Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring - 12

ærbødige Blik, og det var _det_, der blev hende helt utaaleligt.
Hun lagde Mærke til, at han havde et fyldigt, mørkt Haar, der
skyggede over en intelligent Pande, og hans Adfærd var anderledes end
det øvrige Publikums.
Han saa i alt Fald ikke ud til at være kommen for at more sig over
Komedien.
I enkelte Øjeblikke kunde hans Nærværelse have en saa hidsende
Virkning paa hende, at hun bildte sig ind, at han var en
legemliggjort Bebrejdelse, fordi hun havde trukket sit Talent ned til
at spille i disse Omgivelser, selv bortset fra, hvor hæderlig hendes
Bevæggrund var. --
Og det underlige, ligesom bedrøvede Udtryk, der undertiden var i
hans Øjne, kunde godt tydes som en Bebrejdelse. Hun ønskede med en
Heftighed, som forbavsede hende selv, at denne gaadefulde Tilskuer
vilde blive borte.
Men en Aften, da han ikke var der, greb hun sig selv i hvert Minut
at se derned, om han ikke kom. Hun syntes at føle sig endnu mere
urolig ved hans Fraværelse, end hun ellers plejede at være, naar han
var til Stede. Hun harmedes over sig selv, at hun, den praktiske
og klarhovedede Laura, kunde sysselsætte sig saa meget med disse
Dumheder.
Saaledes var der gaaet en fjorten Dage, da hun en Aften, lige før hun
skulde tage hjem, blev kaldt ind i Direktørens Værelse og dér for
første Gang traf den ubekjendte.
Synet af ham var saa uventet, at hun havde Møje med at skjule sin
Forvirring, men hun var allerede saa meget Skuespillerinde, at hun
havde lært den Kunst at beherske sit Ansigt. Ikke des mindre havde
hun skyndt sig bort saa hastig, det lod sig gjøre, uden at det blev
paafaldende. --
Den næste Morgen modtog hun Direktørens Billet, hvori han anmodede
hende om at indfinde sig i hans private Bolig, for at det omtalte
Portræt kunde blive taget af hende. En af vore mest ansete Kunstnere,
skrev Direktøren, havde lovet at vise Theatret den Opmærksomhed at
udføre dette Arbejde.
Laura vidste, at det maatte være ham. Et Øjeblik tænkte hun paa at
vægre sig ved at sidde for ham. Men strax efter faldt det hende ind,
at det jo vilde være en Latterlighed. Hende kunde det jo komme ud paa
ét, hvem der malede Portrætet.
Saa gik hun derud.


XVII.

Sommeren var bleven til Efteraar og Efteraaret til Vinter. Det
lille Forstadstheater havde for længe siden lukket sine gjæstmilde
Porte, og Personalet -- hele Flokken med Undtagelse af den fejrede
Primadonna -- var atter paa Vandring.
Laura var ikke kommen til at debutere paa det kgl. Theater. Det
Løfte, man havde givet hende, var blevet taget tilbage under
forskjellige intetsigende Paaskud, men hun forstod meget godt,
at den virkelige Grund, der laa bag ved, var hendes Optræden paa
Sommertheatret.
Hvor dygtig hun end kunde være, holdt man det aabenbart alligevel for
at være mindre overensstemmende med »det kongeliges« Værdighed at
aabne sine hellige Haller for en Skuespillerinde, der kom direkte fra
en Scene af saa tvivlsom Rang.
Under Haanden lod man hende forstaa, at hun i alt Fald burde vente
nogen Tid, og hvis hun derefter endnu holdt fast ved sit Ønske om at
debutere paa den nationale Skueplads, kunde hun jo paa ny henvende
sig til rette Vedkommende.
Til alt Held for hende var Direktøren for et af Privattheatrene mere
fordomsfri, og hun fik uden Vanskelighed Engagement, om just ikke paa
synderlig glimrende Vilkaar.
Den Virksomhed, der aabnede sig for hende, tilfredsstillede hende saa
temmelig. Hun fik strax i Begyndelsen af Sæsonen et Par gode Roller
og satte sig hurtig fast i Publikums Gunst. Fremtiden syntes at ligge
lysere for hende, end hun havde turdet haabe i mange af de forløbne
strænge Aar.
Men der var ét Forhold, der greb stærkere ind i hendes Liv end alt
det øvrige. -- Det tilfældige Bekjendtskab med Henning var blevet
fortsat fra den Dag, de første Gang mødtes ude hos Theaterdirektøren.
I Stedet for at male hendes Portræt som Hurtigmaleri, hvad der havde
været mere end godt nok til det Brug, der skulde gjøres af det, havde
han udført Skitsen meget omhyggeligere, end det var nødvendigt, og
i den Anledning havde de truffet hinanden flere Gange i Direktørens
private Bolig.
Men da Henning ikke længere kunde finde noget rimeligt Paaskud til
at fortsætte dette Arbejde, havde han bedt om at maatte male et
virkeligt Billede af hende, og hun var efter en kort Kamp med sig
selv gaaet ind derpaa.
Paa den Maade havde han faaet sin Gang i hendes Hjem.
Det gik langsomt frem med Portrætets Fuldendelse, thi det var kun
i Ny og Næ, hun havde Tid til at sidde for ham, men imidlertid
udvikledes Forholdet mellem dem saa meget hurtigere.
Han var altid hensynsfuld og ærbødig, men der var tillige noget
tilbageholdende, næsten ængsteligt i hans Maade at være paa, som hun
ikke rigtig kunde forstaa, og som undertiden kastede en Skygge over
den Glæde, hun var sig bevidst at føle, naar hun var sammen med ham.
Han talte aldrig om sine egne Forhold; undgik endogsaa enhver
Hentydning til dem, og dog syntes denne Tilbageholdenhed at være hans
Natur imod og ligesom kunstig fremtvungen.
Hun gættede paa alle andre Aarsager dertil end den virkelige, og hun
var for fintfølende til at gjøre ham noget Spørgsmaal, der kunde
synes paatrængende.
Han havde for sit Vedkommende med hver Dag fundet flere
Lighedspunkter mellem hende og Margrethe, og han havde en Fornemmelse
af, at det var hans gamle Kjærlighed, han dyrkede i Lauras Skikkelse.
Det var den samme Følelse, han havde havt overfor Margrethe: han
ligesom voxede sig større og bedre i hendes Nærhed. -- Og han kunde
vel trænge til det, thi Bevidstheden om det dobbelte Hykleri, han
gjorde sig skyldig i, laa tungt paa ham. --
Han havde utallige Gange besluttet at fortælle Laura, at han
var gift, men opsat det med en instinktmæssig Uvilje fra Dag til
Dag. Og hvad der i Førstningen af deres Bekjendtskab vilde have
været den naturligste Ting at meddele hende, blev tilsidst til en
betydningsfuld Tilstaaelse, som han indsaa vilde forandre Forholdet
mellem dem fuldstændig.
Han mærkede, hvorledes Grunden veg mere og mere bort under ham, og
dog havde han ikke Viljekraft nok til at trække sig tilbage. Jo mere
tillidsfuld hun blev i sin Adfærd mod ham, desto heftigere blev hans
Selvbebrejdelser.
De kunde undertiden opfylde ham med en feberagtig Uro, der holdt ham
borte, netop naar han allermest længtes til hende. --
Hjemme var han bleven en afgjort Hykler. Han forstilte sig venlig og
opmærksom mod Minna, gav hende Ret i hendes værste Urimeligheder for
at faa hende i nogenlunde taaleligt Lune, saa han kunde slippe bort
uden at vække Mistanke eller blot faa Lov til uforstyrret at fordybe
sig i alle de modstridende Følelser, der kæmpede i hans Sind.
Under disse Omstændigheder var det blevet hen ved Slutningen af
Efteraaret.
Henning var paa Vejen til Lauras Hjem, som han ikke havde besøgt i
nogle Dage, fordi hun havde været saa optagen af Prøver paa Theatret,
at hun ikke havde havt Tid til at sidde for ham.
Han var -- uden nogen bestemt Grund -- i en friskere Stemning, end
han havde været i lang Tid, og det er jo en gammel Kjendsgjerning,
at den samme Ting, der kan se saa forfærdelig sort ud, naar man
betragter den med et tungt Sind, kan blive helt fornøjelig eller i
alt Fald helt uskyldig, naar den ses i et lyst Øjeblik.
Det forekom ham, at han i sin sygelige Sindsstemning havde gjort sig
Bekymringer, som han godt kunde spare sig.
Hvad havde han i Grunden at bebrejde sig? At han malede en ung Piges
Portræt, uden at hans Kone vidste noget om det -- det var da ingen
Forbrydelse mod Samfundet eller Familielivet.
Og desuden -- Minnas og hans Forhold var jo for længe siden haabløst
opgivet. Kunde det slæbe sig hen i sin daglige Skure uden altfor
skarpe Sammenstød, saa maatte de allerede være taknemlige.
Men hvad den unge Pige angik? -- han havde jo ingen Forpligtelse til
at meddele hende, om han var Ungkarl eller Ægtemand, lykkelig eller
ulykkelig gift -- noget, som det maaske slet ikke interesserede hende
at faa at vide. -- --
Laura og hendes Forældre boede ude ad Nørrekanten. Efter at den unge
Pige havde faaet Engagement ved et af Hovedstadstheatrene, havde de
set sig i Stand til at leje en noget større Lejlighed end den, de
hidtil havde beboet, og Laura forstod til Fuldkommenhed den Kunst
med meget smaa Midler at give Hjemmet et tiltalende Præg af Smag og
Hygge.
Det var hen ad Middag, da Henning gik derud -- paa den Tid, hun
plejede at være kommen fra Prøve. I Dag var hun imidlertid ikke
hjemme, men Hr. Schmidt, der lukkede op, mente, at hun maatte strax
komme, og Henning sagde, at han vilde vente. Saa kunde han arbejde
lidt paa Billedet saa længe.
Men da han kom ind i Dagligstuen, var Staffeliet med Lauras halvt
fuldførte Portræt, der ellers stod foran det ene Vindue, forsvundet.
Han antog, at Laura af en eller anden Grund havde gjemt det eller
flyttet det ind i et andet Værelse. Maaske for at hendes Moder
skulde se det. Og han spurgte Hr. Schmidt, der var fulgt med ind i
Dagligstuen, om Staffeliet ikke kunde blive flyttet ind paa sin gamle
Plads.
Hr. Schmidt saa forundret paa ham.
»Men Guds Død, Hr. Bentsen, er Portrætet da ikke kommet ud til Dem?
Det, troede jeg, var Meningen, da Laura pakkede det ind og sendte det
afsted i Formiddags, før hun gik til Prøve.«
»Til mig?« spurgte Henning meget overrasket. »Det maa være en
Misforstaaelse. Er De ogsaa vis paa, at Deres Datter har sendt det
bort?«
»Ja saagu' er jeg vis paa det, kjære Ven. Men der har vi Pigebarnet,
saa kan De selv spørge hende om, hvordan det hænger sammen.«
Der blev ringet paa Entrédøren, og Hr. Schmidt gik ud for at lukke
op. -- Henning kunde ikke begribe, hvorfor Laura skulde have sendt
det ufuldendte Portræt hjem til ham. Var hun bleven vred over noget?
Hun tog sit Overtøj af i det tilstødende Værelse, og før han kunde
faa Tid til at udgrunde det, der forekom ham som en uløselig Gaade,
traadte hun ind. Han kunde strax se, at der var hændet noget, siden
de sidst havde talt sammen.
»Har De sendt Deres Portræt hjem til mig, Frøken Schmidt?« spurgte
han lidt tøvende.
»Ja,« svarede hun, uden at undgaa hans Blik.
»Men hvorfor? -- jeg forstaar det ikke. Har jeg mod min Vilje givet
Dem Grund til at blive vred paa mig?«
»Ja -- paa en vis Maade -- De har ikke været ærlig mod mig. --
Hvorfor har De -- i al den Tid, vi har kjendt hinanden -- aldrig
omtalt, at De var gift?«
Hun pressede Spørgsmaalet lidt haardt frem, som om hun følte, at hun
kunde røbe mere, end hun vilde.
»Hvorfor jeg aldrig har omtalt det,« svarede han usikkert. »Det ved
jeg ikke -- det er tilfældigt. Jeg tænkte, at det ikke kunde have
nogen Interesse for Dem at vide det.«
»Nej -- De skjulte det forsætlig, og -- det vedkommer jo ikke mig ..
Men Deres Hustru har ikke vidst, at De kom her -- at De malede et
Portræt af mig -- vel? Det har hun ikke?«
Rødmen paa hendes Kinder blev stærkere, og hun rystede nervøst paa
Haanden.
Han stod skamfuld foran hende som et Menneske, der gribes i Usandhed.
»Nej,« svarede han, »min Hustru har ikke vidst det, men Grunden
dertil kan jeg ikke forklare Dem. Kun maa De være vis paa, at jeg
ikke har tænkt noget ondt derved ...«
»Men De maa kunne forstaa, at De har krænket mig ved denne
besynderlige Hemmelighedsfuldhed. Hvad har bevæget Dem dertil? ...
Jeg troede saa godt om Dem ...«
Hendes Læber dirrede, og hun maatte gjøre Vold paa sig selv for at
holde Taarerne tilbage.
»Laura!« -- Han vilde tage hendes Haand, men hun trak den heftig til
sig. -- »De maa ikke have blot den svageste Skygge af Mistro til mig!
Jeg sværger Dem til, at jeg aldrig har næret en Tanke, der kunde være
saarende for Dem. Det er maaske urigtigt, taabeligt, eller hvad De
vil kalde det, at jeg har ladet Dem være uvidende om mine personlige
Forhold, men det retfærdiggjør ikke den Vrede, som De viser mig i
dette Øjeblik. -- De ved ikke, hvor meget De bedrøver mig dermed.«
Hans Stemme var blød og indtrængende. Hun vendte Hovedet bort, og det
varede lidt, før hun svarede.
»Det er vel heller ikke mig, men Deres Hustru, der har mest Grund
til at føle sig krænket. Derimod kan jeg bebrejde Dem, at De paa en
Maade har ... draget mig ind i en Usandhed -- ja, det baade harmer og
saarer mig.«
»Men De, Laura, er jo i hvert Fald uskyldig i min Mangel paa
Oprigtighed,« sagde han. »Og det kan ikke for Alvor være Deres
Mening, at De vil bryde vort Venskab -- lov mig, at De ikke vil det!«
»Jo -- mellem Dem og mig maa det være forbi. Men før vi skilles,
forlanger jeg af Dem, at De skal give baade Deres Hustru og mig den
Oprejsning, at De ærlig fortæller hende om vort Bekjendtskab -- deri
vil De handle baade klogt og hæderlig.«
Han syntes ikke at høre det sidste, hun sagde, men kun de Ord:
»Mellem Dem og mig maa det være forbi!« Han saa paa hende med et
Blik, saa sorgfuldt og bedende, at hun igjen, ligesom ængstelig,
vendte sig halvt bort.
»Saaledes maa og kan vi ikke skilles,« sagde han. »Jeg har været saa
lykkelig ved at kjende Dem. De ved ikke, hvor meget De har været for
mig ...«
»Lad os ende denne Samtale, Hr. Bentsen. Jeg kan og vil ikke træffe
Dem oftere. Men vil De have, at jeg skal skilles fra Dem med
uforandret Venskab, saa opfylder De mit Ønske og fortæller Deres
Hustru, hvorledes De har gjort mit Bekjendtskab.«
Han rystede paa Hovedet.
»Hvis det kan bidrage til, at De vil dømme mildere om mig,« svarede
han langsomt, »skal jeg opfylde Deres Forlangende. Men jeg tror ikke,
det vil gavne nogen. Min Hustru er ... barnagtig« -- han famlede
lidt efter Ordet og tilføjede nølende: »og hun vil optage en saadan
Forklaring paa en hel anden Maade, end De tænker Dem.«
»Men hun faar det alligevel at vide -- hvis hun ser mit Portræt, som
jeg har sendt hjem til Dem i Dag. -- Og jeg lod nogle Ord følge med,
som jeg maaske ikke burde have skrevet. Det var overilet handlet af
mig ...«
Der syntes at fare en Tanke gjennem hende, og hun udbrød hastig:
»Men der kan da ikke opstaa nogen Misforstaaelse deraf? Man kan ikke
mistro Dem eller mig for noget ondt -- kan man vel?«
»Nej, ikke Dem -- hele Skylden er jo min, og jeg lægger kun ringe
Vægt paa, hvorledes min Handlemaade bliver bedømt.«
»Men husk -- det er Deres Hustru, om hvem det gjælder, at hun ikke
ser Dem i et falsk Lys.«
»Aa -- det vil ikke forandre Forholdet synderlig,« svarede han
bittert.
Hun saa næsten forskrækket paa ham, som om de faa Ord havde været nok
til at forklare hende alt. --
»Er det virkelig Deres Alvor, at det skal være forbi mellem os?«
spurgte han efter en kort Pavse.
»Ja. Nu mere end før,« svarede hun sagte.
»Saa er det altsaa sidste Gang, vi ses?«
»Ja -- ja, det maa være saaledes.«
Han rakte hende Haanden, og hun modtog den.
»Farvel -- og Tak for den korte, lykkelige Tid.«
Han gik langsomt ud af Stuen; hun blev staaende ubevægelig paa samme
Sted, indtil hun hørte sin Fader lukke ham ud.
Saa skjulte hun pludselig Ansigtet i sine Hænder og brast i Graad.


XVIII.

Minna stod i sin fulde Højde foran ham -- bleg og med Ansigtet
ligesom fortrukket af Smerte.
»Og denne Gang er det din faste Beslutning?« sagde han med tilkæmpet
Fatning.
»Ja -- vi vil begge være bedst tjente dermed,« svarede hun haardt.
»Maaske du har Ret. Værre end vi har havt det de sidste Aar, kan vi
næppe faa det. Men Aage ...?«
»Hvis du gjør Fordring paa det, maa du beholde ham. Ikke en Gang for
hans Skyld vil jeg leve sammen med dig.«
»Glem ikke, at du ogsaa har Skyld i, som det er gaaet. -- Havde du
villet, kunde meget have været anderledes. Jeg siger det ikke for
at besmykke min Uret eller for at overtale dig til at forandre din
Beslutning, men fordi jeg ønsker, at du skal erkjende Sandheden lige
saa fuldt, som jeg gjør det.«
»Aa ja -- jeg gjør mig ikke bedre, end jeg er,« svarede hun med
skærende Bitterhed. »Jeg ved nok, at jeg ikke har været synderlig
blid eller hensynsfuld mod dig. Det ligger nu en Gang ikke i min
Karakter at være det. Men en ærlig og hæderlig Kone har jeg været,
mens du har fæstet dit Sind til andre og hyklet Venlighed mod mig. Du
har krænket mig saa dybt, som nogen Hustru kan blive krænket af sin
Mand.«
»Men tror du ogsaa, det vilde være sket, hvis du havde bestræbt dig
for at blive den rette Hustru for mig?« udbrød han. -- »Der har været
en Tid, hvor du let kunde have gjort mig til en god Mand. -- Jeg
advarede dig en Gang om, hvad Enden kunde blive.«
»Men du, som Manden, maatte naturligvis være den klogeste og
stærkeste. Det er sørgeligt, at du ikke har været det. Jeg har mistet
den sidste Rest af Agtelse og Tillid til dig, og jeg vilde skamme mig
over mig selv for hver Dag, jeg længere levede under Tag med dig.«
Henning saa med et bedrøvet Blik paa hende og drog dybt efter Vejret.
»Jeg skal ikke gaa i Rette med dig for de stærke Udtryk, du bruger,«
sagde han. »Denne Strid om, hvem af os der har den største Skyld, er
og bliver ørkesløs«. -- Han fór med et forpint Udtryk med Haanden hen
over Panden og vedblev saa: »Jeg ved desværre kun altfor godt, hvor
meget jeg har fejlet, og hvilken Uret jeg har begaaet mod dig. Lad os
ikke spilde flere Ord derpaa. Jeg giver dig jo Lov til at handle,
som du vil, og erkjender, at jeg har forspildt min Ret til at bevæge
dig til at forandre din Beslutning. Men lad os i det mindste skilles
uden flere haarde og saarende Ord.«
»Og Aage --?« spurgte hun lidt forvirret.
»Da jeg intet har at bebrejde dig i dit Forhold som en retskaffen
Kone -- saa er det rimeligt, at Drengen bliver hos dig. Maaske du vil
lade ham besøge mig en Gang imellem ...«
Han tvang med Magt Ordene frem i en rolig Tone. Saa vendte han sig
pludselig om og gik hurtig ud af Stuen.
Hun gjorde en Bevægelse, som om hun vilde standse ham, men lod i det
samme Armene synke ned.
Nej -- det maatte have en Ende. Dette sidste, der var kommet mellem
dem, kunde hun ikke glemme. Han havde jo desuden en Gang sagt til
hende, at hun ødelagde og forgiftede hans Liv -- og det var maaske
sandt, thi hun havde ikke holdt af ham, som hun skulde. Og nu vidste
hun, at hun havde mistet enhver Plads i hans Hjærte -- nej, det
_maatte_ være forbi mellem dem, om hun saa bag efter skulde komme til
at græde Blod derover. --
Henning var gaaet ud, og da han kom hjem sent ud paa Aftenen, var
Minna taget bort med Drengen -- hjem til sin Moder.
Han gik ind i Sovekammeret, hvor Minnas og Barnets Senge stod. Paa
Sengestolpen hang endnu en af Aages smaa Bluser, som de havde glemt
at faa med. Og midt paa Gulvet stod hans Hest og Vogn; Tømmen var
bunden fast til et af Stolebenene.
Det forekom ham, at Minna og Aage endnu maatte være i Huset. Et
Øjeblik bildte han sig ind, at han hørte Drengens friske Latter i
det tilstødende Værelse. Han vidste, at det var en Indbildning, men
lukkede alligevel Døren op og saa ind i den tomme Stue. --
Alene. Det var altsaa omsider blevet Enden paa det. -- Og dog ikke
andet, end hvad han saa tit havde ønsket.
Men alligevel knugede han sine knyttede Hænder mod Panden, medens han
gik op og ned ad Gulvet uden at kunne faa Ro paa sig -- og blev ved
at gaa saaledes, rastløst frem og tilbage, indtil det første Dagskær
brød ind i Kammeret.


XIX.

Noget før eller senere maatte jo komme ud paa ét. -- Det var saa
længe siden, de var komne til Erkjendelse om, at deres Samliv var
uholdbart, og de havde hver paa sin Vis lidt saa meget, at de troede,
at en Skilsmisse vilde blive en Befrielse for dem.
Denne samme Betragtning havde foresvævet dem begge. Men nu, da
Skridtet var gjort, mærkede de, at der dog endnu var noget, der
gjorde dem ondt, trods det, at Baandet var løsnet.
Hvor meget de end havde været til Plage for hinanden, var der to
Tilknytningspunkter, hvis Betydning de havde undervurderet. Barnet,
som de begge elskede, og Hjemmet, som de havde vænnet sig til at leve
i. Men Kløften mellem dem var altfor dyb til, at de kunde tænke paa
at gjøre Skridtet tilbage.
Henning var maaske den, der led mest, thi han følte sig mest ene. Han
havde gjenvundet sin Frihed, men han vidste ikke længere, hvad han
skulde bruge den til.
Og hans Søn? Han savnede undertiden Barnet saa haardt, at han blev
sjælesyg af Længsel efter det.
Til sine Tider kunde han med et Slags Raseri kaste sig over sit
Arbejde; i andre Øjeblikke var han fuldstændig uskikket til at
bestille noget. Dage igjennem lukkede han sig inde i sit Atelier
eller strejfede omkring langt borte fra Byen, sky for Synet af andre
Mennesker.
Derpaa kunde det pludselig falde ham ind at opsøge de lystigste af
sine Kammerater, være med til støjende Gilder, hvor han var den
kaadeste af Flokken, men kun for strax efter at synke hen i en sløv
Tungsindighed.
Lænken var bristet, men Saarene, den havde efterladt, kunde han ikke
faa helede.
Han vilde glemme de mislykkede Aar, der laa bag ved, og som vedblev
at tynge paa ham. Han besluttede at trække saadanne Vexler paa sine
Kræfter, at der ikke blev en Tanke tilovers til Fortiden.
Med dette Forsæt tog han atter fat paa Maleriet. Han havde faaet en
Kjøber til sit store Billede: »Enkens Søn«, der skulde være færdigt
til den næste Foraarsudstilling. Men for ogsaa at være sysselsat om
Aftenen lærte han sig at radere og udførte nogle Kopier af sine egne
Billeder.
Saa snart han følte sig træt af Arbejdet, tog han bort paa lange
Udflugter midt i Vinterdagenes Slud og Kulde, for ikke at faa
Stunder til at falde hen i de gamle Grublerier.
Der var kommet en feberagtig Uro over ham. Han tvang sig til
uafladelig Virksomhed, med en Følelse af, at den første Gang, han
hørte op dermed, vilde han synke sammen for ikke at rejse sig mere.
--
Det var i den første Halvdel af Vinteren, et Par Dage før Jul.
Henning havde i flere Dage ikke forladt sit Atelier og havde nægtet
sig hjemme for sine Kammerater.
Det var ganske pludselig, han kom til at tænke paa, at det var ved
Juletid. Han saa Kaptajnens Oppasser -- i Villaen overfor -- komme
slæbende med et Grantræ, ledsaget af sit Herskabs lille Søn. --
Det mindede ham om den ensomme Jul, der ventede ham, og det mindede
ham tillige -- ligesom saa mange andre ubetydelige Ting gjorde det
hver eneste Dag -- om Aage, hvem han kun saa i Ny og Næ, naar Minna
efter den trufne Overenskomst sendte Drengen ud i Besøg til ham.
For at blive disse Tanker kvit besluttede han at tage bort fra Byen,
indtil Julen var forbi. Han havde ingen Venner paa Landet, som han
skjøttede om at besøge, men han kunde jo tage Ophold i en eller anden
Kro og maaske med det samme male nogle Studier.
Det var i alt Fald bedre end at blive hjemme, hvor der var saa trist
og ensomt.
Med den feberagtige Ivrighed, hvormed han i den sidste Tid havde
vænnet sig til at udføre enhver ny Beslutning, gav han sig til at
pakke en Haandkuffert og gjøre sin Malerkasse i Stand. Han vilde tage
afsted næste Morgen med et af de første Tog. --
Fra den blaa, frostklare Luft kastede Vintersolen sine Straaler
paa Træerne i Alléen, der stod som overdryssede med det fineste,
kridhvide Pudder. En Flok Krager kredsede muntert skrigende omkring
de nøgne Trætoppe. Folk vandrede med rødmussede og fornøjede Ansigter
gjennem Alléen, hvor Sneen knirkede under deres Støvlesaaler,
medens deres Aande formede sig som smaa, lette Skyer i den kolde
Luft. Bybude kom traskende med store Pakker eller slæbende med
kæmpemæssige Grantræer. Børn løb til Skole med glædestraalende
Miner i Bevidstheden om, at det var den sidste Skoledag, før Ferien
begyndte.
Paa Banegaarden var der Trængsel af Folk, der skulde afsted med Toget
for at fejre Julen hos Slægt og Venner paa Landet. Og allesammen saa'
de saa tilfredse og fornøjede ud.
Der var en evindelig Løben frem og tilbage i Vestibulen og en Puffen
og Støden for at faa Rejsetøjet indskrevet, men det skete altsammen
med den godmodigste Mine af Verden. -- Man havde bare saa frygtelig
travlt.
Saa gled Toget endelig langsomt hen ad Skinnerne, og Folk, der blev
tilbage, nikkede og smilede og viftede med Lommetørklæder.
Henning sad i et Hjørne af Kupéen. De glade Mennesker og den livlige
Snakken rundt om ham gjorde hans Ensomhed endnu føleligere. Han trak
Vejret lettere, da de var komne et Par Mil bort fra Byen, og Toget
bruste frem gjennem det stille, vinterklædte Landskab.
Marker og Kjær laa glindsende hvide i det friske Sollys; fra
Bøndergaardenes Skorstenspiber steg Røgen lodret til Vejrs,
fortællende om Travlheden i Køkkenet med at træffe de sidste
Forberedelser til Julemaaltiderne. Langt ude i Horisonten tegnede
Skovbrynet sig i et skarpt Omrids mod den mørkeblaa Luft. --
Han steg ud af Toget ved en Mellemstation midtvejs paa
Banestrækningen. Han havde intet bestemt Maal for sin Udflugt og
kunde ligesaa gjærne slaa sig til Ro det ene som det andet Sted.
En Dreng, som han traf udenfor Stationsbygningen, bar hans Tøj op til
Gjæstgivergaarden.
Han bestilte Frokosten bragt op paa sit Værelse og satte sig hen ved
Vinduet og saa' ud paa den lange, snævre Kjøbstadgade, der bugtede
sig saa stille og øde mellem de lave Huse, at den for den Sags Skyld
gjærne kunde have tilhørt en uddød By.
Det var i Grunden et fortvivlet Indfald at rejse paa Maa og Faa ud
i Landet. Han havde vistnok gjort bedre i at slaa sig sammen med
nogle af sine Kammerater og holde Jul med dem paa gammel Ungkarlevis.
Paa den Maade vilde det maaske bedre være lykkedes ham for nogle
Øjeblikke at glemme det, som nu en Gang ikke kunde være anderledes.
Kakkelovnen i det Gjæstekammer, der var blevet anvist ham, røg. Han
maatte ringe en halv Snes Gange paa Stuepigen, før hun kom op og fik
Ilden til at brænde. Hun undskyldte sig med, at de havde saa travlt
i Anledning af, at Byens broderlige Skydeselskab vilde samles første
Juledag til et Fællesmaaltid paa Hotellet.
Værelsets Uhygge og den dorske Stilhed, der herskede omkring ham,
blev tilsidst helt utaalelig. Han tog sin Malerkasse og besluttede at
vandre til Fods op til en Landsby, der var bekjendt for sin smukke
Beliggenhed ved Skov og Sø -- en halvanden Mils Vej fra Kjøbstaden.
--
Vejret havde imidlertid forandret sig. Luften, der om Morgenen havde
været klar og sollys, var bleven overtrukken med graa, snetunge
Skyer, og nu og da kom der et kort, skarpt Vindpust.
Han lagde ikke Mærke dertil, men gik hurtig frem ad Landevejen, der
først snoede sig et Stykke mellem aabne Marker og derpaa førte tværs
igjennem en Kratskov, fra hvilken man ad en Bivej kunde naa Landsbyen.
Der var en lille tarvelig Kro, lige over for Smedien. Hammerslagene
lød kraftige og taktfaste ud paa den stille Vej. Udenfor
Krostuedøren gik nogle kaglende Høns og skrabede i Sneen. --
Henning gik derind.
Det lave, firkantede Rum, med en Bjælke tværs under Loftet, var
indrettet halvt som Skjænkestue, halvt som Kjøbmandsbod. Den ene
Længdevæg var skjult af Hylder og Rum, fyldte med forskjellige
Handelsvarer, og adskilt fra den øvrige Del af Stuen ved en bred,
fyrretræsmalet Disk. Den modsatte Væg optoges af en Slagbænk med Bord
foran.
Henne i et Hjørne stod en gammeldags Bilæggerovn af ualmindelig
svære Dimensioner, fra hvilken der udstraalede en osende Varme, som
blandede sig med Lugten af røget Flæsk og Spegesild.
Stedet var ikke videre indbydende, men alligevel hyggeligere, syntes
Henning, end den forlorne Komfort i Kjøbstadshotellet. Han vilde slaa
sig til Ro der. Kunde han blot faa den dræbende lange Tid til at gaa,
var det ham lige meget, hvor han befandt sig.
Han stod og saa' over paa Smedien, hvor Ilden blussede med en klar,
skinnende Flamme. Smedens brede Ryg, dækket af en blaa Arbejdsbluse,
viste sig i Skæret fra Essen, medens Manden bøjede sig over et Stykke
Jærn, som han hamrede løs paa, saa Gnisterne spruttede til alle
Sider. --