Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring - 09

»Er Du gal, Henning!« -- Erik tog ham haardt i Armen, og hans Stemme
lød ganske ædru. »Gjør nu ingen Dumheder -- saa vilde jeg hellere
ønske, at jeg ikke havde faaet dig med til denne Kalas. Vær nu
fornuftig og lad mig følge dig hjem.«
»Hører I, hvad den Filister siger? Jeg skal være fornuftig. Gaa
Fanden i Vold med din Fornuft, Erik! Leve og elske og synge og drikke
vil jeg! Det er der langt mere Fornuft i. -- Ikke sandt?«
Han bøjede sit blussende Ansigt ned til det kjækt tegnede Hoved --
med en koket lille Skindhue -- der støttede sig op til hans Skulder.
Hun svarede ham ved at klemme hans Arm og holdt sin Mund tæt op til
hans Øre, idet hun hviskede: »Lad os løbe væk fra dem!«
Erik rakte Haanden frem for at gribe fat i Henning, men han rev sig
løs, og med en kaad Latter løb de to ned ad Fortovet, glidende og
tumlende over det glatte, nedtraadte Lag Sne.
»Henning, hør, hvad jeg vil sige dig!« raabte Erik efter dem.
»Aa, lad dem bare more sig!« raabte en af de andre. »+Felicissima
notte+, mine Børn! Tak for i Aften!«
Og dermed tog han den anden unge Dames Arm og forsvandt i smaat Trav
ned ad Gaden.
Erik og endnu en Kammerat, der havde deltaget i det lystige Lag, blev
alene tilbage.
»I Morgen er han næppe i saa godt Humør,« sagde Erik med et
angerfuldt Suk. »Havde jeg vidst, at det var blevet Enden paa det,
skulde jeg nok have vogtet mig for at føre ham i Fristelse.«
»Aa hvad -- det har han .. saagu' ingen .. Sk... Skade af,« mumlede
den anden, men da han mærkede, at Vinen ikke blot havde havt Evne
til at løse, men ogsaa til at binde hans Tunge, opgav han ethvert
yderligere Forsøg paa at forklare sin Opfattelse af Sagen og lod sig
af den mere ædru Ven føre til deres fælles Bolig og Atelier, hvor de
snart slumrede blidelig ind efter Gildets Anstrængelser.
* * * * *
Gaslygterne -- paa den ene Side af Gaden -- brændte endnu i den
kolde Vintermorgen, skjønt ikke alene Bageren, men ogsaa Høkeren og
Urtekræmmeren og de billige Kaffehuse havde aabnet deres Skodder for
længe siden. --
Der var ligesom lidt Omslag i Vejret. Luften, der for nogle Timer
siden havde været klirrende tør, var nu opfyldt af en graalig,
frostagtig Taage, der skar og sved i Ansigtet. Sneen, der nylig havde
ligget skinnende blank, begyndte at faa et smudsigt, gulligt Anstrøg
i de Spor, som Vogne og Fodgængere havde efterladt den foregaaende
Dag.
Det var Nytaarsmorgen.
Med hvor mange smukke Ønsker og gode Forsætter havde man ikke
hilset det ny Aar velkommen. Hvor meget, som man havde forsømt i
det gamle, tænkte man ikke at faa udrettet i det ny. Og hvor mange
Planer, Beslutninger og Forhaabninger smigrede man sig ikke med at se
virkeliggjorte, før Jorden endnu en Gang havde tilbagelagt Vandringen
sin Bane rundt.
Et Par af Hovedstadens Kirker aabnede deres Døre, for at Folk kunde
træde ind til den tidlige Morgengudstjeneste.
Klokkerne fra »Holmens« og »Vor Frue« lod deres stærke Malmrøster
lyde ud over den slumrende By. Hist og her ad de endnu øde og
halvmørke Gader, hvor Gaslygterne kastede et sygeligt, gustent Skær
hen over Sneen, ilede andægtige Kirkegængere, der ikke rigtig syntes
at have faaet Søvnen rystet af sig, hastig afsted med Salmebogen
under Armen.
Nu og da kunde man ogsaa faa Øje paa en enlig Fodgænger -- uden
Salmebog -- med Frakkekraven smøget op om Ørene og Hænderne stukne
dybt ned i Frakkelommerne, og hvis rødkantede Øjne og blege,
forvaagede Ansigt paa en noget forrædersk Maade sladrede af Skole om,
at Vedkommende havde ladet Nytaarsaftenens Svir vare ved lige til i
Morgenstunden. --
Da Kirkeklokkerne ringede anden Gang med den hastige, forpustede
Klang, der forkynder, at Gudstjenesten er lige ved at begynde, og da
det første, svage Dagslys omsider begyndte at faa Bugt med Skæret
fra Gadelygterne, sneg en Skikkelse, som ingen vilde være i Tvivl om
at henføre til den sidstnævnte Kategori, sig gjennem de nu lidt mere
befærdede Gader.
Han gik meget hurtig, skjønt den forcerede Bevægelse syntes at koste
ham Anstrængelse, og da han var kommen ud af selve Byen og befandt
sig i en af de østlige Alléer, stansede han nu og da, støttede sig
med Haanden til et Træ, blottede Hovedet og lod den raa, frostkolde
Taage strømme ind over sit Ansigt, der var uhyggelig blegt.
Saa syntes han ligesom at gjøre Vold paa sig selv for at komme
videre, fortsatte sin Vandring, først usikkert og slingrende, ikke
som en beruset, men som en Søvngænger, der pludselig er bleven
vækket. Men efterhaanden som han kom i Tridt, blev hans Gang atter
hurtig og ilsom, medens han nu og da pressede sin Haand mod Brystet
og drog et stønnende Suk, som om han vilde ryste en knugende Byrde af
sig. --
Det var lys Dag, da han naaede sit Hjem. Sneen var føgen sammen
udenfor Havestakittet, og idet han med noget Besvær fik Laagen rykket
op, hørte han et Vindue blive smækket til oppe i Huset og saa' et
Hoved forsvinde bag Gardinerne.
Lampen brændte endnu paa Bordet inde i Dagligstuen.
Han gik gjennem Forhaven og aabnede Gadedøren. Hans Hænder rystede,
og Kulden, som han ikke havde mærket noget til under Vejs, fór
isnende gjennem ham, idet han traadte ind i den lille Forstue. Han
gik op ad Trappen, ind i Dagligstuen, hvor en fugtig, kold Luft slog
ham i Møde.
Vinduet havde øjensynlig været aabent hele Natten -- og Minna staaet
og set ud efter ham. Nu var hun gaaet. Han kunde høre hende inde i
Sovekammeret ved Siden af. --
Men alt, hvad han saa og hørte, og alle de Tanker, der jog pinende
gjennem hans Hjærne, fornam han som i en uklar Drøm.
Det var ikke Champagnerusen, der endnu omtaagede hans Sanser; den var
dunstet bort for længe siden. Det var snarere, som om noget var gaaet
i Stykker i ham, saa han ikke længere evnede at tænke og føle klart.
Men midt i denne knugende Sløvhed var der en eneste skarp, pinefuld
Fornemmelse, der vedblev at bore sig gjennem alle de andre Tanker og
dybt, dybt ind i hans Hjærte.
Han gik ud i Køkkenet og badede sin Pande med koldt Vand, som om
han vilde forjage en almindelig Rus. Men de Tanker, der hamrede løs
indenfor hans Tindinger, var ikke saa lette at jage paa Flugt, som
hvis det havde været uskyldige Tømmermænd.
Nattens Oplevelser vedblev at vende tilbage med stedse mere
irriterende Tydelighed. Han følte en led Væmmelse ved sig selv; han
vilde have givet Aaringer af sit Liv for at kunne flytte Tiden fire
og tyve Timer tilbage. --
Saa gik han ind og kastede sig fuldt paaklædt paa Sofaen i sit
Atelier efter at have drejet Nøglen om i Laasen. Der var hundekoldt
derinde. Men han mærkede det ikke. Hans Øjelaag var tunge som Bly,
men dog vedblev han at ligge vaagen.
Og mærkeligt nok var det ikke saa meget Minna som hans Søn, han
tænkte paa.
Det var Aar og Dag, siden han og Minna havde levet sammen som Mand og
Hustru, og Kjærtegn var en sjælden Vare mellem dem. Men lille Aage
plejede aldrig at staa op nogen Morgen eller lægge sig nogen Aften
uden at byde ham sin friske Barnemund til Kys. Og naar Drengen nu kom
ind til ham, skulde han saa berøre ham med de samme Læber, hvormed
han nylig havde kysset -- den smukke Eva? -- Var det ikke ligesom en
snigende Gift, han bragte med til sit Hjem og sit Barn. --
Han skjulte Ansigtet i sine Hænder og stønnede febersygt under Byrden
af de hæslige Tanker, der stormede ind paa ham.
Omsider faldt han i Søvn og drømte, at det var en dejlig, mild
Sommerdag, og han befandt sig ude paa et festlig smykket Skib, der
gled langsomt forbi Kysten.
Han var omgiven af en Mængde Kammerater, og der blev holdt
begejstrede Taler for det gode og skjønne, og han stod selv op og
holdt en Tale om, hvor herligt det var at leve, at arbejde og at være
ung. Og Kammeraterne raabte Hurra, og Musiken stemte i med, saa det
suste og bruste for hans Øren, og de løftede ham til Vejrs og raabte,
at han var den første iblandt dem.
Men pludselig blev Himlen sort og overtrukken. -- Da han saa sig om,
var de allesammen forsvundne, og den store, festlig smykkede Damper
var bleven til en skrøbelig Baad, hvori han sad alene med Minna.
I det samme rejste der sig en isnende kold Blæst, der jog Sne og
Hagl ned over dem, og Søen dækkedes med store Isflager, mellem hvilke
Baaden skruedes fast. -- Men inde fra Stranden rakte der sig et
Par nøgne, hvide Arme ud imod ham. De kom nærmere og nærmere, greb
tilsidst fat i ham og trak ham med sig trods alt, hvad han stred imod.
Og saa gik det i strygende Fart gjennem snedækkede Gader med
flimrende Gaslygter. Han vidste ikke, om han løb eller fløj, men de
hvide Arme var stadig om hans Nakke og slæbte ham afsted med sig, og
langt bag ved kunde han endnu skimte Baaden, hvori Minna sad.
Isen skruede sig højere og højere op rundt om den. Det bragede og
stønnede derude, og hvert Øjeblik syntes Ismasserne at maatte styrte
ned og knuse den.
Han vilde skrige, men de hvide Arme pressede sig saa tæt om hans
Hals, at han ikke kunde faa Skriget frem.
Og nu lød Bragene stærkere end før; de voxede til en rullende Torden
-- ganske nær ved ham ..
Og saa vaagnede han. --
Minna bankede heftig paa Atelierdøren. »Luk op, hører du!« raabte hun
med en Stemme, der syntes at kæmpe med Graaden. --
Det var højt op ad Formiddagen. Udenfor laa Vejen indhyllet i en
klam, raakold Taage. Istapperne, der hang ned fra Tagskjæget, var
begyndte at tø, og Vandet drev i stride Strømme ned ad Mure og
Vinduer. Sneen, der i Dage og Uger havde ligget skinnende blank ude i
Alléen, var i Færd med at forvandle sig til et snavset, æltende Søle
under Fødderne paa de mange Folk, der drog ind til Byen for at ønske
glædeligt Nytaar hos Venner og bekjendte.


XIV.

Dagene var begyndte at længes.
Fra tidlig om Morgenen, indtil Daglyset forsvandt, sad han ved
Staffeliet. -- Han _vilde_.
Han havde tegnet tre eller fire Kartoner til et stort Figurbillede,
kasseret dem alle og saa taget fat paa den femte. Heller ikke den
var han tilfreds med, men han følte sin Uformuenhed til at gjøre det
bedre. Saa blot videre -- videre. --
Han spændte Lærredet paa Blændrammen og tog fat paa at male Billedet.
Atter og atter smurte han det over igjen. Naar han havde malet
flittig hele Dagen og endelig syntes, at Gnisten var i Færd med at
komme, saa det ligesom lysnede op i ham, blev det kun endnu værre,
naar han den næste Morgen kom ind i Atelieret og saa Resultatet af
den foregaaende Dags Arbejde.
Hans Billede stod tungt og indholdsløst, uden Friskhed, uden Liv.
Saa kunde han sidde og falde helt sammen, med Hovedet begravet i
sine Hænder og med en forfærdelig knugende Følelse af, at Evnerne
svigtede ham. Og dermed var igjen mange Dages møjsommeligt Arbejde
spildt.
Til sine Tider forekom det ham, at han ikke havde en eneste frisk
eller ny Tanke, og at han ligesaa gjærne kunde opgive det hele. Til
andre Tider myldrede det med Ideer om, hvorledes han vilde male, og
hvorledes det skulde være -- det stod altsammen saa klart for ham
-- men naar han saa førte Penslen op til Lærredet, nægtede Haanden
at udføre sin Part, og hvad han malede blev tørt, kjedeligt og
haandværksmæssigt.
Men han _vilde_. Og han begyndte forfra og forfra igjen.
Omsider -- en af de sidste Dage før Kunstnernes Arbejder skulde være
indleverede til den aarlige Foraarsudstilling -- blev hans Billede
færdigt. Aldrig havde noget Arbejde kostet ham saa megen Kval. Han
gad ikke se det. Og han var bange for at se det. Han havde vendt det
om mod Væggen i Atelieret og lod det staa saaledes, indtil Karlen
kom, der skulde bringe det op paa Charlottenborg.
Og da det var borte, vidste han ikke rigtig, om han skulde føle sig
lettet derved eller endnu mere mismodig og tvivlende end i alle de
lange Arbejdsdage, da det havde staaet paa hans Staffeli.
Men han var sig bevidst, at han havde lagt alt det i Billedet, som
han havde evnet. Det kunde jo ogsaa være, at det var bedre, end han
selv troede. Maaske var det den trykkede Sindsstemning, hvori han
befandt sig, der fik ham til at se saa modfalden og utilfreds paa
det. Sikkert var det, at det vilde blive afgjørende for ham, om dette
Billed gjorde Lykke eller ikke. Han syntes næsten, at han maatte staa
eller falde med det.
Han havde med stor Spænding ventet paa Maleriernes Ophængning for at
se, hvorledes hans »Vesterhavs-Fiskere« vilde se ud ved Siden af de
andre Arbejder.
Han var deroppe Dagen før den sædvanlige Aabningshøjtidelighed og
traf sammen med adskillige af sine Kammerater. Men han havde ikke
behøvet at høre deres mere eller mindre skaansomme Ytringer for
at sige sig selv, at hans Arbejde var mislykket -- en øjensynlig
Tilbagegang. Thi trods den svigtende Produktionsevne havde han
beholdt sit kritiske Blik baade for sig selv og andre. Han saa mere
tydelig, end nogen kunde fortælle ham det, at hans Arbejde var
forfejlet.
Den samme umandige Svaghed, denne Halvhed mellem Energi og
Uformuenhed, som han ofte var sig bevidst i sin Karakter som
Menneske, syntes at træde frem ogsaa i hans Værk. I hans Billede
var der en vis pedantisk Stivhed, blandet med et mislykket Forsøg
paa en kjækkere og friere Malemaade, og noget lignende gjorde sig
gjældende i selve Indholdet. Der var Tilløb til en sund, frisk
Friluftsstemning, men den knækkede over paa Halvvejen og blev til
sygelig Følsomhed.
Billedet var og blev mislykket.
Der var adskillige dygtige Arbejder af hans Kammerater -- Billeder,
der vidnede om Udvikling og om voxende Kræfter. Han skammede sig ved
at mærke hos sig selv, at han misundte dem.
De andre gik frem. Skulde han være nødt til at opgive Kampen som
frugtesløs. -- Var Gnisten virkelig haabløst slukket? Eller havde
den ikke været stærk nok til at blive andet for ham end en skuffende
Lygtemand?
Nej, det var umuligt. Han følte det saa sandt og vist hos sig
selv, at han havde baade Kunstnerens Øje og Sind. Livet og Naturen
aabenbarede sig villig for ham. Han var sig bevidst, at han forstod
at tyde dem, og selv i dette mismodige Øjeblik mærkede han, hvorledes
det gjærede i hans Sind med spirende Tanker og Syner. --
Det var umuligt, at han havde kunnet tage fejl af sit Kald -- at han
kun skulde have Evne til at se og opfatte som Kunstneren, men ikke
den skabende Kraft. Men Paavirkningen -- baade den indre og ydre --
havde manglet ham i altfor lang Tid.
Efter Mødet med Margrethe Aaby var der fulgt en Tomhed og Sløvhed,
som han ikke kunde faa Bugt med. Hun havde henvist ham og sig selv
til Pligtens lige Vej. Han gjorde sig Umage for at følge den -- og
bildte sig ind, at det nærmest var, fordi han var for fejg til at
gjøre andet -- men det skete med en underlig sløv Viljeløshed, thi
han havde vænnet sig til at se al Ting graat i graat. --
Og dog var Redning maaske mulig endnu. Kunde han komme bort, rejse et
Aars Tid, glemme en hel Del, som han gjærne vilde glemme, og samle
friske Tanker -- saa vilde Gnisten muligvis blusse op igjen.
Men skulde han blive hjemme, tynget af sin huslige Misère, smaalige
Sorger for at leve -- og de truede med at blive meget følelige,
saafremt han ikke fik sit Billede solgt -- men først og fremmest med
den knugende Bevidsthed, at hans Evner ubarmhjærtig svigtede ham, saa
syntes han, at det maatte føre til haabløs Undergang.
Samme Dag, han havde indsendt sit Billede, havde han givet en
Ansøgning ind om et af Akademiets store Stipendier. Det var
bedrøveligt nok at tænke paa, at hans Fremtid paa en Maade syntes
at afhænge af, om han fik den lumpne Sum Penge eller ikke. Men de
»lumpne« Penge vilde sætte ham i Stand til at rejse ud og vinde
friske Kræfter, skabe et nyt Væld i den udtørrede Kilde, og derfor
blev det alligevel -- hvor prosaisk det end var -- et Livsspørgsmaal
for ham.
Men det havde de ærværdige Professorer næppe nogen Anelse om. Naar
hans Billede blev fundet utilfredsstillende, var det ikke rimeligt,
at han vilde faa Stipendiet.
Man vilde vistnok i alt Fald komme til det Resultat, at han havde
bedst af at vente et Par Aar paa en saadan Opmuntring. Og imidlertid
-- men det var jo alligevel muligt, at det gik bedre, end han troede.
* * * * *
Det var en kold, sludfuld Dag i Slutningen af April. En af de
gjækkende Dage, hvor Solen pludselig bryder frem mellem regntunge
Skyer og varsler om Foraar og Sommer for strax efter at skjule sig
igjen og lade det falske Smil efterfølge af stride Regnstrømme og
raslende Haglbyger.
Gader og Torve laa kølig forfriskede i et Regnbad, der havde
efterladt brede Vandpytter paa Stenbroen, og de letsindige Indvaanere
af begge Kjøn, der havde ladet sig friste af en Smule blegnæbet
Middagssol til altfor tidlig at stikke i Foraarstøjet, hastede nu
med blaalig anløbne Kinder og røde Næsetipper langs med Husrækkerne,
under ihærdige, men ofte frugtesløse Anstrængelser for at holde
Paraplyen stik mod Vinden. --
Henning havde taget en Beslutning. Han vilde tale med en af de
Professorer, der var beskikkede til at uddele Stipendierne. Han vilde
ærlig gjøre rede for, hvor magtpaaliggende det var ham at komme ud
for at modtage en befrugtende Paavirkning, som han følte, at han
trængte haardt til.
Det havde kostet ham en Del Overvindelse at holde fast ved dette
Forsæt og give sig i Færd med at udføre det, men der stod saa meget
paa Spil, at han ikke vilde lade noget Middel uforsøgt til at rejse
sig igjen efter det sidste Nederlag. --
Saa begav han sig hin sludfulde Aprildag paa Vejen til den velkjendte
Bygning, hvor Professoren havde Embedsbolig.
Det var henimod den Tid af Dagen, da Udstillingen lukkes, og i Porten
mødte han en Sværm af besøgende: kritisk udseende Herrer og Damer,
der stak deres Katalog og Blyantspen i Lommen, idet de nærmede sig
Udgangen; Gjæster fra Provinserne, der saa' saa ivrige og travle ud,
som om de endnu havde et Par Maleriudstillinger og diverse Museer at
støve igjennem, før de med en rolig Samvittighed kunde lægge deres
mødige Lemmer til Hvile i Hotellernes rummelige Senge.
Nogle blev staaende i Porten med de allerede opslaaede Paraplyer for
at vente, til Bygen var trukken over, og i Sværmen saa Henning et Par
bekjendte Ansigter, som han skyndte sig forbi for ikke at blive nødt
til at indlade sig i en ligegyldig Samtale, som han ikke følte sig
videre oplagt til. --
Han skraaede over Gaarden, gik ind ad Porten til højre, hvor der stod
en Stabel Kasser, der havde gjemt eller endnu indeholdt Billeder,
bestemte til »anden Ophængning«, og stod i Begreb med at gaa op ad
den brede, snirklede Trappe, da han blev standset af et af Akademiets
Bude, gamle Blæsenberg, hvis ulastelige, sorte Frakke, stive Halsbind
og omhyggelig børstede Filthat havde et saa officielt Præg, at
ingen kongelig Kontorchef havde behøvet at skamme sig ved at bytte
Klæder med ham. Blæsenberg havde derfor ogsaa i mange Aar gaaet under
Hædersnavnet »Chefen« blandt Akademiets Elever, der kjendte hans
knirkende Støvler i halvtresindstyve Skridts Afstand.
Denne indflydelsesrige Personlighed standsede Henning paa Trappen med
et fortroligt: »Goddag Hr. Bentsen! Det var grumme rart, jeg traf
Dem, for jeg gaar her med et Brev, som jeg skulde ha'e brungen ud til
Dem. Det var saa grumme heldigt. Værsgo', Hr. Bentsen!«
Med disse Ord leverede han Henning et stort, embedsmæssig udseende
Brev i blaa Konvolut, og da Henning modtog det uden at synes
tilbøjelig til at indlade sig i nærmere Samtale, gik Blæsenberg
videre efter at have gjort en kort Bemærkning om det grumme triste
Vejr. --
Henning blev staaende med Brevet i Haanden. Han havde paa
Fornemmelsen, hvad det indeholdt, men tøvede med at aabne det. Saa
rev han endelig Konvolutten op. -- Skrivelsen var affattet i den
sædvanlige Kancellistil. Stipendiet var ikke tilstaaet ham. --
Han gik tilbage over Gaarden, ud gjennem Hovedporten, der imidlertid
var bleven rømmet af det udstillingsbesøgende Publikum. Den smækkede
i bag ved ham med et lydeligt Drøn, som om den for evig Tid vilde
lukke ham udenfor de indviede Mure.
Han blev staaende og saa ud over Torvet, der laa som en blinkende,
mørk Flade foran ham. Regnen piskede ned mod Brostenene og paa de
endnu bladløse Trær rundt om »Hesten«.
Sporvogne og drivvaade Drosker rullede forbi; Folk gik med Paraplyen
helt nede over Hovedet; Vandet sivede ud af Tagrenderne med sit
ensformige Prik-Prik. De røde Lygter blev satte udenfor Theatret, og
de første Theatergængere -- Folk fra Provinsen, der holdt sig til
Plakaternes Bemærkning om, at »Indgangen aabnes Kl. 6½« -- begyndte
saa smaat at indfinde sig. --
Han blev staaende, uvis om, hvor han skulde gaa hen. Hjem gad han
ikke gaa. Dér ventede ham ingen Opmuntring.
Han tænkte paa, hvor helt anderledes det vilde have været, dersom han
hjemme havde fundet den Kjærlighed og Forstaaelse, som kan hjælpe en
Mand til at overvinde selv de største Hindringer og forsone ham med
de bitreste Skuffelser, han møder ude i Verden.
Men det nyttede ikke at gruble derover. Det var nu en Gang saa og
kunde ikke blive anderledes. Han følte ikke længere nogen Bitterhed
mod Minna, snarere en bedrøvelig Medynk baade med hende og sig selv.
Men Midlerne til at redde sig fra Skibbruddet -- hvor skulde han
finde dem?
Saa faldt det ham pludselig ind at henvende sig til en af Stadens
Mæcenater, en Mand, der havde Ord for at have hjulpet mange unge
Kunstnere frem.
Han vilde forklare ham, hvorledes Sagerne stod -- naturligvis med
Undtagelse af sine huslige Forhold -- fortælle ham, at hans Fremtid
som Kunstner beroede paa, at han kunde komme bort et Aars Tid for at
faa friske Kræfter, og bede ham om de nødvendige Penge som et Laan.
Hvad var et Par tusende Kroner for en Mand, der ejede flere
Millioner, og hvis Formue voxede hvert Aar med adskillige
Hundredetusender.
Men for ham, Henning, var den forholdsvis ubetydelige Sum
ensbetydende med nyt Liv og en ny Tilværelse.
Desuden mente han, at han kunde stille nogen Sikkerhed for et saadant
Beløb. Jo mere han tænkte derover, des mere sandsynligt forekom
det ham, at det kunde lykkes, og han fik omsider Mod til at vove
Forsøget. Da han først var kommen saa vidt, syntes han, at det var
bedst lige strax at sætte Beslutningen i Værk. --
Klokken var hen ved syv, altsaa ikke den Tid, man plejer at gjøre
Visit hos fornemme Folk. Men lige meget -- han vilde ikke opsætte det.
Han begav sig paa Vej til det Kvarter af Byen, hvor den store Mand
boede. Tjeneren, der modtog hans Kort, saa spørgende op og ned ad ham
og bemærkede, at Excellencen ikke modtog paa den Tid, men han skulde
gjærne aflevere Kortet. Dermed gik han og vendte kort efter tilbage
for at bede Henning træde ind. Excellencen skulde strax være til
Tjeneste.
Henning befandt sig i en rummelig Hjørnestue, halvt Bibliothek,
halvt Arbejdsværelse, udstyret i gammeldags Stil, med al den Luxus,
som en betydelig Formue i Forening med en fint udviklet Smag kan
tilvejebringe.
Over Skrivebordet hang en ægte Rembrandt, paa den modsatte Væg nogle
Stykker af gamle danske Mestere. -- Overalt bløde, dæmpede Farver,
tunge, mørkerøde Silkegardiner, en mat bronceret Lysekrone, Bøger,
indbundne i brunt Maroquin; bredbladede, mørkegrønne Planter i
smagfulde Stativer, Stole med lave, magelige Sæder, et Tigerskind med
udstoppet Hoved inde under Skrivebordet. --
Der gik ti og atter ti Minuter. Henning hørte nu og da en fjærn
Klirren af Glas og andet Bordservice. Excellencen havde aabenbart
endnu ikke rejst sig fra Middagsbordet. -- Folk plejer at være i en
blid og medgjørlig Stemning, naar de har spist godt. Han vilde haabe,
at Excellencen maatte være tilfreds med sin Middag. --
Saa ventede han endnu en halv Snes Minuter. Haglene piskede mod
Ruderne, og Lyset, der selv midt paa Dagen havde Møje med at trænge
ind mellem de folderige Gardiner, blev mere og mere dæmpet.
Han havde sat sig paa en af de smaa Hjørnesofaer og lænede Hovedet
mod Rygstødet. Hans Blik strejfede ørkesløst de forskjellige
Gjenstande i Værelset, medens han forestillede sig, om Excellencen,
hvem han aldrig havde set personlig, var en høj, imponerende
Skikkelse eller en lille, tør, mager Mand; om hans Stemme var barsk
og bydende eller muligvis fin og sleben som en ægte Hofmands. --
Men lidt efter lidt forlod hans Tanker disse Enemærker og vandrede
langt bort fra den store Mand og hans Arbejdskabinet. Værelset var
opfyldt af en let, behagelig Vellugt, der blandede sig med den stærke
Varme fra en massiv Fajanceovn, og uden at han selv vidste af det,
faldt hans Hoved tilbage mod Sofaens Rygstød; de Billeder, der drog
forbi ham, antog mere og mere taageagtige Skikkelser. --
Et pludseligt Lysskær vækkede ham af den Døs, hvori Trætheden og
den lange Ventetid havde bragt ham. Han sprang op fra sin magelige
Stilling og gjorde et forvirret Buk for Excellencen, der var
traadt ind i Stuen, fulgt af en Tjener, som satte en Lampe hen paa
Skrivebordet og derpaa forsvandt.
»Jeg beder Dem -- bliv kun siddende,« sagde Hs. Exc. med et fint,
maaske en lille Smule ironisk Smil. »Tør jeg spørge, hvormed jeg kan
være til Tjeneste? -- Jeg mindes ikke før at have havt den Fornøjelse
....«
»Jeg tør maaske antage, at mit Navn ikke er Deres Excellence helt
ubekjendt,« sagde Henning.
»Nej --« Excellencen raadførte sig med Visitkortet, som han endnu
havde i Haanden. -- »De har vist flere Gange havt udstillet -- ikke
sandt? Om jeg husker rigtig, har De ogsaa et Billede deroppe i Aar --
nogle Fiskere fra Vestkysten -- tror jeg?«
»Ja desværre,« svarede Henning. »Det er et mislykket Arbejde, som jeg
ikke burde have udstillet. Jeg ...«
»Aa hvad -- De er en ung Mand. Har De været mindre heldig i Aar, kan
De jo tage Revanche en anden Gang. De har jo Tiden for Dem. -- Men
hvormed ...«
Excellencen kastede et Blik paa Uret ligesom for uden al Fortrydelse
at minde den unge Mand om, at hans Tid var mere kostbar, og at han
ikke havde den for sig i en tilsvarende Grad, hvad der kunde være en
hel Del i, naar man tog Hensyn til, at _han_ var en meget gammel Mand.
»Hvormed ...?«
Henning søgte med saa faa Ord som muligt at komme frem med, hvad han
havde paa Hjærte, og imidlertid sad den lille sirlige, hvidhaarede
Mand og hørte paa ham, stadig med samme uforanderlige, halvt
ironiske, halvt opmuntrende Smil.
»Det maa vistnok synes Dem underligt, at jeg kommer med en saadan
Anmodning uden at være personlig kjendt af Dem,« sluttede Henning,
»og jeg skulde sikkert heller ikke have gjort det, hvis jeg ikke
havde en saa bestemt Følelse af, at hele min Fremtid ...«
»Ja vist, ja vist,« afbrød den lille Excellence. »Saaledes er det med
dem alle -- med dem alle. Det gjælder altid hele deres Fremtid. Men
det er umuligt at hjælpe enhver. Der stilles saa mange Krav. Man vil
gjærne gjøre, hvad man kan. -- Men det er umuligt -- ganske umuligt.
-- Jeg forsikrer Dem, kjære unge Ven, at selv den største Formue
vilde spille Bankerot, hvis man skulde træde hjælpende til i alle
Tilfælde. Nej, det er umuligt -- ganske umuligt.«
»Jeg havde ikke tænkt mig at modtage denne Sum som en Gave,« sagde
Henning, hvis Kinder begyndte at farves røde, ikke saa meget af
Fortrydelse over Afslaget, thi det kunde altid være lige saa vel
motiveret som hans Anmodning, og der var jo desuden en hel Del
Sandhed i, hvad den gamle Mand sagde -- men fordi han mere og mere
følte det ydmygende i Situationen.
»-- -- Det var ikke min Mening at modtage det som Gave, men som et
Laan. Jeg havde tænkt at kunne give f. Ex. en Livspolice i Sikkerhed,
og ...« Han stammede lidt i det ... »naar jeg skaffede behørig
Sikkerhed for Præmiens Betaling, vilde Gjælden jo i værste Tilfælde
blive betalt ved min Død, og Deres Excellence eller Deres eventuelle
Arvinger vilde saaledes under ingen Omstændigheder kunne gaa tabt af
Kapitalen ...«
»Meget rigtigt -- meget rigtigt. Men jeg beklager ikke at kunne
indlade mig paa den Slags Sager. -- Det er jo muligt, at De kan faa
det ordnet saaledes i et eller andet Pengeinstitut ...«
Excellencen, der i de sidste Minuter utaalmodig havde ladet en