at lege med
det og fornøjes ved det, har de ingen Ro, før de faar seet hvad der
er inden til og revet det ud af Led og Lave. I fik aldrig Tid til at
holde og vare for at fange og gribe; I hugger al Livsens Tømmer op i
Tankespaaner tilhobe.»
«Farvel, Marie.»
«Far vel, Sti Høg, det Bedste I kan.»
«Tak -- Tak -- det maa saa være -- men jeg beder om en Ting.»
«Nu.»
«Naar I rejser herfra, lad saa Ingen vide den Vej I vil, at jeg intet
skal faa det at høre, for ... for jeg svarer intet for, at jeg da fik
Magt til at holde mig fra at følge Jer efter.»
Marie trak utaalmodigt paa Skuldrene.
«Vorherre velsigne Jer, Marie, nu og evindelig.»
Saa gik han.
* * *
En lys Novemberskumring, hvor Solens bronzebrune Lys tøvende trækker
sig bort fra høje Gavles ensomt blinkende Ruder, dvæler paa Kirkens
Tvillingtaarnes slanke Spir, funkler paa Kors og gyldne Krandse
deroppe, løses i lysende Luft og svinder, mens Maanen alt har løftet
sin runde, blanke Skive op over de fjerne, brune Højes langeligt
rundede Liniers Drag.
I gule, blaanende og violette Flager spejles Himlens svindende Farver
i Flodens blanke, lydløst rindende Vande, og Blad fra Pil og Løn og
Hyld og Rose løsner sig ud af det gule Løvhang, flagrer imod Vandet
i dirrende Flugt, fanges af den blanke Flade og glider med langs
ludende Mure og vaade Stentrapper, ind i Mørket under tunge, lave
Broer, rundt om fugtsorte Træpæle, fanger et Glimt fra de glødende
Kul i den rødtoplyste Smedie, hvirvles omkring af den rustrøde Strøm
fra Sliberens Gaard, og svinder saa imellem Siv og lække Baade,
imellem sænkede Kar og dyndede Risgjærders druknende Fletværk.
En blaalig Dæmring breder sit gjennemsigtige Mørke over Torve og
aabne Pladser, hvor Vandet sløret blinker, mens det strømmer fra
vaade Slangesnuder og drypskjæggede Dragemunde i Vandspringenes
fantastisk brudte Buer og mellem takliniede, slanke Fialer; det
mumler blidt og risler koldt, det bobler dæmpet og drypper skarpt
og danner hurtigt voksende Ringe paa det rigeligt overflydende
Kummebassins mørke Spejl. Et sagte Vindpust suser over Pladsen, og
rundt omkring fra dunkle Porte, fra sorte Ruder og fra skumle Gyder,
stirrer et andet Mørke ud i Mørket.
Saa kommer Maanen frem og kaster Sølvskjær over Tag og Tinder og
deler Lys og Skygge af i skarpe Felter. Hvert Bjælkehoved, hvert et
snørklet Skilt, hver kort Balustre i Svalernes lave Gelænder, bliver
tegnet af paa Mur og Væg. Alt skjæres ud i skarpe, sorte Former, de
kunstigt brudte Stenmønstre over Kirkernes Dørgab, St. Georg med