Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring - 08

»Hun er min Tro skinsyg paa hans egen Fa'er,« sagde han ved sig selv,
halvt i Spøg og halvt i Alvor, og han havde mere Ret, end han selv
vidste af.
Saa blev han lidt efter lidt borte derfra, hvor megen Overvindelse
det end kostede ham, men mere end en Gang, naar han var paa Vej til
at falde tilbage til sin gamle Skrøbelighed, holdt han igjen paa sig
selv med den Betragtning, at Sønnen og Svigerdatteren dog aldrig
skulde faa Grund til at skamme sig over ham. »Saa hellere gaa lige
lukt ud i Stranden.«
Det gik imidlertid snart op for ham, at Minna maatte være meget
hidsig og lunefuld, men derfor kunde hun godt være en brav Kone, og
naar bare de to var lykkelige med hinanden, saa kom Resten jo ikke
ham ved. --
Hvad han derimod havde mindre let ved at trøste sig over, var noget,
der var sket, kort før Minna og Henning rejste over til Vestkysten.
Han havde været derude for at sige Farvel, før de tog afsted, men
Minna havde været i ondt Humør og havde ikke ladet sig se, og hun
havde heller ikke villet lade lille Aage komme ind til den gamle,
under det Paaskud, at hun var i Færd med at bringe Drengen i Seng.
I sin besynderlige Skinsyge kunde Minna nemlig ikke taale, at andre
kjærtegnede Barnet -- kun hendes Moder, der stadig bevarede en vis
Indflydelse over hende ved at smigre hendes mindre gode Instinkter,
dannede en Undtagelse fra denne Regel -- og hun havde mere end en
Gang paa en paafaldende saarende Maade holdt Aage borte fra Hennings
Fader. Dog næppe før saa tydelig som denne Gang.
Henning havde ikke villet give Anledning til en ubehagelig Scene og
følgelig ladet Paaskudet om Barnets Afklædning passere, men gamle
Bentsen havde taget sig det grumme nær og var gaaet helt sønderknust
bort. --
Siden den Dag havde han ikke været ude hos Henning. Han vilde ikke,
selv om det skete uforskyldt, bringe Misforstaaelse mellem dem -- det
var der nok tilstrækkelig af i Forvejen, tænkte han sukkende -- og
han vilde heller ikke falde Minna til Besvær, siden hun saa nødig saa
ham.
Men gamle Bentsen led meget under dette Forhold. Han kunde undertiden
sidde hjemme hos sig selv og falde helt sammen, naar han tænkte paa,
hvorledes hans Søns Hus var blevet spærret for ham, men naar han en
sjælden Gang saa' Henning, lod han sig ikke mærke med, hvor nær han
tog sig det. --
Det havde i mere end én Henseende været en slem Vinter for den gamle
Mand.
Med Skibsportrætmaleriet gik det kun smaat. Det var et Arbejde,
som der blev mindre at fortjene ved Aar for Aar. Skibskaptajnerne
foretrak som oftest at lade deres Fartøjer fotografere; det blev
langt hurtigere besørget og var helt anderledes moderne.
Desuden havde gamle Bentsen ogsaa faaet yngre og flinkere
Konkurrenter. Det var rigtignok noget rent forbandet Fuskeri,
de lavede, forsikrede han; deres Sø lignede sveden Vælling, og
Fartøjerne saa ud som Ligkister med et Par Kosteskafter stukne
gjennem Laaget. Selv kunde han bruge flere Dage til at pensle
Takkelagen rigtig fint og sirlig ud paa Lærredet, men det havde
Skipperne ikke Tid til at vente paa.
Af disse forskjellige Aarsager havde han havt en drøj Tid at komme
igjennem den Vinter. Henning havde et Par Gange hjulpet ham med en
lille Sum Penge, men gamle Bentsen havde en Anelse om, at det i den
sidste Tid ogsaa var gaaet smaat med Sønnens Arbejde. Han havde kun
solgt et Par mindre Billeder paa en af Kunstauktionerne, og et større
Maleri, som han længe havde havt staaende paa Staffeliet, vilde det
ikke lykkes ham at blive færdig med. --
Gamle Bentsen vilde derfor ikke fortælle ham, at han i længere Tid
havde gaaet og gjort Gjæld rundt omkring i det Nabolag, hvor han
boede. Han vilde maaske under alle Omstændigheder have fortiet det,
eftersom han nærede en ikke ringe Respekt for sin Søn.
Med en vis, medfødt Letsindighed trøstede han sig med, at det nok
klarede sig paa en eller anden Maade. Men nu var ogsaa den sidste
Udvej bleven stoppet, og han havde adskillige Gange i den senere Tid
maattet springe Middagsmaden over og endda været glad, naar han hen
ad Aften havde kunnet opdrive en Portion Smørrebrød og en halv Bajer
paa det Kaffehus, hvor han en Tid lang havde været Stamgjæst.
Saa var det Dagen før Nytaarsaften.
Der var faldet et stærkt Snefog, og Vejene i Byens Omegn laa i
ufremkommeligt Uføre. Men efter at Snevejret først havde syntes at
ville tø lidt op i Luften, havde Frosten umiddelbart efter taget fat
paany.
Thermometret stod paa 12 Graders Kulde. Sneen laa skinnende hvid i
det graablege, vinterlige Sollys, der ikke havde Kræfter til at optø
saa meget som de allerøverste Fnug. Selv den tynde Sneskorpe, der
dækkede Træerne rundt omkring i Haver og Alléer, havde Frosten bundet
saa tæt til de nøgne, knudrede Grene, at Blæsten forgæves ruskede i
dem for at berøve dem deres Vinterpynt.
Vinduerne i Urtekræmmerens Butik henne paa Hjørnet af Sidealléen
var saa forsvarlig tilfrosne, at ikke en Gang de vældige Gasblus om
Aftenen formaaede at bryde det allermindste Hul i de store Isblomster
paa Ruden.
Og indenfor stod Urtekræmmeren og pustede i de røde, valne Næver, saa
at hans Aande dannede en lille Dampsky under Gaslampen.
Om det saa var de Vittigheder, hvormed den begavede Yngling plejede
at divertere Nabolagets kjønne Tjenestepiger, syntes de at fryse
fast undervejs og blive hængende som bedrøvelige Istapper ved hans
smilende Læber.
Og udenfor vedblev Blæsten at ruske i Grenene, medens Sneen frøs
fastere og fastere sammen i Bunkerne langs Vejkanten.
Det knitrede formelig i den af Ivrighed for at blive rigtig fast og
haard -- thi det var jo en Livssag for den at yde den størst mulige
Modstand, hvis et mildere Vejrlig skulde indtræde for at opløse den
til lutter Vand og Søle.
Men foreløbig kunde den ganske rolig blive liggende og fryse til,
saa meget den vilde. Der var ikke Udsigt til andet Vejr end det,
der egner sig bedst for Folk, der har velopvarmede Værelser med en
muntert flammende Kaminild, eller tykke Kavajer med Pelskrave til at
slaa op om Ørene, hvis de færdes ude.
Og selv de, der havde slige Hjælpemidler til at trodse Kulden,
foretrak den lune Stue og vovede sig kun ud i yderste Nødsfald.
Følgelig var der mere end sædvanlig øde ude paa Vejene mellem de
smaa Landsteder og Haver. Om det saa var den patrouillerende Lovens
Haandhæver, syntes Kulden at have fordrevet ham sporløst. --
Hist og her skinnede der et Lys fra en og anden Villa, og Tonerne
fra et forstemt Klaver banede sig spædt og klynkende Vej gjennem
omhyggelig stængede Vinduer, nedrullede Persienner og tilfrosne Ruder.
Oppe fra den frostklare, mørkeblaa Luft blinkede en ensom Stjærne
ligesom et fjærnt Øje ned paa det vinterlige Billede. En forfrossen
Hund, der havde været letsindig nok til at strejfe omkring i et
saadant Vejr, stod hylende udenfor Bagerens Dør, der lige var bleven
lukket. -- Ellers var der tomt og stille overalt.
I et Hus paa en af de mest afsides Veje i dette landlige Kvarter
skinnede der Lys oppe i et af Kvistvinduerne. Man lagde særlig Mærke
til det, fordi der ellers var mørkt og slukket rundt omkring. Klokken
var lidt over ti.
I dette Hus og i det samme Kvistværelse, hvorfra Lyset skinnede,
boede gamle Bentsen, efter at han nogen Tid efter Hennings Bryllup
havde forladt den mere komfortable Lejlighed, de havde beboet sammen
i Etagen neden under.
Det var forøvrigt et ganske pænt og rummeligt Værelse med en lille
Alkove til en Seng bag ved. Bohavet var tarveligt, men kunde meget
godt tilfredsstille en gammel, beskeden Mands Fordringer. Der var en
Sofa, et gammelt Skrivebord, nogle Stole og et Staffeli henne ved
Vinduet.
Det kunde altsammen have taget sig ganske taalelig ud, hvis der
ikke havde manglet én Ting, som er umaadelig vigtig, naar det er
tolv Graders Kulde udenfor, og hvis Ikke-Tilstedeværelse derfor var
tilstrækkelig til at forandre hele Stuens Karakter og give den et
trist og uvenligt Præg.
Der var ingen Ild i Kakkelovnen. --
Gamle Bentsen laa paa Sofaen og havde svøbt sig ind i sin
Vinterfrakke. Han havde endogsaa taget Handsker og en gammel, blød
Filthat paa for bedre at holde Kulden borte, men det kunde alligevel
ikke forhindre, at han rystede over hele Kroppen.
»Jeg maa dog være oppe, hvis han skulde komme,« havde han sagt
til sig selv. Og saa havde han Time for Time tøvet med at gaa til
Ro, skjønt en varm Seng, selv om den ikke hører til de allerbedst
opredte, er et Surrogat, som Fattigfolk ofte benytter i Stedet for et
solidt Maaltid og Ild i Kakkelovnen.
Han havde samme Dag skrevet et Par Ord til Henning. Men først efter
en hel Del Betænkeligheder, og da han indsaa, at der ikke var nogen
anden Udvej tilovers.
Naa -- Herregud -- en gammel Mand kunde vel være bekjendt at bede sin
Søn om Hjælp i en snæver Vending. Han vidste, at Henning gjærne hjalp
ham, naar han bare kunde, men han vilde nødig falde ham til Byrde.
Baade for sin egen og Sønnens Skyld havde han dog ikke villet skrive
ligefrem, hvad det drejede sig om (det kunde jo hænde, at andre fik
Brevet at se), og han havde derfor blot sendt en Billet af følgende
Indhold:
»Min kjære Søn!
Er det dig muligt, da se ud til mig i Løbet af Dagen. Jeg vilde
gjærne tale med dig, men har ondt ved at komme til Byen i det
slemme Vejr.
Din kjærlig hengivne Fader
P. Bentsen.«
Han ventede længselsfuldt paa, at Henning skulde komme. Brevet var
blevet lagt i Postkassen tidlig om Morgenen. Han maatte kunne havt
det lidt over Middag. Men nu var Klokken ni -- ti -- den gik stærkt
til elleve.
Han blev helt urolig. Der skulde da ikke nogen være syg derinde. Det
faldt ham et Øjeblik ind at gaa til Byen. Men hvis der nu -- som han
alligevel haabede -- intet var i Vejen; hvad vilde de saa tro, naar
han kom til dem saadan ved Nattetid? Naa -- det kunde jo for den Sags
Skyld være lige meget; det var jo hans Børn. Men Huset var nu en Gang
blevet fremmed for ham, og det var saa længe siden, han havde været
der. Saa besluttede han at slaa sig til Ro og vente i alt Fald til
den næste Dag.
Endnu en hel Time blev han oppe, til hans Lemmer var stive af
Kulden. Men ingen kom. Saa tørnede han omsider i Seng, men saa
forknyt og urolig over ikke at have faaet Svar paa sit Brev, at han
endogsaa glemte, at han den Dag havde sprunget baade Middagsmaden og
Aftensmaden over. --
Tidlig den næste Formiddag kom Henning. Den gamle var staaet op og
gik op og ned ad Gulvet med Vinterfrakken paa. Der havde ikke været
en Pind at putte i Kakkelovnen. Selv nogle gamle Blændrammer og
Penselskafter havde den foregaaende Dag maattet gjøre Tjeneste som
Brændsel.
Henning saa paa de tilfrosne Ruder, paa den kolde Kakkelovn og paa
den gamle Mand, der havde Møje med at skjule, at Tænderne klaprede i
Munden paa ham.
»For Guds Skyld, Fader,« sagde han i en bekymret Tone, »hvorfor har
du ikke før ladet mig vide, at det stod saa slemt til? Dit Brev var
blevet forlagt hjemme hos mig, saa jeg fik det først i Morges.«
»Aa -- bryd dig aldrig om det,« mumlede den gamle. »Moneterne er
slupne op; det er det hele. Det er saagu' aldrig værd at tage sig det
saa nær for en Gangs Skyld,« tilføjede han med et bedrøveligt Forsøg
paa at synes oprømt.
»Men du har jo ingen Ild i Kakkelovnen, Fader,« sagde Henning. »Det
er dog for galt. -- Send strax Bud ned og lad os faa hentet, hvad du
trænger til. Saa gaar du imidlertid hjem med mig og bliver hos os i
Dag. Det er jo Nytaarsaften i Aften.«
»Ja, ja, Tak skal du have, min Dreng, men jeg bliver hellere hjemme,«
svarede den gamle lidt forlegen. »Den forbandede Gigt har sat sig i
mit venstre Ben. Jeg vilde gjøre en daarlig Figur hos dig, hvis du
skal have fremmede i Aften. Nej, jeg bliver hellere hjemme.«
»Aa Snak, Fader; der kommer ingen andre end Minnas Forældre. Følg nu
blot hjem med; saa kan din Værtinde gjøre i Stand her oppe imidlertid
og faa Værelset ordentlig opvarmet, til du kommer hjem.«
»Nej, nej, lille Henning,« svarede den gamle; »jeg bliver hellere
her. Maaske kigger jeg ud til jer i Morgen.«
»Naa, som du vil, Fader,« sagde Henning. »Men lad os saa sørge for,
at du kan holde en skikkelig Nytaarsaften herhjemme.«
Det viste sig imidlertid, at Henning kun havde nogle faa Kroner i sin
Portemonnaie, og han lovede derfor at komme ud igjen samme Dag for at
forsyne den gamle med, hvad han behøvede.
»Saa du vil altsaa ikke holde Nytaarsaften hjemme hos mig, Fader,«
sagde Henning endnu en Gang, idet han nærmede sig Døren.
»Nej Tak, min Dreng, ikke denne Gang -- til næste Aar, om Gud vil, at
jeg skal leve. Saa skal jeg nok se at være bedre oppe,« tilføjede den
gamle med et melankolsk Smil.
»Ja, ja da. Saa kommer jeg ud til dig igjen, inden det bliver mørkt.«
Henning gik, men han kunde ikke lade være at tænke paa det uhyggelig
kolde Værelse, og hvor daarlig hans Fader havde set ud.
Han følte Samvittighedsnag over, at han ikke havde sørget bedre for
den gamle Mand, men det pinte ham næsten endnu mere at tænke paa, at
han ikke kunde byde sin Fader et Hjem i sit eget Hus uden at maatte
frygte for stygge og ubehagelige Scener. --
Tusmørket havde allerede lagt sig over de snedækkede Gader og Veje og
syntes at svøbe sig i tætte Folder om Lygtepælene. Vognene rullede
med en dump Lyd hen over Sneen, der inde paa Fortovene knirkede under
Fødderne paa de Fodgængere, som endnu var ude for at gjøre nogle
Extraindkjøb til Helligholdelsen af Aarets sidste Aften.
Men lidt efter lidt blev Gaderne mennesketomme; Lysene i de store
Udsalg i Byens Hovedgader slukkedes efterhaanden, og kun de mindre
Handlende holdt aabent endnu.
De kinesiske Pistoler og Knaldperlerne, der hidtil havde lydt ganske
enkeltvis med et svagt, forskræmt Knald, ligesom de var sig bevidste,
at der endnu var længe til Klokken tolv, begyndte lidt efter lidt at
blive mere højrøstede, alt som Aftenen skred frem. Der hørtes endog,
som Ihukommelse af den ærværdige Skik at slaa Potter paa Dørene,
nu og da et solidt Drøn, der fik de smaa kinesiske Pistoler til at
blegne af Misundelse. --
Og selv de sidste Fodgængere forsvandt, for enten i Familielivets
hyggelige Skjød eller henne paa Kaféen, sammen med andre enlige
Existenser, med Glasset i Haanden at hilse det ny Aar velkommen.
Selv for Urtekræmmersvenden paa Hjørnet slog endelig Befrielsens
Time, og med en Stemme, der skælvede -- hvad enten det var af Kulden
eller af længselsfuld Forventning om de Glæder, _han_ ventede sig af
Aarets sidste Aften -- bød han Karlen at sætte Skodderne for.
Og mere og mere hyppig, mere og mere buldrende lød Knaldperlerne,
Pistolerne og Potterne, medens alt andet Liv og Bevægelse døde hen i
den store By for at koncentrere sig indenfor Husenes lune Vægge. --
* * * * *
Han gik med hurtige Skridt frem ad den snorlige Vej, der strakte
sig saa langt foran ham, at Gaslygterne i den længst bortliggende
Ende syntes at løbe i ét med hinanden. Hans Gang var hurtig, og han
traadte fast i den knirkende Sne, men Hovedet var bøjet ned mod
Brystet og hans Tanker aabenbart langt borte fra den Vej, han fulgte.
Hele det hæslige Optrin stod for ham igjen. Han huskede det til de
mindste Enkeltheder. Hans Ægteskabs Historie havde været rig paa det
Slags Kapitler, men dette syntes ham at være det uhyggeligste. Han
levede det altsammen om igjen, saaledes som det var foregaaet for faa
Timer siden. --
Han var kommen hjem i en trykket og bekymret Stemning, opfyldt af den
uhyggelige Paamindelse om, at hans Fader bogstavelig talt led Nød.
-- Og som de fleste kunstnerisk anlagte Naturer led han dobbelt ved
Synet af alt, hvad der mindede om Nød og Savn.
Han fortalte Minna, hvorledes det stod til ude hos hans Fader, og
hvor ondt det havde gjort ham at se det.
Hun hørte først kold og ligegyldig paa ham; men da han sagde, at de
maatte hjælpe den gamle med saa meget, de kunde undvære, havde hun
begyndt at græde og lamentere.
Han var en ussel Mand, sagde hun. Han havde Tanke for alle andre end
sin Hustru og deres Barn; dem kunde han gjærne lade sulte for at
hjælpe andre. Hvor mange Gange var de ikke selv uden Penge. _Hun_
vidste nok, hvordan hun maatte pine sig paa alle Maader, for at de
kunde slaa sig igjennem.
Henning forestillede hende, at de jo -- Gud være lovet -- endnu ikke
havde manglet noget. Han var desuden ung og rask og havde sit Arbejde
at stole paa, og selv om der nu og da var Ebbe i Pengekassen, saa
fik han til andre Tider sine Billeder godt betalte. Hans Fader var
derimod en gammel Mand og kunde daarlig arbejde. Det kunde ikke for
Alvor være Minnas Mening, at de skulde lade ham lide Nød. Det var saa
hæsligt, at han slet ikke vilde tænke sig det.
Men Minna var uimodtagelig for Fornuft; hun skreg op, at han skulde
ikke faa en Øre af de Penge, han samme Dag havde givet hende til
deres Husholdning; saa kunde han jo se, hvorledes han vilde bære sig
ad i alt Fald den Dag med at hjælpe den .... Og hun brugte Skjældsord
baade mod ham og hans Fader. --
Henning havde i lang Tid gjemt paa alt det Mismod, der havde faaet
Magt over ham efter det sidste Møde med Margrethe Aaby. Og i den
sløve Sindsstemning, hvori han havde befundet sig, havde han havt
lettere ved at gaa af Vejen for enhver ny Anledning til Kiv og Ufred.
Men denne Gang brød al Bitterheden over hans Livs store Misgreb atter
frem i ham. Minnas plumpe Adfærd fik hans kunstlede Taalmodighed
til at briste, og han æggedes næsten til Raseri ved Lyden af hendes
skingrende Stemme.
Et Øjeblik saa det ud, som om han mistede Herredømmet over sig
selv; som om han stod i Begreb med at løfte Haanden mod hende. Men
det varede kun et Sekund. Saa besindede han sig og stirrede helt
forfærdet paa hende.
Hvorledes havde hun dog Aar for Aar kunnet forvandle sig saa
frygtelig? -- --
Det kostede ham Anstrængelse at faa Ordene frem, idet han sagde til
hende, at naar hun ikke vilde give ham nogle af de Penge, hun havde
i Behold i den fælles Kasse, saa maatte han se at laane nogle ude i
Byen. Thi hans Fader skulde hjælpes. Han vilde nu gaa sin Vej, og hun
skulde ikke vente ham hjem for det første.
I en fuldstændig Paroxysme knyttede Minna Hænderne og bed Tænderne
sammen, medens hun skreg, at han var en Pjalt, og at hun forbandede
baade ham og hans Drukkenbold af en Fader. --
Henning var gaaet. Han vidste ikke, at hun et Øjeblik efter var ilet
ud for at kalde ham tilbage -- fortrydende sin brutale Hidsighed
ligesaa hurtig, som den var kommen over hende. --
Han travede gjennem Gaderne, indtil han kom til et af de ny Kvarterer
i Byens nordlige Udkant, hvor Hans Frederik boede. Hos ham vilde han
under et eller andet Paaskud laane de Penge, han skulde bruge. Men
Hans Frederik var allerede gaaet over paa Theatret. Dér vilde Henning
ikke forstyrre ham, og han gik tilbage i den samme Retning, han var
kommen fra, for at opsøge en af sine Kammerater, der boede i den
østlige Ende af Byen.
Men heller ikke han var hjemme. Han var bedt ud til Middag, fortalte
Værtinden, hvem Henning traf i Atelieret, i Færd med at rydde op i et
bundløst Kaos af allehaande ind- og udvendige Klædningsstykker, halv
færdige Studier, der laa spredte omkring ved Foden af Staffeliet,
snavsede Malerpensler og oversmurte Paletter, tomme Sodavandsflasker
og forskjellige andre Gjenstande.
Værtinden spurgte, om Herren ikke kom igjen senere paa Aftenen, for
der skulde nok være Nytaarsgilde hos hendes Logerende, som i den
Anledning havde bedt hende om at rydde lidt op, til han kom hjem.
Henning svarede, at han ikke troede, han kom igjen, og dermed travede
han atter afsted, indtil han blev saa træt af at slæbe Fødderne
gjennem det æltede Føre, at han sank i Knæ ved hvert andet Skridt.
Han gjorde endnu nogle frugtesløse Forsøg paa at træffe enten den ene
eller anden af sine Venner, men de lod allesammen til at være ude for
at fejre Sylvesters hellige Aften.
Gaderne var efterhaanden blevne helt øde. De sidste Butiker var nu
lukkede, og Henning tænkte med voxende Bekymring paa, at hans Fader
allerede i flere Timer havde siddet og ventet paa ham.
Saa faldt det ham pludselig ind, at der var noget tragi-komisk i
Situationen, og han vidste næppe, om han skulde le eller græde over
den.
Et ondsindet Lune, der grændsede noget nær til Vanvid, havde bevæget
Minna til at nægte ham nogle af hans egne Penge, og nu travede han
omkring paa en Nytaarsaften for at faa fat i et eller andet Menneske,
af hvem han kunde laane en halv Snes Kroner, for at hans Fader ikke
skulde gaa sulten til Sengs.
Det var dog for galt. Han tænkte et Øjeblik paa at tage en Droske --
han havde akkurat en Krones Penge i sin Vestelomme -- og køre ud at
hente den gamle og tage ham med sig hjem; det vilde være baade det
nemmeste og naturligste.
Men Tanken paa det uhyggelige Optrin med Minna skræmmede ham bort fra
denne Udvej. Han stolede ikke synderlig paa Minnas Selvbeherskelse,
selv om der var fremmede til Stede, og hans Fader maatte ikke gjærne
vide, hvor slemt det stod til i hans Hjem.
Saa fik han pludselig en anden Ide. Det gamle Konditori, hvor han og
hans Kammerater havde holdt deres smaa Sammenkomster i fordums Dage!
Der traf han sikkert en eller anden Bekjendt, og i værste Tilfælde
kunde han laane nogle Penge af Opvarteren til den følgende Dag. --
Med denne Beslutning forstærkede han sine Skridt og var allerede
drejet om Hjørnet for at skraa tværs over Torvet, paa hvis modsatte
Side Konditoriet laa, da han hørte en lystig Stemme bag ved sig.
»Halløj, Sønneke, hvorhen gjælder Rejsen?«
Henning vendte sig om.
»Aa -- er det dig, Erik! -- Kan du laane mig ti Kroner?«
»Om jeg kan laane dig ti Kroner! Ja, en Halvtredser, om du saa
vil. Jeg er vældig pr. Kasse. -- Men hvad Fanden er det for et
Bedemandsansigt, du sætter op? Det er da ikke for Alvor saa galt med
Finansvæsenet, at du falder i Staver over det?«
»Aa nej -- men det er et ærgerligt Tilfælde, jeg er kommen i,«
forklarede Henning lidt undvigende. »Jeg har lovet at hjælpe -- ja,
det kan være lige meget, hvem -- med en lille Sum Penge, og saa gjør
jeg den Opdagelse, at jeg ingen Kontanter har hjemme. Jeg har været
tre, fire Steder for at opdrive det fornødne, men ikke kunnet træffe
nogen. Og nu var jeg omsider begyndt at blive gal i Hovedet.«
»Men saa kommer jeg bag paa dig ligesom Profeten paa Kamelen -- eller
hvordan det nu hedder. Hør -- for Pokker -- det er da aldrig ...
hvad, du dydige Ægtemand ..?«
Erik puffede til sin Ven med en lystig Mine.
»Aa Vrøvl. -- Kan du saa laane mig de ti Kroner?« spurgte Henning
ærgerlig.
»Ja vist, Fa'er min -- bliv blot ikke gnaven. Jeg forlanger jo ikke
at vide, hvem der skal være Gjenstand for din Velgjørenhed -- Her har
du Pengene, min Dreng.«
Den unge Maler, der samme Dag havde faaet Bestilling paa et Maleri
og lige saa hurtig taget Forskud paa Kjøbesummen, tog nogle løse
Tikronesedler ud af en ganske vel forsynet Tegnebog og stak dem i
Haanden paa Henning.
»Tak -- Farvel -- i Morgen skal jeg sende dig Beløbet tilbage,« sagde
Henning og vilde gaa.
»Aa -- hør en Gang -- Henning -- det er da ogsaa rent bandsat, at du
skulde være optagen. Jeg er saa ustyrlig glad i Aften, og sikken en
Svir, dersom du kunde have slaaet Aftenen ihjel sammen med os andre!
Hør du -- kan jeg ikke i det mindste følge dig et Stykke paa Vej? Vi
skal ikke mødes henne i »Strygejærnet« før Klokken elleve.«
»Jo, det maa du gjærne. -- Jeg skal ganske ærlig fortælle dig, hvor
jeg skal hen. Min gamle har skrevet til mig, om jeg kunde hjælpe ham
med nogle Penge -- det er hele Historien.«
»Ved du hvad, saa tager vi en Droske og joller derud -- hvad? Og bag
efter følger du med hen i »Strygejærnet«, hvor jeg har arrangeret et
mageløst lille Gilde, der vil minde dig om svundne Dages Glæder. Naar
du gaar med, bliver vi sex til Bords -- et udvalgt Selskab, forsikrer
jeg dig. For en Gangs Skyld kan du saagu' godt forsvare at svigte de
hjemlige Kjødgryder.« --
De havde besørget deres Ærinde ude hos gamle Bentsen, og Henning
havde givet efter for sin Vens Overtalelser og var gaaet ind paa
at tilbringe Aftenen sammen med ham og et Par andre gode Venner --
naturligvis i al Skikkelighed.
Han havde dog vaklet lidt. Var det -- trods det, der var sket --
rigtigt af ham at blive borte hele Aftenen? Udsigterne derhjemme var
rigtignok alt andet end tillokkende.
Minna havde rimeligvis lukket sig inde i Sovekammeret; sin
Svigerfader, gamle Thorsen, vilde han som sædvanlig finde i en eller
anden Krog af Stuen, dækkende sig saa meget som mulig for sin kjære
Ægtehalvdel, og denne elskværdige Dame, Minnas Moder, fremstillede
sig for ham paa Hæderspladsen midt i Sofaen, kastende smertelig
bevægede Blikke op mod Loftet, som om hun kaldte alle himmelske
Magter til Vidne paa, hvor skjændig hendes ulykkelige Barn blev
mishandlet. --
Det gøs lidt i Henning, da han forestillede sig dette huslige
Billede, der ingenlunde var fremmed for ham, og han besluttede for en
Gangs Skyld at kaste alle Hensyn over Bord og igjen -- blot for en
eneste Aften -- trække Vejret frit i sine Kammeraters Selskab.
Han trængte haardt til det, syntes han selv.
»Ser du, lille Sønneke,« sagde Erik, »det kan ikke nytte, du vil
nægte, at der er noget galt fat med dig, hvad enten det saa stammer
fra Hovedet, Hjærtet eller Maven. Og saa spørger jeg dig som en sundt
tænkende Filosof: Hvad tror du vel, du gjør bedst i: at gaa og falde
sammen som en gammel Filister, saa det gaar rent Fanden i Vold med
Maleriet, eller stramme dig op med en Smule uskyldig Adspredelse?
Ser du -- baade du selv, din Familie og Kunsten, min Fa'er, staar
sig ved, at du linder lidt i Baandene, og derfor handler du ret og
viselig i at følge med mig til det Glædens Paulun, som jeg skal aabne
for dine tørstende Blikke.«
Og efter at have holdt denne lange Tale stak Erik sin Arm ind under
Vennens og trak ham med sig. --
* * * * *
»Du burde have fortalt mig, at der var -- Damer med til jert Gilde,«
sagde Henning og holdt tøvende inde med at tage Overfrakken af, da
de stod oppe i den lange Korridor med et Utal af Døre paa begge Sider
ind til de pyntelig udstyrede Restaurationsværelser, hvorfra der nu
og da lød en støjende Latter.
»Aa Snak -- saa havde jeg jo risikeret, at du ikke var fulgt med. Men
nu skal vi min Tro nok holde paa dig. Det forstaar sig,« tilføjede
Erik halvt mellem Spøg og Alvor -- »du skal naturligvis sidde længst
borte fra dem, for at din Moralitet ikke skal tage Skade eller komme
i Fristelse. Og desuden« -- Erik slog atter over i sin gamle, kaade
Tone, idet han bøjede sin Mund helt hen til Hennings Øre -- »det er
prima Kvalitet, som min Ven, Grossereren siger.«
* * * * *
Gaslygterne var slukkede paa den ene Side af Gaden, og de sidste
Nytaarsskud forstummede, da et støjende Selskab forlod den velkjendte
og velrenommerede Restauration, der blandt de indfødte gik under
Navnet »Strygejærnet«, og traadte ud af Porten. Deres Latter rungede
gjennem den stille Gade og blev kastet tilbage af de smalle, graa
Huse paa den modsatte Side for at give Ekko længere og længere borte.
--
Det havde været en mageløs Nytaarsaften.
Hvor man havde lét og moret sig -- ja, og spist og drukket -- ganske
storartet. Det havde regnet baade med Vittigheder og Champagne --
begge Dele lidt blandede, men det havde man været altfor glad til at
lægge Mærke til.
Hvor saadant et lystigt Gilde gjorde godt. Man blev tyve Aar igjen.
Og Tyveaarsalderens Sorgløshed og dens dejlige Luftkasteller kom
frem paany. Leve Glæden! Leve Øjeblikket! Pokker i Vold med den Dag
i Morgen og med hver eneste alvorlig Tanke! --
»Saa, kom nu. Nu skal vi hjem,« sagde Erik. »Knud og Holger følger
Damerne hjem.«
»Naa, saa det gjør de!« Henning talte i en overstadig lystig Tone.
»Nej du tager fejl, Gubbe! Saaledes skilles jeg ikke fra den smukke
Eva!«