Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring - 06

en lille, tyk, gemytlig udseende Mand med Guldtresse om Kasketten.
-- »Maa det være os tilladt selv at præsentere os. Jeg er Byfoged
Krak og denne Herre Grosserer Aaby fra Kjøbenhavn. Jeg har, min Tro,
ligefrem længtes efter at gjøre deres Bekjendtskab, Hr. Maler! Det er
sjælden, at vi her paa Egnen faar saadanne notable Besøg. Jeg tror,
at deres Kolleger plejer at søge længere nord eller syd paa -- ikke
sandt?«
Henning indrømmede, at dette Sted endnu ikke havde været videre
hjemsøgt af Malere. Han var nok en af de første, der vilde male
Studier derfra.
Den lille, trivelige Byfoged kom med en Mængde Lovtaler over Egnens
og Befolkningens Ejendommeligheder, men Henning havde vanskelig ved
at følge ham med den skyldige Opmærksomhed, thi Navnet Aaby, hvormed
Byfogden havde benævnet sin Ledsager, havde vakt en Erindring hos
ham, som han ikke kunde blive kvit.
Bemeldte Herre var en uforholdsmæssig lang, leddeløs Skikkelse med
tynde, rødlige Bakkenbarter og et Brilleglas klemt ind foran det
venstre Øje. Snittet paa hans +dress+ røbede en synlig Bestræbelse
hos ham efter at se ud som angliseret Børsmatador. Han havde en
ejendommelig Manér med hvert tredie eller fjerde Minut at aabne
Munden paa vid Gab og slaa Tungen op mod Ganen med et lydeligt Smæk,
hvorved hans Ansigt fik et aldeles ubeskriveligt Udtryk. -- Ellers
var der intet som helst mærkeligt ved ham.
I Hennings og Byfogdens Samtale, der drejede sig om det sidste Aars
Udstilling, blandede han sig kun ved nu og da at udstøde en kort, tør
Latter, der aabenbart skulde betegne hans fuldkomne Samstemning med
de andre Herrers Mening.
Ved Afskeden bad Byfogden Henning om at gjøre ham den Fornøjelse at
se hjem til ham. »Og naturligvis ikke glemme at tage Deres Frue med,«
tilføjede han. »Vi kan saagu' trænge til at se ny Ansigter herude.«
»Ogsaa mig og min Kone en stor Fornøjelse,« bemærkede Grosserer
Aaby og smækkede med Tungen, medens han rakte Henning sin lange,
behandskede Haand. --
Navnet Aaby havde haardnakket sat sig fast i Hennings Hoved, da han
lidt efter gik hjem fra Stranden.
Men naar alt kom til alt, var det maaske en tilfældig Navnelighed.
Der kunde være saa mange Grosserere Aaby. Hvorfor skulde det netop
være _hendes_ Mand?
Men han havde en dunkel Erindring om, at hun en Gang havde fortalt
ham, at hun havde en Slægtning, der var Byfoged et Sted ovre i
Jylland. Skulde Skæbnen virkelig have faaet i Sinde at føre dem
sammen igjen efter saa mange Aars Forløb, og efter at saa meget havde
forandret sig for dem begge?
Hans Sind kom i en underlig, uroblandet Bevægelse. Bekræftede hans
Gisning sig, vilde han ikke kunne modstaa Fristelsen til at gjense
hende. Og hvorfor skulde han vel ogsaa det? Der var løbet saa meget
Vand i Stranden siden hin første Kjærlighed, at han vistnok kunde
gjøre det uden Fare enten for hende eller sig selv.
Han havde alligevel ingen Ro paa sig, før han fik Vished, og han
besluttede den næste Dag at gjøre Visit hos Byfogden.
For at berolige sin Samvittighed spurgte han Minna, om hun vilde gaa
med, men hun svarede vrantent Nej. Hun havde ikke Lyst til at gjøre
sig Ulejlighed for at gaa hen og høre paa deres Snakken op ad Stolper
og ned ad Vægge. Men det var jo saa rimeligt, at han gik. Naar han
endelig havde en Time tilovers, burde han naturligvis ofre den paa
fremmede Mennesker fremfor paa hende. Han skulde blot ikke gjøre
Regning paa at træffe hende, naar han kom hjem. --
Byfoged Krak boede i Udkanten af den lille Kjøbstad i et ny opført
et-Etages Hus, foran hvilket der stod en Række pyntelige Elmetrær;
bag ved Huset laa en gammel, skyggefuld Have.
Hvis Henning var kommen som Frier til Byfogdens Datter eller som en
ulykkelig Forbryder, der vilde melde sig selv til Stedets Øvrighed,
kunde han ikke med mere bankende Hjærte være gaaet op ad den sirlige
Jærntrappe, der førte op til Forstuedøren, paa hvilken der prangede
en blankt skinnende Messingplade med Indskrift: Krak, Byfoged.
Stuepigen modtog hans Kort og førte ham ind i et lille Kabinet,
hvortil Døren paa den modsatte Side strax efter blev aabnet af
Byfogden i egen Person.
»Hjærtelig velkommen, min kjære Genremaler! De gjør os vel den
Fornøjelse at spise Frokost med os, saa kan jeg med det samme
præsentere Dem for hele Familien, baade indfødte og fremmede.«
Byfogden stak fortrolig sin Arm ind under Hennings og førte ham ind
i Spisestuen, hvor Familien sad omkring Frokostbordet.
»Her gjør vi ingen Ceremonier -- knapt nok med Forbryderne!« raabte
den lille Byfoged og lo umaadelig af sin egen Vittighed. »Værsaagod!
En Stol og en Kuvert til vor Gjæst. -- Maa jeg saa præsentere Dem
hele Arresthuset. Min Kone derovre -- mellem os sagt den værste
Havgasse, De kan træffe fra Skagen til Kongeaaen -- min Datter til
venstre; desværre slægter hun ikke sin Fa'er, men sin Mo'er paa. Den
Herre dér kjender De allerede, og -- det bedste gjemmer vi tilsidst:
Min Søsterdatter, Fru Aaby -- Hr. Genremaler Bentsen -- --«
Henning bukkede. Hun saa' op, og en næsten umærkelig Rødme steg op
i hendes Kinder, men forsvandt saa hurtig igjen, at man maatte have
været en meget skarp Iagttager for at opdage dette Tegn paa, at hun
og han gjenkjendte hinanden.
»Jeg antager, at De og min Niece maa kunne blive gode bekjendte, min
kjære Genremaler. Hun er det eneste fornuftige Menneske, jeg kjender.
Ellers plejer jeg ikke at rose mit eget, men da hun kun i uegentlig
Forstand hører mig til, betænker jeg mig ikke paa at sige min
oprigtige Mening om hende. Hun kan takke sin Gud og Skaber, at hun
ikke er bleven opdragen under mit Tag, ellers havde jeg naturligvis
faaet hende totalt spoleret ligesom mine egne Kvindfolk, der ikke har
levnet saa meget som et graat Haar paa mit Hoved.«
Og den glade Byfoged udbrød i en ny, rungende Latter over sin sidste
Spas. Han havde nemlig trods sine tresindstyve Aar bevaret et tykt,
brunt Haar, som ingen Yngling havde behøvet at skamme sig ved. --
Henning var meget tilfreds med sin Værts Veltalenhed, eftersom den
gav ham Tid til at sunde sig lidt.
»Hvis jeg blot maatte faa Lov til at indføre et Ord, lille Onkel, saa
kunde jeg fortælle dig, at Hr. Bentsen og jeg er gamle bekjendte.«
Hun sagde det i den naturligste Tone, uden Spor af Forlegenhed.
»Aa -- Fanden heller! Det var da morsomt!« raabte Byfogden.
»Behagelig Overraskelse!« istemte Grosserer Aaby, der var i Færd med
at knuse en velbelagt Tvebak mellem sine stærke Kæber.
»Fru Aabys afdøde Fader var i nogle Aar min Lærer; derfra stammer
vort Bekjendtskab,« tilføjede Henning. -- »Jeg har tilbragt
uforglemmelige Timer i Deres Svogers Hus, Hr. Byfoged.«
»Men saa har vi jo Lov til at betragte Dem som en gammel Ven af
Familien! Det var da rent forbandet morsomt. -- Ja, det var en brav
Mand, min Svoger, og en dygtig Kunstner.« -- Byfogden sagde det helt
bevæget -- »Og De har uddannet Dem under hans Vejledning?«
»I nogle Aar. Det var den lykkeligste Tid i mit Liv.« -- Ordene slap
Henning ud af Munden, uden at han rigtig vidste af det.
Hun saa flygtig hen paa ham og sænkede strax igjen sit Blik. Det var
vanskeligt at se, om hun havde bevaret mere Interesse for ham, end
hun vilde have gjort for enhver anden god bekjendt, som Tilfældet
kunde have ført hende sammen med efter flere Aars Forløb. --
»Til Ære for Dem giver Borgermesterinden en lille uskyldig Middag
førstkommende Søndag,« erklærede Byfogden, da Henning fandt det paa
Tiden at bryde op. -- »Men ikke Spor af Ceremonier, vil De notere Dem
det! For Resten kan jeg tænke, at De og min Niece længes efter at
opfriske gamle Minder. Og Grossereren derhenne er vel ikke en Smule
jaloux -- hvad behager?«


XII.

Han sad halvt skjult mellem de yderste Klitbakker ude mod Havet, der
skyllede i brede Tunger ind over Stranden, ledsagende Dønningerne
derude med en underlig sivende Lyd, idet Vandet i smaa Bobler gled
hen over Sandet og Stenene. --
Der laa Graavejrsstemning over Landskabet. Ude i Horisonten havde
der samlet sig en Række Skybanker, der taarnede sig højere og højere
op mod den disede Luft, som Solen ikke havde Magt til at trænge
igjennem. Skjønt det var i Begyndelsen af August, var Vejret køligt
og efteraarsagtigt, saaledes som det i Grunden passer bedst til de
barske Omgivelser. Klart og mildt Solskinsvejr er ligesom en fremmed
Gjæst i denne Egn. De varme Sommerdage er saa faa, at det synes, som
om de flygter bort igjen, før Landskabet har faaet Tid til at iføre
sig en mere smilende Skikkelse end den, der er ejendommelig for dets
Natur.
Her, hvor det aabne Hav Aaret igjennem ruller tungt og vredladent ind
mod Stranden; hvor Klitterne altid hæver sig lige stive og alvorlige,
er det ikke saa sært, at Befolkningen har faaet noget af den samme
ydre Barskhed og Alvor i sit Væsen. Det er Stemningen fra den øde
Strandbred, der afspejler sig i Mændenes og Kvindernes Træk, Sporene,
som Livets Ensformighed og det strænge Arbejde har efterladt. --
Han havde lukket Malerkassen i, men blev siddende og lyttede til
de dybe Suk, der lød gjennem Dønningerne ude fra Søen, indtil hans
Øre pludselig fangede en ny Lyd oppe paa Klitterne bag ved ham. Han
vendte sig om, dreven af en instinktmæssig Anelse, og med et Par
Spring var han deroppe, efterladende Malerkassen og sine øvrige Sager
nede paa Stranden.
Han stod varm og forpustet foran hende, medens hun saa paa ham med
det samme lyse Blik, som han kjendte saa godt fra gamle Dage, og
rakte ham Haanden, som man rækker den til en god, paalidelig Ven,
hverken mer eller mindre.
»Tak for sidst! Vi har jo ikke set hinanden i evig Tid. Hvor har De
været henne saa længe?«
»Jeg har villet arbejde, men har ikke kunnet.«
»Saa har De vist heller ikke havt den rigtige gode Vilje. De ved nok,
med den kan man udrette saa meget.«
»Ja -- især naar man er saa lykkelig at have denne guddommelige
Ligevægt i Sindet, som f. Ex. De er udrustet med.«
Han vilde sige det i en spøgefuld Tone, men det lykkedes ikke rigtig.
Hun syntes imidlertid ikke at lægge Mærke dertil, røbede det i alt
Fald ikke. De tav begge to en lille Tid, medens de gik Side om Side
hen over Klitbakkerne. --
I Uger og Dage -- lige fra deres første Møde -- havde han ikke tænkt
paa andet end at træffe hende alene. Han syntes, at der var saa
meget, som han maatte og vilde sige hende. Men nu, da Tilfældet var
kommet ham til Hjælp, blev han ligesom ængstelig for det. Medens hun
prøvede paa at begynde en Samtale om ligegyldige Ting, blev han mere
og mere ordknap.
»Herregud, hvor De dog er lidet veltalende i Dag,« sagde hun omsider.
»Jeg kan næsten ikke kjende Dem igjen.«
»De maa have Overbærenhed med mig. Jeg vilde gjærne være ligesaa
upaavirket af gamle Erindringer, som De er det. Men det vil ikke
lykkes mig. Jeg kan ikke blive ved at tale med Dem som med en fremmed
og lade Fortiden være glemt og begraven. -- Ja, nu er det sagt. Og
jeg maa finde mig i, om De bliver vred for det.«
»Jeg bliver ikke vred,« sagde hun og saa' paa ham med et venligt,
aabent Udtryk, der ligesom dæmpede hans frembrydende Heftighed. »Jeg
bliver slet ikke vred, men det vil bedrøve mig meget, om vi ikke
kan omgaas som gode og trofaste Venner. -- Det var heller ikke min
Mening, at Fortiden skulde være slettet ud. Vi kunde jo godt tænke
paa den som paa en kjær og lykkelig Ungdomstid, men jeg havde troet,
at der laa tilstrækkelig lang Tid imellem til, at der ikke længere
var noget, som kunde hindre Fornyelsen af vort gamle Venskab. Nu
synes det imidlertid, som De vil det anderledes, og saa er der jo
ikke andet for, end at vi bliver som fremmede for hinanden.«
»Ja ... De har Ret. Og dog vilde jeg saa gjærne beholde Deres
Venskab. Jeg trænger mere til det, end De tror. Sæt Dem her ned, Fru
Aaby. Saaledes. -- Lad mig blot en eneste Gang tale alvorlig med Dem.«
Hun saa' lidt tvivlraadig paa ham og fulgte halvt nølende hans
Opfordring. De satte sig paa Skrænten af en af de højeste Klitbakker,
hvorfra der aabnede sig Udsigt -- saa langt Øjet naaede -- mod Vest
ud over Klitterne til Havet, og til den modsatte Side ind over Land,
hvor Bøndergaardenes røde Mure kiggede frem mellem Enge og Agerland.
Tæt foran dem skar Fjorden sig ind ved Foden af den lille Kjøbstad
med dens knejsende Kirkespir.
Der fór en kold, efteraarsagtig Blæst hen over den stride Marehalm,
og hun trak sit Shavl tættere sammen om Skuldrene, medens hun ventede
paa, hvad han havde at sige hende. --
»De har en Gang været min gode Engel« -- Han talte i en langsom,
halvt sagte Tone -- »og ... maaske kunde De blive det igjen. Jeg tror
i alt Fald, det vilde gjøre mig godt, hvis jeg maatte faa Lov til at
skrifte for Dem -- fortælle Dem, hvorledes det staar til med mig ...«
Hun saa' denne Gang forundret op paa ham, men afbrød ham ikke. Saa
vedblev han lige som før, uden at møde hendes Blik:
»Det er umuligt andet, end at De har maattet gjætte den skæbnesvangre
Fejltagelse, jeg har begaaet, siden vi omgikkes hinanden i gamle
Dage. Men -- De ved ikke, hvor stor og uoprettelig den er. -- Jeg har
maattet opgive noget af det bedste, der kan sprede Glæde og Lykke
over et Menneskeliv ....«
Det varede lidt, før hun svarede ham:
»Hvad De der siger, kan jeg ikke tro. Og De har ikke heller Ret til
at tale saaledes; det ... er en Fornærmelse mod Deres Hustru.«
»Hvorfor? -- Jeg bebrejder hende jo ikke noget. Fejlen ligger
vel udelukkende hos mig. -- Jeg betragter det desuden som en
Gjengjældelse, fordi jeg blev utro mod den bedste Følelse, der
nogensinde har opfyldt mig.«
»Nu taler De overspændt og sygelig, Henning Bentsen. Hvad er det, De
er bleven utro mod? Skulde en ungdommelig Forelskelse maaske gjøre
Dem til Asket og Eneboer hele Deres øvrige Liv? De svigtede jo ingen
-- De var altsaa i Deres gode Ret til at søge hos en anden den Lykke,
som _hun_ ikke kunde berede Dem ...«
»Nej -- De misforstaar mig -- eller vil maaske ikke forstaa mig. Jeg
ved nok, at jeg ikke har noget at bebrejde mig overfor hende, der
ikke kunde blive min. Men hvad jeg syndede mod, var den stærke og
rene Kjærlighed, jeg havde næret, og som var for god til at vige
Pladsen for en Tilbøjelighed, der ikke var den første værdig. Var jeg
bleven lykkelig med den Kvinde, som nu er min Hustru, saa kunde jeg
maaske have mødt Dem igjen som den fornuftige Ven -- ligesaa rolig og
behersket som De mig. Men Modsætningen mellem Dem og hende er traadt
saa stærkt frem for mig i denne Tid; jeg har ikke kunnet vedblive at
spille denne fremmede Rolle overfor Dem og lade Fortiden være som
noget, der ikke længere vedkom mig.«
»Men det maa De jo dog -- hvad andet skulde De vel?« -- Hun sagde det
lidt heftig, idet hun saa' op paa ham.
»Jeg -- jeg ved det ikke selv. Det var en uheldig Skæbne, der lod mig
møde Dem her for endnu tydeligere at vise mig, hvor haabløst det hele
er.«
Han tav lidt og vendte sig saa pludselig om mod hende.
»Vil De svare mig ærlig? -- Er De fuldkommen lykkelig?«
»Jeg ved ikke, med hvad Ret eller hvorfor De spørger mig derom«. --
Hun saa rolig og alvorlig paa ham, medens hun talte -- »Men for at De
ikke skal misforstaa mig, vil jeg svare Dem, at for saa vidt man kan
være lykkelig ved et agtet og hæderligt Liv og ved Bevidstheden om at
opfylde sine Pligter, saa er jeg det.«
»Hvor det lyder fornuftig -- og kristelig.« Henning lo bittert uden
at bryde sig om at lægge Skjul derpaa. -- »Det maa være i høj Grad
velgjørende for ens Sindsro at kunne gaa saadan paa Akkord med Lykken
og sige til den: _det_ skænker du mig og ikke mere, lad mig blot
beholde det, saa skal jeg være tilfreds. ... Nej -- bliv ikke vred,
fordi jeg harmes over at høre Dem tale saaledes. Har Livet ikke noget
bedre at byde os end en saadan sløv Resignation? Jeg ved, at De ikke
er lykkelig; De kan ikke elske den Mand, De har bundet Dem til. Det
er umuligt -- og det vilde ikke være Dem værdigt.«
»Henning!« -- I det Blik, hvormed hun saa' paa ham, var Udtrykket
paa en Gang blevet strængt og fortørnet -- »De misbruger den Ret,
vort Ungdomsvenskab giver Dem. Jeg tror, at De er nervøs og ophidset,
ellers maatte De kunne forstaa, at De fornærmer mig.«
»Fordi jeg er ærlig mod Dem og mig selv?« -- Han sad lidt og stirrede
ned for sig, før han vedblev: -- »Hvis jeg havde set, at De var, hvad
jeg forstaar ved lykkelig, saa vilde jeg have undgaaet Dem efter vort
første tilfældige Møde herovre, da jeg mærkede, at jeg ikke kunde
være Herre over alle de Erindringer, der styrtede ind paa mig ved
at gjense Dem. Men efterhaanden som jeg har faaet et andet Syn paa
Deres Forhold, har jeg mere og mere længtes efter endnu en Gang at
komme til en Forklaring med Dem, før vi skilles for rimeligvis ikke
at mødes tiere.«
»Og hvad skal denne Samtale kunne gavne enten Dem eller mig? Den
tjener jo kun til at rippe op i det, der ligger bag ved os, og som nu
én Gang er glemt og begravet. Tro mig, Henning, De handler uret baade
mod Dem selv og især mod Deres Hustru. Og -- -- jeg vil ikke længer
fortsætte denne ørkesløse Samtale med Dem.«
Hun gjorde Mine til at rejse sig op for at gaa, men han lagde sin
Haand paa hendes Arm og nødte hende til at blive.
»Kalder De det ørkesløst,« sagde han med dæmpet Heftighed, »at jeg
bestræber mig for at faa mere Ro i mit Sind, end der har været i
lange Tider, og især efter at jeg atter har truffet Dem.«
»Men skal da denne Samtale kunne hjælpe Dem dertil?« spurgte hun og
rystede paa Hovedet. »Det forstaar jeg ikke.«
»Jo -- De skal lære mig, hvorledes man faar den Klarhed over sig
selv, som De har. Jeg tror, at dersom jeg havde noget mere af den
samme Viljestyrke, som De er i Besiddelse af, vilde Fremtiden ikke se
slet saa mørk ud for mig. -- Et Ægteskab uden Sympathi og Forstaaelse
er og bliver en af de forfærdeligste Ulykker, der kan ramme et
Menneske, og er man saa tilmed kommen saa vidt, at man har givet
Sagen op og ikke længer strider mod de onde Magter, saa er man for
Alvor fortabt. Saa langt er jeg omtrent kommen, og derfor spørger jeg
Dem, Margrethe, kan De ikke endnu en Gang blive min gode Skytsaand
og give mig det forløsende Ord, der kan mande mig op, saa jeg i det
mindste faar Mod til at bære min Skæbne som en Mand.«
»Kunde jeg det, vilde jeg hellere end gjærne,« svarede hun. »Men
den Styrke, De søger, kan De kun finde hos Dem selv. Prøv med en
ærlig og god Vilje at jage Skyggerne bort fra Deres Hjem; ret med
varsom og kjærlig Haand de Fejl, som De tror at finde hos Deres
Hustru; bliv ikke træt af at stræbe henimod en bedre og inderligere
Forstaaelse, og naar De trænger til Opmuntring, saa søg den i Deres
Arbejde. Lad det og den uophørlige Bestræbelse for at bringe Glæde og
Tilfredshed tilbage til Deres Hjem, udfylde Deres Tilværelse, og De
kan da sikkert aldrig bukke under i Kampen. Men det er umandigt af
Dem at hengive Dem til tomme Klager over Deres Skæbne, den, som De jo
i hvert Fald selv har beredt Dem. Og jeg vil sige Dem det lige saa
ærlig, som De har talt til mig -- det havde været smukkere handlet,
om De ikke havde fortalt mig om Deres Ægteskab. Det er et af de
Forhold, man skal gjemme hos sig selv.«
»De er stræng i Deres Dom,« svarede han. »Men De ved ikke, hvor
haabløst jeg har kæmpet i disse lange Aar. Saa traf jeg Dem herovre.
Det var, som den bedste Tid af mit Liv traadte frem for mig igjen.
Var det da saa underligt, at jeg længtes efter at tale til Dem om alt
det, der ligger og tynger paa mig? De er den eneste, til hvem jeg
vilde have gjort det.«
»Nu -- jeg vil heller ikke bebrejde Dem Deres Aabenhjærtighed. Men
tænk paa, hvad jeg har sagt. Begynd ufortrøden Kampen paany, baade
for Deres Hjem og for Deres Kunst, og naar De en Gang har sejret paa
begge Punkter, saa skal De komme og fortælle mig det, og ingen vil
glæde sig mere derover end Deres gamle Veninde.«
Hun rakte sin Haand hen imod ham, og han greb den, idet han saa' op
paa hende, som hun stod foran ham med et næsten pigeagtigt Udtryk
over den lille, fintbyggede Skikkelse.
»Hvor den Mand maatte kunne bringe det vidt i Verden, der havde en
Hustru som Dem,« sagde han sagte. »Tak for Deres Godhed -- gid De
maatte faa Glæde af mig.« --
Han forlod hende hastig, og hun blev staaende alene paa Klitten og
saa' efter ham. Rødmen paa hendes Kinder var bleven stærkere, og det
var, som en flygtig Skygge gled hen over Panden. -- Hun blev staaende
endnu et Øjeblik, ligesom hun paa én Gang faldt i Tanker uden rigtig
at vide af det. Saa trak hun Shavlet sammen om Skuldrene og begav sig
ad den sandede Hedevej til Byfogdens Gaard i Udkanten af Byen.
* * * * *
Det var hans første Beslutning, at han vilde rejse hjem. Han sagde
allerede samme Dag til Minna, at hun kunde belave sig paa Hjemrejsen
i Løbet af en otte Dage. Til den Tid mente han at være færdig med
sine Studier. Men i Stedet for de otte var der gaaet fjorten Dage
siden Mødet ved Stranden. Han kom jævnlig hos Byfogdens og havde
flere Gange truffet Fru Aaby alene, men deres sidste Samtale var
ikke bleven berørt. -- Han gjorde sig Umage for at synes munter og
tilfreds, naar han var sammen med hende, som om den Forklaring, det
var kommet til mellem dem, virkelig havde bragt mere Ro i hans Sind.
Men i Virkeligheden var han mere nervøs og ophidset end før. Han
følte sin gamle Kjærlighed voxe Dag for Dag, men paa samme Tid
vogtede han omhyggelig paa sig selv, fordi han var bange for at
skræmme hende bort, hvis han røbede sig.
Han havde maaske ikke saa magtesløst givet sig denne vaagnende
Tilbøjelighed i Vold, dersom han ikke paa Forhaand havde dysset sin
Samvittighed i Søvn med den Betragtning, at naar hans Hustru hverken
kunde eller vilde være noget for ham, saa maatte han være i sin Ret
til at hengive sig til en Følelse, der trods dens Haabløshed var
stærk nok til at udfylde hans Tilværelse, saa længe han blot var i
_hendes_ Nærhed.
Men der var desuden noget andet, som fik Flammen til at blusse
stærkere og hastigere op, end det muligvis ellers vilde have været
Tilfældet, og som gjorde det stadig vanskeligere for ham at bevare
sin ydre Ro overfor hende.
Hun søgte at skjule det med al den Takt og Finfølelse, hun raadede
over, men han saa desuagtet mere og mere tydelig, at hendes Mand
slet og ret var en plump, snæverhjærtet Tyran, der saarede hende paa
tusende Maader, oven i Kjøbet med en vis Brutalitet, som om han fandt
en særlig Tilfredsstillelse ved Bevidstheden om, hvorledes det stod
i hans Magt at smaatyrannisere en Hustru, der var ham saa uendelig
mange Gange overlegen. --
Grosserer Aabys Specialitet var ellers at fortælle slibrige
Historier, og saadan i al Fortrolighed -- ved et lille Glas sammen
med Doktoren og Postmesteren -- gjorde han ingen Hemmelighed af, at
han Fanden ta'e sig endnu havde sine smaa Liaisons.
Men midt under den pinlige Uro, hvormed disse Iagttagelser
opfyldte Henning, begyndte der at dæmre en Forestilling om, at
han, Ungdomsvennen, ikke var hende helt ligegyldig, hvor megen
Selvbeherskelse hun end viste i sin Adfærd mod ham. --
En Dag havde Henning overtalt Minna til at gjøre Visit hos Byfogdens.
Hun var gaaet derhen og havde taget lille Aage med. Det var Aftalen,
at Henning skulde hente dem, men da han kom, var Minna gaaet. Aage
havde derimod faaet Lov til at blive, medens Byfogdens Datter havde
fulgt Minna paa Vej. Af Pigen, der lukkede op, fik han den Besked, at
Aage var nede i Haven med Fru Aaby.
Han fulgte en Allé af gamle, forhugne Ælmetrær, der bugtede sig
henimod Udkanten af Haven til et Lysthus, som han vidste var hendes
Yndlingsplads, og hvor han antog at finde hende og Drengen. --
Hun sad paa en lav Kurvestol, medens lille Aage stod og lænede sig op
til hendes Skjød. Lyset, der brød ind mellem det aabne Løvværk, lagde
et varmt, gyldent Skær over hendes og Barnets Haar, idet hun bøjede
sit Hoved ned mod ham. Synet af de to gjorde et sælsomt Indtryk paa
ham. --
Hun havde ikke lagt Mærke til, at han nærmede sig, og med en Følelse
af, at han ikke nænnede at forstyrre den smukke Gruppe, bøjede han
bort fra Alléen og ind paa en Sti, saa han kom hen til Bagsiden af
Lysthuset, hvorfra han kunde betragte hende, uden at hun saa ham. --
»Har du ingen lille Dreng?« hørte han Aage sige.
»Nej -- jeg har ikke.«
»Saa skal jeg nok hver Dag komme hen og lege med dig,« sagde Barnet
og rakte sin Mund op til hende.
Han saa, at hun havde Taarer i Øjnene. Og pludselig -- som med et
uvilkaarligt Udbrud af længe tilbagetrængt Følelse -- tog hun Drengen
i sine Arme og kyssede ham heftig paa Mund og Kinder. --
Hennings Hjærte blev paa en Gang saa fuldt, som om det vilde sprænge
alle kunstige Dæmninger. Men han tvang sig til at undertrykke den
Bevægelse, der truede med at tage Magt over ham, og traadte rolig ind
i Lysthuset. En flammende hed Rødme gød sig over hendes Kinder, da
hun saa ham, og hun satte med paafaldende Hurtighed Drengen ned paa
Jorden. --
»Tak, fordi De har taget Dem af Aage. Jeg haaber ikke, han har gjort
Dem for megen Besvær?« sagde han.
»Aa -- det er en allerkjæreste Dreng, De har,« svarede hun -- uden at
se op paa ham. »Vi har moret os rigtig godt, ikke sandt, Aage?«
»Jeg vil gjærne have, at du ogsaa skal være min Moder,« sagde den
lille Fyr. »Jeg kan godt lide at lege med dig.«
Barnets Pludren forøgede hendes Forlegenhed, og det kostede hende
aabenbart Umage at vedligeholde sin sædvanlige utvungne Tone. Han
kunde ikke tage fejl deraf, og med en halvt lyksalig, halvt ængstende
Fornemmelse jublede det i ham: -- »Saa har hun mig dog kjær!«
Han fulgte lille Aage hjem til Gjæstgivergaarden, men da han traf en
af Pigerne udenfor, lod han hende bringe Drengen op til Minna. Saa
fortsatte han sin Vej og vandrede frem og tilbage ad en Sti, der løb
bag ved Husene i en Udkant af Byen.
Han vilde ikke møde Minna, før han havde faaet Rede paa de forvirrede
og modstridende Tanker, der kæmpede i ham. Det forekom ham, at han i
dette Øjeblik kunde sætte alle Hensyn til Side for at vinde hende --
den eneste, han virkelig havde elsket. --
Men alligevel opsatte han fra Dag til Dag at finde Lejlighed til at
træffe hende alene. I nogle Dage holdt han sig endogsaa helt borte
fra Byfogdens Hus, og imidlertid fik han at høre, at Grosserer Aaby
var rejst.
Gjennem Postmesterens Frue trængte paa samme Tid et umaadelig
interessant Rygte ud i Byen.
Det drejede sig om ikke mindre end en ligefrem Skandale, som
der nok skulde have været hos Byfogdens. -- Gud bevare hendes,
Postmesterindens Mund; hun vidste nok, hvad det vilde sige at
bevare Embedshemmeligheder, men _aabne_ Brevkort hørte ikke med til
denne Kategori, og hun kunde i al Fortrolighed fortælle, at der var
kommet et saadant Brevkort til en vis Person. (Paa dette Stadium
af Beretningen skulde Postmesterindens Stemme være sunket ned til
den allersvageste Hvisken). Og bemeldte Brevkort indeholdt en for
Grossererens Moralitet saa graverende Afsløring, at hun ikke vilde
besmitte sine Læber med at gaa nærmere ind paa Detaillerne. Det var
naturligvis blevet til en Scene mellem ham og Fruen, og derefter var
Hr. Aaby rejst.
Sladderen bragte denne Historie ogsaa til Henning, og han kunde næppe
beherske sin Harme, da han hørte, hvorledes hendes Navn blev trukket
med i Snavset.
Nu kunde og vilde han ikke tøve længere.
Minna havde desuden bestemt erklæret, at hun vilde hjem, og han havde
lovet at opfylde hendes Ønske. Det Arbejde, han havde talt om, var
færdigt for længe siden, og han kunde ikke finde flere Paaskud til at
blive. --
En Formiddag, meget tidlig, gik han op til Byfogdens. Pigen viste ham
ind i Dagligstuen med den Besked, at Kancelliraaden kom vist strax.
Fruen og Frøkenen var ude. Han traadte ind i den lille Stue, der
syntes ham at indeholde noget af den samme Hygge og Velvære, som hun
bragte med sig allevegne.
Hun sad foran Sybordet henne ved Vinduet, bøjet over noget
Haandarbejde. Det forekom ham, at hun var lidt blegere, end hun
plejede at være, men ellers var der intet, som røbede, at der var
hændet noget usædvanligt.