Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring - 11

kunde udvidske Ligheden med Margrethe. Der var Øjeblikke, hvor
den irriterede ham; hvor han følte Uvilje mod dette Pigebarn, der
understod sig i at ligne en Person, hvem hun rimeligvis stod saa dybt
under i alle andre Henseender end den tilfældige, ydre Lighed.
Men det vilde ikke lykkes ham. Han gjorde sig forgjæves Umage for at
aflure hende en uskjøn Bevægelse, et Blik eller et Smil, der kunde
virke frastødende paa ham -- altsammen til ingen Nytte.
Saa bildte han sig tilsidst ind, at hele denne taabelige Illusion
beroede paa Lamperækkens skuffende Lys og den Frastand, hvori han saa
hende. Paa nært Hold vilde han sikkert faa et helt andet Indtryk af
hende, og dermed vilde Kogleriet være forbi.
Han fandt paa de mærkeligste Paaskud til at gaa hjemme fra, og
den ene Aften efter den anden tilbragte han nogle Timer ude i
Forstadstheatret. Det var et Par Gange forekommet ham, at hun havde
set ned paa den Plads, hvor han sad, og derpaa taget Øjnene til sig
med en Rødmen, der kom og forsvandt lige hastig. --
En Aften, da hun havde optraadt i det sidste Stykke før
Forestillingens Slutning, tog han sig for at skyde alle
Betænkeligheder til Side og gaa op bag Kulisserne. Han kjendte lidt
til Direktøren, der næppe vilde have noget imod at præsentere ham for
Theatrets Primadonna.
Gjennem en Bagdør og ad en skrøbelig Pindeværkstrappe kom han op
bag Scenen, omkring hvilken der løb en snæver Gang med Døre ind til
Skuespillernes Paaklædningsværelser. Luften, der slog ham i Møde,
var mættet af Gasos, Cigarrøg og en stærk, gjennemtrængende Duft af
Patchouli.
Døren til et af de smaa Rum, der gjorde Tjeneste som
Paaklædningsværelser, stod paa Klem og fremviste Reversen af en
Skuespiller i Skjorteærmer, der arbejdede ihærdig paa at fjærne
Sminken af sit Ansigt ved Hjælp af Fedt.
Medens Henning stod et Øjeblik i Tvivl om, hvad Vej han skulde gaa,
kom Direktøren ham i Møde i egen Person, endnu iført sit Kustume som
kinesisk Kejser og dampende af alle Kræfter paa en Cigaret.
»For Pokker -- jeg syntes jo nok, jeg kjendte Dem. Værs'god, kom
indenfor. Det var pænt af Dem at se herop.«
Han førte Henning ind i et af de omtalte, smaa Rum, der laa nærmest
Trappen og benyttedes paa en Gang til Direktørens Paaklædnings- og
Arbejdsværelse.
Ved den ene Væg stod et langt Fyrretræs Bord; midt paa dette et
Toiletspejl med Gasblus paa hver Side, foruden Sminkekrukker, Æsker
med Pudder, Parykker, Skæg, fedtede Manuskripter, Cigarstumper, et
Par Bajerflasker, snavsede Flipper og Mansketter, krøllede Slips, en
sort Silkehat, Stumper af kulørt Tarlatan og Shirting -- hulter til
bulter mellem hinanden.
Sofaen ved den modsatte Væg var skjult under en ligesaa broget
Mangfoldighed af de mest heterogene Beklædningsgjenstande, ligefra
kinesiske Mandarinkaaber til en moderne sort Selskabskjole.
Direktøren samlede det sammen i en mægtig Bylt, som han smed hen
i en Krog af Stuen, og bad derpaa Henning tage Plads, medens han
selv satte sig overskrævs paa en Stol, der stod foran et gammelt
Skrivebord henne ved Vinduet.
»Naa -- hvad siger De om Revuen i Aar? Det er saagu' den bedste, vi
endnu har havt herude. Og den trækker voldsomt. Baade den og vor
ny Akkvisition blandt Damepersonalet. De kan tro, det har været en
brillant Sæson.«
»Javist --« sagde Henning lidt nervøst. »Hvor har De for Resten faaet
fat i Deres ny Primadonna?«
»Et rent Tilfælde, kjære Ven -- et rent Tilfælde. Men hun er
mageløs -- ikke sandt? Og saa en komplet Dame!« udbrød Direktøren
begejstret. »Sikke Bevægelser, sikke Manerer -- kvikke og utvungne
og dog fuldkommen +ladylike+ -- det er saagu' det, man aldrig kan faa
dresseret de andre til, hvor meget man saa herser med dem.«
»Hun har vel tidligere optraadt i Provinserne?« spurgte Henning og
tændte med en ligegyldig Mine den Cigaret, Direktøren bød ham.
»Nej -- Fanden heller. Aldrig før sat sine Fødder paa Brædderne. Hun
skulde have været til det kongelige til næste Sæson -- jo, gu' er
det sandt,« forsikrede Direktøren med en stærk Gestus, da han lagde
Mærke til, at Henning saa' op med en vantro Mine. »Hun havde allerede
aflagt Prøve -- glimrende Udfald -- men saa blev hendes gamle nok
syg -- hendes Fader er en gammel Provinsskuespiller -- og jeg fik at
vide, at hun søgte Engagement for Sommeren, fordi hun var nødt til at
klare for dem derhjemme.
-- Ja, ser De, -- da jeg netop var svært i Knibe for en Primadonna,
og jeg havde hørt, at hun skulde være noget extra i Subrettefaget,
saa tilbød jeg hende Engagement herude paa saa glimrende Vilkaar,
forstaar De, at hun omsider slog til, skjønt -- ærlig talt -- jeg
mærkede nok, at hun gjorde det forbandet nødig.«
»Se se! Det lyder jo helt interessant. Naa -- og hendes Rygte -- det
er vel grundmuret?« -- Henning havde lidt ondt ved at faa Ordene frem
i en let henkastet Tone.
»Hendes Rygte, min Fa'er!« -- Direktøren gjorde atter sin
ejendommelige, store Gestus. -- »Om det saa var min egen Datter,
kunde jeg ikke ønske hende et bedre Rygte. Hun møder præcis til
Prøver og Forestillinger, kan altid sine Roller, er høflig og
tjenstvillig mod de andre, men taaler ingen Næsvisheder. Kommer man
hende for nær, saa har hun saadan en egen energisk Maade at holde
Folk tre Skridt fra Livet, saa de skal nok tage sig i Agt for at
komme igjen. Om Aftenen efter Forestillingen kommer der et gammelt
Skabilkenhoved af en Tjenestepige og henter hende, og de kjører hjem
sammen. Det hører med til Engageringsvilkaarene, at der paa Theatrets
Regning holder en Droske og venter paa hende, naar Forestillingen er
forbi. Nej, min Fa'er, hun er sikker nok,« sluttede Direktøren sin
Lovtale, der var fremført med en Tungefærdighed, som havde gjort ham
helt stakaandet.
»En hel Sfinx, synes jeg,« bemærkede Henning. »Jeg skal for Resten
ganske oprigtig sige Dem, hvorfor jeg har fattet en vis Interesse
for Deres Vidunder. Hun ligner paafaldende en Dame, som jeg nærer
stor Agtelse for. ... Ved De hvad -- kan De ikke præsentere mig for
hende?« tilføjede han lidt nølende.
»Pokker heller -- De, krrrtsch -- Gavstrik!« Med disse Ord gjorde
Direktøren et spøgefuldt Udfald med sin Pegefinger mod Hennings
Skjortekrave, men skiftede pludselig Tone og forsikrede med et uhyre
alvorligt Ansigt, at det var absolut umuligt. Han turde ligefrem ikke.
»Aa Snak -- det vilde jo være Snærperi,« paastod Henning, der blev
mere og mere ivrig. »Det skal naturligvis foregaa ligesom ganske
tilfældig. De beder hende under et eller andet Paaskud om at komme
herind; saa sidder jeg her, og det er da hverken mere eller mindre
end simpel Høflighed, at De præsenterer os for hinanden.«
»Naa ja -- paa den Maade -- lad gaa.«
Direktøren rejste sig, stak Hovedet ud af Døren og raabte ud over
Trappegelænderet: »Aa, Truelsen -- vil De sige til Frøken Schmidt, at
jeg gjærne vil tale med hende, før hun gaar.«
»Javel, Hr. Direktør,« lød en Stemme nedefra.
Direktøren vendte tilbage til sin forrige Plads og underholdt Henning
med forskjellige interessante Historier fra Theaterverdenen. Men
Henning hørte kun det halve af dem, medens han i stærk Spænding
ventede paa hendes Indtrædelse.
Det varede en halv Snes Minuter. Saa lød der Skridt udenfor, en kort
Banken paa Døren, og hun traadte ind. --
Ligheden var endnu mere paafaldende, som hun stod der i en simpel,
men tækkelig, mørk Dragt, der fremhævede hendes ungdommelige
Skikkelse. Og hun forekom ham langt smukkere end paa Scenen.
Han lagde Mærke til, at hendes Stemme havde en frisk, behagelig
Klang, da hun svarede Direktøren paa nogle Spørgsmaal om en Rolle,
han havde givet hende. Hun gjengjældte Hennings Hilsen, men vendte
sig strax igjen om til Direktøren, vexlede nogle Bemærkninger med ham
om det ny Stykke, hun skulde spille i, og trak sig derpaa tilbage,
hilsende begge Herrerne med en let Hovedbøjning.
»Naa -- det fik vi ikke megen Fornøjelse af,« udbrød Direktøren, da
hun var gaaet. »Hun er i Grunden forbandet kort for Hovedet, men
et mageløst Pigebarn alligevel -- ikke sandt? Og der er Evner, min
Fa'er, virkelige Evner! Stop lidt -- havde jeg bare tænkt paa det,
kunde jeg for Resten have skaffet Dem en bedre Lejlighed til at gjøre
hendes Bekjendtskab. Og De kunde med det samme have gjort mig en stor
Tjeneste ... Hvem Pokker skal jeg nu faa til det? ... Det var da
ogsaa nederdrægtig dumt -- ne-derdrægtig!«
Direktøren kløede sig med en fortrædelig Mine bag Øret. Henning
spurgte, hvad det drejede sig om.
»Det skal jeg sige Dem. Vi indstuderer et Stykke, hvori der bruges
et Portræt i naturlig Størrelse af den Skuespillerinde, der spiller
Hovedrollen. I alt Fald for Kustumets Vedkommende er det nødvendigt,
at vi faar en nogenlunde korrekt Gjengivelse, ellers kunde man jo
leje et Portræt hos en eller anden Marskandiser. Naa, det skal
naturligvis være rent Hurtigmaleri, forstaar De; bare Frisuren og
de samme Farver, der er i Dragten. Det var rigtignok ikke noget
Arbejde for Dem, men det havde ellers været en ypperlig Lejlighed til
at studere Deres Sfinx -- hvad? Og De havde oven i Kjøbet gjort mig
en stor Tjeneste dermed. Hun havde blot behøvet at sidde for Dem en
Times Tid ... Det var dog skammeligt, at jeg ikke før tænkte paa det!«
Direktøren vedblev at klø sig i Nakken, medens Henning sad og rokkede
urolig frem og tilbage i Sofaen. Naar alt kom til alt, hvad ondt var
der saa i, at han portræterede den unge Skuespillerinde?
Skulde en Kunstner, fordi han var Ægtemand, ikke have Lov til at male
et kvindeligt Ansigt, der interesserede ham?
Tilsidst blev Fristelsen ham for stærk, og efter at Direktøren en rum
Tid havde kradset sig bag Øret og slaaet sig med den flade Haand paa
Panden for at fremkalde en Ide, der var lige saa god som den, der
var røget i Lyset, vendte Henning sig om mod ham og fremkom med sit
Forslag.
»Det er vel ikke for sent endnu, hvis De ønsker, at jeg skal male et
Portræt af Deres Primadonna,« sagde han lidt hastig.
»Nej -- vil De virkelig?« Direktøren saa op med et glædestraalende
Blik. »De er en Perle! Saa skriver jeg endnu i Aften et Par Ord til
hende og siger, at jeg har faaet en af vore virkelige, anerkjendte
Kunstnere til at tage det omtalte Portræt af hende. De kan saa dejlig
sidde ovre i min Dagligstue; ikke en Sjæl skal forstyrre Dem. Det
var prægtigt!«
»Naar skal jeg komme?« spurgte Henning, stadig lidt febrilsk.
»Hvis det passer Dem, kan vi jo sætte i Morgen Formiddag Klokken
tolv? -- Saa skal jeg sørge for, at Frøkenen venter paa Dem ovre hos
mig. Det er altsaa et Ord?«
»Ja.«
Direktøren trykkede varmt Hennings Haand med den Forsikring, at han
gjorde ham en knusende Tjeneste, og Henning skyndte sig bort -- i en
noget urolig Stemning.


XVI.

Flotte Schmidt havde i sin Tid været en yndet Skuespiller i
Provinserne.
Hans Glandsperiode faldt i halvtredserne, da han blandt andet havde
spillet ved et Selskab, der rejste omkring i de slesvigske Byer, og
især havde han den Gang gjort stormende Lykke som Ridder Ebbesen i
»Elverhøj«, Peter i »Capriciosa«, Jokum i »En Søndag paa Amager« o.
s. v.
Han opbevarede endnu Udklip af de lokale Blades Anmeldelser fra den
Tid tillige med falmede Buketter og smaa gulnede Breve, hvori ivrige
Kunstvenner tolkede ham deres Beundring.
Han havde rigtignok allerede den Gang været godt oppe i fyrrerne,
men hans Figur var rank og smækker, Haaret fyldigt og skinnende
sort, Øjnene fyrige og Teinten saa frisk, som om den aldrig havde
kjendt til den ødelæggende Theatersminke. Eller muligvis var det kun
Bedrag, og han brugte maaske Sminke og andre Skjønhedsmidler baade
ved Scenens kunstige og ved Dagens naturlige Lys.
Men i alt Fald tilsyneladende havde flotte Schmidt den Gang været saa
fager en Første-Elsker, som nogensinde har sat sine Fødder paa en
Provinsscenes Brædder.
Han havde giftet sig noget sent, omtrent paa det Tidspunkt, da
hans Stjærne var i Færd med at dale; da baade Theaterdirektører,
Recensenter og Publikum begyndte at vise sig uskjønsomme mod den
feterede Første-Elsker.
Men han havde været en smuk Mand endnu. Havde det ikke været paa
Grund af en lille Fejl ved Organet, en svag Læspen, som han i Grunden
aldrig havde kunnet siges fri for, men som var tagen til, siden
han var begyndt at bruge forlorne Tænder, vilde han upaatvivlelig
endnu have kunnet hævde sin Rang som en første Klasses Skuespiller
blandt de rejsende. Men efterhaanden som han blev ældre, og maaske
ogsaa flere andre smaa Skavanker traadte tydeligere frem, var man
ondskabsfuld nok til at lægge mere Mærke til den omtalte Smule Læspen
-- den, som de unge Provinsskjønheder netop i sin Tid havde fundet
allerkæreste blød og indsmigrende. --
Men hun, mod hvis ubefæstede Hjærte den endnu bedaarende
Første-Elsker rettede sine uimodstaaelige Angreb, havde ikke Blik for
andet end hans aandelige og legemlige Fuldkommenheder.
Hun var en femogtrediveaarig, velstaaende Gjæstgiverenke i en lille
idyllisk, jydsk Kjøbstad, og hendes salig Mand havde netop været død
halvandet Aar, da Skæbnen førte den flotte Schmidt til hendes Hus.
Han var paa det Tidspunkt bleven uenig med sin Direktør, havde
pludselig hævet sit Engagement, og forfulgt af imaginære Kabaler og
alt andet end imaginære Rykkere kom han en sen Aftenstund vandrende
til Fods med en tom Vadsæk og en tom Mave -- men med omhyggelig
friseret Paryk -- til den følsomme Enke.
Hans mørke, ildfulde Øjne og maaske endnu mere et staaende smerteligt
Træk om hans smalle, fine Læber, der fortalte om en hel Verden af
haabløse Kampe mod usle og smaalige Intriger, var mere end Madam
Henriksens gode Hjærte kunde modstaa.
Hun begyndte med at føle Medlidenhed med den smukke og galante
Mand, hvis fintfølende Sjæl var saa daarlig rustet til at bære den
misundelige Verdens snedige Forfølgelser; hun gik over til for fuldt
Alvor at forelske sig i ham og endte efter to Maaneders Forløb med at
gifte sig med ham.
Flotte Schmidt blev retmæssig Ejer ikke blot af Enkens Haand og
Hjærte, men ogsaa af det ret indbringende Gjæstgiveri. --
Medens han havde gaaet paa Frierfødder hos Madam Henriksen, havde han
ofte fortalt hende, at han var led og ked af sit urolige Kunstnerliv
med dets tomme Triumfer og falske Glæder, hvilke var to af Hr.
Schmidts Yndlingsudtryk.
Han ønskede intet hellere end en praktisk Virksomhed i en stille og
afsides Krog, især naar han maatte være saa lykkelig at finde en ædel
og trofast Kvinde, hvis Kjærlighed vilde være ham mere dyrebar end
alle hans fordums letsindige Erobringer tilsammen.
Da de var blevne gifte, slog Hr. Schmidt sig virkelig en lille
Tid til Ro i sit ny Hjem. Han gjorde det endog i Ordets fuldeste
Betydning, thi han lod den forhenværende Enke ligesom før passe hele
Bedriften og nød imidlertid sin gode Mad og Drikke med den livsalige
Følelse, at han ikke længere havde nødig at sørge for den Dag i
Morgen.
Men lidt efter lidt blev han ked af dette Slaraffenliv. Han begyndte
at længes efter sine gamle Kammerater og sin gamle Levevis, og
selv de dramaturgiske Foredrag, som han plejede at holde for
Gjæstgivergaardens undrende Gjæster, tabte deres Tillokkelse, da det
gik op for ham, at det var en kummerlig Erstatning for Lamperækkens
flimrende Lys og Publikums stimulerende Bifaldsytringer.
Og Hr. Schmidt faldt af. Han faldt bogstavelig talt af Dag for Dag.
Han mødte med ufriseret Paryk, med to Dage gammelt Skæg, og han
mistede Appetiten, saa ikke en Gang hans Kones indbagte Lammebryst
og Spinatbudding (Retter, som hun forstod at tillave med enestaaende
Mesterskab) længere formaaede at vække hans indslumrede Livsaander.
Madam Henriksen -- eller Fru Schmidt, som hun nu kaldtes -- blev
alvorlig bekymret ved at se den Forandring, der foregik med hendes
sorthaarede Adonis, men da hun i Grunden -- med Undtagelse af det
eneste Punkt, at hun havde giftet sig med flotte Schmidt -- var en
fornuftig Kone, indsaa hun snart, hvad Aarsagen var.
Og det var en virkelig rørende Omsorg, hun viste for at adsprede og
opmuntre sin mismodige Ægtefælle, men alle hendes Bestræbelser kunde
ikke erstatte ham Theaterlivets Afvexling og Spænding.
Omsider tog Hr. Schmidt Mod til sig -- thi trods sin Kones Svaghed
overfor ham havde han dog en vis Respekt for hende -- og betroede
hende rent ud den store Plan, han længe havde gaaet og grundet paa.
Den drejede sig om intet mindre, end at hun skulde afhænde
Gjæstgiveriet, og han vilde da selv danne et Selskab, ved hvilket han
vilde følge sit gamle Kald, men i en betydeligere og selvstændigere
Stilling -- som Direktør i egen Person.
Det var glimrende Fremtidsbilleder, Hr. Schmidt rullede op for sin
Ægtefælle. Han var snild nok til fornemlig at fremhæve de materielle
Sider af Sagen. Ved et enkelt Stykke -- naar det gjorde Lykke --
fortalte han, kunde de fortjene lige saa meget som af Gjæstgiveriet
i et helt Aar.
Han gik endog saa vidt i sine Overtalelser, at han lovede hende,
at han ikke selv vilde optræde mere. Han sagde med et af sine
uimodstaaelige Smil, at han saa godt forstod en Hustrus Følelser. Han
kjendte ogsaa af Erfaring de Fristelser, som en feteret Skuespiller
er udsat for, og han var ikke den Mand, der vilde udsætte en elsket
Hustru for Skinsygens Lidelser.
Nej -- han vilde kun benytte sin prøvede, dramatiske Erfaring som
Leder og Direktør. Hvem kunde vide, om man ikke senere, naar man var
bleven opmærksom paa hans Selskab og dets fremragende Præstationer,
vilde tilbyde ham at overtage et af Hovedstadens Theatre, og hun,
hans kjære, elskede Hustru, med sit sjældne Blik for det praktiske,
kunde da overtage Theatrets Restauration, medens han sørgede for
Publikums aandelige Bespisning. --
Der var ingen Tvivl om, at de vilde høste Guld og Ære i fuldt Maal,
naar blot det kjære Barn vilde føje ham.
Det kjære Barn, som Hr. Schmidt yndede at kalde den forhenværende
Enke, stred alligevel tappert imod, thi hun havde paa Fornemmelsen,
hvad hendes Mands Forslag vilde føre til, hvis hun var taabelig nok
til at gaa ind paa det.
Hun stred endogsaa længe imod, og ikke en Gang Hr. Schmidts mest
smertelige Blikke formaaede at rokke hendes fornuftige Beslutning.
Men da Hr. Schmidt en Formiddag viste sig uden Paryk, med nogle
tynde, graa Haartjavser kæmmet ned over Issen; da den smukke,
ungdommelige Mand som ved en dæmonisk Trolddom var bleven forvandlet
til en bleg, skrantende Olding, da brast Gjæstgiverenkens Modstand;
Gjæstgiveriet blev afhændet, og Hr. Schmidt blev Theaterdirektør. --
Han havde let nok ved at faa et Selskab dannet, thi Rygtet om
Gjæstgiverenkens Penge fløj omkring til de rejsende Thaliadyrkere, og
Udsigterne til at faa Gagen præcis udbetalt lokkede den ene efter den
anden til at søge Engagement ved det Schmidtske Selskab.
Men hermed var det ogsaa forbi med den ny Direktørs Held.
Hvor udmærket en Første-Elsker han end kunde have været i sin Tid,
var han i alt Fald ikke nogen praktisk Direktør. Og da han trods sin
højtidelige Forsikring til den forhenværende Enke kun tænkte paa
selv at spille de bedste Roller, kom det oven i Kjøbet til idelige
Rivninger med Personalet; al Ting løb ud i en ynkelig Hurlumhej, og
-- hvad der var det værste -- efter et Par Sæsoners Forløb havde
flotte Schmidt opbrugt hver Hvid og Skilling af sin Kones Penge.
Fra det Tidspunkt af daterede der sig en lang Række bedrøvelige
Aar for Madam Schmidt og hendes Datter -- Frugten af hendes andet
Ægteskab, thi salig Gjæstgiveren havde ikke efterladt sig nogen
Livsarving.
Flotte Schmidt, som man især kaldte den forhenværende Første-Elsker
efter hans korte, men glimrende Løbebane som Direktør, maatte atter
søge Engagement, men det blev stadig paa mindre favorable Vilkaar, og
tilsidst var det med Nød og næppe, at han selv kunde opholde Livet
ved sin dramatiske Virksomhed i Provinserne, medens hans Kone blev
boende i Kjøbenhavn, hvor hun ernærede sig og deres Barn ved at koge
for Herskaber.
I Sommermaanederne og ogsaa paa andre Tider af Aaret, naar han ikke
havde Engagement, fandt han altid et venligt Tilholdssted hos den
forhenværende Gjæstgiverenke, der føjede sig efter hans Særheder og
hørte paa hans Historier med den samme trofaste Tillidsfuldhed, som
hun til sin egen Skade fra først af havde vist den uimodstaaelige.
Under disse Forhold voxede Laura op. Hun saa, hvorledes hendes Moder
sled og slæbte for at holde sammen paa det lille Hjem, for at skaffe
hende en god Opdragelse og for at kunne sende hendes Fader Penge, som
han altid trængte til.
Det sidste skjulte Madam Schmidt saa længe som muligt for sin Datter,
men med Børns sædvanlige gode Opfattelsesevne kom Laura snart paa det
rene med, hvorledes Sagerne stod.
Hendes Karakter fik et vist selvstændigt og energisk Præg, og hun
tilegnede sig den samme Evne til at ofre sig for andre, som hendes
Moder havde lært i Modgangens Skole.
Da hun var sexten Aar, bidrog hun allerede ikke saa lidt til sit
eget og Familiens Underhold, og det var ogsaa blevet saa meget mere
nødvendig, som hendes Fader nu altid boede hjemme uden at fortjene
det mindste, og han havde tilmed forskjellige Smaavaner, der tog
stærkt paa deres beskedne Indtægter, men hvis Tilfredsstillelse de
ikke nænnede at nægte ham.
Trods dette levede de ganske tilfreds og lykkelig, og naar Hr.
Schmidt, som endnu havde bevaret sin ranke Holdning og sin sorte
Paryk, spaserede ud med sin Datter, af hvis smukke Ydre han var
meget stolt, kunde det hænde, at hun mødte adskillige jævnaldrende
unge Piger, der tilkastede hende misundelige Blikke, uden at ane, at
hun havde maattet sidde oppe i mange lange Nætter for at faa Raad
til at skaffe sig den Kjole, der klædte hende saa smukt i al dens
Tarvelighed.
Den rigtig slemme Tid kom først for dem, da Madam Schmidt blev syg
og ikke mere kunde rejse sig af Sengen, thi nu blev det Laura,
der ganske alene maatte skaffe Opholdet til dem alle tre, og hun
udfoldede i denne Modgang en Viljestyrke og Udholdenhed, som mangen
Mand kunde have misundt hende.
Hun havde fra ganske lille af havt Lyst til at komme til Theatret, en
Tilbøjelighed, som aabenbart var bleven næret ved hendes Faders mange
Fortællinger fra Theaterlivet, som han af naturlig Sympathi for sin
Livsstilling gjorde saa lokkende som muligt.
Men den første Gang, hun havde talt derom i sin Moders Paahør, havde
den gode Madam Schmidt taget saa heftig paa Veje, at Laura i lang Tid
efter ikke bragte den Sag paa Bane.
Trods sin Kjærlighed til en af dens Dyrkere havde Madam Schmidt
nemlig fattet en dyb Foragt eller snarere Rædsel for Skuespilkunsten
-- de Erfaringer, hun havde gjort, skulde ganske vist heller ikke
give hende store Tanker om den -- og hun kunde ikke tænke sig noget
skrækkeligere, end at hendes Datter skulde blive Komediantspillerske.
Laura havde imidlertid en tilstrækkelig klar og sund Forstand til at
skjælne ægte Kunst fra uægte, og hun vilde aldrig for Alvor beslutte
sig til at blive Skuespillerinde, med mindre hun blev overbevist om,
at hun virkelig havde Talent.
Uden at hendes Forældre vidste af det, listede hun sig til at sidde
oppe sent ud paa Natten, naar hun var færdig med sit møjsommelige
Arbejde. Hun lærte en Del Roller, læste gode dramatiske Forfattere,
og omsider fik hun paa egen Haand sat igjennem, at det blev tilladt
hende at aflægge Prøve for det kgl. Theaters Styrelse.
Udfaldet af denne Prøve overtraf hendes Forventninger, og først nu
fortalte hun sin Moder, hvilke Skridt hun havde foretaget. Den brave
Kone gav tilsidst efter og slog sig til Taals med den Tanke, at
hendes Datter jo ikke vilde rejse omkring i Provinserne, saaledes
som hendes stakkels Fader havde gjort, men spille paa selve det
kongelige Theater, hvad der jo absolut maatte være himmelvid Forskjel
paa.
Det var tidlig paa Forsommeren, at Laura havde aflagt Prøve for
Theaterdirektionen. Før til næste Sæson kunde der ikke være Tale om,
at hun kunde komme til at debutere, men i Mellemtiden skulde hun paa
egen Haand uddanne sig i Sang og Musik.
Hendes Energi havde fordoblet sig ved det Haab, der tilsmilede
hende, og hun trøstede sig med godt Mod til, at det sagtens skulde
lykkes hende at besørge alt sit daglige Arbejde -- Timer i en Skole,
Pianoundervisning for Begyndere og Syning hjemme for et af Byens
Modemagasiner -- og endda faa Tid tilovers til sin Forberedelse til
Theatret.
Men hun havde gjort Regning uden den Skæbne, der stadig stillede
større Krav til hende. Det blev værre med hendes Moders Sygdom; den
fordrede stadig mere Pasning, og paa samme Tid havde hun det Uheld at
blive afskediget fra Pogeskolen under Paaskud af, at Bestyrerinden
var nødt til at indskrænke sine Lærerkræfter paa Grund af de knappe
Tider, medens det i Virkeligheden forholdt sig saaledes, at der havde
meldt sig en fjærn Slægtning af den gode Dame som Konkurrent til
Pladsen.
Laura var et Øjeblik i Tvivl om, hvorledes hun under disse
Omstændigheder skulde gribe Sagen an.
Til at søge Ansættelse ved en anden Skole var der ikke Tid, og netop
ved denne Bestilling havde hun havt sin største, samlede Indtægt.
Saa var det ganske uventet, at der blev gjort hende et Tilbud om
Engagement ved Forstadstheatret. Hun vægrede sig først derved,
thi det var ikke saaledes, hun havde tænkt sig at begynde sin
Kunstnerindebane. Men Nøden trængte haardt paa; det var ikke lykkedes
hende at faa det mistede Arbejde erstattet, og hun besluttede omsider
at modtage Tilbudet, idet hun trøstede sig med, at hun gjorde det for
sin Moders Skyld.
Naar hun var en retskaffen Pige, kunde hun vel optræde selv paa de
slibrigste Brædder, uden at nogen skulde vove at sætte en Plet paa
hendes Rygte.
Men trods den dundrende Applaus, hvormed hendes Debut blev modtagen,
græd hun sig i Søvn den første Aften, hun kom hjem fra Theatret.
Havde hun tænkt sig det saa grelt, havde hun næppe havt Mod til at
gjøre Forsøget.
Alle disse spisende, drikkende og rygende Individer i den kvalme Sal;
alle disse nærgaaende Blikke, der rettedes mod hende, gjorde hende
fortumlet og ulykkelig. Men hun vilde vise, at hun ogsaa kunde løse
denne Opgave -- skjønt den var tusende Gange vanskeligere, end hun
havde tænkt sig den -- og hun spillede saa frejdig, som om hun havde
befundet sig ganske i sit rette Element.
Det var en Lidelse for hende, hver Gang hun skulde træde frem for
dette larmende Publikum og i disse meningsløse Roller, hvori der som
oftest var et Anstrøg af Frivolitet.
Men hun havde en Vilje af Staal. Hun klarede alle Skær, vandt
Publikum ved helt andre Midler, end der ellers blev benyttet paa
denne Scene, og hun lod sig aldrig mærke med den Overvindelse, det
kostede hende at udholde en Virksomhed, som hendes Kvindelighed og
virkelig kunstneriske Anlæg opførte sig mod. --
Saa var det en Aften, at hun blev opmærksom paa en Mand, der sad og
saa' saa vedholdende paa hende, at hun tilsidst følte sig generet af
hans Blik. Hun mindedes pludselig, at hun havde set det samme Ansigt
den Aften, hun debuterede, og at han da havde stirret paa hende
ganske paa samme Maade.
Han betragtede hende ikke med den uforskammede Mine, som hun
undertiden mødte hos andre af de mandlige Tilskuere, og som fik
Harmen til at gløde paa hendes Kinder. Men alligevel generede
hans underlige, alvorlige Stirren hende langt mere end de andres
Paatrængenhed. Hun vidste ikke selv, hvoraf det kom, at hun snart
irriteredes deraf, snart følte sig forlegen og skamfuld. --
Og han kom igjen, den ene Aften efter den anden, og saa' bestandig
paa hende med det samme halvt alvorlige, halvt forskende Blik. Det
gjorde hende tilsidst helt febrilsk; hun blev formelig bange for at
komme ind paa Scenen.
Saa prøvede hun paa at undgaa at se derned, hvor hun vidste, at han
sad, men undertiden var det, ligesom hendes Øjne droges henimod ham
mod hendes Vilje.
Havde han blot prøvet paa at kokettere med hende, saa vilde det ikke
længere havt nogen Indflydelse paa hende. Men bestandig sad han der
paa den samme rolige Maade, betragtende hende med det samme, næsten