Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring - 07

Hun hilste venlig paa ham og rakte ham Haanden og atter denne Gang
lige saa utvungen, som hun havde víst sig fra først af. -- Det gjorde
ham en Smule forvirret.
»Jeg kommer egentlig for at tage Afsked.... Jeg burde vist være rejst
for længe siden,« tilføjede han lidt kejtet.
Hun lod ikke til at ville forstaa ham.
»De længes vel ogsaa efter at komme hjem og tage fat paa de Studier,
De har malet herovre,« sagde hun let henkastet.
»_De_ lader i alt Fald ikke til at sørge over min Bortrejse,« svarede
han i samme Tone.
»Jo, naturligvis. Jeg beklager ligesom de andre, at vi skal miste
Dem. Men tror De ikke, det er bedst for Dem selv at komme hjem? Jeg
rejser for øvrigt ogsaa snart. De ved maaske, at min Mand tog bort
for et Par Dage siden.«
»Deres Mand.« -- Henning understregede Ordet. Hun saa op og blev
blussende rød.
»Det nytter ikke, Margrethe, at De vil vedblive at forstille Dem for
mig,« sagde han sagte. »Tror De ikke, jeg ved, hvad De har taalt
og lidt -- hvor godt De end har forstaaet at skjule det? ... Jeg
ved ogsaa, at jeg ikke er Dem helt ligegyldig,« vedblev han endnu
sagtere. »Og jeg holder ikke længere dette ud. -- De maa høre, hvad
jeg har at sige Dem.«
Hun havde rejst sig op og saa først forundret, derpaa mere og mere
harmfuldt paa ham. Og Klangen i hendes Stemme ramte ham mere end den
heftigste Bebrejdelse, da hun svarede:
»Det havde jeg ikke kunnet tro om Dem -- De handler ikke som en
ærekjær Mand!«
»Margrethe -- Vidste De alt, hvad jeg har lidt i denne Tid, vilde De
ikke dømme mig saa skaanselsløst ... Skæbnen skylder baade Dem og mig
Oprejsning for den Uret, den har gjort mod os.«
»De tager fejl,« svarede hun rolig. »Skæbnen skylder os ingen
Oprejsning, som De kalder det. Den har i alt Fald kun ladet os lide,
hvad vi selv har forskyldt. Og jeg kan og vil ikke tale mere med Dem
om noget af alt dette. Vi er jo én Gang komne til Klarhed over vort
Forhold til hinanden; derved maa det blive.«
»Nej -- jeg slipper Dem ikke. De vil fortryde, om De nægter at høre
paa, hvad jeg har at sige Dem. Jeg er ikke længere Herre over mig
selv. De maa og skal høre mig, eller jeg svarer ikke for Følgerne.«
»Raser De, Henning? -- Med hvad Ret taler De saadan?«
»Med den Ret, som min Kjærlighed til Dem giver mig,« udbrød han i en
dæmpet, lidenskabelig Tone. »Jeg elsker Dem, Margrethe -- jeg kan og
vil ikke længere skjule det for Dem.«
»Og det er Dem, Henning, hvem jeg en Gang har holdt af som en brav og
trofast Ven -- det er Dem, der taler saaledes til mig! -- Aa -- det
bedrøver og krænker mig mere end alt andet.«
Hendes Stemme dirrede, som om hun kæmpede mod Graaden.
»Margrethe -- vær overbærende mod mig,« bad han næsten ydmygt. »Jeg
føler selv, at jeg handler skammelig baade mod Dem og mod hende, der
i alt Fald af Navn er min Hustru. -- Men jeg kan ikke andet; jeg
beherskes af en Vilje, som er stærkere end min egen. Og derfor beder
jeg Dem om blot endnu en eneste Gang at lade mig tale uden Forbehold
til Dem, og hvis De derefter endnu fordrer det af mig, saa skal jeg
undgaa Deres Nærhed, og De skal ikke se mig mere. Kun endnu denne
Gang maa De høre mig. Jeg besværger Dem det ved Mindet om den Smerte,
De en Gang har tilføjet mig, og som har gjort mit Liv til noget helt
andet, end det kunde være blevet, hvis De var bleven min.«
»Nuvel -- jeg vil opfylde Deres Ønske -- men, Henning, jeg advarer
Dem om ikke at sige noget, som De bag efter vil komme til at fortryde
baade for Deres egen og min Skyld.«
Hun satte sig ned med en træt, sorgfuld Mine og vendte sig halvt bort
fra ham, medens han talte. --
»Jeg véd, at De er stræng mod Dem selv,« sagde Henning efter et kort
Ophold; »jeg ved, at De er den bedste og reneste Kvinde, jeg har
truffet, og netop derfor har De faaet en Magt over mig, som er bleven
mig endnu farligere end Deres ydre Skjønhed. Frygt derfor ikke, at
jeg skal sige noget, som kan saare eller fornærme Dem. --
En Mands Kjærlighed kan være højst forskjellig i sin Natur. Skjuler
den kun sanselig Attraa, saa vil han, selv om han fra først af har
daaret sig med den Indbildning, at hans Følelser havde et andet og
renere Grundlag, enten tidlig eller sent vaagne op af Rusen, og ve
ham, hvis han har bygget sit fremtidige Liv derpaa! -- Men den anden,
den rette Kjærlighed, er ligesaa forædlende og befriende, som hin er
ulykkebringende. Og den lever saa langt ud over Elskoven, fordi den
bunder i sand, sympathetisk Forstaaelse, i en Glæde og Tryghed hos
hinanden, som er stærk nok til at taale Livets Prosa og altid blive
lige ung og ny. --
En saadan Følelse er det, jeg nærer for Dem, Margrethe, og jeg føler
det sikkert, at var De bleven min Hustru, kunde mit Liv aldrig
være blevet forfejlet. De vilde have faaet Bugt med det svage og
letsindige i min Karakter, fordi De selv er saa stærk og god. Deres
Kvindelighed vilde have gjort ogsaa mig renere og bedre, og min
Kjærlighed til en Hustru som Dem og til det Hjem, De vilde have skabt
mig, havde givet mig Kræfter til idelig at vinde fremad --«
Han tav lidt, som om han ventede paa, at hun skulde svare ham, men
hun blev siddende ubevægelig i samme Stilling.
Saa fortsatte han i den samme sagte og bevægede Tone:
»Saa lykkelig skulde jeg ikke blive. Jeg var den Gang letsindig nok
til halvvejs at kunne glemme Dem, og nogle faa Aar efter, at jeg
havde faaet Vished om, at De ikke kunde blive min, begik jeg mit Livs
store og skæbnesvangre Vildfarelse. -- Tilfældet førte mig sammen med
en ung Pige, hvis ydre Tillokkelser tog mit Sind fangen. Jeg lod mig
henrive af en Tilbøjelighed af den Art, som jeg nu er saa rede til at
fordømme, og jeg vaagnede ikke af min Rus, før jeg var bunden i et
Ægteskab, der fra dets første Dag har været en Lidelse for os begge.
Det er vistnok en Historie, som har mange tilsvarende Exempler, men
jeg tror ikke, at alle rammes lige haardt deraf. --
Da var det, jeg traf Dem herovre og saa, at De stred mod en lignende
Skæbne. Min Kjærlighed til Dem vaagnede paany, men helt anderledes
stærk og moden end før, og det Spørgsmaal trængte sig frem hos mig:
Er det saa vist, at hun og jeg handler rigtig i at ødelægge vort
Liv for at kunne have Bevidstheden om, at vi opfylder det, som man
almindeligvis kalder Pligt? Der findes maaske Naturer, som er stærke
og ædle nok til at lide med hellig Taalmodighed, og som forædles i
Ulykken, men jeg føler, at jeg maa have Glæde og Tilfredshed i Stedet
for Tomhed og Livslede, hvis det gode i mig skal trives og voxe, og
er det saa ikke min Pligt at stræbe hen til at blive lykkelig? --
Svar mig, Margrethe. -- De maa være ærlig og uhildet nok til at dele
denne Tro.«
»Nej,« svarede hun sagte. »Jeg deler den ikke. Det er saa let at
sige: Naar jeg blot faar det, som jeg vil, skal jeg nok stræbe opad
mod alt, hvad der er godt og smukt, men hvem borger for, at De vil
gjøre det, naar først Maalet er naaet og har faaet det dagligdags
Præg?«
»Den Bevidsthed, jeg har derom, og som siger mig, at jeg maa leve og
arbejde under god Paavirkning, for at det bedste i mig kan kaldes
frem og udvikles.«
»Men en saadan Paavirkning finder man bedst i Bevidstheden om
at opfylde sin Pligt. Enhver anden er kun et Skalkeskjul for
Egenkjærligheden.«
»De dømmer koldt og strængt, Margrethe, og med Ord, som Deres Hjærte
umulig kan lægge Dem i Munden. -- Var vi ikke saa skrøbelige, som
det nu en Gang er blevet vor Natur at være, kunde det jo være smukt
nok saaledes udelukkende at søge sit Livs Maal og Tilfredsstillelse
i Opfyldelsen af de Pligter, man én Gang har paataget sig, men naar
disse er blevne døde og tomme og ikke længere udfyldes af Begejstring
eller Kjærlighed, saa er det, at der hører en mere end almindelig
stærk og god Natur til for at leve alene for dem. Der er ogsaa dem,
som gaar langsomt til Grunde under en saadan frugtesløs Kamp, og
Spørgsmaalet kan da blive, om der er tabt eller vundet derved.«
»Nej, nej, Henning, Deres Synspunkt er falsk; det føler jeg, om jeg
end ikke har de rette Ord at svare Dem med. Har man, ligegyldig efter
hvilken Tilskyndelse, taget sig en Gjerning paa, som bag efter tynger
og trykker, saa maa man ligefuldt bære den og aldrig blive træt af at
arbejde for at afvinde den de bedst mulige Sider.«
»Men naar man nu er tynget saa langt ned af den, at man ikke længere
formaar at rejse sig, gjør man saa ogsaa bedre i at falde helt sammen
end med en modig Beslutning kaste Aaget af sig? ...
Hør mig med Rolighed, Margrethe, og lad den Alvor, hvormed jeg taler
til Dem, overbevise Dem om, at jeg hverken er samvittighedsløs eller
letsindig.
Baade De og jeg tynges af et Forhold, paa hvilket Samfundet har sat
sit lovlige Stempel, men som i sit inderste Væsen er uskjønt og
usandt og mere eller mindre forgifter vort Liv, eftersom vi har flere
eller færre Kræfter til at staa imod med. --
Tror De, at den Mand, hvis Navn De bærer, vilde tage sig det
synderlig nær, om De forlangte Skilsmisse? Og føler De ikke, at
det var Dem mere værdigt at bryde end at fortsætte et Samliv, der
mangler enhver sund Berettigelse til at existere? Noget lignende
gjælder med Hensyn til mig, kun med den Forskjel, at jeg ikke har
noget uhæderligt at bebrejde min Hustru. Men vort Ægteskab mangler al
Forstaaelse, og derfor virker det nedbrydende paa os begge. -- Er det
rigtigt at lade et saadant Samliv vedblive af Hensyn til Godtfolks
Mening eller af falsk Pligtfølelse? Handler man ikke bedre i at bryde
det, selv om Brudet i det første Øjeblik koster Overvindelse og
Kamp? -- De, Margrethe, kan ikke blot gjøre mig lykkelig, men De har
ogsaa Evne til at gjøre mig god og dygtig. Der er intet uhæderligt
i det Forslag, jeg gjør Dem. Deres Mand har forspildt sin Ret til
Dem; forlang Skilsmisse, og om tre, fire Aar, naar De og jeg begge
er fri, vil jeg aabenlyst komme til Dem. Vi vil glemme de bitre Aar,
som ligger bag ved, og der skal endnu kunne aabne sig en lykkelig
Fremtid for os.«
Hun var bleven lidt blegere, medens han talte, og hendes Bryst
arbejdede heftig, men Stemmen var rolig og klar, da hun svarede ham
-- denne Gang seende ham lige i Ansigtet.
»Jeg vil ikke blive vred over, hvad De siger, Henning, thi De maa
være afsindig for at kunne tale saaledes. Husker De da slet ikke
paa, at De selv er bunden, og at selv om jeg var fri og kunde og
vilde følge Dem, vilde De aldrig kunne opløse Deres Ægteskab uden
at begaa den mest skrigende Synd og Uret mod den Kvinde, som --
skjønt hun forstaar Dem ligesaa lidt som De hende -- dog aldrig har
gjort sig skyldig i nogen Handling, der lod hende fortjene en saadan
Forhaanelse af Dem. -- Selv om De forudsatte, at jeg ansaa mig for
berettiget til at gjenvinde min Frihed, kan De saa tænke Dem den
Mulighed, eller tror De virkelig saa slet om mig, at De kan indbilde
Dem, at jeg vilde være delagtig i en slig Skændighed? Og endelig --
er De virkelig saa forblindet, at De kan forestille Dem, at der kunde
bygges nogen varig Lykke paa et Forhold, der var knyttet under saa
hæslige Vilkaar? Begriber De ikke, hvorledes den onde Samvittighed
vilde forfølge baade Dem og den Kvinde, der var ussel nok til at
slutte et saadant Forbund med Dem? De vilde snart skamme Dem baade
over hende og over Dem selv, og den aandelige Sløvhed, den moralske
Nedbrydelse, som De nu taler om, vilde kun være et Naalestik mod den
Lidelse, som da vilde hjemsøge Dem. -- Nej, nej, Henning, jeg vil
ikke for Alvor tiltro Dem en slig Lavhed. Glem, hvad De har sagt mig,
ligesom jeg vil bestræbe mig for at glemme det.«
»Har jeg da for anden Gang bedraget mig ved at tro, at jeg ikke var
Dem ligegyldig?« udbrød han med dæmpet Heftighed. »Eller skuffer De
baade Dem selv og mig? -- Der vil komme en Dag, hvor De vil angre
det,« tilføjede han med en Stemme, der dirrede af Bevægelse. »Min
Opvaagnen er en hel Del bitrere nu end for sex Aar siden; jeg har
ikke længere noget, der kan give mig Evne til at staa imod, og bukker
jeg under, da er Skylden Deres.«
»Nej, Henning,« svarede hun og saa ham fast ind i Øjet, »Skylden er
da kun deres egen Svaghed, -- og en saadan Svaghed er foragtelig.«
»Nuvel, saa lad den være det,« sagde han med skærende Bitterhed.
»Ingen kan lægge en Alen til sin Væxt, ved De nok. Jeg gjør mig ikke
bedre, end jeg er. De kunde have gjort mig til noget godt og dygtigt,
men De vil ikke.«
»Kunde jeg gjøre det ved at tage Del i en saadan Handling som den,
De foreslaar mig?« svarede hun. »Nej, Henning, De befinder Dem i en
sørgelig Vildfarelse. Gid De snart maa komme til en bedre og klarere
Erkjendelse -- det er mit bedste Ønske for Dem.«
»Og alt, hvad De har at sige mig?« spurgte han.
»Ja -- alt.«
»Saa Farvel. Vi mødes næppe mere.«
Han gik langsomt ud af Stuen, uden at byde hende Haanden til Afsked.
Der var kommet en vild, oprivende Smerte over ham. Han forstod nu, at
han havde næret et forfængeligt Haab, men det forekom ham tillige,
at det var det eneste, han havde havt tilbage. Det var mere end en
Frase, da han havde sagt til hende, at han vilde gaa til Grunde,
dersom hun anden Gang stødte ham bort. Han følte sig saa sjælesyg,
saa' intet som helst, der kunde holde ham oppe. --
Og skulde han da virkelig være tvungen til at henslæbe Resten af sine
Dage sammen med en Kvinde, der aldrig havde gjort andet end forgifte
Tilværelsen for ham?
Der rejste sig pludselig en Bitterhed, ja næsten et Had hos ham mod
hans Hustru.
Hvorfor havde hun aldrig gjort sig den mindste Umage for at lære at
forstaa ham, for at holde de onde Magter borte? Havde han da kun
giftet sig for at faa en taabelig, halsstarrig og arrig Kvinde at
opdrage paa?
Hvorfor kunde han ikke have været ligesaa lykkelig som mange andre
Mænd -- at finde en hjælpsom og kjærlig Hustru? -- Men nu skulde det
have en Ende. En Hykler vilde han i det mindste ikke vare længere.
Sandheden skulde hun høre af ham. --
Det var trukket op til Uvejr, og den kolde Efteraarsblæst, som strøg
ind over Land, mættet med en bedsk, saltagtig Smag ude fra Havet,
jog isnende gjennem ham, medens han vandrede afsted gjennem Byens
Hovedgade. Glarmesterens og Barbererens Skilter henne paa Hjørnet
svajede raslende paa deres Hængsler for hvert Ryk, Blæsten tog i dem.
Over de røde Teglstenstage hang Luften i tykke, sortgraa Skyer. Den
triste Gade med sine uregelmæssige Huse og sin ujævne Brolægning,
hvor Græsset voxede bundtvis mellem Brostenene, var som uddød.
Han mødte ikke et Menneske, før han naaede Gjæstgivergaarden. Her gik
han op ad den halvmørke, snirklede Trappe til sin midlertidige Bolig,
hvis uhjemlige Præg passede godt til den Stemning, han befandt sig i.
Minna sad ved Vinduet og syede.
Han gik nogle Gange grundende op og ned ad Gulvet, ikke fordi han
vaklede i den Beslutning, han havde taget, men fordi han ikke rigtig
vidste, hvorledes han skulde begynde. Minna syntes tilfældigvis ikke
oplagt til Ufred; hun syede kun med fordoblet Ivrighed efter hans
Indtrædelse og lod iøvrigt ikke til at bemærke, at der var noget
usædvanligt i hans Adfærd.
Saa tav de en Tidlang begge to.
»I Morgen rejser vi,« sagde han omsider.
»Naa -- det var jo rart.«
Hun saa lidt overrasket op; han plejede ellers ikke at tale paa denne
korte og uvenlige Maade, naar hun ikke først havde givet Anledning
dertil.
»Men ikke for at fortsætte som før,« vedblev han i samme Tone. »Det
skal og maa have en Ende; det har jeg fast besluttet.«
»Herregud -- kan jeg nu ikke faa Lov til at sidde i Fred? Hvorfor
kommer du her og vælter dig over mig? Behold bare dine Beslutninger
og Forklaringer for dig selv; jeg skjøtter ikke om at kjende dem.«
»Men du _skal_. Har jeg hidtil været en Hykler, saa skal du nu til
Gjengjæld kjende den fulde Sandhed.« --
Han arbejdede sig uden nogen Tilskyndelse fra hendes Side op til
en voxende Bitterhed. -- »Jeg har i Aar og Dag tvunget mig til at
vise Venlighed og Hensynsfuldhed mod dig, selv naar du tirrede og
saarede mig mest. Jeg har prøvet paa at gjøre vort Samliv taaleligt,
selv om det ikke kunde blive lykkeligt. Men det har altsammen været
frugtesløst. Selv den sidste Rest af Godhed, jeg nærede for dig, har
du gjort dig Umage for at forspilde. Ved din Ufordragelighed har du
gjort mit Hjem til et Sted, hvor jeg blev pint og plaget i Stedet for
at finde Fred og Hvile. Dette skal have en Ende.«
Hun blev mere og mere forundret, medens han talte, og hendes Ansigt
var blegt, da hun spurgte:
»Og hvorfor siger du mig alt dette netop nu, da jeg dog ingen Fortræd
har gjort dig?«
»Fordi jeg vil vise dig den Kløft, som du langsomt, Dag for Dag har
gravet mellem os. Fordi ....«
»Aa -- du behøver ikke at sige mere.« Hun havde rejst sig op og stod
foran ham, bleg, med tindrende Blik og dirrende Læber. -- »Jeg ved
det hele. Det er hende -- din dydige Veninde, der er traadt imellem
os. -- Og for at træffe hende, var det naturligvis, du vilde her
over. -- Men gjør kun, hvad du vil« -- Minna skreg Ordene frem --
»Jeg hader dig og hende og jer allesammen ...«
»Din Heftighed overrasker mig, da du jo saa tit har erklæret, at jeg
var dig fuldstændig ligegyldig,« afbrød han hende med haanende Kulde.
»For mig kan du tro, hvad du vil. Det er ingen Skade til, at du ser
Resultatet af det Liv, vi to har levet sammen. I Stedet for al den
Glæde og Velsignelse, som en god Hustru kan bringe sin Mand, har du
fra den første Dag, vi saa hinanden, været en Forbandelse for mig.
Uro og Misnøje har du bragt ind i mit Liv, afstumpet mine Evner og
forvandlet hele min Tilværelse til Tomhed og Uhygge. Saa -- nu er det
sagt, og Enden faar blive, hvad den vil ...«
Han tav og drog tungt efter Vejret. De skaanselsløse Ord syntes paa
én Gang at træffe hende saa tunge som Hammerslag. Den Forbitrelse,
hun nylig havde givet Luft, gjorde Plads for en dump, knugende
Smerte, der fik Nerverne i hendes Ansigt til at dirre, og derpaa brød
hun ud i en halvkvalt, lidenskabelig Graad.
»Aa Gud -- aa Gud -- saa slet kan jeg dog ikke have været!« -- --
Hans Blik faldt paa hendes slanke, endnu ungdommelige Skikkelse og
paa det i Taarer badede Ansigt, og en Følelse af Anger begyndte at
liste sig over ham, lige saa hurtig som hans Heftighed var kølnet.
»Jeg siger ikke, at du har været slet,« sagde han tøvende. »Tværtimod
-- du har jo altid været en hæderlig Kone. Men dit ufordragelige
Sind, din Mangel paa al Kvindelighed har bragt Ulykke over os. Og
deri ligger din store Skyld, at du aldrig har villet gjøre den
mindste Bestræbelse for, at det kunde blive anderledes.«
»Men du -- hvorfor giftede du dig med mig?« Minna løftede atter
Hovedet og gjorde Vold paa sig selv for at tvinge Graaden. -- »Hvem
siger dig, at jeg ikke baade havde kunnet og villet gjøre det, hvis
jeg havde havt en anden Mand? Ved du, hvorfor jeg tror, at det saa
daarlig er lykkedes dig? Fordi du aldrig har holdt rigtig af mig --
fordi det var din Sanselighed og ikke dit Hjærte, der drog dig til
mig. Det er derfor, det er blevet til, hvad det er ....«
Hun slyngede Ordene ud mod ham, medens hun et Øjeblik stod oprejst
foran ham, men saa var det pludselig, som om hun atter sank sammen,
idet hun skjulte Ansigtet i sine Hænder. --
Hun havde en Gang før -- i Begyndelsen af deres Ægteskab -- rettet en
lignende Bebrejdelse mod ham, og han følte atter, at der var nogen
Sandhed deri. -- Var det saa vist, at han havde Ret til at tale hende
saa haardt til?
»Det gjør mig ondt, at jeg har krænket dig,« sagde han med lav
Stemme. »Ja -- jeg vilde ønske, at det ikke var sket.«
»Men det er sket. Og det er maaske bedst saadan. Nu kan vi jo gaa
hver sin Vej. For du kan vel tænke, at jeg herefter ikke længere vil
leve under Tag med dig.«
»Du faar gjøre, som du vil,« svarede han. »Det kunde vel næppe gavne
nogen af os, om jeg vilde prøve paa at holde paa dig mod din Vilje.«
Hun svarede ikke, men gik ind i det tilstødende Værelse og lukkede
sig inde der. Henning saa bedrøvet efter hende, følende sig ilde til
Mode og misfornøjet med sig selv. Da det lod til at blive Alvor,
gjorde Tanken om Skilsmisse ham urolig og bekymret. Saa vidt burde
han maaske ikke være gaaet.
Medens han blev siddende alene inde i Dagligstuen, og Skyggerne
lagde sig tættere og tættere over Gulvet eller forstak sig mellem
det smagløse Bohave, hvormed Hotelværten havde udstyret sine
Gjæsteværelser, kom han til at tænke paa sit hyggelige Hjem. _Det_
syntes Minna i det mindste altid at have havt Interesse for. Og nu,
da det truede med et afgjørende Brud mellem dem, huskede han paa
mange Træk hos hende, der viste, at hun paa sin Manér var en trofast
og pligtopfyldende Hustru.
Nej -- saa vidt burde han ikke have ladet det komme. -- Men var det
alligevel ikke meningsløst at fortsætte et saadant Samliv, medens
hans Hjærte var opfyldt af en anden -- hende, som han vidste aldrig
kunde blive hans? --
Hans voxende Bekymring for, at Minna skulde gjøre Alvor af sin
Beslutning og tage bort, viste sig imidlertid at være overflødig. To
Dage efter rejste de sammen tilbage til Kjøbenhavn. Deres Forhold
var kun undergaaet den Forandring, at Minna endnu mindre end før
lagde Baand paa sig. Hendes Sind var blevet endnu mere mistroisk og
bittert, og det udartede undertiden til en raa Hidsighed, der Dag for
Dag undergravede mere af den Kvindelighed, hvoraf hun aldrig havde
havt stort at undvære. Hun kunde bruge plumpe og stygge Skjældsord,
som han gik stiltiende af Vejen for, medens han vænnede sig til at
tale hende efter Munden eller omgaa Sandheden selv i de ubetydeligste
Ting -- for Husfredens Skyld.
Margrethe Aaby blev hele Efteraaret og Vinteren ovre hos sin Onkel,
medens hendes Mand rejste til Udlandet -- i Forretningsanliggender
hed det. Andre paastod rigtignok, at de var rigtig skilte, og at den
unge Kone havde taget Ophold som en Slags Guvernante hos en fjærn
Slægtning, der ejede en Gaard et Sted paa Sjælland.


XIII.

Det var ved Nytaarstid, der var truffet ind med meget strængt
Vintervejr det Aar.
Der havde været usædvanlig mange Indsamlinger til Brændsel og
Varmestuer og Uddeling af Middagsmad til Byens fattige. Thermometret
viste ti Grader under Frysepunktet. Isen hang i fantastiske
drypstensagtige Former under ethvert Tagskæg og enhver Tagrende; laa
i en tyk Skorpe om de halmomviklede Vandposte og havde endog havt
Udholdenhed nok til at etablere en solid og meget befærdet Landevej
mellem Langelinie og »Tre Kroner«.
Og ude omkring paa Marker og Veje laa Sneen frosset sammen i store
Bunker.
»Probenreutere« var i massevis sneede inde i Gjæstgivergaardene. Selv
Istransporten over Bæltet led jævnlige Afbræk ved Snestormene, og
Sprogø havde en permanent Befolkning af vrede og utaalmodige rejsende.
Bønderne ude paa Landet sad og døsede i den lune Kakkelovnskrog med
Merskummeren mellem Tænderne; i saadant et Vejr gad man ikke en Gang
tage fat paa det sædvanlige Vinterarbejde. Husmænd og Indsiddere slog
sig igjennem, som Smaafolk kan bedst i en stræng Vinter, og oppe paa
Herregaardene havde man beholdt sine Gjæster lige fra Jul og lod det
gaa strygende løs med Baller og Middage.
Men inde i selve Hovedstaden havde man især travlt med veldædige
Basarer og dito Aftenunderholdninger. Og det var ikke Smaaskillinger,
der kom ind.
Det er saa rart at have den Bevidsthed, at man danser og morer
sig, paa én Gang til Glæde for sig selv og til Gavn for sine
nødlidende Medskabninger. Og der herskede i denne strænge Vinter en
overordentlig ihærdig Virksomhed blandt de Velgjørere, der havde
paataget sig at arrangere Basarer og Aftenunderholdninger.
Ude omkring i Kristianshavns Smaagyder og Arbejderkvarterernes
kaserneagtige Huse steg ikke desto mindre Debetkontoen paa Høkernes
sorte Tavler til truende Højdepunkter for saa og saa mange paa Kredit
udleverede Fjerdingspund Svinefedt, kvarte Rugbrød og halve Skæpper
Kul, og de vægtige Reoler i Pantelaanernes Boder truede med at synke
sammen under den stærke Tilstrømning af »haandfaaede« Panter, lige
fra sorte Silkehatte til Bommesies Skjørter -- en Tilstrømning, for
hvilken ikke en Gang de hver Maaned averterede Pantelaanerauktioner
syntes at kunne aabne nogen kjendelig Ventil. --
Men hvor mange Savn og hvor megen virkelig Nød disse, de
ejendomsløses Asyler og Arnesteder end kan rumme i en stræng og
arbejdsløs Vinter, kan det dog hænde, at der opleves lige saa
bitre Timer hos adskillige af dem, der gjærne ville regnes med til
»bedre« Folk -- hos en eller anden stakkels Bestillingsmand, hvem
Skæbnen har begunstiget med en meget talrig Familie, Staten derimod
-- mindre gavmild af sig -- med en meget ringe Løn. Han er ikke
en Smule heldigere stillet end Arbejderen ude i Fattigkvarteret,
og han kjender Vejen til Laanekontoret med det sidste undværlige
Klædningsstykke lige saa godt som hin.
Der lever i enhver Hovedstad en lavere Mellemklasse, bestaaende af
underordnede Embedsmænd, Timelærere, smaa Haandværkere, en Mellemting
mellem Kunstnere og Haandværkere, som dannes af Billedskærere,
Skibsportrætmalere, og utallige andre ubemærkede Existenser, der
lever fra Haanden og i Munden og næppe har det bedre end det
egentlige store Proletariat.
De deler saa temmelig ligelig de samme Savn og fører den samme usikre
Tilværelse uden at kunne komme videre end til at opholde Livet, men
de føler Savnene og Fattigdommen endnu haardere, fordi de lever i
uafladelig Kamp for at give deres Stilling et udvortes Syn af at være
bedre, end den er i Virkeligheden.
Det er en honnet Ambition, der er smuk og rosværdig nok, men det
koster en fortvivlet Møje at holde den vedlige.
Til disse Samfundets Stedbørn havde gamle Bentsen jo hørt i
Størstedelen af sin Levetid.
Men i de sidste Aar var hans Søns Fremgang bleven et Lyspunkt for
ham. Han forsonede sig med sin egen mislykkede Tilværelse ved at se
Sønnen vinde frem i Verden.
At Henning valgte at blive Maler, havde i Begyndelsen ængstet den
gamle Mand, men da han blev Vidne til den første Anerkjendelse, der
blev ham til Del, var han ganske naturligt den, der nærede de største
Forventninger om sin Søns Talent.
Den Dag, da Henning første Gang havde et Billede paa den aarlige
Kunstudstilling -- dér, hvor han selv aldrig havde faaet Foden ind --
var den skjønneste i gamle Bentsens Liv. Resten af Vejen til at blive
en stor Kunstner forekom ham at maatte være ganske let og jævn. --
Hvor glad og lykkelig havde han ikke været for denne Søn, medens
de boede sammen ude i Huset mellem de pyntelige Villaer. Og hvor
ængstelig havde han ikke vogtet paa sig selv, for at den gamle,
stygge Fejl ikke skulde faa Magt over ham.
Og naar Henning sluttede Dagens Arbejde og kaldte ham ind i Atelieret
med et muntert »Kom nu ind, Fa'er, og se, hvad jeg har faaet
bestilt!« -- hvor stolt og lykkelig stillede gamle Bentsen sig saa
ikke op foran Staffeliet og paatog sig sin mest kunstforstandige
Mine, skjønt Gud skal vide, at han ikke havde noget synderlig kritisk
Blik -- allermindst for Sønnens Arbejde.
Men naar han en sjælden Gang kunde være saa heldig at træffe noget
rigtigt og sige -- »Jeg synes, Luften der kunde staa lidt friskere
i Farven!« Og Henning saa svarede: »Det har du i Grunden Ret i,« og
gjorde et Par Penselstrøg paa det betegnede Sted i Billedet, saa
følte gamle Bentsen upaatvivlelig mere Stolthed, end om han selv
havde modtaget allerhøjeste Udnævnelse til Etatsraad og Direktør for
hele Kunstakademiet. --
Da Henning temmelig pludselig giftede sig og flyttede hjemme fra, var
det et tungt Stød for den gamle, skjønt han ikke nænnede at lade sig
mærke dermed.
Han nærede ganske vist ingen Bekymring for sin Søns Fremtid, thi han
var overbevist om, at Henning var altfor klog til ikke at have valgt
just saadan en Pige, der passede i et og alt til ham, og dernæst
kunde han ikke tænke sig andet end, at hun jo maatte forgude saadan
en prægtig Fyr som hans Søn. Saa Henning vilde jo sagtens blive
lykkelig ogsaa i det Kapitel.
Men han savnede Sønnen ubeskrivelig haardt, og værre blev det, da han
mærkede, at altfor flittige Besøg ude i det ny Hjem ikke var vel sete
af Minna.