Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring - 13

Det kunde bruges. Henning aabnede sin Malerkasse, der var indrettet
til at gjøre Tjeneste som Staffeli paa samme Tid; tog Pensler og
Palet frem, men paa en langsom og mekanisk Maade -- ikke fordi han
følte sig oplagt dertil, men kun for at have noget at beskæftige sig
med.
Efterhaanden som han udførte Skitsen, fik Arbejdet mere Interesse
for ham. Og Smeden blev staaende derovre, saa udholdende, som om han
havde været en bestilt Model. --
Der gik et Par Timer. Kromanden havde en halv Snes Gange mindet ham
om, at Skinken og Æggene stod og blev kolde. Saa rejste han sig
omsider og pakkede sine Sager sammen.
Det var allerede begyndt at blive mørkt, og Luften var bleven mere og
mere overtrukken. Af og til slog nogle tykke Snefnug mod Vinduesruden.
Manden kom ind og spurgte, om Herren ønskede at overnatte i Kroen.
Det vilde vist ikke blive Vejr til at vende tilbage til Kjøbstaden,
og det var jo desuden allerede sent paa Dagen.
Henning betænkte sig et Øjeblik, men den samme stundesløse Uro, som
han havde følt hele Dagen, var atter kommen over ham. Han vilde
hellere vende tilbage til Hotellet for næste Morgen at rejse længere
nordpaa.
Lidt efter brød han op uden at høre paa Kromandens Forudsigelse om,
at det ganske sikkert vilde blive et forrygende Vejr ud paa Aftenen.
Herren gjorde meget bedre i at blive. --
Han havde næppe tilbagelagt en Fjerdepart af Vejen, før Snefoget
brød løs. Først med enkelte, stærke Vindstød og derpaa i stadig
heftigere Byger, indtil de samlede sig sammen til en alvorlig
Snestorm.
Det var nu helt mørkt, og Sneen, der piskede ham lige i Ansigtet,
blindede ham endnu mere, saa han maatte anspænde hele sin
Opmærksomhed for at kunne følge Vejen.
Han var kommen et godt Stykke ind i Kratskoven, hvor han hvert
Øjeblik tumlede mod et Træ eller en Busk. -- Saa længe han kunde
føle, om han havde den slagne Vej under sine Fødder, lykkedes det ham
endnu at famle sig tilbage til den rette Kurs, men efterhaanden som
Sneen lagde sig i tykkere Lag, blev det vanskeligere at styre efter
dette Spor.
Han vilde vende tilbage til Kroen, men kunde ikke længere finde
Vejen. Og han mærkede af den bløde Grund under Fødderne, at han paany
var kommen i en fejl Retning.
Trods det højst ubehagelige ved den Situation, hvori han befandt sig,
var der tillige noget latterligt ved denne Løben rundt i Mørket,
kæmpende med Træstammer og Krat, der hvert Øjeblik spærrede ham Vejen.
Skulde han være nødt til at strejfe omkring paa denne vanvittige
Maade, til det blev lys Dag? --
Blodet begyndte at banke i hans Tindinger, og han følte en svidende
Fornemmelse i Øjnene af den uafladelige Stirren ud i det endeløse
Mørke.
Saa faldt det ham ind, at naar han blev ved at gaa ligefrem, maatte
han i alt Fald omsider komme ud af Kratskoven. -- Havde han først
naaet aaben Mark, vilde det vel lykkes ham at finde et Hus, hvor han
enten kunde overnatte eller faa en Vejviser til den nærmeste Landsby.
Men at styre i en nogenlunde ret Linie, var ikke saa nemt, som han
troede. Skoven blev tættere, jo længere han kom frem, og han maatte
gjøre idelige Omveje for at bane sig Vej frem efter.
Hans Kræfter begyndte at slappes, men paa samme Tid fordobledes hans
Energi, indtil den blev som en Feber, der jog gjennem hans Blod. Han
begyndte at løbe -- stedse hurtigere -- uden at ænse de Hindringer,
han mødte, medens det hamrede og suste i hans Hoved, som om han
skulde blive forrykt.
Han havde ingen Forestilling om, hvor længe han havde fortsat denne
vilde Fart. Saa -- paa én Gang -- mærkede han, at Grunden skred bort
under hans Fødder; han følte et heftigt Stød, der fik det til at
flimre med en Masse Ildgnister for hans Øjne, og det forekom ham, at
han sank længere og længere ned i en bundløs Afgrund. --
* * * * *
Da han vaagnede, var det lys Dag. Han befandt sig i den samme Kro,
som han havde forladt den foregaaende Eftermiddag -- pakket ned
mellem nogle kæmpemæssige Dyner i et Monstrum af en Seng.
Erindringen om Snefoget og Vandringen i Mulm og Mørke over Stok og
Sten, indtil han til sidst ikke mere vidste af sig selv -- stod
taaget og uklar for ham. Han havde en hed, brændende Fornemmelse i
Hovedet, og det ringede uafbrudt ligesom med en Mængde smaa, skarpe
Klokker for hans Øren, men ellers mærkede han intet Ildebefindende,
der kunde være en Følge af Gaarsdagens Æventyr.
Hvorledes han atter var kommen hen i Kroen, vidste han ikke.
Udenfor Sengen stod et Bord, paa hvilket der var stillet en
Messingstage med et halvt udbrændt Lys. Han bankede med Stagen i
Bordpladen, indtil hans utaalmodige Kalden endelig blev besvaret, og
en bondeklædt Pige traadte ind.
»Næ -- se -- er Herren vaagnet,« udbrød den landlige Terne med
et saa stærkt Udtryk af Forbavselse, som om det var noget af det
allermærkværdigste, der kunde være hændet.
»Det var ellers farligt, saa han var kommen afsted,« tilføjede hun
godmodig. »Ja han kan da takke sin gode Lykke og Niels Olses Jens
for, at han slap saa vel fra den Tur. Det var aldrig gaaet godt, om
han var bleven liggende derude i det farlige Vejr.«
Henning spurgte om, hvordan han var kommen tilbage til Kroen.
Jo, se. Herren maatte være gaaet fejl af Vejen og trillet ned ad
Skrænten derovre ved Nøddebæk, tæt oven for Niels Olses Hus, for dér
havde de fundet ham saa død som en Sild. Og saa havde de bragt ham
hen til Kroen. Det var kun en lille Fjerdingvej derfra. Han maatte
ordentlig have turet omkring i Mørket. Da de var komne bærendes med
ham, havde han snakket en svær Mængde forvirret Tøjeri, og Husbond
vilde først have sendt Bud efter Doktoren, men han havde ikke rigtig
turdet sende nogen afsted i det slemme Vejr. Saa havde de puttet ham
i Seng for at se det an til den næste Morgen. Jo, nu skulde hun strax
kalde paa Husbond.
Henning bad om at faa sine Klæder; han fejlede ikke noget og ønskede
at staa op.
Pigen saa hovedrystende paa ham og gik bort for at opfylde hans
Forlangende.
Kromanden traadte ind med hans Klæder, der var blevne tørrede ved
Ovnen, og Henning holdt fast ved sit Forsæt om at staa op.
Han følte sig dog mere mat, end han havde troet, og et Par Gange
sortnede det for hans Øjne, saa han maatte holde sig fast ved
Sengestolpen. Men han vilde afsted alligevel.
Saa lod Kromanden spænde for uden at gjøre flere Indvendinger, men
han rystede betænkelig paa Hovedet, ligesom Pigen nylig havde gjort.
»Det var dog farlig, saa den Mand var bleg,« sagde han til sin Kone,
da han atter traadte ind i Stuen, efter at Vognen var kjørt. »Det
hang vist ikke rigtig sammen med den Kjøbenhavner, saa pæn han ellers
saa ud i Klæderne.« --
Vognen arbejdede sig møjsommelig frem gjennem det tunge Føre. Henning
havde faaet Kromandens Fodpose til Laans og hans tykke Pels ovenpaa
sin Vinterfrakke, men han frøs ikke des mindre, saa det isnede
gjennem ham.
Og paa samme Tid vedblev det at ringe inde i hans Hoved med en
besynderlig tom Lyd, ligesom der var gaaet noget itu derinde.
De snedækkede Marker og de tynde, forkrøblede Trær, der var plantede
langs Vejkanten, gled forbi ham med en underlig taaget Uvirkelighed.
Undertiden forekom det ham, at Markerne løftede sig op og pressede
ind paa begge Sider af Vognen, saa at den ikke kunde komme længere.
Men strax efter sænkede de sig igjen, saa dybt, dybt ned, at der kun
blev en ganske smal Strimmel tilbage, paa hvilken Vognen fór frem med
Fare for at styrte ned i det gabende Svælg, han bildte sig ind at se
paa begge Sider. --
De naaede Stationen et Par Minuter før Togets Afgang til Kjøbenhavn.
Henning skiltes fra den skikkelige Bondeknøs, der havde kjørt for
ham, gik ind og løste Billet, vandrede nogle Øjeblikke frem og
tilbage i Ventesalen, indtil Toget gled frem foran Perronen, og
Dørene blev aabnede, og tog saa Plads i en Kupé.
Han gjorde alt dette ganske rolig og afmaalt, og med Undtagelse af
den stærke Bleghed i hans Ansigt, vilde ingen have mærket noget
paafaldende hos ham. Derimod forekom det ham, at han handlede aldeles
mekanisk, uden at vide, hvad han foretog sig -- som om det var en
anden, usynlig Person, der ledede hans Bevægelser. --
Medens han sad alene i Kupéen -- det var et Godstog, og der var ikke
mange Passagerer med -- prøvede han paa at samle sine Tanker. Men det
var ham umuligt at komme paa det rene med, hvorvidt han først var
rejst ud samme Morgen og nu vendte hjem igjen, eller om han allerede
havde været flere Dage borte.
Med Undtagelse af denne underlige Forvirring følte han ikke noget
videre Ildebefindende. Kun det, at jo mere han tænkte, des mere
uklare og forvirrede blev alle hans Erindringer.
Og inde i Hovedet paa ham vedblev det at ringe med disse utallige
smaa, skarpe Klokker. --
Toget naaede Kjøbenhavns Banegaard. Han samlede sit Rejsetøj sammen,
forlod Kupéen, gik gjennem Ventesalen, raabte en Droske an, steg op i
Vognen og gav Kusken sin Adresse -- altsammen paa den samme mekaniske
Maade og med den samme Fornemmelse af, at det i Grunden slet ikke var
ham, men en helt anden Person, der besørgede det.
Da Drosken holdt udenfor hans Hjem, steg han ud og vilde tage
sin Portemonnai frem, men skjønt den som sædvanlig laa i hans
Benklædelomme, maatte han famle længe efter den, før han fandt den.
Han rakte Kusken nogle Penge -- hvor mange, vidste han ikke --
og Manden saa forundret paa ham, fordi Beløbet var en halv Snes
Gange større end det, han skulde have. Han troede aabenbart, at
hans Passager var beruset -- et Tilfælde, der jo ofte kan møde en
respektabel Droskekusk -- og han gjorde ham opmærksom paa, at der
var flere Penge, end Turen kostede. Men Henning nikkede blot med en
aandsfraværende Mine og vaklede gjennem Havelaagen, tværs over den
lille Have foran Huset.
Tjenestepigen, der havde set ham oppe fra Vinduet, lukkede op, men
fór angst tilbage _ved_ Synet af hans dødblege Ansigt.
»Aa Gud -- Herren er vist syg!« udbrød hun. --
Han hørte hende ikke, men tumlede ind i Atelieret, der laa til
venstre for Entréen. Pigen fulgte forskrækket bag efter.
Da han var kommen derind, blev han staaende nogle Sekunder og saa sig
om med et stirrende, tomt Udtryk i Blikket, som om han ikke kjendte
Stedet igjen. Pludselig løftede han begge Hænder op til sit Hoved --
der gik et skarpt, smertende Stik gjennem hans Nakke -- og han faldt
tungt om paa Gulvet. --


XX.

En tynd Solstraale listede sig ligesom frygtsomt hen over den
smeltede Sne, skinnede -- saa godt den kunde -- paa et Par
ungdommelige Vintergjække ude i Haven og krøb derpaa op ad Muren,
lige op til et Vindue i Stueetagen og lod den sidste Rest af sit Lys
glide ind mellem det halvt nedrullede Gardin og Vindueskarmen.
Solstraalen havde derefter endnu saa mange Kræfter tilovers, at den
kunde kaste et Par spredte Glimt paa Stuegulvet, men de naaede ikke
hen til en Seng, der stod med Hovedgjærdet op til Væggen lige over
for Vinduet.
Midt ude paa Gulvet var der opstillet et Staffeli med et stort,
næsten fuldført Billede. Det forestillede en Moder, der i den
heftigste Hjærteangst kaster sig over sin Søns afsjælede Legeme.
Henning havde forlangt at faa sin Seng flyttet ind i Atelieret, og
han vilde have Billedet staaende saaledes, at han kunde se det fra
det Sted, hvor han laa.
Naar Feberen var over ham, talte han uafladelig om dette Billede.
Den livløse Yngling, der var malet paa Lærredet, syntes ham at antage
lille Aages Træk, og han skreg i den heftigste Vaande, hvorfor
Skæbnen dog havde været saa grusom at lade Drengen leve, til han var
bleven en smuk og kjæk Yngling, for derpaa at strække ham kold og
stiv paa det uhyggelige Leje.
Til andre Tider bildte han sig ind, at det var sig selv, han havde
malet, og at den jamrende Kvinde, der havde kastet sig over hans Lig,
var Minna -- hans Hustru.
Men i de Timer, hvor han var ved sin Bevidsthed, laa han ganske
stille og saa hen paa Maleriet, medens der viste sig et glad Smil om
hans Mund. --
En Gang var Hans Frederik ude at se til ham. Den unge Skuespiller tog
sig Vennens haabløse Sygdom saa nær, at han for Tiden havde glemt
sine Citater af Alverdens ny og gamle Poeter. Han sad ved Siden af
Hennings Seng og trykkede af og til hans magre Haand, men ingen af
dem talte synderlig. Henning havde den Dag været mere aandsklar end
før under sin Sygdom.
»Du -- Hans Frederik« -- sagde den syge pludselig og tog fat i
Vennens Arm -- »sig mig -- men ærlig, forstaar du -- om du tror,
at det er sandt, hvad de andre fortæller -- at det -- der henne --
er godt? -- Jeg ligger og piner mig med den Ide, at de bare er saa
elskværdige at sige det, fordi jeg er syg. Og du ved ikke, hvor
gjærne jeg vilde lægge mig til at dø med den Bevidsthed, at jeg
virkelig havde været Maler -- ikke en, der havde fusket i en Kunst,
hvori han ikke havde noget at gjøre. -- Det vilde maaske faa mig til
at tro, at mit Liv havde været noget mindre mislykket ...« tilføjede
han sagtere.
»Aa -- Fanden i Vold med at dø,« sagde Hans Frederik paa en lidt
ukristelig, men ikke des mindre højst velment Maade -- »du kommer
dig saagu' nok, gamle Dreng, naar du bare lader være at ligge der
og snakke om et mislykket Liv. Hvad er det, der er mislykket? Ikke
det allermindste. De siger allesammen, at dit Billede bliver et af
de bedste paa Udstillingen -- hvad kan du saa forlange mere? Naa --
og hvad det andet angaar -- saa vil det jo ogsaa blive godt, naar du
først er bleven rask. Ikke sandt, Henning -- hun har víst i denne
slemme Tid, at hun kan være saa kjærlig og opofrende som nogen Hustru
-- brav og hæderlig har hun jo altid været -- hvad skulde der saa
være i Vejen for, at al Ting kunde blive godt mellem jer? -- Du ved,
at jeg i sin Tid har opgivet Theologien, fordi jeg principmæssig
hader Prædikener baade med og uden Præstekjole -- men jeg vil dog
sige dig, at I har al Grund til at betragte dette som en Lære, I vil
være taknemlige for i Fremtiden ...«
Henning saa paa ham med et varmt Blik og trykkede hans Haand.
»Du er en brav Fyr, Hans Frederik, og du mener mig det godt. Men
hvorfor vil du forsøge paa at bilde mig noget ind, som du ikke selv
tror paa? Du ved lige saa godt som jeg selv, at jeg ikke har mange
Uger tilbage. Og jeg forsikrer dig, at jeg tænker ganske rolig
derpaa. -- Naar jeg blot ved, at Minna og Drengen maa faa det godt.
Du kan være vis paa, Hans Frederik, at det er bedst saaledes. Der
ligger saa megen Svaghed og Halvhed bag ved mig, og jeg er kommen
til at stole saa lidt paa mig selv, at jeg sandsynligvis vilde bukke
under igjen for den første Hindring, der traadte mig i Vejen. --
Nej -- jeg vilde alligevel ikke i Længden du til at udrette noget
ordentligt.«
»Det har du ikke Lov til at sige« -- Hans Frederiks Stemme var
alvorlig og indtrængende -- »du har før víst, at du har en hel Del
Modstandsevne, og du har paa mange Punkter kæmpet ærlig -- vi er
allesammen mere eller mindre skrøbelige, gamle Ven, og derfor beror
der saa meget paa det Farvand, vi kommer til at sejle i. -- Der
var maaske ét Tilfælde, hvor du tog fejl -- ikke sandt? -- og det
stækkede dig lidt, men finder du for Fremtiden en Hustru, der er sin
Opgave voxen, og er du bleven lidt mere sikker paa dig selv, saa skal
du se, hvorledes det altsammen klarer sig for jer.«
»Men en saadan Hustru vilde Minna aldrig kunne blive mig,« svarede
den syge sagte. »Jeg agter hende -- jeg nærer lutter venlige og gode
Følelser for hende, og jeg føler en inderlig Medlidenhed med hende,
fordi ogsaa hendes Tilværelse er bleven ødelagt -- saa ung som hun
er. Men -- elske hende som en Mand skal elske sin Hustru -- det har
jeg desværre aldrig gjort, og en saadan Kjærlighed vilde aldrig kunne
vaagne mellem os. -- Og ser du, Hans Frederik« -- Hennings Stemme
var bleven stærkere og lød helt højtidelig i det stille Sygeværelse
-- »det har været vor største Synd, at vi giftede os med hinanden
uden den rette Kjærlighed, byggede vor Fremtid paa en letsindig og
overfladisk Følelse -- det har hævnet sig haardt paa os begge to. --
Det er en gammeldags Ulykke, mener du? Men den kræver stadig ny Ofre
...«
* * * * *
I mange, lange Nætter og Dage havde Minna vaaget ved hans Seng uden
at unde sig nogen Hvile eller finde Ro for alle de bitre og knugende
Tanker, der stormede ind paa hende.
Kunde det være muligt, at hun helt og holdent var Skyld i, at hans
Liv var blevet ligesom brudt over paa Halvvejen? -- Tanken vedblev at
jage hende som et truende Spøgelse og opfyldte hende med en uendelig
Kval. --
Hun mindedes, hvor frejdig og livsglad han havde været, da hun
havde lært ham at kjende for knapt sex Aar siden. Men lidt efter
lidt havde han forandret sig. Han havde mistet sit kjække Mod, var
begyndt at tvivle om sig selv, var bleven uoplagt til sit Arbejde. --
Den Overbærenhed og kjærlige Iver, han fra først af havde víst for
at indvirke paa hende, var bleven afløst af aabenlys Vrede og kold
Høflighed eller hyklet Venlighed, og tilsidst havde andre fortrængt
hende af hans Tanker, og det var endt med et fuldstændigt Brud mellem
dem. --
Havde hun virkelig forskyldt alt dette? Hun, der altid havde været en
retskaffen Kone, og som aldrig havde forsømt -- de ydre Pligter.
Javist -- men ogsaa kun dem. Og dog havde hun maaske holdt af ham paa
sin Vis.
Uden at hun selv vidste rigtig af det, havde det været Kilden til
en stadig Lidelse for hende at tænke paa, at noget andet -- om det
saa var hans Arbejde -- kunde faa Del i ham. Det havde ofte været
en saadan instinktmæssig Frygt, der havde gjort hende bitter og
opfarende.
Hun forstod nu, at det havde været en besynderlig Vej til at
fjærne Aarsagerne til denne Frygt, men hun havde ikke kunnet være
anderledes. -- Og desuden havde der ogsaa været Tider, hvor hun blev
saa trykkende kjed af de Forhold, hun levede i; hvor hun syntes, han
var hende ligegyldig, eller maaske ikke fandt ham mandig nok til, at
hun kunde bøje sin Vilje ind under hans. --
Men nu, da han laa for Døden -- og hun vidste, at Lægerne havde
sagt, at hans Sygdom var haabløs -- kom det altsammen med saadan en
forfærdelig Magt over hende. -- Alt det, hun havde forsømt, og som nu
aldrig kunde gjenoprettes.
Medens hun sad ved Sengekanten og stirrede paa hans voxagtige Aasyn,
der fortrak sig krampagtig under den Døs, hvori han laa, kom der en
dødelig Angst over hende, og hun jamrede over, at det ikke var hende
i Stedet for ham, som laa der og skulde til at dø, saa at hun kunde
være bleven fri for at leve med den frygtelige Tanke, at hun havde
ødelagt de bedste Aar af hans Liv, indtil Døden havde adskilt dem.
Om han nu slet ikke vaagnede; om hun aldrig skulde høre et forsonende
og tilgivende Ord af ham. --
Hun saa paa de indsunkne Tindinger, hvortil hans mørkebrune Haar,
der var blevet tyndt og afbleget under Sygdommen, klæbede sig fast.
Hans Øjelaag var ikke helt tillukkede, saa det saa' ud, som om Øjet
allerede var brustent, og paa begge Sider af Næsen viste der sig en
dyb, blaalig Fure, der gav Ansigtet et ligagtigt Udseende. --
Det forekom hende, at hun kunde se, hvorledes Dødens Skygger lagde
sig tættere og tættere over hans Træk, og hendes Angst voxede, saa
hun til sidst skreg hans Navn frem.
Han lukkede langsomt og besværlig Øjnene op og vilde række sin Haand
hen imod hende. Hun kastede sig i vild Fortvivlelse over Sengen.
»Henning -- Henning -- kjender du mig ikke?«
Han nikkede og prøvede paa at smile til hende.
»-- Henning -- du maa ikke dø -- hører du ... jeg har saa meget at
gjøre godt mod dig -- Aa Gud -- aa Gud --!«
»Vær ikke saa urolig, Minna« -- sagde han. »Det bliver nok bedre for
os begge to.«
»Henning -- Henning -- er jeg Skyld i det alt ... altsammen? Kan du
sige mig et eneste forsonende og tilgivende Ord!«
»Stakkels Minna« -- han lagde sin Haand paa hendes smukke,
gyldenblanke Haar -- »det er vel kun den mindste Del af Skylden, der
er din. Hvad kunde du gjøre for, at der har været saa lidt Tømmer i
mig, og at vi har passet saa daarlig for hinanden. ... Lov mig blot«
-- han trak hende nærmere hen til sig, saa hans Aande strejfede
hendes Kind -- »lov mig, at du vil opdrage Aage, saa der kan blive
baade en god og en stærk Mand af ham. Lad ham ikke blive saa vag og
blød, som jeg har været, Minna ... det er en stor Ulykke ...«
»Fa'er -- lille gode Fa'er!« kaldte en Barnestemme udenfor
Atelierdøren. -- Men den syge hørte det ikke. Han var falden tilbage
paa Puden og havde lukket de tunge Øjelaag. -- --
Solstraalen, der før havde kigget saa beskeden ind, bredte sig i en
gylden Strøm tværs over Gulvet, helt hen til Sengen. Og udenfor i
Alléen, hvor Træerne begyndte at knoppes, fløj en Spurvefamilie til
Vejrs med en lystig Kvidren om Liv og Foraar. --