Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring - 10

Papirkniv glide frem og tilbage mellem sine spidse, hvide Fingre,
hostede ganske sagte, og det opmuntrende Smil blev mere køligt.
»Saa maa jeg endnu blot bede Dem undskylde, at jeg har henvendt mig
til Dem,« sagde Henning og rejste sig. »Trods Deres Excellences
Bemærkning kan jeg ikke andet end gjentage, at jeg ikke vilde have
gjort dette Skridt, hvis jeg ikke havde været meget haardt tvungen
dertil.«
Den lille Mand saa op med et hastigt Glimt i sine skarpe, graa Øjne.
»Ja -- det gjør mig meget ondt. Hermed kan jeg ikke være Dem til
Tjeneste. -- Kan derimod et mindre Beløb muligvis hjælpe Dem i en
øjeblikkelig Forlegenhed, saa ...«
Han gjorde en Bevægelse med Haanden hen til Skrivebordsskuffen,
men Udtrykket i Hennings Ansigt overbeviste ham om, at han havde
misforstaaet hans sidste Ytring.
»Saa beklager jeg, at De maa gaa fra mig med uforrettet Sag. Altid
meget kjedeligt -- meget kjedeligt for begge Parter.«
Henning bukkede tavs, og den lille Excellence fulgte ham med sin
aldrig svigtende, tilknappede Høflighed et Par Skridt henimod Døren.
--
Regnen og Haglbygerne var holdt op. Der viste sig en klar Lysning
mellem Skyerne, og Blæsten, der jog fejende omkring Gadehjørnerne,
havde tørret Fortovene, saa kun de større og mere udholdende
Vandpytter var blevne tilbage i Stenbroens ujævne Fordybninger.
Henning gik langsomt hjemad, lige saa aandelig træt, som han var det
legemlig.
Den ydmygende Situation, han havde lagt bag ved sig, vedblev at
forfølge ham. Det var, ligesom den paanødte ham en Følelse af, hvor
lidet vidt han havde bragt det. I gamle Dage havde han fundet en
Slags Tilfredsstillelse i at anstille Beregninger over, at naar han
blev saa og saa gammel, skulde han være naaet saa eller saa langt
frem. Det var en Art Milepæle, han opstillede paa sin Fremtidsvej.
Men det opgav han nu. Der laa saa mange svigtede Forsætter bag ved,
at han blev led ved dem og ligesom undsaa sig ved at føje ny til --
for ogsaa at bryde dem.
Der havde været en Tid, hvor den Ydmygelse, han nylig havde lidt,
vilde have opflammet hans Energi og ægget ham til at trodse sine
Uheld. -- Han kom til at tænke paa den Dag, da han som ganske ungt
Menneske -- ikke stort mere end en Dreng -- var kommen op med sit
Maleri til Fabriksinspektøren, der med saarende Ord havde raadet
ham til at slaa de Nykker af Hovedet. Den Gang var der blevet vakt
en saadan Trods i hans Sind, og han vidste af Erfaring, at den kan
hærde baade Vilje og Evner. Men ogsaa denne Følelse lod nu til at
være død for ham. Han kæmpede med sig selv for at kalde den til Live
igjen, men det vilde ikke lykkes.
Men han kunde saa tydelig se, hvorledes det altsammen var kommet
og _maatte_ komme saaledes. Han var sig sine egne Fejl fuldkommen
bevidst, men alligevel formaaede han ikke at mande sig op til at
begynde Kampen forfra. Paavirkningen maatte komme ude fra. Skæbnen
maatte sende ham den, thi inde i ham selv var Visen sungen til Ende.
--
Han naaede omsider hjem, stadig forfulgt af de samme Tanker, der
atter og atter vendte tilbage i det samme ensformige Kredsløb. --
Da han havde spist til Aften med Minna, gik han ind i Atelieret og
kastede sig paa Sofaen uden at bryde sig om at tænde Lys. Han laa og
stirrede paa det tomme Staffeli, grundende over, naar han vel vilde
faa begyndt paa et nyt Arbejde.
Deres Sovekammer stødte op til den bageste Væg i Atelieret, og en Tid
lang kunde han høre Minna pusle derinde. Men lidt efter gik hun ud af
Stuen, og al Ting blev ganske stille.
Han havde vel ligget et Par Timers Tid paa Sofaen uden at sove, men i
en halvt drømmende Tilstand, under hvilken han maatte gjøre Vold paa
sig, naar han vilde knytte Tankerne sammenhængende til hinanden, da
han pludselig blev skræmmet op ved en kort, rallende Hoste, der lød
inde fra Sovekammeret.
Den varede kun et Øjeblik, men havde noget uhyggeligt ved sig,
lignede slet ikke den Maade, hvorpaa Børn undertiden hoster i Søvne,
og Henning, der bestandig, endog uden den mindste Grund, plagedes af
en overdreven, sygelig Ængstelse for Barnet, sprang forskrækket op og
ilede ind i Dagligstuen.
Men Minna, der havde været nærmere ved Sovekammeret, var allerede
kommen ham i Forkjøbet, havde været inde og taget Barnet op og kom nu
løbende ind, bærende det paa Armen.
»Men Gud -- han kvæles -- se -- hvad fejler dog lille Aage?«
Hun stod og rystede over hele Kroppen, medens hun holdt Barnet, hvis
Bryst arbejdede med en krampagtig Stønnen. Dets Ansigt var blegt, med
et let blaaligt Anstrøg, og Øjnene havde et forpint Udtryk, som om de
ytrede en stum Bøn om Hjælp mod den usynlige Fjende, der plagede det
lille Legeme.
»Se -- Henning -- han kan ikke faa Luft!« skreg Minna.
Han var lige saa bleg og forskrækket som hun og famlede efter sin Hat
for at løbe efter Lægen.
Minna havde vendt Barnet om paa sin Arm og slog det i Ryggen for at
fremskynde en Opkastning, dersom det skulde have sunket noget. Men
derpaa fulgte den samme uhyggelige, rallende Hoste som første Gang,
kun mere besværlig og langvarig.
Henning vendte sig om i Døren og saa med et fortvivlet Blik hen paa
Moderen og Barnet. Han hørte endnu Minna skrige: »Aa Gud -- det kan
da ikke være Strubehoste!« -- Men derpaa fór han ned ad Trappen,
gjennem den lille Forhave og hen ad Vejen, som om han havde havt
Vinger. --
Han løb hele Vejen ind til Byen, saa hurtig som en ung kraftig Mand
kan løbe, naar det gjælder om at frelse et Liv, der er ham mere
dyrebart end hans eget.
Han løb, saa det peb og gispede i hans Bryst; sagtnede ikke et eneste
Sekund sin voldsomme Fart, pressede kun Haanden mod det smertende
Sting, han følte i Siden, og løb videre og videre uden at ænse,
hvorledes Blodet strømmede til hans Hoved og pressede sammen om hans
Hjærte.
Der var en dødelig Angst i hans Sind. Musklerne i hans Ansigt fortrak
sig i den stumme Smerte. Hans Øjne brændte, og han havde en tør,
kvælende Fornemmelse i Halsen.
Hans Søn -- hans prægtige Dreng dø!
Hans hidsede Fantasi forestillede ham, at det allerede var sket.
Han saa den smukke, raske Dreng ligge Lig, med Ligets voxagtige
Bleghed over de elskede Træk. Han saa dem komme med Dødens uhyggelige
Attributer for at skrinlægge det kjæreste, han ejede. Han hørte
dem hugge Sømmene til -- saa tydelig, at Nerverne i hans Hoved
dirrede derved. Hans Bryst snøredes sammen, og han løb -- løb som en
afsindig. --
Lægen var heldigvis hjemme. Han forklarede ham, saa godt han kunde,
hvad der var sket, og et Par Minuter efter sad de i en Droske og
rullede afsted til hans Hjem.
De fandt Minna gaaende op og ned ad Gulvet med det syge Barn i sine
Arme. Lægen forlangte en Ske, som han holdt paa den lilles Tunge for
at se ham ned i Halsen.
Henning maatte holde Lyset imens. Doktoren rystede paa Hovedet,
spurgte, om Barnet havde været hæs i Løbet af Dagen.
Nej, lille Aage havde været fuldkommen rask og lige saa kvik og
munter, som han plejede. Kunde det være muligt, at det var den
skrækkelige Strubehoste?
Doktoren rystede atter paa Hovedet. Det var vanskeligt at afgjøre
i Øjeblikket. Det var muligt, at det kun var en Halskatarrh, et
Tilfælde, som man kaldte for falsk Strubehoste, og som tit plejede at
angribe Smaabørn ganske pludselig. Han bad dem berolige sig og haabe
det bedste. Barnet skulde have koghede Omslag om Halsen og hver halve
Time en Theskefuld af nogle Brystdraaber, paa hvilke de nu skulde faa
Recepten.
Henning løb hen paa Apotheket. Han ringede gjentagne Gange paa
Natklokken, før den vagthavende indfandt sig. Saa blev han lukket ind
i det kvalme Lokale med dets underlige krydrede Luft. Han maatte
vente, indtil den søvndrukne Apothekerlærling fik Medikamentet
tillavet, og de fem eller ti Minuter, der gik, forekom ham som lige
saa mange Aarhundreder.
Hans Søn -- hans lille, prægtige Dreng! Det var de samme Ord,
formende det samme Billede, der atter og atter gjentog sig for ham.
Og paa samme Tid følte han en heftig Trang til at anraabe Gud om at
have Medlidenhed med hans Hjærteangst. Men han kunde ikke føje Ord
og Tanker sammen til en Bøn. Det var enkelte, forpinte Skrig, der
undslap hans Bryst og banede sig Vej did op, hvor der -- han mindedes
det fra sin Børnelærdom -- skal være idel Lys og Retfærdighed.
Det blev ved at kæmpe og arbejde i ham, medens han skyndte sig
tilbage til sit Hjem, stadig med den samme kvælende hede Fornemmelse
i Brystet; med det samme Billede af hans lille Yndling stillende
sig frem for hans opskræmmede Tanker og med den samme heftige, men
afmægtige Trang til at give sin Fortvivlelse Luft i Graad og Bøn. --
Derpaa fulgte Natten, den ubeskrivelig lange, kvalfulde Nat, medens
de begge sad oppe og vaagede hos det syge Barn, lyttende med
ængstelig Spænding til dets Aandedrag, stirrende ufravendt paa det,
saa længe det laa hensunket i et kort Blund, og begge to følende det
samme isnende Stik i Hjærtet, hver Gang Hosten kom igjen.
Var det en Straf for deres Vildfarelser, for deres Mangel paa
Kjærlighed og Overbærenhed med hinanden -- for alt det stygge,
der havde været i deres Samliv? Kunde Skæbnen ville ramme dem saa
forfærdelig haardt?
Overfor den store Sorg, der truede Henning, forekom det ham, at
alt andet, hvad der havde brudt ham ned i de sidste Aar, blev saa
uendelig smaat og betydningsløst.
Dette var den første store Hjærtesorg, og den var kommen saa
pludselig og overvældende. Han foragtede sig selv, fordi han før
var falden sammen og havde bildt sig ind, at hans Liv var tomt og
indholdsløst, hans Kræfter opbrugte. Nu saa han først, at han kunde
lide et Tab, der var helt anderledes tungt. Maatte han dog blot blive
sparet for det. Alt andet kunde gjenoprettes. Kun ikke det -- kun
ikke det. --
De laa paa Knæ, hver ved sin Side af Sofaen inde i Dagligstuen, hvor
der var blevet redt til det syge Barn. Lampen brændte paa Bordet og
kastede sit Skær hen paa det lille Ansigt, der fortrak sig urolig i
Søvne.
Hver Erindring, der knyttede sig til Barnet, kaldtes atter frem --
Erindringer, der vilde synes latterlig smaa for alle andre, men som
fik deres Hjærter til at bæve og snørede deres Bryst sammen i kvalt
Graad. De første, usikre Skridt paa egen Haand, de første, stammende
Ord, den første Fødselsdag og det første Stykke Legetøj. Hvert lille
Fremskridt, der var forekommet dem som et mærkeligt Vidunder. Barnets
pudsige Indfald, dets muntre Leg og dets ømme Kjærtegn -- denne
friske Barnemund, der bød sig saa lokkende til Kys, og disse runde,
bløde Arme, der saa utallige Gange havde slynget sig om deres Nakke
med et Overmaal af barnlig Kjærlighed. Og alt det skulde være forbi.
Nej -- nej. Kun ikke det -- kun ikke det!
Dagslyset begyndte at kæmpe med Skæret fra Lampen og fik mere og mere
Indpas gjennem de nedrullede Gardiner. Skyggerne, der havde ligget og
forstukket sig under Møblerne, trak sig længere og længere tilbage og
forsvandt tilsidst helt for den frembrydende Morgendæmring. --
Det havde allerede en god Stund været saa lyst udenfor, at man kunde
have slukket Lampen og rullet Gardinerne op, men ingen af dem havde
Tanke derfor. Den fjedrede Befolkning i Træerne ude i Alléen begyndte
at istemme sin Morgenkoncert, først en enkelt Sanger og derpaa hele
Skaren. Men de hørte det ikke. Solen sendte sine første smaa Lysglimt
ind mellem Rullegardinet og Vindueskarmen. De lagde ikke Mærke dertil.
Barnet var faldet i en fast Søvn; det syntes at trække Vejret
lettere, og den uhyggelige, rallende Lyd i Brystet og Struben kom
svagere og med længere Mellemrum; Farven lod ogsaa saa smaat til at
vende tilbage paa Kinderne.
De fulgte disse Symptomer, og Haabet begyndte at vaagne hos dem, men
de turde ikke stole paa det. De saa' spørgende paa hinanden, vexlede
nogle Ord med en Stemme, der dirrede af Bevægelse, og bøjede sig
hvert Minut over det slumrende Barn for at lytte til dets Aandedrag,
snart grebne af Uro over den lange Søvn, snart givende sig mere og
mere hen til Haabet om, at Faren var overstaaet. --
Pigen, der var bleven oppe for at hjælpe dem med at passe den lille
Patient, havde, uden at de vidste af det, lavet Kaffe ude i Køkkenet
og kom nu ind med en Præsenterbakke, som hun satte paa Bordet i
Dagligstuen. I det samme vaagnede den lille Dreng, smilede til dem og
rakte sine Arme frem.
Nattens frygtelige Angst og Spænding gjorde paa én Gang Plads for en
Følelse, saa glad og befriende, som de næppe før havde kjendt den.
De lagde sig paa Knæ ved Barnets Seng, bedækkede hans Pande, Mund og
Hænder med lidenskabelige Kys, saa at Drengen saa' halvt forundret,
halvt ængstelig paa dem.
»Lille Aage bliver snart rask -- du skal ikke græde, søde Moder,«
stammede den lille Fyr.
Deres Blikke mødtes; stiltiende rakte de hinanden Haanden, kæmpende
hver paa sin Side for at skjule, hvorledes Graaden stansede Ordene
i deres Mund. Saa kastede Minna sig pludselig om hans Hals med en
lidenskabelig Hulken.
»Aa, Henning -- Henning,« mumlede hun -- »Vorherre har været meget
bedre mod mig, end jeg har fortjent -- Gid jeg aldrig maa glemme det
...«
Hun trykkede sit Hoved op til hans Bryst, og han bøjede sig ned og
kyssede hendes Pande.
Da Lægen kom igjen op ad Formiddagen, erklærede han, at der ikke
var nogen som helst Grund til yderligere Ængstelse. Det havde
kun været et Tilfælde af den omtalte, falske Strubehoste, hvis
Begyndelsessymptomer vanskelig lod sig skjelne fra den ægte.


XV.

Han var bleven revet ud af sin Sløvhed og mindet om, at han endnu
havde noget at leve og arbejde for.
Allerede et Par Dage efter, at lille Aage var bleven rask, stod der
et Udkast til et nyt Billede paa hans Staffeli, og han mærkede, at
noget af den gamle Arbejdslyst var kommet over ham igjen. -- Han
arbejdede flittig, gjorde sig Umage for at jage alle Graavejrstanker
paa Flugt, om de end meldte sig nok saa paatrængende, og søgte paany
at afvinde sit Forhold til Minna de bedste og lyseste Sider.
Hun prøvede, saa godt hun kunde, paa at komme ham i Møde. De vilde
aabenbart begge to saa gjærne holde fast ved deres gode Forsæt, naar
det blot maatte lykkes.
I den første Tid gjorde hun Vold paa sig selv for at synes blidere og
mere tilfreds, end det laa i hendes Natur at være. Men hun forstod
ikke at forstille sig, og hun led ved denne Tvang. Det førte ikke til
andet end til en Slags kunstig tilvejebragt Vaabenstilstand, der var
lige saa trykkende som den tidligere aabenbare Krig, og det tjente
kun til endnu tydeligere at vise dem, hvor fjærnt de stod hinanden,
og hvor haabløst det var at tro paa, at det nogensinde kunde blive
anderledes. --
Og der var saa meget, i hvilket de kunde have trængt til at have en
Støtte i hinanden. Henning maatte prøve en hel Del af de Ydmygelser,
som Pengenød fører med sig, og Minna forstod ligesaa lidt nu som
tidligere at finde sig taalmodig i den Slags Ting.
Hun klagede bittert over alt det, de maatte gaa igjennem, drog gjærne
Sammenligninger med dem, om hvem hun mente, at de havde det meget
bedre end hun selv. -- Kunde Henning ikke begynde paa noget andet
end at være Maler; det førte jo dog aldrig til noget. Hun sagde det
ikke i nogen ond Mening; kun fordi hun hverken forstod ham eller hans
Arbejde. Men det saarede ham, og han tænkte med Bitterhed paa, hvem
der vel skulde tro paa ham, naar ikke en Gang hans Hustru gjorde det.
--
Han havde sat al sin Arbejdsevne ind paa sit ny Billede.
»Enkens Søn« skulde det hedde; det forestillede en Moder ved sit
Barns, en halvvoxen Søns Dødsleje. Han arbejdede undertiden med
en overdreven Anspændelse af alle sine Evner og nærede en sygelig
Ængstelse for, at den Gnist, som han næsten med Vold og Magt holdt
fast, skulde svigte ham, før han blev færdig.
Saa var det ud paa Sommeren. De havde ikke havt Raad til nogen
længere Rejse, men for at bringe lidt Afvexling i den trykkende
Ensformighed havde Henning lejet en tarvelig Sommerbolig i et
Fiskerleje nogle Mil fra Hovedstaden.
De havde boet derude en Maaneds Tid, da Henning en Dag maatte tage
til Byen af den meget tvingende Aarsag, at de ikke havde flere Penge
i Huset.
Det var usædvanlig varmt Vejr. Luften havde lige fra tidlig om
Morgenen truet med Torden, og Brostenene inde i Byens Gader brændte
en under Fødderne.
Ude i Alléerne, hvor Træerne havde faaet det støvede og forjaskede
Udseende, der viser, at den smukkeste Del af Sommeren er
forbi, vandrede Folk i store Skarer afsted til de forskjellige
Forlystelsesanstalter uden at bryde sig om Tordenskyerne, der trak
sammen i stedse tættere Masser, medens nu og da en pludselig, let
Susen i Trætoppene spaaede om, hvad der var i Vente. --
Henning havde travet omkring i Byen fra tidlig paa Formiddagen. Og
da han omsider havde faaet udrettet, hvad han skulde, var det sidste
Tog og det sidste Dampskib afgaaet. Saa var der ikke andet for end at
overnatte i Byen.
Han var bleven uvant med at tilbringe en Aften paa egen Haand og
vidste ikke, hvorledes han bedst skulde faa Ende paa den. Det havde
stadig hørt med til Gaaderne i Minnas Karakter, at skjønt hun var sær
og uvenlig, naar han var hjemme, blev hun dog meget ilde til Mode,
naar han en Aften vilde gaa ud alene, og Henning, der efterhaanden
havde brudt fuldstændig med sin gamle Omgangskreds, havde vænnet sig
til at føje hende i dette Punkt. --
Han slæntrede langsomt ud ad Broen og Alléen, medens han med en
ørkesløs Mine betragtede de livlige Menneskegrupper, som vandrede
forbi ham med al den Travlhed, der er betegnende for Kjøbenhavneren,
naar han er ude for at more sig.
Før han rigtig vidste af det, var han kommen i Nærheden af
»Runddelen«. Han naaede det lille Forstadstheater, paa hvilket
der gives Forestillinger i Sommersæsonen, og i Mangel af bedre
Sysselsættelse gav han sig til at studere en af de gloende røde
Plakater, der var slaaet op paa hver sin Side af Indgangen.
Spasereturen gjennem den skyggefulde Allé, hvor det dæmrende
Halvmørke havde fortrængt Dagens brændende Solhede, og Synet af den
brogede Menneskesværm havde stemt ham lidt livligere, og det faldt
ham ind, at han lige saa gjærne kunde nyde sit Aftensmaaltid i det
lille Theater som paa ethvert andet Sted.
Han løste Billet og traadte ind paa Tilskuerpladsen, over hvilken
der hang en graalig Taage af Øl- og Tobaksdunster, som halvvejs
skjulte det talrig tilstedeværende Publikum, der havde grupperet sig
omkring de smaa firkantede, under Vægten af Smørrebrødstallerkener,
Iskageassietter, Ølkrus, Toddyglas og Chokoladekopper bugnende Borde.
Tonerne fra Orkestret skar sig trangbrystet Vej gjennem den
øredøvende Summen af snadrende Stemmer, men forhindrede ikke disse
Stemmers Ejermænd i at forlange hvert eneste Musikstykke da capo et
Par Gange, saa lidt som den utrættelige Dirigent i at efterkomme de
for ham og hans Orkester saa smigrende Opfordringer.
Skjønt der ikke lod til at være saa megen tom Plads i Salen, at
man kunde sætte sin Støvlehæl der, lykkedes det dog en Opvarter
med beundringsværdig Behændighed at bugsere Henning helt op foran
Scenen, hvor han med en lige saa utrolig taskenspilleragtig Dygtighed
tilvejebragte baade en Stol og et Bord.
Henning tog Plads for at nyde de Forfriskninger, han havde bestilt.
Han sad og kiggede i Programmet og tænkte allerede saa smaat paa at
gaa sin Vej, saa snart han var færdig med sit Smørrebrød og Øl, thi
Luften var saa trykkende hed og kvalm, at ikke en Gang Programmets
lovende Meddelelse om et nyt Stykke med en Debutantinde indeholdt den
allersvageste Fristelse for ham til at blive. --
Men Tæppet gik op, før han kunde slippe ud, og han besluttede da at
finde sig taalmodig i sin Skæbne, til Stykket var spillet til Ende.
Imidlertid morede han sig med at betragte Tilskuernes Fysiognomier.
Der var smaa Sypiger og unge Kavallerer, hvis Bekjendtskab syntes
at grunde sig mere paa en hastig tilvejebragt Fortrolighed end
paa en langvarig Prøve. Der var ærbare Borgerfamilier med deres
voxne Døtre; unge, flot klædte Herrer, der aabenbart tjente den
letfodede Mercurius, og hvis støjende Bifaldsytringer dundrede
gjennem Salen; der var nylig indkaldte Jenser med deres Kjærester,
og gamle Pensionister, som tydelig nok hørte til de trofaste
Stamgjæster, fordi de mente, at de lige saa gjærne kunde drikke
deres Øl her som et hvert andet Sted. Der var solide og trivelige
Madammer, der af Hjærtens Lyst nød Komedien med den troskyldigste
Andagt præget i deres rødmussede Ansigter. Der var unge og gamle,
blaserede Herrer med Lorgnetten kneben ind foran det venstre Øje;
blegnæbede Fabrikpiger, som lo paafaldende højt og saa sig omkring
med udfordrende Blikke. Der var en og anden Skuespiller fra et
af Hovedstadstheatrene i Selskab med et Par Forfattere eller
Journalister. --
Henning, som havde været optagen af at udskille Bestanddelene i det
brogede Selskab, blev pludselig opmærksom paa, hvad der foregik
paa Scenen, ved at høre Klangen af en ualmindelig frisk og klar
Pigestemme, der lød paa en for Øret højst velgjørende Maade mellem de
andre Skuespilleres mere eller mindre falske og forskregne Stemmer.
I det samme brød en vældig Bifaldssalve løs paa Tilskuerpladsen,
og nogle Buketter af den Slags, som bydes til Salg paa offentlige
Forlystelsessteder, kastedes op foran Lamperækken.
Det maatte vel være Debutantinden.
Han saa op og blev saa paa en Gang ved at stirre paa Skuespillerinden.
Det var en endnu ganske ung Pige, paa højst en Snes Aar. Det mørke,
blanke Haar var strøget glat tilbage fra en ualmindelig smukt formet
Pande. Øjnene havde et ejendommelig alvorligt og behersket Udtryk.
Skikkelsen var rank og smækker. Den sorte Fløjls Spencer sluttede
om en Figur, som vilde have været værdig til at staa Model for en
Phidias' Fremstilling af klassisk Skjønhed.
Hun sang sin Kuplet med ukunstlet Fordringsløshed uden paa nogen
fremtrædende Maade at bejle til Publikums Gunst og tillige med et
musikalsk Foredrag, som disse Brædder vistnok sjældent var Vidne til.
Derpaa havde hun nogle Repliker, lige saa meningsløse som hele Rollen
og Stykket, men hun sagde dem med en Kvikhed, der indbragte hende en
ny, larmende Bifaldssalve fra Tilskuerne. --
Og dog var det intet af disse Fortrin hos Debutantinden, der i saa
høj Grad lagde Beslag paa Hennings Opmærksomhed. Men jo mere han saa
paa hende, des mere forbavset blev han over den skuffende Lighed.
Det var, som om Margrethe Aaby var traadt lyslevende frem for ham
paa Forstadstheatrets Brædder, kun noget højere og rankere og med en
mere selvbevidst Holdning. Men Ansigtet, Udtrykket i Øjnene og det
lille kløgtige Træk om Munden syntes at være ganske det samme.
Han saa' saa vedholdende paa hende, at han tilsidst fangede hendes
Blik, og det forekom ham, at hun i et Sekund saa' derned, hvor han
sad. Saa gik hun videre i Rollen, og han vedblev at stirre paa
hende, indtil hun havde sunget Slutningsverset, og Tæppet faldt.
En dundrende Applaus, forstærket med Banken af Stokke og Paraplyer
mod Borde og Gulv, attesterede Publikums Tilfredshed med den ny
Skuespillerinde.
Henning løb Programmet igjennem, og da han havde overtydet sig om, at
hun ikke optraadte mere den Aften, gik han hastig ud af Salen.
Udenfor begyndte der at falde enkelte tunge Regndraaber, og han
indsugede begjærlig den kølige Luftning, der slog ham i Møde.
Han havde en Fornemmelse, som om han var vaagnet op af en Drøm; var
næsten tilbøjelig til at tro, at hans Fantasi havde spillet ham et
Puds. En saa mærkværdig Lighed mellem to Mennesker, der ikke stod i
den fjærneste Forbindelse med hinanden! --
Han tog Theaterprogrammet op af Lommen, og ved den første Gaslygte,
han kom til, blev han staaende for endnu en Gang at læse hendes Navn.
Laura Schmidt stod der med ganske almindelige, prosaiske Bogstaver.
--
Han kunde ikke slippe Billedet af denne Dobbeltgængerske. Han følte
et heftigt Ønske om at se hende igjen for at overbevise sig om, at
Ligheden ikke var saa slaaende, som han fra først af havde troet.
Han dannede sig en uklar Forestilling om, at det ligesom vilde øve
en beroligende Virkning paa ham, hvis han kunde komme til et saadant
Resultat ved at se hende endnu en Gang.
Da han skulde til at rejse hjem den paafølgende Morgen, faldt det ham
et Øjeblik ind at telegrafere til Minna, at han blev en Dag længere
i Byen, men han opgav strax denne Plan. Han fandt, at det dog næppe
var den rette Maade til at gjenvinde sin Sindsligevægt.
Der var endnu Tid til at komme afsted med det først afgaaende Skib.
Saa skyndte han sig med sin Paaklædning og begav sig sporenstregs til
Dampskibsstationen for at vende tilbage til Fiskerlejet. --
Derude blev han med Minna og lille Aage en hel Maaned endnu. Skjønt
han flere Gange havde noget at besørge, undgik han at tage til Byen.
Han havde troet, at det var lykkedes ham at trænge Erindringen
om Margrethe Aaby og deres sidste Møde i Baggrunden. Han havde i
alt Fald kæmpet ærlig for at gjøre det, og Bevidstheden om hans
Følelsers absolutte Haabløshed havde maaske tildels hjulpet ham
dertil.
Men nu kom det altsammen igjen med fornyet Styrke. --
Omsider var de sidste Landliggere og de sidste Badegjæster flyttede
ind til Byen, og Minna havde allerede en god Stund klaget over, at
hun kjedede sig ihjel i de ynkelige smaa Huller, der udgjorde deres
Sommerbolig. Naar man ikke havde Raad til at bo ordentlig, skulde man
hellere lade være at ligge paa Landet, sagde hun.
Saa flyttede de da hjem igjen. Den sidste Del af Sommeren var gaaet,
uden at han havde faaet noget videre bestilt, og det var paa Tiden,
at han atter tog alvorlig fat paa sit store Billede. --
Han malede flittig, efter at de var komne til Ro i deres gamle
Lejlighed, men hvor megen Umage han end gjorde sig for at fordybe
sig helt og holdent i sit Arbejde, kunde han dog ikke forhindre, at
hans Tanker med mere Haardnakkethed end nogensinde før vendte tilbage
til Margrethe Aaby eller lige saa ofte til Skuespillerinden ude paa
Forstadstheatret, saaledes at disse to smeltede sammen til én og
samme Skikkelse.
Et Par Gange prøvede han paa at nærme sig Minna, ligesom han vilde
søge Beskyttelse mod de Udskejelser, hans Fantasi tillod sig, men
Minna havde glemt sin alvorlige Gaaen i Rette med sig selv og viste
hans Tilnærmelser tilbage paa den gamle, saarende Maade.
Han blev tilsidst ked af sin frugtesløse Kamp og overtalte sig til at
tro, at han havde havt Ret i sin første Betragtning, og at han gjorde
bedst i at se denne Dobbeltgængerske endnu en Gang med lysvaagne Øjne
hellere end at lade hende regere uindskrænket i hans Fantasi. --
Det var en sex Uger efter den første Aften, han havde spaseret ud til
Forstadstheatret. Den mellemliggende Tid havde jaget den korte Sommer
paa Flugt. Løvet havde faaet det første gullige Anstrøg, og Bladene
hvirvlede med et melankolsk Suk ned mod Jorden, hver Gang Blæsten
sendte et skarpt Pust gjennem de ærværdige gamle Lindetrær. --
Men de mørke Aftener skræmmede ikke Folk fra at vandre i store Skarer
ud til Sommertheatret, hvis særlige Attraction var den aarlige
»Revue« med sine paa Øjeblikkets brændende Spørgsmaal møntede
Brandere.
Denne Sæson var Revuens Handling forlagt til Kina, og Theatrets ny
Primadonna optraadte i en af Hovedrollerne -- som Prinsesse af det
himmelske Rige. --
Endog ved at se hende i dette fantastiske Kustume følte han sig
betagen af den frappante Lighed. Han lagde Mærke til -- og det var
med en ubevidst Tilfredsstillelse -- at hun holdt sit Spil indenfor
visse, af en naturlig god Smag afstukne Grændser, hvor meget Rollen
end indbød til allehaande sceniske Udskejelser.
Der var over hendes Person og Optræden udbredt en kvindelig Anstand,
som traadte endnu stærkere frem i disse Omgivelser, og alligevel
forstod hun at spille saaledes, at hun helt og holdent erobrede det
stærkt blandede Publikum.
Bifaldet, der lød, naar hun havde sunget en af sine Viser, var
ligefrem bedøvende. Men hun tog imod det paa en fuldkommen rolig,
lidt ringeagtende Maade.
Henning bestræbte sig for at forstørre ethvert Træk hos hende, som