Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring - 05

trukket op over Hovedet.
Han gik en Tidlang tavs op og ned ad Gulvet og kæmpede med alle de
Tanker, der fór gjennem hans Hoved. Han var inderlig bedrøvet over,
at det allerede skulde komme til en Scene mellem dem, saa kort Tid
efter deres Bryllup. Han vidste ikke rigtig, hvorledes han skulde
tale til Minna. Ganske vist havde hans Fader den oprindelige Skyld
i, hvad der var sket, men det var stygt af hende, at hun havde taget
det paa den Maade. --
Hun laa stadig med Hovedet under Tæppet som et uartigt Barn. Han gik
hen til hende og vilde tage Tæppet bort fra hendes Ansigt, men hun
holdt det fast mellem sine knyttede Hænder.
»Jeg maa tale med dig, Minna,« sagde han i en rolig, men bestemt Tone.
»Jeg har ingen Ting at tale med dig om,« svarede hun vredt.
»Jo vist har du. Jeg vil, at du skal høre paa, hvad jeg rolig og
fornuftig vil sige dig.«
»Ja saa, du taler til mig i den Tone!« Minna rejste sig heftig op og
satte sig oprejst i Sengen. »Det er smukt af dig at ville tyrannisere
mig, og vi har endnu knapt været gifte i en Maaned!«
»Du ved meget godt, Minna, at det ikke ligger for mig at tyrannisere
hverken dig eller nogen anden. Men jeg vil have, at du skal forklare
mig, hvorledes det kunde falde dig ind at bære dig saa ondt og stygt
ad, som du gjorde i Aften?«
»Du vilde maaske oven i Kjøbet have, at jeg skulde være glad over den
Skam, som overgik mig!« --
Minnas Stemme var bitter og udfordrende.
»Var det en Skam, saa ramte den mig langt mer end dig,« svarede
Henning. »Som min Hustru burde du have gjort dig Umage for at skjule
og dække over den hæslige Scene, der foregik. Han er dog min Fader,
om han end var sunken ti Gange dybere, end han er, og du maatte kunne
sige dig selv, hvor ondt det gjorde mig at se ham saaledes. Men i
Stedet for haanede du ham, medens andre saa paa det, og lod mig
derved endnu mere føle det pinlige, som laa deri.«
»Aa ja -- aa ja, bliv kun ved!« -- Minna lo bittert. -- »Alle andre
kan du være saa venlig og overbærende mod, men hos mig finder du
lutter Fejl. Alt, hvad jeg gjør, er ondt og stygt; selv det, at jeg
ikke med et glad Ansigt kan finde mig i, at din Fa'er bringer Skam og
Vanære over os.«
»Minna!« -- Han var lige paa Nippet til at fare op, men gjorde Vold
paa sig selv og vedblev i den samme rolige Tone som før: »Kan du ikke
forstaa, hvorledes du maa saare og krænke mig ved, hvad du der siger?
Du vidste, før vi blev gifte, hvorledes det stod til med min Fader.
Men Skam og Vanære er stærke Udtryk, som, Gud være lovet, ikke passer
i dette Tilfælde. Her drejer det sig kun om, at han i Aften, ude hos
os, har givet efter for sin ulykkelige Tilbøjelighed. Det maa vi
begge to beklage, lige saa meget for hans Skyld som for vor egen. Du
kan tro, han lider selv mest under det. Men du burde ikke have opført
dig saa hensynsløst; det gjorde kun Sagen værre -- og jeg gjentager,
at det var ondt og stygt handlet, ikke blot mod ham, men ogsaa mod
din Mand.«
»Det klæder dig smukt at tage _saadan_ en Fader i Forsvar og
overvælde mig med Bebrejdelser. -- Men jeg vil ikke finde mig deri;
jeg kan ikke lide at være her; jeg vil hjem igjen ...«
Hun arbejdede sig op i en stadig heftigere Sindsstemning.
»Minna, skal vi virkelig begynde vort Ægteskab paa den Maade? Synes
du ikke, det er Synd baade mod dig selv og mig?«
Han saa' paa hende med et indtrængende, bekymret Blik, men hun blev
ved at se ned for sig og svarede ikke.
»Hvad skal det blive til senere, naar det allerede nu kan komme
til saadanne Scener mellem os?« spurgte han bittert. »Du trækker
rigtignok temmelig store Vexler paa min Taalmodighed.«
»Aa, det er dig, der er ond mod mig,« klagede hun. »Du har netop
slet ingen Taalmodighed med mig. Du ved, at jeg ikke kan lide dem,
du holder af, og saa er du netop saa venlig mod dem. Det er det, der
harmer mig.«
Henning rystede mismodig paa Hovedet. Overfor denne sælsomme
Bevisførelse havde han intet Svar. Han kom til det samme Resultat
som saa ofte før: Minna var en mærkelig Gaade; hun maatte vistnok
behandles helt anderledes end de fleste andre unge Koner. --
»Du ved jo godt, Minna, at jeg ikke kan holde af noget andet
Menneske, saadan som jeg holder af dig. Lov mig blot, at du ikke
oftere vil saare og bedrøve mig saaledes, som du har gjort i Aften.«
»Ja, det vil jeg love dig. Men saa maa heller ingen -- slet ingen
trænge sig imellem os.«
»Aa -- du store, store Barn!«
Et langt Kys beseglede Løftet og Forsoningen.


IX.

Henning Bentsen havde ikke faaet det Billede færdigt, som han var
begyndt at male paa strax efter sit Bryllup. Der var stadig kommet et
og andet i Vejen, som han ikke havde taget med i Betragtning.
Han gjorde den Opdagelse, at en Ægtemand bør vænne sig til mere Orden
end en Ungkarl. Efter at Minna havde faaet sit eget Hus og Hjem,
vilde hun have, at al Ting skulde gaa som efter en Snor.
I den første Tid kneb det for ham med at vænne sig til denne
Punktlighed. Men hvor lidet praktisk han end var, savnede han ikke
Blik for at paaskjønne Minnas Huslighed. Det klædte hende desuden saa
nydelig at være Husmoder, at han ikke nænnede at gjøre Brud paa den
af hende fastslaaede Orden, og saaledes gik det til, at selv om han
var tagen ud om Formiddagen for at male Studier i fri Luft, og han
var nok saa godt i Lag med Arbejdet, sørgede han for at møde hjemme
til præcis Tid for ikke at give Minna Anledning til at komme i slet
Lune.
Af den Slags smaa Forstyrrelser var der adskillige.
Undertiden -- og det var ikke sjælden -- naar han arbejdede i sit
Atelier, og Minna havde en af sine triste Timer, maatte han anvende
en rum Tid paa at tale hende til rette, før han kunde faa Ro til
atter at give sig i Færd med Arbejdet. Hun viste en mærkelig Mangel
paa Evne til at beskjæftige sig selv uden for de huslige Pligter,
og Følgen var, at hun havde hyppige Anfald af daarligt Humør og
Kjedsomhed. --
Det var maaske Smaating altsammen, men det tog alligevel paa hans
Sindsligevægt. Han havde nogle Gange prøvet paa at blive standhaftig
inde i sit Atelier f. Ex. hele Formiddagen, men Minna følte sig da
meget fornærmet, blev i ondt Humør og fortalte ham, hvor bedrøvet hun
var over at mærke, at han allerede nu -- da de havde været gifte saa
kort -- holdt mere af sine Farver og Pensler end af hendes Selskab.
Han forklarede hende, at naar han ikke tog alvorlig fat, kunde han
aldrig blive til noget, og saa havde de heller ingen Ting at leve
af. Dertil svarede hun, at han vistnok var altfor dygtig til, at han
skulde behøve at arbejde saa meget. Desuden havde hun heller ikke
giftet sig for at sidde og kukkelure alene og være nær ved at dø af
Kjedsommelighed.
Henning tog i Begyndelsen disse Barnagtigheder forholdsvis rolig. Han
trøstede sig med, at naar de havde levet sammen i længere Tid, vilde
der nok komme mere Ro over deres Forhold til hinanden, og især vilde
det sikkert hjælpe, naar de fik Børn. Men paa samme Tid smigrede
det hans Forfængelighed, at det næsten lod til, at Minna ikke kunde
faa ham tilstrækkelig for sig selv; at hun endogsaa syntes at være
skinsyg paa hans Arbejde.
Denne Følelse vedkjendte hun sig dog aldrig. Og den stod ogsaa i
en underlig Modsætning til hendes øvrige Adfærd overfor ham. Hun
kunde tit lade det skorte paa Venlighed, ja, endog paa den simpleste
Hensynsfuldhed. Der kunde gaa lang Tid, hvor hun var kold og
frastødende og skræmmedes tilbage for den mindste Tilnærmelse, og til
andre Tider syntes hun ikke mindre hidsig forelsket, end han selv
kunde være.
Men alt dette -- den ene Dag lutter Solskin, og overvældende Hede,
den næste Regnvejr og Kulde -- gjorde ham pirrelig og nervøs.
Efterhaanden som den første hede Elskovsrus gjorde Plads for
ædrueligere Følelser, begyndte han først glimtvis, senere mere og
mere hyppig at faa en ængstende Fornemmelse af, at der manglede
al dybere Forstaaelse mellem dem. Det var en langsom, men sikker
Opvaagnen, for hvilken han dog endnu gjorde sig Umage for at lukke
Øjnene i.
Saa kom dertil, at de begyndte at faa Pengesorger. Da han ikke,
som han havde gjort Regning paa, var bleven færdig med sit store
Billede, havde han maattet sælge nogle Studier og Skitser. Bag efter
havde han laant nogle Penge hist og her og paa den Maade slæbt sig et
Aars Tid igjennem.
Ogsaa det tog han med taalelig Sindsro. Hans sangvinske Gemyt lod ham
endnu for det meste se Sagerne fra den lyseste Side. Men anderledes
forholdt det sig med Minna. Den Slags Gjenvordigheder gav hendes
sygelige Sind ny Næring. Hun satte sig hen og græd; kunde ikke indse,
hvad det skulde blive til.
Og det kunde saa give den første Anledning til Scener, ved hvilke det
ulykkeligste var, at Minna af sin Heftighed lod sig forlede til at
bruge Ord og Vendinger, som hun i Grunden ikke mente noget med, men
som i Øjeblikkets Hede slap hende af Munden og saarede og rippede op
i ham. --
»Herregud, Minna, hvor du dog er forknyt!« sagde Henning til hende en
Dag, da han havde havt særlig vanskelig ved at stille hende tilfreds.
»Naar du er saa nedtrykt og forstemt, mister jeg helt Humøret til at
arbejde. -- Husk paa, at du skal være den lille, søde og flinke Kone,
der gjør Arbejdet let og fornøjeligt for mig.«
»Aa -- hvad kommer det mig ved! Du taler aldrig om andet end dine
Billeder«, svarede hun vrippent. »Det er ikke nogen videre Fornøjelse
for mig.«
»Kan du ikke for min Skyld have Interesse derfor, saa kunde du dog
have det for din egen, eftersom det er for Udbyttet af mit Arbejde,
at jeg skal kunne indrette det hyggelig for dig« -- sagde han lidt
bittert.
»Jeg mærker ikke noget til at have det hyggelig? Hvad tror du, jeg
bryder mig om en stor Lejlighed og fine Møbler, naar jeg skal sidde
herude og kjede mig ihjel? Jeg havde det meget bedre, før jeg blev
gift med dig!« --
»Det vidste jeg ikke« -- Henning saa alvorlig paa hende. »Men jeg
skal sige dig noget, Minna, om det virkelig var Tilfældet -- om du
saa havde havt det ti Gange bedre, vilde det ikke være smukt at
fortælle din Mand det, naar du ved, at han gjør sit bedste for at
sørge godt for dig.«
»Ja, du er nu saa mageløs ædel -- i din egen Indbildning. Men jeg
havde det alligevel morsommere før ... Jeg tror ikke, vi passer
sammen, ellers vilde jeg vel ikke føle mig saa utilfreds.«
»Det er haarde Ord, Minna. Men desværre begynder jeg næsten at blive
bange for, at du har Ret. Jeg skal sige dig, hvad det skorter paa
mellem os to -- det er Fordragelighed. Det er noget, du mangler i høj
Grad.«
»Ja, naturligvis!« -- Minna lo hysterisk. »Men _du_ er stadig saa
mageløs! Ja, det er saamænd en dejlig Tilværelse, du har beredt mig!
Naar jeg tænker paa, hvor helt anderledes jeg havde det, da jeg var
ovre ved Theatret!«
Hun sagde det altsammen i en drillende, lidt plump Tone, der bragte
hans Blod i Kog.
»Jeg har ikke overtalt dig til at forlade Theatret. Du var selv kjed
af den Stilling, fordi du mente, at den ikke førte til noget. Men vil
du forsøge igjen, og tror du, at det vilde gjøre dig mere tilfreds,
saa skal jeg ikke sætte mig derimod.«
»Aa nej -- det bryder jeg mig ikke om. Men den Gang havde jeg Ro og
Fred og tog mig al Ting meget lettere.«
»Men hvis er Skylden for disse Misstemninger?« spurgte han. »Tror du
maaske, jeg kan være glad, naar jeg tager Mod til mig og ser rigtig
klart paa vort Forhold?«
»Aa, det er godt, at du endelig en Gang siger det rent ud!« udbrød
hun. »Du kan tro, at jeg længe har mærket, at det er forbi med din
saakaldte Kjærlighed. Du har aldrig holdt af mig, som du burde ...«
Hun talte først haardt og vredt, men skjulte saa paa én Gang Ansigtet
i sine Hænder og gav sig til at græde.
Der var noget i hendes Ord, som ramte ham. Havde han virkelig været
den rette Mand for hende? -- Han fortrød sin Heftighed og søgte at
berolige hende.
»Lad os begge af al Evne arbejde hen til, at det kan blive
anderledes«, sagde han. »Husk, hvor unge vi er. Det er dog altfor
frygteligt at tænke sig, at vi skulde forbitre Livet for hinanden.
Tro mig, Minna, naar vi begge to ærlig hjælpes ad, saa vil det ogsaa
lykkes os at komme til en sandere og smukkere Forstaaelse.«
»Ja det lyder smukt nok« -- Minna slog atter over i sin gamle,
haanende Tone -- »men jeg tror ikke paa det. Jeg er bleven ligegyldig
for det altsammen. Naar du bare skaffer mig, hvad jeg vil have -- og
jeg vil ikke undvære noget -- saa kan vi jo for Resten lade hinanden
være i Fred.«
»Det er altsaa dit Program for vort fremtidige Samliv?« spurgte
han bittert. -- »Det er Synd, Minna, at du gjør dig saa ond og
umedgjørlig, som du i Grunden slet ikke er. Du vil en Gang faa Øjnene
op for, hvad det maa føre til.«
Han gik ind i Atelieret og slog Døren i. Han prøvede paa at male, men
det vilde ikke lykkes.
Saa kastede han tilsidst med en træt Mine Pensel og Palet fra sig.


X.

Det var den mest bevægede Dag, Henning mindedes at have oplevet. Det
første spæde Barneskrig, der naaede fra Sovekammeret ind i Atelieret,
hvor han gik febrilsk op og ned ad Gulvet, fik hans Hjærte til at
banke af en Glæde og Sindsbevægelse saa stærk, som han aldrig før
havde kjendt den.
Han var bleven Fader. -- Han syntes, at det var umuligt andet, end at
den lille Skabning, der for faa Minuter siden var kommen til Verden,
maatte kunne jage alle Skygger bort fra hans Hjem. Det forekom ham,
at hans Liv nu havde faaet tidobbelt mere Indhold; som om hans Evner
og Kræfter var voxede til at kunne overvinde alle mulige Hindringer
og Gjenvordigheder.
Saa fik han endelig Lov til at komme ind i Sovekammeret.
Han listede sig varsomt hen og lagde sig paa Knæ foran Minnas Seng,
bad hende om Tilgivelse for hvert bittert Ord, han nogensinde havde
sagt hende, lovede, at han skulde blive den bedste og taalmodigste
af alle Mænd.
Og saa fik han Barnet at se; hans -- deres Barn. Oven i Kjøbet en
Dreng -- en prægtig Dreng!
Han havde ingen Ro paa sig. Han maatte ud for at fortælle en eller
anden om sin Lykke. Han havde aldrig været saa jublende glad.
Han gik op til Hans Frederik, hvem han traf i Færd med at prøve Ejnar
Tambeskjælver foran Pillespejlet.
»Hvo stander hisset der paa Vejen? Ej!
Det er vor Husbond, det er
Hakon Jarl, som kommer op igjen fra Skibene ...«
deklamerede Hans Frederik ham i Møde.
»Gaa Pokker i Vold med dine Skibe!« raabte Henning. »Jeg kommer
Fanden ikke fra Skibene, men lige fra Barselstuen! Jeg kan fortælle
dig, at vi har faaet en Søn, -- en stor, dejlig Dreng!«
»Gratulerer, gratulerer, gamle Ven!«
Hans Frederik rakte ham begge sine Hænder, inderlig fornøjet over at
se Henning i det gamle, frejdige Humør.
»Ja, saadan en uforbederlig Pebersvend som du kan naturligvis
ikke forstaa, hvad Faderglæder vil sige,« sagde Henning. »Men jeg
forsikrer dig -- om jeg saa havde arvet en hel Million, eller jeg paa
en Gang var bleven anerkjendt som Verdens største Maler, kunde jeg
ikke være saa glad, som jeg er nu. Tænk dig, hvor meget man har at
leve for, naar man har saadan en lille Knægt at opdrage og gjøre et
rigtigt Menneske ud af!«
»Aa -- jeg synes, du har allerede længe havt meget at leve for.
Du har havt dit Arbejde, din Kone og dit Hjem, medens en stakkels
Eneboer som jeg kun har Arbejdet alene:
Ej nogen venlig Arne aabned mig sin Favn ...«
»Men det har ikke altsammen været, som det skulde«, afbrød Henning
ham. »Du har Ret i, at jeg var for blød, men nu har jeg ti Mænds
Styrke!« -- -- --
Han kunde sidde halve Timer ad Gangen ved Vuggen og se paa Drengen.
Ingen Fader kunde være mere lykkelig og stolt over sin førstefødte.
Arbejdet gik rask fra Haanden; han fik det Aar to gode Billeder
færdige. De kom paa Udstillingen, fik Ros og blev solgte.
Den lille, buttede Knægt, der endnu laa med Patteflaske i Munden, lod
til at have bragt Lykke til Huset. --


XI.

Men det var mærkeligt nok, at det slet ikke bidrog til at udvikle
Minnas Karakter, at hun var bleven Moder.
De Krav, Moderværdigheden stillede til hende, blev oven i Kjøbet en
ny Anledning til at gjøre hende pirrelig og utaalmodig, hvor meget
hun end holdt af Barnet. -- Hun plejede det med den største, altid
aarvaagne Omhu, men paa samme Tid beklagede hun sig bittert over alle
de Besværligheder, som var forbundne dermed. --
Da lille Aage voxede til, blev han et Stridspunkt mellem dem. Hun
bebrejdede Henning, at han forsømte hende for Drengens Skyld. Hun
blev hidsig og opfarende ikke blot mod ham, men ogsaa mod Barnet.
Endog den Lykke, hans Billeder begyndte at gjøre, kunde ligesom give
hende Anfald af Skinsyge. Det var, som om hun frygtede for, at man
vilde tage ham fra hende, eller som hun var bange for, at jo mere
han gik frem, jo fjærnere vilde hun komme til at staa ham. Og denne
Ideforbindelse forspildte endogsaa den Følelse af Stolthed, som
hun upaatvivlelig nærede i sit stille Sind over hans Fremgang. Og
alligevel viste hun sig stadig mere ukjærlig, mere og mere hensynsløs
overfor ham i deres daglige Samliv.
Men til sine Tider kunde hun pludselig gaa i sig selv og fortryde sin
Hidsighed, naar hun saa, hvor haardt det tog paa ham. Saa kunde hun
briste i Graad og udbryde, at hun gjærne vilde være anderledes, men
det var, som om der var en ond Aand over hende. Hun kunde ikke, hvor
gjærne hun end vilde.
»Jeg ved nok, at det er Synd, jeg plager dig saadan«, sagde hun til
ham. »Du var meget lykkeligere, naar jeg gik min Vej, eller naar jeg
var død.«
Ovenpaa disse Udbrud kom der en kort Forsoning. Bedst syntes det at
være mellem dem, naar de en Tidlang helt var overladte til sig selv;
naar Henning slet ikke omgikkes andre og kunde lade sit Arbejde
ligge for tidlig og sildig at være hos hende. Der kom ved saadanne
Lejligheder noget af hendes fordums Barnlighed frem, og hun kunde
blive glad for enhver ubetydelig Opmærksomhed, han viste hende: en
Kurv Frugt eller en Buket Blomster.
Men denne Vaabenhvile varede aldrig længe. Den mindste Aarsag affødte
ligesom før den samme Ufred. Han led saa meget mere derved, som hans
modtagelige Gemyt oprørte sig mod alt plumpt og uskjønt, og det
opfyldte tillige hans eget Sind med en voxende Bitterhed, saa han
mange Gange -- især i den senere Tid -- lod sig ægge til at bruge
haarde og skaanselsløse Ord, som han bagefter fortrød. --
Det var en Aften, tidlig paa Forsommeren. Minna havde havt et af sine
slemme Anfald, og derefter havde de ikke vexlet et Ord det sidste Par
Dage. Minna passede sit Husvæsen; Henning tilbragte hele Dagen inde
i sit Atelier, hvor lille Aage af og til kom ind og besøgte ham.
Det var blevet for mørkt til at arbejde mere den Dag, men han sad
endnu ved Staffeliet og grundede over, hvor helt anderledes al
Ting havde kunnet se ud for ham, hvis han havde havt en kjærlig og
venligsindet Hustru, der havde villet støtte ham i hans Arbejde. --
Saa faldt hans Blik paa Aage, der legede henne paa Gulvet. -- Javist
-- for Drengens Skyld maatte han holde ud. Ellers vilde han maaske
have gjort baade hende og sig selv den bedste Tjeneste ved at løse op
for et Hjem, hvor de milde Husguder aldrig havde kunnet slaa fast Bo.
Barnet kom hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals.
»Er du bedrøvet, lille Fa'er?«
Henning kyssede Drengens lyse Haar.
»Nej, jeg tænker bare, lille Guldtop.«
»Hvorfor tænker du?«
»Jeg tænker paa dig -- at jeg altid vil være god imod dig.«
»Lille Aage vil ogsaa være god mod dig, lille Fa'er. Jeg vil forære
dig en Vogn og en Gedebuk. -- Bliver du saa glad?«
»Ja, saa bliver jeg glad -- naar du er en god og artig Dreng.«
»Det vil jeg ogsaa være ....« Aage tøvede et Øjeblik og tilføjede saa
helt pludselig:
»Mo'er skal ogsaa være god.«
Henning rejste sig op. Barnets Ord gjorde ham forvirret. Det vilde
være en ny Ulykke, naar det kom saa vidt, at Drengen fik Forstand
paa, at der var noget i Vejen mellem hans Fa'er og Mo'er.
Han tog ham ved Haanden og sagde:
»Nu skal vi gaa ind til Mo'er, lille Aage.«
Minna sad i Værelset ved Siden af Atelieret og syede af alle Kræfter
paa noget nyt Tøj til Aage. Hun var sjælden ledig, især ikke naar hun
var i daarligt Humør. --
Han havde næret et svagt Haab om, at hun vilde gjøre blot en lille
Tilnærmelse. Det var altid ham, der maatte gjøre det første Skridt,
og han var i stor Tvivl om, hvorvidt han handlede rigtigt deri. Men
enten plejede der at være det ene eller det andet formildende Moment,
som bevægede ham dertil. Denne Gang havde det været Aage.
Da Minna ikke lod til at tage den mindste Notits hverken af ham
eller Drengen, gjorde Henning Vold paa sig selv for at tvinge den
Bitterhed, der gjærede i ham, og begyndte at tale om ligegyldige
Ting.
Minna svarede med Enstavelsesord.
Denne triste Situation varede ved, til Aage var kommen i Seng.
Da Minna kom tilbage, spurgte Henning, om de ikke skulde drikke The
ude i Haven. Vejret var saa smukt.
Det kunde de gjærne. Hun var lige glad.
Saa blev Thebordet dækket ude i Lysthuset.
»Haven«, som hørte til det lille Hus, de endnu beboede, var rigtignok
ikke større end et stort Stuegulv, og Lysthuset optog de tre
Fjerdedele deraf, men den stødte op til aaben Mark, og langt ude
kunde man skimte Sundet.
»Du behøver ikke at være bange for, at jeg skal begynde paa, hvad du
kalder mine Prædikener,« sagde Henning, da de havde drukket deres
The i den dybeste Tavshed. »Vi har saa mange Gange debatteret vort
Ægteskabs Historie, at det vist ikke nytter at spilde flere Ord
derpaa. Men der er kommet et nyt Moment til, som jeg ikke før har
tænkt paa, og som gjør, at vi ikke kan og maa lade det blive ved at
gaa paa denne Maade.« -- Han tav et Øjeblik og vedblev saa: »Jeg
opdagede i Aften, at lille Aage allerede begynder at faa Forstand
paa, naar du og jeg lever paa Krigsfod. Det tør ikke være saa. Jeg
vil ikke have min Dreng ødelagt.«
»_Din_ Dreng! Han er vel ogsaa min, skjønt du har gjort dig Umage nok
med at tage ham fra mig.«
»Hvorfor nu igjen disse taabelige og urimelige Bebrejdelser! Du ved
jo godt, hvor meget Drengen holder af dig. Hænger han undertiden lidt
mere ved mig, saa er det maaske, fordi jeg har mere Taalmodighed med
ham, medens du ofte er heftig og opfarende ogsaa mod ham.«
»Du tror maaske, man bliver en Engel af at føre saadant et Liv som
det, jeg lever, og med saadan en Mand! Ikke det mindste Hensyn viser
du mig, ikke den ringeste Opmærksomhed, som du ved kunde glæde mig.
Alting drejer sig enten om Drengen eller om dine Smørerier! Jeg kan
bare slide og trælle i Huset -- det er alt, hvad jeg har at opmuntre
mig med.«
»Minna -- hvor kan du dog være saa uretfærdig! Hvor tit har jeg ikke
víst dig saadanne Opmærksomheder, som jeg blot nogenlunde havde Raad
til? Men hvor mange Gange har jeg faaet et venligt Ord eller Blik
derfor? Du har den forkerte Opfattelse af Ægteskabet, at Manden kun
er til for at yde alle mulige smaa og store Ofre, Hustruen blot for
at modtage dem og saa for Resten have Lov til at vise sig saa sær og
vranten og ufordragelig, som hun bare vil. Men det bliver en Mand
tilsidst kjed af, og er jeg ikke længer saa venlig og opmærksom som
i Begyndelsen af vort Ægteskab, saa er Størsteparten af Skylden
sandelig din.«
»Aa, -- jeg mener slet ikke med Foræringer og Penge. Der er mange
andre Maader, hvorpaa en Mand kan vise, at han holder af sin Kone.«
»Er det da mig, der ikke har været hensynsfuld og kjærlig mod dig?«
spurgte Henning. »Tænk paa, hvor mange Gange du har stødt mig fra
dig paa en saarende Maade. Tilsidst maatte jeg vel trække mig lidt
tilbage, hvis jeg ikke helt vilde tabe Agtelsen for mig selv og føle
mig som en rigtig Tøffelhelt.«
»Vilde du maaske have, at jeg skulde vedblive at være den ømme og
hengivne Kone? Aa, -- saa maatte du være en helt anden Mand end den,
du er!«
Hendes Tone æggede til at give et heftigt Svar, men han besindede sig
og svarede rolig:
»Det skal ikke lykkes dig at fornærme mig. Du har maaske Ret i,
at jeg burde have været en helt anden Mand -- det vil sige mindre
føjelig og mindre eftergivende. Men det skulde _du_ mindst bebrejde
mig.«
»Der er vist ikke den Mand, som kunde bøje mig. -- Jeg sagde dig jo
en Gang, at jeg ikke passede til at gifte mig.«
»Lad os ikke komme ind paa disse gamle Historier, Minna. Det fører
ikke til noget.« -- Henning lod med en træt Mine sin Haand glide hen
over Panden. -- »Hvad jeg vilde sige dig i Aften, var kun, at vi i
alt Fald tilsyneladende maa leve bedre sammen. Vi maa høre op med
denne hæslige Ufred. Og det maa ske for vor Søns Skyld. Lille Aage
har et blødt og modtageligt Sind; han maa ikke under sin Opvæxt være
Vidne til vor Uenighed.«
»Ja saa -- du vil maaske foreslaa, at vi skal skilles!« -- Hun fór
heftig op.
»Nej, Minna, det ved du meget godt, at jeg ikke har tænkt paa.
Jeg vilde dog vanskelig kunne undvære dig og maaske endnu mindre
Drengen. Jeg vil kun foreslaa, at vi for et halvt Aars Tid skifter
Opholdssted. Forandringen vil maaske have en gavnlig Indflydelse paa
dig. Det er jo egentlig kun dit Sind og Humør, der er pirreligt, og
som forvolder os alle disse Plager. Maaske kunde det hjælpe, naar du
for en Tid kom i andre Omgivelser.«
»Og hvor skal vi tage hen?«
»Over paa den jydske Vestkyst. Jeg vilde gjærne male nogle
Figurbilleder derovre fra. Og dér kan vi desuden have det ganske for
os selv. Lad os prøve paa det.«
Minna betænkte sig lidt og sad og surmulede.
»Det er et underligt Forslag,« sagde hun saa. »Jeg troede rigtignok,
du mente, at vi skulde rejse til Paris, som du talte om, mens vi var
forlovede.«
»Du ved, Minna, at det ikke er gaaet saa godt med Finanserne, som
jeg havde ventet. Det lader sig altsaa foreløbig ikke gjøre. Men vil
du prøve paa at bo ovre paa Vestkysten denne Sommer? Saa faar jeg
forhaabentlig mine Figurbilleder malede; vi kan klare vor Gjæld
og maaske faa Raad til at gjøre en lille Svip til Udlandet henad
Vinteren.«
»Ja -- naar du synes. Men er der slet ingen Mennesker derovre? Er der
bare Fiskere.«
»Der er baade Fiskere og andre Mennesker, og de første er tit at
foretrække for de sidste. For Resten er der ogsaa dér, hvor jeg
tænker, vi skal bo, en Byfoged, en Doktor og en Postmester, saa du
kan godt faa Selskabelighed.«
»Aa -- det er jo lutter fremmede Mennesker; hvad bryder jeg mig om
dem! Men det er dog altid en Afvexling at komme herfra.«
* * * * *
De havde indrettet sig det ganske hyggelig i Gjæstgivergaarden, hvor
de havde lejet et Par Værelser for Sommeren. Henning malede sine
Studier i fri Luft, saa han kunde til Nød undvære Atelier. Stedet,
hvor de boede, laa kun en Fjerdingvej fra Stranden.
I den første Tid, efter at de var komne derover, lod det til, at
Hennings Forhaabninger skulde gaa i Opfyldelse.
Minna var mere livlig og medgjørlig, end hun havde været i lange
Tider. Henning viste hende omkring i Egnen, gjorde smaa Udflugter med
hende, og hun syntes til Gjengjæld at være helt glad og tilfreds.
Men da det ikke længere havde Nyhedens Interesse, begyndte hun at
finde deres ny Opholdssted utaaleligt. Henning var desuden begyndt
at male flittig, saa at han den meste Tid af Dagen var nede paa
Stranden. Han havde ogsaa været med til et Par Herreselskaber i
Omegnen, og det ene med det andet bidrog til at bringe Minna tilbage
i hendes gamle, slette Lune. Hun beskyldte Henning for, at han havde
slæbt hende ud i en øde Ørken, hvor hun maatte forgaa, og hun vilde
paa ingen Maade blive der. Men denne Gang vilde han sætte sin Vilje
igjennem. Han sagde til hende, at hvis hun vilde rejse hjem, stod det
hende frit for, men han blev. Saa endte det med, at hun ogsaa blev.
--
* * * * *
En Dag, da Henning sad nede ved Stranden og malede Studie, kom to
Herrer, som han ikke kjendte, spaserende hen imod ham.
»Hr. Genremaler Bentsen, formoder jeg?« sagde den ene af de fremmede,