Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede - 06

Nu greb hun begjærligt efter den Skat af gamle Postiller, der saa
tidt var bleven hende budt og ligesaa tidt vraget, og hun fandt
en mismodig Trøst i deres strenge Ord om Verdens Elende og alle
jordiske Tings Forfængelighed, men een Bog, var der, som hun fremfor
alle andre hængte over og stadig vendte tilbage til, og det var
Johannes' Aabenbaring. Hun kunde ikke blive træt af at beskue det
himmelske Jerusalems Pragt, hun udmalte sig det i alle Enkeltheder,
gik gjennem dets mindste Stræder og saae ind ad alle Døre; hun
lod sig blænde af Straaleglandsen fra Sarder og Beryl, Chrysopras
og Hyacinth, hun hvilede i Perleportenes Skygge og spejlede sig i
Gadernes gjennemsigtige Guld. Tidt tænkte hun sig ogsaa hvordan hun
og Lucie og Faster Rigitze og alle de andre i Kjøbenhavn vilde te
sig, naar den første Engel udgød Guds Vredes Skaal over Jorden og
naar den anden udgød sin Skaal, og den tredie sin, længer kom hun
aldrig, thi hun begyndte altid forfra.
Hun var utrættelig i, naar hun sad ved sit Arbejde, at synge lange
Passionspsalmer med høj og klagende Røst, og var hun ledig, bad hun
paa lange Bønner af «den Bedendes Kjæde» eller «de tolv gudelige
Maaneds Stemmer,» for de to kunde hun næsten udenad.
Der var i al denne Fromhed endel forklædt Ærgjærrighed, thi vel
følte hun virkelig Tynge af Syndens Lænker og Længsel efter Samfund
med Gud, men der laa dog tillige til Grund for alle disse gudelige
Øvelser en halvklar Lyst til Magt, et halvbevidst Haab om at blive
en af de udvalgte Fromme, en af de Første i Himmeriges Rige. Hendes
Væsen var ved Alt dette bleven helt forandret; hun var bleven
indesluttet og folkesky og ogsaa hendes Udseende blev et andet; hun
blev mager og bleg og hendes Øjne fik en haard, brændende Glands
og det var intet Under; thi Apokalypsens frygtelige Syner red
lyslevende gjennem hendes Nattedrømme, og hele Dagen rugede hendes
Tanker over alt hvad Livet havde af Mørkt og Tungt, og om Aftenen
naar Lucie var falden i Søvn stod hun op af sin Seng og fandt et
mystisk asketisk Velbehag i at lægge sig paa sine bare Knæ paa Gulvet
og bede til hendes Ben værkede eller hun ikke mere kunde føle sine
Fødder af Kulde.
Saa var det at den Tid kom da Svensken trak sig tilbage og det hele
Kjøbenhavn delte sin Tid mellem at skjænke som Vært og drikke som
Gjæst, og en af de Dage skete der et Omslag hos Marie, thi paa den
kom Fru Rigitze fulgt af en Skrædderpige op paa Kammeret og fyldte
Bord og Stole med den Rigdom af Trøjer, Kjoler og perlestukne Huer,
som Marie havde faaet i Arv efter sin salig Moder; nu var det nemlig
bleven funden paa Tide at Marie kom til at gaa i voksne Klæder.
Det var saa betagende at blive gjort til Gjenstand for al den
Travlhed, der nu brød ind over det lille Kammer, for al denne
Sprætten-op og tagen-Maal og Skjæren-til og Rien-sammen, og hvor
kjært var ikke dette poncerøde Atlask, naar det gløded tungt i lange,
rige Folder eller straalede blankt, hvor det sad tæt og stramt og
hvor fængslende, hvor vidunderlig fængslende var det ikke at lytte
til de ivrige Disputer om, hvorvidt hint Silke-Camelot ikke var for
tykt til ret at udhæve Ens Figur eller om dette tyrkiske Grovgrønt
vel vilde passe til Ens Teint! Ingen Skrupler, ingen tungsindige
Drømmerier kunde staa for denne glade, straalende Virkelighed. Og nu
blot een Gang at sidde ved Gildesbord, -- og nu kom hun til Gilder
--, med denne snehvide, krusede Halskrave blandt andre Jomfruer med
ligesaa krusede Kraver, saa vilde hele hin Tid være fremmed som en
døgngammel Drøm, og blot een Gang at have traadt Sarabande og Pavone
i sidskjørtet Gyldenstykskjole med Kniplingshaandstrømper og med
spranget Lin, og hine sjælelige Excesser vilde bringe hendes Kind til
at brænde af Skamrødme.
Og hun kom til at skamme sig, hun kom til at træde Sarabanden og
Pavonen, for to Gange om Ugen maatte hun nu gaa paa Dandseexercitier
sammen med andre unge Adelspersoner i Christen Skeels Storstue, hvor
en gammel Meklenborger informerede dem i Holdning, Pas og Reverentser
efter de nyeste spanske Facons. Desuden blev hun oplært i at spille
paa Luth og blev yderligere perfectioneret i det Franske, thi Fru
Rigitze havde nu saa sine egne Planer.
Marie var lykkelig.
Ligesom et ungt Fyrstebarn, der har været holdt fangen og nu lige fra
Fængslets Mulm og Fangevogterens barske Omgang af et jublende Folk
løftes op paa Tronen, faar Magtens og Ærens Guldring trykket fast paa
sine Lokker og ser Alt smile sig ærbødigt i Møde, ser Alt bøje sig
og anerkjende dets Herskerret, saaledes var ogsaa hun fra sit stille
Kammer traadt ud i Verden, og Alle havde hyldet og smigret hende som
havde hun været en Dronning, Alle havde smilende bøjet sig for hendes
Skjønheds Magt.
Der er en Blomst, der kaldes for Perlehyacinth, som den er blaa,
saaledes var hendes Øjne i Farve, men de var som den trillende
Dugdraabe i Glands og dybe som en Safirsten, der hviler i Skygge.
De kunde sænkes saa blyt som en sød Tone, der dør, og løfte sig saa
kjækt som en Fanfare. Vemodigt -- ja, naar Dagen kommer, saa ruste
Stjernerne med et sløret skjælvende Skjær, saadan var hendes Blik,
naar det var vemodigt. Det kunde hvile saa smilende fortroligt, og da
blev det mangen En, som naar det i Drømme fjernt, men indtrængende
kalder paa Ens Navn, men naar det mørknedes i Sorg, haabløst og
vaandefuldt, var det som hørtes der Blodsdraaber dryppe.
Det var det Indtryk, hun gjorde, og hun vidste det, men kun halvvejs,
havde hun vidst det helt og havde hun været ældre, end hun var,
maaske hun da vilde være bleven som til Sten ved sin egen Skjønhed og
have betragtet sig selv som et sjelden kosteligt Klenodie, der kun
skulde holdes blankt og rigt indfattet, for at det kunde blive Alles
Begjær, og da koldt og roligt have ladet sig beundre. Men det var nu
ikke saa. Hendes Skjønhed var saameget ældre end hun selv, og hun
havde saa pludselig lært dens Magt at kjende, at det varede længe
før hendes Væsen med Ro og Sikkerhed kunde støtte sig til den og
lade sig bære frem af den; tvertimod, hun gjorde sig megen Umag for
at behage, blev ikke lidet coquet og meget pyntesyg, og hendes Øre
inddrak begjærligt hvert smigrende Ord, som hendes Øje de beundrende
Blikke, og hun gjemte det troligt Altsammen i sit Hjærte.
Hun var nu sytten Aar og idag var det Søndag, den første Søndag efter
Fredsslutningen. Om Formiddagen havde hun været til Takkegudstjeneste
og nu stod hun og pyntede sig til at spadsere en Eftermiddagstour med
Fru Rigitze.
Den hele By var den Dag halvt som i Oprør, for Portene var jo først
ved Fredsslutningen blevne lukkede op igjen, efter at have været
stængede i samfulde toogtyve Maaneder. Alle maatte nu derfor ud at
se, hvor Forstaden havde staaet, hvor Fjenden havde ligget og hvor
Vore havde kæmpet; man maatte ind i Løbegrave og op paa Brystværn;
der skulde kigges ind i Minehalsene og pilles ved Skandsekurvene; der
havde _den_ staaet og der var _den_ falden, hin havde rykket frem
hist og var bleven omringet her, og Alting derude var mærkværdigt,
fra Kanonlavetternes Hjulspor og Vagtblussenes Kul, til det
gjennemskudte gamle Plankeværk og de solblegede Horsepander, og der
var en Fortællen og Forklaren, en Formoden og Debatteren, opad Volde
og nedad Skandser, opad Vægge og nedad Stolper.
Gert Pyper og hele hans Familie spanked omkring der og han stamped
vel hundrede Gange paa Jorden og syntes for det Meste, det lød saa
synderlig hult, og hans trivelige Ægtemage trak ham angst i Ærmet
og bad ham ikke være altfor forvoven, men Mester Gert tramped lige
haardt endda. Den voksne Søn viste sin lille Fæstemø, hvor det var
at han var posteret den Nat, de skød Hul i hans Dyffels Kavaj, og
hvor Rokkedrejerens Søn blev skudt Hovedet af; medens de smaa Børn
græd over, at de ikke maatte beholde den Bøssekugle, de havde funden,
fordi der kunde være Forgift ved den, som Erik Lauritzen sagde,
thi han var da ogsaa derude og gik og stak i den halvraadne Halm,
hvor Barakkerne havde staaet, eftersom han mindedes en Historie om
en Soldat, der blev hængt for Magdeborg, og under hvis Hovedgjærde
syv af hans Kammerater fandt saamange Penge, at de deserterede da
Plyndringen af Staden skulde til at gaa for sig.
Ja, der var ret en Gaaen og Kommen, de grønne Marker og hvidgraa
Veje var prikkende sorte af Folk, der gik og betragtede de dem
velbekjendte Steder saa nøje og opmærksomt, som om det var en
nyopdaget Verden eller et aldrig før kjendt Ejland, der lige var
skudt op fra Havsens Bund, og der var Mange, som ved at se Egnen
ligge saa fri og aaben, Mark bag Mark og Eng bag Eng, blev grebne
af en pludselig Vandrelyst og blev ved at gaa og gaa, ligesom
beruste af Rummets Vidde, Rummets grændseløse Vidde. Men udpaa
Eftermiddagen, henad Nadvertid, vendte dog de Fleste deres Skridt
mod Byen og søgte hen til Nørrekvarter, til Petri Kirkegaard og de
omliggende store Haver, thi det var saa Skik fra gammel Tid, at man
de Sommersøndage efter Aftensang spadserede der og drog frisk Luft i
de grønne Træers Skygge. Den Gang nu Fjenden lagde sig foran Voldene,
var den Skik falden bort af sig selv og Kirkegaarden havde været tom
de Helligdage som de Søgne, men idag var den bleven tagen op igjen,
og gjennem begge Indgangene ud til Nørregade myldrede det ind med
Folk; Adel og Borger, Ringe og Høje, Alle saa havde de mindedes Petri
Kirkegaards bredkronede Linde.
Mellem grønne Tuer og paa brede Ligsten laa Borgerfolk i muntre
Klynger, Mand og Kone, Børn og Bekjendte, og nød deres Aftenkost;
Læredrengen stod bagved og gumled fornøjet paa det lækre Søndagsbrød,
mens han ventede paa Kurven. Smaabørn trippede med Hænderne fulde
af Levninger hen til de forsultne Tiggerunger oppe ved Muren,
videbegjærlige Drenge stavede sig igjennem de lange Gravskrifter og
Fatter lytted beundrende til, mens Mutter og Pigebørnene mønstred de
Spadserendes Dragter; thi i de brede Gange gik de fornemme Folk frem
og tilbage, de kom lidt senere end de andre og spiste enten hjemme
eller paa Trakteurstederne i Haverne bagved.
Det var stive Fruer og fine Jomfruer, gamle Raadmænd og unge
Officerer, brede Herremænd og fremmede Residenter. Her gik den rørige
graa Hans Nansen, smilende til alle Sider, mens han lemped sine
Skridt efter den gamle, hovedrige Villem Fiuren og lyttede til hans
pibende Røst; der kom Corfitz Trolle og den stive Otto Krag, her stod
Fru Ide Daa med de dejlige Øjne og talte med gamle Axel Urup med det
evige Smil og de store Tænder, mens hans krumpne Hustru, Fru Sidsel
Grubbe tripped langsomt afsted med Søster Rigitze og den utaalmodige
Marie, og der var Gersdorf og der var Schack, og der var Thuresen med
hans hørgule Manke og Peder Retz med hans spanske Lader og spanske
Dragt.
Ulrik Frederik var der ogsaa, han var i Følge med Niels Rosenkrands,
den kjække Oberstlieutenant med det franske Væsen og de livlige
Gebærder.
De mødte Fru Rigitze og de Andre. Ulrik Frederik hilser koldt og
fornemt og vil gaa forbi, thi siden Skilsmissen fra Sofie Urne bærer
han Nag til Fru Rigitze, hvem han, som en af Dronningens varmeste
Tilhængere, mistænker for at have havt en Finger med i Spillet; men
Rosenkrands standser og Axel Urup beder dem nu saa venligt spise til
Aften med i Johan Adolfs Have, at det var vanskeligt at slippe, og de
gaa begge to med.
Lidt efter sidder da hele Selskabet i det murede Lysthus og tager for
sig af de landlige Retter, som Urtegaardsmanden havde at opvarte med.
«Er det sandt, skal En tro,» spurgte Fru Ide Daa, «at de svenske
Officiers skal havt saa særdeles angenemme Manerer med de sjællandske
Jomfruer, at de hobetalsvis er rejset med dem ud af Land og Rige?»
«Ja allenfals,» svarede Fru Sidsel Grubbe, «er det da tilforladelig
nok med den Skarns Kvinde til Jomfru Dyre.»
«Af hvad for Dyrer er det?» spurgte Fru Rigitze.
«De Skaanelands Dyrer, du veed, hjærte Søster, dem der er saa lyse i
Haarlød, de er i Svogerskab med de Powitzer alle tilsammen. Hun, der
forløb Landet, hun var Datter af Henning Dyre til Vester-Neergaard,
ham der fik Sidonie, den ældste af Ove Powitzes og hun tog nok med
sig baade i Daase og Pose af hendes Faders, baade Lagner og Bolstre
og Sølvtøj og rede Pengestykker.»
«Ja,» smilede Axel Urup, «stor Elskov drager stort Læs.»
«Jo -- at forstaa --» bekræftede Oluf Daa, han slog altid ud med den
venstre Haand, naar han talte, «Elskov -- at forstaa -- den er -- den
er stærk.»
«El--skov,» sagde Rosenkrands og strøg sirligt sit Mundskjæg med
Bagen af den lille Finger, «er som Her--kules udi Fruentimmersdragt,
af Lader er den mild og charmant og ser ud som idel Veg--hed og
Tam--hed, men ligegodt har den i sig Kra--ft og Listighed nok til at
føre igjennem de tolv herku--liske Prøver tilhobe.»
«Ja,» afbrød Fru Ide Daa ham, «Jomfru Dyres Elskov alene lader se,
den kunde helt vel med den ene af de Herkules-Prøver, for den rensed
Kister og Skrine ud for hvad der var i dem, ligesaavel som han rensed
Urias, eller hvad han hed, hans Stald, I veed.»
«Jeg mener heller'», sagde Ulrik Frederik, henvendt til Marie Grubbe,
«at Elskov er som naar man er falden i Søvn udi en Ørk og vaagner op
i en skjøn og angenem Lustpark; thi saadan Dyd har Elskov, at den
helt omvandler Menneskens Sind, saa det, der før syntes En gold og
øde, det skinner En nu i Øjnene som idel Lystighed og Pragt; men hvad
for Tanker har vel I om Elskov, skjønne Jomfru Marie?»
«Jeg?» spurgte hun, «jeg holder Elskov for at være lig en Demant,
for ligesom Demanten er skjøn og prægtig at se til, saadan er og
Elskov skjøn og liflig, og ligesom Demanten er giftig for den, der
nedsvælger den, saaledes er ogsaa Elskov en Slags Forgiftighed eller
skadelig Rasenheds Sot for den, der bliver beladt dermed, aldenstund
En da skal gjøre sin Jugement efter de synderlige Fagter, En
antræffer hos amoureuse Personer, og efter den remarkable Discours,
de føre.»
«Ja,» hviskede Ulrik Frederik galant, «Kjærten kan sagte tale Raison
til den arme Flue, som forvirres af dens Glindsenhed!»
«Jo saamænd kan du have Ret, Marie,» begyndte Axel Urup og holdt op
igjen for at smile og nikke over til hende, «jo, jo, det er nok til
Troende, at Elskov er kuns Forgift, der kommer i Blodet, for hvor
skulde ellers kloge Folk med Mirakkel-Absud eller Wunder-Dekokt kunne
indgive koldsindige Personer den mest brændendes Passion?»
«Ih nej, fy da!» udbrød Fru Sidsel, «snak da aldrig om saadan gruelig
Ugudeligheds Værk -- og paa en Søndag!»
«Hjærte Sidse,» svarede han, «derudi er min Tro ingen Synd, tværtimod
... nej ... nej ... Holder vel I det for en Synd, min Hr. Oberst
Gyldenleu? -- Nej? -- nej vist intet; taler intet ogsaa den hellige
Skrift om Troldkvinder og onde Besværgelser! Jo den gjør, gjør den.
Nej, hvad jeg vilde sagt, alle vores Affekter, mener jeg, de har
deres Bo og Sæde udi Blodet, for bliver En hidsig, kan En da intet
føle Blodet rusle op igjennem sig og svømme En baade for Øjne og
Øren? og bliver En bradt forfærdet, er det da intet ret ligesom
Blodet sank En neder i Benene og blev helt svalt med det Samme?
skulde det, tror I, være for Intet at Sorrig er bleg og blodløs, men
Glæde rød som en Rose? Ingenledes, siger jeg, ingen -- ingenledes!
alle Menneskens Affekter de forvoldes af en vis Blodets Tilstand
og Beskaffelse; og nu da Elskov! den kommer først naar Blodet ved
sytten--atten Aars Omskiftning af Varme og Kuld er bleven moden i
Aarerne, da tager det paa at gjæres ret som en god Druevin; for
Elskov det er en Gjæring udi Blodet; det trænger og blærer sig op,
det sætter Varme og tager paa Vej saa ingen Menneske ret er sig selv
saalænge det staar paa, men sidenhen saa klarnes det af som anden
gjærendes Stof og bliver mere sagte og blid, mindre hed og bespændt.
Ja, der er endnu en Lighed med Vin det har, for retsom den ædelig'
Vin hvert Aar giver sig til at bruse og skumme og vil som til at
gjæres, naar den Foraarstid kommer, der Drueranken staar i Blomst,
saaledes bliver ogsaa alle Menneskers Sind, selv de Gamles, en kort
Tid om Foraaret mere end ellers genegen til Elskov og det har deri
sin rette Grund, at Blodet aldrig ret kan forglemme den Gjæringens
Tid i Livsens Foraar og nu ihukommer den, hvergang Aarsens Foraar
vender tilbages og forsøger at gjæres igjen.»
«Jo Blodet,» indrømmede Oluf Daa, «at forstaa -- Blodet, det er --
det -- at forstaa det er en subtilig Materie nok -- at forstaa.»
«Ja det er saa,» nikkede Fru Regitze, «ja, alting virker ind paa
Blodet, baade Sol og Maane og tilstundendes ondt Vejrligt, det er saa
vist som det var prentet.»
«Ligesaadan andre Menneskers Tanker,» tilføjede Fru Ide, «jeg veed
det fra min ældste Søster, vi laa i Seng sammen og hver Nat, ret som
hendes Øjne var faldne til, begyndte hun paa at sukke og at stride
med Arme og Ben, ligesom hun vilde rejse sig og gaa en Steds hen,
hvor de kaldte paa hende, og det kom af det, at hendes Fæstemand, som
var i Holland, han var saa grim til at længes og laa tænkte paa hende
Nat med Dag, saa hun aldrig havde en rolig Time eller ret var ved
Helbred al den Tid; mindes I ikke ogsaa hjærte Fru Sidsel hvor krank
og elendig hendes Øjesyn var indtil Jørgen Bilde kom hjem igjen?»
«Om jeg gjør! var det at tale om! -- den kjære Sjæl! men saa
blomstred' hun ogsaa op som nogen Rosensknop at se til. -- Herre Gud
hendes første Barselseng ....» og saa hviskede hun videre om den.
Rosenkrands vendte sig nu til Axel Urup, «Formener I da vel,» sagde
han, «at en Elixire d'am--our er som en gjæ--rendes Materie, der
bliver Blodet isprængt og derved kommer det til at ra--se, saa takler
det hel vel til en Aventure, den salig Herre Ulrik Christian fortalte
mig en Gang vi fulgtes op til Volden. Det var til Ant--werpen i
Hotellerie des trois bro-chets, hvor han havde sit Logemente at
det passerte. Om Mor--genen havde han i Messen faaet Øje paa en
skjøn--ne, skjønne Jomfru -- og hun hav--de seet helt mildt til
ham, men den hele Dag havde han in--tet havt hende i Tan--ker. Saa
kommer han ud paa Af--tenen ind paa sit Kam--mer, og da ligger der
en Ro--se paa Hovedgjærdet af hans Se--ng, og han tager Ro--sen
og lugter ti--l den, og i samme Minute staar den skjønne Jomfrues
Af--billede li--vagtigen for hans Øje som va--r det kontrafejet af
paa Væggen li--gehos og den hef--tigste Forlæng--sel opstod hos ham
efter samme Jom--fru saa plud--seligen og stærk at han sag--de, han
kunde have skre--get i vilden Sky af Smerte, ja ha--n ble--v som
hel vild og furieus, saa han strøg u--d af Huset og løb jamrendes
op ad en Ga--de nedad en an--den, ret som han var be--hekset og han
vid--ste ikke af sig selv; det var som noget dro--g og dro--g og det
brændte som Ild i ham og saadan blev han ved at løbe til den lyse
Morgen.»
Saaledes taltes de endnu længe ved, og Solen gik ned inden de skiltes
ad og gik hjem ad de skumrende Gader.
Ulrik Frederik havde hele Tiden været meget tavs og næsten ganske
holdt sig udenfor den almindelige Samtale, da han var bange for at
man, dersom han sagde noget videre om Elskov, vilde opfatte det som
personlige Erindringer og Indtryk fra hans Forhold til Sophie Urne;
men han var forøvrigt heller ikke oplagt til at tale, og da han blev
ene med Rosenkrands, svarede han saa kort og adspredt paa Alting, at
denne snart blev kjed af ham og gik sin Vej.
Ulrik Frederik begav sig nu hjem; han havde den Gang Gemakker anvist
paa Rosenborg, og da hans Tjener var ude, blev der ikke tændt Lys, og
han sad alene og i Mørke i den store Stue til henad Midnat.
Han var i saadan en underlig, halvt bedrøvet, halvt anelsesfuld
Stemning, saadan en letblundende Stemning, hvor det er som
Sjælen villieløs driver nedad en langsomt glidende Strøm medens
taageflygtige Billeder drage henover Breddens mørke Træer, og halve
Tanker som store, svagtskinnende Bobler langsomt hæve sig op af
den dunkle Flod, glide med -- glide med og briste. Efterklang af
Samtalen var der, den brogede Stimmel paa Kirkegaarden, Marie Grubbes
Smil, Fru Rigitze, Dronningen, Kongens Naade, Kongens Vrede dengang
-- -- Maries Haandbevægelser, Sofie Urne, bleg og fjern -- endnu
blegere, endnu fjernere, -- Rosen paa Hovedgjærdet og Marie Grubbes
Stemme, Klangen af et enkelt Ord, Betoningen af det, -- han sad og
lyttede efter det og hørte det igjen og igjen svinge sig hen gjennem
Stilheden.
Han stod op og gik hen til Vinduet, aabnede det og lagde sig paa
Albuerne udover den brede Karm: saa friskt som det var -- saa svalt
og stille.
Den syrligtsøde Duft af dugkolde Roser, den friske Bitterhed af
nysudfoldet Løv og krydret Vinduft fra blomstrende Løn bar hen imod
ham derude fra. En fin, fin Støvregn duggede ned fra Himlen og bredte
et blaanende, sitrende Mørke ud over Haven. Lærkens sorte Grene,
Birkens slørede Løvhang og Bøgens buklende Krone stod som Skygger
aanded hen paa en Baggrund af glidende Taage, mens Taksens klippede
Toppe skød i Vejret som sorte Søjler af et Tempel, hvis Tag var
falden.
Stille var der som dybt i en Grav, kun den ensformige Lyd af de
fnuglette Regndraabers Fald var at høre som en næsten umærkelig,
stadigt hendøende, stadigt begyndende Hvisken hist bag de
vædeglindsende Stammer.
Saadan underlig Hvisken det var at lytte paa, saa vemodigt den lød!
var det som de lette Vingeslag af gamle Minder, der i Flok drog forbi
i det Fjerne? var det som sagte Raslen i tabte Illusioners visne Løv?
-- Ak saa ene, saa sørgeligt alene og forladt! Ikke blandt alle de
tusinde Hjærter, der trindtom banked i Nattens Stille eet Hjærte,
der længtes imod ham ... Vidt over Jorden var spændt et Net af
usynlige Traade, der bandt Sjæl til Sjæl, Traade stærkere end Livets,
stærkere end Døden; men ingen i hele Nettet naaede hen til ham.
Hjemløs, forladt! -- Forladt? -- Klang det derude som Bægre og Kys?
blinked det derude som hvide Skuldre og mørke Blikke? lo det ikke
lydt igjennem Natten? -- Hvadsaa! -- hellere Ensomhedens langsomt
dryppende Bitterhed end hin giftigt vamle Sødme. O forbandet! jeg
ryster dit Støv af mine Tanker, løjede Liv, Liv for Hunde .... for
Blinde, for -- Stakler .... -- Som en Rose .... o Gud skjærm og bevar
hende vel i den dybe Nat .... o, at være hendes Værn og Vagt at jævne
hver en Sti og dække for hver en Vind .... saa skjøn .... lyttende
lig et Barn .... -- som en Rose! ....


VIII.

Saa fejret som Marie Grubbe var, saa mærkede hun dog snart, at var
hun end kommen ud af Børnestuen, i de rigtig Voksnes Lag var hun dog
ikke helt optaget. Saadanne unge Jomfruer blev dog altid trods alle
Komplimenter og Smigrerier holdt nede paa en egen, underordnet Plads
i Selskabet; det fik de at føle i Hundrede af Smaating, der hver for
sig var ubetydelig nok, men som tilsammen dog betød en Del. Først
var nu Børnene altid saa ubehageligt familiære mod dem og befandt
sig saa drilagtig godt i deres Selskab, ganske som de vare deres
Lige. Og saa Tyendet; der var en tydelig Forskjel paa den Maade, paa
hvilken den gamle Tjener tog mod en Frues eller en Jomfrues Kaabe,
og en ganske lille Nuance i Pigens tjenstvillige Smil, efter som det
var en gift eller ugift Dame, hun hjalp tilrette. Den kammeratlige
Tone, som de pur unge Junkere tillod sig, var højst ubehagelig,
og det ringe Indtryk som fornærmede Blikke og iskolde Afvisninger
gjorde paa dem, var til at fortvivle over. Bedst gik det med de yngre
Kavallerer, thi selv naar de ikke var forelskede i En, saa tog de
dog de allersartede Hensyn og sagde En det Smukkeste de kunde finde
paa med en gallant Ærbødighed i Miner og Lader, som hæved En i Ens
egne Øjne, men der var rigtignok kjedeligt mange, som man kunde mærke
paa at de mest gjorde det for Øvelsens Skyld. Af de ældre Herrer var
der nogle, der kunde være ganske utaalelige med deres overdrevne
Komplimenter og spøgende Cour, men Fruerne var dog de værste, især de
unge nygifte; det halvt opmuntrende, halvt aandsfraværende Blik, den
lette, nedladende Sidebøjning af Hovedet og det Smil, lidt spottende,
lidt medlidende, hvormed de hørte paa En -- det var ikke til at
udholde. Saa var der ogsaa Forholdet mellem de unge Jomfruer selv;
det skulde da heller ikke hæve dem; der var ingen Sammenhold mellem
dem, kunde den ene berede den anden en Ydmygelse saa gjorde den det,
de ansaa egenlig hinanden for rene Børn og kunde slet ikke som de
unge Fruer komme ud af ved at omgaaes hinanden værdigt og med alle
mulige Tegn paa udvortes Agtelse at omgive sig selv med et Skjær af
Værdighed. Det var i det Hele slet ingen misundelsesværdig Stilling,
og det var derfor ganske naturligt at da Fru Rigitze lod falde nogle
Ord til Marie om, at hun og hendes andre Frænder havde paatænkt
en Forbindelse mellem hende og Ulrik Frederik, saa blev denne
Meddelelse, uagtet Marie slet ikke havde tænkt paa at være indtaget
i Ulrik Frederik, modtaget som et velkomment Budskab, der aabnede
store Bredder af fornøjelige Udsigter, og da der nu videre udmaledes
hende, hvor ærefuld og fordelagtig en saadan Forbindelse vilde være,
hvorledes hun vilde blive optaget i den snevrere Hofkreds, i hvilken
Pragt hun vilde blive holdt og hvilken slagen Vej til Ære og Højhed,
der laa Ulrik Frederik aaben som Kongens naturlige Søn og hvad mere
var, hans erklærede Yndling, medens hun selv i sit stille Sind
tilføjede, hvor smuk han var, hvor høvisk og beleven og forelsket,
saa syntes det hende næsten, at hendes Lykke var for stor, og hun
blev ganske ængstelig ved Tanken om, at det dog endnu kun var Planer
og løs Tale og løst Haab.
Men Fru Rigitze havde Grund at bygge paa; ikke alene havde Ulrik
Frederik betroet hende sine Tanker og bedet hende være ham en god
Talsmand hos Marie, men han havde ogsaa formaaet hende til at
undersøge, hvorvidt det vilde være Dronningens og Kongens naadige
Villie med, og de havde begge optaget det saare vel og givet deres
Bifald, Kongen dog først efter nogen Betænkning.
Mellem Dronningen og Fru Rigitze, hendes fuldtro Veninde og meget
betroede Dame, havde denne Forbindelse vistnok alt længere Tid
været omtalt og bestemt, men Kongen lod sig foruden af Dronningens
Overtalelser sikkert ogsaa bevæge af den Omstændighed at Marie Grubbe
var saa rigt et Gifte, thi det var Kongen overhaands trangt med
Penge, og vel havde Ulrik Frederik Vordingborg i Forlehning, men
hans Pragtlyst og Overdaadighed lod ham altid i Mangel, og Kongen var
jo saa den, der var nærmest til at afhjælpe den. Da Maries Moder,
Fru Marie Juul jo var død, vilde hun saasnart hun var gift faa sin
Mødrenearv, og hendes Fader Erik Grubbe, var paa den Tid Ejer af
Tjele, Vinge, Gammelgaard, Bigum, Trinderup og Nørbek Hovedgaarde,
foruden Strøgods trindt omkring, saa der efter ham var en god Arv i
Vente, tilmed da han havde Ord for at være en skrap Husholder, der
Ingenting forødte.
Alt var jo saaledes vel, Ulrik Frederik kunde trøstigt bejle, og otte
Dage efter St. Hansdag blev de da saa højtideligt trolovede.
Ulrik Frederik var meget forelsket, men ikke paa en saadan stormende,
urolig Maade som da Sofie Urne var hans Hjærtes Tanke. En drømmende,
blidt bevæget, næsten tungsindig Elskov var det, ingen livsmodig,
rødmusset, frisk.
Marie havde fortalt ham sin lidet lystelige Barndomshistorie, og han
elskede, drømmende at udmale sig hendes unge Lidelser med det samme
medlidsfulde, lystne Velbehag, som gjennemstrømmer den unge Munk,
der i sin Fantasi ser den skjønne, hvide Martyrkvinde bløde mellem
Tornehjulenes hvasse Pigge. Saa var der Tider, hvor han plagedes
af mørke Anelser om at det ikke vilde blive ham forundt at beholde
hende, men at en tidlig Død vilde rive hende ud af hans favnende
Arme, og da kunde han fortvivlet tilsværge sig selv med dyre Eder,
at han skulde bære hende paa Hænder og holde hvert giftigt Pust borte
fra hende, at han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skjær ind i
hendes unge Bryst og aldrig, aldrig volde hende Sorg.
Men der var ogsaa den Stund, hvor han hoverende jublede ved den
Tanke, at al denne rige Skjønhed, hele denne forunderlige Sjæl var
given ham i Vold som en død Mands Sjæl Vorherre, til at træde i
Støvet om han vilde, til at opløfte naar han vilde, til at ydmyge,
til at bøje.
At saadanne Tanker som denne kunde blive vakt hos ham, deri havde nu
Marie tildels selv Skyld; thi hendes Elskov, om hun da elskede, var
af en sælsom stolt og overmodig Natur. Det vilde kun være et dunkelt